1 New York, 1975 Mitchell opholdt sig alene i lejligheden, men det kunne ikke vare længe før nogen dukkede op. Alligevel tog han sig tid til at gå en runde fra værelse til værelse for at se det hele en sidste gang. Møblerne. Især møblerne forsøgte han at skære ud af billedet som var hans blik en skalpel. Bordene han havde siddet ved, stolene hvis puder han havde formet med sin krop, eller som havde formet ham efterhånden som han voksede op. Sofaen i dagligstuen som han havde slænget sig i kun iført underbukser, med alle vinduer slået op i den værste sommerhede når ingen andre var til stede. Sengen på hans eget værelse som lugtede af alkohol og sæd fordi han insisterede på selv at vaske sit sengetøj, men aldrig fik det gjort. Møblerne ville han gerne bære med sig selvom det ikke nyttede noget at slæbe rundt på selv den mindste dødvægt. Han skar dem ud af billedet med sit hvæssede blik og gemte dem i en hule i baghovedet eller lagde dem ned i den diskrete mørkebrune taske han bar over skulderen, og som i forvejen rummede lidt tøj, et par sko, en toilettaske, et par billigbøger og to fotografier i ramme, et af en død hvid kvinde og et af en levende sort. Alt andet kunne for hans skyld forvitre i samme sekund han sprang ud ad døren: stereoanlægget, fjernsynet, tæpperne, reolerne med bøger og plader, selv dem på hans eget værelse. Nej, ikke dem alle. Fra sin reol trak han tre lp er ud og kiggede på den slidte vinyl, forbundet til hans organisme med sølvtråde som pladerne var, en tråd for hver gang han havde lyttet til dem, og han vidste at han kom til at købe dem igen et andet sted, i et andet land, så snart han havde fundet et sted at slå sig ned. Rundturen sluttede i soveværelset. Dette rum, den enorme kvadratiske seng som så mange efterhånden havde sovet i, betød ingenting for Mitchell. Heller ikke pengeskabet indbygget i væggen over sengens ho- 13
vedgærde for visse personer i hans omgangskreds et tungt og skæbnesvangert symbol, for Mitchell bare en beholder eftersom han som den eneste foruden ejeren kendte kombinationen. Mitchell åbnede pengeskabet og betragtede de stablede bundter af dollars i små og store sedler. Fristelsen meldte sig som en vibrerende streng i maven, men han havde besluttet sig for ikke at tømme skabet, heller ikke at tælle pengene for at vide hvor meget han gik glip af. Han tog ti tusind dollars og lagde dem ned i tasken, måtte flytte lidt på tingene for at få dem til at være der. Så greb han et ekstra bundt og lagde derned. I tasken lå også en springkniv og en pistol. Han tog et våben i hver hånd og vejede dem. Det var som om pistolen føltes for tung. Han lod kniven blive i tasken. Pistolen lagde han ind i pengeskabet. Han skulle til at smække lågen i. Så fik et indfald ham til at tælle pengene op på ny. Han lagde i alt atten tusind ned i tasken, tusind dollars for hvert år han havde levet. Lynlåsen snerrede da han lukkede tasken. Han smækkede lågen i og forlod lejligheden uden at skære flere erindringsbilleder ud. Bilen var hans egen, en mørkerød Ford Mustang, en af de store modeller produceret året før oliekrisen tvang koncernen til at tænke i mere skrabede løsninger. Mitchell flåede i rattet allerede før han havde tændt motoren. Det smertede helt ind i rygmarven at skulle sige farvel til den bil som han selv havde købt for honorarerne for det første halve års arbejde, eller rettere for det store forskud han havde fået, som dog nok nærmere var et lån eftersom han ikke var berettiget til at modtage løn endnu. Uden at forcere farten kørte Mitchell i sydvestlig retning til New York Container Terminal i Staten