ABSALON tilbage til Afrika...

Nr. 1 marts 2010 13. årgang ABSALON tilbage til Afrika... For første gang i NATO s historie skal Danmark stå i spidsen for NATOs stående fregatstyrke, der blandt andet bekæmper pirateri ved Afrikas Horn. (side 20) Venneforeningens blad marts 2010 1

Chefredaktør og ansvarshavende: Kommandørkaptajn Leif Rostgaard Sørensen Redaktion: Peter Lindstrøm og Jens Møller. Grafisk konsulent: Finn Hillmose. Venneforeningen s blad Eftertryk er tilladt med tydelig kildeangivelse. ISSN: 1603-5933 Fregatten PEDER SKRAM s Venner: www.pederskramsvenner.dk Email: info@pederskramsvenner.dk Kontor: Elefanten, Nyholm, 1439 København K. Bank: reg. Nr.: 9570 konto: 0683280 Sekretærer: Erik Nygaard og Adam Pomykala. Email: kontor@pederskramsvenner.dk Bestyrelse: Formand: Kommandørkaptajn Leif Rostgaard Sørensen Tlf. 49 14 15 39 Email: formand@pederskramsvenner.dk Bestyrelsesmedlemmer: Peter Lindstrøm Tlf. 49 14 73 87 Email: redaktion@pederskramsvenner.dk Jens Møller Email: jens.moeller@mail.dk Adam Pomykala Sekretær Fregattens adresse: Fregatten PEDER SKRAM Elefanten 2, Nyholm, 1439 København K www.pederskram.dk Email: info@pederskram.dk Telefoner: Fregatten: 32 57 13 16 Henvendelse om særarrangementer kan ske på email info@pederskram.dk Eller på telefon 32 57 13 16, hverdage mellem 1000 og 1400. Næstformand: Seniorsergent L. O. Nielsen Email: l.o.nielsen@ofir.dk Webmail: 00138664@mil.dk Tlf. 22 32 60 04 Kasserer: Kaptajnløjtnant Børge Raasthøj Tlf. 56 14 02 36 Email: kasserer@pederskramsvenner.dk Suppleanter: Kurt Terkelsen Email: kurts@mail.tele.dk Erik Nygaard Sekretær Email: nygaard_66@msn.com Radiodivisionen OZ1RDN: http://radiodivisionen.pederskramsvenner.dk Email: oz1rdn@pederskramsvenner.dk Leder: Kaj Nielsen OZ9AC Email: ozniac@jubii.dk 2 Venneforeningens blad marts 2010

Redaktionelt Indhold: B ladet du nu sidder med, er det første blad i den 13. årgang, og på trods af det uheldige tal håber vi det bliver en god årgang. Vi i redaktionen har ihvert tilfælde store planer, da vi ønsker at markere Flådens 500 års jubilæum d. 10 AUG 2010. Du kan allerede nu glæde dig til et stærkt udvidet blad der udkommer på jubilæumsdagen. I dette blad kan du glæde dig over fortsættelsen af Jens Møller s spændende artikel om den russiske flåde. Kommandskibet ABSALON er på en ærefuld mission i de afrikanske farvande, det kan du læse mere om inde i bladet. Dan Olsen, der i 1978 var sekondløjtnant og kampinformationsofficer (KIO) om bord på HERLUF TROLLE, har i forbindelse med bogen om fregatterne PEDER SKRAM og HERLUF TROLLE, sendt forfatterne en beretning om en brand i HERLUF TROLLE, der her i bladet bringes i en lettere omskrevet version. 3. Redaktionelt. 4. Formanden har ordet. 5. Hilsen fra Fonden. 6-16. Den russiske Flåde. 17-19. Brand i HERLUF TROLLE. 20-21. Danmark i spidsen for NATO flådestyrke 22. Nyt fra Radiodivisionen. 23. Fra kontoret. Forsiden: Kommandoskibet ABSALON (Foto: Joan Kretschmer ) Læs mere på side 20 På redaktionens vegne Peter Lindstrøm. 49 14 73 87 Email: redaktionen@pederskramsvenner.dk Blad nr. Deadline Udkommer 2-2010 1. maj 2010 juni 2010 3-2010 OBS! 1. maj 2010 10 august 2010 4-2010 1. november 2010 december 2010 1-2011 1. februar 2011 Marts 2011 Venneforeningens blad marts 2010 3

Formanden har ordet N år disse linier læses, er foråret vel omsider på vej og Teknisk Team i fuld gang med arbejdsopgaverne om bord i PEDER SKRAM. Som det fremgår af kontreadmiral Niels Mejdals indlæg på næste side, går bestræbelserne ud på at bringe ildledelsesanlæg med tilhørende radarer til SEA SPARROW på plads og på at få hovedmaskinrummet gjort tilgængeligt for publikum. Som det også fremgår af indlægget, er genudrustningen af PEDER SKRAM nu så vidt, at Fonden arbejder med planer for, hvordan formidlingen af PEDER SKRAM som museums-skib kan gøres mere professionel. Indledningsvis etableres der et Audio Guide -system, foreløbigt med 25 telefoner, som de besøgende kan aktivere på 29 positioner og høre indtalte oplysninger om fregattens historie og indretning. Senere følger montrer og udstillinger om bord. Fonden ønsker åbningsperioderne i 2010 udvidet, således at fregatten åbner fra den 1. juni til og med den 5. september og igen på kulturnatten og efterårsferien i oktober. Den 27. januar afholdt Fonden det årlige Kustodetræf. Kontreadmiral Mejdal gjorde her rede for Fondens planer. Åbningsperioderne og nye billetpriser blev drøftet. De tilstedeværende kustoder gik efter det oplyste ind for åbningsperioderne og for, at man kun skal være tre kustoder på hver vagt. Bestyrelsen mener fortsat, at hver vagt må bestå af en vagtleder plus tre kustoder. Vi har før forsøgt os med reservekustoder på tilkald, men det virkede ikke. Hertil kommer, at man må forudse en vis administration i forbindelse med udlån og tilbagelevering af de omtalte telefoner. Bestyrelsen efterlyser derfor flere medlemmer, som vil virke som kustoder om bord i PEDER SKRAM i fregattens åbningsperioder, således at der kan blive dækning for de udvidede åbningsperioder. Vi er 4-5 kustoder på hver vagt. Vi har det hyggeligt sammen, ligesom vi kommer i givende samtaler med de mange besøgende. Hvervet er ulønnet, men man får sin forplejning på vagten, ligesom man udstyres med polobluse, fleece trøje og kasket med fregattens logo. Send en mail eller ring og hør nærmere. Som tidligere omtalt, fejrer Søværnet den 10. august 2010 sit 500 års jubilæum. Et omfattende program er under udvikling (se www.flaaden500.dk). Venneforeningens bestyrelse har nu tilsagn om artikler fra et stort antal personer, således at medlemsbladets jubilæums-udgave - med betydeligt flere sider end normalt - kan realiseres. Venneforeningens kasserer, kaptajnløjtnant Børge Raasthøj, vil efter 15 år på posten gerne afløses. Bestyrelsen efterlyser derfor et medlem, som vil påtage sig hvervet. I vor tids PC-alder, skal kassereren ikke nødvendigvis være bosiddende i nærheden af København, men vedkommende skal kunne deltage i bestyrelsens møder, normalt 4 gange om året, og i generalforsamlingen. Leif Rostgaard Sørensen Formand 4 Venneforeningens blad marts 2010

