Sasha 1.r
Et slags forord Velkommen Velkommen til det her blad, der går til alle, der har lyst til at se ind bag bygningerne på Det frie Gymnasium: Hvad rumsterer i væggene? Hver gang jeg passerer musiklokalerne kan jeg høre drøn, slag og trompethvirvler. Jeg vil gerne kigge ind. Hvilket liv florerer dér? Jeg har tilrettelagt dette forord til at være en slags vifte af synsvinkler ind i skolen, sådan som jeg har set det i de seneste dage. Og på samme måde er det hele bladets intention at være en kiggekasse, som afsøger det myldrende liv på skolen. En skole er jo ikke først og fremmest sine bygninger, men en stabel af mennesker. Kan du forestille dig det? Sådan ser jeg også mest præcist mig selv som lærer på skolen. Jeg kommer gående og folk hilser, og det de ser, er en stabel elever på stiger: i min ene arm alle mine 1x ere deres ansigter, skuldre, ben og morsomheder, som rygrad bruger jeg et rundetårn af elever fra min dejlige 2b, og hvad med alle de elever i 2c og 3x, der nærmest som en hvirvel stables igennem mine ben og min hals? Det er selvklart ikke en bygning af mursten vi hver dag arbejder i. Vi bør have et særligt velegnet terrarium, hvor vi har mulighed for at iagttage det liv som faktisk er Det frie Gymnasium; at lægge det frem. Der sker så meget almindelighedernes mirakler der ikke så let bliver set. Og derfor dette blad. I det her blad vil der optræde en række tekster og billeder fra elever på Det frie Gymnasium. Så kan vi måske komme om bagved, og få et glimt af det eleverne tænker og er. Til at karakterisere livet på Det frie Gymnasium vil jeg i det her forord blandt andet gøre brug af en mølle, nogle duer der hedder Birmingham Rollers, en fodboldkamp vi vandt, Albert Camus i Algeriet og et ismejeri.
Møllen Det er stadig noget nyt, at skolen har købt de flotte bygninger i Struenseegade, så vi nu har to huse; ét i Møllegade og ét i Struenseegade. Vi er stadig i gang med at flytte klasser, lærere og liv over i de nye bygninger. Og tidligt i morges, da jeg kom hjemad, så jeg i et blåt lys på bakken en mølle. På møllen var de fire møllevinger erstattet af fire strudse tegnet af Jørgen Clevin. I stedet for møllevingernes træ eller sejl var der fire strudse. En ganske mærkværdig bygning, og de fire strudse drejede rundt i den lette vind, der kom henover plænerne fra De Gamles By og Hans Tavsens Park. På samme gåtur hjemover stødte jeg ind i en diskussion med folk fra Svaneke. De kritiserede mig for at Nørrebro ikke havde Krølle Bølle-is. - I har fine ølbarer, men I har ikke Krølle Bølle. - Nej, indrømmede jeg. - Men de har Strudsemølle, indvendte en af de andre forsonende. - Hvad er det? - Det er det nye uddannelsessted, slået sammen af Det frie Gymnasium og nogle nye bygninger på Struenseegade. Det skulle være et hipt sted. - Nå. Hipt. - De har sådan et mærke og jeg har set smukke piger gå rundt med det på T-shirt, både i Amsterdam og på Nørrebro med en mølle med fire strudse som møllevinger. - Det var sjovt. Hvor kan vi se den? - Inde i hovedet, inde i sproget. I det her blad. - Det vidste jeg ikke. Måske var det fordi jeg en gang så Lautréamonts mølle, den store surrealist. Man kan
ikke sige hvor ens drømme kommer fra. Men den mølle er en realistisk drøm. En drøm om at Dfg kan have to bygninger, men én tanke. Bygningen på Struensegade har været lang tid undervejs. Tålmodigheden blev virkelig udfordret. Men nu står den snart færdig og flot. Et udvalg af elever og lærere sidder og tænker over hvordan vi kan få de to bygninger på Møllegade og Struenseegade til at hænge sammen. Så kan der foregå fester det ene sted, så uddeling af gratis kakao det andet sted, og fodboldkam pe i Hans Tavsens Park osv. Anna 3.x I en anden drøm så jeg Kazem gymnasielærer i biologi og psykologi kom gående i et bed af granatæbler, og han bøjede sig ned og passede duer. Jeg ved, han hjemme i sit hus i Holbæk har Birmingham Rollers. Og jeg har lige siden vi købte bygningerne i Struenseegade forestillet mig, at han fik et skur af et duestade på hver bygnings tag. Så kunne han passe dem. Og hver morgen tog han en due og lod den slippe ud i luften, og den svang sig fra taget af Møllegade til taget af Struenseegade, hvor den omkring fire minutter senere landede og rystede sig. Dér som en pil over morgentrafikken, en gråblå regnbue, en snor der binder os sammen. Dér, imens vi cykler af sted til skolen, kommer den allerede dér, som sådan en rød snor de elskende binder imellem deres vinduer. Han har et lille duestade på toppen af husene og hver morgen krydser fuglene hen over byen. Væsentlige bygninger er ikke kun bygninger, men måder at tænke på. De er ikke bygninger af sten. Det sagde jeg også til Quri gymnasielærer i spansk og idræt forleden da
jeg mødte ham i gården: - Jeg opfatter, at Det Frie Gymnasium består af tre bygninger: Møllegade, Strudsen og Quri. Han smilede, og det var jo også et kompliment, og jeg kunne fortsætte: - De siger åh det er så svært med to bygninger, hold da kæft, jeg har tre. I virkeligheden har jeg mange flere. En bygning, der er væsentlig, er mere end en bygning. Den har et andet formål inden i, der definerer den og andre tilsvarende bygninger. På den måde kan bygninger meget langt fra hinanden godt høre til samme fællesmængde. Alle rådhuse i Danmark hører jo f.eks. til den samme fællesmængde. Og alle posthuse, alle politistationer og alle folkekirker og alle Brugsen-butikker. Det er alle sammen forskellige bygninger der ligger forskellige steder, men forsynet med den samme tanke. Sådan hører huset i Møllegade og huset i Struenseegade også til en fællesmængde. Og vi kan være det ene sted eller vi kan være det andet sted, men vi er begge steder. Guldgenerationen Lad mig præsentere et andet glimt af livet på Dfg, et glimt der er grønt som en græsplæne. Det var lige da vi var startet i august og skolen havde skovtur og fodboldstævne en svedig sommereftermiddag i Fælledparken. Og jeg skriver ikke det her for at fremhæve lærerne: men lærerne vandt hele fodboldturneringen! Hvad skulle vi ellers lave? Og selvom jeg har haft en hektisk weekend med alt muligt andet indhold, har jeg ikke kunne slippe tankerne om holdet. Jeg har ligget vågen eller gået ned ad Banegårdsgaden og i hovedet gennemgået kampene, hvor den her guldgeneration af fodboldspillere lykkedes at spille sig igennem utallige kampe, mod utallige klasser, og hele vejen til finalen. Ja, og hele tiden nærmere, nærmere kærligheden.
