Løgstør, Frederik VII s Kanal, Lendrup Huse og Lendrup Strand

Løgstør, Frederik VII s Kanal, Lendrup Huse og Lendrup Strand Kulturmiljø nr. 74 Tema Kystkultur, anlæg på kysten, kystafhængige transportanlæg, kystnær produktion, søog pejlemærker, rekreativt område, fritidsbebyggelse Emne(r) Købstadshavn, færgested, kanalanlæg, havneområde, skibsværft, fiskerskure og -huse, toldbod, lodshus, dobbeltfyr og sommerhusområde Sted/Topografi I Vesthimmerland ved Limfjordens sydlige bred, øst for Løgstør bredning og vest for Aggersund, ligger Løgstør by. Umiddelbart nord for Løgstør på den anden side af Limfjorden ligger øen Borreholm og gården Aggersborggård. 4 km vest for Løgstør ligger sandbankerne Løgstør Grunde, der i århundreder har vanskeliggjort Limfjordens skibstrafik mellem øst og vest på grund af bankernes ringe vanddybde. I dag vedligeholdes en gravet sejlrende, der muliggør sejltrafikken. Grundene markerer også et geografisk skel mellem den østlige og vestlige del af Limfjorden, mod øst er fjorden et langt og smalt løb med enkelte mindre bredninger, hvorimod den vestlige del består af større åbne vandflader opdelt af smalle sunde. Indtil Vesterhavets seneste gennembrud af Aggertangen i 1825 var den vestlige del af Limfjorden en form for brakvandsindsø, men i dag er hele fjorden saltholdig. Løgstør by har to mindre havneanlæg, Vesterhavnen ligger omtrent 200 meter fra Østerhavnen. Langs fjorden ligger på selve havnefronten foruden beboelseshuse, bl.a. et hotel, en gammel købmandsgård og en parkeringsplads. Det karakteristiske dobbeltfyr Løgstør forfyr er opført helt ud til Limfjorden ved det gamle havnebassin, og den tidligere købmandsgård ligger umiddelbart syd for fyret. I vejbanen ved det lille havnebassin ses omridset af bassinets tidligere størrelse. Syd for havneområdet ligger Løgstør by dels på lavt marint forland og dels i det højere moræneland. Den gamle bydel er bygget neden for litorinaskrænten, mens den nyere bebyggel- 974

se har bredt sig op over kystskrænten i morænelandet. I den gamle bydel er flere købmandsgårde opført i kort afstand fra havnen, og tidligere lå forretningerne langs fjorden. Kirken er opført i Rådhusgade, der fører ned til havnen. Kanalanlægget, Frederik VII s Kanal, præger i høj grad Løgstør by. En 4,4 km lang og 24-28 m bred kanal fra Løgstør til Lendrup blev med håndkraft gravet gennem det faste kystlands kalkgrund for at lette skibspassagen over Løgstør Grunde. Senere, da den nævnte sejlrende over sandbankerne blev udgravet, blev kanalen lukket i Lendrup. Fra Vesterhavnen begynder Frederik VII s Kanal. Havnebassinet anvendes i dag primært som lystbådehavn. På sydsiden af kanalens østlige del findes en række bevaringsværdige fiskerskure. Ved den østlige indsejling til kanalen er lodshuset placeret, yderligere mod øst ligger en skibsbedding ved siden af Løgstør Bådebyggeri. Ved den østlige ende af havnefronten ses resterne af en stålskibsbedding. 975

Ved Vesterhavnen ligger også toldboden på hjørnet af Toldbodgade, og på modsatte hjørne øst for er et mindre skipperhus bygget. Omtrent 400 meter sydvest for selve indsejlingen er den tidligere kanalfogedbolig opført på kanalens yderdæmning, og bygningen huser i dag Limfjordsmuseet. En jernsvingbro forbinder her kanalens nordlige og sydlige side. Herfra fortsætter Frederik VII s Kanal med de to trækstier langs siderne gennem det lave og ubevoksede kystland sydvest for byen. Kun øst for kanalfogedboligen forekommer beplantning oven for kystskrænten, og plantagen er opkaldt Christiansminde. Ved den gamle fiskerbebyggelse Lendrup Huse sydvest for Løgstør afsluttes kanalanlægget, og et svajebassin er placeret ved kanalens sydvestlige indsejling, der nu er aflukket med en dæmning. Umiddelbart nordøst for Lendrup Huse er to kanalbetjentboliger opført på yderdæmningen. Sommerhuskolonien Lendrup Strand er bygget syd for havnebassinet på de lave strandenge neden for kystskrænten. Sommerhusene ligger i dag omtrent 3 km fra Løgstørs sydligste villakvarter. Det udpegede kulturmiljø omfatter den ældste del af Løgstør by afgrænset af Limfjorden mod nord og den gamle kystskrænt mod syd, arealerne langs med kanalen til Lendrup samt svajebassinet og sommerhusområdet ved Lendrup. Tid Fra omtrent 1500-tallet til nutiden Karakteristik Løgstør I løbet af 1400-tallet aftog sildefiskeriet i Øresund, og herefter oplevede fiskeriet på Limfjorden en kraftig fremgang. I 1514 omtales Løgstedøre (den grusede strandbred ør ved Løgsted), men da var det kun et lille fiskerleje med få huse på stranden. De rige sildeforekomster på fjorden skabte hård konkurrence om at opnå eksportandele, og Christian II udstedte i 1516 en forordning om, at sild kun måtte saltes ved Aalborg og Løgstedøre. Med forordningen steg antallet af huse ved Løgstedøre, og efterhånden opstod et bysamfund, senere opkaldt Løgstør. Løgstedøre fik det kongelige privilegium til sildesaltning, da Aalborg sandsynligvis ikke ønskede konkurrence på tæt hold fra Nibe, hvor det største sildefiskeri ellers foregik i bredningen. Løgstedøre var netop det fjerneste sted for det givtige sildefiskeri, der stoppede ved Løgstør Grunde. Et toldsted blev i 1523 oprettet i Løgstedøre for at kontrollere sildeafgifterne, og flere sildesalterier blev grundlagt. Fjordgade er den ældste gade i Løgstør. Det var den gamle hovedgade. Af en turistberetning fra 1795 fremgår, at byen kun havde én gade, og det var langs vandet. Til at begynde med hed den Nørregade. Løgstør Grunde I århundreder skabte Løgstør Grunde problemer for den øst-vestgående sejlads på Limfjorden. Sidst i 1600-tallet skulle fartøjer have mindre end 1 meters dybgang for at passere, og de måtte lægtes over sandbankerne, dvs. lasten blev lodset i fladbundede pramme kåge eller småskuder, og uden gods ombord kunne fartøjet lempes over det lave vand og lastes igen. Allerede fra omkring 1690 havde Løgstør et lægteselskab med eneret til at slæbe skibe over 976