Kære venner. Nyt fra Fonden Siden sidst har vi passeret nytåret og er i gang med år 2010. Det betyder som altid, at regnskabets time er kommet, men i år betyder det også, at Flådens 500 års jubilæum starter så småt op. På mange måder var 2009 et godt år for PEDER SKRAM. Teknisk Team har gjort en stor indsats, og har på mange måder forberedt sig på i det nye år at få afsluttet nogle store opgaver. Fregatten fremstår nu som meget velholdt, og selvom der hele tiden dukker nye vedligeholdelsesopgaver op, så klares de også over tid. Lidt efter lidt bliver mangler eller forbedringer bragt på plads. I 2009 var det nok især klargøring og åbning af O-rummet, der kunne bemærkes, men listen over fremskridt er lang. I år skal vi så have seasparrow ildledelsesradarerne på plads og have klargjort det store dieselrum og det lille sonarrum til åbningssæsonen. Og så er der audioguideprojektet. Vi har nu bestilt 25 telefoner med købsret til yderligere 25 og har ud fra viceadmiral Borks rundvisninger lavet 14 siders tekst, som nu er klar til indlæsning. 29 rum er på den måde dækket og en komplet audioguidet tur vil tage over 3 timer. Systemet skal være klar til åbningen! Sæson 2009 var lidt anderledes end tidligere. Lukket i påsken, men åben i juni måneds weekender. I alt 63 åbningsdage det samme som året før. Det økonomiske resultat var OK en entréindtægt på 135.000 kr. - men der var mange besværligheder. Og så var der en markant stigning i det, vi kalder særarrangementerne både i antal og i indtjening. 280.000 kr. ser det ud til, at vi slutter på. En samlet stigning på 90.000 på disse 2 områder. Og alligevel slutter året med et minus på knap 100.000 kr. for sæson 2009. De sidste 3 år har nu et samlet underskud på 250.000 kr. Noget må gøres! Vi skal derfor udnytte, at Søværnet får megen omtale i jubilæumsåret 2010. På kustodemiddagen 27. januar drøftede vi åbningsperiode og billetpriser. Med forskellige forudsætninger vil vi kunne skabe balance i regnskabet ved at øge åbningsdagene fra 63 til 83 og billetpriserne med 20 kr. for voksne og 10 for børn. Og balance skal vi have meget snart, hvis fregatten skal bevares som en værdig repræsentant for Flåden under den kolde krig. Konklusionen blev derfor, at sæson 2010 bliver med åbning tirsdag d. 1. juni, hvor jubilæet rigtig tager fart og først slutter søndag d. 5. september, hvor festlighederne tynder ud. Antallet af kustoder bliver imidlertid flaskehalsen. Indtil flere af venneforeningens medlemmer melder sig til denne ret anderledes beskæftigelse, blev det aftalt, at der forsøgsmæssigt kun sættes 3 kustoder på vagt hver dag. Hvis du vil være sund og rask i de 3 sommermåneder, så skriv dig på listen. For kustoderne kan ikke få forfald. Tænke sig, at vi kun får 40 kr. for et besøg på fregatten. Et besøg som er noget særligt, og hvor du let bruger lige så langt tid som til et biografsbesøg og nok få meget mere ud af det. Derfor stiger billetpriserne også med 20 og 10 kr. for henholdsvis voksne og børn. Vi vil jo alle, at Peder Skram skal forblive et klenodie, som kan give mange og gerne mange flere end de nuværende 6.400 besøgende en rigtig god oplevelse. For alle skal jo vide, at fregatten PEDER SKRAM er noget ganske særligt. Niels Mejdal Venneforeningens blad marts 2010 5

Af Jens Møller Den russiske flådes udvikling eller mere korrekt afvikling siden 1989, er en logisk følge af de verdenshistoriske begivenheder i 1989 med murens fald. Da demonstranterne sidst på eftermiddagen d. 9. november 1989 brød igennem muren i Berlin, startede de en udvikling som i nyere historisk tid, ikke er set siden den franske revolution 200 år tidligere d. 14. juli 1789. Ved murens fald sank Sovjetunionens imperium og vasalstater i grus og nye selvstændige nationer opstod på ruinerne. En hel isme i form af kommunismen forsvandt og Marx, Lenin og Stalin var ikke længere folkehelte. På ruinerne af alt dette blev det nye Rusland født, en nation med mange nye muligheder, men også med uoverskuelige fødselsveer, økonomiske og menneskelige tragedier i kølvandet. 3. Den sovjetiske flåde 1945-1990. I den første tid efter afslutningen på Den store patriotiske krig (sovjetisk betegnelse for 2. verdenskrig) udviste Stalin stadig ikke nogen større interesse for flåden. Efter Berlin konflikten i 1948, Koreakrigen og Natos stiftelse i 1949, blev den Kolde krig en realitet. Herefter startede våbenkapløbet. Mange af de våbensystemer vi stadig bruger til lands, til søs og i luften blev grundlæggende udviklet i halvtredserne, hvad enten det var atomare eller konventionelle. Det hurtigste udviklede våbensystem nogen sinde, trods kompleksiteten, er efter min mening de interkontinentale atombevæbnede missiler. Allerede omkring 1955 stod mængder af disse missiler parat i siloer i Ural bjergene i Sovjet, og i de centrale stater i USA. De blev i USA suppleret med langtrækkende Boeing B-52 bombefly (indført i USAF i 1955) med op til 4 atombomber og deres rækkevidde var næsten uendelig med lufttankning fra Boeing KC- 135 tankfly, der blev indført samtidig (i civil trafik 1957 som B-707). I Sovjet havde man tilsvarende Tupolev Tu-16 (Badger) og TU-95 (Bear), men begge disse fly havde væsentlig ringere rækkevidde og lasteevne og kunne ikke lufttankes. I England udvikledes i 1955 Vickers Valiant, i 1957 Avro Vulcan og i 1958 Handly Page Victor. De engelske fly var størrelsesmæssigt på linie med de sovjetiske, men de britiske kunne medføre større last, og kunne frem for alt lufttankes. Stalin havde indset, at en flåde var nødvendig for at gøre sig gældende i Atlanterhavet og det fjerne østen. Man opgraderede derfor genopbygnings programmet for flåden, der var igangsat i1946. De 6 krydsere af Kirov klassen havde været en skuffelse i aktiv tjeneste. Især artilleriet med 9 stk. 180mm kanoner, fordelt på 3 trible tårne, levede ikke op til forventningerne, idet tårnene var konstrueret til 3 stk.154mm kanoner. Med 180mm kanonerne blev tårnene derfor så snævre, at skudhastigheden kun blev på et skud i minuttet, mod forventet 6 skud i minuttet. Man valgte alligevel at modernisere skibene, idet skibene trods alt kunne komme hurtigt i tjeneste igen. De 5 krydsere af Chapaev-klassen og de sidste destroyere af Gori-klassen blev færdigbygget i stor hast i 1946-50. Samtidig startede Stalin i 1948, i al hemmelighed, et enormt nybygnings-program. Det indeholdt en større destroyer type, denne gang efter tysk design, Skori-klassen på 3.500tons, 120m lang og med 4-150mm kanoner og 10-51cm torpedoer. Kanonerne var også kopier af den tyske 150mm kanon. I alt 120 skibe blev planlagt, men kun 82 færdigbygget i tiden 1948-1955. På kryd- 6 Venneforeningens blad marts 2010