Jeg kan huske, jeg før finalen gik rundt imellem vores spillere, og de sad alle sammen i græsset. De her store personligheder: Helle, Isak, Tommy, Silas, Torben, Thomas, Jeppe, Quri, Mikkel, Michael, Daniel, Keith. Dér sad talent, talent, talent, talent en lang perlerække i græsset, i ro, småsnakkende. De bedste ben i Dfg s historie. Lad mig fremhæve visse momenter: - Torben, en dygtig keeper, med rolig dirigerende stemme. Han sagde altid John, du skal spille i midten bagerst, og det gjorde jeg så. Han mindede mig om Gilmar. Han kunne have spillet i Spanien hvad med at trække Atleticos stribede trøje over hovedet Torben? men han valgte os. - Thomas, en kæmpe bagi, ofrende sig selv, dykkende med sin krop ned i græsset, slidende sig ind i deres angreb og stoppede dem. Han kunne have været havfisker, på knæ i brændingen. Og hele tiden, hele tiden nærmere, nærmere kærligheden. - Daniel altid på bolden, slipper den ikke, men lader den hoppe på støvlen hen over modstanderben. Foran et lukket forsvar løber han bare derind ad Borges` labyrinter. Han har en tendens til at ligne poesi. - Tommy, måltyven, vores topscorer. Mindede mig om Vava. Snurrede rundt, sparkede. Effektiv som bare fanden eller som min kone i en skobutik. - Isak, med kraftfulde træk ind i de andres felt, og så var det ham der resolut scorede sejrsmålet. Det var ham der satte prop i. Det var ham der ikke gad mere; så sled han sig igennem deres tykke forsvar og scorede. Bagefter slentrede han afslappet over til mig og sagde: så fik du den John. Og med den, mente han sejren. Ja han gav os den. Og hele tiden, hele tiden nærmere, nærmere kærligheden. Ja jeg gik rundt imellem spillerne en halv time før finalen. De sad på række på græsset bag de kridthvide målstolper og småsnakkede, og de mindede mig om mu-
sikere lad mig især sammenligne med Alexandru Bublitchi og Javier Mas. Og sikke en lethed vi har haft siden. Som skolepiger kører vi i skole, fordi vi er guldholdet. Javist. Ikke bare solen er en guldbold, guldpokal og guldtrompet; det er vi også. Så tak til holdet, benene, generationen. Albert Camus i Algeriet (og noget om et ismejeri). En afrunding Jeg har fået en god idé. Den hedder Camus klubben. Det er noget af det dejligste jeg har prøvet som lærer. En del elever og jeg mødes én gang om måneden, om eftermiddagen, oppe under taget på forhuset i Møllegade, og snakker om Camustekster. For tiden snakker vi om hans ungdomsessays fra Algeriet. I gymnasiet handler det ellers så ofte om karakterer, test og eksamen, men ikke her. Her handler det om at blive bedre til virkeligheden. Vi er her kun, fordi vi tror, at vi kan se virkeligheden mere skarpt og mere vidunderligt ved at se den igennem de her tekster. I det hele taget er det måske en af de ting, der for alvor adskiller Det frie Gymnasium fra så mange andre skoler. Det vi arbejder med i fagene er meget vigtigt, ikke for at man kan klare sig bedre til eksamen, men fordi det kan gøre os til bedre mennesker, så vi kan lave et bedre samfund. Jeg gik over skolegården forleden, og så Majsa, og spurgte, hvor hun skulle hen: Til Camus, sagde hun. Ja. Så sidder vi hen over et bord med æbler og flødeboller og diskuterer Camus-tekster. Noget af det bedste, man kan gøre, er nok at sammenligne sit liv med andre rigtig gode historier; f.eks. historier skrevet af Camus. Efter man har læst teksterne, kan man nok se livet endnu mere skarpt og endnu mere strålende. Så det gør vi, og lader her i november Algeriets sol bryde ud i os. Jeg synes vi skal ligne Rieux og Jacques Cormery, to figurer hos romanforfatteren Camus, denne modelbygger, der bygger forme vi kan gå ned i, lige som man kan gå ned i robådene i Frederiksberg Have. Teksterne rummer fordelagtige forme vi kan for-
