I dette nummer: For chauffører i ØST Beklagelse vedr. billetautomater i Århus side 1 Passagertælling i bybusserne i Århus side 2 For alle chauffører Læs Midttrafiks nyhedsbreve side 1 Kvittering og farve på uddannelseskort side 3 Mulig sammenlægning af ØST, MIDT og SYD side 3 Ændringer i det regionale rutenet udskydes side 4/5 Telefonnumre til trafikkontrollører side 5 For salgssteder Stamkort i venstre side på periodekort side 3 Endelig samme takster i Århus Midttrafik beklager, at det har taget så lang tid at få de nye billetautomater til at virke i de gule bybusser i Århus. Det har betydet, at nogle chauffører på regionalruter, der kører i Århusområdet, er blevet kritiseret for at kræve den rigtige takst i zone 3 og 4, mens kunder i de gule bybusser har kunnet købe billet til gammel takst. 11. august blev det endelig samme takst. Læs nyhedsbrevene om Midttrafiks aktiviteter Hvis du er interesseret i mere generel information om, hvad Midttrafik laver, så tjek vores nyhedsbreve, som udkommer ca. hvert kvartal. Bed dit busselskab/din vognmand om en kopi, eller find nyhedsbrevene elektronisk på Midttrafiks sektion for busselskaber/vognmænd: /stabsmenu/extranet Side 1/5
Passagertælling i bybusserne i Århus Gratis transport for personer/tællere med badge Der skal laves en meget stor tælling af passagerer i bybusserne i Århus. Århus Kommune har aftalt med DMA/Research (Dansk Markeds Analyse), at de gennemfører tællingen i perioden fra 26/10 til 6/12 2009. I denne periode vil du derfor kunne møde personer, der skal tælle passagerer og som bærer et skilt (vist nedenfor). De vil normalt også have tælleskemaer med. Formålet med de mange tællinger er at få et godt beslutningsgrundlag til at gennemføre en omfattende ændring af busbetjeningen i Århus. Bemærk: Tællerne må også køre ture til/fra bybussernes garageanlæg. Personer med sådan et skilt kan, i forbindelse med en tælling, rejse gratis i alle bybusser og regionalbusser i Århus Kommune i den angivne periode. Der skal ikke tælles i de regionale busser denne gang, men tællerne må også køre gratis i dem for at komme til eller fra bybusser, der skal tælles i. Hvis du har spørgsmål om tællingen, så kontakt Frits Hedegaard, Midttrafik, tlf. 8740 8250. Side 2/5
Kvittering og farve på uddannelseskort Midttrafik har konstateret, at en del unge mennesker rejser på et uddannelseskort, som ikke er betalt. Uddannelseskortet skal have en kvittering fra bank, posthus eller Midttrafik. Farven på uddannelseskort skifter hvert kvartal. Farven for 4. kvartal 2009 er brun. Der vil dog altid være mulighed for 2 farver i starten og slutningen af et kvartal. I oktober 2009 kan I fortsat støde på blå kort. Her skal I tjekke datoen ekstra grundigt. Hvis der ikke er en kvittering på uddannelseskortet, eller rejsen er udenfor gyldighedsperioden, skal kunden købe billet eller afvises venligt. Mulig sammenlægning af Midttrafik Øst, Midt og Syd Midttrafik arbejder på at lægge prisområderne Midttrafik Øst, Midt og Syd sammen til ét prisområde på de nuværende billetmaskiner og med de nuværende takstsystemer. I øjeblikket afventes, om firmaet, der har leveret billetmaskinerne, kan løse opgaven med at lægge et nyt program ind. Midttrafik informerer om den mulige sammenlægning senere. Specielt til salgsstederne: Stamkort i venstre side ved udstedelse af nye periodekort Chauffører i Midttrafiks kvalitetsudvalg beder salgsstederne om at anbringe stamkortet i venstre side og værdiindlægget i højre side, når der udstedes nye periodekort. Til højre ses hvordan stamkort og værdiindlæg sættes ind. Side 3/5
Planer for ændringer i det regionale rutenet udskydes (Information fra Region Midtjylland) De lavere brændstofpriser er en væsentlig årsag til, at økonomien i den kollektive bustrafik ser lysere ud i dag end for et år siden. Regionsrådet har derfor med vedtagelsen af sit budget for 2010 besluttet, at de planlagte ændringer i de regionale busruter i videst muligt omfang udskydes fra 2010 til køreplanskiftet sommeren 2011. For et år siden vedtog Regionsrådet en 4-årig omstillings- og spareplan, som betyder væsentlige ændringer i den regionale bustrafik. Planen tager udgangspunkt i lovgivningen og bygger på principper om, at de regionale ruter skal køre hurtigere og så vidt muligt direkte mellem større byer og rejsemål for pendlere til større arbejds- og uddannelsessteder. Mere konkret indeholder omstillingsplanen: Udretning af ruter for at begrænse unødig omvejskørsel Styrkelse af regionale ruter med fx flere pendlerrelaterede afgange Forlængelse af X busruter og øvrige regionale ruter Koordinering af regionale og lokale ruter Nedlæggelse af ruter uden regional betydning, som f.eks. ruter der helt, eller langt overvejende betjener lokale rejsemål eller ruter, hvor de regionale rejsemål er tilgodeset med stort set parallelle togforbindelser eller andre busruter I tilknytning til omstillingsplanen aftalte region og kommuner at nedsætte en styregruppe med deltagelse af Midttrafik, som fik til opgave at udarbejde et forslag til fremtidigt rutenet. Side 4/5
De foreløbige drøftelser mellem parterne har vist, at det forslag, som regionen i 2008 besluttede sig for at gennemføre, skaber problemer for de fleste kommuner. Når planerne nu stilles i bero indtil 2011, vil der blive mere tid til i fællesskab at analysere rutestrukturen i regionen mere indgående med henblik på at få skabt et effektivt og sammenhængende regionalt og lokalt rutenet. Regionen ønsker at give borgerne et så godt kollektivt trafiktilbud som muligt inden for de økonomiske rammer, Regionsrådet fastlægger. I den sammenhæng er regionen opmærksom på den vigtige rolle, chauffører spiller i at give kunderne en god oplevelse, når de ønsker at rejse med kollektiv trafik. Det er fortsat Regionsrådets mål at få flere til at bruge den kollektive trafik, og Regionsrådet har derfor i sit budget for 2010 afsat 5 mio. kr. til projekter, der kan fremme den regionale kollektive trafik. Yderligere oplysninger Har du spørgsmål til nyhedsbrevet (dog ikke vedr. fremtidigt regionalt rutenet), så kontakt trafikkontrolløren i dit område: Midttrafik ØST, Thomas Nielsen: Tlf. 2069 1402 Midttrafik MIDT, Klaus Navntoft: Tlf. 2013 8108 Midttrafik VEST, Kim Bramming: Tlf. 2924 3159 Midttrafik SYD, Jørn Hansen: Tlf. 2219 2369 Læs tidligere numre af Chaufførinformation på: /stabsmenu/extranet ( Busselskaber ) Side 5/5