Kapitel 43 - En tid med samordning og konsolidering

Teksten er den del af: Kirkens historie i tidernes fylde Kapitel 43 - En tid med samordning og konsolidering Tidslinie Dato Betydningsfuld begivenhed 1961 Kirkeråd oprettedes for at samordne læseplan og aktiviteter for børn, unge og voksne 1964 Hjemmelærerarbejde, præstedømmets udøvende komité og wardsråd indførtes 1965 De første familiehjemmeaftenshæfter blev trykt Okt. 1967 Okt. 1969 De første regionalrepræsentanter blev kaldet En samlet Afdeling for Socialtjeneste blev dannet 23. jan. 1970 Joseph Fielding Smith blev Kirkens præsident 1971 Bladene Ensign, New Era og Friend blev påbegyndt 1971 Kirkens medlemstal oversteg 3 millioner 1971 Den første områdekonference blev afholdt i Manchester i England Juli 1972 Harold B. Lee blev Kirkens præsident 26. dec. 1973 Præsident Harold B. Lee døde Indledning I løbet af årene1 havde generalautoriteterne truffet foranstaltninger for at sikre sig, at Kirken og dens programmer fuldkommengjorde de hellige og forberedte et folk, der var værdigt til at opbygge Zion på jorden. Deres bekymringer trængte sig mere på, da Kirkens medlemstal fordobledes på blot halvandet årti og passerede 2 millioner i 1963. Kirkens ledere blev stadig mere overbeviste om, at de forskellige organisationer måtte arbejde sammen i harmoni under præstedømmets ledelse, at familierne måtte styrkes og at administrationen burde forenkles for i tilstrækkeligt omfang at opfylde de helliges forskelligartede behov. Derfor skabte Kirkens hidtil usete vækst i 1950erne baggrunden for, at der blev lagt vægt på samordning og konsolidering, hvilket kendetegnede 1960erne og begyndelsen af 1970erne. Med dette formål foretog Kirkens ledere periodevise undersøgelser for at sikre, at alle Kirkens organisationer og deres aktiviteter blev samordnet på rette vis. Vægt på samordning af præstedømmet En gennemgribende samordningsindsats begyndte i 1960, da Det Første Præsidentskab pålagde Kirkens præstedømmekomité under ældste Harold B. Lee fra De Tolv Apostles Kvorum om at foretage "en gennemgribende og bønsom undersøgelse og overvejelse" af alle programmer og læseplanen i lyset af Kirkens endelige mål "således at Kirken Side 1 af 14

kan opnå det bedste resultat af den hengivne tro, intelligens, dygtighed og viden, som vore forskellige hjælpeorganisationer og præstedømmekomitéer besidder."2 Ældste Lee og hans komité indså, at der skulle mere til end blot at sikre sig, at alle evangeliets emner blev behandlet tilstrækkeligt i Kirkens læseplan. De indså, at der var behov for en organisation i Kirken, der kunne samordne undervisningen af lærdommene i præstedømmet og de forskellige hjælpeorganisationer og kvorummer. Ved konferencen i efteråret 1961 skitserede ældste Lee de grundprincipper, som skulle være en vejledning for det, der blev kendt som præstedømmets samordning. Han citerede Paulus' sammenligning af Kirken med et perfekt fungerende menneskelegeme (se 1 Kor. 12:14-28) og citerede derpå fra en nutidsåbenbaring, som erklærede: "Lad derfor enhver røgte sit eget embede og arbejde i sin egen kaldelse. Hovedet skal ikke sige til fødderne, at det ikke behøver dem; thi hvorledes kan legemet stå uden fødder? Ligeledes trænger legemet til hvert lem, så alle kan opbygges og legemet bevares fuldkomment" (L&P 84:109-110). Ældste Lee understregede: "Hver organisation skulle have sin specielle funktion og ikke udføre en anden organisations funktioner, som øjet siger til hånden: 'Dig har jeg ikke brug for'". Han lagde atter vægt på Det Første Præsidentskabs erklæring fra 1940: "Hjemmet er grundlaget for et retfærdigt liv. Ingen anden institution kan overtage hjemmets plads eller opfylde dets nødvendige funktioner. Det højeste, hjælpeorganisationerne kan gøre, er at hjælpe hjemmet med dets problemer, idet de giver særlig hjælp, hvor sådan er nødvendig." Kirkens ledere henviste ofte til familien som den centrale enhed i Kirkens organisation. På dette tidspunkt bekendtgjorde ældste Lee dannelsen af en koordinerende komité for hele Kirken bestående af visse generalautoriteter og ledere af diverse kirkeorganisationer. Formålet med dette råd var at udforme retningslinier, som styrede planlægningen og driften af alle Kirkens programmer. Under dette råds ledelse skulle komitéer for