DET SETE I DET USETE Simon Aaen
Det er fuldbragt 120x90 cm (den omtales på sidste side i folderen) Udstilling: MUSE UM Glyngøre Kulturstation 23. juni 11. august 2014 Forsiden: Min gud, min gud. 100x140 cm Tekst: Formidlingschef Steen Chr. Steensen, MUSE UM, 2014 Grafisk layout: Lone Halkjær, Pure Lines - visuel kommunikation Tryk: arcorounborg GRAFISK
SImon AAEn hører med SInE 36 år TIl En Ung generation Af kirkekunstnere Han arbejder med troen og naturen. I Simon Aaens kunst, får man som beskuer lyst til at vende tilbage gang på gang og finde nye betydninger i et malerisk univers, der på én gang er både abstrakt og konkret. Han arbejder med pensel/spartel og fingre på lærredet. Med akrylfarver, som han selv blander af den rå farvepigment arbejdes maleriet op lag på lag. Han vender tilbage til det samme maleri op til tyve gange i en proces, hvor han søger at udtrykke det sete i det usete titlen på udstillingen i Glyngøre Kulturstation. Simon Aaen arbejder med både troen og naturen, og hans tilgang er nogenlunde den samme til de to områder. I både hans naturmotiver og de religiøse motiver, kan man indlæse mange tolkninger. De stemmer sindet og skaber virkninger, som kan virke helt overrumplende. Den ene dag ser man storm, den anden dag er det ro og fordybelse, sådan som nogle af dem, der har købt hans malerier har udtrykt det. Eller som han selv udtrykker det: Jeg har arbejdet med tro og natur hele vejen igennem, og min umiddelbare tilgang var at arbejde med den helt abstrakte form, hvor det var lys og mørke, der kæmpede med hinanden. Oplevelsen af lysets og mørkets kamp er dér, hvor troen ligger. Da jeg kom mere ind i at arbejde med de religiøse motiver, fandt jeg ud af, at hvis jeg skulle tage beskueren i hånden og trække i en retning for at give ham eller hende en del af fortællingen, så blev jeg nødt til at have en eller anden form for genkendelighed, Det næste var at finde grænsen mellem, hvornår det genkendelige er blevet så genkendeligt, at det bliver ligegyldigt. Og det er dér, jeg tænker at kernen i tro jo netop er. At tro er tro og ikke videnskab. Vi har troen som noget, der er ukonkret. Noget jeg tror på, selv om jeg ikke kan se det. Jeg tror på det og kan ligesom føle, at det er der. Det handler om at skabe et møde mellem den abstrakte del, som skal præsentere det guddommelige, som vi ikke forstår, og den konkrete del som repræsenterer det jordiske det vi forstår det som er kød og blod og mudder og sten og sand og alt det andet, som vi kan forholde os til. DET SETE I DET USETE
TrADITIon og Tro Det er ikke blot på lærredet, Simon Aaen maler religiøse motiver. Det sker også i udsmykninger af kirker, og han er ganske klar over, at han i dette lægger sig i forlængelse af en lang og stærk kunsthistorisk og teologisk tradition. Han siger: Jeg er meget optaget af kunsthistorien og forholder mig naturligvis til den. Jeg skal ikke bare gentage, men komme med en nyfortolkning. En ny form i en gammel skål. Det er utopi at tro, at jeg skal opfinde noget helt nyt. Især når man tænker på kirkerummet, så er der en lang tradition at forholde sig til. Det er oplagt at lægge sig i forlængelse af den og lave ny skabning med traditionen som rygstød. Det betyder også, at en teolog, en kunsthistoriker og en kirkegænger kan opleve kunsten på tre forskellige niveauer afhængig af deres baggrundsviden. Simon Aaen lægger ikke skjul på, at den personlige tro er afgørende og bærende for hans kunstneriske udtryk. Men han mener ikke, at den er