grundene. Selv kongen måtte betale afgifter for skattekornets lægtning, og for Løgstør var det en god forretning. Den kostbare og tidskrævende søtransport resulterede dog i utallige klager fra den vestlige del af Limfjorden, da Løgstør Grunde besværliggjorde og fordyrede deres eksport af landbrugsvarer. Fra 1600-tallet til midt i 1700-tallet mislykkedes flere forsøg på at forbedre gennemsejlingen bl.a. pga. modstand fra handelsstanden i Aalborg, der havde store handelsfordele ved deres direkte adgang til havet og ikke ønskede konkurrence fra de vestlige byer ved Limfjorden. I 1768 blev en muddermaskine dog bevilliget af regeringen til at overkomme problemet med sandbankerne, men udgravningen af en sejlrende over bankerne var uden held og standsede i 1771. Senere afslog regeringen at finansiere en kostbar konstruktion af en rende gravet gennem det faste land. En storm i 1775 skabte dog en naturlig rende på omtrent 6 fods dybde, der dog skulle besejles med lodsvejledning. Den første lods i Løgstør blev derfor ansat til at navigere ind- og udsejling i 1776, men omkring år 1800 var renden nærmest forsvundet pga. tilsanding. Lægtningen fortsatte derfor i første halvdel af 1800-tallet. Færgefart Sejlads mellem nord- og sydsiden forbandt også Løgstør med Aggersborg. Færgefarten foregik med rofærger over sejlrenden til den nu forsvundne Færgeholm nord for Løgstør, og fra Færgeholmen vadede eller kørte folk til Aggersborg via Borreholmen. Allerede i 1500-tallet var færgesejladsen med passagerer mellem Løgstør og Aggersborg en hård konkurrent til færgeoverfarten få kilometer mod øst ved Aggersund, selvom kvæg og større gods blev transporteret over sundet der, hvor færgekapaciteten var større. Fra midten af 1800-tallet blev færge- og dæmningsplaner foreslået for at forbedre overfarten mellem Løgstør og Aggersborg, men planerne blev aldrig fuldført, og Aggersund blev til sidst alene om færgesejladsen. Handel Handel var kun tilladt i købstæderne, men trods flere kongelige forbud foregik megen handel i Løgstør, hvor den internationale skudehandel forbandt Løgstør med Norge fra omkring 1500-tallet til midten af 1800-tallet. Sildefiskeriet forblev Løgstørs væsentligste næringsvej op gennem 1700-tallet og i første del af 1800-tallet. Da Vesterhavet brød gennem Aggertangen i 1825, var det snart slut med sildefiskeriet ved Nibe og Løgstør. Saltvandet ændrede fjordens balance, og sildens fødemidler blev ikke længere ført med brakvandet fra den vestlige til den østlige del af Limfjorden. Trods fiskeriets nedgang voksede Løgstør pga. landbrugets opgang og en tættere kontakt med oplandet. Handel og søfart prægede Løgstør, og tilsyneladende var det ingen hindring, at Løgstør først senere den 1. januar 1900 blev købstad. Fra 1850 til 1901, det vil sige årene før og umiddelbar efter, at Løgstør blev erklæret købstad, blev indbyggerantallet fordoblet, som det ses nedenfor: 1801: 463 indbyggere 1850: 967 indbyggere 1901: 2183 indbyggere 1950: 3259 indbyggere 1998: 4552 indbyggere 977

