Johannes Andersen Klemte måltider - mellem medier, industri og livsformer 1
1. Snaps og frikadeller Skriget Der lød et øredøvende skrig fra grisen, da kniven blev stukket ind i halsen på den. Blodet strømmede ud af hullet, og landede med blodige stænk i en zinkspand. Grisen var bundet til en stige, og den fortsatte med at skrige lidt endnu. Den havde gjort modstand, da den blev slæbt ud i gården af far og slagteren. Far holdt i ørerne og slagteren i halen. Det var en ulige kamp. De bandt benene på den, og lagde den på siden, hen over stigen, mens den forsøgte at vriste sig løs. Men den kunne ikke komme nogen vegne, så det var nemt for slagteren at stikke den i halsen med den skarpe kniv. Grisen skreg for sidste gang. Sit dødsskrig. Det lød så højt, at alt omkring os forsvandt et kort øjeblik. Hørte kun skriget, der lød højere end det var. Så blev det hverdag igen. Det var dagen, hvor der skulle slagtes. Forud var der lavet aftaler med slagteren, og med onkel Jens og faster Birgitte. Slagteren skulle slagte grisen og stå for alt det grove, mens onkel Jens og faster Birgitte skulle komme et par dage efter, for at være med til at partere og forarbejde den, og gøre den klar til fryseren. En griseslagtning midt på gårdspladsen var en naturlig del af livet på landet. Når min far og mor knoklede med at levere grise til slagteriet og til de danske forbrugere i byen, var det vel ret og rimeligt, at de også selv fik en mulighed for at spise gris. Af egen avl. Min far en af de bønder, der altid valgte den bedste frem for den mindste. Han fedtede ikke med tingene. Slagteren stod for det grove arbejde med at slå grisen ihjel, hænge den op til modning, tømme den for indvolde, skrabe hårene af den og samle blodet i en spand. Det var en god halv dags arbejde, hvor han spiste med til middag og fik kaffe et par gange i løbet af dagen. Det var ikke den samme slagter hver gang. Nogen gange var det den snaksalige slagter. Han bragte nyt fra hele området. Masser af nyt. Han skulle bare have et stikord, så væltede historierne frem. Og selv om vi samlede os om spisebordet ude i køkkenet tre gang i løbet af de få timer han var der, så havde han hele tiden nye historier. Den anden slagter, der ikke sagde så meget, var ikke så sjov at sidde til bords sammen med. Han spurgte til afgrøderne og til dyrene, og så var den min far der snakkede, selv om han normalt ikke sagde 2
ret meget. Der var lange tankestreger i snakken. Som min mor forsøgte at fylde ud med spørgsmål til os børn. Men vi var alt for optaget af slagterens tilstedeværelse til at vi havde lyst til at komme med lange svar. Vi ville høre nyt, og så ville vi hurtigst muligt ud, for at se på grisen igen. Nu hang den jo derude i malkerummet og ventede. Rød og hvid, kold og død. Slagtning Et par dage efter kom onkel Jens og faster Birgitte. De var godt nok min fars onkel eller faster, men det hed de også for resten af familien. Og de lignede sådan nogen. De boede i byen, 7 kilometer borte, så de var tit på besøg, og kom med masser af nyt fra byen. I faster Birgittes taske var der altid en pose slik til os børn. Det var stort. Man kunne gå en hel eftermiddag og glæde sig til, at nu kom onkel Jens og faster Birgitte på besøg, og så var der slik. Det var også altid hyggeligt når de kom. De var gæster, og derfor sad vi omkring spisebordet i spisestuen, som var dækket op med det fine bestik, de fine tallerkner og rigtige rødvinsglas. Så gik snakken, om gamle dage, familien, naboer, forandringer i byen og den daglige drift. Jens var gammel mejerist, så han vidste godt hvordan tingene hang sammen. Og faster Birgitte var rigtig, rigtig god til at snakke. Hun var altid glad og fornøjet over tingene. God til at fine de lyse sider. Det smittede af på os andre, hen over bordet. Efter maden vaskede kvinderne op, og mændene satte sig i dagligstuen, hvor der senere blev serveret kaffe. Og snakken fortsatte, med faster Birgitte som den der havde de gode historier. Men når der blev slagtet, var tingene anderledes. Så kom de allerede om morgenen, og gjorde knivene, fadene og alt muligt andet klar. Den store Ballerup Master Mixer blev også trukket ud af garagen, for nu skulle der hakkes kød og laves medister. Først blev grisen skåret i mindre stykker. Noget af den blev til flæskesteg, koteletter, nakkekam og hvad der ellers kunne organiseres i større stykker kød. De blev lagt i en plasticpose, og bagefter blev posen pakket ind i brunt papir, og der blev skrevet udenpå, hvad der var i. Endelig blev pakken noteret i en bog, så min mor havde et overblik over de ting, der blev lagt i fryseren. Der lugtede lifligt af nyslagtet gris. En duft der er svær at beskrive, men den var lidt sødlig og nærmest liflig. På en helt særlig måde. Denne duft blev stærkere, da onkel Jens og faster Birgitte gik over til kødhakningen. Kødstykkerne blev til ly- 3
serøde kødstrimler, der væltede ud af master mixeren. De var lange og bløde. Her kunne vi børn godt være med. Vi fyldte stykker af kød i det store hul foroven, og så kom det ud gennem maskinens rist, eller hvad det hedder. Imens havde mor travlt med at forberede blodpølsen. Der skulle formes, steges og serveres med sirup. Hun var også i gang med at lave den fars, der skulle bruges til medisteren. Det betød, at duften af kød blev endnu stærkere. Nu blandet med løg og krydderier. At lave medister var ren magi. Her brugte man grisens tarm, som havde ligget i en skål med en eller anden væske i nogle dage. Vi spurgte, om det kunne passe, at man brugte tarmen til at lave mad med. Altså der hvor grisens lort havde været. Men den var god nok. Tarmen blev rullet på en tut, og så kom farsen i for oven i master mixeren, og så blev den sprøjtet ud gennem røret og ind i tarmen. Her var håndelag vigtigt, og det havde faster Birgitte. Hun vidste lige hvordan den skulle drejes og trækkes, og hvornår det var på tide at lave en markering af, at hertil gik den omgang medister. Også medisteren blev skåret op og fyldt i plasticposer, pakket ind i brunt papir, beskrevet og bogført. Engang blev kødet bragt hen i frysehuset, der lå ved forsamlingshuset. Et lille hus med en afskallet dør og uden vinduer. Inden i var der fyldt med låger ind til fryserum. Alt sammen forsvarligt låst af med hængelåse. Det betød at en fryser kunne fungere som fryser for alle landsbyens husholdninger. Efterhånden blev kødet nu fyldt direkte i den fryser, der stod i kælderen. Undtagen det som Jens og Birgitte skulle have med hjem, som tak for hjælpen. Alt sammen foregik i en munter og afslappet stemning. Mor bevarede overblikket, far havde noget der skulle ordnes ude i stalden eller på marken, mens onkel Jens og faster Birgitte sammen med os børn skar ud, hakkede og pakkede. Bagefter gik mor i gang med forberedelserne til aftensmaden. Det var stjernestunden, der ventede! Nye frikadeller Vi skulle have frikadeller, blodpølse, leverpostej og rugbrød. I lange baner. Det nye kød skulle smages for første gang. Med snaps til. Og det skulle foregå omkring spisebordet i køkkenet. Ikke i stuen, for i dag var vi alle lige, og så skulle vi fastholde fornemmelsen af hverdag, nærhed og fællesskab ved at spise i køkkenet. Her var ingen gæster. Alle var med i arbejdskollektivet. Derfor spiste og drak vi også af almindelige glas og tallerkener vi brugte til hverdag. 4