en betingelse, hvis man som kunstner får til opgave at udsmykke en kirke. Han uddyber: Som kirkekunstner behøver man ikke at stille sig op og sige, at man tror på trosbekendelsen. Det er ikke afgørende. Det man som minimum skal sætte sig ind i, er den teologiske baggrund for, hvad der foregår i kirkerummet. Det er ikke en bank, man udsmykker. Det er et sted, hvor mennesker kommer lige fra dåb til begravelse i nogle af de gamle kirker har det fundet sted gennem 1000 år. Alle de store eksistentielle øjeblikke i ens liv, også dér hvor man virkelig er i krise, går man i kirke. Det gør man stadigvæk. Der er et behov for, at den er der, og man skal passe på, at man ikke fladgør det sakrale rum. Kommer der en eller anden moderne kunstner ind og laver noget, som på ingen måde har nogen tradition i sig eller kobling til den kunstneriske tradition, så kan man godt diskutere, hvad det værk skal derinde. Det er jo ikke et museum. Men så er der nogen, der påstår, at det er kirkerummet i sig selv, der gør, at det bliver et religiøst motiv. Fordi rummet i sig selv ligesom har en historie i sig. Det er efter min mening lidt vandet. Hvad skal vi så med det? I første omgang er kirkerummet til stede for de mennesker, der er til stede og bruger det. Dialogen med beskueren er central for ham, men det handler for hvert nyt værk om at finde en balance mellem at finde sig eget maleriske sprog og invitere inden for. Han fortæller: Jeg er atypisk. Nogle kunstnere tror, at deres kunst kun er deres egen og de forholder sig ikke til, at der er en modtager. Det handler om en eller anden form for DET SETE I DET USETE
kreativ proces i arbejdet med værket mellem kunstner og værk. Det har jeg nok en anden tilgang til, når jeg siger, at hvis jeg skal belemre dig med, at du skal bruge tid på mine malerier, så bliver jeg også nødt til at bruge tid på og have en forestilling om, hvad det egentlig er, jeg formidler. For hvis jeg ikke har noget at sige, så kan jeg lige så godt lade være. Så giver det ikke nogen mening at være i det her fag. Værket er kommunikationsmiddel mellem kunstneren og publikum. I dag er der en større forståelse hos yngre kunstnere for, at man må tænke modtageren ind. Der er ikke noget andet medie, der er fuldstændig ligeglad med, hvem man rammer eller taler til. På den anden side skal man passe meget på, at det ikke er modtageren, der bestemmer, hvad man går og laver. Det er en balance. Jeg er ikke teolog og vil ikke missionere, på den anden side vil jeg gerne fortælle noget med mine malerier. Til syvende og sidst kan jeg jo ikke styre 100%, hvordan folk modtager malerierne. For mig er det målet, at der ikke er en facitliste. Det er ligesom en religionsdialog eller politisk dialog, hvor jeg giver min mening til kende. I en dialog lige meget om det er en visuel dialog handler det om at have åbenhed. Et kunstværk kan være så låst i sit udtryk og sine aflæsnings muligheder, at det hurtigt bliver kedeligt at opholde sig i det pågældende billedunivers. Det handler om at give plads til beskueren og samtidig give en mulighed for at han/hun kan læse sig selv ind i værket. Landskab. 110x70 cm
