Fur Formationen moler og vulkanske askelag. Fur Formationen består overvejende af moler med op mod 200 tynde lag af vulkansk aske. Lagserien er ca. 60 meter tyk og forefindes hovedsagligt i den vestlige del af Limfjorden. I dag ser man moleret i en række klinter på den nordlige del af Mors og Fur, men der findes også moler i Thy syd for Thisted, i den nordlige del af Salling og ved Ertebølle i Himmerland. Moler er en populær betegnelse for en sedimentær bjergart, som især består af mikroskopiske skaller af kiselalger diatoméer som er blandet med op til 1/3 ler. Det korrekte geologiske navn er derfor lerholdig diatomit. Molerets farve varierer fra mellemgrå til mørk grå, men ofte er farverne præget af forvitring, som resulterer i lyse farver ledsaget af gullige og rødbrune forvitringsprodukter fra svovlkis f.eks. jernhydroxider = rust. Moler er en porøs bjergart og det store indhold af luft betyder at tørt moler er lettere end vand. igennem og dermed fjerne den oprindelige lagdeling. Dette fænomen kaldes bioturbation. De to diatoméer (nederst) er ca. 0,1 mm store. Øverst til venstre ses to silicoflagellater. Mikrofossilernes skelet er meget porøst. Vulkansk Aske Vulkansk aske stammer fra åbningen af Nordatlanten - faktisk er det Nordatlantens fødselsattest. Der findes ca. 200 lag af vulkansk aske i Fur Formationen og de ses som mørke (grå til sorte) bånd i moleret. NV Europa - 55 millioner år Land Hav Fordeling af den vulkanske aske. Bispehuen viser de flotte strukturer fra istidens gletschere i moleret, hvor de vulkanske askelag er sorte. Da moleret blev aflejret i havet for 55 millioner år siden var hele Danmark dækket af hav, og den store havbugt strakte sig ind over Holland, Belgien, Nordtyskland og den nordvestlige del af Polen. Moler med dårlig lagdeling skyldes at det blev aflejret mens der var ilt i bundvandet. Derfor nåede bunddyrene at grave moleret Kortet viser oprindelsen af de vulkanske askelag i Fur Formationen. Vulkanske askelag i Moleret 1
Molerets geologiske navn er Fur Formationen. Jordlaget er knap 60 m tykt og indeholder ca. 200 synlige vulkanske askelag. Heraf har de 179 fået numre (-39 til +140). Askelagene varierer i tykkelse fra få mm til 20 cm og farven varierer fra næsten hvid over grå til sort, som er den mest almindelige farve. Specielt askelag minus17 og plus19 har tiltrukket sig stor opmærksomhed, idet man har dateret askelag: minus 17 til at være 55,12 +/- 0,05 millioner år gammelt og plus19 til 54.52 +/- 0,12 millioner år gammelt.. En så præcis geologisk alder er ret usædvanlig, hvorfor askelaget nu betragtes som et godt holde punkt for geologisk feltarbejde i Nordeuropa. Moleret findes også forstenet, hvor bevaringsgraden af fossiler som fugle, fisk og insekter bliver ganske enestående. De 55 53,5 millioner år gamle fossiler af bl.a. fisk, skildpadder, fugle, træ og insekter fortæller om det subtrobiskehav og de omkringliggende landområder med varmt og tørt klima., der gradvis blev køligere efterhånden som vulkanismen tog til i styrke. Ofte fundne fossiler i moleret vidner om molerhavets fødekæde. De mange små knogler fra strømsild / guldlaks, hvis nulevende slægtning hedder Argentina. Molerets aske kom fra Færøerne For 60 53 millioner år siden i tidsperioden Paleocæn arbejder naturens kræfter igen på at sprække jordoverfladen op. Denne gang er det mellem Norge og Grønland, det sker, og Nordatlanten skabes. I Danmark finder vi i moleret vulkanske askelag, fordi kraftige vinde og havstrømninger har ført asken fra vulkanerne ved Grønland og Færøerne ned til Danmark. Molerets askelag kan populært kaldes for Nordatlantens fødselsattest. Fossiler i moleret Moleret er verdenskendt for sit store indhold af spektakulære fossiler. I 2004 fandt vi i bunden af moleret den geologiske grænse, der markerer staren på tidsperioden Eocæn for 55,8 millioner år siden, hvor de moderne pattedyr som f.eks. urheste første gang optræder i Europa. Moler i sin bløde form deles let som skifer, og fortæller derfor villigt om molerhavets fisk og kystlandets dyreliv. Argentina lever af algerne i havet F.eks. makrel jager Argentina. En spist Argentina ender på havbunden som fiskeafføring dvs. løse knogler geologisk kaldes bevaret afføring for koprolit.. 2
