Båden 1
Kapitel 2 Monsieur Valentins hår var redt tilbage med en blanding af parfumeret hårvand og klistret blod. En næse, der virkede for stor til det smalle ansigt, trak vejret anstrengt, mens han forsøgte at forlige sig med det sceneri som udspillede sig ganske få meter borte. Madame Bovara rystede af kulde under et gennemblødt uldtæppe. Hun var den rigeste kvinde på begge sider af Atlanten, efter hendes ægtemand havde lidt en krank skæbne i minutterne før han ville ændre testamentet til fordel for sin elskerinde og til ugunst for den kvinde, som havde tjent ham vel før han havde gjort sig rig på minedrift. Tjenestepigen Avilde var om muligt blegere end vanligt. Hendes kinder hvid som dugen på det middagsbord de nys havde forladt. Vantroen stadig mejslet i hendes øjne over det vanvidsbillede som blev malet denne nat. Gregor Herst var i begyndelsen af 40 erne, veteran fra den anden Boerkrig og havde efter eget 3
udsagn oplevet adskilligt mere end flertallet af modige mænd. Hans eget heltemod havde fået flere alvorlige ridser de forudgående minutter. Om det var afsløringen af sin egen manglende ridderlighed, da han havde entreret redningsbåden som en af de første, eller om det var en tilstand af chok, kunne ikke vurderes for nuværende. Blot skal det konstateres at det muntre selvsikre smil, der de foregående dage havde dannet rammen om medrivende historier om hidtidige bedrifter, var forsvundet i samme øjeblik gasten havde blæst alarm. En forandring som ikke mindst den unge Lady Hilton havde bemærket med stor skuffelse, trods den almindelig tilstand af panik omkring dem. Hun fortrød bitterligt sin betagelse af den frembusende militærmand, hvis selvsikre mandighed, mørke glød og hvide tænder, i overfartens begyndelse havde samme magiske dragen på unge uerfarne piger, som lyset fra en lygte havde på en natsværmer. Takket været flammerne manglede Løjtnant Macullum nu en stor del af sit rødlige iltre skæg, 4
som gemte på en alt andet end veg hage. Uniformskappen havde store huller med en umiskendelig sodlugt, som selv på åbent hav trængte gennem alt andet. Hans greb om roret virkede dog så fast og ubekymret som nogensinde, mens han forsigtigt ændrede kursen væk fra ulykkesstedet. Den sidste passager i båden var en trind ældre herre. Han så ældre ud end sine år. Kun godt et halvt århundrede, men med en samvittighed så åbenlyst tynget af liv længere end sine år. Fysisk manifesterede det sig i den let sammenkrøbne kropsholdning, som kun havde trukket yderligere fra hans i forvejen beskedne højde, når han i dagene op til ulykken havde promeneret rundt på dækket, godt støttet af den sorte stok med sølvhåndtaget. Han havde kun mælet få ord med de øvrige passagerer siden afgangen fra Southhampton, og de færreste havde værdiget ham nogen synderlig opmærksomhed. Men hans øjne havde set mere og ørerne hørt mere end de brød sig om og han skjulte det slet med rynkede bryn og en konstant arrig fnysen, der ikke indbød til 5
selskab eller afkortede samtaler på den mest effektive og uhøflige vis. Og nu hvor det enorme skibs luksus og trygge komfort var byttet ud med en uvis skæbne i en alle på måder utilstrækkelig og bitterligt kold redningsbåd, var glæden ved at dele skib og skæbne med disse mennesker ikke forøget. Mens Titanic langsomt, men sikkert gled i dybet mod sin våde grav, kunne de ikke gøre andet end at ændre kursen væk fra ulykkesstedet, så de ikke blev trukket med ned i dets kølstrøm. Alle stirrede lamslået og i en uvirkelig fascination på det enorme skibs pinefulde dødskamp. Alle undtaget én. Den trinde mand sad i agterstavnen og betragtede med inderlig væmmelse sine medpassagerer. Monsieur Poirot forbandede sin skæbne, der atter havde bragt ham i selskab med en koldblodig morder. 6