Referat fra studieophold i London 24. maj 2011 til den 28. maj 2011. Udvalgets studieophold, havde fokus på inspiration og erfaringsindsamling i relation til indsatsen på det socialpsykiatriske område. Onsdag 25. maj 2011: Center for Mental Health 134-138 Borough High Street London SE1 1LB Center for Mental Health er en uafhængig Non Government Organization, som som har eksisteret i 25 år. Der er 20-25 ansatte. Formålet med organisationen er at arbejder på at skabe lige muligheder for, og forbedre livskvaliteten for sindslidende, gennem at påvirke politikere og politikker inden for området. Centret har 3 programmer; Beskæftigelse Kriminalitet og sindslidelser Recovery Recovery-projektet udvikles for Department of Mental Health. Velkomst og kort historisk rids ved Professor Geoff Shepheard. Der er sket store forandringer indenfor psykiatrien i England siden 2. verdenskrig. Groft sagt fra asyler til hospitaler og lokalsamfund. Ved at nedlægge sengepladserne i asylerne og udvikle til lokalsamfunds teams, blev der frigjort penge til at udvikle de teams man arbejdede med i dag. Hvordan kan vi arbejde Recovery-orienteret? Tidligere arbejde man meget symptom fokuseret. Psykiaterens metode er, at arbejde med de symptomer patienten taler om. I stedet må man se patienten og sygdommen i en social kontekst. En person som har diabetes lever jo med det, og indretter ikke hele sin tilværelse med afsæt i sin sygdom, det må også være muligt for en person med psykisk sygdom.
Supporting Recovery konsekvenser for organisation og medarbejdere ved; Dr. Jed Boardman Recovery går hånd i hånd med borgerens selvbestemmelse. En stor del af teorien i Recovery og elementerne i arbejdet, har sit udspring i brugernes, erfaringer og fortalte historier. De tre nøgleord er; håb, kontrol over livet og at få indflydelse på selv at tilrettelægge den støtte man skal have. Når man arbejder med metoden, er man som behandler holder of hope, dvs man støtter og hjælper og holder fast i, at det kan lykkes. I det daglige arbejde, skal man (som medarbejder) spørge sig selv: Hjælper jeg med at udvikle brugerens håb? Hjælper jeg med at udvikle deres egen kontrol over livet? Giver jeg den nødvendige indflydelse? Det er ikke behandleren, som kan helbrede brugeren, men man kan støtte i processen. Det er ikke en egentlig metode, men de professionelle kan facilitere processen, - eller rejsen. Recovery handler i bund og grund om at lytte til brugerne. Det handler også om at finde frem til de kompetencer og færdigheder det kræver hos medarbejderne. I den forbindelse er det også centralt, at indtænke de særlige ressourcer medarbejdere med egne levede erfaringer har. Disse ressourcer skal være repræsenteret i organisationen. Jed Boardman understreger, at man skal være kritisk i egen organisation, hvis man vil arbejde med recovery. Hans erfaring, fra deres egen udviklingsproces er, at alle sagde og havde en opfattelse af, at de arbejdede Recovery orienteret. Men det viste sig, at der var et behov for at få en fælles definition af, hvad det indebar at arbejde med recovery. For at finde frem til den Engelske udgave af Recovery iværksatte man derfor en proces, hvor fagprofessionelle fra England blev samlet i grupper og til workshops. Resultatet var, at man fandt frem til en skræddersyet Engelsk model, som der er konsensus om. Man var opmærksom på, at der ville være modstand fra psykiaterne i behandlingssektoren mfl. derfor blev der brugt tid og kræfter på at få dem med i processen, da de også var en nødvendig del af løsningen. Da man begyndte udviklingsarbejdet ifht. recovery, var systemet i England meget lig det system vi har Danmark, hvor behandlingssektoren er regional og socialpsykiatrien kommunal. Udviklingen de sidste 20 år har betydet, at hospitalerne og lokalsamfundet er kommet tættere på hinanden, og i dag arbejder de sammen i partnerskaber, hvilket har fremmet samarbejdet. Jed Boardmans råd er, at vi i Danmark bør øge samarbejdet på tværs. Han gør opmærksom på, at vi skal huske det 4. ben til stolen, de pårørende. Det er erfaringen, at det at arbejde med recovery kræver ændringer af praksis, organisationens kultur, ledelse, medarbejder kompetencer, herunder ansættelse af medarbejdere med brugererfaring. Hvis vi vil arbejde med