børn, unge og voksne skrive studiekurser og koordinere aktiviteter i deres respektive aldersgrupper. De forskellige hjælpeorganisationer ville da udføre de programmer, som disse tre komitéer havde forberedt. Under Kirkens koordinerende komite styrede og understregede fire overordnede præstedømmekomiteer hjemmelærerarbejdet, slægtsforskning og tempel-, missionær- og velfærdsprogrammer i hele Kirken. Ældste Lee forklarede videre: "Gennem indførslen af et sådant program kan vi muligvis og forhåbentlig se frem til en underbygning og forenkling af kirkens undervisningsplan, publikationer, kirkebygninger, møder samt mange andre vigtige aspekter af Herrens arbejde."3 I 1962 forklarede ældste Richard L. Evans, et medlem af De Tolv Apostles Kvorum, som arbejdede på samordningen, hensigten: "At der undervises i evangeliet så indgående som muligt mindst tre gange i løbet af livet som barn, ung og voksen. Indenfor disse store grupper vil der være mange mindre grupper, som tager skolegang, sociale interesser, præstedømmealder, mission, ægteskab og andre faktorer i betragtning... Det grundlæggende program for de forskellige aldersgrupper vil blive gjort fleksible nok til at imødegå enkeltpersoners og ward, staves, grenes og missioners forskelligartede behov og forhold.4 Side 2 af 14

Selv om der var blevet taget store skridt for at koordinere planlægningen af programmer på overordnet niveau, skulle der gøres mere blandt wardene og stavene. De første skridt blev taget i 1964. Under de ugentlige møder for præstedømmets udøvende komité gav biskoprådet og ledere i Det Melkisedekske Præstedømme vejledning i, hvordan alle wardets aktiviteter skulle koordineres. Månedlige wardsrådsmøder omfattede også hjælpeorganisationsledere og andre ledere; her kunne de samordne kalendere og aktiviteter, og hvad der var vigtigst, tale om, hvordan wardets programmer bedst kunne tilgodese de enkelte medlemmers og familiers behov. Tilsvarende organisationer blev iværksat på stavsniveau tre år senere. Et nødvendigt skridt i præstedømmets samordning på lokalt niveau var indførelsen af hjemmelærerprogrammet i 1964. Hjemmelærere blev et vigtigt redskab i bestræbelsen på at bringe forskellige kirkeprogrammer ud til familien. De erstattede de kontakter, der hidtil var blevet foretaget af wardslærere, repræsentanter fra præstedømmets kvorummer eller medlemmer af hjælpeorganisationernes klasser. Hjemmelærernes regelmæssige besøg, som blev foretaget mindst en gang om måneden, tilvejebragte et middel for tovejs-kommunikation mellem familien og wardets præstedømmeledere. En ny håndbog for melkisedekske præstedømmebærere, som blev udgivet i 1964, fastslog, at Kirken havde tre hovedformål: "1. At fuldkommengøre de hellige -- At hjælpe Kirkens medlemmer med at udføre deres fulde ansvar og hjælpe dem med at vandre retskaffent for Herren. 2. Missionering -- At undervise dem i evangeliet, som endnu ikke har hørt eller accepteret det. 3. Tempeltjeneste -- At få alle værdige medlemmer til at tage i templet for at modtage deres egen begavelse og få deres familie beseglet til sig. Desuden at udføre slægtsforskning og stedfortrædende tempelordinancer, så de værdige afdøde kan tage del i evangeliets velsignelser."5 Der blev taget stadig flere skridt for at samordne kirkens aktiviteter. Der kom en vigtig forbedring i 1967 ved indførelsen af et ensartet kirkeår. Hidtil havde nogle kirkeorganisationer begyndt deres undervisning i begyndelsen af det lokale skoleår, mens andre havde arbejdet efter kalenderåret. Nu begyndte alle præstedømme- og hjælpeorganisationer deres undervisningskurser samtidig. Desuden blev aldersgrupperingerne standardiseret fra en organisation til en anden. Dette gjorde det muligt for lærere i de forskellige wardsorganisationer at arbejde tættere sammen for at imødekomme behovene i de unges grupper. I 1960erne blev unge sidste dages hellige i mange dele af verden stadig mere flittige til at fortælle deres venner om evangeliet, og der blev dannet missonærkomiteer for unge. I 1967 blev disse komitéers arbejdsområde udvidet og biskoppernes ungdomsråd blev dannet, hvilket førte unge og voksne ledere sammen hver måned i hvert ward for at overveje de unges behov og koordinere deres aktiviteter. Herudover blev samlingen af undervisningsmaterialer, som hidtil var blevet vedligeholdt af hver organisation, samlet på ét bibliotek i kirkebygningen. Ligeledes blev de særskilte programmer for uddannelse af lærere, som hver hjælpeorganisation ledede, kombineret under en enkelt leder for wardets uddannelse af lærere. Styrkelse af familien Side 3 af 14