Sverdlov-klassen serfronten igangsatte man et program på i alt 24 enheder af Sverdlov-klassen, igen af italiensk design, men artilleriet var kopier efter tyske konstruktioner. 24 skibe var planlagt, men kun 17 blev søsat og 14 færdigbygget. Disse lette krydsere havde et deplacement på 19.200tons, var 212m lange og bevæbnet med 12-154mm kanoner (jfr. min tidligere artikel: Hvornår er en tung krydser for let etc. ) Ved flåderevyen ved Spithead i 1953 i forb. m. Droning Elizabeths kroning, kom både Sverdlovkrydserne og Skori-destroyerne som et chok for de allierede. Sovjet igangsatte desuden en produktion af enorme mængder af U-både. I 1949 godkendte man følgende program: 50 Q-klasse både og 236 W-klasse (Whisky-class) til brug i både Østersøen, Atlanten og det nordlige Stillehav, og 50 oceangående både af Z-klassen. W-klassen blev den mest succesrige af disse både. Den var udviklet efter den berømte tyske Type XXI fra 1945, hvoraf en del kom i sovjetisk besiddelse i 1945. Disse både blev produceret på værfter i Leningrad, de tre baltiske stater, Polen og Øst-Tyskland. En del blev fra 1955 givet som våbenhjælp til sovjet-venlige stater. En enkelt af disse både blev verdensberømt efter et utilsigtet sammenstød med en klippe i den svenske flådehavn i Karlskrona. I 1958 planlagde man bygning af 560 R- klasse (Romeo), en forbedret version af W- klassen, men kun 22 af disse både blev bygget, idet man nu satsede på støre typer. I 1958 introducerede man således en oceangående båd, Foxtrot-klassen på 2.500tons. Denne båd var meget succesfuld, og 62 blev bygget til Sovjet flåden i 1958-84. Yderligere blev ca. 70 både bygget til eksport til Polen, Nordkorea, Kina, Indien, Indonesien, Libyen, Egypten, og Cuba. Kina og Indien byggede yderligere 20 både på licens. NATO landene havde også studeret den tyske type XXI, og man udviklede på det grundlag en række glimrende dieseldrevne U-både. US-Navy gik en anden vej. I perioden 1940-45 havde man bygget 283 både af Gato, Balao og Tench klasserne. Man valgte en gennemgribende modernisering af disse både i 1955-60 (Guby systemet), hvorved dykkeegenskaber og våbensystemer blev helt Up to date. Den 17. januar 1955, fik de Sovjetiske admiraler deres største chok nogensinde. Amerikanernes søsatte verdenens første atomdrevne ubåd USS NAUTILUS. USS NAUTILUS igangsatte udviklingen af U- både og overfladeskibe i de næste mange årtier. Sovjet måtte ændre strategi og i 1956 udnævnte Nikita Khrushev den unge admiral Sergey Gorshkov til flådechef. Med hans plan ville man nu udfordre den nye forsvarsalliance NATO i Atlanterhavet med et stort antal u-både, krydsere og destroyers. For at sikre denne flåde uhindret adgang til Atlanten fra Murmansk og specielt Østersøen behøvede man et stort antal destroyers, fregatter og minestrygere. Derudover landgangsfartøjer til invasion i Danmark og Nordnorge for, at sikre sig de danske bælter, samt udsejlingen fra Murmansk. Gorshlov gik straks i gang med dette kæmpe program. De første 5 atomdrevne angrebs u-både af Echo-klassen blev færdigbygget i 1960-62. Venneforeningens blad marts 2010 7

Fra 1963 fulgte 14 både af Novemberklassen. Fælles for disse 2 klasser var, at reaktorerne konstant var utætte og de fik derfor øgenavnet Enke-maskinerne grundet de mange tilfælde af sygdom og død blandt besætningerne. Gorshkovs enorme nybygnings-program indkluderede også overfladefartøjer. Man byggede 1956-65 et antal fregatter af ASW* typen: 30 Kola-klasse og 56 Riga-klasse på ca. 700tons. 1959-80 byggedes 36 Krivak-klasse fregatter på 3.650tons med SS-Missiler** og SAM- Misiler***. Dertil kom 270 korvetter af Grishai Peteya Mikra og Nanuchka klasserne, på 600 til 900tons. Efter Skoriklasse destroyerne byggede man en væsentlig større og forbedret destroyertype, Kotlin-klassen. Her var man mere inde på amerikansk design med Flush-dæk for skrogets vedkommende, mens alt opstående var af nyt Sovjetisk design. De var let genkendelige på deres abnormt store elektronik antenner. I alt 27 blev bygget 1955-57. Alle efterfølgende destroyers voksede ligeledes i størrelse på grund af missiler og elektronik. 18 Kashin-klasse på 4.750tons, 15 Udaloy-klasse på 8.400tons og 18 Sovremenny-klasse på 7.900tons, alle bygget mellem 1972-92. Samtidig fulgte slag i slag, stadig større og større atomdrevne angrebs u-både, med ca. 50 både af Echo 2-klassen og Charlie-klassen mellem 1967-80. Man holdt en pause på nogle år, som man benyttede til udvikling af bedre reaktorer og en mere dynamisk skrogform. Fra 1970 gik man så i gang med nye både, og frem til 1983 byggede man 49 Victorklasse og 6 Alfa-klasse angrebs både. Disse både på ca. 5.000 tons havde den største hastighed nogensinde for u-både i neddykket stand. 35 knob for Victor-klassen og hele 45 knob for Alfa-bådene. De Sovjetiske admiraler blev dog samtidigt med alt dette udsat for endnu flere og endnu større chok. USS GEORGE WASHTINGTON Få år efter USS NAUTILUS søsatte amerikanerne den første atomdrevne U-båd af George Washington-klassen, udrustet med ballistiske Polaris A-1 missiler forsynet med et atom-sprænghoved. Disse missiler kunne affyres mens u-båden forblev neddykket, og missilerne havde en rækkevidde op til 1.800km. Få år efter fulgte Polaris A-2 og senere A-3, med 3 MIRV**** sprænghoveder og en rækkevidde på 4.200km. Et enormt kapløb blev indledt på dette område, med stadig større og mere effektive missiler. I vesten satsede man udelukkende på ballistiske missiler af Polaris-typen. Ialt 41 atomdrevne Polaris ubåde af Franklin og La Fafayette - klasserne, blev bygget 1959-1964. Hver båd bevæbnet med 16 Polarismissiler (senere ombygget til Poseidon missiler med op til 10 MIRVs). Dette enorme program anses stadig for, at være det hurtigst udviklet og mest komplicerede førstegangsvåben-system nogensinde. Her viste amerikanerne virkelig deres økonomiske og teknologiske styrke. I 1981 begyndte udskiftningen af disse både med de nye både af Ohio-klassen med 24 GPS styrede Trident C-2 missiler med en rækkevidde på 12.000km og op til 16 MIRV sprænghoveder pr. missil. I henhold til nedrustningsaftalerne START II, blev antallet af disse både reduceret til 14 og missilerne må kun udrustes med 8 MIRV pr. missil. Samtidig med missil u-bådene, havde amerikanerne i samme periode udviklet flere klasser af særdeles effektive angrebs u-både. Fra 1955-74 byggede man ca. 70 u-både af Skipjack, Thresher,- og Sturgeon klasserne, og fra 1976-1996 51 både af Los Angeles klassen, på 6.927tons 110m lange og 10m brede. De er udstyret med krydsermissiler af typen Tomahawk-3 med en *ASW = Anti Submarine Warfare **SS-missiler = Surface to Surface Missiler ***SAM = Surface to Air Missiler ****MIRV=Multible Intercontinental Reentry Vehicle 8 Venneforeningens blad marts 2010

