En artikel fra KRITISK DEBAT EU i demokratisk opløsning Skrevet af: Jakob Lindblom Offentliggjort: 14. december 2010 Det er velkendt at demokratiet har trange kår i EU. Selv hærdede EU-tilhængere i såvel den politiske som den akademiske verden taler om et demokratisk underskud og med rette. På decembertopmødet er der imidlertid en risiko for at virkeligheden overhaler selv de mest fantasifulde advarsler mod demokratisk bankerot i EU, ligesom der på det seneste har været andre udviklinger, som står udenfor enhver demokratisk norm. Hvis man starter med at slå de hidtidige selvfølgeligheder fast, så består det demokratiske underskud af flere facetter. Lad os starte med at se på EU i sin egen ret som politisk system. - De folkevalgte har ingen initiativret til at foreslå lovgivning, det har alene Kommissionen. - Der er ingen fælles offentlighed i EU, så befolkningerne på tværs af EUlandene har trods flere tværeuropæiske NGO'ere ikke de samme debatter eller mulighed for at påvirke politikerne i EU. - Til gengæld har de multinationale selskaber og erhvervsinteresser næsten uhindret adgang til lobbyisme og sidder endda meget ofte direkte med i de lovforberedende komiteer under Kommissionen. Som tidsskriftet Notat dokumenterede i april 2008, så er det ofte over halvdelen af medlemmer i en sådan komite, som repræsenterer erhvervsinteresser. - Trods en styrkelse af parlamentet i Lissabon-traktaten, så fungerer dette oftest med stemmedisciplin i de store grupper, hvilket sammen med lobbyismen og den manglende fælles offentlighed gør det næsten umuligt for små landes repræsentanter eller forbruger og miljøinteresser at blive hørt heri. - EU-lovgivning er qua initiativretten, stemmevægte og kvalificerede flertalsregler næsten umulige at ændre, hvilket ellers er en demokratisk forudsætning. Nemlig at vælgerne kan vælge nye politikere til at omgøre upopulære beslutninger. Hvis man derimod ser på EU som et overnationalt niveau, hvor man afgiver, eller delegerer, suverænitet, så har systemet også nogle åbenlyse mangler. Her tales der i teorien om, at magten udspringer af folket, som så vælger et parlament, der kan lovgive og som i øvrigt fortsætter delegationskæden ved at regeringen udspringer af parlamentet / Folketinget på samme vis, som at magten udsprang af folket. 1 / 6
Dette fordrer jo så, at folket eller parlamentet kan tage sin delegation tilbage. Ved valgene kan nye politikere vælges til at ændre og omgøre den førte politik, og i Folketinget kan et mistillidsvotum vælte regeringen, ligesom et flertal i parlamentet kan pålægge lovgivning til regeringen. I EU skal parlamentet også godkende regeringen eller Kommissionen, som det hedder, der ret beset er embedsmænd udpeget af Ministerrådet. Og parlamentet kan via mistillidsvotum vælte den igen. Til gengæld kan det ikke via lovgivning pålægge Kommissionen andre beføjelser end i traktaten eller som ændringsforslag til Kommissionens egne udspil. Det sikrer initiativretten. Desuden gør mange af de samme ting som ovenfor beskrevet sig også her gældende. Den lange vej til Bruxelles - også mediemæssigt - den manglende fælles offentlighed og de uigennemskuelige beslutningsprocesser gør det overordentligt svært for befolkningerne, hvor magten jo i teorien skulle udspringe af at kontrollere og holde øje med beslutninger, før det er for sent. Og tilsvarende giver dette friere spil til lobbyister og særinteresser med en ordentlig portion kapital i ryggen. Og selv om det internationalt roste danske Europaudvalg i Folketinget hjælper på det, så er det dog højest på skrømt, da det er velkendt, at politikerne og befolkningen som regel ikke er i trit, når det gælder EU-politikken. Se blot på diverse meningsmålinger og danske nejer til traktater, som et flertal af partierne har anbefalet. Der hvor kæden i demokratiforståelsen om delegation for alvor springer af, er dog ved flertalsafgørelser, som er hyppigt anvendt i EU, hvor alene Lissabon-traktaten indførte flertalsafgørelser på ca. 60 nye områder. Et ikke urealistisk scenarium er således, at befolkningen vælger et Folketing, der igen vælger en regering forholdsmæssigt. Når denne regering, så går ned i EU og stemmer om lovgivning ved flertalsafgørelser på et område, som et flertal af befolkningen er imod, så er der to muligheder, hvor demokratiet lider overlast. 