Langeland -atlas over byer, bygninger og miljøer

Transkript

1 Identifikation Kategori Dominerende træk i landskabet og overordnet bebyggelse (1) Lokalitet sområdet Registreringsdato forår 2002 Registrator JEJ/RM Arkiv nr. Løbenr. 01 1

2 Sammenfatning Som helhed er vejnettet på både strukturelt og konkret et væsentligt og karakteristisk element af overordentlig betydning for det langelandske kulturlandskab. Det rummer en hovedstruktur fra ældre middelalder med senere tilføjelser, hvoraf de sidste par årtiers forandringer, som skyldes et ændret trafikmønster og nye trafikmidler, repræsenterer et brud med en ca år gammel tradition. Det samlede kulturmiljø er af væsentlig betydning for langelandsområdet. På er vejene mange steder flankeret af levende hegn og stendiger. Som en særlig trafiksikkerhedmæssig forholdsregel markeres de langelandske vejsving ofte med klippede hække eller enkeltstående trærækker. Mange af de langelandske veje er både intime og smukke med deres grønne indfatning. Retlinet vejstykke ved Snøde Udflytter 2

3 Naturgrundlag Naturgrundlaget spiller en rolle for vejføringen mellem forskellige trafikmål. Disse mål er ofte bebyggelser eller landbrugsmæssige mål i landskab. Bebyggelser er i sig selv bundet til en bestemt lokalisering i landskabet af hensyn til de stedlige ressourcers udnyttelse. Naturgrundlaget er derfor et tilpasningsgrundlag, der indeholder muligheder og kræver fysisk planlægning. Det langelandske landskab har generelt ikke stillet større forhindringer for vejføring, omend vådområder og hatbakker har bøjet veje i form. Med vor egen tids tekniske formåen spiller disse forhindringer en mindre rolle. Kortet viser vigtigste træk i kulturlandskabet i Middelalderen herunder byer og veje. 3

4 Kulturhistorie Vejstrukturen er knyttet til bebyggelserne. Deres lokalisering er bestemt af naturgrundlagets udnyttelse, og den må ses i en samfundshistorisk sammenhæng. Vejnettet på består af en hovedstruktur af landeveje fra ældre middelalder, som fra nord, øst og syd forbinder øens landsbyer og Rudkøbing med hinanden. Hertil knytter sig stikveje til senere trafikmål som hovedgårde, kystbyer og færgesteder. Til hver landsby hørte oprindeligt et eget lokalt vejnet til produktionsjorden, strand, skov ol. Det videreførtes eller afløstes af nye veje i forbindelse med udskiftningen o I nyere tid er der foretaget visse ændringer af vejføringen i forbindelse med den overordnede biltrafik mellem sbroen, Rudkøbing, Spodsbjerg og Bagenkop. Oldtidens veje er i hovedsagen ukendte. Med landsbyernes flytning og anlægget af købstæder i middelalderen blev der behov for et helt nyt overordnet vejnet. er i den henseende et mønstereksempel på grund af øens sluttede form. Hovedveje fra nord, syd og øst forbandt de nye landsbyer med hinanden og købstaden, hvor landboere og købmænd udvekslede varer. Skulle man mod nord eller syd uden om Rudkøbing fandtes også en vej mellem Tullebølle og Lindelse som kunne klare det problem. Da trafikmønstret og trafikmidlerne ikke forandrede sig gennem århundreder, forblev vejnettet også i hovedsagen det oprindelige. Men med tilvæksten af udflytterlandsbyer, udflyttede hovedgårde og udskiftningstidens nye markveje fik vejnettet gennem tiden en mere udtalt sildebensstruktur. Købstæder som Rudkøbing rummer to trafiksystemer, hovedgader som ind- og udslusede folk fra oplandet, og side- og baggader som tjente den interne transport af varer og tjenesteydere. Da den korteste vej mellem to punkter er den lige, opstod et ofte vidtforgrenet net af smøger og stræder, gange og stier som kilede sig ind mellem private grundskel og lettede passagen gennem bylegemet. Rudkøbing havde et net af sådanne smalle passager, som byen er ved at genetablere. I landsbyerne var den interne trafikstruktur ofte mindre kompliceret. Hovedgaden udgjorde den overordnede fordellingskanal. Herfra og mellem gårdene førte veje og stier ud på produktionsjorden eller til særlige trafikmål. 4

5 Der findes velbevarede kirkestier til kirkerne i Hov, Tullebølle og Longelse. Ved udskiftningen ca opstod en række nye markveje, som ofte uden at stå i forbindelse med hinanden førte over markerne fra landsbyerne. I 1800-årene indtraf afgørende ændringer på transportområdet. Med økonomisk vækst og industrialisering kom dampskibe, jernbaner, biler, broer. I 1904 skaffede lensgreven sig et privat køretøj som den første på øen, men endnu i 1920'rne fandtes kun godt en halv snes privatbiler på. Folk fra landet kørte stadig i hestevogn til Rudkøbing når de skulle handle. I 1930'rne voksede antallet af hjemmehørende biler, og der kom flere og flere sommergæster til øen. Allerede i slutningen af 1940'rne måtte trafikken reguleres i Rudkøbing, hvis gadenet er skabt til gående og hestevogne. Siden 1970'erne er der anlagt flere hundrede parkeringspladser ved karréudhuling i byens centrum. Efter af gennem årtusinder kun kunne nås over havet, satte opførelsen af Siødæmningen i 1959, sbroen 1962 og broen over Svendborgsund i 1966 et definitivt punktum for den færgefart der forbandt med Fyn. Planer om en broforbindelse var allerede fremme i 1930'rne, men krigen og den efterfølgende økonomiske depression forhalede realiseringen. Broforbindelsen medførte en omlægning af vejene til Spodsbjerg og øst om Rudkøbing, men iøvrigt er vejstrukturen med dens forskellige tilføjelser i hovedsagen intakt. Der er dog foretaget flere reguleringer på Sydlangeland, først ved inddæmningen af Magleby Nor i 1850'erne, og siden af vejføringen igennem og uden om flere landsbyer, hvor den voldsomme trafik til og fra Bagenkop-Kielfærgen fra 1960'erne generede lokaltrafikken. Men som helhed er vejnettet både strukturelt og konkret et væsentligt og karakteristisk element af overordentlig betydning for det langelandske kulturlandskab. 5

6 Arkitektur og bebyggelse nes arkitektur kommer først og fremmest til sin ret, der hvor vejene fremtræder med en rumlig dimension. På er dette meget ofte tilfældet, idet vejene mange steder er flankeret af levende hegn og stendiger. Som en særlig trafiksikkerhedmæssig forholdsregel markeres de langelandske vejsving ofte med klippede hække eller enkeltstående trærækker. Mange af de langelandske veje er både intime og smukke med deres grønne indfatning. Kinderballevej slynger sig som en stålorm igennem landskabet Typisk markering af en vejkurve med klippet hæk Østerhusevej på Nordlangeland fremstår skiftevis åben og fuldstændig indrammet af grønne vægge. Vejtræer markerer et sving på hovedvejen syd for Rudkøbing 6

7 Markvej ved Egeløkke flankeret med store fuldkronede træer. Kragholmvej omfattet af hæk og stendige. 7