I Løgstør lå købmandsgårdene især langs havnen i begyndelsen af 1800-tallet, fordi datidens handel var afhængig af søfarten, og snart blev havneforholdene forbedret. En lille fiskerihavn og færgemandens havn længere mod øst var anlagt omkring 1820, og en lille Vesterhavn eksisterede også, men senere i 1852 blev en ny Vesterhavn færdigbygget. Fra 1903 til 1938 forbandt en dampfærge Løgstør med Aggersund Nord, hvor færgelejer var anlagt i både Aggersund Nord og Syd samt i Løgstør, og herved styrkede Løgstør de regionale handelsforbindelser til Han Herred. Færgens drift blev først varetaget i amts- og lokalt regi, men blev i 1918 overdraget til staten. Den længere færgesejlads til Løgstør blev til stadighed debatteret, da turen over sundet kun varede få minutter. Løgstør havde dog stærke handelsinteresser i de fire daglige sejlture, da mange handlende kom fra Han Herred, men fra 1938 overtog rutebilen transporten til Aggersund Syd, hvorfra færgen stadig sejlede frem til broen blev åbnet i 1942. Hotel Phønix eksisterer ikke længere, men ved siden af ligger den gamle købmandsgård. Huset med de to kviste i midten af billedet findes endnu på hjørnet af Fjordgade. Lokalhistorisk arkiv for Løgstør Kommune. Havnen Flere bygninger og institutioner indtog en plads ved havnen i løbet af 1800-tallet. Ved Vesterhavnen blev en toldbod opført i 1857, og bygningen eksisterer stadig trods det, at toldvæsenet i Løgstør blev nedlagt i 1970 erne. En bedding blev bygget i 1896-1897, og derefter kunne skibsbyggeri og reparationer udføres ved Vesterhavnen. Også i dag bliver skibe repareret på værftet, men der er ikke bygget nye skibe siden begyndelsen af 1990 erne. En købmandsgård ligger stadig ved havnefronten. I takt med at skibsfarten dalede, valgte flere købmænd ellers fra 1800-tallet til først i 1900-tallet at ombygge købmandsgårdenes baghuse og lave facade mod den tidligere baggade, da deres handelsinteresser nu var rettet mod land. Løgstør skibsværft i begyndelsen af 1900-tallet. Bemærk badeanstalten yderst mod højre og toldboden i én etage i venstre hjørne. Lokalhistorisk arkiv for Løgstør Kommune. 978

Et karakteristisk dobbeltfyr, Løgstør forfyr, blev også opført ved Vesterhavnen som sømærke i 1908. Fyret blev forhøjet med to lanterner i 1910. Samtidig blev et bagfyr opsat som pejlemærke længere inde i land. I dag er forfyret truet af lukning, da farvandsvæsenet muligvis vil afhænde det. Få meter vest for fyret er et lille fiskerskur anlagt ved selve havnebassinet. Dets anvendelse er skiftet fra fiskeribrug til udstilling af malerier. Øst for dobbeltfyret langs havnearealet ligger fjordhotellet, Hotel du Nord. Fra 1850 erne fik hotellet en anerkendt plads i byen, men det er uvist, hvornår det fik navnet du Nord. Hotellet fungerer stadig som overnatningssted og restaurant, og det ligger få meter fra kajkanten med uhindret udsyn til fjorden. Det karakteristiske dobbeltfyr med det lille havnebassin foran og den gamle købmandsgård til højre. I 1893 blev jernbanen fra Hobro til Løgstør indviet, og hermed var forbindelserne til oplandet forbedret. Stationsbygningen blev placeret sydøst for havnen. Persontrafikken på banen ophørte i 1966, men først i 1996 standsede al godskørsel på banen. I nærmeste fremtid åbner banen som rekreativ sti. Syd for havnen ad Rådhusgade blev en kirke i nygotisk stil opført fra 1892-93. Den 32,6 m lange kirke er bygget af røde mursten. Det 46,5 m høje spir er belagt med et skifertag ligesom kirkens resterende tage. Spiret var det første kendingsmærke, rejsende så, når de førhen nærmede sig byen sydfra. Frederik VII s Kanal Åbningen af Frederik VII s Kanal lettede fjordtrafikken betydeligt, da skibene blev ledt inden om Løgstør Grunde. Frygten for tilsanding af Aggerkanal havde bragt fornyet diskussion i 1850 erne om en kanal ved Løgstør, men et kanalanlæg skulle også afhjælpe sejladsen over sandbankerne og derved lette søfarten mellem Kattegat og Nordsøen. I perioden 1856-1861 blev kanalen udgravet i det faste kystland fra Løgstør Vesterhavn til Lendrup. Ved indvielsen den 13. juli 1861 blev kanalen navngivet, Frederik VII s Kanal, efter hans majestæt. Kanalen er omtrent 4,4 km lang, 75-90 fod bred i vandspejlet og har en dybde på 10 fod ved normal vandstand. Havnebassiner blev anlagt ved kanalens øst- og vestlige åbninger, hvor fartøjer kunne afvente passage af modgående skibstrafik. På kanalens nordog sydside blev to trækveje anlagt, da skibe, alt afhængig af vejret, passerede kanalen uden hjælp eller blev trukket igennem med he- 979

ste eller ved håndkraft. Langs kanalens sider var pæle til fortøjning og slæbetov placeret. Enkelte pæle eksisterer i dag, men den oprindelige kobberbeklædning er forsvundet. Trækstien langs kanalen mod Lendrup. En jernsvingbro med murede fundamenter blev også opført i 1861 ved kanalens østlige ende og skulle udgøre passagen over til kanalfogedboligen, der stod færdigbygget i 1863. Kanalfogedens bolig bestod af et beboelseshus, baghus og en forbindende mur til udhuset. Mod vest forbandt en trækfærge kanalens nord- og sydside, og den blev fortrinsvis brugt af landmænd med jord på kanalens vestlige side. Kanalanlægget blev finansieret af staten samt af købstæder og amter ved Limfjorden, og en kanalafgift blev opkrævet af skibene til at dække driftsudgifterne. Indsejling til kanalen foregik med lodsvejledning. Lodsformanden, der også blev kanalfoged, påtog sig det arbejde sammen med to reservelodser, men ventetider var uundgåelige pga. den stigende søtrafik gennem kanalen. Året 1898-1899 slog rekord, idet 2.923 fartøjer passerede kanalen. Trods kanalens succes som søpassage var den ikke en ubetinget gode for Løgstørs borgere. Indtægterne ved at lægte skibe over grundene eller fragte gods videre mod vest forsvandt. Handelen med de ventende personer på skibene var også reduceret kraftigt, da flere fartøjer nu undlod at lægge til i Løgstør. For staten var kanalen derimod en overskudsforretning indtil begyndelsen af 1900-tallet. Limfjordsmuseet er indrettet i det gamle kanalbetjent hus. Bemærk det lille lanternehus til højre, der anvendtes til at vejlede skibene. 980

