Prædiken til langfredag, Mark. 15, tekstrække.

Transkript

1 1 Grindsted Kirke. Fredag d. 3. april 2015 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til langfredag, Mark. 15, tekstrække. Salmer. DDS 201 Det hellige kors, vor Herre selv bar. DDS 192 Hil dig, Frelser og Forsoner! DDS 197 Min Gud, min Gud, hvorfor. DDS 208 Skriv dig, Jesus, på mit hjerte. Tekstlæsninger. Es. 52,13-53,12; Mark. 15,20-39.

2 2 Evangelietekst Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus. De førte ham ud til stedet Golgata det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød:»jødernes konge«.sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger:»og han blev regnet blandt lovbrydere.«de, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde:»nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv og stig ned fra korset!«også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden:»andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Kristus, Israels konge lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!«også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham. Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.og ved den niende time råbte Jesus med høj røst:»eloí, Eloí! lamá sabaktáni?«det betyder:»min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde:»hør, han kalder på Elias.«Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde:»lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.«men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han:»sandelig, den mand var Guds søn.«mark 15,20-39.

3 3 Prædiken Foto: Jan Friis. Kunstmaleren Stig Weye har udsmykket både prædikestolen og alterbordsforsiden her i kirken. Om et års tid kan vi desuden indvie det nye altertæppe, som en flok frivillige er i gang med at sy efter et forlæg af Weye. Med sine malerier her på prædikestolen bringer Weye os igennem kirkens store højtider; først julen, så påsken, der er repræsenteret med to billeder, siden følger Kristi Himmelfart og pinsen. Det hele afsluttes med en billedlig gengivelse af kirkens historie fra dens stiftelse, til vor tid og videre ud i fremtiden. I dag er det oplagt at se nærmere på det første påskemaleri; altså det andet af prædikestolens højtidsbilleder.

4 4 Foto: Jan Friis.

5 5 Maleriet forestiller den korsfæstede Jesus. Der er i hvert fald blødende huller i hans hænder, men om naglerne stadig sidder i er ikke helt klart. De sidste mange århundreder har der hersket en tradition for at skildre Jesus som lidende, hvilket han bestemt også må have været, for det er bestemt ingen tivolitur at blive korsfæstet. Ikke desto mindre blev han i vikingetiden og den første del af middelalderen vist som Dødens stærke undertvinger. Med det manddomsideal, der prægede datiden, kunne man ikke affinde sig med en frelser, der lod sig påvirke af smerte. Derfor skildrede man den korsfæstede som upåvirkelig og fuld af kampgejst. På prædikestolens påskemaleri har Weye enten ladet sig inspirere af denne gamle tradition, eller også har han taget glæderne på forskud og vist os Kristus som opstanden. Dog er der ikke nødvendigvis tale om et enten-eller, men snarere et både-og. På den måde får Weye henvist til både langfredag og påskedag i ét og samme maleri. Hvis vi går på jagt efter langfredagstegn, finder vi ud over naglehullerne i Jesu hænder det store blå kors bag ham. Selvom korset var det redskab, han blev henrettet på, ser det ikke særlig truende ud. Det er ganske vist stort og tilsyneladende også tungt, så på den måde kan det godt indgyde lidt utryghed; men farven modsiger alt det skræmmende. Nu er det ganske vist ikke entydigt, hvad de enkelte farver symboliserer, men Weye knytter sit farvevalg til en tradition, hvor blå står for det guddommelige og evige. Blå er himlens farve. Det er i himlen, vi traditionelt forestiller os, at Gud har hjemme. Dér placerer vi hans rige, hvor det evige liv udfolder sig. Dette hænger godt sammen med, at vi når himlen er skyfri tilsyneladende kan lade blikket fortsætte ud i det uendelige. Det kan altså godt være, at korset på Weyes maleri vitterlig er et henrettelsesredskab, men den kendsgerning, at det har den guddommelige blå farve, understreger, at Gud også er med Jesus på korset. - Noget tyder dog på, at han ikke selv fornemmede dette nærvær. Han skreg jo: Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?. Men den efterfølgende opstandelse påskedag slog fast, at Gud ikke havde svigtet Jesus; end ikke, da smerte og angst fik ham til at tro sig ladt i stikken. Dette er godt at holde sig for øje, hvis man selv engang sættes i en situation, hvor smerter og

