INDBLIK 18 maart 2001 Interview door Vi smager den hollandske opskrift på det gode liv på spillekasino og hashcafé og møder en klog professor, som kan berette, at de lykkeligste mennesker lever i små demokratiske lande, hvor den enkelte frit kan vælge sin egen skæbne. Onsdag nat C laudia sælger en evig drøm om rigdom og lykke. Når den 28-årige croupier kaster kuglen ind på den franske roulette, stiger håbet blandt spillerne om det grønne bord.»rien ne va plus,«annoncerer hun på et famlende fransk, som sikkert skal bidrage til den glamourøse aura på kasinoet i den hollandske badeby, Scheveningen. Ikke flere indsatser, tak. Så mister den hvide kugle fart og falder ned på 13-tallet. Alle taberne hovedsagelig erhvervsfolk og bureaukrater fra Haag, som med blandet held er klædt som divaer og gentlemen for en aften tager nederlaget med urokkelig ro. En enkelt korpulent herre knytter næven i stille triumf. Claudia Den moderne lykke skubber en stabel orangefarvede plasticjetoner over bordet, og han begynder straks at strø dem ud på spillepladens røde og sorte felter.»alle vores gæster kommer selvfølgelig med den samme drøm om at forlade kasinoet med tonsvis af sedler eller i det mindste om at have flere mønter på lommen, end da de gik ind gennem svingdøren,«blinker den hollandske croupier indforstået.»livet er vel sjovere, hvis man har de penge, man skal bruge og lidt til. Kun de rige har råd til at påstå, at penge ikke er lykken.«jeg lytter med skepsis. Der er, så langt øjet rækker, ingen jubeiscener ved de franske rouletter og black jack-bordene eller foran de enarmede pokermaskiner. Ingen skumsprøjtende champagneflasker. Ingen ekstatiske vindere, som danser på bordene og kaster jetoner rundt mellem lysekroneme, fordi de ikke kan styre BEDRE END SIT RYGTE Det moderne samfund er bedre end sit rygte og har skabt flere glade mennesker end noget andet samfund I verdenshistorien, mener professor Ruut Veenhoven. 1
euforien over den nyerhvervede rigdom. Alle ser ud til at have følelserne under kontrol. Alle undtagen avisens fotograf, som netop har gjort sit unge livs første indsats.»kom SÅ, OHE,«brøler han og banker ølgiasset hårdt ned i den grønne filt uden at ænse de øvrige spilleres skulende blikke. Det var fotografens ide at lade vores transeuropæiske lykke-ekspedition tage en afstikker ind i denne luksus-spillebule. Vi er som bekendt rejst ud for at lede efter livsglædens kilder og efter sidste weekends vellykkede besøg hos de gæstfrie schweizere ved Samersee i Obwalden, har vi nu slået os ned i sandklitterne på den hollandske Nordsøkyst nærmere bestemt på det lettere bedagede, men frem for alt stemningsfyldte Strand Hotel i Scheveningen. Anledningen er, at jeg via den bærbare computers adgang til internettet har søgt i den uvurderlige World Database of Happiness og fundet flere indicier på, at hollænderne er tæt på at kunne gøre schweizerne rangen stridig som verdens lykkeligste folk. Vi er med andre ord kommet for at smage den hollandske opskrift på det gode liv. Og i morgen vil vi tage et stort skridt frem mod en fuldbyrdelse af vores mission, når vi skal møde hjernen MULIGHEDER Mohammad Bakhtiari, flygtning fra Iran hvor han var dommer, har store fremtidsdrømme, selvom han begynder fra bunden i sit nye land. Neden for Patrick og Reinout, som I omkring 30 år har dannet par i det frisindede og liberale Holland. bag World Database of Happiness, chefredaktør på Journal of Happiness Studies, professor i sociologi på Erasmus Universitet i Rotterdam, Ruut Veenhoven, en førende international ekspert i årsager til menneskers lykke. Jeg glæder mig! Og jeg har brugt ventetiden her i Scheveningen på i overensstemmelse med ånden i denne krævende ekspedition at føle mig nærmest lykkelig. Giv mig et hav, en lun forårssol og et værelse med udsigt, og jeg vil kappes med fuglene om at komme tidligt op og synge hver morgen. Den unge fotograf har derimod virket nervøs. Det begyndte, da den hollandske professor