Bibeltime 1 på Fælleslejr 2011 ved Daniel Præstholm

Bibeltime 1 på Fælleslejr 2011 ved Daniel Præstholm Varighed: ca. 45 minutter + spørgsmål imellem og bagefter Emne: Tro 1 Back to basic. Hvad tror vi på? Tekst: Apostolicum m.fl. Indledning: Som jeg sagde i min andagt i går, så skal den første bibeltime her handle om, hvad det egentlig er, vi tror på. Med andre ord så skal vi i denne bibeltime beskæftige os med det, man med et teologisk ord kalder dogmatikken eller bare på dansk troslæren. Det er dogmerne, læresætningerne, som vi skal se på, men inden vi går til dem, så må vi spørge os selv om én særdeles vigtig ting: Hvorfor egentlig beskæftige os med dem? Er det ikke nok at kunne Den lille Bibel udenad? Skal vi ikke blot lade teologerne om den snak?. Lad os da kort se på Joh 3,16. For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.. Ud af dette bibelsted kan vi slutte, at troen er afgørende i forhold til frelsen, og ikke en hvilken som helst tro. Det er troen på Guds Søn, Jesus Kristus, der frelser (jf. Acta 4,12). Jamen, er det så ikke nok blot at kende Joh 3,16? Ved tro på Jesus Kristus bliver jeg jo frelst! På den ene side, så jo : Det er nok at tro på Kristus for at blive frelst. Der skal ikke andet til. Det er troen på ham alene som frelser. Det lagde vor egen kirkefader Luther stor vægt på. Troen alene (sola fides)! Kristendommen skåret ind til benet er netop udtrykt i Joh 3,16: Ved tro på Kristus Jesus bliver jeg frelst. Bom! På den anden side så nej : Det er rigtignok, at troen på Kristus frelser, men hvad betyder det mere konkret? Der opstår en masse spørgsmål i kølvandet af dette. Troen på Kristus frelser, men hvad indebærer det? Lad mig blot komme med nogle spørgsmål: Tror du på Kristus som Guds Søn? Tror du på Kristus som den sande Jeg Er, og i så fald, hvad ligger der i det? Hvordan skal vi forstå Faderens og Sønnens forhold til hinanden? Og hvad med Helligånden? Tusindvis af lignende spørgsmål opstår, når vi bekender, at vi tror på Kristus, for hvad vil det sige? I dogmatikken forsøger man at give nogle svar på alle disse spørgsmål, selvom en stor del af dem, slet ikke kan gives fuldt ud. Et kort eksempel fra mit eget liv: Når jeg i gymnasiet sagde, at jeg var kristen, så var den naturlige reaktion: Nå, så du er en af dem!. Der blev ikke spurgt videre ind. Det var altså nemt nok. Da jeg senere kom på universitetet, var det anderledes. Når jeg der sagde, at jeg var kristen, kom spørgsmålene væltende: Jamen, tror du på at Kristus opstod fra de døde? Er du for eller imod kvindelige præster? Hvilket

bibelsyn har du? Osv. osv.. Jeg blev pludselig nødt til i en anden grad at tænke over, hvad det egentlig var, jeg troede på. På den måde blev jeg nødsaget til at bekende klart, ja skære ud i pap, hvad min tros indhold var. Det har været sundt, men også til tider hårdt, og der er da stadig også punkter, hvor jeg slet ikke er sikker på, hvor jeg står. Vi kan måske sommetider have tendens til bare at holde fast i det, vi altid har ment uden egentlig at tænke over det. Det er vigtigt nogle gange at stoppe op og tænke over, hvad det egentlig er, man tror på. Tror du på Kristus, fordi du altid har gjort det, eller tror du, fordi evangeliet virkelig har ramt dig, eller hvorfor? Jeg håber, at vi i løbet af disse to bibeltimer må få fornyet og opbygget vores tro, så vi bliver klar over, hvor vi står. Lad os bede. Bøn + Trosbekendelsen (Apostolicum) Bibeltime: Hvor skal man nu begynde? Jeg nævnte lige før, at jeg i mit hidtidige studie har været nødt til at bekende klart, hvad jeg tror på. Lad os derfor se på, hvordan kristne igennem tiden har bekendt troen på Kristus. Er der nogle, der kan nævne nogle bekendelser i NT? Den kendteste er nok Peters bekendelse, da Jesus spørger disciplene, hvem de tror, han er. Peter svarer: Du er Kristus. (Mark 8,29). Peter bekender altså sin tro ved at sige, at Jesus er Kristus. Cristo,j på græsk betyder det samme som det hebraiske x;yvim', dvs. den salvede. Derved bekender Peter, at han tror, at Jesus er den frelser, som skulle komme, som profeterne havde talt om i skrifterne. Den bekendelse er bekendelsen til frelse (jf. Rom 10,9). Som nævnt i indledningen, så har man igennem tiden fundet det nødvendigt at formulere andre og mere uddybende trosbekendelser. I det korpus, vi kalder Folkekirkens Bekendelsesskrifter, er der 5 bekendelser: 3 oldkirkelige og 2 nyere. Er der nogen, der kan nævne dem? [Apostolicum, Nicaeno-Constantinopolitanum, Athanasianum, Confessio Augustana og Luthers lille Katekismus]. De to ældste er treleddede, dvs. at de har tre såkaldte artikler, hvilket skyldes Guds treenige natur, og denne bibeltime tager udgangspunkt i disse. Derfor falder det følgende også i tre dele. Det skal siges, at ingen af dem er nævnt i bibelen, men kan hele vejen underbygges med bibelske udsagn. Inden vi går videre til første del, så skal det måske lige nævnes her, at når vi i FK bekender Apostolicum, så indleder vi med at sige forsagelsen, men den er ikke med oprindeligt. Det betyder ikke, at den ikke har sin berettigelse.