naturens forgængelighed Simon Aaen lægger vægt på at se sammenhænge mellem de religiøst inspirerede motiver og naturbillederne. Det sete i det usete gælder lige så meget for naturmotiverne. Hér kan man også læse eksistens ind, og det er helt bevidst fra kunstnerens side. Han siger: Det samme gælder i naturbillederne, hvor det også er det konkrete i forhold til det abstrakte. Hvis jeg f.eks. tager et stykke hvidt papir og tegner en vandret streg henover, så oplever du jord og noget himmel, fordi horisonten ligger i hovedet på os alle sammen. Der er noget ikonografisk over landskabet med horisonten. Selv bymennesker ser horisonten mellem højhusene. Og dér handler det om, hvordan man så kan arbejde med at abstrahere med en form, så man kan give en beskuer af billedet en oplevelse af, at man kan genkende denne natur, uden at det er konkret natur. Jeg forsøger feks. at give en oplevelse af at stå ved Limfjorden en novemberdag eller gå en tur i en bøgeskov en forårsdag i maj. Det er to grundlæggende forskellige oplevelser, så det handler om at skabe billeder, der giver beskueren en oplevelse, en stemning. Det skal være stemningsbærende, og der er nogle ting, man kan arbejde med rent teknisk som værende konkret, men i abstraktionen ligger der også en kvalitet. Og hér handler det rigtig meget om lys. Både i naturbillederne og de religiøse motiver handler det om at få en fornemmelse af lys og bevægelse. Der skal være en oplevelse og en fornemmelse af, at værket er gennemarbejdet rent teknisk, og gerne en fornemmelse af, at der er tyngde i det. Men udtrykket skal have en letheds karakter over sig. Det er nok det, der adskiller en god maler fra en mindre god maler: man kan få det til at se let ud, selv om det er rigtig svært. Simon Aaen maler ikke skønmalerier. Han lægger sig i forlængelse af den nordiske landskabstradition, der er en stærk tradition for at arbejde med naturen og dens symbolik. Som han siger: Det må ikke ende med Morten Koch: blå himmel og idyl på landet. Der skal hele tiden være noget mere på spil. Det er en kamp, jeg tager med mig selv hele tiden, det må ikke ende i lige gyldighed og dekoration. Som eksempel på, hvor meget der er på spil i Simon Aaens naturmotiver, beskriver han, hvordan hans komposition er bygget op: Vinter. 100x100 cm
Lad os f.eks. tage et motiv Ved havet, det er med på udstillingen. Klyngen af grantræer i forgrunden. De er forblæste. Det ene er væltet, og de sitrer i stormen. Hver har deres personlighed mærket af livet med gamle rådne grene fra året før. De ligger der ikke konkret, men den oplevelse vil man få, når man kigger på billedet. At der er noget, der er ved at forgå, og at der er noget nyt, der opstår. De står som en sort silhuet lige foran dig, men når du kigger bagved, så ser du havet og lyset i horisonten. Dér ligger en dobbelthed, at der er noget, der forgår, og at der er noget nyt, der opstår. Den cyklus der er i naturen, har vi alle sammen i os. Vi skal alle dø det er det, vi ved. I naturen kan der ligge nogle følelser, som vi kan spejle os i. Der er flere af dem, der har købt mine naturbilleder, der siger, at nogle dage ser det ud, som om det trækker op til storm, og andre dage klarer det op. Det er det sind, du kommer med, som præger oplevelsen. Med andre ord kan jeg ikke styre det helt, og jeg kan i øvrigt selv opleve op- og nedture de tyve gange, jeg går til og fra et maleri. Mange der køber mine naturmalerier, køber dem, fordi de kan se, at der er mere i dem, end øjet blot ser. Andre køber dem blot som naturmalerier. Der er på en eller anden måde en merværdi i naturen, fordi de kan se, at der en tilgængelighed. Det skaber ro til fordybelse. Både i de religiøse motiver og naturbillederne. Jeg har selv en oplevelse af, at naturens skønhed trækker himlen ned over os. Det handler om, at man i øjeblikke er åben over for det og oplever naturen