i telefonen antydede, at de mest bemærkelsesværdige kilder til lykken og livsglæden er usynlige! De strømmer fra dybereliggende lag og strukturer i det moderne samfund, som ikke lader sig registrere med det blotte øje eller kameraets linse! Nu er fotografen måske bange for, at han må forlade dette flade land uden livsglade billeder. I håbet om at fange et glimt af hollandsk lykke brugte han derfor dagens sidste lyse timer under den store forlystelsesmole nede på stranden, hvor han tog billeder af forbipasserende med glade ansigtsudtryk. Og efter middagen et ekstravagant og veikrydret rijsttafel mente han, at vi burde søge lykken på det lokale kasino. Jeg mindede om vores besøg i Milano hos den italienske professor, Antonella Delle Fave, som lærte os, at spontan lykke over en lottogevinst eller anden pludselig rigdom sjældent holder længere end tre måneder. Og om vores samtale på universitetet i Zurich med økonomen Alois Stutzer, som fortalte, at stor velstand kun har en marginal effekt på livsglæden. Kasinoet var måske snarere et billede på den falske lykke, mente jeg. Men fotografen insisterede på at undersøge alle muligheder til bunds. Nu har han kastet sig ud i en direkte duel med lykkens gudinde alias den 28-årige hollandske croupier, Claudia Al, og den udvikler sli desværre i en uheldig retning. 2
Han har satset 10 gylden på sit lykketal. På fødseldatoen. Alderen. Temperaturen. Antallet af lykkelig stunder på vores rejse. Kvadratroden af alle de kvinder, han har elsket. Mt er forgæves. Hvilket får fotografen til at konkludere, at fransk roulette er»et skodspil«.»jeg er meget bedre til pokermaskiner,«meddeler han og forsvinder i tobakstågerne. Claudia smiler sukkersødt og siger, at hun dybest set er ligeglad med, om gæsterne vinder eller taber. Det må være en sag mellem dem og den hollandske stat, som er hovedaktionær i kasinoselskabet.»det, der betyder noget, er, at vi kan feste og more os ved rouletten. For mig er det lige så sjovt at tage på arbejde, som det er at gå i byen med vennerne. Jeg har bare en uniform på og får løn for at være her. Hvad kan man næsten forlange mere af livet?«torsdag middag»de fleste mennesker tror, at livet var bedre i de gode, gamle dage,«siger Ruut Veenhoven I en stille middagstime på Erasmus Universitet.»Det er en udbredt forestilling, al det moderne samfund har givet os et komfortabelt og materielt vel-stående liv, men det har også resulteret i, at folk i almindelighed føler sig fremmedgjorte, fortabte, ensom me, depressive, ulykkelige. I virkeligheden forholder det sig omvendt. Det moderne samfund er bedre end sit rygte og har skabt flere glade mennesker end noget andet samfund i verdenshistorien.«det er en fornøjelse at læne sig tilbage og lade den hollandske professor forelæse om den omsiggribende livsglæde, mens man nyder udsigten over Maas-floden og Rotterdam, som i foråssolen virker som en overraskende behagelig havneby. Og Ruut Veenhoven er ved at tale sig varm:»vi har i dag et hav at undersøgelser, som dokumenterer, at de lykkeligste mennesker lever i små, demokratiske nationer som Holland, Island og Schweiz og lad os bare nævne Danmark i samme åndedrag. Her lever folk i relativ velstand. Selv de fattigste kan have en rimelig levestandard. Antallet af ulykker, voldelige overgreb og drab er forholdsvis lavt. De politiske og juridiske systemer fungerer i reglen fint. Og de mest basale menneskerettigheder bliver respekteret. Men det mest afgørende er måske, at vi bor i frie og individualistiske samfund. Vi kan gifte os med hvem, vi vil, og blive skilt, hvis vi ikke længere kan holde ud at se på hinanden. Kommer vi skidt ud at det med kollegerne, har vi altid en fair chance for at finde et andet job. Vores liv er ikke på samme måde som i de gamle bondesamfund eller for 3