søge at få vores liv til at ligne. I det her forord har jeg forsøgt at skære mine egne udsnit af livet på Dfg. Men eleverne gør det bedre. De ser det hele meget klart. På de følgende sider vil elever give os mulighed for at se dem over skulderen, mulighed for at se med deres friske øjne. Vi vil følge med 1x til Vadehavet på introtur i september, og også med 1d af sted til Sønderjylland. Vi vil gå med to 3a-elever fra sidste år, ind i København og samtidig nogle andre meget overraskende steder, jeg ikke helt ved hvor er. Og vi vil følge med 2c hele vejen tilbage til deres barndom. Velkommen til disse glimt af levende liv, velkommen til Strudsemølle, velkommen til bladet. Ja sikke en diversitet. Det er lige som min ven Andy, der ville lave et anderledes ismejeri på Nørrebro. - Lad os lave et ismejeri, sagde han, - en isklub, der hedder Haven. Hvor vi sælger is med rosiner, og folk beder om to kugler Rousseau. Og det smager af Bielersøen. Og vi sælger is med lakrids, og folk beder om to kugler Rumi, som også hedder Natten i hendes øjne (eller Havet er én uendelig kærlighed ). Og vi sælger jordbæris, og folk beder om Camus i Algeriet. Og vi hælder isen i, og spørger: skal der Tranströmer og Pamuk på? Og vaflerne bagt med honning hedder Møllen og de dér chokolade- og kirsebærfyldte papirkræmmerhuse hedder Strudsen, og når det er begge ting samtidig, beder de om Strudsemølle. Ja jeg drømte jeg gik i skole i Strudsemøllen, et dejligt sted med mange grønne potteplanter. Det var en mølle, men i stedet for fire møllevinger var det fire strudse der sørgede for at dreje rundt i blæsten. Sikke et liv, sikke nogle veninder med T-shirt, sikke et ismejeri, sikke en skole. John Tolsted (gymnasielærer)
Olivia 2.c
Hjemme og Ude Jeg kan godt lide at komme ud, væk og under åben himmel. Jeg kan rigtig godt lide frisk luft i lungerne, at lugte af bål, græs og saltvand. Men på et tidspunkt bliver jeg også rastløs, jeg savner rigtig varme og indenfor, og jeg savner nyvasket tøj og elektrisk lys. Jeg savner byens lyde, lys på vejene efter solnedgang, døgnåben og duften af mennesker. Blive svimmel på Rådhuspladsen og fri på Fristaden. Det tager lang tid at finde ro i det modsatte tempo, når man er hjemmefra. Tempoet i naturen er fuldstændig anderledes. Vanvittig forvirring ved at færdes i et anderledes tempo, lidt som at se en film i slowmotion. Jeg er hjemme. Gennem morgenvesterbro, i susefart og åndedræts os Tempoet som kun i byen Kaosgeometri Jeg betragter menneskehavet omkring mig, Bølger af identitet i multi-kulør Konstant bevægelse og dynamik Jeg gemmer mig væk i gade-anonymitet Og viser mig frem på trådløse hjemme -sider, Der hvor alle kan finde mig Grønt lys, ubetinget tillid til lastvognsbilisten Under-uret-mødested Omgivet af fællesskab
Vi skal ud og gå i græs Fælles dannelse, naturligvis Og være en del af noget større Jeg er ude. Af sted Vindueskiggeri i farten Gulgrøn og sensommer farver Vand under broerne, himmel over vandene Mælkebøttebørn, det er os, som vi ser Vadehavs saltluft Fortælling om nødvendigheds-kysten Jeg fanger reje hop Begraver fingrene i sand, mærker kulden Og solens varme i ryggen på regnfrakken Kloden tippes, og vandet skyller ind Tidevandet nærmer sig Jeg er omgivet af hav. Jeg kigger op og ser en ren og klar stjernehimmel Smukkere end aldrig før, Herude fjernes alle filtre Ane Sofie Vennize Andersen (1x)
UDE og HJEMME UDE I toget: nu på vej til vadehavet vi suser forbi det fladbrune landskab nyser til det stærke morgenlys vi er medspillere nu, på vej for at indtage vadehavet gå vores gummistøvler til og fange et kryb hvert øjeblik er et nyt billede, en ny modsætning modsætningerne farver mit billede af naturen den evige overmenneskelighed fra byen en sikker, hoverende overbevisning om byens sikre sejr Grimstrup Vejen Døstrup Skærbæk det er nok rigtigt at vi altid glemmer Sønderjylland En diset morgen Den friske kulde. Det isvåde græs. Og dug fra natten. Vi griner, lever og berøringer udveksles Vi er høje på nattens smøger og bekendelser Stadigvæk i den smånye fase Der er en uendelig skov omkring os I nat opdagede jeg et hvidt hus midt ude i ingenting Der var kun ét vindue tændt Det var spinkelt og gemt, næsten, væk
HJEMME I bussen Vores hår lugter af bål Jeg kan lide at studere træernes proportioner landskabet bevæger sig der bliver formet nye figurer, skabninger i tågen der er en tamburin i mit øre en svensker synger En plastikpose hænger ved vejkanten, mens musikken skifter tempo tamburinen udskiftes Kablerne hænger midt i det grønne De store jernskabninger og metalkæmper spreder strømmen de står som akavede teenagere der ikke hører til nogen steder midt på markerne, det har vi affundet os med for længst det er et surrealistisk billede et makabert symbol på en henrettelse af en tilværelse der for længst er væk Det store hvide hus var cremefarvet i dagslys Det var levende og havde tabt det måneskabte Hænderne var konstant i vejret ledte desperat efter forbindelse til byen, farten og individualisme