rækkevidde på 2.500km. Disse missiler kan udstyres med atom-sprænghoveder. Angrebs U-både og krydsermissiler er ikke omfattet af START aftalerne, så derfor er der frit slag inden for dette område. Fra 1998 blev et nyt program med 18 både af Seawolf klassen igangsat. 9.140tons, 107x12m. Det blev dog kun til 3 både, grundet de enorme udgifter. I stedet igangsattes Virginia programmet med 18 både 7.900tons 110m x10m. De var ca. 300mill. dollars billigere. Det betyder ikke, at de er dårligere. Tværtimod. De er udstyret med pump-jets i stedet for skruer, hvilket gør dem til de mest lydløse u-både i verden. Samtidig er de optiske periskoper erstattet af digitale Photonics masts. Disse master er udstyret med alle former for sensorer som sender signaler til skærme i kommandorummet. Da masten er anbragt i tårnet uden for trykskroget betyder det, at kommandorummet ikke behøver at ligge lige under tårnet. Faren for vandindtrængning ved et periskop er også elimineret. Grunden til, at jeg lige har dvælet lidt ved den amerikanske udvikling af U-både er, at de sammen med hangarskibene udgør de to vigtigste skibstyper, før, under og efter den kolde krig. (Ref. min artikel om Nimitz -klasse hangarskibene). Det er udviklingen og driften af bl.a. sådanne to omkostningstunge og abnormt store våbensystemer, der virkelig sætter samfundsøkonomien på prøve og, som vi har set, udpeger vinderne til sidst. Det viser den enorme økonomiske og teknologiske overlegenhed der må være i vesten. Det skal jo også ses i lyset af, at også flyvevåben og hæren gennemgik de samme processer, og dermed bevirkede, at den kolde krig også blev en økonomisk krig. Alt dette medvirkede til sidst i Sovjetunionens totale sammenbrud i halvfemserne. Den udvikling amerikanerne og vesten satte i gang i 1959, havde russerne, i længden ikke teknologi og økonomi til at følge, men de prøvede alligevel. Efter chokket med Polaris missilerne prøvede russerne i første omgang, at ombygge nogle Whisky-klasse både med nogle underlige store beholdere, indeholdende 2 Ombygget Whisky-klasse kortrækkende krydsermissiler. I 1960 fik man 6 atomdrevne både udrustet med 6 krydsermissiler også i udvendige beholdere. Krydsermissilerne var mere sårbare (en 40mm kanon på PEDER SKRAM - fregatterne kunne skyde dem ned) og de har meget kortere rækkevidde, typisk 100-300km. Det betød, at U-båden skulle meget tæt på målet og dermed selv blev meget sårbar, idet U-båden samtidig skulle op til overfladen under affyringen. Først i 1967 var det første SS-N6 ballistiske missil klar til at blive installeret i en Yankee -klasse U-båd, og det havde en rækkevidde på ca.2.000km fra neddykket position. Herefter gik det rimeligt stærkt, 34 Yankee og 46 Delta-klasse både blev bygget mellem 1968 og 1984. De var på 13.500tons 160m lange 12m brede og bevæbnet med 16 Makkeyev SS-N-18 missiler med 3 MIRV på 50KT. I 1983-89 færdiggjorde man 6 både af Typhoon-klassen verdens største U- båd: 26.500tons og 172m lang og 25m bred (til sammenligning var det berømte engelske slagskib HMS DREADNOUGHT, 1906-19 på 18.420tons, 161m lang og 25m bred). Det evige spørgsmål var: Hvorfor er russiske u-både altid så store? Den abnorme størrelse af disse både og andre U-både og skibe skyldtes nogle grundlæggende mangler i russisk teknologi, som man aldrig fik styr på. Russisk elektronik haltede bagud i udvikling, idet man aldrig har haft de samme transistorer og chips til rådighed, som man havde i vesten. Derfor var elektronikken altid af stor volumen. Selvom skibene var store, kunne de alligevel ikke medføre ret mange af disse enormt store missiler. Det er også synligt i de abnormt store radarantenner og lign. Venneforeningens blad marts 2010 9

De samme volumen- og kvalitetsproblemer eksisterede for atomreaktorerne og tilhørende maskineri. Grundet den dårlige kvalitet behøvede man desuden en ekstra motor. Russiske reaktorer har samtidig altid støjet enormet. US-Navys U-båds kommando i Norfolk, Virginia kunne derfor altid registrere, når en russiske U-båd stod ud fra Murmansk. Under Bresnev-regimet 1964-82 forstærkede man ændringerne i strategien. Gorshkov fik ordre til at udfordre USA og Nato på alle fronter over og under vandoverfladen. Først og fremmest ville man angribe de amerikanske Hangarskibs- Task-forces. Hertil byggede man en hel tredje type U- båd. Disse både var udstyret med langtrækkende krydsermissiler med atom sprænghoved. 18 både af Charlie-klassen og 8 både af Oscar-klassen. Hovedbevæbningen var SSM SS-N9 eller SS-N19 krydsermissiler med en rækkevidde på op til 550km. Data for Oscar-klassen er: 13.400ton, længde 154m og bredde 19m. For at true US-Navy yderligere med angreb fra overfladeskibe, var det desuden nødvendigt med flystøtte ved operationer, både på oceanerne og ved intervention i fjerntliggende områder. Flystøtte ved oversøiske operationer kunne kun komme fra egne hangarskibe, men her ramte man efter min mening muren. Man havde ikke skibene man havde ikke flyene man havde ikke eskorterne af krydsere, destroyers og støtteskibe - man havde ikke mandskabet og man havde hverken erfaringer eller knowhow - og det vigtigste af alt: man havde ikke pengene. Sovremenny-class Alligevel startede man omkring 1980, under Admiral Gorshkov s ledelse, det mest ambitiøse projekt nogensinde i den sovjetiske flåde med udvikling af hangarskibe. Projektet blev yderligere forstærket af Præsident Ronald Reagans bevidste provokation, militært såvel som økonomisk, med oprustning af US- Navy (600-skibs flåden) og ikke mindst, stjernekrigsprojektet. Sovjet flåden skulle nu udvikle 4 nye skibstyper: Hangarskibe, krydsere, destroyere og forsyningsskibe. 1980 93 byggede man 31 nye store missilbevæbnede destroyers af Udaloy og Sovremenny-klasserne. Det var på 8-9.000tons 165x19m og for første gang i Sovjetflåden, udrustet med helikoptere. 21 missil bevæbnede krydsere af Kresta II, Kara og Sllava-klasserne på op til 12.000tons. Fælles for dem var, at antiskibsmissilerne var abnormt store (jfr. tidligere bemærkning) og der kunne derfor kun medføres ca. 6-8 missiler pr. skib. Rækkevidden var kun 60-100km. Til gengæld var de med atom sprænghoveder. Hvilken indvirkning disse ville have på moderskibene, grundet den korte rækkevidde, er aldrig blevet belyst. Det er fristende, at gætte på en hvis procentdel af egne tab. I 1968 færdiggjorde man 2 hybrid krydsere af Moskva -klassen på, 17.500tons, 190m x 34m brede. De var med SAM og ASW missiler på fordækket, og agter et enormt helikopter landingsdæk. 14 KA-25 Hormone helikoptere kunne medføres. De var hermed Sovjets første forsøg med en form for hangarskibe. I 1981-91 fulgte 4 såkaldte slagkrydsere af Kirov-klassen. 23.500ton, 248m lange og 29m bredde. I 1975-82 byggede man 4 hangarskibe af Kiev-klassen, 37.000tons og 190m x 21m. Da flydækket ikke var gennemgående i skibets længde, måtte det vinkles ud til siden. Årsagen var, at der var monteret 8 enormt store SS-N12 SSM* missiler på fordækket, sammen med et batteri af SAM SA-N3 missiler. Man kunne derfor ikke starte almindelige fastvingefly. Det gjorde nu heller ikke så meget, da man ikke var i besiddelse af egentlige hangarskibs fly, og man ej heller havde udviklet katapulter. Man ombyggede derfor et antal landbasserede Yak-38 Forger fly af VTOL* typen til maritimt brug. Disse kunne nu starte og lande lodret på *VTOL=Vertical Take-off Landing 10 Venneforeningens blad marts 2010