Allerede i 1880 erne begrænsede kanalens vanddybde dog større fartøjer, og en 3,5 m. dyb rende blev udgravet tværs over sandbarrerne. Renden var færdig i 1901 og fungerer fortsat som sejlrende for søtrafikken på Limfjorden. Den sejlbare rende betød naturligvis et drastisk fald i skibspassagen gennem kanalen, og kanalvirksomhedens underskud resulterede i kanalens lukning i 1913. Efter lukningen blev en dæmning anlagt ved kanalens vestende for at hindre tilsanding, og lettede dermed trafikken over kanalen. På opfordring fra fiskerne i Lendrup Huse erstattede staten den vestlige dæmning i 1935 med en bro, så sejlads på kanalen mellem Lendrup fiskerleje og Løgstør var mulig. Kanalens østlige bassin blev i mange år brugt til havn for vandbygningsvæsenets uddybningsfartøjer, da den kunstige rende løbende skulle oprenses. Efter et forsøg på at opdrætte ørreder i den vestlige del af kanalen sidst i 1950 erne har andre ikke forsøgt at udnytte kanalen økonomisk. I 1978 blev kanalen opkøbt af Løgstør Kommune, og i dag er området ved Frederik VII s Kanal fredet. Den østlige ende af kanalen bliver benyttet som havnebassin for flere lystbåde og enkelte muslingefartøjer. Kanalfogedboligen har siden 1964 huset Limfjordsmuseet, og jernbroen bliver stadig drejet af Limfjordsmuseets brolaug. Siden 1994 har Limfjorden kun haft ét lodseri, der dog fortsat har en afdeling i Løgstør. Lendrup Huse Kanalanlægget er både geografisk og kulturhistorisk forbundet med fiskerbebyggelsen Lendrup Huse og senere sommerhusområdet Lendrup Strand. Svajebassinet ved kanalens vestlige indsejling blev anvendt som fiskerihavn og skabte basis for småfiskeri fra damjoller. Man fangede ål og skrubber med garn og ruser. Befolkningstilvæksten fra 1800 til 1950 nødvendiggjorde, at landbefolkningen søgte nye erhvervsmuligheder, og ofte supplerede de landbrugsindtægter med fiskeri. Fiskere fra Agger og Harboøre flyttede også til Lendrup fra ca. 1820 til 1870 pga. oversvømmelser og andre ustabile vejrforhold i forbindelse med gennembrydningen af Aggertangen. Lendrup Huse er således et tidstypisk eksempel på en beskeden fiskerbebyggelse ved Limfjorden. Det lille fiskerleje med omtrent 8 fiskerhuse voksede frem langs kanalens vestlige ende fra midt i 1800-tallet. Kanalen muliggjorde fiskeriet, men da det vestlige udløb sandede til i 1960 erne, ophørte erhvervsfiskeriet fra Lendrup Huse. I dag er der 5-8 gamle fiskerhuse tilbage ved Lendrup Huse, og de anvendes til beboelse. Enkelte moderne sommerhuse/helårsboliger er anlagt ved fiskerhusene på skrænten ved kanalen. De hvidkalkede kanalhuse ligger stadig uforstyrrede mod nordøst på kanalens yderdæmning. De to beboelseshuse med tilhørende udhuse blev anvendt af kanalbetjentene. Husene hører under Limfjordsmuseet. Tidligere, da kanalen var i brug, blev den vestlige søtrafik styret fra kanalhusene, der er placeret omtrent 50 meter fra den dæmning, der skulle forhindre tilsanding. Lendrup Strand I umiddelbar forlængelse af den gamle fiskerbebyggelse ligger sommerhusområdet Lendrup Strand. I læ af svajebassinets ydermole blev en 500 meter bred strandeng skabt af sandvandringen, og sandstranden fra syd lukkede til sidst for kanalens indsejling i nord. På strandengen syd for kanalen opstod Lendrup Strand i 1930 erne. Kanalens trækveje forbandt sommerhuskolonien med Løgstør, en overkommelig cykeltur på ca. 4 kilometer. Bebyggelsen ved Lendrup Strand startede omkring 1932-1935 med opførelsen af 10-14 981

småhuse til Løgstørs borgerskab, der brugte området som badested. I 1935 blev interessantselskabet I/S Lendrup Strandbad oprettet, og de 15 interessenter opkøbte arealet på 15 ha ved Lendrup Strand. I 1967 blev I/S Lendrup Strandbad til et A/S med 15 anparter. I de forløbne år er antallet af lejere vokset til ca. 150, og anpartshaverne bestemmer lejen i forhold til stedets udgifter. I dag er kolonien et APS, og i år 2000 var den årlige husleje på ca. 7.000 kr. inkl. afgifter. Huslejens nuværende beløb illustrerer både de stigende udgifter og generelle prisstigninger, i forhold til huslejen på 25 kr. årligt i årrækken fra 1930 erne til 1946. I området er der i dag ca. 260 sommerhuse. Lendrup med de allerførste sommerog badehuse. Svajebassinet kan ses i baggrunden. Lokalhistorisk arkiv for Løgstør Kommune. De første 2-3 huse ved Lendrup Strand blev brugt som omklædningshuse, men snart blev sommerhusenes formål også overnatning. Husene langs klintens fod (nuværende Ceresvej) og i yderrækken langs Tuborgvej tilhørte Løgstørs velstillede borgerskab, hvorimod anden og tredje husrække bygget senere i 1940 erne havde ejere fra andre samfundslag. I løbet af 1960 erne og 1970 erne blev den sociale lagdeling udvisket, både fordi anden generation overtog sommerhusene, og fordi antallet af nytilflyttere steg på flere nyopførte veje. I 1973 blev alle vejene i Lendrup Strand opkaldt efter forskellige bryggerier. Trods det, at bebyggelsen i dag udgør omtrent 260 sommerhuse, er området ikke synligt fra Lendrup Huse pga. den lave beliggenhed på strandengene neden for kystskrænten. Sommerhusområdet ved Lendrup i dag. 982

