Prædiken Frederiksborg Slotskirke Ida Secher 6. april 2012 kl. 10 Langfredag Ps. 22,2-22a; Mark. 15,20-39; Johs. 14, 27-31 Salmer: 172 192 187 337 Salmisten skriver: Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig. Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke, og om natten, men jeg finder ikke ro. Du troner som den hellige, du, som Israel lovsynger. Vore fædre stolede på dig, de stolede på dig, og du udfriede dem. De klagede til dig og blev reddet, de stolede på dig og blev ikke gjort til skamme. Men jeg er en orm, ikke en mand, en skændsel for mennesker, foragtet af folk. Alle, der ser mig, spotter mig, de vrænger mund og ryster på hovedet:»han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham, han må redde ham, han holder jo af ham!«det var dig, der hjalp mig ud af moders liv og gav mig tryghed ved moders bryst. Til dig var jeg overladt fra min fødsel, fra moders liv var du min Gud. Hold dig ikke borte fra mig, for nøden er nær, og ingen hjælper mig! Stærke tyre omgiver mig, Bashanbøfler omringer mig; rovgriske og brølende løver spærrer gabet op mod mig. Jeg er som vand, der hældes ud, alle mine knogler falder fra hinanden, mit hjerte er som voks, det smelter i livet på mig. Min gane er tør som et potteskår, min tunge klæber til gummerne, du lægger mig i dødens støv. Hunde omgiver mig, en flok af forbrydere står omkring mig; de har gennemboret mine hænder og fødder, jeg kan tælle alle mine knogler. De ser på mig med skadefryd, de deler mine klæder mellem sig, de kaster lod om min klædning. Men du, Herre, hold dig ikke borte, du, min styrke, skynd dig til hjælp! Red mit liv fra sværdet, mit dyrebare liv fra hundene, frels mig fra løvens gab, fra vildoksernes horn! Sl 22,2-22a Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus. De førte ham ud til stedet Golgata det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød:»jødernes konge«. Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger:»og han blev regnet blandt lovbrydere.«de, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde:»nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv og stig ned fra korset!«også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden:»andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Kristus, Israels konge lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!«også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham. Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst:»eloí, Eloí! lamá sabaktáni?«det betyder:»min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde:»hør, han kalder på Elias.«Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde:»lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.«men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han:»sandelig, den mand var Guds søn.«mark. 15,20-39 1
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra! Johs. 14, 27-31 Gud af Gud lys af lys Nu hænger du som menneske uden Gud i mørket som det forrådte menneske som det forladte menneske Miraklernes tid er forbi Frelsen udeblev for dig Jesus fra Nazareth Jødernes konge Af samme væsen som Faderen ved hvem alt er skabt kom du til os som menneske blev lagt i vores hænder Du knælede for os som en tjener vaskede vores fødder for hinanden elskede os og elske hinanden delte dit liv, din krop og dit blod og blive ét med dig og hinanden 2
Vi greb dig nok men begriber dig stadig ikke Derfor hænger du endnu på korset i dag og alle dage Du gør det usynlige synligt Alt det som ikke kan gøres om tiden som gik kærligheden som udeblev tabte horisonter paradise lost spildt fravalgt hoppet over af os Du er på korset alt det vi ikke vil se og høre et svigt et forræderi volden tårerne, vi ikke vil smage sveden, som stinker blodet, som klæber Tag det fra os Men også jeg er sømmet fast til skue for evigt glad for mit offer eller skamfuld Fanget i fortvivlelse eller vrede i foragt eller frygt Hvor er Gud når man har brug for ham? Hvis jeg kunne ville jeg redde mig selv flå naglerne ud 3
lande på jorden i bredstående stilling men måske jeg ville beholde tornekronen som glorie jeg martyrernes martyr ene men stærk Du er der stadig? En provokation selv i døden Kun dit skrig kunne flænge forhænget i templet lade det hellige strømme ud over jorden livet, lyset, kærligheden gøre det usynlige synligt for enhver som tror Dit skrig blev endnu et fødselsskrig da templet åbnede sig som en kvinde sløret sprak og du stødtes ud af verden som Jødernes konge men ind i verden som dens eneste og sande Herre født, ikke skabt, igen Hvem skulle have troet det? At din ituslåede krop skulle briste og blive til ord og tegn som mennesker kunne leve på og handle efter fortørnes over og tvivle på Gådefuld 4
er Guds fortælling Korset bæres af alle døbte usynligt og synligt som pagtens tegn den nye pagt at vi er ét med ham som var ét med Faderen sådan står vi foran korset og må tro det ubegribelige at han, som vi bekender, er vores Herre, hænger dér til spot og spe Dér hænger han et menneske som vi har lod og del i Hvad gør vi med ham? Hvad stiller vi op med den korsfæstede? Vi må tage ham ned af korset vaske blod og sved og tårer af ham klæde ham og lægge ham i graven som vi gør det med alle vore døde forlade ham give ham fra os i håbet om fremtiden vores fremtid og Guds. Amen. 5