Jesper Harehyrde 115 dansk.gyldendal.dk 3-4. Onkel Pedro af Morten Ramsland. Illustrationer af Jan Solheim. Print og fotokopier af indhold er belagt med Copydan-vederlag.
Der var en konge, der havde et halvt hundrede harer. Han havde også en eneste datter, der var overmåde smuk, og derfor kom der mange bejlere til hende. Men hun var ikke så nem at løbe af sted med, for hendes far havde udstedt en lov om, at den, der skulle have hende til ægte, skulle vogte et halvt hundrede harer ude i skoven tre dage i træk, og hver aften bringe dem alle sammen tilbage til kongens gård. Den, som påtog sig det, men ikke kunne fuldføre det, skulle have skåret tre striber hud af ryggen, hvorefter der skulle strøs peber og salt i såret. Bagefter skulle han enten landsforvises eller betale fem hundrede daler. Det var ikke rare vilkår; men prinsessen og riget fristede, og der var mange, der forsøgte sig. Men det gik galt for dem allesammen. Nu var der en mand, der havde tre sønner, Povl, Per og Jesper: De ville også prøve lykken. Povl, den ældste, tog først af sted og fremstillede sig som bejler. Det var godt nok og næste morgen skulle han ud med harerne. Da porten blev åbnet, sagde kongen: Nu må du selv passe på dem. Det var nogle kønne dyr at passe, for de var knap nok kommet ud, før de fløj fra hinanden til alle sider. Povl så ikke mere til dem, selvom han løb vidt og bredt i øst og vest. Han havde fået en madpakke med fra slottet. Nu satte han sig ned for at spise den, for han var blevet sulten. Så kom der en gammel kone hen til ham og sagde: Har du ikke en bid til mig af din madpakke, lille mand? Nej, desværre; jeg har ikke for meget til mig selv, sagde han. Gå du din vej. Ja ja, så må jeg liste af igen, sagde hun og rokkede af sted. Da Povl havde spist færdig, skulle han igen til at samle harerne. Det ser skidt ud, sagde han til sig selv. Hvordan skal jeg dog løbe de harer ind og få styr på dem? Han løb og han søgte. Men han kunne ikke få samling på harerne, og om aftenen kom han tilbage til slottet med tomme hænder. Så blev der skåret tre striber hud af hans ryg, og der blev strøet peber og salt i såret. Bagefter blev han landsforvis, for pengene kunne han ikke skaffe. Det rygtedes nu hjem til forældrene, og de blev meget kede af det. Men alligevel fandt Per, den anden bror, ud af at han også ville prøve lykken. Han meldte sig i kongsgården og fik også tjenesten. Kongen sagde til ham, at når porten blev åbnet, måtte han selv passe harerne. 2
Han kom ned om morgenen og fik harerne ud. Men da porten blev lukket op hvist! så fløj de til alle fire verdenshjørner. Kort fortalt gik det ham ikke et hår bedre end broderen. Den gamle kone kom også hen til ham og bad om mad; men han sagde også nej. Gå din vej! Du får ikke noget her. Der blev skåret tre striber hud af hans ryg og strøet peber og sal t i såret, og derefter blev han landsforvist. Da hans gamle forældre fik det at vide, blev de fortvivlede. Det mærkede Jesper nok, den yngste søn. Men han gik alligevel ind til dem og sagde, at nu ville han af sted. De måtte ikke holde ham tilbage, for så fik han ikke mere glæde i verden. Han troede, det ville lykkes for ham at vinde prinsessen. Da han aldrig før havde bedt dem om noget, og da moderen i virkeligheden holdt mest af ham, kom han af sted. Han begav sig på vej og kom til kongsgården. Omme bag laden mødte han kongen, uden at vide at det var ham. Så han sagde: Vil du ikke gå ind til kongen, hilse ham fra mig og sige, at jeg gerne vil have tjeneste her som harehyrde? 3