Bevaringstilstand Løgstør by Igennem de senere år er der foretaget en del renoveringsarbejder langs havnefronten i Løgstør, det drejer sig både om huse, der er sat i stand samt vejen med fortove og molerne, der er blevet indrettet som højvandssikring. Efter stormfloden i 2005, hvor store dele af havnen blev ødelagt, er resten af havnefronten blevet indrettet med stormflodssikring. Havnen fremstår således i dag meget velrenoveret. Husrækken langs Havnevej med bl.a. det istandsatte hus Schous Stiftelse i forgrunden. Langs bl.a. Fjordgade er den gamle husrække i blandet nyere huse bevaret, så man får et godt indtryk af en smal købstadsgade. Mange huse langs Havnegade er blevet renoveret med kviste og store vinduer og har således mistet en stor del af deres oprindelige udseende. Husrækken langs Fjordgade fortæller historien om købstaden Løgstør. Ét hus skal dog fremhæves som særdeles velholdt og velrenoveret. Det er Fjordgade 7/Havnevej 2 Schous Stiftelse. Ejendommen er for få år siden totalrenoveret og står nu med sit oprindelige udseende. Havnen og Kanalhavnen benyttes i dag primært af lystbåde og kun i begrænset omfang som fiskerihavne. Som havneby har Løgstør i 983

dag ringe betydning, da kun mindre skibe anløber havnen. Fjordhotellet Hotel du Nord er i god stand takket været en omfattende renovering. Dets placering helt ud til fjorden bevirker, at de barske vejrforhold slider på yderfacaden. Hotellet er et velrenommeret overnatnings- og spisested. Dobbeltfyret ved havnefronten er fortsat i funktion, om end dets fremtid er uvist, da det muligvis bliver overflødiggjort til navigationen på Limfjorden i takt med udbredelsen af moderne elektronisk navigationsteknologi. Det velbevarede fyrtårn har ikke undergået synlige ødelæggende forandringer og indgår i dag som en sammenhængende del af havnemiljøet. Vest for dobbeltfyret er et lille fiskeskur bevaret. Det anvendes af en lokal maler til udstilling. Købmandsgården over for fyret og fiskeskuret har fået en gennemgribende istandsættelse, hvor der bl.a. er isat store kviste i tagetagen. Gården er i dag indrettet til handicappede. På trods af renoveringen fremgår bygningens oprindelige udseende dog ret tydeligt. Pladsen mellem den gamle købmandsgård og det første hus i Fjordgade er i 2006 indrettet med en scene i tilknytning til den café, der er indrettet i købmandsgården. Værftet i Løgstør er et stort aktiv for byen, der fortæller om byens tilknytning til fjorden. Kirsten Monrad Hansen, 2005. Løgstør Bådebyggeri repræsenterer også den erhvervsmæssige brug af havnearealet. Nybyggeriet af både blev indstillet i midten af 1990 erne. Efter lukningen nedbrændte værftsbygningen, men den blev genopført af ejerne, Løgstør Skibssmedie. I 2002 etablerede en ny bådebygger sig på værftet. Bådebyggeriet med beddingen er et stort aktiv for havnen og er med til at holde havnen levende. Lodseriet med lodshuset vest for bådebyggeriet er aktivt, selvom lodseriet i dag er underlagt Limfjordens lodseri. Toldboden fra 1857 på Vesterhavnen fik i 1919-1920 tilføjet en etage bl.a. til beboelse, men i dag er toldbygningen ude af drift, da toldvæsenet blev centraliseret i 1970 erne. Nye plastikvinduer forstyrrer dens oprindelige facade, men toldbygningens arkitektoniske særpræg er intakt. I dag er der indrettet bolig og erhverv i bygningen. Øst for toldboden (på hjørnet af Toldbodgade og Fjordgade) ligger et istandsat fiskerhus. Den gennemførte renovering har i høj grad taget hensyn til husets oprindelige bygningsstil, og den fremstår som en bevaringsværdig og velholdt bygning. Langs hele havnefronten er mange af husene inden for de seneste år sat i stand, 984