Da vi endelig fik sat os ned, var alle glade, alle var trætte og alle var godt tilfredse med dagens arbejde. En rigtig god fornemmelse. Der blev nikket, smilet og skålet hen over bordet, og der blev sagt tak for hjælpen. Samtidig lyste det af forventningsfuld glæde i vores øjne. Nu skulle vi smage grisen for første gang. Jeg har aldrig nogen sinde fået så gode frikadeller, som vi fik, når vi havde slagtet. Aldrig nogen sinde. De smagte helt fantastisk, på grund af det friske kød. Desværre kan jeg ikke længere fastholde smagen, og derfor heller ikke beskrive den nærmere. Men fornemmelsen, den er stadig så dyb, at det kribler i mig når jeg tænker på dette måltid. Der blev serveret øl til, og de fik vist også to snapse hver. Med det resultat at især min mor og faster Birgitte snakkede og grinede i en lang køre. De blev som unge piger igen, fnisede og kom med sjove og skæve bemærkninger. Mens onkel Jens og far var med på vognen, og kom med deres indfald for at holde gang i snakken omkring bordet. Det var ikke en målrettet samtale, men netop en udveksling af ord, der bekræftede, at det havde været en god dag. Nu snakkede vi for at høre hinanden og mærke hinanden. Vi var beruset af god stemning, og en lille smule snaps. Vi børn kunne også mærke det, selv om vi ikke fik snaps. Måltidet trak altid ud. Vi spiste alt for meget, men skulle jo smage det hele. På et tidspunkt rejste far og onkel Jens sig, og gik ind i dagligstuen. De ville lige slå lidt mave, og snakke sådan mand til mand. Om driften, dyrene og priserne på bacon. Imens fortsatte mor og faster Birgitte deres grinende snak. Som de lige spædede op med en halv snaps ekstra. Og så blev der fniset igennem igen. Når vi så var færdige med at spise og grine, blev der vasket op og serveret kaffe uden Richs i dagligstuen omkring det runde bord. Med hjemmelavet franskbrød, kringle og tre forskellige småkager. Som alt sammen blev smagt, mens kaffen gled ned. De første år var det et roligt punktum omkring bordet for en lang og god dag. Nu blev der ikke snakket helt så meget som der gjorde i køkkenet. Trætheden bredte sig. Efterhånden dukkede der et fjernsyn op i hjørnet af stuen, og det blev tændt et kort øjeblik, når kaffen var dukket, fordi vi børn lige skulle se, om der var noget at se. Det var der aldrig. Og i øvrigt skulle vi også i seng på dette tidspunkt. Vi sagde farvel til onkel Jens og faster Birgitte, og kravlede op på vores værelse. Hvor vi hurtigt slukkede for sengelamperne. Vi var også trætte, fyldt med indtryk fra en lang dag, med adskillige måltider. 5
Morgenkaffen, frokostkaffen, middagsmaden, eftermiddagskaffen, aftensmaden og aftenskaffen. Der blev brugt en hel del tid på at spise og sidde sammen omkring et bord på sådan en dag. Men det gjorde der hver dag, for det var en del af hverdagens rytme på landet. 6
2. Måltidet mellem egoisme og fællesskab Madens nødvendighed At spise og drikke er fundamentale handlinger. Hvis ikke jeg spiser og drikker, dør jeg. Derfor er jeg nødt til at gøre det. Jeg er faktisk tvunget til det. Det er en del af min daglige kamp for overlevelse. Primitive handlinger, styret af instinkter og basale fysiologiske behov. Jeg kan udskyde spisetidspunkter, men jeg kan ikke se bort fra dem. Jeg kan springe et enkelt af dem over, men hvis ikke jeg med jævne mellemrum får mad og drikke, går jeg til grunde. Derfor er det at spise og drikke fundamentalt for min eksistens og tilværelse. Så længe jeg spiser og drikker, kan jeg i en given periode holde liv i mig selv, og det er en produktiv proces og handling. Mennesket har jo livet i sig, og skal derfor leve. Hvad det for det meste også gerne vil. Det er ingen kunst at spise alene. Man spiser hvad der er, hvor man er og gerne også med hænderne, for det er den mest effektive måde at kontrollere den mad, man har indfanget. Det er ofte den mest primitive form for tilværelse, der udfoldes på denne måde. Historisk set er der næppe tvivl om, at mennesket i en periode netop har organiseret sig på denne måde, hvor det overlever ved hjælp af princippet fra-hånden-til-munden. Både som samler og som jæger er princippet blevet udfoldet i praksis. Set i det perspektiv kan indtagelse af mad opfattes som en grundlæggende egoistisk handling (Simmel, 1998: 135). Hvor egoisme så skal forstås på den måde, at ens handlinger er drevet af primitive instinkter med det ene mål, at få noget at spise, dvs. med det mål at overleve. Og hvor det samtidig er sådan, at det jeg spiser, ikke kan deles med andre. De må derimod give afkald på det. I modsætning til det jeg ser, hører og læser. Det kan nemlig også ses, høres og læses af andre. Men det gælder altså ikke for maden. Når der her tales om egoisme, skal det forstås som en fundamental tilstand der kræver en bestemt handling. For at leve skal jeg spise. Det er livets vilkår, og set i det lys er der tale om en eksistentiel egoisme. Men hvis jeg i forlængelse heraf kun har blik for det at få noget at spise, ender jeg med at være et selvoptaget og selvvisk individ, der tromler frem i livet på bekostning af omgivelserne. Så ender jeg med at gøre den eksistentielle egoisme til en kultu- 7