Island, et havneområde han kendte godt i forvejen. Tre gange havde han været med til at hente fragt fra de store europæiske og asiatiske containerskibe som lagde til i havnen. Han parkerede i udkanten af terminalen, forlod sin Mustang og søgte mod oversigtstavlen med ankomster og afgange. To skibe havde afgang mod Europa samme aften, det ene fra et engelsk rederi. Mitchell spurgte sig for indtil han fandt skibet. Arbejderne var ved at være færdige med lastningen. Mitchell gik hen til en gruppe matroser der stod og røg, og spurgte om de sejlede med skibet til Liverpool.»Hvem spørger?«sagde en af dem, ikke meget ældre end Mitchell. 14
»Hvis I kan hjælpe mig om bord på skibet,«begyndte han.»jeg kan give jer en virkelig god betaling.sådan en knægt, du ligner ikke én der har røven fuld af penge. Er du løbet hjemmefra?«mitchell åbnede tasken og trak et bundt sedler frem. Matroserne strakte hals for at få blikkene ned i tasken. Mitchell trak den til sig og lagde pengene tilbage.»som jeg sagde, betaler jeg godt.hør her, knægt, hvis den taske er fuld af dollars, er det fordi du har røvet en bank. Vi sætter ikke vores job på spil for en bankrøver.der er måske nogle af jeres overordnede jeg kan tale med.«matrosen gav Mitchell et skub med skulderen og bad ham forsvinde. Mitchell gik derfra og satte sig på en stabel paller nogle hundrede meter væk. En kold gullig tåge havde lagt sig over det skarpt oplyste havneområde. Mitchell kneb øjnene sammen og overvejede mulighederne. Han havde penge nok til at indløse billet til den transatlantiske oceanliner som sejlede til Southampton, eller til at tage et fly, men han kunne ikke rejse i eget navn. Der var ikke tid nok til at få lavet et falsk pas. Han var nødt til at forsvinde uden spor når man så bort fra den viden Deena Lawrence havde. De intime betroelser var en kalkuleret risiko han havde valgt at leve med. Mitchell havde ingen præcise planer for sin flugt. Han vidste at han måtte forlade Amerika, og at Europa ville være et godt sted at havne. Det føltes som et spring uden sikkerhedsnet, men dybest nede nægtede han at tro han havde forladt sit land for altid. Han forestillede sig at der engang i fremtiden, årtier senere, ville vente tilgivelse, hjemvendelse og forsoning. Det var tanker han blev nødt til at skubbe fra sig hvis ikke han skulle stivne i modløs ubeslutsomhed. Pengene i tasken ville sikre hans eksistens i lang tid fremover forudsat at han passede på sig selv og sine ting. Når det engang blev nødvendigt, kunne han tage et job. Et hvilket som helst job i en hvilken som helst by i et hvilket som helst land. Han foretrak at vide så lidt som muligt. Han ville betræde den fremmede bys havn som en kniv der havde ligget i sprit under sejladsen: renset og blank og skarp. Mitchell rejste sig fra pallerne da en mand kom gående imod ham. 15
Manden var ældre end de britiske matroser, mere vejrbidt og snavset, med oliespor i ansigtets furer. Han talte engelsk med en accent som Mitchell først forstod at placere da manden pegede mod det skib han sejlede med, et hollandsk registreret containerskib med kurs mod Rotterdam.»Jeg er maskinist på skibet der,«sagde han.»jeg har snakket med englænderne. Hvor vil du gerne hen?europa.tror du det er bedre end Amerika?Alt er bedre end Amerika.«Maskinisten lo og nikkede indforstået.»hvad hedder du?«mitchell forholdt sig tavs.»intet navn, godt, så siger jeg heller ikke mit navn. Hvad har du gjort?jeg har ikke gjort noget.hvorfor køber du så ikke en flybillet? Har du slået nogen ihjel? Jeg vil ikke hjælpe en morder om bord.jeg er ikke morder. Kan du skjule mig på skibet?