det var det første der skete denne desperate klingen til det trådløse de usynlige forbindelser i atmosfæren der forbinder os, men den tog vores opmærksomhed væk fra naturen ud af vinduet kan jeg se et langt brunt vandspor en traktors efterladenskab vi har leget og hvisket og grinet Jeg har fået opfrisket alle nuancerne af grøn Sunniva Winther Skåre (1x) Frederik 1.r
By og natur Før vi tog af sted, tænkte jeg på Vadehavet; smagte på ordet, og spekulerede på, hvad det mon indeholdt. Jeg vidste ikke, hvad jeg havde at forvente. Kunne man have høje forventninger til et landområde i Sønderjylland? Togturen derhen bragte os alle i samme stemning; at vi var på vej ud til noget ukendt. Da vi ankom til stedet, blev vi alle udrustet med kæmpestore fiskenet og små, gennemsigtige plastik glas. Som vi gik ned ad den øde landevej, lignede vi nogle bønder, der var klar til kamp. Folk i alle størrelser, og det ene store net efter det andet, svingende over skulderen, traskede vi trætte af sted efter hinanden, mod det storomtalte vadehav. Forventningerne kørte rundt i mit hoved; store billeder af tørlagte nøgne strandbreder formede sig i min hjerne. Jeg håbede på mere, men jeg turde ikke forvente mere. Vi gik over bakken som en gruppe forvirrede høns; alle folks hoveder drejede rundt i alle retninger, og prøvede ivrigt at finde hoved og hale i det nye område. Det var stort, rigtig stort. Vi var ikke længere i byen. Vi var ikke længere i det kendte, i hjemme, vi var ude. Natur er et abstrakt begreb, mens by er mere definerbart. Personligt er jeg indbegrebet af by. Byen betyder alt for mig, byen er mit hjem, mit liv, mig. Byen er mit liv, men naturen er mit sind. Der er intet mere befriende end at komme fra byen og ud i naturen. Naturvejlederen var en bitter ung dame, der sikkert havde mange fordomme om os københavnere. Hun samlede os, kun for at slippe os løs i det store ukendte vand. Mine korte gummistøvler begrænsede mine muligheder for at udforske Vadehavet uden ende, så jeg gik mest i lavvandet langs kanten. Der var både blege rejer, små hurtige fisk og store sammenvoksede østers. I naturen er havet mit yndlingsmiljø. Jeg elsker havet. Jeg elsker det uendelige syn, og
den helt specielle lyd landets nøgne kanter har; vandets sagte bølgeskvulp blandet med blæsten udefra. Jeg elsker det grænseløse rum det skaber omkring dig. Jeg elsker at det kan ændre natur alt efter tidspunktet og dets omgivelser. Jeg elsker virkelig havet. Fornemmelsen af vandet, der trykkede på mine nyindkøbte gummistøvler; det var koldt, men trygt. En mærkelig fornemmelse. Jeg stolede ikke rigtig på dem. Jeg troede ikke på, at de kunne holde vandet ude, men jeg fik ingen våde sokker dan dag. Vinden udefra blæste ind mod kysten, forbi os, og fik gåsehuden til at pible frem på mine arme under regnjakken. Koldt, men rart, befriende fra byens omklamrende tæthed. Da København er en by, hvor vandet ikke er en del af horisonten, betyder ture ud til havet enormt meget for mig. Der er intet der kan beskrive eller erstatte den måde naturen får en til at føle. Havet får mig til at føle mig levende. Da vi kom ud til Vadehavet, fik jeg de følelser. Vi kunne få lov til at gå i vores egne tanker. Vores egne bekymringer og drømme. Kigge på områdets smukke struktur. Solens genspejling i vandet. Tusindvis af glimt blænder, og vi kan ikke kigge på det længe med vores trætte øjne. Tjekker brændingen, tidevandet er endnu ikke kommet. Som vi står der, alle unge bybørn, midt ude i ingenting, går utrygheden igennem os alle. Vi er alle borte, men vi er borte sammen. Det får mig til at føle mig tryg. De gør mig tryg. Dem og havets uendelighed gør mig tryg, og får mig til at revurdere det at være indbegrebet af by. For naturen er noget helt særligt. Efter at vi havde undersøgt hver en kvadratmeter vand, og vi blev kaldt ind på land igen, kom tidevandet. Et af de mange naturfænomener, som naturen er bygget op omkring. Det fascinerer mig så enormt meget. Vi stod og gravede i sandet, og tiden var ved at løbe fra os. Jeg kunne se det ske. Det var næsten uhyggeligt. Det steg og steg og steg indtil det ramte mine gummistøvler. Jeg har aldrig set tidevand før, og havde ikke forventet, at det ville kunne gå så hurtigt. Men det der skete lige for øjnene af mig, var ikke til at tro på. Elve sekunder, syv meter, og så var vandet nået hen til os. Det var utroligt. Uforglemmeligt. Uhyggeligt.