og hovedindtrykket langs Havnevej er, at strækningen overordnet set er meget velholdt, om end mange af husene som nævnt har mistet deres oprindelige udtryk. Længere mod vest langs kanalen ligger en unik samling ældre, sortmalede fiskerskure i træ. De indgår som en autentisk del af miljøet. Fiskerskurene blev efter en brand genopført i deres oprindelige stil og bliver i dag flittigt brugt af fritidsfiskere. Fiskerne sorttjærede redskabsskure, der i sig selv udgør et unikt kulturmiljø. Syd for havnen ligger Løgstør kirke, hvor kirkebygningens ydre fremstår som oprindelig trods gennemført reparationsarbejde og restaurering. Kirkens indvendige bemalede udsmykning forsvandt dog ved en restaurering i 1993, og kirken er i dag hvid indvendig. Kanalhavnen i dag, hvor der stadig drives lidt fjordfiskeri. Frederik VII s Kanal Ved Frederik VII s Kanal er restaurerings- og vedligeholdelsesarbejde foretaget og finansieret af Skov- og Naturstyrelsen samt Løgstør Kommune. Restaureringen af kanalens løb fra Løgstør til træbroen blev fuldført i 2000, bl.a. blev fyld og græstørv udlagt og højvandsskader på kanalens østside mellem dreje- og betonbroen udbedret med græstørv og større stenlag i vandskyllet. Disse arbejder foregik i nøje overensstemmelse med kanalens oprindelige udseende, da området er fredet som kulturminde og er af lokal og kulturhistorisk interesse. Kanalens værdi som turistattraktion spiller også ind ved bevarelsen. De omtrent 80 fortøjningspæle langs kanalens trækstier 985

er endnu ikke genetablerede, men de er inkluderet i det omfattende restaureringsprojekt af Frederik VII s Kanal. Projektet indbefatter også restaurering af bl.a. stensætninger ved færgepladserne midt i kanalforløbet, stenkister øst for kanalen samt duc d alber i svajebassinet ved Lendrup Huse. Det oprindelige kanalanlæg med selve kanalen, drejebroen, trækstier, kanalfogedboligen og kanalbetjenthusene udgør et særdeles velbevaret og uforstyrret kulturhistorisk miljø. Ved stormfloden i 2005 blev en del af kanalens vestlige side ud mod Limfjorden ødelagt. Det er endnu (2006) ikke afgjort, hvordan og hvornår et restaureringsarbejde kan begynde. Drejebroen ved Limfjordmuseet. Kirsten Monrad Hansen, 2005. Kanalfogedboligen og kanalhusene er yderst velholdte og velbevarede bygninger, og den foretagne renovering er gennemført med bevidst hensyntagen til den oprindelige byggestil. Hverken kanalfogedboligen eller kanalhusene er blevet tilføjet nye tilbygninger. Kanalfogedboligen er i dag rammen om Limfjordsmuseet, og bygningen bruges både til kontor, udstillinger om fjordens fiskeri og søfart, særudstillinger samt magasin. Svingbroen bliver regelmæssigt drejet dels i turistsammenhæng, men også for at bibeholde dens tekniske funktion. I dag er Frederik VII s Kanal ude af drift, kun havnebassinerne fungerer som lystbåde- og fiskerihavne. Siden et forsøg med dambrug i kanalen er kanalens økonomiske potentiale ikke forsøgt udnyttet, og området ved kanalen er i dag fredet, og det er en åbenlys turistattraktion for besøgende i Løgstør. Det er fortsat muligt at sejle i kanalen med mindre både. Kanalbetjenthusene ved Lendrup anvendes i dag af Limfjordsmuseet. 986

Lendrup Huse De 5-8 karakteristiske fiskerhuse i Lendrup Huse er fra midt i 1800-tallet. Husene indgår som en harmonisk og naturlig del af miljøet ved kanalens sydlige ende. Om end flere af de oprindelige fiskerhuse er ombyggede, og andre er i dårlig stand formodentlig pga. deres udsatte beliggenhed ved fjorden, er de bevaringsværdige bygninger, idet de vidner om datidens småfiskeri fra Lendrup Huse med kanalens svajebassin som udgangspunkt. Enkelte moderne helårsboliger/sommerhuse er også bygget ved Lendrup Huse, og deres arkitektoniske byggestil adskiller sig fra fiskerhusene, men deres afsides beliggenhed på skrænten med lav bevoksning gør, at de kun i mindre grad forstyrrer atmosfæren ved det tidligere fiskerleje. Et af de ældre fiskerhuse ved Lendrup under restaurering. Fra Lendrup Huse er der uhindret udsyn til de to hvidkalkede kanalbetjenthuse på yderdæmningen, der i dag fremstår som ved deres færdigbygning i 1863. Deres placering tæt på Lendrup Huse illustrerer den kulturhistoriske sammenhæng mellem kanalen og fiskerlejet. De yderste sommerhuse i Lendrup ved det gamle svajebassin. Kirsten Monrad Hansen, 2005. Lendrup Strand Sommerhusområdet ved Lendrup Strand i umiddelbar nærhed af fiskerbebyggelsen skal vurderes som en helhed. Sommerhusene er af både nyere og ældre oprindelse, men skal ikke kategoriseres med forskellig bevaringsværdi trods deres forskellige alder, da sommerhusområdet er bevaringsværdigt som en helhed. Området bevidner udviklingen fra 1930 erne, hvor badning var den nye tendens, og omklædningshuse blev nødvendige. Senere blev husene ombyg- 987