YAG 38 flydækket agter, i lighed med de engelske Sea Harrier fly. Yak-38 flyene var dog ikke nogen større succes, idet de bl.a. manglede natflyvnings-instrumenter, hvilket begrænsede værdien en hel del. Udviklingen af egentlige hangarskibe med gennemgående dæk og katapulter, blev forsinket på grund af manglende know-how og interne skænderier. Først da forsvarsminister Ustinov i 1981, ombord på KIEV, observerede NATOøvelsen West-81, og kunne sammenligne kapaciteten på et Nimitz-klasse hangarskib med hans egen KIEV, forstod han til fulde manglerne ved Kiev-klassen og tidligere skibe. De 2 hangarskibe TBLISI (ex Leonid Brezhnev) og RIGA blev bestilt og var de 2 sidste der blev bygget til Sovjet-flåden. Kun TBLISI (efter 1990 KUZNETZOV) blev helt færdiggjort og hejste kommando 1991. RIGA (senere VARYAG) henlå 80 procent færdigt efter Sovjetunionens sammenbrud. Skibene var på 67.000tons, 302m x 69. Flydækket var gennemgående, men stadig uden katapult. I stedet for var de forsynet med et skihop forude som i andre europæiske hangarskibe. Mindre fly, som de engelske Sea Harrier, kan starte ved hjælp af hoppet. Der var planlagt 36 fastvingefly Hangarskibet KUZNETZOV af typen SU-25, MIG-29 og SU-2782. Desuden 15 KA-27 helikoptere. 4. Den russiske flåde, endnu engang, efter 1991. I 1962 udtalte tidligere udenrigsminister i USA, Dean Acheson, sig om Englands situation: Et land der har mistet et imperium, men endnu ikke har fundet en ny rolle. Parallellen til Rusland er tydelig i årene efter murens fald. I forordet til den 93. udgave af Jane Yearbook Fightingships 1990-91, skrev redaktøren, Kommandør Richard Sharpe RN, følgende indledning: Med hensyn til infrastruktur og investeringer har det nye Rusland haft et godt år, og de tidligere sovjetiske admiraler har forsvaret deres taburetter og bevillinger i forsvarsbudgettet. Programmerne for u-både og overfladeskibe fortsætter for uformindsket kraft. Færdiggørelsen af u-båds og overfladeskibs tonnage er den højeste i 20 år. I samme udgave må han i et efterskrift, 6 måneder senere, tilføje følgende: Sovjetunionen fortsætter imod en tilstand af undertrykt anarki, og vi vil snart være vidne til kollaps af et frygtsomt og fallit system, der ikke har nogen historie eller demokratisk regering, men stadig har kontrollen over enorme bevæbnede styrker, i form af hær, flåde og flyvevåben, der fortsat bygger på atomvåben som det vigtigste grundlag. I euforien over, at have vundet den kolde krig glemmer mange det gamle ordsprog: Rusland er aldrig så stærk som det ser ud til, men aldrig så svag som det kan synes. Rusland skulle igennem en lang og sej proces mod nye tider og muligheder. Muligheder som blev grebet af Jeltsin, men med enorme økonomiske og menneskelige tab. De helt store tabere blev det russiske forvar. Sovjettidens og admiral Gorshkov s programmer for flåden ramlede sammen som kolosser på lerfødder. I disse programmer prioriterede man antallet af skibe for, at prøve at leve op til Reagans 600-skibs flåde. Derfor havde man prioriteret skibsbygnings programmer frem for vedligeholdelse. Man havde endog bibeholdt skibe ud over deres levetid, i et desperat forsøg på at holde normeringerne oppe over for Venneforeningens blad marts 2010 11

offentligheden og bevillingsmyndighederne. Samtidig havde man fuldstændig umuliggjort effektiv vedligeholdelse siden 1980, ved at producere mere end 250 forskellige skibstyper. Det økonomiske kollaps betød nu, at vedligehold af alle disse mange forskellige skibe slet ikke var muligt. Stort set al nybygning standsede op igennem halvfemserne. Skibe, fra U-både til hangarskibe, rustede op i havnene, og billederne af oplagte russiske atom U-både der lå og rustede op i Murmansk rystede hele verdenspressen. Samtidig gik næsten hele den sovjetiske Sortehavsflåde over til det selvstændige Ukraine, hvilket sendte chokdønninger igennem den gamle sovjet-flåde. Oversøiske baser i Vietnam og Syrien måtte opgives. Den store base på Krim i Sortehavet blev dog bibeholdt, men som sagt måtte mange admiraler endnu engang bide i kasketskyggen, fordi man måtte lide den tort, at skulle leje basen af den nye stat Ukraine. Bygningen af hangarskibet RIGA af Tiblisi-klassen, på Nikolayev værftet på Krim ved Sortehavet, blev standset. Skibet overgik i ufærdig stand til Ukraine og blev omdøbt VARYAG (senere skæbne beskrives særskilt). Flådens flyvevåben var i 2006 reduceret fra 60.000 mand med 1.100 fly, til 25.000 mand med 250 fly. Kun 156 var kampklar og kun 77 var godkendt til natflyvning. Nedskrivningen af de militære budgetter med 80 procent (i sovjet tiden udgjorde alene flådebudgetterne 20 procent af BNP*). Generaler og admiraler, som mentalt stadig levede i storhedstiden fra 1960-90 kunne overhoved ikke acceptere en eneste omorganisation eller nedjustering. Endelig i 2001 kom forsvarsministeriet med planer om, at justere de væbnede styrker til et niveau der svarede til truslerne, men der er stadig lang vej igen, for mange år frem vil de fleste i det militære hierarki stadig have rødder i Sovjettiden. Planerne om at nå en flåde på højde med US-Navy er fuldstændig frugtesløse, og økonomisk og ressourcemæssigt uopnåelige. Der kunne skrives flere sider om hele denne deroute. Da Vladimir Putin blev præsident efter Jeltsin, så mange frem til en ny oprustning. Økonomien havde efterhånden fået et godt skub fremad, men man blev igen skuffet. Inflation var et ukendt begreb i Sovjettiden, men nu var den en uundgåelig del af Ruslands nye økonomi. Pengene var der simpelt ikke. Putin gjorde dog mange forsøg på at højne moralen blandt personalet, og det så en overgang ud til så småt, at få en hvis virkning, men i august 2000 kom katastrofen. En stor og meget prestigefuld øvelse var sat i gang. En stor styrke formeret omkring hangarskibet KUZNETZOV (ex TBLISI), med en styrke af krydsere og destroyers, samt flere Oscar-klasse angrebs U -både og missil U-både af Typhoon-klassen stod til søs fra Murmansk. Målet var øvelser i Ishavet og det nordlige Atlanterhav, og derefter en forlægning til Middelhavet med anløb i Algier og Syrien. Nu skulle flaget vises. 2 dage efter skete katastrofen. En torpedo ombord på den neddykkede Oscar U-båd KURSK eksploderede under ladning i KURSK 12 Venneforeningens blad marts 2010

KURSK efter hævningen. torpedorøret. Eksplosionen bredte sig igennem det meste af båden. Trykskroget blev perforeret 2 steder og båden sank hurtigt ned til ca. 800m. De overlevende 10-12 mand holdt sig i live i ca. et døgn, men forgæves. Der var igen hjælp at få. Den russiske flåde ejede simpelthen ikke bjærgningsfartøjer og udstyr til redning på så dybt vand. Ethvert tilbud om hjælp udefra blev afslået, til trods for, at nordmændene stod parat ikke langt derfra. Putin var på ferie ved Sortehavet og lod ikke høre fra sig i flere dage, uanset at pårørende uafbrudt råbte om hjælp. Admiraler, myndigheder og Putin var som sunket i jorden. Alt var som i de gode gamle dage. Sovjetflåden laver ikke fejl. Endelig gik alvoren op for Putin, men skaden var sket. Effekten ramte flåden som en boomerang og det tog flere år før skandalen havde lagt sig. Kursk blev senere hævet af et hollandsk bjærgningsfirma, og efterfølgende undersøgelser viste, at drivgasserne til torpedoerne var så ustabile, at disse skulle behandles umådelig forsigtigt og 100 procent efter forskrifterne. Besætningen var dog fuldstændig utrænet i både torpedohandling og nødtræning. Da torpedoen eksplodere under ladning i røret, var der hverken lukket vandtæt eller taget andre forholdsregler. Øvelsen som skulle have vist, at Rusland havde rejst sig som en stormagt på verdenshavene, blev en ynkelig fiasko. Den blev dog samtidig en øjenåbner for systemet. Mange af de gamle blev fyret og nye kom til. Planer om at afskaffe værnepligt og gå over til professionelle styrker blev bl.a. forslået, men det var dog for stor en mundfuld for Dumaen, så det blev afslået. Derimod kunne man godt se, at man måtte nedskære antallet af enheder i flåden således, at de passede til målene. I 2004 kom ministeriet frem med en flådeplan der nedskar den russiske flåde til en styrke af mindre fartøjer og u-både der kunne forvare Russiske kyster ud til en afstand af 500km. Vi forlader nu de store skibe vi har arvet fra Sovjet og går over til mindre multifleksible fartøjer, udtalte Admiral of the Fleet Vladimir Kuroyedov. Vi vil have de bedste Fregatter og Korvetter i verdenen. Han udtalte dog samtidigt: Vi opgiver dog ikke vores eneste hangarskib Admiral Kuznetsov. Vi har aldrig givet dette så meget som en tanke. Det viser med al tydelighed, at hangarskibsprogrammet ikke var opgivet. Hvordan disse to programmer skulle udføres på samme tid må henstå til fantasien. Hvis vi fokusere på hans drømme om 4 hangarskibe så skulle de bygges over 20 år, hvilket er fuldstændigt urealistisk. Amerikanerne byggede 10 skibe på 22 år. Det sidste skib USS RONALD REA- GAN blev endog bygget på 30 måneder, men det tog 3 år, at udruste og klargøre det. Alt dette skete dog på velfungerende og erfarne værfter med alle ressourcer til rådighed. Dernæst havde amerikanerne finansieringen på plads. Gennemsnitlig koster det 4 milliarder dollars at bygge et hangarskib. Dertil kommer fly og andet udstyr til yderligere 3 milliarder dollars. Det koster ca. 12 millioner dollars om måneden at holde skibet på søen plus udgifter til mandskab, forsyninger og reparationer. Så kommer nr. 2 skib og nr. 3, o.s.v der skal bygges, men oveni kommer nu driftsudgifterne for det første skib. Fortsæt selv regnestykket. Det er rart at have drømme, men økonomien i Rusland ville aldrig kunne leve op til drømmene. Hvis vi så lige tager et lille kig på flådens stolthed hangarskibet KUZNETSOV. Det har tilbragt det meste af sit liv i havn siden søsætningen i 1989. Sidste større øvelse skulle være i 2000, men KURSK ulykken afbrød det hele og herefter var den i havn til 2004. Man havde ikke penge til at udruste den. I 2003 be- Venneforeningens blad marts 2010 13