6 6 angst får en til at tvivle på Guds eksistens og kærlige omsorg. Da må man huske på, at det kors, man har fået at bære, ikke er sort, men blåt, fordi smerten, angsten og døden ikke kan skræmme Gud bort. Det er det, der siges i sidste vers af den salme, vi skal synge om lidt; en salme, hvor Jesu råb - Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? - gentages igen og igen, men ændres til allersidst, hvor der tales om døden, og salmen slår fast, at selv da har ikke du, min Gud, forladt mig. Jesus er bestemt heller ikke forladt af Gud på Weyes maleri. Det stråler ud af hans ansigt, at han er tryg. Der anes ikke skyggen af smerte. Ikke en trækning afslører nogen som helst form for desperation, frygt, angst eller pine. På afstand ser han nærmest smilende og imødekommende ud. I Johannesevangeliet udbryder Jesus: Det er fuldbragt! 1, lige inden han udånder. Det kan godt være bevidstheden om, at han har udført sin opgave, der giver ham det ansigtsudtryk, vi kan se på Weyes maleri. Efter at være blevet pisket, tæsket og fastgjort til korset med centimetertykke nagler; efter at have hængt på korset i den ubærlige hede, ør af smerte og blodtab; efter at være blevet latterliggjort af de forbipasserende; efter at være blevet tilbudt eddike til at slukke sin utålelige tørst; efter at have stået al denne lidelse igennem ved han, at han ikke kan gøre mere. Som uskyldig dømt og verdenshistoriens eneste syndfrie menneske har han påtaget sig straffen for den lidelse, der er blevet påført ham, og som mennesker påfører hinanden. Derfor er han parat til at møde døden, der kommer til ham som en udfrielse, men som han nu selv skal ændre, så han kan udfri ikke blot sig selv, men også andre af dens favntag. At det vil lykkes ham markerer Weye ved at lade den spottende tornekrone forvandle til en rigtig kongekrone, som Jesus kan bære efter sin opstandelse og himmelfart. Hvis naglerne ikke længere sidder i hans hænder, kan det være malerens måde at vise, hvilken betydning død, opstandelse og himmelfart fik; en betydning, Grundtvig beskrev i den salme, vi sang lige før: 1 Joh. 19,30.

7 7 Dog jeg tror, af dine vunder væld udsprang til stort vidunder, mægtigt til hver sten at vælte, til isbjerge selv at smelte, til at tvætte hjertet rent. Som dødens betvinger, kan Jesus række armene ud, klar til at favne os på den anden side af døden. Faktisk favner han os allerede nu med sit budskab om, at han fandt os værd at ofre sig for. Ved at påtage sig straffen for vores selvtilstrækkelighed - for vores ligegyldighed med eller fjendtlighed over for andre mennesker sikrede han os Guds kærlighed på trods. Med sin korsfæstelse stiller han sig som et værn mod den vrede, Gud ind imellem udfolder i Det Gamle Testamentes fortællinger. Det viser Weye helt konkret ved at lade jordkloden menneskets hjemsted - stå i ly bag korset. Klodens lyseblå farve kan være valgt af flere grunde. Dels kaldes jorden for Den blå planet, fordi den set ude fra rummet er mere blå end grøn. Dette skyldes, at cirka 70 procent af jordens overflade er dækket af vand. Farven kan ligeledes være valgt som endnu en henvisning til det guddommelige og evige. Således har kloden den samme farve som Jesu glorie. Dermed slår Weye fast, at jorden er Guds. Han er årsagen til klodens eksistens såvel som til det liv, der udfolder sig på den. Jorden er hans ejendom, og derfor slipper han hverken den eller dens befolkning - heller ikke selvom vi hverken passer tilstrækkeligt på kloden eller på hinanden. Dette afslører den grænseløse kærlighed, der præger Gud. Derfor er Jesus forsynet med en rød klædning. Rød er blodets, men også kærlighedens farve. Blodet flød den fredag på Golgata, men kun fordi Jesus ville manifestere sin kærlighed ved at gå i døden for os andre. Samtidig minder klædningen om en purpurrød kongekåbe. Jesu bødler havde iklædt ham en kopi af en sådan kongekåbe for at håne ham. De skiftedes til at tæske og falde på knæ for ham, fordi de havde hørt, at han blev kaldt for jødernes konge. Men kåben havde de taget af ham igen, da han skulle føres fra statholderens borg til henrettelseshøjen.