den sags skyld i nutidens sydeuropæiske nationer styret at stærke traditioner, og vi er ikke underlagt det samme sociale pres fra famillien, klanen og kirken. Italienere, spaniere og graekere hat generelt ikke de samme muligheder for at vælge frit. De kan ikke på samme måde som os tage skæbnen i deres egne hænder. Og derfor giver de udtryk for en gennemsnitlig lavere tilfredshed med livet end f.eks. schweizere og hollændere,«fortæller Ruut Veenhoven. Han tilføjer, at indvandrere, som flygter fra diktaturstater til friere samfund med flere valgmuligheder, i gennemsnit stiger to point på en lykkeskala fra i til 10. Og i det nye land er de kun et halvt lykke-point efter landets egne borgere.»det viser, at usynlige værdier som friheden til at vælge har en enorm betydning for menneskers livskvalitet. Det forklarer også, hvorfor disse indvandrere bliver ved med at komme,«ler professoren. Fra databasen med 4596 videnskabelige publikationer om lykke fremdrager han nu en undersøgelse fra Berlin, som afslører, at østtyskerne er markant gladere nu, end de var, før det kollektivistiske system brød sammen. Men hvorfor hører vi så kun om fattigdom, arbejdsløshed og ekstremisme i det tidligere DDR?»Samfundsforskere har en tilbøjelighed til at overdrive modemitetens mørke sider,«forklarer Ruut Veenhoven.»De har gjort sociale problemer til deres levebrød. Og psykologer lever tilsvarende fedt af at kurere psykiske lidelser. Men også medierne ignorerer, at de fleste mennesker får det bedre og bedre. Journalister har tilsyneladende lettere ved at få folk til at læse om elendighed end om livsglæde,«siger han med et glimt i øjet og gør mig pludselig bekymret. Har vi kastet os ud i en journalistisk mission uden læsere? Så smider Ruut Veenhoven uden varsel en bombe i den danske valgkamp: Velfærdsstaten bidrager ikke en døjt til livsglæden, siger han. I lande med generøse velfærdssystemer er borgerne hverken sundere eller mere lykkelige SPIL - Drømmen om rigdom lokker folk til Claudlas splllebord. end i sammenlignelige lande, hvor staten er mindre rundhåndet.»det kom som en kæmpeoverraskelse for mig. Jeg troede først, at jeg havde lavet en fejl og regnede efter og fulgte op med supplerende undersøgelser. Men resultatet blev det samme. Hvis velfærdsstaten har en positiv effekt f.eks. ved at forhindre absolut fattigdom, som kan lægge en dæmper på livsglæden må den have mindst lige så store utilsigtede bivirkninger, f.eks. ved at tage initiativ og virkelyst fra folk. Vi ved det ikke. Men spørgsmålet fortjener bestemt en større opmærksomhed fra forskernes side.«før vi skilles, kaster Ruut Veenhoven et blik på vores lykkebarometer med listen over de mest tilfredse folkeslag.»i mangler da vist ét,«siger han med et snedigt smil.»jeg kender kun ét folk i verden, som statistisk set er mere lykkelige end hollænderne og schweizerne. Hvis I kan vente til i morgen, finder jeg tallene og sender en e-mail til jer. «Fredag morgen Mohammad Bakhtiari lyder som n mand, der bliver betalt for at stå på Albert Cuyp-markedet i Amsterdam og bekræfte professorens påstand om, at de moderne og individualistiske samfund er verdens bedste. 4
»Holland har i hvert fald været et fantastisk land for mig,«siger den 53-årige iranske flygtning, der nød en høj anseelse som dommer i en provinsby ved Det Kaspiske Hav, før han faldt i unåde hos det muslimske præstestyre. Nu lever han mere beskedent af at sælge legetøj, barbergrejer og kosmetik fra en markedsbod, men Mohammad Bakhtiari har en drøm om, at boden skat blive til et handeisfirma med import og videresalg af alle hånde varer.»i Iran var kun de ting tilladt, som præsterne kunne lide. Her kan folk selv vælge, om de vil drikke en øl, gå på diskotek eller bede i en kirke eller en moské. Og de kan selv skabe sig et arbejde og en indkomst, hvis de MAD OG RØG Derry Brett er leveringsdygtig I et godt måltid og en god omgang røg. brænder for sagen,«mener iraneren og tilføjer, at hans voksne børn;som i ø øjeblikket studerer på byens universitet, i endnu højere grad kan se frem til et mere personligt tilfredsstillende liv efter flugten til Holland. Mens vi fordriver ventetiden