rel og social egoisme, hvilket svarer til den mere udbredte opfattelse af egoisme, betinget af sociale og kulturelle faktorer. Den mad jeg indtager, forsvinder i min mund, går gennem min hals, min mave og min tarm. Under vejs afsætter maden og det jeg drikker spor i min krop, i form af energi, mineraler, proteiner og hvad kroppen ellers har brug for. Når jeg er rask og kroppen fungerer normalt, og når jeg spiser sund og nærende mad, indfanger den helt af sig selv alt det, den har brug for. Jeg tænker normalt på det jeg spiser, indtil jeg har putter det i munden. Derefter tager kroppens egen biologi, kemi og fysik over, og den dechifrerer og omsætter det, den har mulighed for at sende rundt i min krop, og på den måde holder maden liv i mig og min krop, som også er mig. Set i det perspektiv kan man roligt sige, at man er hvad man spiser. Bagefter udskiller jeg affaldsstoffer i form af pis og lort. Det er nødvendigt at komme af med disse stoffer, for hvis de hober sig op i min krop, ville jeg også dø. Af forstoppelse, eksempelvis. Der er altså også umiddelbart destruktive processer forbundet med spisning. Jeg fortærer mad og laver affald. Som imidlertid kan indgå i jordens kredsløb på en produktiv måde i form af gødning og stoffer, der er nødvendige for madens produktion og dermed også for jordens og livets reproduktion. Det at jeg spiser er både destruktivt og produktivt i samme bevægelse. For mig og for mine omgivelser. Det jeg spiser, får altså betydning for samfundet og for det fællesskab, jeg altid er en del af. Men det er også en egoistisk handling. Denne form for eksistentiel egoisme er vi fælles om. Alle sammen uden undtagelse. Uanset klasse, køn, uddannelse, alder, civilstand og samfundsmæssige rolle skal vi alle spise og drikke. En primitiv eksistensbetingelse, hvor der ikke kan gøres forskel. Det kan der derimod, når det drejer sig om hvad vi spiser og drikker, og hvordan vi gør det. Der er således ingen tvivl om, at nogen får bedre, sundere og mere velsmagende mad end andre. Der er også nogen der spiser finere end andre. Og nogle der spiser på bedre steder end andre. Så når det drejer sig om den mad vi indtager og de rammer vi gør det under, er der masser af forskelle på folk, hvad jeg vender tilbage til senere. Fælles erkendelse Men når det drejer sig om madens eksistentielle nødvendighed, er vi alle lige. Og da det er noget grundlæggende menneskeligt at spise, kan mennesket altid genkende noget 8
af sig selv i et andet menneske. Jeg er ikke bare optaget af at spise. Jeg er også optaget af at se mig omkring, og når jeg gør det, kan jeg se, at du er i samme situation. Du spiser, men du er heller ikke bare optaget af at spise. Du spejler dig ligeledes i mig, og i det jeg gør. Derfor kan jeg se, at vi har noget til fælles, nemlig erkendelsen af, at vi på et helt grundlæggende område er i præcis den samme situation. Denne fundamentale erkendelse af selve det at være menneske, kan logisk nok danne udgangspunkt for fælles handlinger. Vi ser, at vi er forskellige, og at vi samtidig har noget til fælles. Det er en erkendelse der meget hurtigt kan afføde et naturligt, simpelt og meget logisk spørgsmål: Når vi nu skal spise, skal vi så ikke spise sammen? Grunden til at vi stille dette spørgsmål er, at det er en mulighed for at overvinde den egoisme, vi kan se hos hinanden. En mulighed for at undgå, at den eksistentielle egoisme bliver til en kulturel og social egoisme. At den produktive egoisme bliver til en destruktiv egoisme. Med denne invitation til fællesskab på egoismens fundament forsøger vi at inddæmme de primitive egoistiske instinkter, fordi vi er klar over, at egoismen kan udgøre en trussel mod den enkelte, og fordi vi samtidig kan se, at her er en ambition og et ønske, vi grundlæggende er fælles om. Vi erkender altså, at vi er egoistiske, forstået på den måde at vi alle er styret af nogle fundamentale drifter og behov. Samtidig erkender vi også instinktivt, at denne egoisme kan gøre os til selvoptagne og snæversynede individer, uden blik for andre mennesker og deres situation. Noget der meget nemt kan være ensbetydende med en tilværelse, domineret af alles kamp mod alle, og som derfor også meget nemt kan udgøre en trussel mod ens egen eksistens. Derfor inviterer vi til et fælles måltid. Men der er mere endnu. Invitationen til fælles spisning er ikke bare et livsbekræftende forsøg på at indkapsle den eksistentielle egoismes sociale konsekvenser. Den er også et forsøg på at vise, at vi er andet og mere end vores drifter og instinkter. Vi er nemlig civiliserede mennesker, der viser vilje til at udfolde det fællesskab, vi alle instinktivt kan se som en mulig ramme for vores hverdag. Hvor den simple og fundamentale logik er, at når vi nu kan se, at vi alle har noget til fælles, hvorfor skulle vi så ikke forsøge at vise, at vi kan praktisere et fællesskab i hverdagen, og på den måde vise, at vi er civiliserede mennesker, der adskiller sig fra dyrene, der stort set ikke laver andet end at forfølger primitive instinkter. 9
Når der her tales om at være civiliseret, så indebærer det selvfølgelig også en markering af en forskel mellem det civiliserede og det ikke-civiliserede, hvilket som regel vil sige det primitive. En forskel der historisk set har givet anledning til beskrivelser af de primitive i mange sammenhænge. Eksempelvis de primitive på landet, der ikke er i stand til at spise med kniv og gaffel. De primitive i den 3. verden, der ikke er i stand til at vise pli og anstand ved at tage tøj på. Osv. Alt sammen kulturelle og historiske udtryk for, hvad der på et givet tidspunkt anses for at være det civiliserede og det primitive, og dermed også et udtryk for en bestemt måde at forsvare den dominerende kultur og dens positioner (Elias, 2000: 9f). Det er imidlertid ikke helt denne form for civilisation jeg tænker på her. I denne sammenhæng opfatter jeg det civiliserede som viljen til at være sammen med andre, og dermed viljen til at anerkende fællesskabet som en mulighed for at forlige sig med de primitive drifters eksistentielle egoisme, og indkapsle deres mulige sociale konsekvenser, når det drejer sig om mad og overlevelse. Vilje til fællesskab Det virker måske kompliceret, men er i virkeligheden ret enkelt. Vi erkender egen og andres grundlæggende egoisme, og forsøger at imødegå dens destruktive potentialer ved at invitere til fællesskab, i stedet for at invitere til kamp. Det skyldes ikke mindst, at vi netop har en fælles erkendelse af denne tilstand, og dermed også en motivation til at ophæve denne primitive tilstand til noget, der matcher vores fælles erkendelse. Når vi inviterer til et fælles måltid tror vi i princippet på, at hvis vi opfører os som civiliserede mennesker, kan vi undgå kampen, ødelæggelsen og destruktionen. Det holder langt fra altid, og der har altid været masser af krige i verden, hvor det civiliserede undertrykkes og gemmes bort. Synspunktet kan således sagtens karakteriseres som temmelig naivt. Men det ændrer ikke ved, at det er noget grundlæggende og eksistentielt menneskeligt at satse på det civiliserede, givet en fælles erkendelse af nogle fundamentale fælles eksistensbetingelser. Vi ved, at vi har noget til fælles, nemlig egoistiske drifter, så hvorfor skulle vi ikke forsøge at forlige os med dem ved at dyrke dette fællesskab, baseret på en fælles erkendelse, så vi samtidig kan vise vilje til at være civiliserede, i stedet for at vise vilje til destruktion og selvtilstrækkelighed. Set i dette perspektiv bliver måltidet ikke bare et kort- 10
