Afrapportering efter deltagelse i Input Sydney fra Dan Poulsen, So ein Ding, DR Videnskab, DR Danmark Det har været en stor faglig og social gevinst ved at være deltager i ved Input. Det har været inspirerende at se TVfortælleformer fra lande jeg normalt ikke forbinder med TV produktion af høj kvalitet. Det har været interessant at eksempler på gradbøjning af journalistiske principper. Og det har givet støv til nye ideer og former at tilbringe koncentreret tid sammen med såvel danske som udenlandske kolleger. Jeg skal her forsøge mig med et kort koncentrat af de væsentligste inputs, jeg mener at have med hjem i bagagen, udover at have spenderet en god uge med to gode kolleger fra DR Danmark, der her ses på balkonen over afslutningsceremonien i biografen, der lagde sale til de mange TV-programmer. Den udramatiske fortælling To amerikanske dokumentarer bekræftede behovet for at, der skal være mulighed for at lave TV om historier der ikke er gennemskrevet og dramatiseret på forhånd. Jeg nævner her kun den ene Southern Belle. Southern Belle var af to amerikanske VJs en dokumentar skåret over en uges ophold på en sommerskole i sydstaterne. Sommerskolen og dens lærer og leder iscenesatte pigernes liv som var de i ugen hvor den amerikanske borgerkrig brød ud. Det var iscenesat revisionisme, der stille og rolig drog pigerne dels ind sydstaterns selvforståelse men endnu mere ind i en ikke-moderne kvinderolle. Tilrettelæggernes fortælling efter visningen uddybede hvordan de undervejs i optagelserne måtte sande, at der ikke kom noget stort og åbenlyt drama
undervejs i ugen, der gjorde det nødvendigt enten at springe fra, eller være en endnu mere stillesiddende flue på væggen (observing camera) overværende nogle meget små udviklinger, mindre næsten end fluen kan fange kan fange det. Og derefter i klipningen valgte den en meget udramatisk fortælling med meget små udviklinger undervejs. Effekten af dokumentaren var nu klar nok hos mig. Fotoet viser en klip fra det ekstramateriale, små ekstra features tilgængelig kun på nettet, omhandlende den mere journalistisk diskussion om revisioneret historieskrivning. Disse netfeatures blev der spottet for med skilte undervejs i dokumentaren der den blev broadcastet. Den fantastisk skarpe og morsomme fortælling Det belgiske program Basta er det bedste og mest begavede TV-satire jeg har set længe. Fire mandlige værter der sætter sig forskellige missioner for. Jeg vil blot nævne to. Basta blev vist under et tema en formiddag der blev kaldt: Kan vi blande alvor med humor og hvor går grænsen. Mission 1. De vil have hævn over teleselskabernes kundeservice-automattelefonomstillinger. De placerer sig selv i en container, der tidligt en morgen bliver stillet foran indgangen til Belgiens største teleselskab Mo bistar. Uden på containeren står et digtet firmanavn og et telefonnummer til dem inde i containeren. Da en fra Mobistar efter få minutter ringer for at få containeren fjernet, bliver han stillet rundt imellem de fire værter, som var den en telekundeservice. Med i containeren har de et keyboard hvorpå de spiller Hello is it me you looking for som ventetone, når den stakkels mand efter tre timer stadig bliver kastet rundt imellem den ene og den anden kundeservicemedarbejder og containerchef.
Mission 2.De vil vise hvor let det er at få historier i aviserne selvom de er det rene løgn. Det handler blot om at skrive pressemeddelelser ud fra nogle digtede analyser om alt fra sex-lysten i de forskellige dele af Belgien, til hvor lang tid belgierne inddelt på alder og køn bruger i stemmeboksen fra at sætte deres kryds ved et kommunalvalg. Overordnet for fortællingerne var at der tilsyneladende er kameraer på alle faser af arbejdet. Deres brainstorm filmes, uden særlig fokus på lyssætning. Deres udførsel af missionerne, og dokumentationen for at deres falske nyhedsbureau Data Driven lykkes, anskueligøres ved at de igen filmer i halvgod videokvalitet eller endda mobilkvalitet filmer at de slår op ved gadekiosken i dagens aviser og finder deres plantede løgnehistorier, at to af dem filmer bilen mens deres tredje vært er igennem i bilradioen live til interview. Data Driven, og den rystende nemme adgang til spalteplads med totalt opdigtede historier, fik sat røre i de journalistiske principper og ikke mindst den manglende overholdelse af dem. De fire værter er yngre ukendte komikere, men der bliver ikke gjort megen præsentation ud af komikerrollen. De er saglige og velargumenterede i definitionen og behovet for deres missioner, og komikbaggrunden kommer kun til udtryk via deres usædvanligt kreative forløsning af historierne. De fire værter blev da programmet sendte hurtigt så landskendte, at al yderligere produktion blev umuliggjort. De blev ganske enkelt gennemskuet. Så selvom programmet var sat i produktion et år inde det skulle sende, for at kunne arbejde uden at blive genkendt, og for at lade tiden arbejde for f.eks. historien om deres falske nyhedsbureau, endte TVstationen med kun at kunne sende seks afsnit og ikke som først håbet otte. De skulle have givet mere produktionstid. En diskussion i salen handlede om det ærgelige ved at Basta aldrig blandede rent alvorlige konfronterende interview ind i deres fortælling. Personlig mener jeg at de med deres fænomenale missioner, leverede dokumentation der kunne have være solide oplæg til gode konfronterende interview. F.eks med en direktør for Mobistar. Der er mange gode TV-oplevelser jeg ikke vil skrive om.
De har handlet om sydkoreansk kulturtv der går i dybden med enkelte kunstværker i et live-studieformat. De har handlet om chilensk ungdomsdrama (fiktion), der for bonert dansk TVsind fremstod som en blanding af 2900 Happiness og Paradise Hotel på speed. De har handlet om alt fra en makedonsk dokumentar, der var et af indslagene i en formiddag der handlede tillid til broadcasteren. En film der følger en mand, der til at starte med er en helt der reddede Bosniakker, og som er blevet kendt i hjemlandet for sin heltedåd. Men sandheden viser sig modsat. Det mest rørende er scenen hvor tilrettelæggeren finder frem til sønnen efter den rigtige helt, og overbringer ham en kaffeinvitation fra en kvinde hvis søn blev reddet. Den moderne og virale fortælling Lige så interessant som det bedste TV var oplæg holdt af en kvinde fra BBC og en kvinde fra Frankrig. De holdt hver deres oplæg om netrelaterede og brugerinddragende projekter. Fra BBCs Silvia Costeloe blev fremlagt en klar strategi og organisation omkring bruger skabt indhold - UGC (user generated content).
Organisationen blev realiseret efter terrobomberne i London, hvor det blev bevist at brugerne er på steder hvor fotograferne ikke er nået hen. Og så må kvaliteten af materialet accepteres ringere. En interessant pointe fra hende var et dårlig kvalitet på video, har højere troværdighed hos seerne især de yngre end god kvalitet. Fra en fransk station blev fremlagt projektet photos for life, der har samlet en loyal og engageret skare om det at tage foto. Lektien herfra er at virale projekter kan skabe merværdi både på net, TV og i samfundet. Og den vigtigste lære for os som producerende er aldrig at sætte noget i søen vi ikke har afsat midlerne til at gribe igen. Community management skal forberedes, gennemtænkes og efterarbejdet der forudsætter at holde høj kvalitet må ikke undervurderes.