Recovery i Ballerup, skal vi arbejde efter de 10 tips, ellers er det ikke Recovery! Der er ti centrale organisatioriske udfordringer 1 Organisationerne skal ændre tilrettelæggelsen og kvaliteten af den daglige interaction med borgeren. 2 Der skal tilbydes omfattende brugerledede uddannelses og træningsprogrammer. 3 Etablering af et recovery uddannelsescenter til at drive og udvikle uddannelsen 4 Sikre opbakning til at skabe den nye og nødvendige kultur. 5 Øget individualisering og valgmuligheder 6 Ændring af tilgangen til risikovurdering og styring 7 Redefinering af brugerinddragelse 8 Tilpasning af arbejdsstyrken 9 Støtte til medarbejderen i deres recovery rejse 10 Øgede muligheder for at opbygge et liv ud over sygdommen Terapeuten skal ikke fortælle brugeren, hvad hun skal gøre, men skal have en lærende tilgang. Isoleret træning er ikke nok. I England arbejder man med Recovery Colleges som et symbol, hvor brugere og behandlere undervises/lærer sammen. En organisation, som vil arbejde med Recovery, skal gennemgå alle politikker, arbejdsgange, dokumentationssystemer og procedure, for at se om det understøtter Recovery. Selv om Jed Boardman erkender, at der nok er nogle grænser, ikke alt kan tilpasses. Der arbejdes med WRAP Work Plan Forms. WRAP 1 er et system hvor borgeren har sin egen omsorgs og udviklingsplan. En form for handleplan de selv fører. Det er vigtigt, hele tiden at reviderer støtten. Hvor mange ressourcer har brugeren brug for nu? Rachel Perkins fortalte en historie om et hold Bingodamer, som havde mødtes gennem mange år. Pga. forskellige omstændigheder, skulle de fremover mødes alene, altså uden medarbejdere. Og selv om de sagtens kunne dette, teoretisk set, var det uhyre svært for dem, at se muligheden, uden medarbejderressourcer. Mental Health Service reform i England, samt rammer for recovery ved Professor Geoff Shepheard. IMROC (implementing Recovery,- organisational change) er et projekt, som er igangsat i april 2010. 30 behandlingsorganisationer er udvalgt, svarer til 50% af den samlede gruppe i England. Disse organisationer er inddelt i 3 kategorier ifht., hvor langt de selv var kommet i processen med at indfører Recovery, demonstrations sites, pilots sites og network sites. 2 WRAP Work Plan Forms
Organisationerne får hjælp til at udarbejde en plan for implementeringen og for hvordan træningen skal ske lokalt. Spørgsmålet om hvor mange medarbejdere med brugerbaggrund og professionelle med levede erfaringer der er i organisationen, og hvordan deres særlige kvalifikationer inddrages, samt hvilke medarbejderkvalifikationer er der i organisationen, men også attitude og værdier gennemarbejdes. Der stilles spørgsmålet; hvilket mål vil bringe organisationen længst i udviklingen af at arbejde på en ny måde. Er det f. eks at beslutte ikke længere at anvende tvangsmedicinering og fastspænding det der vil udfordre organisationen maximalt, kan man vælge det. I modsætning til kun at turde mindre justeringer. The role of service users in organisational change ved Dr. Rachel Perkins, (Rollen, som brugere i organisatoriske forandringer ved Dr. Rachel Perkins) Rachel Perkins indleder med at beskrive udviklingen fra, da hun startede som psykiater, hvor tilgangen var medicinsk, og til i dag hvor mødet mellem den professionelles faglige tilgang til sindslidelsen og brugerens levede erfaringer, mødes i delte erfaringer. Når behandlingen startes, er der ingen de reelt ved, om behandlingen vil virke og hvor man havner. I dag er der tale om co produktion i stedet for at reparere