gyndte den faktisk at synke i havnen. I 2004 og 2006 var den på 2 korte togter får at holde øvelser for flybesætningerne. Begge gange blev man ramt af alvorlige landingsulykker der gjorde skibet usødygtigt i 10-12 måneder. I 2004 havde man kun 12-15 trænede piloter og ca. 20 fly. I US-Navy kalkulerer man altid med en styrke på ca. 3.000 piloter (i fredstid). US-Navy har gigantiske værftfaciliteter til rådighed over hele kloden. Russerne har ikke bygget nye faciliteter siden 1993, grundet manglende finanser. Alle de øvrige former for hangarskibe er strøget fra flådelisterne og er hugget op eller solgt. Kun de 2 hangarskibe KUZNETSOV og VARYAG (ex RIGA) blev tilbage. VARYAG blev dog overdraget til Ukraine. Hvordan skal man så bedømme fremtiden? Hvis vi først ser på den nuværende organisation og styrkemål, har vi da noget at gå ud fra. Flåden består af fire flådeafdelinger: Østersøflåden (oprettet i 1703) er i dag baseret i Baltijysk og Kronstadt med hovedkvarter i Kaliningrad. Styrken består af 2 dieseldrevne Kilo-klasse U-både, 2 Sovremennyy-klasse destroyers, 4-Krivak fregatter og 8-10 Parchim-klasse korvetter. Derudover 25 30 patrulje fartøjer, 15 minestrygere, 5 landgangsfartøjer og ca. 30 support skibe. Den Kaspiske flotille (grundlagt 1722) holder til i Astrakhan og består kun af småfartøjer. Stillehavsflåden (oprettet 1731) består af 22 U-både, 4 Delta III Ballistiske missil U- både, 5 Oscar-klasse med krydser-missiler og 6 Akula angrebs U-både. Derudover 7 dieseldrevne kilo klasse både. 1 krydser af Slava-klassen, 1 Udaloy-klasse og 3 Sovmennyy-klasse destroyers. Der er ca. 30 fregatter og korvetter, små minestrygere, patruljefartøjer, landgangsfartøjer og support-skibe. Sortehavsflåden (oprettet 1783) er baseret i Sevastopol. Styrken består af 1 Kilo-klasse U-båd, 2 Slava- klasse krydsere, 2 destroyers og 2 til 3 fregatter. Nordflåden (oprette 1933) er den største afdeling. Hovedkvarteret er i Severomorsk og styrkerne er spredt ud på forskellige baser i hele Murmansk området. Flåden bestod i 2008 af 11 U-både med ballistiske missiler, 16 angrebs U-både og 7 dieseldrevne Kilo-klasse. 1 Hangarskib KUZNET- SOV, 2 atomdrevne Kirov krydsere og 2 konventionelle, 7 destroyers, 5 8 fregatter, ca. 30 patrulje-fartøjer, 20 minestrygere og ca. 50 support-skibe og et antal landgangsfartøjer. Med den sidste forbedring i økonomien har man sat 2 destroyere og 1 fregat på stablen, men ifølge Janes Yearbook skal man ikke regne med mere end 2 til 3 skibe mere i den nærmeste fremtid. I 2008 tilbød den russiske regering Ukraine kontrakter til at bygge 2 hangarskibe, men hvor pengene skal komme fra ved ingen, hverken i Rusland eller Ukraine. Ifølge Vyacheslav Popov fra det russiske overhus, skulle der senere komme ordre på yderligere 2 hangarskibe, samt et antal destroyers. Skibene skulle bygges på Nikolaev-værfterne, men da disse har været lukket et par år, fordi de er gået fallit, skal der jo nok en større pose penge med. Projekterne virker som fri fantasi. Formålet med øvelsen er nok mere, at prøve at blødgøre politikerne i Ukraine, så de forlænger den russiske lejekontakt med baser på Krim halvøen. Disse kontrakter udløber i 2017. Sidste nye er, at russerne er interesserede i at købe skibe fra vestlige værfter. Man er gået i forhandling med et hollandsk værft om bygning af 2 amfibieskibe. Også Frankrig har man været i lag med i september i år om levering af Taktiske Støtteskibe. Derudover har man ikke hørt om flere planer om nybygninger. Til gengæld har russiske værfter været storleverandør til Indien. 10 Kilo-klasse u-både, 1 hangarskib (genbrug af det ex russiske BA- KU), 11 KHASHIN destroyers og 6 nyudviklede TALWAR fregatter.en stor del af våben -systemerne og elektronikken kommer fra indiske leverandører. Siden 1990 har aktiviteterne i den russiske flåde været lave. Selv da Balkan krigene var på deres højde havde russerne ikke nogen større enheder i søen. Stillehavsflå- 14 Venneforeningens blad marts 2010