Cementsten Cementsten = lyst moler og sort vulkansk aske, som er cementeret med kalk. Cementsten er den almindelige betegnelse for konkretioner i moleret, hvor alle hulrum mellem kornene er cementeret, dvs. udfyldt med, kalk. Komplette cementsten har ofte form som store linser, de kan være mere end 1 meter i diameter og over en ½ meter tykke. I cementsten kan man se både moler og askelag. Brudstykker af cementsten, som har ligget længe i vandkanten, er blevet slebet af vandet og ofte træder lag af vulkansk aske frem, fordi de er hårdere end molerlagene i cementsten. På overfladen af nogle cementsten kan man se en brun-violet blød masse, som skyldes forvitring. Dette opstår når det sure vand i moleret angriber cemenstenen og opløser kalken. med meget vand til et fastere sediment med lavt vandindhold. Sprækkerne opstår fordi vulkansk aske reagerer anderledes end moler, når det presses sammen - der er således tale om en særlig slags svindsprækker i stil med dem man kan iagttage på lerjord, som tørrer ud. I andre tilfælde opstod mønstre når et askelag blev aflejret ovenpå blødt slam af moler. Det vulkanske askelag er tungere en slam af moler og derfor kan askelage synke lidt ned i moleret, hvorved der dannes regelmæssige mønstre - såkaldte belastningsstrukturer. Navnet cementsten skyldes, at man tidligere anvendte dem til fremstilling af cement. Cementsten er dannet ca. ½ - 1½ meter nede under havbunden, hvor moleret blev aflejret. Cementsten dannes når kalkholdigt vand presses ud af det bløde slam og kalken afsættes i sedimentet. Alderen på cementsten er den samme, som for moleret ca. 55 millioner år. Fur-sten er poleret cementsten. Cementstenen er dannet som en konkretion ved afsætning af kalk i moler. Kalken binder de små kiselalger sammen til en hård sten. og der kan også være lag af vulkansk aske. Alder ca. 55 millioner år. Forstenet træ fra Fur. Dette er fossilt træ, hvor det oprindelige ved er blevet erstattet med kisel (silicificeret). Sprækker i træet er udfyldt med kalcedon. Alder ca. 54 millioner år. I nogle tilfælde finder man regelmæssige mønstre af sprækker i cementsten, som indeholder både vulkansk aske og moler. Sprækkerne er tydeligst på grænsen mellem moler og vulkansk aske, og der opstår ved kompaktering fra blødt mudder Her i kvist i cementsten og ved i blødmoler. 3
Rustringe og Gips Da moleret blev aflejret på havbunden som alge-slam, bevirkede forrådnelsen af algerne, at der ofte var iltsvind på bunden, således at der blev dannet svovlbrinte. Denne gas bandt sig til jern, som var opløst i havvandet og dannede mineralet svovlkis (pyrit), der i moleret optræder som sort farve. Molerets største stammer ligger på molermuseet og er 3,5 & 9 meter lange. Gravegange Dette er gravegange fra muslinger og/eller orme, som levede på bunden af molerhavet for 54-55 millioner år siden. Dyrene gravede gange ned i havbunden dels som skjul og dels i jagten på føde. Når gangen blev forladt skete det at den blev fyldt med vulkansk aske, så gangen ses som mørke rør i lys moler. Sådanne gravegange kaldes sporfossiler, idet de er spor efter et fossil. Da moleret blev aflejret på havbunden som alge-slam, bevirkede forrådnelsen af algerne, at der ofte var iltsvind på bunden, således at der blev dannet svovlbrinte. Dette forhindrede, at der kunne leve dyr på havbunden. Men når der var ilt nok på bunden vendte bunddyrene, f.eks. muslinger og orme tilbage. I dag, hvor moleret er blevet presset op af istidens gletschere, strømmer der regnvand igennem lagene. Dette vand opløser svovlkis, så vandet bliver til fortyndet svovlsyre, som bleger moleret. Jernet afsættes ofte som rustringe (jernoksider) i moleret eller i sprækker i moler og vulkansk aske. Enkelte steder vaskes der så meget jern ud af moleret, at der dannes rødsten. Rødsten er smeltevandsaflejringer af sand, grus og sten fra istiden, som er kittet sammen med jernoksider fra moler. 1. Svovlkis (Pyrit = FeS2) blev afsat i det sorte slam på bunden af Molerhavet. Når svovlkis udsættes for iltet grundvand, bliver det nedbrudt til svovlsyre og jernforbindelser. 2. Svovlsyren reagerer med kalk i moleret og danner gips. Ved denne reaktion forsvinder kalk, og derfor er moleret i dag kalkfrit. 3. Jernforbindelserne kan opløses i grundvandet, som transporterer jernet over i de nærliggende smeltevandsaflejringer af sand og grus. Her iltes jernet til rust, som er bindemidlet i Rødsten. 4