«maskinisten betragtede Mitchells taske. Mitchell havde intet andet valg end at klynge sig til hollænderen, men så ingen grund til at stole på ham.»hvis du eller nogen anden fra besætningen prøver at stjæle mine penge, kan du regne ud hvad der sker.tag det roligt. En vis beskyttelse er med i prisen. Hvor meget vil du betale?fem hundrede.fem hundrede dollars. Dem kan du give mig nu. Og så kan du give mig fem hundrede mere når vi er i havn.«mitchell nikkede.»godt, bliv hængende her, jeg sender en knægt hen efter dig når det er tid.«overfarten var en fængsling. Ud over maskinisten logerede to motormekanikere i kahytten. Mitchell talte sjældent med dem. De ignorerede ham når de kom ind i kahytten for at sove. Om natten lå maskinisten og Mitchell på samme smalle briks og trak sved ud af hinandens mere og mere irriterede porer. Toiletbesøg var tilladt. Ellers fik Mitchell ikke lov at forlade kahytten. Maskinisten havde 16
gjort sig upopulær hos de nærmeste kolleger fordi han ikke havde fået dem med på aftalen om at tage en velbeslået blind passager om bord. Maskinisten bragte Mitchell mad to gange om dagen. Han sørgede også for læsestof, en stabel eksemplarer af Reader s Digest og forskellige populærvidenskabelige magasiner, efter at Mitchell havde pløjet sig igennem sine egne billigbøger på to døgn. Han sagde til maskinisten at han foretrak at læse bøger, biografier eller romaner, kunne han mon skaffe nogle klassikere, gerne europæisk litteratur? Maskinisten snusede lidt rundt og kom tilbage med nogle westernromaner. Mitchell læste dem uden at indholdet fæstnede sig. Bagefter læste han flere af magasinerne fra ende til anden. Maskinisten kom med papir og blyant og spurgte om Mitchell kunne have lyst til at skrive breve til nogen eller måske bare nedfælde sine tanker for fornøjelsens skyld. Mitchell takkede nej. Maskinisten lod skriveredskaberne blive i tilfælde af at han ombestemte sig. Fra tid til anden tegnede Mitchell en krusedulle på papiret mens han tænkte adspredt over de populærvidenskabelige artikler han fik læst. Den femte nat vågnede Mitchell ved at maskinisten satte sig på kanten af briksen og gik i gang med at trække sko og sokker af. Mekanikerne havde nattevagt. Mitchell spurgte om han ikke for en gangs skyld kunne lægge sig i en af deres senge.»jeg har tænkt på,«sagde maskinisten mens han med besvær kom ud af kedeldragten, lagde sig på en anden briks og fik en sødlig svedlugt til at stå ud fra sin krop eller fra madrassen,»jeg kunne godt forestille mig at hele dit nummer har med en pige at gøre. Enten stikker du af fra en pige eller fra noget forfærdeligt du har gjort, eller også går hun og venter på dig i Rotterdam, en pige din familie ikke vil kendes ved.«mitchell tændte sengelampen for at studere maskinistens ansigtsudtryk. Det var ikke sarkastisk som han havde troet, kun medfølende og lidt sorgfuldt.»du tager fejl,«sagde Mitchell.»Jeg kender ingen piger.«maskinisten lukkede øjnene. Han lagde sig om på siden med ryggen til Mitchell. Mitchell kunne ikke tro andet end at fyren ønskede at sove. Han slukkede lyset.»jeg har selv behandlet en kvinde så forfærdeligt at du tror det er løgn.«17