den og Nordflåden afholder med jævne mellemrum mindre øvelser, i Stillehavet ved nogle lejligheder i samarbejde med japanerne. Der er dog stadig en opgivende følelse i hele organisationen, som fik ekstra næring efter Kursk-ulykken. En mine ulykke i Sct.Petersborg i 2005 gjorde det ikke bedre. Samme år måtte en russiske Priz-klasse miniubåd i Stillehavsflåden redes af Royal Navy s rednings-fartøjer og eksperter. I 2008 og 2009 har der dog været en del aktivitet i Golfen for indsats mod pirater, og i den anledning har man aflagt et par høfligheds visitter i Yemen. Fremtiden for de russiske væbnede styrker fremstår stadig usikker. Riget fattes til stadighed penge. Selv den Sovjetiske plan økonomi måtte jo til sidst give op, og hele det kommunistiske system kollapsede. Men man skal ikke undervurdere russerne. Rusland indeholder enorme reserver af energi og råstoffer, og på et eller andet tidspunkt får man vel styr på de dele, samt eksporten og økonomien. Spørgsmålet er så, om den russiske befolkning til den tid, stadig vil acceptere nye og kostbare stormagtsdrømme. Russerne vil de næste år stadig have en stor del af befolkningen, der husker denne gamle storhedstid, hvor de syntes der var orden på tingene. Der er dog allerede nu sket kraftige ændringer i det russiske samfund. Moderne teknik og elektronik har gjort verdenen mindre, og den russiske befolkning vil, som alle andre mennesker have deres del af velstanden og komme ud i verdenen for at opleve noget. På et eller andet tidspunkt forsvinder også de sidste kommunister og med dem, deres drømme. Jeg tror den russiske flåde, ja alle de væbnede styrker vil tilpasse sig. Samtidig tror jeg også, at Asiens nye tiger, Kina vil tvinge russerne til at fokusere mere på grænsen mod øst. Det nye Kina vil betyde mange nye muligheder for russerne, men måske også nye trusler. Hvem ved? Til slut så lige den lille finurlige historie om hangarskibet VARYAG s forunderlige rejse. Skibet hed oprindelig RIGA og var søsterskib til KUZNETSOV. Den blev køllagt december 1988 på Nikolayev værftet på Krim ved Sortehavet og søsat 2 år efter. Bygningen blev standset i 1992 hvor det var ca. 80 procent færdigt, d.v.s. maskineriet var installeret, men virkede ikke, og der var ej heller installeret nogen form for elektronik eller våbensystemer. Skibet blev overdraget til Ukraine ved opsplitningen af den Sovjetiske flåde. Det henlå på værftet i 6 år og blev så sat til salg 1998. Det blev inspiceret af kineserne til brug for PLAN (Peoples Liberation Army, Navy), men de måtte opgive køb, idet den Ukrainske regering havde forbudt al videre militært brug af skibet. Et lille rejsebureau i Hongkong, Chong Lot Travel købte så skibet for 20mill. USdollar, og indgik kontrakt med et bugserfirma om at bugsere skibet til Hongkong. Rejsen skulle gå gennem Suez til den gamle portugisiske koloni Macau uden for Hongkong, hvor det skulle lægges i dok, og bruges som spillehal. Meget pegede dog allerede dengang på PLAN som egentligt køber. Havnemyndighederne i Macau ville ikke acceptere skibet. De gjorde samtidig opmærksom på, at Chong Lot s bestyrelse havde hovedkvarter i Yantai i Kina og, at de 4 af bestyrelsen var ansat i PLAN. Da skibet var i umådelig dårlig stand, kunne man dog ikke forestille sig, at det skulle gøres operationelt. I sommeren 2000 begyndte en hollandsk bugserbåd (med fillipinsk besætning) så transporten af skibet. Så kom første forhindring, idet tyrkerne ikke ville give lov til, skibet at passerede Bosperus, da de mente skibet kunne være i fare for at synke. Herefter tilbragte slæbebåd og skroget hele 16 måneder med, at tøffe rundt i Sortehavet. Køberne måtte til sidst acceptere at betale for en flåde på 26 bjærgningsfartøjer, 11 slæbebåde og 3 lodser til at forestå bugseringen gennem strædet. Den 2. november kom hele denne flåde igennem strædet. Den 3. november 2000 blev man ramt af en styrke 9 storm ud for den græske ø Skyros hvor skibet sled sig løs. 6 græske slæbebåde forsøgte forgæves, at få den på slæb igen. Først da en græsk flådehelikopter fik en trosse over til skibet lykkedes Venneforeningens blad marts 2010 15

operationen. En sømand fra en slæbebåd omkom under processen. 2 dage efter kunne man fortsætte rejsen med en fart af 3 knob. Næste problem blev Suez kanalen. De accepterede ikke døde skibe. Efter et par ugers forgæves forhandling måtte rejsen lægges via Gibraltar. Efter 15.200 nautiske sømil, hvor man var i havn for bunkring og proviant i Piræus, Las Palmas, Canariske Øer, Maputo, Mozambique og Singapore, ankom man til Macau. Umiddelbart herefter videre et til værft i Dalian i Kina. Rejsen havde kostet 5,5 mill. dollars i transit-skatter og bugsering. Ingen ville betale for skibet på værftet og det henlå så der i 5 år. I juli 2005 blev skibet pludselig lagt i dok i Dalian, hvor det blev malet pænt gråt. Janes Fighting Ships er sikker på, at kineserne vil udruste skibet som trænings hangarskib. Denne teori bestyrkes af, at det russiske forsvarsministerium har oplyst at man har godkendt et salg af 50 SU-33 fly til Kina til en værdi af 2,5 milliarder dollars. 27. april 2009 kom skibet i en anden dok for installation og reparation af maskineriet. Flightdeck er færdigmalet med striber og det hele, der mangler kun et nummer på skibet. Janes estimere, at skibet vil være sejlklart til flytræning medio 2010. Janes mener fortsat, at det ikke kommer i linien i den kinesiske flåde, dertil er skibet for dårligt, men det kan give dem erfaringer for udvikling af kommende kinesiske hangarskibe. Til slut kan man jo filosofere lidt over Ruslands kommende muligheder i flådebranchen. Ud fra de analyser der foretages i NATO vil russerne få overordentlig svært ved at komme ud af den økonomiske fælde de er havnet i. Væksten i samfundet er fortsat hæmmet af eftervirkningerne af den gamle planøkonomi, hvor 80 procent af forskningen og økonomi gik til militær udvikling. Alle stigninger i nationalproduktet vil højest sandsynligt i mange år frem, blive opslugt af øgede sociale udgifter. Hospitalsvæsen, skoler, universiteter, videnskab, infrastruktur og meget andet halter stadig efter udviklingen i andre lande, og jeg tror personligt ikke befolkningen vil acceptere, at disse behov ikke bliver tilgodeset, specielt ikke når yngre generationer kommer til. Derfor vil der i fremtiden ikke være plads til store opskrivninger af militær budgettet. Der er simpelthen ikke økonomisk råderum. Nye politikere, admiraler og generaler vil komme til, og militæret vil blive omstruktureret til den nye virkelighed og dens behov. Det er svært at argumentere for nye hangarskibe, fly og kampvogne, når mandskabet ikke har støvler nok til at gå rundt i. Der er nok ikke meget udsigt til, at USA s førsteplads bliver truet mange årtier frem, men den nye nummer to bliver helt sikkert Kina. Selv om det også mange år frem vil være en socialistisk et parti nation, med en speciel opfattelse af demokrati, har de alle mulighederne, samt ikke mindst forståelsen for økonomi, videnskab og udvikling, der bevirker, at de i fremtiden vil komme til at spille en utrolig stærk rolle i verdensøkonomien. Vi så dem jo spille lidt med musklerne ved Miljø Topmødet i København. Vi kommer nok til at se kinesisk byggede hangarskibe og andet isenkram i fremtiden. Hangarskibet VARYAG på væft i Kina. Jens Møller. Kilde: Janes Fighting Ships 1990/97 og 2004Robin J. Lee: A brief look at Russian Aircraft CarriersChris Bishop: The Encyclopedia of World Seapower Alle foto s: www.wikipedia.com 16 Venneforeningens blad marts 2010

HERLUF TROLLE 1978. Brand om bord Af Dan Olsen. Redigeret af Søren Nørby. Olieslangen sættes fast på fregatten (foto: K.E. Haick) I april 1978 deltog HERLUF TROLLE i en større øvelse i Nordsøen. Som normalt under sådanne øvelser, skulle der, den 28. april, fyldes olie på skibet ved en RAS (Replenishment At Sea) manøvre. Olien kom fra et britisk tankskib, og selv om RAS-manøvren var en næsten dagligdagsfortegelse under sådanne øvelser, kom mindet om denne alligevel til at stå fasttømret i erindringen hos flere af skibets besætningsmedlemmer. Selve RAS en gik i gang ved halv elleve tiden om aftenen, hvor HERLUF TROL- LE lagde sig parallelt med den britiske tanker. Farten var 11½ knob, og fregatten blev drevet frem med krydsdrift af bagbord gasturbine og styrbord dieselanlæg. Dan Olsen, der i 1978 var sekondløjtnant og kampinformationsofficer (KIO) om bord på HERLUF TROLLE, har i forbindelse med bogen om fregatterne PEDER SKRAM og HERLUF TROLLE, sendt forfatterne en beretning om oplevelsen, der her bringes i en lettere omskrevet version. Dan Olsen fortæller: Jeg oplevede branden således: Når fregatten skulle fylde olie ved en RAS-manøvre, så var al elektronisk udstråling forbudt af hensyn til brandfaren. Der måtte derfor ikke sendes med radar eller foretages elektronisk kommunikation. Jeg havde derfor fri fra tjeneste i operationsrummet, når dette skete, og hvis jeg ikke havde post på broen med at sejle skibet i position til oliefyldning, så havde jeg et øjebliks fri. Jeg havde fri den dag og gik ned i officersmessen, hvor jeg og fregattens teknikofficer (TKO), som de eneste satte os ned og drak en kop kaffe. RAS var mere eller mindre en rutinesag, hvorfor kun de direkte implicerede var beskæftiget. Venneforeningens blad marts 2010 17