Et af de vigtigste fremstød i præstedømmets samordning var at styrke sidste dages hellige familier. Kirkens ledere lagde ny vægt på familiehjemmeaften. Fra 1965 udgav Kirken hæfter med ugentlige lektioner, som skulle bruges af familier i hele verden. Mens undervisningen i præstedømmets og hjælpeorganisationernes klasser handlede om evangeliske principper, fokuserede aktiviteterne i hjemmet på den praktiske anvendelse af disse principper i hverdagen. Udover Kirkens familiehjemmeaftenshæfter, uddelte diverse organisationer forslag til familieaktiviteter. Hjælpeforeningen gav særlig hjælp til mødre, og Det Melkisedekske Præstedømmes kvorummer gav undervisning for fædre. Ældste Harold B. Lee bevidnede, at dette program var inspireret: "Mit sind er blevet fyldt af den anerkendelse, at i 1964 samt året forud har vi modtaget lige så relevant og betydningsfuld guddommelig vejledning, som der nogen sinde er blevet givet til kirken, i nogen lignende periode i dens historie, gennem den profet og leder, der nu er præsident for denne kirke."6 I indledningen til det første familiehjemmeaftenhæfte erklærede præsident David O. McKay: "De vanskeligheder, der findes i disse vanskelige tider, kan ikke løses bedre noget andet sted, ved nogen anden mellemkomst, ved noget andet middel end gennem kærlighed og retfærdighed, forskrift og eksempel og hengivenhed for hjemmets pligter."7 Et senere hæfte indeholdt dette løfte: "Familier, som under bøn forbereder og konstant holder en ugentlig familiehjemmeaften, og som arbejder sammen gennem ugen ved at anvende lektionerne i deres liv, vil blive velsignet. Der vil herske bedre følelser mellem ægtemand og hustru, mellem forældre og børn og blandt børn. I sådanne hjem vil Herrens Ånd blive åbenbaret."8 Tilskyndet af sådanne løfter førte sidste dages hellige forældre i hele verden på taknemmelig vis dette program ud i livet. Uanset om der blev holdt familiehjemmeaften i en lejlighed i New York, i en navajoindianerhytte eller et polynesisk stråtækket hjem, så var der for det meste visse fælles elementer: Familiemedlemmer skiftedes til at lede programmet, bede bøn, lede sangen og give lektionen. Familier kombinerede ofte disse elementer i deres familiehjemmeaften med særlige rekreative aktiviteter og serverede næsten altid forfriskninger. I 1970 meddelte Kirkens ledere, at mandag aften var reserveret til disse familiesammenkomster, og at der ikke måtte afholdes nogen kirkeaktiviteter denne aften. Selv missioneringen blev påvirket af Kirkens fremhævelse af familien. Sunde familieforhold var temaet i en serie korte budskaber, som Kirken lavede til radio og fjernsyn. Mange af disse budskaber om hjemmet opnåede priser for deres fortræffelighed fra religiøse og radio-/tv-grupper. At vise familier, hvordan de skulle holde familiehjemmeaften, var en effektiv måde for missionærerne at præsentere ikke-medlemmer for evangeliet. Efter denne første kontakt blev missionærerne ofte inviteret til at komme igen og fremlægge deres missionærlektioner. Præsident David O. McKay bifaldt ofte betydningen af familien. I en ofte citeret udtalelse forsikrede han: "Ingen anden succes kan erstatte fiasko i hjemmet.9... Den fattigste hytte, hvor kærligheden hersker i en forenet familie, er af større værdi for Gud og den fremtidige menneskehed end nogen som helst anden rigdom. I et sådant hjem kan Gud udvirke mirakler, og han vil gøre det... Rene hjerter i et rent hjem er himlen meget nær."10 Efter præsident McKays død tidligt i 1970, fortsatte hans efterfølgere hans fremhævelse af præstedømmets samordning og familien. Side 4 af 14