8 8 Alligevel kan det godt være en kongekåbe, Weye har iført ham, for efter sin tilbagevenden til sit udgangspunkt i Guds rige, fremstilles han traditionelt som himmelkonge. Imidlertid er rød ikke den eneste farve i kåben. Sorte nuancer snor sig fra bunden af og op, men bliver mindre markante på oversiden af Jesu arme og hans hals. Det ser ud, som om mørket langsomt er ved at tage magten over den himmelfarne Kristus. Det er dog ikke tilfældet. Bevægelsen går den modsatte vej. Dødens sorte mørke, der fik magt over Jesus, da han døde langfredag, må se sig nedkæmpet af den røde kærlighedsfarve. Selvom mørket er så godt som totalt ved Jesu fødder, må dødens sorte farve slippe sit tag i Kristus og lige så stille flyde ned til sit udgangspunkt. Således rejser Kristus sig fra dødens destruktive mørke, hvorved destruktiviteten er blevet begrænset. En lignende bevægelse findes i maleriets baggrund, der er præget af guldets farve. I byzantinsk kirkekunst er guldet et symbol på det guddommelige. Derfor har ikoner altid en guldfarvet baggrund. Denne symbolik har Weye overtaget. Selv den nederste nuance, der er gledet over i det rødlige, har stadig en anelse guldfarve, der kan genkendes i det såkaldte rødguld. Det forholder sig nemlig sådan, at Stig Weye, når han skal male noget i samme farve som guld, altid iblander en større eller mindre portion af det særlige røde farvestof, der består af indtørret og pulveriseret harpiks fra det såkaldte drageblodstræ. På den måde indgår blodets og guldets farve i et samspil, der muliggør en lang række farvenuancer. Nederst i maleriet er det den røde nuance, der har overtaget. Tæt som det er på dødens sorte farve bringer det mindelser om det blod, der løb ud af Jesu sår. Men blodet ville aldrig have flydt, hvis det ikke havde været for Guds kærlighed. Det var den, der gjorde, at han fandt det værd at ofre sig for vore synders skyld. Maleriets baggrund forandrer sig fra det rødlige til det stadig mere guldfarvede, jo højere op blikket når. Heri ligger også en henvisning til det, der skete efter langfredags pine og død. Der ligger en opstandelses- og himmelfartsbeskrivelse i baggrundens nuanceforandring. Guddommelighedens farve bliver fuldkommen i toppen af maleriet,

9 9 hvorved der henvises til Jesu tilbagevenden til det udgangspunkt, han havde forladt, da han lod sig føde som det menneske, der fik navnet Jesus. Således er ringen sluttet. Men det mellemliggende har ændret alt. Gud har gæstet jorden ved selv at blive et menneske og lide døden, sådan som vi alle skal det før eller siden. Denne forening af det menneskelige og guddommelige er også markeret i maleriets baggrund, idet den blodrøde farve henviser til Jesu menneskelige natur, mens guldet peger på hans guddommelighed. Med sit - ved første øjekast - ganske overskuelige maleri, når Stig Weye vidt omkring i påskens hændelser og budskab. Både detaljer i motivet og farvevalget fortæller om, hvordan den yderste desperation og følelse af gudsforladthed ændrede sig til en manifestation af Guds kærlighed til os mennesker. Selvom det måske er lidt tidligt på denne mørkeste dag i hele højtiden, er det baggrunden for, at vi kan ønske hinanden en glædelige påske! Amen.