brugerne. Det påpeges dog, at terapien og de andre tekniske behandlingsmetoder ikke skal opgives, de er stadige værdifulde og nødvendige. Fiona Jenkins, medarbejder med brugerbaggrund på Mental Health Service Recovery College. Hun og Rachel fortæller i fællesskab om arbejdet der. Recovery College udbyder kurser for alle. Ideen er at det er på hold, hvor både sindslidende, pårørende, medarbejdere, ikke syge deltager på lige fod, som elever. Der er både kurser i psykoeducation, kurser om eksistentielle emner, spirituelle emner, (erfaringen er, at mange skizofrene gerne vil tale om deres hallunicationer i et spirituelt kontekst), træningskurser i at fortælle sin egen historie, og ikke bare være en læges journalbeskrivelse. Disse kurser, som har en bred deltagerkreds, fungere godt. Fiona er underviser, hun starter kurserne med at fortælle om egen sygdom. Ideologien er, at man ikke har brugeinvolvering, men i stedet partnerskab. Brugeinvolvering medfører ofte, at brugeren bliver en slags gidsel, bliver heller ikke altid hørt, men mest er med for at det ser rigtigt ud. Recovery and employment How do they fit together? How to deliver effective services? v/ Dr Rachel Perkins og Professor Geoff Shepherd. ( Recovery og beskæftigelse Hvordan passer de sammen? Hvordan levers det bedst? v / Dr. Rachel Perkins og Professor Geoff Shepherd.)
Centret har udviklet IPS Individuel Placement and Support (individuelle placering og støtte). Dette program retter sig både mod gruppen af unge og de voksne sindslidende. Erfaringen er, at de unge har svært ved Recovery. Yes, I would like a job but (ja, jeg vil gerne have et job, men... ) Her er metoden af bygge på jaèt, og arbejde på at minimere menèt. Her bygger arbejdet på research om og med den unge. Man skal sætte sig et mål, hvilket job ønsker den unge. Måske kan de ikke få lige det job, men noget der ligner. Man skal placere den unge i job så hurtigt som muligt, og så fylde kompetencer på samtidigt, og ikke først giver dem kompetencerne og først derefter finde jobbet. Det er vigtigt med et tæt samarbejdet mellem behandlerteamet og den medarbejder der arbejder med at finde job, og fastholde borgeren i job. 1. Arbejde mod at få borgeren i konkurrencedygtigt beskæftigelse 2. Et tilbud til alle, der ønsker at et arbejde 3. Formålet er at søge at skaffe borgeren et job, indenfor deres interesseområde 4. Hurtig effekt 5. Samarbejde mellem jobcenter medarbejdere og sundhedesmedarbejdere 6. Der tilbydes tidsubegrænset og individuelt støtte til både borger og arbejdsgiver 7. Der tilbydes også rådgivning om sociale ydelser og støtte Spørgsmål og diskussion Læs evt. mere på www.centreformentalhealth.org.uk Torsdag den 26. maj 2011 The Hertfordshire Partnership NHS Foundation Trust, St. Albans Anne Markwick Director of Recovery bød os velkommen, præsenterede dagens program Stanly J. Indledte med en introduktion til organisationen, som driver tilbud inden for psykiatri og det sociale område i hele regionen, Hertfordshire. Hertfordshire er en region lige nord for London, med en lang række større og mindre byer og i alt 1,2 mil. Indbyggere. Organisationen råder over ca. 110
hospitalssenge. Der er 3.300 medarbejdere og det årlige budget er på mere end 185(? )mil. pund. Midlerne stammer både fra sundhedsområdet og det sociale område. The Hertfordshire Partnership driver i alt 106 tilbud til alvorligt sindslidende, demente og udviklingshæmmede med behov for specialiserede tilbud mfl. Der er tale om en bred vifte af tilbud, både kortvarige tilbud og tilbud af mere permanent art. Recovery in Hertfordshire ved Anne Markwick Recovery er helt integreret i arbejdet, det fundamentale er optimisme. Der er ikke kun tale om en struktur man arbejder efter, men det er det man gør! Brugernes historier har stor betydning. Det at læse eller høre om, at andre, som har været syge, i dag har det bedre, det er simpelthen det der virker. Anne