Identifikation Kommunenr. 475, 481, 487 Kommune Rudkøbing, Sydlangeland, Tranekær Kategori Dominerende træk i landskabet og overordnet bebyggelse (1) Lokalitet Landområdet Emne Hovedgårde Registreringsdato forår 2002 Registrator JEJ/RM Sted Langeland Arkiv nr. Løbenr. 24 1
Sammenfatning Kommunenr. 475, 481, 487 Emne Hovedgårde Kommune Rudkøbing, Sydlangeland, Tranekær Sted Langeland Hovedgårdenes kulturhistoriske hovedtræk består næsten altid af en egen lokalisering i landskabet, store sammenhængende bygningskomplekser, voldsteder, parker, alléer, skove og hovedgårdsmarker, der fremtræder markant større end almindelige gårdes marker. Til hovedgårdenes oprindelige kulturlandskab hører også præget på den omgivende bebyggelse i form af huse, institutioner, bebyggelsespræg. De langelandske hovedgårdes kulturlandskab bærer tillige præg af èn meget stor og mange små hovedgårde, der er en reminiscens af forholdene før 1660 og som medvirker til at understrege øsituationen. Endelig spiller arkitektoniske og landskabskulturelle kvaliteter altid en fremtrædende rolle. Typisk for Tranekærområdet er således de skovklædte hatbakker der ligger som markante holme og både tjener som viltkulisser og som smukke visuelle brud i de store markflader. Hovedgårdene og deres kulturlandskab er et væsentligt strukturelt element i kulturlandskabet og på grund af dets velbevarede særtræk af afgørende betydning for Fynsområdet. De smukkeste og mest markante hovedgårdsanlæg er Steensgård, Egeløkke, Nedregård, Fårevejle, Skovsgård, Hjortholm og Broløkke. De murede piller ved hovedvejen markerer indkørslen til Nedergård. Nedergårds hovedbygning er opført i anden halvdel af 1800- årene. Den sidste store byggeperiode for dansk herregårdsbyggeri. 2
Naturgrundlag Kommunenr. 475, 481, 487 Emne Hovedgårde Kommune Rudkøbing, Sydlangeland, Tranekær Sted Langeland Hovedgårde findes ofte på steder i i landskabet, hvor æstetiske og fortifikatoriske behov kunne opfyldes, dvs. gerne i skov- og engområder. Herregårdslandskabet omkring Tranekær er enestående intakt, med slottet som den absolutte dominant. Skovbos vestlige længebygning spejler sig i den foranliggende sø. Kortet viser det gamle vejsystem med hovedgårdenes og enkelte større gårdes placering i landskabet. 3
Kulturhistorie Kommunenr. 475, 481, 487 Emne Hovedgårde Kommune Rudkøbing, Sydlangeland, Tranekær Sted Langeland Hovedgårde har altid haft en aktiv indflydelse på kulturlandskabet, ikke blot ved deres egen bygningsmasse og deres eget jordbrug, men også gennem dominans over det omliggende bøndergods. Hovedgårdenes indflydelse på omgivelsernes bebyggelsesudvikling og kulturlandskab afhang af deres størrelse og den førte godspolitik, men der var altid tale om en væsentlig grad af påvirkning gennem de 600-700 år, som godssystemet varede. Hovedgårde og landsbyer var de to driftsenheder i det middelalderlige landbrug, som bestod frem til udskiftningen ved år 1800. Man dyrkede jorden på den samme måde på de to bedriftsenheder og med de lokale variationer, der fandtes rundt om i landet. Det var ejerforholdene som adskilte dem fra hinanden. I 1500-årene var næsten alle landsbyer og deres jord fæstegods under hovedgårde. For at fæste en gård eller et hus måtte fæsterne svare afgifter og dyrke hovedgårdsmarkerne. Dette godssystem varede fra middelalderen til ind i 1800-årene. Med hovedgårde mentes tidligere priviligerede gårde, dvs. gårde som i modsætning til fæstegårde og selvejergårde var fritaget for skatter til kronen og fra 1527 også for tiende til kirken. Hovedgårdenes skattefrihed ophørte principielt med grundloven af 1849, men videreførtes på flere punkter frem til retsreformen af 1917. Senest i vikingetiden og ældre middelalder fandtes lokale stormænd med egne sædegårde og og tilhørende jordegods. Hvis kilderne tillod det kunne mange ældre hovedgårde formentlig føre deres historie tilbage til vikingetiden. Fra 1200-årene optræder begrebet "herremænd" om dem som for egen regning ydede kongen fuld krigstjeneste og for det nød personlig skattefrihed. Disse herremands- eller væbnergårde kunne være af