Hvorfor det? spurgte kongen. Fordi kongen har meddelt, at den, der kan passe hans halvtreds harer i tre dage, vil få hans datter til kone. Og jeg vil gerne have hende. Nå, sådan, sagde kongen; men ved du også, at hvis ikke du kan passe dem, skal der skæres tre striber hud af din ryg? Ja, men det har det ingen nød med, mente Jesper. Da er det bedst, jeg ansætter dig med det samme, for jeg er kongen. Så var den sag afgjort. Næste dag skulle han begynde sin tjeneste. Harerne blev drevet ud i gården. Da porten blev åbnet så, hvist! fløj de af sted til alle sider, og væk var de. Det bliver vist en værre historie, tænkte Jesper. Er det sådan nogle harer? Hvordan skal det mon gå? Som han nu gik rundt i skoven med sin madkasse under armen og spejdede efter harerne, blev han træt og sulten og satte sig under et træ for at spise. Da kom den gamle kone også hen til ham og spurgte, om ikke han havde en lille bid brød, han kunne undvære til hende. Jo, sagde han, du må såmænd få det hele. Jeg kan alligevel ikke spise noget, og her er et stort ben med kød på. Det skal du også have. Hvad er det, der trykker dig, spurgte hun. Harerne løb deres vej: Jeg kan ikke finde dem; og det et en ulykke, for så skal jeg landsforvises og aldrig mere se min far og mor. Ja, ja, vi finder vel på råd; du var så flink mod mig. Men lad os nu spise først. Da de var færdige, tog hun det afgnavede ben og gav ham det tilbage: Nu har jeg lavet det til en fløjte. Når du blæser i den ene ende, kan du fløjte alle harerne til dig, om de så er aldrig så langt væk, og om de så er bag lås og slå hvis bare de er i live. Og når du blæser i den anden ende, så flyver de af sted til alle verdenshjørner, så hurtigt at ingen kan få fat i dem. Den fløjte må du ikke give fra dig. Hvis du bruger den rigtigt, skal du nok få held til at vinde prinsessen. Dermed sagde konen farvel og tak og gik sin vej. Selv tak, sagde Jesper. Og I kan tro, han var glad for fløjten. Nu mente han, at alle trængsler var forbi. Så snart den gamle var væk, prøvede han den, og det gik godt. Da han blæste i den ene ende, kom alle halvtreds harer straks løbende. Så blæste han i den anden ende, og straks fór de af sted igen som en vind. Da det blev aften, fløjtede han harerne sammen, og de kom med ind ad kongens port, dansende omkring ham. Kongen kom selv ud for at 4
tælle dem; og de var der alle sammen. Da kongen kom ind til dronningen igen, talte de om, hvad der kunne gøres ved den sag: Vi kan jo ikke være bekendt at lade sådan en fyr få vores datter. De lagde hovedet i blød. Til sidst sagde kongen, at prinsessen næste dag måtte forklæde sig og gå ud til Jesper og købe en hare, så han kom til at mangle én. Næste morgen blev harerne lukket ud og var som sædvanlig væk med det samme. Men Jesper tænkte: Lad dem kun springe, jeg vinder prinsessen alligevel! Lidt senere, da han gik i sine egne tanker ude i skoven, kom der en pjaltet og sølle tøs og spurgte, om ikke det kunne lade sig gøre at købe en af hans harer. Der var kommet gæster hjemme hos hendes forældre; og de havde ikke noget friskt kød at give dem. Nej, det kan ikke lade sig gøre, svarede han. Det er ikke mine egne harer, og jeg skal have tallet fuldtud i aften, når jeg kommer hjem. Til sidst sagde han: Så skidt da, selvom jeg går glip af prinsessen og det er nærmest det værste, der kan ske for mig. Du skal få en, hvis du vil give mig et kys. Hun vred sig noget ved det; men til sidst gik hun ind på handelen. Så fløjtede han harerne sammen og gav hende en af dem i forklædet. Hun gik hjemad og var meget tilfreds med det nummer, hun havde lavet. Men lige før hun skulle ind ad porten, gav Jesper et stød i sin fløjte, og, fyr! så fløj haren ud af forklædet og var væk. Prinsessen kom ind til sin mor med en lang næse og fortalte, hvor uheldigt det var gået hende. Men kysset snakkede hun ikke om. Så var der igen rådslagning. Kongen blev nu enig med dronningen om, at der var bedst, hun gik ud og forsøgte sig. Hun trak i noget gammelt tøj; og om eftermiddagen gik hun så ud i skoven til Jesper og spurgte, om ikke det kunne lade sig gøre at købe en hare. Han sagde nej. Det kunne ikke lade sig gøre, for det var ikke hans egne harer. Men hun listede og hun lovede, så han til sidst sagde, at hun skulle få en. Da harerne så var fløjtet sammen, tog han en af dem ved bagbenene og sagde: Du skal få den, hvis du vil lette halen på den og kysse den i rumpen. Dronningen syntes, det var noget skrækkelig noget. Men hellere dét end overlade sin datter til at skulle plages med sådan en fyr hele 5