Præsidenterne Joseph Fielding Smith og Harold B. Lee I begyndelsen af 1970erne blev kirken ledet af to fremragende sidste dages profeter. Joseph Fielding Smith tjente som Kirkens præsident i to et halvt år, og Harold B. Lee besad embedet i halvandet år. I hvert tilfælde udgjorde disse korte præsidentskaber højdepunktet i en lang og betydningsfuld tjeneste i Kirken. Joseph Fielding Smith blev født i 1876 -- et år før Brigham Youngs død. Forskelligartede erfaringer og opgaver i hans lange liv havde forberedt ham godt til at yde et betydningsfuldt bidrag til Guds værks fremgang på jorden. I 1910 blev han opretholdt som medlem af De Tolvs Kvorum og blev ordineret til apostel af sin far, præsident Joseph F. Smith. Joseph Fielding Smith tjente i kvorummet i 60 år, længere end noget andet medlem. Ældste Smith blev også udnævnt til Kirkens historiker og skriver i 1921, en stilling, som han besad, til han blev opretholdt som Kirkens præsident et halvt århundrede senere. Som med adskillige andre af Kirkens præsidenter, ydede Joseph Fielding Smith nogle af sine største bidrag til Kirken i årene før sit embede som Kirkens præsident. Hele hans tjeneste som apostel var præget af hans bemærkelsesværdige forsvar af profeten Joseph Smiths lærdomme og budskabet om genoprettelsen. Joseph Fielding Smith fik sin patriarkalske velsignelse af patriark Joseph D. Smith i 1913. I sin velsignelse blev han lovet, at han aldrig ville blive besejret, når han forsvarede guddommeligheden af profeten Joseph Smiths mission: "Du er blevet velsignet med evnen til at forstå, analysere og forsvare sandhedens principper i højere grad end mange af dine medmennesker, og den tid vil komme, hvor det samlede bevis, som du har samlet, vil stå som en forsvarsmur mod dem, som prøver og vil prøve at ødelægge beviset på guddommeligheden af profeten Josephs mission; og til forsvar herfor vil du aldrig blive besejret."11 Tænk på den betydning, som blot én af hans mere end en snes bøger -- Profeten Joseph Smiths Lærdomme -- har haft for forståelsen af Kirkens lærdomme. Joseph Fielding Smiths dagbog forklarede, at bogen blev samlet, fordi mange lærere i Kirken "for velvilligt havde accepteret uinspirerede læreres synspunkter."13 Siden det første oplag er Profeten Joseph Smiths Lærdomme blevet en grundlæggende referencekilde til fortolkning af evangeliet, Kirkens politik og Kirkens ledelse. For at retfærdiggøre det, han havde skrevet og sagt i de fem årtier som apostel, erklærede præsident Joseph Fielding Smith i sit første budskab som præsident: "Jeg har studeret skrifterne i hele mit liv og har søgt vejledning fra Herrens Ånd for at forstå deres sande betydning. Herren har været god imod mig, og jeg fryder mig dels ved den kundskab, Han har givet mig, og dels ved det privilegium, jeg har haft -- og stadig har -- at jeg kan undervise i Hans frelsende principper."... Hvad jeg førhen har undervist i og skrevet om, ville jeg gentage under de samme omstændigheder."14 I sit to et halvt år lange præsidentskab fortsatte præsident Smith med at forkynde genoprettelsens grundlæggende principper, som de blev åbenbaret til profeten Joseph Smith. Hans præsidentskab lagde vægt på og fortolkede profeten Joseph Smiths evige lærdomme for en voksende international kirke i 1970erne. Nogle få afsnit, som er Side 5 af 14

uddraget fra hans budskab som Kirkens præsident, viser hvordan præsident Smith lagde vægt på og fortolkede profeten Joseph Smiths lærdomme til Kirken. "Gud er vor Fader... Han er almægtig og alvidende. Han har al magt og al visdom... [Jeg er taknemmelig for, at] vi ved, at han er et uendeligt og evigt væsen, som kender alle ting og har al magt, og hvis udvikling ikke består i at vinde mere kundskab eller magt og ikke i yderligere fuldkommengørelse af sine guddommelige egenskaber, men i forøgelse og udvidelse af sine riger. Dette er også, hvad profeten lærte."15 "Profeten Joseph Smith belærte om, at et menneske ikke bliver frelst hurtigere, end det tilegner sig kundskab om Jesus Kristus og evangeliets frelsende sandheder, og at det er umuligt for et menneske at blive frelst i uvidenhed om disse ting."16 Præsident Smith påtog sig lederskabsposten i den fremskredne alder af 93 år. Med sine to dygtige rådgivere Harold B. Lee og Eldon N. Tanners hjælp ledede præsident Smith iværksættelsen af en række forbedringer af Kirkens aktiviteter og programmer. Han rejste vidt omkring, ledede konferencer, indviede bygninger og styrkede på andre måder Kirken og dens medlemmer. Efter at have tjent som Kirkens præsident i næsten to et halvt år sov Joseph Fielding Smith stille ind kun to uger før sin 96-års fødselsdag. Efter præsident Smiths død blev Harold B. Lee