gede eller nyopførte til overnatning, typehuse blev også tilføjet husrækkerne på strandarealet, og i dag fremstår sommerhuskolonien med den tætte bebyggelse af især træsommerhuse som et illustrativt eksempel på den rekreative udnyttelse af fjordens landskabelige værdier. Sårbarhed og virkemidler Løgstør by Da erhvervsfiskeriets og søfartens brug af havneområdet er i stærk tilbagegang, må turisme og industriel benyttelse af havnearealet anses som de største trusler ved Løgstør havn, hvis der ændres funktioner og bygges uden tilstrækkelig respekt for det eksisterende kulturmiljø. En udvidet udnyttelse af havnen som turistområde med inddragelse af bygninger og områder til f.eks. cafébrug og souvenirbutikker kan true de oprindelige bygninger og havneområdets erhvervsmæssige præg. Nytiltag som f.eks. høj bebyggelse, industrihaller eller andre dominerende anlæg ved havnefronten vil forstyrre havnemiljøet og ødelægge det uhindrede udsyn over fjorden. Der bør udarbejdes en bevarende lokalplan. Selve kystskrænten, der rejser sig bag den gamle bydel, er også sensibel for forstyrrende bygninger og anlæg, der kan reducere den æstetiske udsigt mod oplandet. Baglandet bør derfor friholdes for dominerende bygningsmæssige tiltag. Flere af bygningerne ved havnen i Løgstør er allerede ude af drift eller i fare for funktionstømning, da erhvervsfiskeriet og søfarten på fjorden er kraftigt reduceret. Flere maritimrelaterede bygninger er allerede nedrevet, og der er fare for nedrivning af flere havnefaciliteter i den tidligere erhvervshavn og andre handelsbygninger i Løgstør. Hotel du Nord er stadig i brug og er derfor ikke umiddelbart sårbar, dog kan fremtidige ombygninger uden respekt for bygningens oprindelige fremtoning forringe stedets bevaringsværdi. I 2005/2006 blev der ved Kulgården bygget nye faciliteter til sejlerne samt en restaurant. Bygningen fremtræder med tagpaptag, træbeklædte sortmalede facader og hvide vinduer. Selvom bygningen er lang og høj bevirker farverne og tagbeklædningen, at den falder rimelig godt ind i miljøet. Fra øst syner bygningen ikke af meget, før man kommer hen til den, da den er trukket lidt tilbage fra vejen, og fra vest kan man med god vilje sige, at den fortsætter skurbyens stil. Et fremmedelement er dog træterrassen foran bygningen ud mod kanalhavnen. Der bør dog laves en bevarende lokalplan, der sikrer, at havneområdet ikke fyldes med fremmede funktioner som boliger, butikker m.v. Dobbeltfyret har Farvandsvæsenet tidligere karakteriseret som en bygning af mindre værdi, hvilket gør fyrtårnet sårbart for uheldige tiltag. Vurderingen bør dog genoptages, da fyret skal vurderes ud fra dets unikke sammenhæng både med havneomgivelserne og med søfarten over Løgstør Grunde. Som udviklingen går, vil forfyret formodentligt miste sin funktion i den nærmeste fremtid. Trods det at fyrets drift eventuelt indstilles, indgår det til stadighed som en naturlig del af kulturmiljøet ved havnen. Det lille fiskerskur ved dobbeltfyret er i dag anvendt af lokale kunstnere, og skurets særpræg er respekteret. Lodshuset og bådebyggeriet fungerer stadig om end i mere begrænset omfang end tidligere. Søfartens og fiskeriets nedgang kan dog resultere i lukning, hvilket vil true bygningernes eksi- 988

stens i forhold til f.eks. nedrivning eller ombygning. Toldboden er i dag ude af funktion, og de oprindelige vinduer er erstattet med plastikvinduer, hvilket delvist forringer toldbygningens arkitektoniske egenart. Yderligere forstyrrende tiltag vil fratage Toldbodens autentiske karakter. Bygningen er i god stand og er inden for de senere år renoveret. Fiskerhuset, øst for toldboden, er ikke umiddelbart truet, da huset allerede er renoveret med stor hensyntagen til husets karakteristiske træk. De små fiskerskure i træ langs kanalens indsejling fra øst er stadig i brug af lokale fritidsfiskere, og de grønne arealer bag skurene bør friholdes, da bebyggelse eller anlæg vil reducere de lave fiskerskures fremtoning. Kirken fra 1893 er velbevaret. Restaureringsarbejde har forandret den indvendige udsmykning, da de kraftigt malede ornamenter blev overmalede. Kirken har ikke været genstand for ødelæggende forandringer af dens oprindelige nygotiske byggestil. Frederik VII s Kanal Området langs kanalen og selve kanalanlægget er i dag fredet som et historisk fortidsminde og er derfor ikke umiddelbart truet. Dog er det nødvendigt med fortløbende vedligeholdelsesarbejde, da landskabet ved kanalen ellers hurtigt bliver bevokset med fare for, at brinkerne synker sammen. Den smalle tange mellem kanal og fjord midtvejs i kanalen bør dog sikres, da der er risiko for gennemskylning, som man så ved stormfloden i 2005. Drejebroen, kanalfogedboligen og kanalhusene ved Lendrup Huse er ikke sårbare overfor uheldige tiltag, da de både er en del af kanalområdet og er omfattet af en bygningsfredning. Nytiltag er dermed underlagt restriktioner. Der findes stadig enkelte ældre sommerhuse i Lendrup, selvom de fleste efterhånden er blevet renoveret efter nutidens krav. Kirsten Monrad Hansen, 2005. Lendrup Huse og Lendrup Strand Flere fiskerhuse i Lendrup Huse er truet af nedrivning pga. forfald eller af ombygninger, da flere af husene nu er solgt til beboelse. Yderligere bebyggelse ved det tidligere fiskerleje bør afværges, da det åbne landskab og de spredte fiskerhuse er en væsentlig del af stedets særegne karakter. Beplantning eller anlæggelse af høje bygninger bør også undgås, da sådanne tiltag kan hindre det frie udsyn til kanalhusene og fjorden. Lendrup Huse ligger i dag i direkte forlængelse af sommerhusbebyggelsen, og det er nødvendigt at sikre fiskerlejet mod en ekstrem udbygning af sommerhusområdet i nordlig retning. Nye sommerhuse ved Lendrup Strand bør ikke tilla- 989