livet. Desuden var der jo ingen, der så det. Hun fik så haren purret i en sæk og gik hjemad med sækken på nakken. Men lige da hun skulle ind ad porten, blæste Jesper i sin fløjte, og, fyr! så fløj haren op af sækken, og hun stod med en lang næse. Hun gik ind til kongen og fortalte, hvordan det var gået. Så sagde hun: Nu må du selv derud. Og så må du se at gøre tingene noget bedre end os. Vi kunne ikke styre den hare, vi fik. Det er vores datters lykke, det gælder. Ja, sagde kongen, men nu må vi først se, hvordan det går ham i aften. Det kunne jo være, ar han ikke får dem med hjem alle sammen han havde ikke meget lyst til den tur men I er også nogle sølle nogle, at I ikke engang kan holde styr på en hare. Da det blev aften, fløjtede Jesper sine harer sammen; og de fulgte ham tæt ind i kongens gård. Kongen kom ned og talte efter; og det var rigtigt. Så kom den tredje dag, og Jesper fik sine harer lukket ud. Lidt efter skulle kongen så selv af sted. Han klædte sig ud som skytte og satte sig op på en abildgrå hest. Da han mødte Jesper, sagde han: Du har nok mange harer herude. Ja, jeg har et halvt hundrede stykker, svarede Jesper. Kan det lade sig gøre at få dem at se. Jesper blæste i sin fløjte, og harerne kom springende. Man kan vel købe en af dem? sagde skytten. Nej, det går ikke, svarede Jesper, for det er ikke mine egne; det er kongens. Jeg har påtaget mig at passe dem på det vilkår, at hvis jeg ikke holder styr på dem allesammen, skal jeg både mishandles og landsforvises. Så galt går det vel ikke, sagde skytten. Du kan forlange lige hvad du vil for haren. Det kan så også være lige meget, sagde Jesper. Hvis du vil stå af din hest og kysse den lige under halen, så skal du få haren. Kongen blev lige så rød i hovedet som en kalkunsk hane. Det var skændigt, at den simple fyr turde sige sådan noget til ham. Men han bed det i sig og tænkte: Der er ingen, der ser det; og der er ingen, der får det at vide. Jeg må føje ham i det. Så stod han af hesten, løftede halen og kyssede dyret lige neden under den. Efter den indsats fik han haren og puttede den i sin sadeltaske, som han spændte godt til. Nu skal den nok blive der, tænkte han. Men da han kom til porten og skulle ride gennem den, gav Jesper et pift i sin fløjte, og, fut! så var haren væk. 6
Det var dog en skrækkelig knægt, tænkte kongen; og han var meget nedslået over, at han ikke havde haft bedre held med sig end de andre. Det blev aften, og drengen kom hjem i gården med harerne i hælene. De sprang og dansede, så det var en lyst. Kongen kom ned og talte dem, og de var der som sædvanlig. Men dronningen og prinsessen havde sagt til kongen, at det var alt for billigt, Jesper havde fået løfte om hende. Den snak syntes kongen, der var god mening i. Så da harerne var talt op, sagde han til Jesper: Nu skulle du rigtignok have min datter. Men jeg mener, du er kommet temmelig let til hende. Du må indrømme, at det er en uhyre lykke, og du får en ny prøve en af dagene. Hvis du består den, skal du få min datter; det står fast. Det var Jesper ikke tilfreds med. Men da han alligevel ikke havde noget at sige, tænkte han, at der var bedst at være ligeglad. Den nye prøve skulle være så umådelig svær, ar det