opretholdt som Kirkens elvte præsident. Lige som sin forgænger havde præsident Lee allerede ydet betydningsfulde bidrag, som havde haft langtrækkende virkning for Kirken og dens programmer. Hans rolle i nye projekter, som påvirkede velfærdsplanen, som han senere hjalp med at indføre i hele Kirken, og hans lederskab i forbindelse med udviklingen af præstedømmets samordningsprogram var måske bedst kendt. I slutningen af 1930erne rejste han vidt omkring og instruerede stavsledere i det nye velfærdsprogram. Ældste Lee blev opretholdt som medlem af De Tolv Apostles Kvorum i april 1941. Efter anden verdenskrig var brudt ud, blev han udnævnt til den første leder af Kirkens soldaterkomité i oktober 1942. I 1960 var han blevet formand for Kirkens præstedømmekomité. Det var i dette embede, at han fik til opgave at lede en udtømmende undersøgelse af Kirkens læseplan og programmer. I de næste adskillige år rapporterede han ved generalkonferencerne om fremskridtet i præstedømmets samordning og om så vigtige aktiviteter som hjemmelærerarbejde, præstedømmets udøvende komitéer, samordningskomitéer i wardene og familiehjemmeaftener. Alle disse erfaringer gav Harold B. Lee en solid baggrund for hans tjeneste som Kirkens præsident. Under en pressekonference, der blev afholdt i anledning af hans tiltræden som Kirkens præsident, erklærede præsident Lee: "Kirkens sikkerhed ligger i, at medlemmerne holder budene. Der findes ikke noget mere vigtigt, jeg kan sige. Når de holder befalingerne, vil der komme velsignelser."17 Præsident Lee ledede kun Kirken i halvandet år, før han uventet døde den 26. december 1973. Selv om hans præsidentskab var kortvarigt, fortsatte hans lederskab den vigtige udvikling, som var blevet påbegyndt af hans forgængere, især hvad angik samordning og forenkling af Kirkens programmer midt under en stadig, hurtig vækst. Samordning først i 1970erne I de fire år, hvor Joseph Fielding Smith og Harold B. Lee ledede Kirken, steg medlemstallet fra 2,8 til 3,3 millioner. I begyndelsen af 1970, den dag præsident David O. McKay døde, blev stav nummer 500 oprettet. Samme år blev der dannet 64 stave (den hidtidige rekord for et år var 29). Disse var blandt andet stave i Tokyo i Japan, Side 6 af 14

den første i Asien; Johannesburg i Sydafrika, den første i Afrika, og Lima i Peru, den første på Sydamerikas vestkyst. Bestræbelserne på at fortsætte denne vækst ved at fortælle om evangeliet fortsatte ligeledes. Over seks millioner mennesker besøgte Kirkens pavillon ved "Expo '70" i Osaka i Japan. Dette gjorde Kirkens programmer og lærdomme bedre kendt end nogen sinde før i Japan og andre lande i Asien. I 1972 åbnede Kirken et besøgscenter i San Diego, hvor mormonbataljonen havde afsluttet sin bemærkelsesværdige march. Kirken åbnede også et PR-kontor i New York City. Det følgende år blev et kompleks af genopførte bygninger indviet i Nauvoo, og der blev indført rundvisninger på japansk i besøgscentret ved templet i Laie på Hawaii. Dog var begyndelsen af 1970erne ikke blot en tid med vækst og udvidelse. I disse år blev der også foretaget konsolidering af administrative ansvar i Kirkens hovedkvarter, en fortsat indsats for at forbedre Kirkens forskelligartede programmer, samt et forøget ønske om at hjælpe hvert enkelt medlem med at takle de voksende udfordringer i den moderne verden. Vigtige omorganiseringer i Kirkens hovedkvarter grupperede forbundne foreninger og aktiviteter i flere store afdelinger. En afdeling samordnede ansvaret for at skrive, læse korrektur og oversætte blade, lektionshæfter og andre undervisningsmaterialer. Informationsafdelingen koordinerede radio- og TV-udsendelser, besøgscentre og andre PR-aktiviteter. Afdelingen for ejendomsforvaltning fik ansvaret for fast ejendom, byggeri og vedligeholdelse af bygninger. Kirkens historiske afdeling fik ansvaret for at indsamle og opbevare optegnelser og gøre dem tilgængelige for slægtsforskning. Med opførelsen af en 28-etagers kontorbygning lige nord for Kirkens administrationsbygning i Salt Lake City skete der en håndgribelig konsolidering af Kirkens administration. Da denne bygning blev åbnet i 1972, blev kontorer, som før havde haft til huse i lejede lokaler i en halv snes forskellige bygninger i centrum, samlet under ét tag. Gennem samordningens og konsolideringens