varigt fællesskab omkring et bord. Det bliver samtidig det fundamentale bevis på, at vi som mennesker er i stand til at udfolde et univers, baseret på fælles værdier der er større end os selv. Værdier der vedrører den generaliserede anden, dvs. spilleregler for at få et fællesskab til at fungere, og som dermed gør det muligt for os at se og udfolde rollen som medborgere i et fællesskab (Andersen, 2009). Pointen på dette generelle niveau er kort sagt, at erkendelsen af en fælles eksistensbetingelse samtidig er nøglen til et fundamentalt samfundsmæssigt fællesskab, der i praksis kan organiseres og omsættes i en form, alle kan håndtere, nemlig måltidet. Hvor det simple, fysiologiske og almenmenneskelige begær kobles sammen med sociale fællesskaber, opstået med udgangspunkt i og formet af en erkendelse af et skæbnefællesskab. En pointe sociologen Georg Simmel (1858-1918) har fremhævet, i forbindelse med sin analyse af måltidet, set i relation til de mekanismer, der etablerer samfundsmæssige fællesskaber, og dermed gør et samfund muligt (Simmel, 1998: 135). Vi skal alle spise med jævne mellemrum, så derfor kan vi lige så godt dele skæbne, og dyrke samværet med andre omkring maden. Det er i spisningens primitivitet vi kan opleve en kærne af et muligt fællesskab, vi som mennesker lige så godt kan dyrke, hvis vi vil udfolde vores rolle som mennesker i et samfund. Barnets første måltid kan symbolsk opfattes som et udtryk for denne vilje til fællesskab, baseret på menneskets instinkter. Efter fødslen placerer moderen barnet tæt ved sit bryst. Barnet inviteres til sit første måltid og til sit første fællesskab omkring maden. Barnets instinkter får det til at lugte og søge, og når det finder frem til brystvorten, er det også instinktivt i stand til at sutte og suge mælken til sig. Samtidig med at moderen er i stand til at producere mad selv. Det er den eneste form for mad, vi mennesker selv kan frembringe. Al anden mad stammer fra naturen. Dette fællesskab mellem mor og barn opleves og opfattes som regel som noget meget fundamentalt. Som starten på en rolle som mor og barn og som far. Det er starten på en proces, der gerne skulle gøre barnet til en del af det fremtidige fællesskab (Lupton, 1996: 39f). Selv om deltagerne i dette måltid ikke spiser det samme, så er der tale om en kombination af både barnets og moderens drifter og vilje til fællesskab. Og det er viljen til fællesskab, der er det fundamentale. Den første og mest fundamentale invitation til fællesskab. 11
De fødsler, hvor dette fællesskab af forskellige årsager ikke kan etableres, er som regel ensbetydende med kriser og problemer, der ofte er af eksistentiel art. Både mentalt og fysisk, og de kan ofte være vanskelige at overvinde. Det er imidlertid en anden problemstilling, som ikke skal behandles nærmere her. Pointen er, at vi som menneske generelt udvikler en erkendelse af, at vi er egoister og samtidig en del af et alment menneskeligt fællesskab. Med den praktiske pointe, at det bl.a. er gennem måltidet, vi har mulighed for at kombinere den mest primitive form for menneskelig egoisme med socialiserende fællesskaber, der kan udgøre centrale omdrejningspunkter i vores forestillinger om, at vi er civiliserede mennesker i et civiliseret samfund. Måltidet er kort sagt en central ramme, når det drejer sig om at vise vilje til fællesskab. Et forsvar for måltidet Nu er problemet imidlertid, at det bliver vanskeligere og vanskeligere for moderne mennesker at fastholde måltidet som en daglig fysisk realitet. Måltidet trues fra flere sider. I første omgang fra medierne, der gør hvad de kan for at trække opmærksomheden bort fra bordet. I anden omgang fra industrien, der i stigende udstrækning fremstiller mad, der kan spises uden fællesskab og et bord. I tredje omgang fra den moderne livsform, der sætter den individuelle slankekur over fællesskabet, og som i øvrigt er baseret på individets uafhængighed af tid og sted, hvilket gør at man ofte ikke har tid til at spise sammen. Og listen kan formodentlig gøres endnu længere. Disse ting truer imidlertid ikke bare måltidet. De truer også med at undergrave vores fælles vilje til at være medmennesker i et fællesskab. Det er derfor, denne bog er skrevet. Den er et forsøg på at etablere et forsvarsværk overfor omverdenens angreb på måltidet og på det civiliserede menneske, der viser vilje til fællesskab. Den er samtidig en kærlighedserklæring til måltidet som en praktisk ramme om et fællesskab, der forhåbentlig kan smitte af på andres hverdag og på andre sider af tilværelsen. Endelig rummer den en påstand om, at hvis man gerne vil være politisk aktiv og udadvendt i det moderne samfund, så kan måltidet og den mad der serveres være et godt sted at starte. 12
3. Måltidet en kærlighedserklæring Paris for to Det var en dejlig gave: En udvidet weekend til Paris for to! Pludselig fik jeg muligheden for at se byernes by sammen med min kone, mens svigerforældrene passede børnene. Når man har små børn og været par i en del år, går mange ting op i at passe børn og arbejde i skiftende kombinationer. Nogen gange er det mere børn end arbejde, og andre gange er det omvendt. Uanset hvad, bliver der sjældent tid til virkelig at give hinanden den fulde opmærksomhed. Men nu var muligheden der i hvert fald i en udvidet weekend! Turen foregik med tog. Det var en del af udvidelsen! Ned gennem Jylland bød den på et tilfældigt møde med en bekendt, der snakkede hele vejen til Hamburg. Mest om sig selv og om H.C. Andersen, som han havde læst oceaner om og af. Hyggeligt og interessant, men ikke lige det vi havde forberedt os på, da vi pakkede rejsetasken med tandbørste, tøj og gode bøger. Der skulle imidlertid kun enkelte høfligt spørgsmål til, så fortsatte enetalen. Men det holdt heldigvis op, og så var der tid til lidt læsning og nyforelsket holden hinanden i hånden. Paris ventede, med masser af hemmeligheder, som vi håbede, vi kunne