var umuligt at udføre den. Kongen lod gå bud til alle ugifte prinser og stormænd, at han ville holde er stort gilde, hvor han ville give sin datter bort. På den fastsatte dag kom de så i store mængder fra fjern og nær og samledes i kongens gård. Da gæsterne havde siddet til bords og spist, gav kongen befaling til, at der skulle sættes et stort bryggekar ind midt i salen. Så tog han ordet: Prinser og stormænd! Nu skal I alle være vidne på, at den af jer, der kan fortælle dette kar fuldt af sandheder, han skal få min datter til ægte. Så begyndte de at fortælle løs, én om ét, én om noget andet. Men ingenting af det battede noget. Til sidst sagde kongen: Nu må vi kalde på harehyrden Jesper, så han også kan prøve lykken. Så kom Jesper. Han var ikke god til at fortælle, sagde han; men det var der jo ikke noget at gøre ved. Og nu ville han fortælle, hvordan det gik ham forleden dag, da han første gang vogtede kongens harer: Der kom en pige i pjaltet tøj ud til mig, som for enhver pris ville købe en hare. Da hun nu tiggede og bad, fik hun til sidst løfte om at få en, hvis hun ville give mig et kys. Det gik hun ind på, og jeg fik kysset. Og den pige var prinsessen, ikke sandt? De så alle sammen på prinsessen; og hun blev fuldstændig rød i hovedet. Men hun rejste sig op og sagde ja. Vil I høre mere? spurgte drengen. Det fylder ikke ret meget i karret endnu, sagde kongen. 8
Så blev Jesper ved: Næste dag om eftermiddagen kom der en gammel kone ud til mig, som også ville købe en hare. Jeg sagde først nej; men hun blev ved med at tigge, og til sidst lovede jeg hende en hare på den betingelse, at hun skulle kysse den i rumpen. Det gjorde hun. Og den kone var dronningen. Hvad siger du? råbte kongen og rejste sig; og det gjorde de alle sammen. De så allesammen på hende, og Jesper sagde: Er det ikke sandt? Hun måtte sige ja, og skammede sig mere, end hun ville indrømme. Skal jeg sige flere sandheder? spurgte drengen. Javist, karret er ikke fuldt endnu. Så begyndte han igen: Den tredje dag, da jeg var kommet ud med harerne, kom det en skytte ridende på en abildgrå hest. Han ville også købe en hare og lovede guld og grønne skove, hvis han blot fik en. Til sidst blev vi enige på den måde, at han skulle stå af sin hest, løfte halen på den og kysse den lige i rumpen. Jeg kunne nok se, at han ikke kunne lide det. Men han tog sig sammen og gjorde det og den skytte var ingen andre end Stands, stands! Det er nok! Det er nok! Nu er karret fuldt, råbte kongen: han ville ikke høre mere. Så fik Jesper prinsessen og det halve kongerige. Kongen holdt brylluppet, og det var så herligt, at der blev snakket om det over hele landet. Jesper sendte bud efter sine forældre, så de også var med. Og jeg var også med. Det var langt ud på natten, inden jeg gik derfra: og de ville for alt i verden beholde mig noget længere. Jeg fik ikke lov til at tage af sted, før de havde givet mig noget af bryllupsmaden. Jeg fik øl i et klæde og brød i en flaske. Og de gav mig en papirskjole og en smørhat og et par træsko af glas på fødderne. Da jeg kom uden for døren, smeltede min smørhat, så det løb ned om ørene på mig. Da jeg kom ud på stenbroen, gik træskoene i stykker. Og da jeg kom ud i blæsten, blev min kjole revet i stykker. Så ville jeg tage en bid brød at styrke mig på. Men da jeg slog flasken i stykker, faldt brødet ned i skidtet på gaden. Og da jeg ville drikke mig en tår øl og bandt tørklædet op, løb øllet ud i rendestenen. Så stod jeg dér nøgen og barfodet og sulten og tørstig. Men i det samme skød de med kanoner for Jesper og prinsessen. Som jeg nu stod der, kom der en kugle flyvende forbi. Jeg var hurtig, sprang op på kuglen og blev skudt lige hjem til jer for at fortælle denne her historie. Illustrationer: Mads Stage 9