1) De er enige med befolkningen og stemmer nej, men overtrumfes af de andre lande. I dette scenarium kan regeringen så komme hjem igen, slå ud med armene og sige, at de gjorde, hvad de kunne. Til gengæld har befolkningen, som magten og dermed lovgivningen jo skulle udspringe af, ikke mulighed for at straffe deres politikere for upopulær lovgivning. De kan vælte den siddende regering, men det giver næppe mening i dette eksempel. De har ingen mulighed for at vælge / vælte de andre landes politikere, som har regeret over dem. 2 / 6
2) Regeringen er uenig med befolkningen og stemmer ja nede i EU og forslaget vedtages. Her giver det jo så god mening for befolkningen at vælte regeringen og vælge nogle nye politikere. Til gengæld har disse next to nothing chance for at omgøre beslutningerne igen, da dette ville fordre, dels at kommissionen ville bruge initiativretten, og dels at den nye regering kan overtale et kvalificeret flertal af de andre regeringer og parlamentet i EU til at ændre loven igen. Med andre ord, så vil magten blive fanget og gjort utilgængelig for den befolkning, som den ellers ud fra almene demokratiske normer skulle udspringe af. Desuden er det et selvstændigt problem, at EU-retten har forrang for national lovgivning, da det vender hele opfattelsen af demokrati som delegeret magt fra folket og opefter på hovedet. Hvor befolkningen før kunne vælge politikere, der kunne lave lovrammer for regeringen, så er det nu det yderste led, som laver lovbegrænsningerne for både regering, Folketing og befolkningen. Pludseligt udspringer magten af de delegerede og ikke de uddelegerende. Dette er eller i hvert fald burde være børnelærdom for enhver, der interesserer sig lidt for demokrati, EU og politisk idehistorie og -teori og det er bestemt ikke ligegyldigt. EU er ikke dette underlige vedhæng til den politiske arena, som man kan få indtrykket af i diverse debatter, mediedækning og ved Folketingsvalg herhjemme. Tværtom bestemmer EU i dag op mod 80 procent af lovgivningen herhjemme, og hvis demokrati har en betydning herhjemme, så har demokratiets trange kår i EU det så sandelig også. Nuvel, hvad er så baggrunden for dette indlæg andet end at opfriske, hvori det demokratiske underskud i EU består? Jo, det er gået fra slemt til værre i den sidste tid, og to klokkeklare eksempler illustrerer, at der i EU er en overordentlig stor foragt for demokrati som begreb. SF, euroen og magtfordrejning Herhjemme har et bredt flertal i Folketinget fra SF og hele vejen til og med de borgerlige partier besluttet at nikke ja til nye EU-regler på euroområdet, hvilket kun Enhedslisten og DF har sagt fra overfor. Nu skal EU-systemet ved Kommissionen godkende rammerne for de enkelte landes finanslove allerede inden de nationale parlamenter har set disse. 3 / 6
Og ikke nok med, at det i sig selv er lodret i strid med ånden i euroafstemningen i år 2000, hvor et flertal af befolkningen ikke blot afviste den fysiske fælles mønt, men også i høj grad stemte om, hvorvidt vi skulle afgive penge- og finanspolitisk suverænitet til EU, som det allerede dengang advaredes imod ville blive konsekvensen. Demokratiteoretisk, så giver man med andre ord nogle embedsmænd i Kommissionen ret til at begrænse de folkevalgte regeringer og parlamenters beføjelser, hvilket dels er klokkeklart imod de begrænsninger, som befolkningen (og med fare for at gentage mig selv), hvoraf magten jo skulle udspringe, har sat for politikerne ved folkeafstemningen. Der er ikke delegeret magt til at indgå sådan en aftale, næ tværtom, så er der omvendt netop sagt fra. Og hvad værre er, så vil samme flertal give EU ret at sætte magt bag ordene ved at kunne straffe landene inklusiv Danmark for at bryde de finanspolitiske euroregler. I de lande som har euroen, kan dette ske via bøder, men da Danmark netop ikke er med i ØMU'ens 3. fase, hvor bødereglerne ligger, så