Kort tid efter tog vi hjem igen. Som vi gik, trætte, på vej tilbage til hvor vi startede. Bønder lige hjemvendt fra kamp. Jeg stod lidt tilbage med en følelse af at have oplevet noget, som jeg ikke ville komme til at opleve igen. Vi kom fra hjem, var ude, og nu var vi hjemme igen. Med nye oplevelser og følelser i bagagen. Klar til at komme tilbage til den travle by København. Frida Riemann (1x) Sara 1.r
Kære Frida Kære Frida. Hvad skal sådan en spændende og yderst særlig Københavner dansker så ved vadehavet, andet end at fryse og fange rejer? Du skulle nok opleve det, det ville jo nok få dig til at forstå. Se lidt længere ud end Nørrebro. Kigge på vandet fra et andet sted end Dronning Louises bro. Måske ville du se at naturen sagtens kan konkurrere med teatret, museerne og ikke mindst koncerterne, som jo er den kultur, der er med til at få dig til at elske byen. Kan det være at liv kan være noget andet end larmen fra mennesker og synet af affaldet og graffitien, der pynter byen? Måske vil du finde noget andet, noget nyt. Allerede i toget på vej imod Vadehavet var det tydeligt at mærke, at jeg ikke er i byen længere. Selvom man sidder midt i et stykke maskineri, der er designet til vores bekvemmelighed, er det åbenlyst at jeg er i naturen. Den strækker sig på begge sider af toget, og bliver kun afbrudt af de små trinbræt-stationer. Marker, skove så langt øjet rækker, solen der både irriterer ved at blænde mig gennem vinduet, men som samtidig bringer håb om varme og om at sommeren ikke helt har givet op endnu. Nuancer af denne naturgrønne pragt. Til højre og til venstre. Ikke grøn som ølflasker splintret på jorden eller som på reklameskilte. Nej, naturens uendelige grønne. Du skal dog vide, at der ikke er noget som selve Vadehavet. Det er uendeligt stort, spreder sig op og ned af landet. Det er en underlig følelse af at være uendelig lille og ubetydelig, som jeg havde da jeg stod netop der. Midt i mellem land og vand. Hvis du nogensinde har prøvet rigtig at være eller rigtig at føle du lever, så kan det være du kan forstå, eller i hvert fald sætte dig ind i, hvordan det var for mig. Jeg forstår det nok ikke engang helt selv, og det er svært
helt at sætte ord på, men ude ved havet oplevede jeg noget som jeg trods alt ikke føler så ofte. Det var en følelse af at være lige præcis dér, og det var jeg med mig selv. Normalt er jeg nok meget ude af kroppen, videre, stresset, men her var jeg i mig. En slags forening med naturen, som gav mig plads til at være der. I det øjeblik var alt der betød noget, at jeg eksisterer. Havet kan virke så uendeligt, så magtfuldt. Havet er magtfuldt, det har kraften til at bringe og at tage liv, og her stod vi og undersøgte det, imens det langsomt sneg sig ind på os. Havet er ikke sådan at regne ud, det kom pludseligt, skyllende ind over os, ind over det land der før havde ligget tørt. Jeg kan nok kun prøve at forestille mig, hvordan det må være at bo herude. Et barskt liv, uden nogen kontrol over den så altafgørende natur. Samtidig også et smukt liv, et liv fuld af disse livsbekræftende øjeblikke, der gør dig i stand til at mærke din eksistens og ikke bare dine ydre følelser. Sådan kan det vel være, eller også er det så normalt, når man bor her, at der skal en omvæltning til. Det er måske fordi havet er så langt fra mit dagligdags miljø, at jeg finder noget nyt her. Det er måske fordi, at det netop ikke er hverdag, at det er nye rammer, at jeg følte denne virkelighed. Det hele var ikke bare en rutine, derfor blev det noget særligt. Jeg var ikke længere i min by, nu var jeg i fuglenes, rejernes, muslingernes, fiskenes og sandormenes hav. Jeg havde lyst til at gå rundt her længe, og bare være til. Mærke solen, der varmede mit ansigt, imens havet kølede mine fødder. Snuse til luften, som er ren og fuld af lange, gennemsigtige, grønne slør pyntet med perler der lugter af hav og salt. Mørkeblåt hav, klemt sammen imellem det hvide sand og den lyseblå himmel. Så simple var farverne nu ikke, for solen spillede i dem og fik dem til at ændre sig for øjnene af mig. Det hele var storslået, men samtidig meget ydmygt. En enorm omvæltning fra det jeg er vant til. Havet så stort og med evnen til at ødelægge så meget hvis det ville, virker langt mindre højtråbende om dens kraft end byen, på trods af at byen ikke har den samme magt til at ødelægge. Det var da enormt indtryksfuldt at være ved Vadehavet, på trods af den enorme træthed
der fulgte efter; men Frida: vi er nok mere til by. Vi vil tænke over at leve, at stoppe vores vaner, vores rutiner, bare for at nyde øjeblikket, men vi vil nyde det i byen. Vi vil være med til at kunne betone stemningen i den, uendeligt afhængige af det store menneskemylder, der følger med. Skønheden i naturen har vi skam noteret, men vi vil aldrig finde den samme glæde i den, som vi finder her i byen. Denne kulturbombe, som vi er med til at rode endnu mere til end den allerede er. Her kan vi opleve mennesker, som ligner os, men samtidig er så forskellige fra os, som de kunne blive. Vi vil med største velbefindende bevæge os til byens puls, men engang imellem vil vi stoppe op, og lade os gennemstrømme af livet, og igen mærke den uendelighed vi følte på grænsen mellem hav og landjord. Frida Ravn Rosling (1x) Kischa 1.r
Når jeg sidder her og ser på mig selv, tænker jeg, føler jeg og gnider mine øjne, for Jesus er ikke den der tæller min tabel, blot en nar der er bygget på løgne. Når jeg mærker det Røde løbe ned for mine øjne, ser jeg kun farver og folk der er nøgne. Nogen der tæller. Og nogen i gæld. Nogen der ikke ved at de er dem selv. Men hvem er pigen i spejlet jeg ser, hvem er manden der bare vil have mer. Er jeg hans afkom eller er jeg hans fjer? Måske er JEG bjørnen som står der og ler. anonym I den gamle lejlighed, da jeg stod op om morgenen, og gik ind i stuen, Der var den her stemning: den hyggeligste stemning jeg nogensinde har følt. der læste min far en bog, og min mor lavede morgengymnastik på det grønne tæppe. Solen lyste ind ad vinduerne, og man kunne se de små støvkorn, som fyldte rummet. I den gamle lejlighed var stemningen der flere gange, men da vi flyttede i hus, kom den aldrig igen. anonym Møblerne var af lyst træ. Ude på Nørrebrogade kunne man høre nogle få biler der kørte.