få et kort indblik i. Ikke mindst når det drejer sig om maden. Vi blev ikke skuffede. Da vi ankom om morgenen, og begyndte at lede efter vores hotel, så vi den ene lille butik efter den anden med friske og indbydende madvarer. Vi blev dybt imponeret over de friske råvarer, der var lagt frem til beskuelse i de små butikker. Og vi snakkede om, hvor dejligt det kunne være, hvis vi selv kunne lave vores mad. Men det går jo ikke på et bette hotelværelse, i et 2 stjerners hotel ikke så langt fra banegården. Vi skulle spise på restaurant, hvad vi også glædede os til. Franske restauranter var noget helt nyt for os. Vi kunne ikke sproget, vidste ikke noget om fransk mad og havde ikke så mange penge, så det var spændende, hvad det kunne føre med sig. Nogle af vores mere erfarne venner havde fortalt os, at det var drejligt at komme til Paris, sidde med en calvados på Champs-Élysées, og så bare se det franske liv folde sig ud, mens man nød hinandens selskab. Det var vores første stop. Hvad de ikke havde sagt noget om var, at for en ung 13
familie uden fast indtægt kostede den lille slat i glasset på grund af cafeens centrale placering en mindre formue. Vi havde faktisk svært ved at sidde helt afslappet med vores calvados, da vi konstaterede, at den kostede ¼ del af vores samlede madbudget. Derfor gik vi hurtigt videre, for at ryste røveriet af os. Frokosten blev klaret med brød, ost og en lommekniv. Ikke nogen dårlig kombination. Heller ikke i Paris, når man har fri for børnene og gerne vil sidde tæt. Fyldt op af energi og godt humør gik turen rundt i byernes by, med fokus på næste stop, aftensmaden. Det gav en lidt ubeslutsom vandretur mellem forskellige mindre restauranter, der lå i spændende, mørke sidegader. Endelig tog vi os sammen, og gik ind i et af dem. Blev modtaget venligt, og fik plads til to. Vi sad tæt overfor hinanden. Duen var hvid, bestikket skinnende og stearinlyset blødt og varmt. Det var et godt sted at være. Menukortet var på fransk. Det var tjeneren også. Så det blev en form for lykkehjul, hvor vi gættede på, hvad de forskellige ting mon kunne være, og så valgte vi ud fra det og lidt ud fra lykke og fromme. Vi snakkede om maden. Og grinede håbefuldt og nervøst i spændt forventning om, hvad der måske kunne komme på bordet. Det viste sig meget hurtigt, at vores fantasi ikke slog til. Vi blev mødt med tallerkener med de mest fantastiske variationer i mad, vi nogen sinde havde set og smagt. Stadig uden at vi helt vidste, hvad det var, vi spiste. Det var den ene fantastiske smagsoplevelse efter den anden. De enkelte dele hver for sig, og den samlede ret i særdeleshed. Her var brugt gode råvarer med smag. Energi og solidt håndelag i fremstillingen. Og udsøgt kunstfærdighed i serveringen. Rødvinen var også god og ikke for dyr. Snakken gik. Om maden, børnene og svigerforældrene. Om den nye regering og den nye statsminister. Om Paris og København. Om vejret i dag og i morgen. Om vores bekendte fra toget. Om H.C. Andersen. Om maden igen, for der var kommet en ny ret. Om musikken og en ny film. Om det vi skulle huske, når vi kom hjem. Og om det vi havde til gode, når det blev sommer igen. Vi sprang rundt fra alt til intet. Vi tog jævnligt hinanden i hånden og så hinanden dybt i øjnene. Et fantastisk måltid, hvor alt gik op i en højere enhed af smag, intensitet og nærvær. Af en eller anden grund tog vi en omvej til hotellet. Uden at det førte noget særligt med sig, andet end en oplevelse af det halvkolde parisiske mørke. Men det var så den vej vi valgte. Mest af alt fordi det var ret mørkt, og van- 14
skeligt at læse et kort i parisisk gadebelysning. På værelset hyggede vi os videre, og faldt snart i en behagelig og tung søvn. Jeg blev vækket af et tungt, hult drøn, fra et sted, der lå meget langt borte. Det var helt umuligt at bestemme nærmere. Så opdagede jeg at min kone ikke lå i sengen. Stod op og fandt døren til badeværelset blokeret. Jeg skubbede til døren, og fandt min kone liggende bevidstløs på gulvet. Hun var faldet ned fra wc et, og havde hamret hovedet ind i badekabinen. Hun blødte fra panden og var helt væk. Det er ved sådan en lejlighed, man oplever hvor svært tingene nogle gange kan være. Jeg holdt imidlertid panikken fra døren, og fik efterhånden liv i hende. Hun havde forbandet ondt i maven. Det var garanteret den der æggemasse, eller hvad det var for noget. Eller den der røde, blodige lever, eller hvad det var for noget. Eller den der fede andepostej, eller hvad det var for noget. Hun kastede op igen. Og igen senere på natten. Der er ikke altid så langt fra et fantastisk måltid til et hårdt toiletgulv. Hvilket blot understreger, at i den virkelige verden går tingene stort set aldrig helt som man håber. Men det viser også, at hvis ikke man har et håb og et ideal, er man heller ikke i stand til at gøre tingene bare en lille smule bedre. En kærlighedserklæring Måltidet er en kærlighedserklæring. I hvert fald i princippet. Det kan det også være rent praktisk. Måltidet kan opfattes som en kærlighedserklæring til ens næste. Det ligger i selve måltidets væsen, og i den umiddelbare vilje til at invitere til fælles spisning. Denne invitation bygger nemlig på en erkendelse af, at vi alle er afhængige af at få noget at spise, at vi her agerer grundlæggende egoistisk, og at vi netop derfor ønsker at demonstrere, at vi også er civiliserede mennesker, fordi vi har noget grundlæggende eksistentielt til fælles. Gennem invitationen til fælles spisning ønsker vi at vise, at vi anerkender ens næste. Både som medmenneske på det overordnede plan og som praktisk deltager i et praktisk fællesskab omkring et måltid. Når jeg her skriver, at anerkendelsen af mine medmennesker på det generelle plan kan opfattes som en kærlighedserklæring, så skyldes det flere ting. Først og fremmest at der er tale om en særlig social relation, der grundlæggende er isoleret fra hverdagens strategiske relationer. 15