Maskinisten blev liggende på siden og talte halvt ned i puden. I kahyttens næsten totale mørke lød det som om ordene kom ud af hans brede ryg eller ud af en slumrende bjørns grotte.»jeg har banket hende gul og blå, jeg har været hende utro med hendes egen søster, for ikke at tale om alle de ludere jeg knepper. Jeg har forladt hende et utal af gange, og jeg ved ærlig talt ikke om jeg nogensinde har elsket hende. Men hun elsker mig alligevel, og hun er lykkelig hver gang jeg kommer hjem fra havet lige indtil hun siger noget tåbeligt der får mig til at eksplodere. Jeg har engang banket hende med en elfenbensstok jeg havde købt i Singapore.Du lyder som et rigtigt svin,«sagde Mitchell.»Det er godt for både min pige og mig at jeg tilbringer så mange måneder på havet. Men det bedste er når jeg kommer hjem til hende efter en af de lange ture. Vi har det fantastisk sammen den første dags tid.jeg kunne hugge min kniv i din fede ryg og gøre hende en tjeneste.det er ikke engang løgn,«sagde maskinisten,»men du har jo selv sagt at du ikke er morder. Du er en dreng uden fortid, og du kan ikke spolere dine planer ved at hægte en død mand på din bagage. Du er noget helt andet. Du er en heartbreaker. Vi havde sådan en type hjemme i kvarteret i Utrecht hvor jeg voksede op, og han var den mest ulykkelige af alle mennesker selvom han gjorde alt hvad vi andre drømte om. Jeg forudser at du møder en ung europæisk kvinde. Du kommer til at møde mange piger. Særligt én vil du falde for.«den slumrende bjørn fortsatte med at brumme på den måde, udmale de farer der ventede Mitchell på det europæiske fastland, og som alle udsprang fra den samme virulente kilde: pigen, kvinden, som Mitchell ville forelske sig i, langsomt og en smule modvilligt, med en besk smag af skepsis som fortryllelsen imidlertid ville forhindre ham i at tage bestik af. Mitchell lyttede til maskinistens profeti med en følelse af trods og ligegyldighed. Til sidst forsvandt ordene i en spiral over hans udmattede hoved, træt af indespærringen og den tætte, stillestående luft i kahytten, og blev til halve sætninger før stilheden endelig omsluttede ham, ikke fordi maskinisten var holdt op med at tale, men fordi Mitchell faldt i søvn. 18
Mitchell sad på kanten af briksen med sin taske i skødet, fornemmede en hektisk aktivitet i gangene uden for kahytten og fik den tanke at der kunne være udbrudt brand. Øjeblikket efter slog døren op, og maskinisten trådte ind. Mitchell rejste sig og rakte ham anden halvdel af honoraret. Maskinisten stoppede pengene i lommen, gav ham hånden og bad ham gå med knægten som ville følge ham ud. Mitchell så at der bag maskinisten stod en ung matros. Matrosen hilste og begyndte at gå. Fem minutter senere mærkede Mitchell omsider igen frisk luft mod sit ansigt. Han stod på toppen af landgangsbroen og kiggede ud over Rotterdams summende havn. En pludselig angst strejfede ham som et fugtigt vindpust i nakken, årvågenheden rejste sig, som om det gigantiske hav der nu lå mellem Mitchell og hans fortid trods alt var for lille til at yde ham nogen reel beskyttelse. Han hørte skridt bag sig.»du skal den vej,«sagde maskinisten og pegede,»det glemte jeg at sige. Op til stationen og tage toget. Op til Amsterdam. Det er der du vil hen.«mitchell begyndte at gå ned ad landgangsbroen. For hvert trin fordampede et par gram af angsten. Mitchell tænkte på overfarten og den ildelugtende kahyt og søsygen som hele tiden havde ligget på lur. Han tænkte på friheden og det nye liv. Under de seks dages overfart havde han været en mand uden navn. Nu var han atter en person. Med et nyt navn. Han hed ikke længere Mitchell Garman. Garman var hældt over bord midt i Atlanten. Nej, Garman kom slet ikke med på skibet, men blev liggende som en sølle vingeskudt fugl i havnen i Staten Island ved siden af hans Mustang. Han tænkte på sin mor som skulle vækkes fra de døde nu efter alt hvad der var sket. Hendes fødenavn ville han tage. Jeg er Mitchell Cooper, tænkte han da han satte fod på europæisk landjord for første gang i sit liv.