Jeg sidder i en børnehave En cirkel af børn der vogtes. Den skingre heksestemme synger for. Sangen skal fylde og sangen fylder Fordi hun siger det. Jeg hvisker ham i øret med slangehvislen En barnelatters uskyldige røst bryder sangens fylde. I hendes psykotiske sind Mislyd og uro skabt af små djævlebørns heliumfnisen Heksens skingre skrig bryder atmosfæren efterfulgt af jagende, dræbende, dømmende, stikkende øjne. Han er den skyldige Fordi hun siger det. Knappenålen rammer gulvet når nakkehårene rejser sig mens hun trækker ham i nakken Kæft, trit og retning mod døren Mørkets sorte tomhed går med når døren lukker ham ude af varmen Den falske sang fortsætter og opdeler hans nutidseksistens sangen fra stilheden Lyset fra mørket Glæden fra gråden Fællesskabet fra det nye individ Fordi hun sagde det. Men jeg var den skyldige, fordi jeg hviskede. Frederik 1.c
Nanna 1.r
Pige, lad mig løfte din kjole så jeg kan se dig Udfold i mine gamle fingre din livmoders dybblå rose Snoede svanehalse fæstnes mod ryggenes fjer transcendensen afskærer fuglenes hvidhed fra dybet Dagen går på små fødder og lyser for evigt og aldrig Pilen græder for alle medens de aggressive sorte grene raser for ingen andre end dem selv; de ser end ikke de gule ansigter som spirer af den samme jord Parisiske grave huser døde levende fra alle verdens hjørner Vi narres til at stræbe efter det storslåede, når alle grene udspringer fra én enkelt spinkel stamme ligesom mennesket glemte, at alt guddommeligt bor i dets eget kødelige bryst På valkyriens hest viser jeg hvor piben sidder - jeg trykker den som hvis den var fyldt med strømmende blod, Som engang en støvet dag da jeg udfoldede min håndflade på en glat bringe i sommerpels Ved siden af Mexico ligger Granada og gaden overfor er indgangen til Krakow Den Katolske Kirke indrettet som den mest hjemlige stue: Moder, Fader, Søn
derfor jeg ikke er velkommen Jeg bader mine fingerspidser i vandfadet, hånden mellem mine skulderblade indbyder mig mysteriet Aztekerkvindens blik gennemborer mig Og nu ringer klokkerne for os Klokkespil de døde vækkes til live Klokkespil de drømmende får lov at sove Melodier forklarer fortiden, så at fremtiden kan åbnes i nuet I det evige liv drikker hjorte af bække af druer og alterkorset fødes flere gange i illuminationen Jeg græd af ordene, hun af sin ensomhed i kirken Den knejsende nakke løfter vægten; her er en hest der med stolthed står om det så gælder den selv eller hvem den bærer Kan man altid leve sådan? Det er de andre der er Københavns døde mennesker i metamorfose Kaffe og koldt vand Ved Stranden i Byen I øjenkrogen tvinges den stejlendes kæbe op af det pressende metal og rytterens økse overskærer vinden medens et drama udspilles på kanalens bund En trillende drue isætter en usædvanlig frygt og da ved vi at det hele ikke kan forstås, men at det giver mening Engang vi mødes på ny og tager turen endnu engang Nanna Skovrind
Ea 2.x
Ea 2.x
Jeg troede kun ugler fløj om natten Men i dag rørte Minervas ugles vingespids min kind En mundfuld Myter dansede i solskinnet Duften af jord der igen ånder - varsler forår - genopstandelse Forklaringer der bygger på en anden logik end den rådende Jeg lukkede øjnene og fulgte med For at se det der kun kan ses med det indre øje Håbet er dødens pris værd Betalingen er offeret - som giver mig håb Taknemmelighed der bobler over Det er nemt at give af sit overskud... Jeg griber din hånd kære søster Er glad for at du indvies i mysteriet sammen med mig Denne dag er min fordi den er din Jeg ved ikke om nogen af os finder gralen Men jeg ved at vi er på vej Døden hænger sammen med livet Som skal leves så døden giver mening - så mister tiden sin brod Velsignelsen hviler trygt i evighedens nu - idet jeg møder dine øjne Min elskede, min moder, min næste, min ven, min søster... Kærlighed! Kærlighed! Kærlighed! Så længe du dikterer Vandrer jeg trygt i dødsskyggens dal Og ingen vilde vande kan skylle mig væk Jeg lader Asklepios` slange bide mig Og ved at der vil være dage fyldt med lidelse Men troen på giftens helbredende kraft Hjælper mig til at finde køkkendøren Mira Reiff Sasha 1.r
Jeg får et lille chok, jeg havde på nogle områder forventet at se noget fedt ved Sønderjylland fremtone sig i horisonten, men alt der sker, er et par flade marker og en underlig dunst. Vi kommer længere og længere ind i det flade landskab og lugten bliver tydeligere og tydeligere og fylder toget som en giftig gas. Lugten blev dog først rigtigt slem da vi trådte ud på den lille station: Visby. Der er kun et spor på den lille perron og man bliver nødt til at krydse sporet, som jeg synes var lidt morsomt. En kæmpe klump kommer lige så stille frem i min hals da jeg ser den lange vej. Lysten til at gå var ikke lige tilstede. Heldigvis til alles fordel lå huset lige ved siden af stationen og klumpen fra halsen forsvandt. Mit førstehåndsindtryk af Visby er faktisk godt. Der er stille, roligt, hyggeligt og bedst af alt fodboldmål! På vej ned til fodboldbanen ligger jeg mærke til en hyggelig lille sø og for første gang i lang tid føler jeg mig helt afslappet. Vi er på vej til Brugsen. Mig og nogle af de andre. Vi griner lidt over alle de gamle biler der holder fyre nogle jokes af omkring en landbetjent og jeg undrer mig over hvorfor de ikke har fede biler når nu der intet politi er og man bare kan ræse af sted. Jeg får et nogenlunde svar på mine tanker, for i alle de forbipasserende huse ser man kun gamle mennesker. Foran den lille brugs sidder der to voksne mennesker og drikker øl. Jeg tænkte på nogle af de alkoholikere der også sidder foran min brugs og tænkte at det måske ikke var så langt fra hinanden. Da vi så faldt i snak med dem fandt vi så ud af de også var Københavnere. Klar til sort sol! Ugen inden introturen havde jeg siddet med en af min mors veninder og snakket. Hun fortalte mig hvordan hun og hendes ven, havde taget til Sønderjylland op til flere gange for at se sort sol og det var ikke lykkes dem og se rigtigt mange. Da vi stod i en decideret meget klam mark med lort og får, og skulle vente halvanden time, forstod jeg ikke min mors veninde. Men da jeg stod midt i det og så alle fuglene flyve rundt mellem hinanden, synes jeg alligevel at det var meget imponerende. Thor 1.d