Måltidet handler for deltagerne ikke om at tjene flere penge, sådan som det er tilfældet på markedet og i produktionen. Her arbejder man strategisk, og har masser af gensidig respekt og anerkendelse i forhold til hinanden. Men det indskrives hele tiden i strategiske overvejelser, hvor det handler om at optimere bestemte ting, for i sidste ende at opnå et positivt økonomisk resultat. Her er kærlighed ikke mulig, hvad eksempelvis masser af arbejdsløse kan skrive med om. Det handler heller ikke om politik, hvor målet også er strategisk. Her handler det om at indgå alliancer og optimere magtressourcer, så man bedre kan forfølge bestemte politiske interesser. Det inviterer også til strategiske handlinger og overvejelser. Nogen gange endda til manipulationer og snyd. Derfor er kærlighed heller ikke mulig her. Det er der nok en del vælgere, der finder at deres parti har svigtet centrale valgløfter, der kan skrive med om. Når det drejer sig om demokrati, nærmer vi os noget, der kan minde om kærlighed. Demokrati er nemlig baseret på en generel og grundlæggende anerkendelse af hinanden som medborgere. En anerkendelse der både definerer et fællesskab og nogle grundlæggende rettigheder, der gør det muligt at agere åbent i fællesskabet. Demokratiet fungerer som en ramme for udøvelse af økonomisk maksimering og politisk magtkamp, og den bærende tanke er, at demokrati kan være med til at sikre, at tingene går ordentligt for sig, så forfølgelsen af relativt snævre strategiske interesser ikke går alt for meget ud over andre mennesker. Derfor er der masser af gensidig anerkendelse i demokrati, men det er ikke en værdi i sig selv. Det er en ramme baseret på demokratiske procedurer, der gør det muligt for mennesker at få et godt liv, på trods af strategiske kampes snævre perspektiver og forsøg på at definere, hvilke værdier for fællesskab der tæller frem for andre. Måltidet hviler kort sagt i sig selv. Det er en relation, der ud over selve spisningen handler om gensidig anerkendelse af en fælles menneskelig tilstand. En relation hvor vi som mennesker viser vilje til at indgå i et fællesskab med hinanden, hvor der ikke er andet på spil end netop samværet, og dets mulighed for at demonstrere, at vi gerne vil opføre os ordentligt overfor hinanden. Vi kunne nemlig alle sammen meget nemt spise for os selv. Det er derfor, jeg taler om, at måltidet er en kærlighedserklæring. Det er det ord, der bedst kan beskrive et samvær, baseret på et ønske om at indgå i en gensidig relation, med det primære formål at være sammen. Og ikke 16
nødvendigvis andet. Her kommer så et vigtigt forbehold snigende, for jeg ved selvfølgelig godt, at måltidet meget nemt kan udnyttes strategisk. Det kan bruges til at vise, hvem der bestemmer i huset. Det kan bruges som et led i opdragelsen af børn. Domineret af paroler om, at du skal spise op, hvis du vil spise mere. Og mere i den dur. Der holdes også masser af forretningsmiddage, hvor målet er at aftale og afpasse bestemte ting, med henblik på at optimere egne interesser. Både i økonomi og politik. Eller for at fejre, at man netop har lavet en forretningsaftale. Som regel er der altid noget skævt ved en forretningsmiddag. Her mødes man for at tale om netop forretning. Og da man gerne vil gøre en god forretning og en god figur, sker det ikke sjældent på de fornemste steder, der virkelig kan gøre indtryk på deltagerne. Så fører den der inviterer allerede lidt på point, og kan måske komme tættere på en strategisk fordel. Her sidder man så, i en samtale der ofte bliver stiv og overfladisk, fordi deltagerne hele tiden befinder sig i det strategiske felt. Derfor kan de ikke slappe af og give sig hen til hinandens samvær. Hvis de gør det, kan de nemlig komme til at blamere sig eller afsløre sig selv, hvilket kan medføre en ubalance i den strategiske stillingskrig, der altid er en del af forretningsmåltiderne. Det hjælper selvfølgelig lidt på tingene, når den gode rødvin har gjort sin virkning, men den åbner for det meste især for beskidte vitser eller overdreven jovialitet, som på ingen måde gør knivene i ærmerne kortere. Det er selvfølgelig urimeligt, at det er sådan. At den bedste mad bliver spist af mennesker, der ikke er optaget af at være sammen med hinanden omkring et måltid, men er optaget af strategi og magt. Med det resultat at maden og vinen også bliver en del af en strategi. Men det understreger bare, at et måltid i sig selv er noget andet og noget helt særligt. Nemlig en simpel og rituel erklæring til andre mennesker om, at jeg gerne vil være sammen med dig. Fordi jeg er mig og du er dig. Som sagt det opfatter jeg som en form for kærlighedserklæring mellem mennesker. Samtalen om alt - og intet Et måltid er et fællesskab omkring det at spise. Her har alle umiddelbart en fælles interesse, nemlig at spise og at være sammen med andre. Netop ved at invitere til fællesskab har man samtidig muligheden for at løfte den primiti- 17
ve og uundgåelige spisen op på et højere niveau, der kan tillægges forskellige betydninger. Først og fremmest at man er civiliseret, og kan sidde i ro og mag sammen med andre, mens man fortærer mad. Civiliserede mennesker kan altid finde hinanden ved et måltid. Og her kan de dyrke samværet med hinanden, på afstand af strategiske overvejelser og udfordringer. De kan tale sammen om alt og om ingenting. Her viser konversationen sin store kvalitet her som en mulig nøgle til sammenhængskraft i hverdagen. Som deltager i et måltid spørger man interesseret ind til de andre, deres liv, deres glæder og deres sorger. Man hører på de andre, og får dermed et indblik i det liv, de andre fører. Bagefter bliver man selv udspurgt, og kan fortælle om stort og småt i ens egen tilværelse. Hvis der spørges på den rigtige måde, lærer man nyt om verden og om andre mennesker, samtidig med at man har mulighed for at blive klogere på sig selv. Denne samtale er i princippet båret oppe af netop viljen til at være civiliseret og til at være sammen med andre. Derfor er det en del af måltidets normer, at man kan konversere. Ved måltidet kan argumenter prøves af. Synspunkter kan blive udfordret, og deltagerne kan få en følelse af, at de har lært noget nyt. Om andre og om sig selv. Ved måltidet kan man også få noget at vide, som man ikke drømte om man skulle vide, og som formodentlig er glemt igen inden længe. For samtalen har jo ikke noget strategisk mål. Det er først og fremmest samværet og gensidigheden, der kan opstå omkring bordet, der er vigtig. Det er en fantastisk tilstand man kan opnå med et måltid. På den ene side nyder man god mad, nyder at blive mæt og nyder den tilstand af velbehag, der kan følge i kølvandet på det at spise. Og på den anden side nyder man de mennesker, man er sammen med, samtidig med at man også får det bedre med sig selv. Det kan være familien, det kan være venner og det kan være fremmede, man møder til en fest. Her er der masser af konkrete variationer. Og i praksis er de ikke alle sammen lige sjove at snakke med. Hverken i den snævre familie eller til de store fester med over 80 deltagere. Det sker nemlig, at man møder nogen der er alt for trætte, selvoptagne eller ude af stand til at konversere. Det ændrer imidlertid ikke ved, at måltidet er en situation, hvor man principielt erklærer overfor hinanden, at man anerkender hinanden og har viljen til at være sammen. Samlet om mad og samtaler om alt - og om intet. 18