og Guds skaberværk og får en taknemmelighedsoplevelse over, at det her større end mig. Grunden til at jeg arbejder med troen og naturen som to paralleller er, at jeg også bruger naturen til at finde ro og fordybelse, og oplevelsen af at miste kontrol nogle gange. Den oplevelse af at miste kontrol er dér, hvor troen kommer ind i billedet. Det at jeg tror, at der er noget, der er større end mig, giver mulighed for at træde et skridt tilbage og sige, at det nok skal gå: der er noget andet, der tager over. Når Simon Aaen skal pege på inspirationskilder til sin kunst, nævner han i hvert tilfælde to kunstnere. Den ene er Oluf Høst, om hvem han siger: Jeg er optaget af Oluf Høst. Han formår det sete i det usete. For eksempel billedet med sildekonerne. Sildene er hvide streger på mørk baggrund. Man kan ikke præcis se, at det er sild, men en kropserfaring forstår billedet. Den kropserfaring er jeg også på jagt efter. Naturen er et godt fundament. Den er i os alle. DET SETE I DET USETE
Den engelske maler J M W Turner inspirerer også, men det er en anden kunstner, der træder frem og påvirker Simon Aaen på en hel særlig måde. Det er Rembrandt. Simon Aaen uddyber: Rembrandt kan få lyset i Kristus til at skinne ud på beskueren. Lad os tage et motiv som julenat. Der er et mørkt rum. Lyset fra Jesusbarnet lyser op på beskueren. Den måde at arbejde med lys, der kommer indefra og ud, der er interessant at arbejde med. I de religiøse motiver, hvor mennesker møder Jesus og får en oplevelse af, at han er andet end et menneske, og de skifter livsspor hvad enten det er en spedalsk eller en blødende kvinde, som rører ved hans kappe, og det er så stærkt, at hun bliver rask. Det er motiver, man bl.a. finder i Rembrandts skitser og raderinger. De nytestamentlige historier skaber en masse billeder i hovedet. Det handler som kunstner om at finde grænsen. Det kan blive alt for naturalistisk og sentimentalt, når man skildrer Jesus som en hyggelig storkrammer. Siger Simon med et smil på læben. Det er sådanne amerikanske glansbilleder, som for mig giver den modsatte effekt af at blive taknemmelig og få lyst til at tro. Det er for meget. Ved Havet. 110x70 cm
I forhold til de bibelske motiver, er det teksten, der er begyndelsen for mig, men jeg er ikke interesseret i at blive bibelillustrator. Det handler om at komme ind til disse fortællinger og ramme rundt om dem. Hvis man tager nadvermotivet, handler det ikke så meget om at få dem alle sammen stillet rundt om bordet og få kalken og brødet og det hele serveret i hovedet på folk, for de ved godt, at det er der. Det handler om at skabe et værk, der kan give os fornemmelse af, at vi er til stede til den sidste nadver, og i virkeligheden er det den første nadver, som man fejrer i kirken hver søndag. På den ene eller anden måde vil jeg skabe et udtryk, som er tidløst, og som ikke er forankret i, at det er noget, der sker i historisk tid. Det er noget, der sker nu og i fremtiden og i fortiden på én gang. Simon Aaen har malet som professionel i 10-12 år. Han siger, at der over disse år er sket rigtig meget med hans kunstneriske udtryk, og han uddyber det: I naturbillederne er jeg blevet meget mere stoflig og voldsom i udtrykket. De første år arbejdede jeg næsten kun i grå og blå og sort. Jeg arbejdede meget doucet, nedtonet, sløret og let. Nu er Nordisk lys. 100x70 cm