Vi går videre til et andet hus, lidt nede af en villavej. Her møder vi en 60-årig efterlønner for enden af sin indkørsel, med en spand i hånden lige uden for sit gule firserhus. Hun fortæller, at hun har boet i Visby hele sit liv. Hun har blandt andet lavet mad på den lokale skole, og haft en maskinstation, som hendes søn nu har overtaget. Selvom mange af de butikker, der engang var i byen er lukket, kunne hun ikke tænke sig at flytte. Visby har nemlig et rigtig godt naboskab. Denne dame er netop kommet hjem fra gymnastik sammen med 40 andre ældre fra lokalområdet. De lokale nyder altså hinandens samvær, selvom det kan betyde, at der bliver snakket lidt bag ens ryg. Det er vel i bund og grund også meget bedre at have nogen gode venner i sit lokalområde, med en risiko for at blive holdt ude en dag, end slet ikke at have nogen venner. Det kunne være interessant at høre hvad dem, der bor uden for byen, synes om deres naboer. Den lille hyggelige gård lige ved siden af Visby Station ligger godt en kilometer af landevejen fra selve Visby. På vej ind mod gården møder jeg landmanden, der står og arbejder på en pavillon i sin forhave. Han har boet på gården i 16 år, og vil først flytte, når det er tid til at flytte i ældrebolig, og så vil han ikke længere end til Tønder. Han fortæller stolt om sit lille vindmølle projekt, han laver sammen med sin ven, der skal give strøm til alle hans udendørslamper. Tid har han rigeligt af, hvis han har tid til det projekt. Det er tydeligt, at vi er kommet langt væk fra storbyens stress og jag. Noget af det han sætter mest pris på er dog at han ikke har nogen naboer, men skynder sig at tilføje, at han er selskabelig. Hans mentalitet er måske ikke så anderledes fra københavnernes, han har blot muligheden for, at slippe for de irriterende og larmende over- og underboer. Men han er stadig glad for sine venner, og bliver glad for at få besøg af mig, der kommer for at høre om hans liv. Lauge 1.d
Skiltene følger vi ned af landevejen, forbi køer, heste og gårde. Jeg fryder mig over stilheden og at de to andre mennesker der går ved min side, heller ingen trang føler for at sige noget. Her vi går vi side om side omringet af marker og dyr. Jeg føler mig meget tilfreds. Jeg sætter i løb på vejen, mens høje lyde formes fra min mund. Stopper op, vender mig og ser Tanja, Laura og Landskabet i gennem en linse, et forsøg på at huske denne oplevelse. Da vi nogle kilometer senere stiger op på det grønne dige, møder vi endnu en strækning på et par kilometer. Da vi når den endelig dige, ser vi havet i bevægelse i modsætning til i går. Men det ville nu også være en skam at prøve på at genskabe hændelsen i går. Jeg prøver at overbevise mig om, at dette er noget andet og det burde jeg ikke ærgre mig over. Tanja og jeg lader vores støvler synke ned i det mørke mudder. Jeg sætter mig på en lille grøn ø og trækker vejret dybt. Men vi er ikke længe her, Laura venter på græsbredden. På række sætter vi os med vores medbragte madder og skuer ud over havet. Dagbogs citat Klokken 13:28, d. 19.september, Vadehavet Har ført mine lånte støvler i gennem dybt mudder. Vi sidder på række på en bakke, en dige. Med tankerne om naturen. Jeg ser en sortklædt på cykel, ellers kun ren natur. Jeg løb på striberne på vejen, forsøgende udråb formede sig, udviklede sig. Jeg er tilpas her. Det blæser og mit hår peger mod højre. Solen gemmer sig bag skyer. Jeg trækker vejret. Takker vejret havet, fuglene, fårene og naturen, her ligger mine tanker sig til ro, dybt i græsset og ser himmelen på en ukendt måde. Jeg spiser mit medbragte mad og nyder at de to andre, ligesom mig ikke føler trang til at sige ord højt for hinanden. Vinden er kølig og sniger sig ubesværet ind under min jakke. Jeg prøver at
modstå og fortrænge den spirende skuffelse. Det gør jeg nu. Fortræng. Men der er heller intet der endnu kan overgå min oplevelse i går, hvor himmel og hav blev et omkring mig og dannede et nyt fænomen, jeg ikke før har oplevet. Stærene dansede i de smukkeste bølger. Mens vi dannede vores egne bølger i det stillestående hav. Jeg lægger mig i græsset og tænker på den kaotiske virkelighed i det røde murstenshus, der indebærer røg, råb og grådighed. Her findes intet af det overstående. Her eksisterer kun tre unge piger og naturen. Tanja vender sig, rejser sig og ruller ned af det grønne dige. Laura har tøvende lagt sig ned i græsset. Hun slapper ikke af. Jeg tror at hun venter på, at der skal ske noget. Hun tør ikke lukke sine øjne. Her findes ingen unaturlige menneskefremstillede lyde. Selma 1.d Cathrine 1.r