des på litorinaskrænten, da det vil reducere skræntens landskabelige fremtoning, og sommerhusområdets synlighed i omgivelserne vil forøges væsentligt, idet det i dag netop ligger skjult bag kystskrænten. Flere nye typehuse er opført i sommerhuskolonien, og området er i dag meget tæt bebygget. De moderne sommerhuses omfang og udbredelse bør begrænses, da pladsen er trang, og stedets idylliske særpræg kan forringes ved dominerende og omfangsrig nybyggeri. Lendrup Strand møder i dag konkurrence fra Rønbjerg Feriecenter, der ligger få kilometer mod syd. Nye feriemønstre med actionaktiviteter eller ønsket om større luksuriøse sommerhuse kan mindske koloniens attraktivitet i fremtiden. Bonitering Havneanlægget, de maritime bygninger og institutioner samt kanalområdet kommunikerer et klart og autentisk budskab om en købstad præget af Limfjordens fiskeri og søfart. Havnen har en åbenlys pædagogisk fortælleværdi, da erhvervsaktivitet stadig foregår langs havnefronten f.eks. bådreparationer og lodseri. Købmandsgården ved havnen vidner om købstadsmiljøet fra omkring 1800-tallet og bidrager til en større forståelse af fiskeriets og handelens betydning for Løgstør. Kanalanlægget er et monument over 1800-tallets ingeniørkunst og søfart og trods det, at kanalen nu er lukket for gennemgående sejlads, rummer en gåtur langs kanalens trækstier en stor oplevelsesværdi. Svingbroens funktion kan stadig opleves, når den bliver drejet med håndkraft. Limfjordsmuseets beliggenhed midt i dette kulturhistoriske landskab muliggør en ideel formidling af Limfjordens søfart og fiskeri, og en større forståelse for områdets historie skabes i den tidligere kanalfogedbolig. Ved Lendrup Huse kan et repræsentativt eksempel på datidens småfiskeri i fjorden opleves, da fiskerhusene fra det gamle fiskerleje stadig er at se tæt ved kanalen, der fungerede som havn for fiskerne. I dag står kanalbetjenthusene tomme og ubrugte, men det ville i høj grad højne områdets fortælleværdi, hvis de blev indrettet til en brug, hvor offentligheden havde adgang. Den rekreative brug af fjorden kommer klart til udtryk ved Lendrup Strand, hvor de tætbyggede sommerhuse slynger sig langs strandengene syd for kanalens afslutning. Badestranden benyttes flittigt, og feriedage nydes ved træsommerhusene på de små veje opkaldt efter bryggerier. Lendrup Strand er et illustrativt eksempel på fjordkystens mangeartede beboelsesformer og brug. En direkte formidling af Lendrup Huse og Lendrup Strands sammenhæng med kanalkonstruktionen kunne dog øge Lendrup områdets pædagogiske fortælleværdi, da kanalanlægget netop betød en havn for fiskerne, og ydermolen skabte med sandvandringen en strandeng fra syd mod nord, hvor Lendrup Strand voksede frem. Kontekst/sammenhænge Løgstør var tidligere forbundet med Aggersborg, da der foregik færgesejlads mellem fjordens nord- og sydside fra omkring 1500-tallet. Senere fra 1903 til 1938 forbandt en dampfærge Aggersund med Løgstør, og Løgstørs handel nød godt af færgeforbindelsen, da givtig handel foregik med Han Herred. Handelsforbindelser med oplandet blev forbedret, da jernbanen fra Hobro med Løgstør som endestation blev indviet i 1893. Udover handel og søfart var Løgstørs fiskere også i kontakt med Aggersborggård, da gårdens ejere i 1700-tallet havde koncession på voddrætsfiskeriet på den nordlige side af fjorden, og fiskerne måtte en årrække betale afgifter til 990

Aggersborggård. Mod vest og syd har Løgstør været forbundet med Vitskøl Kloster og videre sydpå med Hvalpsund. Dette stræk er i dag en del af den nationale Limfjordsrute. Cykelruten langs kanalen er i dag et i overført betydning synligt tegn på denne forbindelse. Løgstør har dermed med sin centrale placering i en søfartssammenhæng været forbundet regionalt med limfjordsbyer både mod øst og vest, men også med internationale lokaliteter. Anvendt kildemateriale Lindhard, N.H. (1988): Løgstør Grunde og Frederik VII s Kanal. Limfjordsmuseets småskrifter nr. 8, Løgstør. Lindhard, N.H. & Wohlfahrt, E. (1992): Over Aggersundbroen i 50 år: Over fjorden i 1000 år. Limfjordsmuseets småskrifter nr. 12, Løgstør. Lindhard, N.H. (1996): Historien om Løgstør. Forlaget Krejl, Løgstør. Meesenburg, Horst (2000): Ved Lendrup Strand. Limfjordsmuseets småskrifter nr. 20, Løgstør. Trap, J. P. (1961): J.P. Trap Danmark, femte udgave: Ålborg Amt. Bind VI, 3. G.E.C. Gads Forlag. Wohlfahrt, Eske (1994): Limfjordsfiskeri fra sildeeventyr til fritidsfiskeri. Limfjordsmuseet, Løgstør. Wohlfahrt, Eske (1995): Limfjordsforbindelser. Limfjordsmuseets småskrifter nr. 15, Løgstør. Beskrivelsen er udarbejdet af Limfjordsmuseet og Nordjyllands Amt. 991