ånd blev adskillige hidtil separate kirkeaktiviteter samlet. For eksempel blev unge i Det Aronske Præstedømme og programmer for Unge Mænds Gensidige Uddannelsesforening samlet, og kvorumsvejledere i Det Aronske Præstedømme blev til wardets Unge Mænds Præsidentskab. En tilsvarende forenkling nedsatte antallet af ledere og lærere i Unge Pigers GUF. Fra 1971 udgav Kirken kun tre blade på engelsk: Ensign for voksne, New Era for unge og Friend for børn. Hjælpeorganisationer og andre af Kirkens organisationer havde før udgivet deres egne blade. Nu blev der under ledelse af generalautoriteterne sammensat en enkelt stab, som skulle tage sig af produktion og distribution. Ændringer i denne periode medførte ændringer i de gamle navne på Kirkens programmer. Efter 99 år blev navnet Deseret Sunday School Union erstattet af benævnelsen "Sunday School of the Church of Jesus Christ of Latter-day Saints." Andre navne, som blev afskaffet i disse år, omfattede Trail Builders (9-11-årige drenge i Primary), M Men and Gleaners (unge voksne) og endda selve navnet Gensidig Uddannelsesforening eller GUF. Ændringen fra senior i Det Aronske Præstedømme til vordende ældste, som var ældre mandlige medlemmer, der endnu ikke havde fået Det Melkisedekske Præstedømme, lagde ny vægt på dette program. Den tidligere benævnelse syntes at afspejle en mands manglende evne til at komme videre end til det mindre præstedømme, mens det nye navn afspejlede håb om en kommende fremgang. Ved at give ældsternes kvorum ansvaret for at genaktivere disse mænd satte man de vordende ældster i centrum for præstedømmeaktiviteter og fællesskab. Nyligt hjemvendte missionærer, som for det meste var medlemmer af ældsternes kvorummer, Side 7 af 14

kunne anvende de samme færdigheder i deres arbejde med deres inaktive brødre, som de havde anvendt til at undervise ikke-medlemmer.18 Præsident Joseph Fielding Smiths interesse i evangelisk lærdom blev afspejlet gennem endnu en forbedring af Søndagsskolen. I 1972 påbegyndte Seniorklassen i Søndagsskolen et systematisk studium af standardværkerne. Indtil dette tidspunkt var der blevet lavet en række hæfter til denne klasse, men i begyndelsen af 1972 blev skrifterne den eneste tekst. Det Gamle Testamente, Det Nye Testamente, Mormons Bog samt Lære og Pagter blev studeret på skift, idet der blev brugt to år (senere kun et år) på hver. Den Kostelige Perle blev studeret sammen med relevante afsnit i de andre standardværker. Kirkens ledere forudså en mærkbar stigning i åndeligheden som resultat af de helliges øgede kontakt med skrifterne. Under præsidenterne Smiths og Lees ledelse styrkedes tempelaktiviteten fortsat. I 1972 blev templerne i Ogden og Provo indviet. Med deres brug af ny teknologi og med en beliggenhed i områder med stor koncentration af Kirkens medlemmer blev disse straks de mest produktive templer, hvad angår antallet af udførte ordinancer. Opførelsen af templet i Washington D.C., det største som Kirken nogen sinde har bygget, blev påbegyndt i 1971. Gennemgribende ombygning af fem eksisterende templer blev også bekendtgjort. Der blev givet tilladelse til at indsende enkelte navne til tempelordinancer og ikke kun som familiegrupper, hvilket skabte et opsving i slægtsforskning og tempelaktivitet. Retningslinier for Kirkens uddannelse I overensstemmelse med målet for samordning af beslægtede aktiviteter forenklede Kirken sit uddannelsessystem. I 1970 blev Neal A. Maxwell, som var administrator på University of Utah, kaldet som kommissær for uddannelse. Han og hans stab overvejede grundigt Kirkens bestræbelser på uddannelsesområdet og udsendte en rapport i 1971, der fastslog tre hovedprincipper. (1) "Læsning og skrivning, samt almen uddannelse, er grundlæggende behov for at kunne studere evangeliet... Uddannelse er ofte ikke blot nøglen til det enkelte medlems økonomiske fremtid, men også til hans muligheder for at opfylde sine egne forpligtelser for indholdsrig tjeneste i Kirken og for at kunne bidrage til verden omkring sig." For at tilgodese dette behov drev Kirken 75 grund- og mellemskoler i Sydamerika og det sydlige Stillehav. Uden disse ville medlemmerne i disse områder være næsten uden muligheder for uddannelse. Men senere, da de lokale regeringer begyndte at tilbyde mere offentlig uddannelse, blev nogle