Prædiken til 6. s. e. trin. Kl i Engesvang Dåb

Transkript

1 1 Prædiken til 6. s. e. trin. Kl i Engesvang Dåb 402 Den signede dag 392 Himlene, Herre/448 Fyldt af glæde 518 På Guds nåde 613 Herre, du vandrer forsoningens vej 710 v. 3 af Kærlighed til fædrelandet En ung mand bliver sat af en bil på kanten til Alaska. Med rygsæk og fiskenet begiver han sig ind i ødemarken. Han er ved sit mål: at leve i ensomhed og frihed deroppe i vildmarken, at leve af de dyr, han skyder og de fisk, han fanger. At leve sandt og stærkt og meningsfyldt. Forud er gået et par år, hvor han efter sin studentereksamen er rejst fra sine velhavende men ikke særligt velfungerende forældre uden at give lyd fra sig overhovedet. Han har brændt sine penge for penge er et sygt samfunds symboler - vagabonderet gennem Amerika, arbejdet og taget den på tomlen. Mødt gode mennesker og slette mennesker, men flest gode. En ældre mand har givet ham husly og arbejde og bedt om, han måtte adoptere ham, så han kunne blive hans arving. Et midaldrende par har tilbudt ham at lade ham bo hos dem i stedet for den søn, der er rejst fra dem.

2 2 En ung, vidunderlig kvinde har givet ham sin kærlighed og været rede til at lægge sit liv i hans hænder. Men han kan ikke tage imod noget af det, for han har et større mål vildmarken, Alaska, det sande, stærke liv, hvor han kan leve meningsfuldt og rigtigt. For som han siger, så er menneskers glæde uafhængig af relationer, den kan findes i alting. Og han vil væk, bort fra civilisationen og pengene og forløjetheden og karriereræset og al den hulhed, verden er fuld af. Man møder denne unge mand i en amerikansk film, der kom for nogle år siden. På mange måder ligner han tekstens rige unge mand med sit spørgsmål: hvad skal jeg gøre for at få evigt liv? Han vil gøre det rette, denne vildmarksfarer. Han vil leve sandt, han vil finde mening. Og man kan ikke andet end at have respekt for hans ligegladhed med penge og karriere, hans søgen efter mening og hans længsel efter at gøre det rette. Alligevel skurrer det et sted. Noget er forkert. For der er jo andre mennesker i verden end ham. Og dem, han møder og knytter bånd til en kort stund, kommer til at holde af ham, noget af dem endda forfærdelig meget. Og hver eneste gang, han siger farvel, er der nogen, der græder, fordi de er

3 3 kommet til at elske ham. For slet ikke at tale om hans forældre, der er ved at gå til i uvished over hans skæbne. Kan man leve sandt, når man lader hånt om båndene mellem mennesker? Er det rigtigt, at glæde er helt uafhængig af relationer? Kan man leve et liv, hvor man kun gør det sande og det gode? Hvad skal jeg gøre for at få evigt liv? Også den unge mand, der kommer til Jesus, vil leve sandt og stærkt. Han vil gøre det rigtigt, han vil finde mening, han vil leve sandt uden hykleri, uden falskhed, uden alt det miskmask som ellers sniger sig ind i livet for os alle sammen. Og det skal Jesus hjælpe ham med. Vores unge mand i vildmarken, har det ikke så nemt som han troede, han ville få. Det sande og stærke liv - det fuldkomne liv i vildmarken bringer ikke lykken med sig som han havde forventet. Den, der lever i vildmarken, må døje sult og kulde. Og så er der også noget andet, som kommer helt bag på vildmarksmanden: ensomheden. Hans livsfilosofi var, at glæden var uafhængig af relationer, for den var i solopgangen og i dugråberne på græsset, den var i tilfredsheden ved at spise sig mæt og efter veludført arbejde.

4 4 Men derude i det øde mærker han, at det er forkert. Glæden må deles for at blive sand og stærk, livet må deles, og rent praktisk går ting anderledes nemt, når man hjælpes ad og ikke er helt alene. Den rige unge mand i dagens tekst bærer som sagt på en lignende erfaring. Men forståeligt nok kan han ikke gøre, som Jesus siger og give alt bort og følge Jesus. Og Vorherres anliggende er vel også at lade ham mærke, at han er på vildspor. Der er ødemark og tomhed i at følge et mål for sin egen skyld, der er goldhed og død i at ville leve sandt og stærkt alene og kun lade andre mennesker være aktører og midler for ens egen stræben mod det fuldkomne. Hvad der herefter sker med den rige unge mand, er ikke til at vide. Han går bedrøvet bort, hører vi. Og bliver sikkert en stund ved med at søge livet i en rigid overholdelse af loven, der dybeste set kredser om ham selv. Men måske vågner han en nat og forstår, hvad Jesus sagde til ham: at livet kun er dér, hvor man deler ud, at Guds rige i glimt erfares, når man giver noget og vover at tage imod. Og at kun Gud er fuldkommen. Men det er ikke sikkert. Det kan være han henlever resten af sit liv med en mærkelig hulhed i sit, indkapslet i sit eget projekt for at være perfekt.

5 5 Men det kan også være, at han er én af dem, der ser Jesus på korset og genkender ham som den, der sagde: Giv alt bort og følg mig. Og gennem tåger af uforstand og selvkredsen, begriber, at det Jesus bød ham at gøre, har han selv gjort på en måde, som intet menneske kan. Eller skal. Fordi kun Gud er fuldkommen. Kan man leve sandt, når man lader hånt om båndene mellem mennesker? Er det rigtigt, at glæde er helt uafhængig af relationer? Kan man leve et liv, hvor man kun gør det sande og det gode? Og hvor findes det liv, der giver fylde? At det findes hverken i isolation i ødemarken eller i en lukket stræben efter fuldkommenhed, er vel ikke den store nyhed. Alligevel skal det siges. For ting må siges, som de er, virkeligheden må kaldes ved navn, for kun sådan undgår man forløjetheden og hykleriet også det hykleri, der gør andre mennesker til blotte midler for vore egne projekter af hvad art de så end er. Dér hvor andre blot er midler for os og ikke mål i sig selv, dér er livet i hvert fald ikke, hverken det evige eller det timelige. Selv om der nok ikke er én eneste i blandt os, der ikke har prøvet det at lade de andre underordne sig vore hellige projekter, vores arbejde, vores gode mål for livet.

6 6 Giv alt bort og følg mig. For livet findes i relationen, med al det bøvl og al den ufuldkommenhed, der ligger i forholdet mellem mennesker. Hvordan det ender med vores ven i vildmarken, vil jeg ikke afsløre. Men han ridser med sin kniv en sætning i et stykke træ, en erkendelse, som mange andre heldigvis er nået frem til uden så store anstrengelser, Livet er, hvor det deles. Og det er mere sandt end han selv ved af, den unge mand, for Livet med stor L er jo netop, fordi Gud har delt sit liv med os og gør det hele tiden, og vil blive ved med at gøre det, indtil alt det bøvl, der er ved at leve er forsvundet og vi slår øjnene op og er i det evige liv, ikke kun i glimt men i fuldkommenhed. Fordi alting er muligt for Gud