1. artikel (Gud Fader): A: Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber. N: Vi tror på én Gud, den almægtige Fader, himmelens og jordens, alt det synliges og usynliges skaber. Trosbekendelserne indledes med troen på Gud Fader. Første artikel ligner stort set hinanden i de to bekendelser, men hvad er det egentlig vi siger, at vi tror på her? Lad mig hive nogle enkelte steder frem i bibelen, som uddyber og udfolder første artikel: I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde:»der skal være lys!«og der blev lys. (Gen 1,1-3) Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Fortæl det, hvis du har forstand til det! Hvem bestemte dens mål det ved du vel? Hvem spændte målesnoren ud over den? Hvor blev dens fodstykker sat ned, og hvem lagde dens hjørnesten, mens alle morgenstjerner jublede, og alle gudssønner råbte af fryd? Hvem spærrede havet inde bag porte, da det brød ud af moderlivet, dengang jeg gav det skylaget til klædning og de mørke skyer til svøb, da jeg afstak en grænse for det og indsatte port og slå og sagde:»hertil må du komme, ikke længere, her standser dine stolte bølger.«(job 38,4-11) Herre, min Gud, du er stor! Du er klædt i højhed og pragt; du hyller dig i lys som en kappe, du spænder himlen ud som en teltdug. Du rejser din højsal i vandene, du gør skyerne til din vogn og farer frem på vindens vinger. Du gør vindene til dine sendebud og den flammende ild til dine tjenere. (Sl 104,1-4) Ud fra bekendelserne og hvad disse tre bibelsteder beskriver, så er den Gud, vi tror på, verdens skaber. Dette betyder, at han, og han alene (jf. N) har skabt alt, hvad der omgiver os, både det synlige og det usynlige, fra det enkelte atom til det mest komplekse individ. ALT er skabt af Gud. Nu kunne man måske forledes til at tro, at Gud engang for lang tid siden har skabt jorden og alt, hvad der er derpå, for derefter at trække sig tilbage og lade jorden og naturens mekanismer, processer og love klare resten. Det er det syn 1700-tallets deisme lagde for dagen, men det er ikke et kristent billede af Gud Fader. Vi læste netop i Sl 104, at Gud er den, der spænder himlen ud, rejser sin højsal i vandene, gør skyerne til sin vogn osv.. Gud Fader handler nu og her ind i verden. Gud har ikke trukket sig tilbage efter verdens skabelse (Gen 1-2). Man skelner inden for teologien mellem to begreber: creatio ex nihilo og creatio continua, skabelse af intet og fortløbende skabelse. Den Gud, vi tror på, gør begge dele. I bekendelserne kalder vi Gud almægtig, hvilket betyder, at han har al magt. Det er for stort til, at man rigtig kan fatte det. Selvom vi som mennesker er skabt i Guds billede, så er der stadig store forskelle på os. Jeg vil her prøve at pege på fem punkter, som kendetegner Guds anderledeshed (der er nok flere endnu):