meget forskellig størrelse. I 1400-årene ses en tydelig tendens til at de skattefrie gårde blev færre og større. En af de vigtigste årsager var formentlig de store pestangreb, som fra midten af 1300-årene reducerede befolkningen og dermed ved arv koncentrerede ejendom på færre hænder. Men da magt og frihed voksede med godsets størrelse, ansporede det også til en koncentration af de private herregårdes antal og førte til bestræbelser på at privilegier kom til at gå i arv i bestemte familier. En hovedgårdssammentrækning, der andre steder i landet gennemførtes i 1400- og 1500-årene, kom dog sent i gang på Langeland, og ved overgangen til 1500-årene var udflytningen endnu langt fra gennemført, så der stadig fandtes en talrig mængde små væbner- eller lavadelsgårde, ialt omkring 35. Samtidig begyndte de større hovedgårde for alvor at flytte 4
ud fra de landsbyer som de oprindeligt lå i. Gårdene blev med forkærlighed anlagt ved store engstrækninger eller i skovrige områder, som på Langeland fandtes langs kystranden. Den største hovedgård synes at have været Fårevejle, som kendes fra 1300-årene og som i 1472 havde 59 fæstegårde under sig, svarende til omkring 8% af øens ca. 750 gårde. Kronen var dog den største enkeltbesidder. I 1510 hørte ca. 1/3 af øens gårde under kronlenet Tranekær. Med reformationen i 1536 kom kronen i besiddelse af det gejstlige gods, som var ret omfattende på Langeland på trods af fraværet af klostre og andre gejstlige institutioner på selve øen. Derefter sad kronen på ca. halvdelen af Langelands gårde, jævnt fordelt over hele øen. Ved sammenlægning i perioden ca. 1580-1660 reduceredes antallet af adelige hovedgårde på Langeland til 14, et kronlen og 13 adelsgårde. De adelige hovedgårde var dog stadigvæk små i forhold til landsgennemsnittet. Kun Steensgård, Fårevejle, Hjortholm og Broløkke havde hovedgårdsmarker på mere end 36 tdr. htk., og kun Møllegård, Hjortholm, Skovsgård, Nedergård og Fårevejle besad over 20 fæstegårde med Fårevejles 59 gårde som et højdepunkt. Også efter 1660 vedblev hovedgårdsstrukturen på Langeland at være præget af mange små hovedgårde. Med enevælden 1660 fik også borgerlige og militærpersoner en mulighed for at opstige i de jordejendes eksklusive klasse. Samtidig afhændede kronen store godsmængder for at dække krigsgælden efter svenskekrigene 1657-1660. I 1682 indskrænkedes hovedgårdenes skattefrihed til kun at omfatte de gårde som havde mindst 200 tdr. htk. bøndergods inden for en radius af 2 mil (15 km) fra selve hovedgården. Samtidig indførtes muligheden for at få sit gods sikret mod arvedelinger, frasalg eller belåning ved at ophøje det til stamhus. Stamhuse måtte have mindst 400 tdr. htk., stamhuse med mere end 1000 tdr. htk. havde ret til titel af baronier, mens stamhuse med mere end 2.500 tdr. htk. måtte kaldes grevskaber. Disse store stamhuse fik yderligere skattefriheder og administrative beføjelser. I 1672 overgik krongodset Tranekær til Frederik Ahlefeldt, som med det og sit eget gods oprettede grevskabet Langeland med ialt 2600 tdr. htk. Grevskabet betegnes o. 1800 som den måske bedste private ejendom i Danmark med ialt 14 hoved- og forpagtergårde under sig, Søgård, Nordenbrogård, Knepholm, Bjergbygård, Blegholm, Pæregård, Tranekær, Korsebølle, Nygård, Holmegård, Broløkke, Lykkesholm, Vestergård og Møllegård. Flere af dem var oprindeligt middelalderlige væbnergårde. Fire af disse gårde, Vestergård, Holmegård, Lykkesholm og Broløkke samt Strynø og Strynø Kalv, sammenlagdes i 1765 til stamhuset Ahlefeldt der skulle besiddes af den greve som succederede til grevskabet Langeland. Under grevskabet hørte da 447 fæstegårde og 688 huse, eller omtrent 3/5 af hele Langeland. Ved år 1800 fandtes ud over grevskabet og dets stamhus syv hovedgårde på Langeland: Steensgård, Egelykke, Nedergård, Fårevejle, Hjortholm, Skovsgård og Skovsbo. Af dem var Steensgård og Egelykke samlet i et stamhus med ialt 65 tdr. htk. hovedgårdstakst og o. 250 tdr. htk. bøndergods. Nedergård, Fårevejle og Hjortholm havde hver o. 50-60 tdr. 5