af Kirkens skoler lukket. (2) "Kirkens programmer vil ikke tilbyde muligheder, der i forvejen er tilgængelige, især for højere uddannelse. Kommissæren påpegede, at uddannelse efter gymnasiet var indenfor de fleste af Kirkens medlemmers rækkevidde. "Af de mere end 200.000 medlemmer... som går på college eller universitet, går kun 32.000 af dem på en af Kirkens skoler. Men 50.000 SDH studerende på universitetet fordelt på 321 colleges eller universiteter går til SDH institut i religion for at få undervisning i religion og nyde godt af sociale og kulturelle muligheder." (3) "Som det endelige mål bør alle sidste dages hellige i gymnasie- og universitets-alderen have adgang til religionsundervisning til hverdag i forbindelse med den ikke-religiøse undervisning. Den største del, når man tager antal enkeltpersoner, som deltager i Kirkens uddannelsesprogrammer i betragtning, kommer fra seminar- og institutprogrammer, som har 190.000 tilmeldte studerende," afsluttede kommissæren.19 Side 8 af 14

Dannelsen af SDH Studenter Sammenslutning (SDHSS), som begyndte i 1966 ved universiteter i Utah og det sydlige Californien, var et konkret eksempel på, hvordan samordningen koncentrerede sig om Kirkens uddannelsessystem. Under ledelse af præstedømmelederne koordinerede SDHSS den indsats, som studenterwardene og -grenene ydede, såvel som den indsats, som institut og sociale organisationer, der var knyttet til Kirken, ydede. I stedet for at konkurrere skulle disse programmer fungere i fællesskab for at fremme de studerendes åndelige og intellektuelle udvikling. SDHSS sponsorerede også sine egne aktiviteter og virkede til tider som et officielt led mellem Kirkens programmer og studenterorganisationer på colleges eller universiteter. SDHSSs internationale kongres i 1969, som blev afholdt på University of Utahs institutafdeling, var en mindeværdig åndelig oplevelse for de mere end 300 studerende, som deltog. Kirkens ledere ønskede at styrke disse omhyggeligt udvalgte studenterledere fra colleges og universiteter i hele USA og Canada, så de kunne stå som et lys i en tid med generel uro og forvirring blandt collegestuderende. Ældste Harold B. Lee var hovedtaler ved denne kongres. "Han fortalte om personlige oplevelser med sande nutidsmirakler, som var sket for ham... Så, godt og vel halvvejs gennem sin tale, som varede en time og et kvarter, ændrede stemningen sig...... Ældste Lee afsluttede sin tale med stor sindsbevægelse, og vidnede fast og inderligt om sandheden af sine overbevisninger, som de var blevet udtrykt, og bar et personligt og inderligt vidnesbyrd om, at Gud lever. Han fortalte, hvordan han var kommet til kundskab om denne sandhed som et af Herrens særlige vidner på jorden. Alle, der var til stede, vidste, at han vidste det!" Et stykke tid efter afslutningsbønnen blev alle siddende stille; ingen ønskede at bryde Ånden ved denne lejlighed. Ældste Marion D. Hanks, som havde ledet mødet, gik derefter med ældste og søster Lee ud i Kirkens forhal. "Ældste og søster Lee gav de unge mennesker, der var fuldstændig tavse og havde tårer i øjnene, hånden, mens de gik forbi."20 Nye udfordringer Årtierne efter anden verdenskrig medførte en generel opløsning af institution og traditioner, som i tidligere år havde givet social stabilitet og sikkerhed. Kriminaliteten steg. Det stigende antal skilsmisser splittede flere familier. Flere boede i byområder end på landet. Bylivet var typisk hektisk med en stribe attraktioner, som trak familiemedlemmer i mange retninger. Selv om evangeliet tilvejebragte et forsvar mod disse sociale problemer, var de sidste dages hellige ikke upåvirkelige. Præsident Harold B. Lee var bekymret over disse problemer og understregede behovet for at velsigne hvert enkelt medlem med Kirkens fulde program. Nogle af de største udfordringer for medlemmerne gjaldt deres følelsesmæssige og fysiske velbefindende. For at klare disse udfordringer oprettede Kirken social- og sundhedsprogrammer. Kirken oprettede i løbet af årene tre programmer for at tilgodese særlige sociale udfordringer: Hjælpeforeningens Sociale Velfærdsafdeling virkede som adoptionformidling og skaffede plejefamilier til dårligt stillede børn. Efter midten af 1950erne hjalp programmet for placering af skolesøgende indianerbørn i SDH-hjem tusinder af børn til at få en bedre uddannelse. Ungdomsvejledningsprogrammet tilvejebragte vejledning, familiepleje og dagpleje for unge i nød. Loven krævede, at alle Side 9 af 14