har man nikket ja til, at EU skal kunne trække os i de EU-midler, som Danmark modtager hvert år (efter i øvrigt selv have sendt dem derned i form af skattekroner). Man har altså opfundet en mekanisme, som skal omgøre, at Danmark ikke er med i euroen for at opnå samme konsekvens, som havde vi været med, hvilket i enhver kommune ville være blevet betegnet som magtfordrejning ud fra almene forvaltningsretlige og juridiske grundsætninger. Tysk-fransk kafkask forslag Helt kafkask bliver det, når man ser på det andet eksempel, som skal afgøres på decembertopmødet. På topmødet i oktober fremlagde Tyskland og Frankrig nemlig sammen et forslag, som skulle fratage lande med økonomiske problemer deres stemmeret i Ministerrådet. Forslaget blev dog lunkent modtaget, og skal sandsynligvis handles af til fordel for andre stramninger her til december, men det er ikke endeligt taget af bordet endnu. Hvorom alting er, så er det ikke mindre grotesk, at det i EU regi er kommet så langt ud, at det overhovedet kan blive foreslået. Reelt, så vil man altså fratage de befolkninger, der er i økonomiske problemer deres mulighed for at sende delegerede (ministre) til de lovgivende forsamlinger, som kan lovgive på vegne af dem. Uanset om man vil bedømme EU i sin egen ret som 4 / 6
"demokratisk" system, eller som en delegationskæde, så er det vanvittigt, da en befolkning hermed fratages sin demokratiske repræsentation. Forestil jer, hvis man i Danmark tog alle de kommuner med ondt i økonomien og sagde vupti, de Folketingspolitikere, som har kredse heri har ikke længere stemmeret i Folketinget. Eller vupti, der røg pladsen i KL sørme. Ret beset, så minder det mest om den danske valglov i attenhundredtallet, hvor fattiglemmer, altså folk, der modtog fattighjælp, ikke havde stemmeret. Her er det så stater, som er underlagt EU's krævende og langtfra gratis lånemekanisme, som skal fratages deres demokratiske rettigheder. Der findes et begreb indenfor politologien, som kaldes det autoritære demokrati, hvor der måske nok på papiret findes demokratiske valg og institutioner, men hvor det materielle demokrati, den folkelige deltagelse, de frie medier og den fælles offentlighed til gengæld ikke eksisterer. Det er et fortolkningsspørgsmål, hvorvidt man vil betegne EU før det fransk-tyske forslag for et autoritært demokrati, men det er uomgængeligt, at vedtages dette forslag, så er man på randen af den anden side, hvor man ikke længere kan snakke om autoritært demokrati med demokratiske institutioner på papiret, men derimod reelt antidemokrati! Hvordan er det kommet så vidt? At man er villig til at gå så langt i både det ene og andet eksempel viser, hvor dyb eurokrisen er, og at diverse økonomers advarsler mod et eurosammenbrud ikke er uden reelt indhold. Når man på den måde er villig til at ofre det, som generationer har kæmpet for, så viser desperationen sig og læsere af Kritisk Debat har da også jævnligt haft mulighed for at læse om krisens dybde. Og der er ingen tvivl om, at selve euroens konstruktion bidrager stærkt til gældskrisen i en række eurolande. Som man også kan læse om her i Kritisk Debat: http://www.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=805 Men det handler langt fra kun om økonomi. Det handler om kampen for en ide, og kampen for en egen identitet. Husk på at flertallet i Kommissionen, i EU-parlamentet og såmænd også blandt en lang række nationale politikere inklusiv de danske er overbeviste føderalister, som kæmper for en eller anden grad af EU-statsdannelse og EU-nationalisme, som det kan læses om her: http://www.information.dk/194590 Især udenfor den hjemlige andedam lægges der ikke skjul på dette. 5 / 6
Her er euroen flagskibet i deres drømme og symbolet på deres landvindinger, foruden selvfølgelig en meget konkret politisk virkelighed, og netop derfor er det, at man ser politikere, der vil gå så langt, at de sælger ud af demokratiet, ja er direkte antidemokratiske. De kæmper ikke for løsninger på politiske problemer. De kæmper for deres egen identitet, som det gennem historien også er set ved andre unionsdannelser. 6 / 6