htk. hovedgårdstakst og 200-300 tdr. htk. bøndergods. Skovsgård og Skovsbo havde o. 20 tdr. htk. hovedgårdstakst og bøndergodset var stort set afhændet. I perioden 1580-1800 udvidede mange hovedgårde deres arealer ved at nedlægge gårde og landsbyer. I 1700-årene kunne hovedgårdene drage fordel af en øget mængde ledig arbejdskraft og både udvide deres arealer og forbedre driften. I dette århundrede oprettedes en del større avlsgårde af fæstegodset. Mod at besidde 11% af hartkornet i 1688 sad øens hoved- og avlsgårde på ca. 20% ved år 1800, hvilket på landsplan var usædvanlig meget. Hovedgårdene var altså midtpunkt i godslandskaber som ved midten af 1500-årene dækkede stort set hele landet, idet kun ca. 15% af de almindelige gårde var i selveje efter reformationen - en andel som faldt til 2% i slutningen af 1600-årene. De meget store godser blev til egentlige godskommuner hvor hovedgårdsbesidderen påtog sig en række administrative og sociale forpligtelser. Tendensen er helt klar i Tranekær, fordi det var så langt det største af de langelandske godser, men påvirkongen kan også spores andre steder. I 1850 mistede hovedgårdene deres skattefrihed. I stedet inddeltes landets gårde i tre grupper, storgårde med over 20 tdr. htk., proprietærgårde mellem 12 og 20 tdr. htk. og bøndergårde mellem 1-12 tdr. htk. Med lensafløsningsloven af 1919 blev det muligt at lade len og stamhuse overgå til fri ejendom mod at afstå dele af besiddelserne der ofte udlagdes til statshusmandsbrug. Samme år trådte loven om tvangsafløsning i kraft, hvorefter det tilbageværende fæstegods uden for selve hovedgårdsparcellen skulle overgå til selveje. Hovedgårdenes indflydelse på omgivelsernes bebyggelsesudvikling og kulturlandskab afhang af deres størrelse og den førte godspolitik, men der var altid tale om en væsentlig grad af påvirkning gennem de 600-700 år, som godssystemet varede. På grund af hovedgårdenes størrelse og deres beliggenhed i landskabet kom mange til at stå for de store landvindingsarbejder i 1800- og 1900-årene, de gik også forrest i landbrugsudviklingen og skovrejsning var ofte et hovedgårdsanliggende i denne tid. Hovedgårdene har altså ikke blot efterladt en ældre kulturarv, deres aktive indflydelse på kulturlandskabet er fortsat til i dag. Egeløkkes hovedbygning ligger i ensom majestæt på en lille bakketop med parken nedenfor. 6
Skovsbos fine trefløjede anlæg flankeres på fjerdesiden af to stynede landevejspopler. Skovsgårds hovedbygning knejser stolt på sin banke. Skrøbelevgård har bibeholdt sin ældgamle placering inde i landsbyen. 7
Tranekær Slot står med spir, kamtakkede gavle og røde mure som drømmen om et eventyrslot. Her ses slottet fra hovedgaden med Herskabsstalden nedenfor. Slotsparken, som er anlagt i engelsk stil, er forsynet med et par kineserier i form af té-pavillion ved foden af slots-banken og træbroen, som fører over Slotssøen til slottet. 8
Arkitektur og bebyggelse Kommunenr. 475, 481, 487 Emne Hovedgårde Kommune Rudkøbing, Sydlangeland, Tranekær Sted Langeland Hovedgårdenes bygningsanlæg påkalder sig naturlig interesse. De har været genstand for en ambitiøs udfoldelse, hvor arkitektur og landskabsbearbejdning er indgået i en fælles komposition. Mange af de nuværende hovedbygninger er opført omkring midten af 1800- årene efter tegninger af landets bedste arkitekter. Fx tegnede G. F. Hetsch Steensgård og ombygningen af Egeløkke, mens N. S. Nebelong stod for ombygningen af Tranekær Slot. De ældste af Langelands hovedgårdsbygninger og støre gårde er fra 1600- og 1700-årene. De er opført som barokhuse i bindingsværk, fx Søvertorp og dele af Hjortholm. Eller som klassicistiske huse med pudsede facader som fx Broløkke fra 1758. Søvertorps barokke hovedhus fra 1600- årene er med sit valmede tag og store frontkvist et smukt eksempel på Langelands ældste bindingsværk. Søvertorps barokke hovedbygning har til havesiden fået tilføjet en markant, fuldmuret midtrisalit. 9
Broløkkes fint pudsede hovedhus fra 1758 fik godt 100 år senere sin kloning. En nøjagtig kopi af det oprindelige hus opførtes vinkelret på det gamle. Steensgårds hovedbygning spejler sin nygotik i vandgraven. 10