fortæller, at det har betydet et stort skift for dem som organisation, at begynde at arbejde med Recovery. Recovery tilhører brugerne og ikke organisationen. Det er vigtigt at vi som medarbejdere både lytter til det vi kan lide brugerne siger, men også til det vi ikke lige synes så godt om. Vi skal aflære meget af det vi har lært om god pleje og god risk management. Risk management er egentligt i modstrid med Recovery. Da risk management går ud på ikke at tage chancer/risiko. Recovery kommer af håb og optimisme. For 4-5 år siden besluttede The Hertfordshire Partnership at arbejde med recovery. Det er ikke noget extra vi gør, men det gennemsyrer alt det vi gør. En sådan omlægning kræver en stor indsats og en ændring af hele kulturen i organisationen. The Hertfordshire Partnership er tvillingeorganisation med Slotsvænget 2 i Danmark. Anne fortæller, at Slotsvænget har brugt The Hertfordshire Partnerships brugeres historier mv. til at uddanne medarbejderne i hvad der virker og ikke virker. Anne gennemgår hvordan de arbejder med: De ti centrale organisatioriske udfordringer 1 Organisationerne skal ændre tilrettelæggelsen og kvaliteten af den daglige interaction med borgeren. Vi gør ikke brugerne dårligere end de er, vi støtter dem, men ikke for meget. Vi får feed back fra brugeren om, hvordan støtten, og medarbejderen virker. Samtaler mellem brugeren og medarbejdere med brugerbaggrund er fundamentalt, da der kommer andre vinkler på, end når det er en professionel. For at forebygge, at brugeren skal flytte i et tilbud, men bliver længst muligt i eget hjem, anvendes aflastningsplejefamilier. 2 Slotsvænget et døgntilbud for sindslidende i Lyngby-Taarbæk Kommune
2 Der skal tilbydes omfattende brugerledede uddannelses og træningsprogrammer. En lokal forening støtter medarbejdere med brugerbaggrund i at være i stand til at give brugerledet psykoedukation. Medarbejdere får også brugerledet psykoedukation i deres introduktionsforløb som nyansatte. 3 Etablering af et recovery uddannelsescenter til at drive og udvikle uddannelsen af medarbejdere Der arbejdes pt. på at etablere et uddannelsescenter. Det er ikke besluttet helt hvordan, tanken er at det skal ligge i den tredje sektor, da man er af den overbevisning, at det vil være forkert at have det in-house. 4 Sikre opbakning til at skabe den nye og nødvendige kultur. Det der er allervigtigst her, er at alle vil det, og alle bakker op. 5 Øget individualisering og valgmuligheder Her er det specielt vigtigt, at også den personlige pleje og omsorg er individuelt og personligt tilrettelagt, og at det er brugeren der sidder i førersædet. 6 Ændring af tilgangen til risikovurdering og styring Her er en af de store udfordringer, som man i The Hertfordshire Partnership Ikke har fundet løsningen på. 7 Redefinering af brugerinddragelse Brugerne skal i centrum og de skal fortælle hvad de ønsker, her skal de turde gøre det, og medarbejderne skal ville lytte. 8 Tilpasning af arbejdsstyrken Hvis man skal arbejde med Recovery, skal man tage nye medarbejdergrupper ind. Det er ekstremt vigtigt at ansætte medarbejdere med brugererfaringer. 9 Støtte til medarbejderen i deres recovery rejse Personalet skal have lov til/støttes i, at fortælle om egne levede erfaringer. 10 Øgede muligheder for at opbygge et liv ud over sygdommen Se personen og ikke den sindslidende, se de mange andre kompetencer brugeren har mor, kontorassistent, drageflyver. Sally Hickmann Social care and self directed support Sally Hickman er den øverste leder inden for det sociale område. Som tidligere lå i kommunen, men som nu er en del af Trusten/regionen. Her arbejdes der med indflydelse på egen plan. Hvis brugerens mål er at få et job, så er det det man arbejder mod. Man vil helst finde muligheder for brugeren i normalsamfundet dvs. man bruger helst ikke særlige tilbud for sindslidende, men en praktik eller lignende et almindeligt sted.