Selvværd omkring bordet Måltidet er samtidig et muligt fundament og en mulig ramme for udvikling af selvværd. Mødet med den anden gennem samtaler om alt og intet er samtidig et møde med sig selv. Det er en nøgle til afprøvning af værdier og positioner, der betyder noget både positivt og negativt. Det sker i en situation hvor det er selve samværet, der er det centrale. Man skal ikke opnå noget, bortset fra at være sammen med andre. Det er her man kan finde en nøgle til sig selv. Til det der har betydning og til det, man af forskellige grunde distancerer sig fra (Jørgensen, 2006: 163). Set i dette perspektiv handler selvværd om ens forankring i hverdagen - og i tilværelsen generelt. Om de værdier og normer der gør det muligt at se sig selv som handlende individ i relation til omgivelserne. Formuleret på denne måde betyder det selvfølgelig, at måltidet ikke er det eneste sted, hvor ens selvværd formes og udvikles. Men da måltidet netop i princippet er isoleret fra strategiske overvejelser, og samtidig et forsøg på at ophøje en almen og primitiv menneskelig relation til noget overordnet og alment værdifuldt (Simmel, 1998: 136), er betydningen så meget desto vigtigere. Måltidet er en konfrontation med sig selv, set i relation til de grundlæggende forestillinger der betyder noget, når man skal og vil opfatte sig som et civiliseret menneske. Ikke nødvendigvis en bevidst konfrontation, men en grundlæggende eksistentiel konfrontation. Derfor er samlingen omkring et måltid samtidig en demonstration af de store og grundlæggende spørgsmål om meningen med livet. Her konfronteres den enkelte med de store udfordringer, der er forbundet med det at være menneske, foldet ud i spændingsfeltet mellem egoisme og fællesskab. Det er også et møde med et medmenneske. Baseret på gensidig anerkendelse. En evne der også kan være med til at styrke både selvværd og selvtillid. For med anerkendelsen som omdrejningspunkt lærer man nemlig at begå sig med andre. At åbne sig gennem samtalen, så den ikke bare bliver overfladisk snik-snak. Konversationen kan være god nok, men rummer nøglen til tomgang i sig. Der skal bare siges noget, for at der ikke skal opstå pinlig tavshed. Men hvis den forbindes med anerkendelsen af de andre ved bordet, bliver det meget nemt til en engageret samtale, for så bliver det pludselig vigtigt, hvad det er man siger til de andre. Så har man en holdning eller en mening, man lige skal frem med, fordi de andre betyder noget for mig. Måske bare i situationen. 19
Måske for min fremtidige eksistens. Det kan af og til give uenigheder, men det er samtidig nøglen til andre kvaliteter i fællesskaber, nemlig evnen til at udvise respekt og tolerance. Når man møder et menneske ved et måltid, som man er uenig med, men som faktisk forsvarer sine synspunkter på en forbilledlig måde, så er der grund til at udvise respekt. Man bøjer sig for argumenterne og grundigheden, hvormed de fremføres, men man lader sig ikke helt overbevise om det rigtige i vedkommendes synspunkter. Det er en grund til at udvise respekt. Man har en klar oplevelse af, at der er gode grunde til at respektere den andens position, fordi den er godt underbygget og forsvaret. Det hænder også, at man møder synspunkter, man finder er direkte ubehagelige. Og som man måske ikke engang har lyst til at diskutere nærmere. Her er der god grund til at mobilisere tolerance. For tolerance er nemlig lig med, at man tåler den andens synspunkter, selv om de opfattes som grove og urimelige. Tolerance er altså på ingen måde ensbetydende med, at man accepterer eller respekterer dem. Man tåler dem. Og bliver siddende i fællesskabet. Hvis det er sket i en sammenhæng, der har fået de store følelser og armbevægelser op i det røde felt, er der måske også grund til at finde et andet emne, så man kan finde tilbage til bordets glæder igen. Anerkendelse, respekt og tolerance er fundamentale værdier i sociale fællesskaber, og de demonstreres meget nemt hen over bordet ved et måltid (Andersen, 2000: 219f). Ligesom fraværet af dem også meget hurtigt kan blive tindrende tydelige. Eksempelvis hvor en af deltagerne rejser sig og går, fordi vedkommende ikke gider at høre mere på det lort. Der er altså ikke noget at sige til, at vi har meget nemt ved at huske visse måltider. Især de gode måltider, hvor livet foldes ud i engageret nærvær og samtaler om alt og intet. Og de måltider der endte i sammenstød, vrede og høje råb. Det er altså ikke nødvendigvis det der bliver sagt, der har betydning. Det kan også være det, at der siges noget, og måden det siges på. Derfor kan meget gå godt omkring et bord. Pludselig løsner samtalen sig op og bliver nærmest løssluppen. Man griner, glædes og fornøjes. Det kan også gå gruelig galt. Med skænderier og ydmygelser, der sniges hen over bordkanten, og ramme med stor kraft, fordi den direkte modsigelse ville være upassende i situationen. Jeg tror at vi alle har erindringer om sådanne gode og mindre gode måltider. Det er vores ballast. Og samtidig 20
en af vores personlige nøgler til at blive et civiliseret menneske, der er i stand til at udvikle selvværd gennem anerkendelsen af medmennesker omkring et bord. Måltidets kærlighed Netop fordi måltidet er en generel kærlighedserklæring, baseret på en transformation af almene og primitive menneskelige træk op på et højere niveau, der kan fungere som basis for at vi kan manifestere os som civiliserede mennesker, kan et måltid også udgøre en helt fantastisk ramme for de mest fundamentale sociale relationer. At invitere andre til fælles spisning kan altså være forbundet med meget store og dybe følelser, hvor det ikke bare er det rene pjat og underholdning. Her er det alvor. Det gælder eksempelvis familiefesten til en konfirmation eller en fødselsdag. Her fungerer måltidet som en understregning af den status og den respekt, man ønsker at vise personerne i centrum. Og det gælder især, når det drejer sig om direkte og fundamental kærlighed mellem mennesker. Det kan starte helt uskyldigt med en scoremiddag, hvor man inviterer en pige til spisning på værelset. Mine første forsøg i den genre var gastronomisk set