1) Gud er evig. Han har ingen begyndelse og ingen slutning. I modsætning til mennesket, som har en begrænset levealder, så er Gud ikke begrænset af tiden. Gud ligger ikke under for det timelige. 2) Gud er hellig. Han tåler ikke synd. Gud har ikke synd i sig, som mennesket har. Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed! (Jes 6,3). Guds hellighed både drager og skræmmer. Man taler om Gud som tremendum et fascinosum. Flere steder i GT fortærer Guds ild mennesker, fordi de kommer for tæt på ham. Dette er udtryk for Guds hellighed. 3) Gud er alvidende. Gud kender og ved alt. Han kender alle mennesker fuldt ud. Intet kan skjules for Gud. Man kan ikke flygte fra Gud. At Gud ved alt har vakt mange teologiske spekulationer, for hvis Gud ved alt, så vidste han vel også, at mennesket ville synde, og hvorfor skabte han da muligheden ved at sætte Kundskabens Træ i midten af Edens have? Og hvis Gud ved alt, ved han så også, hvem der bliver frelst, og hvem der går fortabt? 4) Gud skaber af intet ved sit ord. Gud taler og ting bliver til. Det er ligeledes Gud, der skaber troen i os. Ved hans ord slår troen rod i vort indre, så vi bliver overbevist om, at Gud virkelig er til. Tanken om, at Gud skaber af intet, skiller sig ud fra andre religioners forestillinger. I de fleste trosretninger skaber den første guddom af noget. 5) Guds kærlighed er uendelig stor. Ud af Guds kærlighed voksede tanken om verden, om mennesket, og ved hans ord skabte han det. Ud af Guds kærlighed vokser hans tilgivelse, og denne tilgivelse er som kærligheden uendelig. Konklusion: Den Gud vi altså bekender os til i 1. artikel er evig, hellig, alvidende og kærlig. Han har skabt og skaber stadig alt, hvad der findes. Gud skaber ud af intet, men på grund af sin kærlighed til skaberværket, os. Spørgsmål til denne artikel: (ca. 10 minutter) Snak sammen om, hvad det vil sige at tro på Gud Fader. Hvad betyder det for dig, at Gud har skabt verden? Snak om de fem nævnte punkter. Hvad forstår du ved hvert punkt, og er du enig?

2. artikel: A: Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. N: Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, som er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt, som for os mennesker og for vor frelse steg ned fra himlene og blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria og blev menneske, som også blev korsfæstet for os under Pontius Pilatus, blev pint og begravet og opstod på tredje dagen ifølge skrifterne og opfor til himmels, sidder ved Faderens højre hånd og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde, og der skal ikke være ende på hans rige. Troen på Jesus Kristus fylder mest i begge bekendelser, og derfor vil denne også fylde mest i denne gennemgang. Anden artikel er egentlig en udfoldelse af Peters bekendelse, som jeg var inde på tidligere. Det er ikke så underligt, at det er denne artikel, som fylder mest, for det er troen på Kristus, der i den grad definerer kristendommen. Blot navnet kristendom og kristne kommer jo efter Kristus. Den sidste oldkirkelige bekendelse, Athanasianum, behandler faktisk kun denne artikel; Kristi to naturer. Hvad betyder det nu, at tro på, at Jesus er Kristus? Hvis jeg nu lige skulle hive nogle steder frem fra Bibelen, så er der jo nok at vælge imellem. Stort set hele NT beretter jo om Jesus og troen på ham, men lad mig alligevel gøre det: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Johannes vidner om ham og råber:»det var om ham, jeg sagde: Han, som kommer efter mig, har været der forud for mig, for han var til før mig.«af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde; for loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus. Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk. (Joh 1,1-18) Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv. Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen. Dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene.