Man arbejder med personlige budgetter, som er en form for plan, hvor pengene følger borgeren. Borgeren tildeles det beløb han er berettiget til. Han kan så selv bestemme hvad beløbet skal bruges til. Vil han gå i kunstklasse, eller gå på Pub for at lære at omgås folk socialt. Det betyder, at borgeren bevarer kontrollen over sit liv og sin recovery-proces. Der aflægges regnskab for pengene, og stoppes ved misbrug. En meget vigtig del af programmet er, at brugerne støttes af rollemodeller, som fungerer som en slags støttekontaktpersoner. Disse rollemodeller er selv brugere af programmet. Andrew Lyddon og Jane Stovold Employment and vocational services Andrew og Jane arbejder begge med IPS Individuel Placement and Support. Dette program er udviklet af Center for Mental Health. Rachel Perkins og Geoff Sheperd fortalte om programmet på studieturens første dag. Andrew Lyddon og Jane Stovold arbejder med dette program i praksis bl.a. i Jobcenterregi. IPS 1. Arbejde mod at få borgeren i konkurrencedygtigt beskæftigelse 2. Et tilbud til alle, der ønsker at et arbejde 3. Formålet er at søge at skaffe borgeren et job, indenfor deres interesseområde 4. Hurtig effekt 5. Samarbejde mellem jobcenter medarbejdere og sundhedesmedarbejdere 6. Der tilbydes tidsubegrænset og individuelt støtte til både borger og arbejdsgiver Der tilbydes også rådgivning om sociale ydelser og, støtte Erfaringen er, at det er vigtigt, at medarbejderen har få sager, Jobcentermedarbejderen har 25 sager, således at det er muligt at prioritere den direkte indsats for og sammen med brugeren, så brugeren får den individuelle støtte der er brug for. Nogen har brug for en samtale 1x ugentligt andre 1 x månedlig. Støtten holder først op, når borgeren er parat til at klare sig selv. Brugeren har også mulighed for at få psykolog støtte og kognitiv støtte. Det der virker bedst er at give brugeren et rigtigt arbejde, langtidstræning virker ikke. Det er vigtigt at tage udgangspunkt i, hvad brugeren ønsker af job. Hvis ikke det kan blive det han ønsker, skal det være noget der ligner det. Brugeren behøver ikke at være arbejdsparat, men kan måske starter med frivilligt arbejde. En vigtig pointe er, at brugeren i hele forløbet skal have adgang til vejledning om sociale ydelser, så der ikke opstår usikkerhed og bekymring om forsørgelse m.v. B. Kelly Time to Change Anti Stigma initiatives Time to Change er en 4-årig landsdækkende antistigma-kampagne i England.
Der er tale om et meget ambitiøst projekt. Kampagnen har opstillet følgende vision, mission og 5 hovedmål: Vision At øge menneskers livskvalitet ved at bekæmpe diskrimination af mennesker, med sindslidelse. Mission At inspirere til samarbejde om at bekæmpe diskriminering af mennesker med sindslidelse. Mål Kampagnen har opstillet 5 mål: 1. Opnå en positiv holdningsændring til psykisk sygdom i befolkningen på 5% 2. Nedbringe diskrimination med 5 % inden 2012 3. Forbedre mulighederne for at takle diskrimination for 100.000 mennesker med psykiske problemer 4. Engagere over 250.000 mennesker i fysiske aktiviteter 5. Etablere en bred vidensbase om, hvad der virker Mrs Kelly viser mange forskellige kampagnematerialer frem. Det var oprindeligt planen, at kampagnemateriale skulle distribueres til cafeer og pubber, men det viste sig umuligt at komme ind der, da cafeer og pubber er bundet af aftaler med bryggerier mv., i stedet satser man på frisører. Ideen er, at kunderne læser i materialet mens de er hos frisøren, hvor der er tid til at snakke. Det forventes at dette vil have en positiv effekt. Eftermiddagen blev brugt på et besøg på to botilbud; Sovereign House and 2 Bowlers Green. Fredag 27. maj 2011: Rethink Head Office 89 Albert Embankment London SE1 7TP Rethink arbejder for at hjælpe alle, der er ramt af alvorlig psykisk sygdom, med at få et bedre liv. Rethink søger at facilitere håb og empowerment gennem støtte til de der har brug for dette, og arbejder for at skabe bedre vilkår for mennesker med sindslidelse ved at bidrage til større kendskab, viden og forståelse i omliggende samfund. Værter for besøget i Rethink er Sally Gomme og John Larsen. John er leder af Rethink Research Department (undersøgelse, evaluering) og leder her evalueringsstrategien for Rethink. John har en baggrund indenfor antropologi og sociologi. Sally Gomme er leder af Rethinks Personal Recovery Training.