de rene katastrofer. Noget der ikke var et meget bedre end Jaka-bov med flødestuvet champignoner oven på et ristet franskbrød. Dertil rødvin fra Magasin til 7 kroner og 10 ører flasken. Maden blev indtaget foroverbøjet på et sofabord, siddende i gamle og umulige stole. Hun fik den tallerken der var hel, mens jeg spiste af den, der var revnet. Det var måske ikke specielt godt men det var det bedste jeg kunne formå. Og resultatet udeblev ikke. Det var en rigtig hyggelig aften, hvor snakken tindrede om kap med vores øjne. Det kan også være en middag på en cafe eller restaurant, som man har hørt er rigtig god, men som er så fin, at man endnu ikke har prøvet den. Den har vist også fået gode anmeldelser i avisen. Så sidder man der, nervøs og lidt genert, mens man nysgerrigt kikker sig omkring for at se, hvordan man gør det rigtige på sådan et helt specielt sted. Det kan gå grueligt galt, for man finder aldrig sig selv. Snakken kommer ikke rigtigt i gang, og der kommer hele tiden et eller andet opbrud, der tager opmærksomheden. Der skænkes mere vin. Der kommer en ny ret, med noget man ikke ved hvad er. Eller der er nogen der rejser sig fra et af de andre borde. Her er det kun dankortet, der for alvor bliver mærket af situationen. Det kan også gå godt. Rigtigt godt, hvor maden, vi- 21
nen, serveringen og omgivelserne samler sig som et himmelrum, hvor man glemmer alt og alle undtagen hinanden. Hvor snakken går og hvor følelserne strømmer direkte ind og ud. Siden kommer det fundamentale kærlighedsmåltid, hvor man selv laver god mad og erklærer, at nu er det nu, og nu er det os. I morgen og for altid. Det er måske på en ferie i Italien, hvor der er rigtigt mange, der kan lave rigtig god mad. Det er måske på en lille lusket cafe, hvor maden smager mere end hjemmelavet, og hvor der ikke for alvor er andet i omgivelserne, der kan fange opmærksomheden. Så kan man lige så godt forsøge sig. Det kan også være på en almindelig onsdag aften, hvor det er den andens tur til at lave mad, og hvor der ikke er blevet købt ind. Derfor blev det til en omgang ruskumsnusk. Med en masse chili! Som viste sig at være den helt perfekte ramme for åndelig og fysisk kærlighed lige netop den dag. Måltidet samler og inviterer til mere. Til at fortælle om dagen og om vigtige tanker. Til at spørge om penge og overtræk. Til at skælde ud og til at erklære en forlovelse. Til at høre om unge og gamle. Til at se børn og bedste. Måltidet er et frirum, en pause og en invitation til nærvær. En kærlighedserklæring, der kan fungere som den bedste ramme for netop krælighed. En form for civiliseret adfærd der kan være lige som fundamental som selve det at spise. Med en kombination af primitive drifter og højtflyvende romantiske forestillinger om et fælles liv med sex, børn og langtidsholdbar kærlighed. 22
4. Magten over bordet Du skal spise op I børnebogen Den store Bastian (2002) kan man finde mange gode bud til børn om mad, lydighed og forældres glæder. Dens undertitel er netop: Vær lydig. Lystige historier og morsomme billeder for børn imellem 3-6 år. Bogen er tysk (1845), og udkom første gang i Danmark i 1847. Den er skrevet som en parodi på datidens opdragelsesidealer, hvilket bl.a. understreges af de meget groteske og ironiske tegninger, men det er ikke nødvendigvis sådan den er blevet læst. Mange har læst den for pålydende, og derfor opfattet de morsomme billeder som et pædagogisk forsøg på at få børnene til at forstå de alvorlige budskaber. Et af digtene i bogen hedder: Historien om den kræsne Mads. Hvor pointen er, at Mads ikke kan lide søbemad, og derfor dør han af sult. Og af det kan man selvfølgelig lære, at det ikke dur at være kræsen. For søbemad er den eneste mad han får tilbudt (Den store Bastian, 2002: 15): Den lille Mads var tyk og fed (man ser det straks, han sult ej led). Men pludselig blev knægten kræsen; når suppen kom, han rynked næsen, og råbte: Gå kun jeres vej, thi søbemad jeg spiser ej! Den fjerde dag var han en pind, ham kunne blæse om en vind, et lod måske han næppe vejed, med skrev ved suppen, som han plejed ; den femte dag vor Mads var død, fordi han ingen suppe nød. Følger man tegningerne er det tydeligt at se, at det går grueligt galt. Mads ender som en tændstik-mand, og får til sidst et kors i jorden. Derfor er der ingen tvivl om, at der er gode grunde til ikke at være kræsen. For der kommer ikke anden mad. Som sagt er der masser af ironisk distance i bogen til datidens opdragelsesidealer, og muligvis også til datidens madkultur. Men budskabet har tilsyneladende løsrevet sig fra ironien, og er blevet understreget mange gange siden 23
1847: Ikke bare skal du spise. Du skal også spise det der serveres for dig, og du skal spise op. Basta. Siden er der blevet sat spørgsmålstegn ved dette ideal. Ikke mindst fordi madkulturen og samspillet mellem børn og forældre har skiftet karakter. Men der kan stadig være problemer med maden. Hvilket fint illustreres af Rune T. Kidde og Flemming Quist Møllers parodi på den ovennævnte bog, nemlig bogen Den sorte Bastian (1992). Den har undertitlen: Tro på dig selv. Lystige Historier og morsomme billeder for børn i alle aldre. Og alene denne undertitel illustrerer skiftet: Fra lydighed til selvtillid. I den nye udgave har digtet overskriften Historien om Madses mor som ikke ville spise (1992: 14-15): Madses mor var tyk og fed, hun åd og sult hun aldrig led, for det var fedt at mæske sig med bølgechips og flæskesteg Men ak, hun ved sin flimmer sad og mistede sin lyst til mad. Fordøjelsen gik helt i stå imens hun TV-køkken så... Den fjerde dag så svandt hun ind til godt og vel en strikkepind. Ja, mor blev helt utrolig tynd og som forskyldt hun fik sin løn. Ud af stuen slæbte Mads mor, som fik på taget plads. Som antenne bruges nu mor, som ikke spise ku. Her er det ikke et spørgsmål om at være kræsen, men om at gå på kur. Fordi omverdenen fortæller hende, at hun spiser alt for meget fed mad, og at hun derfor ikke kan leve op til omgivelsernes normer om sundhed og slanke linjer. Det ender selvfølgelig også galt, og hun dør. Men Mads kan heldigvis straks se mulighederne i det. Han bruger hende nemlig som antenne, og så kan hun stå der oppe på taget, og samle alle tidens strømninger til sig, så Mads kan bruge endnu mere tid foran skærmen. Kampen om at spise rigtigt De to digte og de to bøger illustrerer ganske godt, ikke mindst i kraft af deres ironiske tilgang, at der hele tiden foregår en kamp omkring bordet. En kamp om hvad der 24