Frisenborg
2 Skæbne forpligter.
Nattens mørke havde endnu sit tag over Vallensby sogn og dets indvånere. På Frisenborg Gods skuttede Hovmester Nancke sig i vinterkulden, der havde svøbt sit hvide klæde om de gamle mure og mark og skov. Hele december måned havde budt på minusgrader, men det var først juleaften at sneen havde sat ind. Nu lå den meterhøjt på gårdspladsen og vinden pressede driverne højere mod ladernes vægge, så man måtte sende karlene af sted for at grave. Uagtet hvor tillokkende det havde været for Hovmester Nancke at blive i sin seng på det kammer, som havde været hans i en snes år efterhånden, så havde han ikke kunnet undslå sig pligten. Denne særlige følelse som fik ham til at stå hver eneste dag og tjene herskabet. Dette var en særlig dag. Ikke bare årets sidste, nej det var århundredets sidste dag. Når gæsterne ville sætte sig til højbords om mindre end 10 timer, så ville de skåle farvel til 1899 og byde 1900 velkommen. Da han nåede køkkenet i kælderen, så han til tilfredshed at den trinde kokkepige Augusta havde været oppe før ham; ilden i det store komfur buldrede lystigt, vækket fra nattehvilens gløder med et par store birkekævler og tørv gravet fra mosen. 3
Staldkarlen Magnus havde dristet sig til en varm kop kaffe fra kanden, mens hans beskidte vintertøj langsomt tøede op på en af bænkene ved det store langbord. Hernede i kælderen spiste godsets ansatte alle deres måltider i den ene ende af det store køkken. Ingen turde komme Augusta for nær når hun hersede med sine hjælpere, for at sikre måltiderne til husets ejere og deres ansatte. Hun var den ubestridte leder af kælderen, som Hovmesteren var det for alle etager fra stuen op og op. Han styrede med hård hånd de øvrige i staben; kammerpigen Josephine, stuepigerne Vilde og Kamma og den unge tjener Franz, der denne morgen var ved at dække op i den store spisestue til aftenens taffel. Tyve personer var inviteret. Tyve personer ville dukke op. Husets frue blev ikke ignoreret når invitationerne blev sendt ud. Rigmor Frisenborg var enearving til godset og gift med Etatsråd Herbert Frisenborg født Degenkold. Et ægteskab der havde indtil videre havde udmøntet sig i to børn, der begge gik i latinskolen andet klassetrin, selvom der retteligen var to fødeårs forskel. Den yngre Wilhelmina Frisenborg var af sind så forskellig fra William Frisenborg som noget søskendepar kunne være. Hun var en aldeles stor håndfuld for kammerpigen josephine med sit iltre 4
sind og komplette mangel på respekt for andre autoriteter end faderens spanskrør. Selvom også det så ud til at få en ende. Hun var ganske enkelt for stor til at komme over knæet, i modsætning til sin svagelige storebror, der var klejn af vækst og kun lige ragede over sin moders kjoleliv. Hovmester Nancke behøvede kun et kort blik på Augusta blussende kinder og ihærdige gøren, før han var forsikret om at alt var i de bedste hænder. Middagen var for længst planlagt og godkendt af husets frue, men Herbert Frisenborg havde gjort et entusiatisk forsøg på at vælge de bedste vine fra kælderens mange flasker, der kun sjældent fik lov at samle støv. På sin vej gennem nordfløjen der forbandt stuerne med køkkenet, var der intet at sætte nogen finger på. Alt var præcist så rent og ordentligt, som Nancke havde formanet stuepigerne det skulle være. Hovmesteren gik med vante trin på at trinene til førstesalen, hvor en del af østfløjens gæsteværelser skulle inspiceres. Det var vigtige mennesker som skulle fejre nytårets komme på Frisenborg Gods. Man omgikkes ikke uvigtige mennesker. Næstefter Kong Christian den niendes tafler på Fredensborg slot, var der ikke mange spiseborde de adelige hellere satte ben til rette under end i Rigmor og 5
Herbert Frisenborgs riddersal. Kokkepigen Augusta var vidt berømmet for sin stegte kalvetunge med Ål i gele. Det ville også blive serveret denne aften, sammen med skildpaddesuppe, Guldfasaner, Champagne, Bækørred, Kaviar og franske chokolader. Gæsterne skulle ikke mangle noget. Det gjorde de aldrig på Frisenborg Gods. 6