på professorens e-mail, som kan give vores ekspedition et nyt og måske afgørende spor, møder vi også Patrick Raken og Reinout Burgerjon, to midaldrende bøsser med en tilsvarende veneration for dette liberale og frisindede samfund. Patrick voksede op i en konservativ fiskerlandsby, men i slipstrømmen fra ungdomsoprøret og stærkt inspireret af den franske filosof, Jean-Paul Sartre, og hans tanke om, at mennesket må skabe sig selv gennem sine valg og sine handlinger, sprang han ud af skabet. Nu har han i tre årtier dannet fast par med Reinout. De to kommunale embedsmænd, som begge er 55 år, bor sammen i et rækkehus i Duivendrecht-forstaden»Jeg kan bedst beskrive vores forhold som en permanent lykkelig tilstand. Jeg vågnede en morgen og tænkte, at med en mand som Patrick, med et feriehus i Dordognedalen, med en kærlig familie og gode venner, så havde jeg i grunden Xt hvad jeg overhovedet kunne ønske mig. Alt undtagen en jukebox med rockplader fra 1950 erne. Så den gik jeg lige ud og købte. Og nu kan jeg altså ikke komme i tanke om mere, jeg mangler,«siger Reinout. Og Patrick tilføjer, at i et nært forhold må man være villig til at tage store risici - og frem for alt lade være med at tro, at man kan modellere et andet menneske efter sit eget hoved.»jeg oplever i stigende grad, at mit liv flyder, som det skal. Jeg gør, hvad jeg er god til, og jeg kan se resultaterne af mit arbejde. Det kan man vel også kalde for en lykke.«jeg bemærker til fotografen, at i det moderne samfund kan lykken visselig antage mange former. Her er vi tydeligvis i kontakt med en af livsglædens subkulturer. Men nu svinger fotografen energisk med et opslagsværk fra den forårsgrønne Xantias bagagerum. I Amsterdam må vi gøre som amsterdammerne i hvert fald indtil en vis grænse, mener han. Og vi er ikke blot i de homoseksuelles, men også i hashens hovedstad. En fordomsfri by med 290 coffeeshops, som foruden koffein også har cannabis på menukortet. Mens vi alligevel venter på Ruut Veenhoven, kan vi lige så godt drikke en kop kaffe, mener han. Kort efter træder vi ind i Barney s Breakfast Bar en grottelignende café med borde og bænke i organiske, flydende former og flippede farver. Her er også dæmpet syremusik og en allesteds nærværende sødlig lugt af sirups-pandekager og marihuana. Og midt i tågeme finder vi ejeren, den 41-årige Derry Brett, som traf sit 5
sirups-pandekager og marihuana. Og midt i tågeme finder vi ejeren, den 41-årige Derry Brett, som traf sit»barney s er blevet mit kald her i livet,«siger Derry Brett, der selv ryger to joints om dagen.»jeg ved Ikke, om såkaldt Sweet Tpoth, som nu er på hashmenuen sammen med bl.a. Shiva Skunk, Afghan Pollen og Nepali Temple Ball. Men nu må vi forlade tågernes bar. Vi får endelig en mail fra Ruut Veenhoven, som sandelig lever op til sit løfte om at afsløre identiteten på verdens lykkeligste folk. Fotografen stirrer på den bærbare computers skærm med vantro og chok malet i sit unge ansigt. Og selv har jeg svært ved at forstå dybden i denne ufattelige meddelelse fra Rotterdam. Kan der være sket en fejl? Er vores ekspedition virkelig ved at tage en uventet, ja næsten sensationel drejning? Vi må bede professoren om at bekræfte disse tal, før vi tør fortælle mere. Men om lykken står os bi, er vi tilbage med en fantastisk nyhed på næste søndag. STREJF AF LYKKE Rowena på stranden i Scheveningen. eksistenslelle valg for otte år siden, da han kvittede jobbet som ingeniør på Sheils raffinaderier og investerede hele sin sammensparede formue i at gøre Barney s til en oase, hvor kunderne kan nyde et godt måltid og en god omgang røg i en tilbagelænet atmosfære. hashen i sig selv gør mig til et lykkeligere menneske. Men den får mig til at slappe af og giver et behageligt velvære i hele kroppen.«derry fejrede for nylig en stor triumf, da han vandt den mest prestigefyldte kategori, People s Choice, I den 13. Internationale Cannabis Cup med en E-MAIL kim.hundevadt@jp.dk nicky.bonne@jp.dk 6