Fregattens daværende chef, kommandørkaptajn Johan Ruth, havde ført HERLUF TROLLE sikkert på plads ca. 20-30 meter fra den britiske olietanker, og vi var blevet forbundet til denne med en såkaldt spanwire, der holdt den ca. 10 tommer store olieslange, der pumpede olie ombord i fregatten. Alt forløb helt normalt indtil der [kl. 22.52] pludselig lød et højt dumpt brag efterfulgt af en voldsom rystelse. Al lys gik ud og farten gik af skibet. Nødbelysningen tændte straks, og vi mærkede nu, at fregattens maskineri var ophørt med at fungere. Der var helt stille bortset fra lyden af skibet, der fortsatte gennem vandet og voldsomme råb og støj fra dækket udenfor koøjerne. Vi kikkede noget forundret på hinanden og inden TKO kunne nå at rejse sig, hørte vi en person løbe ude i den lange indvendige gang umiskendeligt iført søværnets vandtætte kampuniform (benævnt gummi Kampdragten ). Det var næstkommanderende, der var hastig på vej agter over. I hans kølvand fulgte en umiskendelig lugt af gasolie eller som det hed i NA- TO - F75. Inden TKO havde nået at rejse sig, var næstkommanderende igen på vej frem over fulgt igen af F75-lugten. Så rejste TKO sig og så på mig i det røde tusmørke Nu må jeg vist hellere interessere mig lidt for mit arbejde, da mine svende i maskinrummet tilsyneladende har et mindre problem. Herefter forsvandt han. Da skibet tilsyneladende hverken var ved at synke eller på anden umiddelbart synes at være i fare, så besluttede jeg mig til at blive i officersmessen. Farten var efterhånden gået helt af fregatten og det var en mærkelig fornemmelse at være til søs ombord i et krigsskib, hvor alt var stille. Ingen vibrationer fra maskineriet, den vante lyd af ventilationen var væk og kun nødbelysning var tændt. Imidlertid var det, der var mest mærkeligt, at der heller ikke i officersmessen kunne høres lyde af stemmer andre steder fra i skibet. Alle holdt tilsyneladende vejret. Olieslangen tages ombord (foto: Fonden Peder Skram) 18 Venneforeningens blad marts 2010

Efter nogen tid begyndte der at komme andre officerer ind i messen og nu begyndte billedet at tegne sig. Farten var som før beskrevet pludselig gået af skibet og de høje råb og støj fra dækket var, da matrosen gennemførte en Emergency Breakaway Procedures og udløste spanwiren og huggede olieslangen over med kapøksen. Ved kapningen af olieslangen, var alle på fordækket blevet oversprøjtet med F75, og det var derfor næstkommanderende havde denne lugt med sig, da han to gange passerede ude i den lange gang. Pludselig lød TKOs stemme i ordreanlægget: Det er TKO. Vi har haft en mindre eksplosionsagtig brand i rum K. Branden er under kontrol. Vi skal have opstartet generatorerne i turbinerummene for igen at have strøm ombord, herefter vil vi se på de muligheder, som vi har for at komme videre, men tag det roligt, alt er under kontrol. Alt dette blev sagt uden en eneste sindsbevægelse, og det virkede lige præcist som det sikkert var tiltænkt, nemlig at mane al form for panik i jorden. Efter nogen tid hørte vi igen TKO. Vi har nu dannet os et billede at situationen. Rum K bliver aflukket og vi starter begge turbiner op. Generatorerne i turbinerummene kan forsyne os med den strøm som vi har brug for til at forlægge mod Rosyth i Skotland, som ligger nærmest for at undersøge skaderne i rum K mere indgående. Således blev det og efter at HERLUF TROLLE havde ligget stille i ca. en time, blev turbinerne startet op og kursen sat mod Rosyth. Efter ca. 14 dages ophold på den engelske flådebase forlagde fregatten med 25 knob på to turbiner til København for at blive repareret på Orlogsværftet. Brandårsagen Branden var opstået, da nogen havde glemt at lukke en ventil i maskinrum 4K. Derved kunne en del af den olie, der kom om bord fra den britiske tanker, løbe direkte ud i rum 4K, hvor den trængte ind i den dieselgenerator (K), der producerede en del af fregattens strøm. I den varme dieselmotor blev olie antændt, og det havde skabt en eksplosionsagtig brand i rummet. Heldigvis fik branden kun næring fra den olie, der kom om bord, og da olieslangen blev kappet, forsvandt olien, og branden døde derefter naturligt ud af sig selv. Dieselmotoren var dog helt udbrændt og det kostede efterfølgende ca. 225.000 kr. at reparere den og maskinrum 4K. Derudover var ca. fire meter af fregattens ræling blevet ødelagt ved Emergency Breakaway Proceduren, mens den britiske tanker var sluppet uden skader. Venneforeningens blad marts 2010 19

Danmark i spidsen for NATO-flådestyrke mod pirateri. Pressemeddelelse fra Forsvaret d. 17 DEC 2009. For første gang i NATOs historie skal Danmark stå i spidsen for NATOs stående fregatstyrke, der blandt andet bekæmper pirateri ved Afrikas Horn. M ed et bredt flertal har Folketinget i dag vedtaget, at Danmark igen skal deltage i kampen mod pirateri ved Afrikas Horn. Den danske deltagelse sker som led i, at Danmark i hele 2010 skal stå i spidsen for den stående NATO fregatstyrke SNMG1. Danmark overtager kommandoen for NATO -flådestyrken den 25. januar i operationsområdet ved Afrikas Horn. Det danske bidrag Det danske bidrag består både af kommandoskibet ABSALON med ca. 130 mand og en international stab på ca. 18 mand. Den internationale stab ledes af flotilleadmiral Christian Rune, og ABSALONs besætning ledes af kommandørkaptajn Dan Termansen. ABSALON afsejler fra flådestation Frederikshavn den 5. januar, og til forskel fra sidst hvor ABSALON var udsendt til koalionsstyrkerne Task Force 150 og 151, som også bekæmper pirateri ud for Afrikas Horn, har Danmark nu indgået en udleveringsaftale med Kenya. Det betyder, at det danske krigsskib kan udlevere eventuelle tilbageholdte formodede pirater til retsforfølgelse i Kenya. ABSALON s Tekniske data: Længde: 137,6 meter Bredde: 19,5 meter Dybgang: 6,3 meter Deplacement: 6.700 tons Besætning: 130 mand Maskineri: 2 Dieselmotorer á 8.200 kw. 2 skruer m. stilbare skrueblade. 1 Bowtruster. Fart: max. Ca. 25 knob. Aktionsradius: 12.500 sm ved 12 knob 6.400 sm ved 23 knob Armering: 1 127 mm Kanon 2 35 mm Close In Weapon System (CSWS) 6 Tungt maskingevær 5 container positioner med mulighed for at bruge dem både til antiluftmissiler (ESSM) og antioverflademissiler (HARPOON) Antiubådstorpedoer. Helikopter. Til overvågning, afsøgning og varsling på større afstande, samt transport og søredning medbringes en Helikopter af typen NAVY LYNX Mk 90B. Fartøjer: 2 Storebro SRC 90E-DA indsatsfartøjer, Landing Craft Personel (LPC på FLEX dækket agter.) 2 ZODIAC SR 700 Mk 4 gummibåde. 20 Venneforeningens blad marts 2010