der meget mere tekstur og voldsomhed og en meget større farvepalet. I de bibelske motiver arbejdede jeg fra starten i de mest kendte historier. Der er en top fem i Bibelen: passionsfortællingen, den sidste nadver, julenat osv. Men nu er jeg også ude i nogle lidt mere skæve: f.eks. Lazarus der bliver vækket. Han kommer gående ud med sine ligklæder og lugter af én, der har ligget død tre dage i varmen. Det er jo virkelig sejren over døden. Det handler om at ramme lige ved siden af der, hvor man plejer. F.eks. Golgata-motivet: I stedet for at arbejde med de tre kors, kan man arbejde med nedtagningen: Kristus hænger på korset. Set fra en skæv vinkel, således at det er hånden, der er tydelig, og man ser korsbjælken, og hvordan hånden er sømmet fast til korsbjælken. Hvis man lige går forbi det, ser det ud som noget blåt, der hvirvles rundt, men når man står og kigger lidt, får man hånden med naglemærkerne lige ud i hovedet. Mit billedsprog er blevet mere voldsomt, men jeg er er stadigvæk meget optaget af lyset og bevægelsen. Der er både lidelse og håb i et billede på én gang. Der er jo ikke noget ved påskemorgen, hvis Jesus ikke var blevet korsfæstet, for så ville der ikke være nogen opstandelse. Jeg er dog ikke ude efter lidelserne for lidelsernes skyld. For mig er Kernen i troen er håbet og det gode for mit vedkommende. Jesus udtrykte tvivl på korset, om hvorvidt han var Guds søn eller et menneske, der var klynget op. Og det er jo netop det, der gør det spændende. Hvem har det ikke sådan i situationer, at man tvivler. Der er ikke nogen, der er så stærk i troen, at man ikke tvivler. Ligesom mørket og lyset hænger sammen, således hænger tvivlen og troen sammen. Håber udstillingen giver en oplevelse af, at det spændende og interessante netop ligger i det synlige i det usynlige altså i DET SETE I DET USETE. DET SETE I DET USETE
Billedkunstner Simon Aaen Læst kunsthistorie på Københavns Universitet 1999. Uddannet på Århus Kunstakademi 2003 2007. artist@simonaaen.com www.simonaaen.com Kirkeudsmykninger Haverslev Kirke: Alterudsmykning, 3 fløjet maleri med Indtoget i Jerusalem, Korsfæstelsen og opstandelsen. Nov. 2011. Ilskov Kirke: 3 fløjet glasmaleri i samarbejde med Per Hebsgaard Glasværksted, samt 4 felter til prædikestolen og glasfad til Døbefonden. December 2012. Igangværende kirkeudsmykning Haldum kirke: (Maleri på 230x140 cm) Forventes færdigt, Nov. 2014. Udsmykninger udvalgte 2005 Højby sognegård 2006 Skjolhøj sognegård, kirkekontor 2007 Askø menighedslokaler 2007 Benløse sognegård 2008 Holstebro kaserne 2008 Skt. Mortens Kirkes sognegård 2008 Askø menighedslokaler 2009 Åbyhøj sognegård 2009 Skjern missionshus 2009 Herstedøster menighedslokaler 2009 Vipperød sognegård 2009 Sønderup, Kindertofte og Sorterup sognegård 2010 Hammel sognegård 2010 Nykøbing Falster kirkes sognegård 2012 Lindeskovskirkens menighedssal, Nykøbing Falster 2012 Dronninglund efterskole 2013 Skanderborg kirkes sognegård Faste Galleri samarbejde Galleri Emmaus (Haslev) Galleri Nord (Frederikshavn) Galleri Garlisheé (Silkeborg) Udstillinger de sidste tre år 2014 Hillerød kunstforening i Hillerød Påskeudstilling med Professionelle Kunstnere i Syddjurs. i Fuglsøcentret Galleri Garlisheé i Grauballe/Silkeborg Gimsing Kirkes menighedshus i Struer Statsbiblioteket i Aarhus 2013 Galleri Emmaus i Haslev Nykøbing Mors kirke i Nykøbing Mors SAK i Svendborg Galleri Garlisheé i Silkeborg Elsted kirke i Lystrup Påskeudstilling i Fuglsøcentret 2012 Bregnet sonegård i Birkevej 39, Rønde Kunst Spor, Åbent atelier i Gartnervangen 10 8410 Rønde Enghøj Kirke i Randers Galleri Emmaus i Haslev Påskeudstilling i Fuglsøcentret