I løbet af de tre dage vi var på introtur fik jeg et anderledes syn på udkantsdanmark og folkene der bor der. Jeg havde før vi tog af sted gjort mig tanker om hvordan jeg forestillede mig dem. Mine tanker om dem var ikke, at de var unormale eller underlige. For jeg jeg jo godt at vi alle er danskere, og at stedet vi kommer fra ikke nødvendigvis afgør hvordan vi ser ud og opfører os. Den eneste tanke jeg gjorde mig var, at de måske var lidt bondeknolds-agtige. Men da vi så besøgte Tønder Gymnasium så de ud fuldstændig som unge gør i København. Den eneste forskel jeg lagde mærke til var dialekten, og jeg synes ikke engang den var så kraftig. Ellers var de faktisk meget imødekommende og venlige. Et par af eleverne vi snakkede med fortalte os, at en af de fordomme de ældre har om københavnere, er at københavnere har mange fordomme om Jylland og jyderne. Jeg synes det var ret ironisk og dobbeltmoralsk, da de gør præcis det samme, ved at have den fordom. En anden fordom som de unge også havde var dialekten. Jeg kan bare ikke helt forstå hvordan man kan kalde det en fordom, men det var det eneste de rigtig turde sige. Mange af de elever vi snakkede med fortalte at de drømte om at flytte til enten Århus eller København, hvis ikke til et andet land. Da vi spurgte hvorfor, svarede størstedelen at det var fordi Tønder var kedeligt. Da vi kom hjem fra introturen igen, holdt Erling Jepsen et par dage senere et foredrag om, hvordan det var at vokse op i Sønderjylland, og om sin groteske og usædvanlige barndom. I slutningen af foredraget fortalte han, at sønderjyderne føler sig glemte, og om hvordan sønderjyder følte at københavnere så København som hele Danmark. Og jeg kan godt forstå hvad han mener. For det er når jeg tænker Danmark, tænker jeg for det meste kun på København, det er først efter vi har haft dette forløb, at det er gået helt op for mig, at Danmark er en del mere end bare København. Olivia 1.d
Vi besluttede så at tage til Tyskland og så komme tilbage til Tønder senere og snakke med dem. Så vi tog til Süderlügum i Tyskland. I Süderlügum skete der ikke det store. Byen var egentlig bare marker, bondegårde og grænsebutikker. Noget der overraskede mig meget var at selvom vi var 2 minutter i tog væk fra grænsen kunne folk stadig ik snakke dansk eller engelsk. Det synes jeg sgu var lidt overdrevet men det kan selvfølgelig godt være at der aldrig kommer danskere i det område, men jeg tænkte bare de også godt bare kunne lære en smule bare for at være serviceminded. Efter at været i Tyskland og gået lidt rundt i området gik vi tilbage af mod toget. Efter at havde siddet og ventet 40 minutter på toget kommer det endelig og vi kører til Tønder. Jeg synes når man som fremmed går rundt i Sønderjylland og kigger på marker, bondegårde, små huse osv. får man et meget forladt og idyllisk indtryk af området. Man ser ik rigtig nogen mennesker andet end de få biler der drøner forbi en, Men jeg synes at det er rigtig interessant og spændende at være langt hjemmefra og leve i noget andet end man er vant til. Når man nu som mig har levet hele sit liv i byen og kun har været i Jylland et par gange virker det rigtig kedeligt når man først ankommer på landet. Men jeg er sikker på at størstedelen af unge fra København inklusiv mig selv godt kan synes at det er spændende. Man skal bare lære at slappe af, nyde sine omgivelser og så glemme alt stressen hjemme fra København og bylivet. Jeg synes til gengæld at folk i de små byer som tønder ik er overdrevet vilde med der kommer en flok københavnere i deres by. Da vi gik ned gennem strøget kiggede alle overraskende sure på os som om de ikke ville have os der. Det kan godt være der er en konflikt i mellem hovedstadsområdet og Jylland men de gør det altså heller ik meget bedre ved at gå og kigge surt på os når vi så endelig bevæger os ud i det jyske. Malthe 1.d
Vi ville lave en Vox-pop, hvor vi ville stille nogle Sønderjyder en række fordomsfulde spørgsmål samt spørge til deres forhold til København og til Sønderjylland generelt. Til vores Vox-pop interviews valgte vi at tage til en lidt større by end Visby (hvor vi boede), da vi meget hurtigt fandt ud af at Visby ikke var en specielt stor by. Derfor valgte vi at tage til Tønder i stedet. Tønder er ikke ligefrem en international metropol, men i sammenligning med Visby, kan man vist godt kalde den en storby. De spørgsmål, vi havde valgt at spørge sønderjyderne om, var: Har du nogensinde væltet en ko? Har du traktorkørekort? Hvordan tror du livet i København er? Kunne du finde på at flytte til København? Vi talte med en mand der hed Søren. Da vi spurgte ham, om han havde væltet en ko, begyndte han at grine og fortalte, at han engang var ved at gøre det, men turde ikke alligevel. Til gengæld var Søren bondemand, så han havde traktorkørekort. Søren syntes, at København lød som et meget stressende sted at være, og han kunne absolut ikke finde på at flytte væk fra Sønderjylland. En af de kvinder vi snakkede med hed Kathrine. Kathrine havde engang væltet en ko sammen med nogle af hendes venner, og hun var i gang med at tage kørekort, fordi hun boede på en gård med sin mand. Katrine synes at København lød som et sted, som er alt for overfladisk og kedeligt, så hun troede aldrig hun ville flytte til København for at bo, men hun ville gerne rejse derhen på besøg. Den sidste vi spurgte, var Mie. Mie havde væltet masser af køer, fordi hun syntes, at det så så sjovt ud, når de væltede. Mie havde ikke traktorkørekort og havde heller ingen planer om at få et, men hun drømte om at komme væk fra Sønderjylland og studere og bo i København, fordi hun syntes at København lød rigtig spændende. Rebecca 1.d
mor sagde tid er penge men jeg forstår ikke vigtigheden af en valuta der for mig er intet noget døde og glæden forsvandt savnet er dræbende og jeg tænker hvorfor er jeg alene legen er livets træ men det knækker vel en dag når barnet bliver voksent anonym Frederik 1.r Emil 1.r Redaktion: John Tolsted, Anne-Grete Ditlevsen Støttekredsen for DfG Emil 1.r