Gips er CaSO 4-2H 2 O Dendritter dannes ved udfældning af mangan eller jernforbindelser langs sprækker i bjergarter, hvor der siver vand igennem. Disse dendrit-udfældninger danner mønstre som kan minde fuldstændig om planter. Dendritter findes imidlertid ofte i hårde bjergarter f.eks. cementsten. Når de optræder i sedimentære bjergarter kan vi se at udfældningerne oftest ikke følger lagdelingen, hvilket viser at dendritterne ikke kan være aftryk af planter. Desværre bliver dendritter nogle steder solgt under etiketten plantefossiler. Dendritter af Mn-oksider på cementsten. Dendrit af rust er orange. overfladenært jordlag i den danske undergrund. Ved slutningen af sidste istid havde ismasser presset moleret op fra undergrunden og lavet de karakteristiske former i moleret, samt skabt de molerholdige bakker som ses i Limfjordsområdet. Presset har i nogen tilfælde knust moleret ind i askelagene fra vulkaner. Senere tids gennem vaskning af regnvand har udfyldt revner og sprækker med jernoxidere (rust). Når dette rulles i bølger eller sandblæses på stranden laver formerne flotte relieffer med fantasifulde former og farver. Stolle Klint Ler lerskifer Specielt på Fur ligger der på stranden mange grå flager. De har lige som moleret en tydelig lagdeling og lader sig ofte let dele. Det repræsenterer noget af det ældste som hører til i historien om moleret. De er mellem 55,8 og 55,2 millioner år gamle. De grå flager består af uforstyret kisel hærdet slam. Derfor kaldes det slamsten eller skiffer. I disse sten er der lidt fisk, specielt sild og pindsvinefisk. Men mest kendt er der flotte insekter. Istidspres Det er pres fra istiderne der har foldet moleret og askelagene op i de flotte former vi i dag kan se. Dette skal forstås sådan, at landhævning siden molerets dannelse for 55 milloner år frem til sidste istid for 100.000 år siden, har løftet moleret. Det moler som var en havbund i et 400 meter dybt hav, blev til et 5
En sildefisk i lerskifer hovedet er øverst til højre, hvor øjet ses som en oval sort plet. Lerskifer stammer fra Stolle Klint Ler i den nedre del af Ølst Formationen. Lerskiferen er egentligt en hærdet slamsten, som er lamineret - dvs. fint lagdelt. danekræ. Komplette insekter er altid sjældne, fordi de fleste insekter gik i stykker eller blev spist af fisk, inden de blev aflejret på bunden af molerhavet. Insekterne blev blæst eller fløj ud over havet, hvor de gik til grunde. Klimaet ved molerhavet, for 54-55 millioner år siden, svarede til Middelhavet i dag, tørt subtropisk klima. Insekterne i moler, cementsten og skifer fra Fur Formationen er særdeles interessante, fordi de ofte er meget velbevarede med fine detaljer, f.eks. kan man ofte se øjne, hår og farvemønstre bevaret. Lerskifer af denne type stammer fra området umiddelbart vest for Stolle Klint (Svenskehulen) midt på Furs nordkyst. Leret ligger under moleret (Fur Formationen) og askelag -33, som ses som et 15 cm tykt hvidt lag i den vestligste del af Stolle Klint. Leret og lerskiferen skrider ud ved kysten. Den dominerende bølgepåvirkning kommer fra nordvest, derfor bliver lerskiferen transporteret mod øst langs kysten. Den nøjagtige alder på leret er ikke kendt, men det er ældre end askelag -17, som er dateret til 55,12 millioner år. I skiffer findes ofte små nødder og frø. Der er fundet 40 forskellige, men det er de færreste vi kender navnet på. Det helt sorte i skiffer er træ. Insekter er forholdsvis almindelige i moleret, idet der er fundet flere tusinde eksemplarer, men de fleste er kun bevaret som fragmenter, f.eks. løse vinger o.l. Imidlertid findes utroligt mange arter af insekter, og derfor kan det enkelte fund godt være sjældent eller endog være 6