De indledte med at fortælle om Rethink. Rethink blev etableret i 1970èrne af pårørende, som en slags støtte til familier og skizofrene. Der er stadig meget fokus på støtte til brugerens familie, men det er ikke det primære mål for organisationen i dag. Rethink har 1.400 ansatte medarbejdere i 350 tilbud rundt omkring i England. Der er 10.000 medlemmer af Rethink, både pårørende, sindslidende og professionelle. John Larsen beskriver Rethink som en taburet med tre ben; medlemmerne, kampagnerne og indsatstserne/tilbudene. 81 % af indtægterne er fra det offentlige, både fra socialministeriet og fra sundhedsministeriet. Rethink er ikke offentlig eller privat, men den 3. sektor. Rethink konkurrer med lokale organisationer som f.eks. Get together, som også driver botilbud. Mind som er en paraplyorganisation på området. Rethink koordinerer lokale og nationale events Sally og Johns vurdering, at der er en forskel på tilgange i arbejdet i hhv. UK og DK. I Danmark er der meget fokus på psykiatrien og medicinen, i England er der mere fokus på den sociale del, det er her medarbejdernes identitet ligger. Desuden ligger hele den tidlige indsats hos psykologerne, og ikke som i Danmark hos psykiaterne. I England er der ikke så meget fokus på hvilken diagnose borgeren har. Man er meget optaget af den tidlige indsats. IAPT, som står for forbedring af adgangen til terapi. Er et tilbud i Rethink regi. Der er tale om et primært telefonbaseret tilbud. Hvor sindslidende med ikke alvorlige lidelser, som depression, angst og lignende, kan få telefonisk rådgivning/terapi, tidligt i forløbet. Der er tale om 6 sessions. Formålet vil typisk være at søge at redde tilknytningen til arbejde og familie. Programmet er solgt til Norge. Der er stor fokus på mulighederne, og på at udfordre den tidligere opfattelse af, at det kun kan blive værre. I dag er der fokus på personen og ikke på symptomerne. Det er desuden vigtigt, at medicinen ikke kommer for meget i fokus. Rethink har udarbejdet LINK http://www.carersandconfidentiality.org.uk/home. Der er tale om en træningsressource, et produkt man kan købe i Rethink. Link handler om, hvordan man som medarbejder kan kommunikerer med de pårørende, i respekt for tavshedspligten. Vi, i Ballerup, må bruge det link som John Larsen har sendt os, som giver adgang til dele af programmet. Personal Recovery Training : ved Sally Gomme. Personlig træning af Recovery : ved Sally Goome) Personale og organisation kan være en barriere, når man skal begynde at arbejde Recovery orienteret. Det er vigtigt at tage diskussionen, men den er svær, da personalet selvfølgeligt vil det bedste, og mener at de gør det bedste. Problemet er, at vi/personalet definere hvad der er problemet og ikke borgeren. Hvis der arbejdes med Recovery, er det borgeren der definerer hvad problemet er, og hvad målet er.
En vigtig opgave er, at ændre kulturen og få medarbejderne til at føle ejerskab. Personalet kan ofte stille spørgsmål ved, om man er professionel, når man skal arbejde så personligt med borgerne, og når den psykiatriske faglige viden man har, ikke længere er vigtigt. Sally fortæller, at en måde at gribe det an på, er at lade det fremgå af stillingsopslag, at det er værdifuldt, og en kompetence at kunne arbejde recovery orienteret. Personalet vil opleve, at de vil komme i konflikt med samarbejdspartnere, f.eks. psykiateren om medicinen, hvis f.eks borgeren afslår medicinen, og psykiateren anbefaler dette, hvad gør man så som medarbejder? Her er det vigtigt, at holde fast i at det er borgeren der bestemmer, også selv om vi tror det g