(1 Kor 15,4-7) Da vi var umyndige, trællede vi under verdens magter. Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår. (Gal 4,3-5) De to bekendelser ligner nu pludselig ikke nær så meget hinanden, som i første artikel. Som I kan se på det handout, jeg har givet jer, så er den nikænske bekendelse noget længere end den apostolske. Hvor mange her kan den nikænske bekendelse udenad? (sandsynligvis ikke ret mange) Det tænkte jeg nok. Den har et mere filosofisk sprog end den apostolske, og det er der en forklaring på. Bekendelser bliver for det meste til i opposition til noget. De bliver til, fordi man finder det nødvendigt at redegøre for, hvad man tror på, og hvad man ikke tror på. Den nikænske bekendelse blev til af to omgange, henholdsvis i 325 på kirkemødet i Nikæa, og i 381 på kirkemødet i Konstantinopel (deraf det knudrede navn). I 381 blev tredje artikel udbygget. Hvor Apostolicum begynder ved Jesu jordiske fødsel, så udfolder Nicænum Jesu guddommelighed. Grunden til dette er, at der i oldkirken var stor uenighed om, hvordan Jesu forhold til Gud Fader skulle forstås. Især én, Arius (250/56-336 e.kr.), gjorde sig til talsmand for den forestilling, at Sønnen skulle være den højeste af alle skabninger, men derved stadig være skabt. Det er denne tanke, som kirkefædrene gør op med i Nicænum, når de siger (og vi med dem), at Kristus er Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen, ved hvem alt er skabt. I den oprindelige version er der desuden en fordømmelse, der lyder således: Men den almindelige kirke fordømmer dem, der siger (noget af det følgende): 'der var (en tid), da han (Logos) ikke var'; 'før han blev født var han ikke'; 'han blev til af det ikke værende'; 'han er af et andet væsen eller væren (end Faderen)'; 'Guds Søn er skabt, foranderlig, omskiftelig'. Det er altså grunden til, at den nikænske bekendelse ser noget anderledes ud i anden artikel, men hvad er det da, vi bekender? Lad os liste op, hvad vi siger om Jesus, hvis vi ser i begge bekendelser: Jesus er: Kristus, dvs. den salvede (jf. Mark 8,29) vor Herre, den eneste rette Herre Guds eneste Søn, som jo betyder, at han ikke er skabt, men er ét med Gud Fader (jf. Joh 1,1) steget ned fra himmelen og blevet kød ved Helligånden og født af Jomfru Maria, dvs. han blev menneske (jf. Gal 4,3-5)

blevet korsfæstet, pint, død og begravet under Pontius Pilatus (prokurator i Judæa i 26-36 e.kr.) - PP bliver nævnt i alle evangelierne og er historisk bevidnet nedfaret til dødsriget på tredje dag opstået fra de døde ifølge skrifterne (GT+NT; jf. 1 Kor 15,4-7) opfaret til himmels, hvor han nu sidder ved Gud Faders højre hånd dommer, dvs. at han skal dømme alle mennesker, og han skal være konge til evig tid Det er kort og godt, hvad indholdet er, når vi siger, at vi tror på Kristus. Nogle har sommetider barberet troens indhold ned til troen på Jesu død og opstandelse. Det er troen på, at Jesus virkelig døde og opstod, der er det springende punkt. At et menneske skulle kunne opstå fra døden er ufattelig. Der må troen tage over. Kun Gud har magt over døden. Paulus skriver således i 1 Kor: Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom. Vi kommer så også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han har oprejst Kristus, som han altså ikke har oprejst, hvis døde ikke opstår. For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker. Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen. (1 Kor 15,13-20) Hvor er det et herligt men, apostlen kommer med her. Kristus er opstået fra de døde, og dvs. at alt det, han i det forrige har sat op, falder. Vor prædiken er ej tom. Det er netop, hvad Grundtvig skriver om i Påskeblomst : Påskeblomst! men er det sandt: Har vi noget at betyde? Er vor prædiken ej tant? Kan de døde graven bryde? Stod han op, som ordet går? Mon hans ord igen opstår? Springer klart af gule lagen livet frem med påskedagen? Ja, jeg ved, du siger sandt: Frelseren stod op af døde! Det er hver langfredags pant på en påske-morgenrøde: Hvad er segl og sværd og skjold mod den Herre kæk og bold? Avner kun, når han vil ånde, han, som svor os bod for vånde. (DDS 236,3.6) Konklusion: Den Herre, vi bekender os til i 2. artikel er Jesus Kristus, Guds eneste Søn. Han har brudt dødens magt, er opstået fra de døde. Når vi tror på det, da er vi frelst, jf. Joh 3,16 m.fl.. Evangeliet er tilvejebragt af kærlighed: for os (N) og Joh 3,16a.

Spørgsmål til denne artikel: (ca. 10 minutter) Snak sammen om, hvad det vil sige at tro på Gud Søn. Hvor meget af bekendelsernes indhold skal man kunne sige ja til for at blive frelst? Er det fx okay at afvise jomfrufødslen? Hvordan tror du Sønnens forhold er til Faderen? Er de lige, eller er der en form for hierarki i treenigheden? 3. artikel: A: Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Amen. N: Og på Helligånden, som er Herre, og som levendegør, som udgår fra Faderen og fra Sønnen, som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen, som har talt ved profeterne. Og på én, hellig, almindelig og apostolisk kirke. Vi bekender én dåb til syndernes forladelse og forventer de dødes opstandelse og den kommende verdens liv. Den sidste artikel omhandler den tredje person i treenigheden, Helligånden. Under denne artikel bekender vi også troen på kirken, dvs. Kristi legeme, som alle troende er en del af. Grunden til, at kirken er under tredje artikel, skyldes, at den er udtryk for Åndens virke i verden. Hvad siges der i bibelen omkring Helligånden? Jeg vil igen trække 3 steder frem, som udfolder tredje artikel i bekendelserne: Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer. (Joh 16,5-15) Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. (Acta 2,1-4) For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke. (1 Kor 12,12-13)

Ser vi alene på, hvad der siges om Gud Helligånd i den apostolske bekendelse, så er det vel egentlig begrænset. I den siger vi blot: Vi tror på Helligånden, for derefter at fortsætte. Sådan lød det også i første version af Nicænum fra 325, men i tiden mellem 325 og 381 herskede en debat omkring Helligåndens væsen, eller rettere hvordan man skulle forstå Guds trinitariske natur. Hvad der nu står i Nicænum er resultatet efter kirkemødet i Konstantinopel i 381. Helligånden er Herre, hvilket viser, at han er ét med Faderen og Sønnen, da vi lige i anden artikel har bekendt, at vi tror på én Herre, nemlig Kristus Jesus. Dernæst er han den, som levendegør. Det er HÅ, der virker, når et menneske kommer til tro, og det er ham, der virker her iblandt os. Som vi læste i Johannesevangeliet, så sagde Jesus, at Talsmanden skulle komme efter ham. Det skete pinsedag, da apostlene blev fyldt af HÅ. Ordet talsmand, som DO92 bruger, kommer af det græske ord para,klhtoj og kommer af verbet parakale,w, som kan oversættes med formaner, trøster, opmuntrer. HÅ er altså formaneren, trøsteren, den, der opmuntrer. Det er ham, der virker troen i os. Han vejleder os. Det er, hvad der ligger i, at HÅ levendegør. Han er på lige fod med Faderen og Sønnen i treenigheden, og udgør fra dem begge. Netop dette har der været stor diskussion om igennem historien. Man kalder dette for filioque-striden. Kort fortalt, så er det det, der ligger til grund for splittelsen i 1054 mellem øst og vest inden for kirken. HÅ er ikke først blevet virksom efter Jesu himmelfart, men har været det lige siden skabelsens tid og har talt ved profeterne. I 1 Mos 1,1-3 læser vi jo også, at Guds ånd svævede over vandene. Det forstår jeg som, at det er HÅ, der er på spil. Til slut i bekendelserne bekender vi troen på følgende: én, hellig, almindelig, apostolsk kirke syndernes forladelse det evige liv Konklusion: Vi tror på, at HÅ virker iblandt os. Han er fuldt ud en del af den treenige Gud. Guds ånd har været med siden begyndelsen og har talt ved profeterne. Han virker i kirken. Det er ånden, der giver os de nådegaver, vi hver især har (jf. 1 Kor 12). Vi tror på kirken med stort K. Vi tror på, at synden er overvunden af Jesu handling på korset, og at det også gælder os, og vi tror på, at Gud har banet vejen til det evige liv, som allerede begynder med vort ja til ham nu, men som også fortsætter ind igennem døden og på den anden side. Jeg har nu gennemgået de to ældste trosbekendelser, vi har i kirken. De står sammen med bibelen som det trosmæssige,

dogmatiske grundlag, vor kirke bygger på. Selvom det måske har føltes langt, så har jeg på ingen måde kunnet komme helt i dybden med alle detaljerne. Derfor: hvis nogle har spørgsmål i forhold til det gennemgåede, så spørg mig endelig herefter eller i løbet af lejren. Så vil jeg forsøge at svare så godt, som jeg kan. Lad os slutte med at bede: Bøn Spørgsmål til denne artikel: Snak sammen om, hvad det vil sige at tro på Gud Helligånd. Mener du, at Helligånden bliver tilbedt og æret (jf. N) på lige fod med Faderen og Sønnen, når vi samles i Guds navn? Uddyb dit svar. Læs 1 Kor 15,50. Hvordan skal det forstås i forhold til, når vi bekender troen på kødets opstandelse (jf. A)? Forslag til sange: Du levende ord (FS 36) Livet begynder, og døden må dø (HT 639) Levende tro (FS 117)