disse tre programmer skulle ansætte autoriserede, uddannede socialrådgivere. I 1969 blev de samlet i ét, og Afdeling for Socialtjeneste blev dannet. Fra da af blev programmet udvidet for at kunne give en lang række ydelser. Særlige hjem hjalp ugifte mødre, og Kirkens ledere opfordrede dem til at blive gift, når det var passende. Kirkens adoptionsformidling hjalp med at skaffe børn til barnløse par og fandt sidste dages hellige hjem til børn, der skulle bortadopteres. Hjælp til de af Kirkens medlemmer, som sad i fængsel og deres familie, omfattede rådgivning og rehabilitering; der blev arrangeret særlige hjemmeaftener for fangerne. I arbejdet med medlemmer, der havde narkotika- eller alkoholproblemer, arbejdede Kirkens Socialtjeneste sammen med offentlige foreninger og instruerede endvidere lokale ledere i Kirken. I områder, hvor der var en større koncentration af Kirkens medlemmer, oprettede Kirken socialtjenestekontorer. Disse havde uddannede og autoriserede ansatte og virkede i overensstemmelse med regeringens bestemmelser.21 Siden sine første år havde Kirken lagt vægt på nødvendigheden af godt fysisk helbred, hvorpå visdomsordet er et godt eksempel. I midten af det 20. århundrede var antallet af hospitaler, som blev drevet af Kirken, i Utah, Idaho og Wyoming oppe på 15. Men i begyndelsen af 1970erne lagde man ny og større vægt på Kirkens sundhedsprogram. I 1971 kaldte Kirken sine første sundhedsmissionærer. Ud over at missionere på sædvanlig vis gav de specialundervisning i principper om sundhed, ernæring og hygiejne. Mens andre religiøse foreninger under regeringen typisk sponsorerede klinikker, hvor læger kunne behandle relativt få patienter, lagde Kirkens sundhedsmissionærer vægt på forebyggelse af sygdom gennem undervisning og var således i stand til at hjælpe tusinder af mennesker. Disse missionærer arbejdede gennem de gængse kirkeorganisationer. Ved brug af plakater og andre undervisningsmidler underviste de primarybørnene i nødvendigheden af at vaske sig, før man spiser, og de underviste kvinderne i Hjælpeforeningen i metoder til opbevaring og tilberedelse af sund mad. I de senere år fik de større opgaver og blev kaldt velfærdsmissionærer eller missionærer med særlige opgaver. Den nye vægt på Kirkens sundhedsprogram blev afspejlet gennem beslutningen i 1974 om at afhænde Kirkens hospitaler. Det Første Præsidentskab erklærede: "Kirkens voksende ansvar for hele verden gør det vanskeligt at retfærdiggøre, at lægehjælp kun udbydes i ét enkelt, velstillet geografisk område." I stedet for bruger Kirken sine midler på at forbedre medlemmernes sundhed i hele verden gennem undervisning. En selvstændig forening, Intermountain Health Care, Inc., blev oprettet for at kunne eje og drive de hospitaler, der hidtil havde tilhørt Kirken.22 I 1973 blev Kirkens velfærdsprogram, Sundhedstjenesten og Socialtjenesten samlet for at danne den nye Velfærdstjeneste under Det Præsiderende Biskopråds ledelse. Dette blev gjort for at "forene aktiviteter med det formål at tilgodese alle behov, som den enkelte måtte have."23 I årenes løb har Kirken udgivet litteratur på blindskrift eller lydbånd for de blinde medlemmer af Kirken. En stadig interesse for at tilgodese handicappede medlemmers særlige behov vises fortsat og er blevet udvidet. Der bliver afholdt særlige uddannelsesseminarer for dem, der har indlæringsvanskeligheder. Biskopper har fået instruktion i, hvordan man i højere grad involverer handicappede i Kirkens aktiviteter. Seende kammerater er blevet opfordret til at hjælpe blinde lærere med at forberede lektionerne. Hjemmelærere kan hjælpe medlemmer i kørestol med at komme i Kirke. Nogle unge mennesker har lært tegnsprog og oversat møder i Kirken for døve venner. Side 10 af 14

Antallet af særlige grene for døve er vokset i hele USA. Ved en konference i 1972 drøftede man, hvordan Kirken bedre kunne dække de døve sidste dages helliges behov. Der blev lavet en film på engelsk for at vise, hvordan præstedømmeordinancerne kan udføres uden brug af tale, og der blev lavet en ordbog på engelsk for at standardisere de tegn, der blev brugt til at oversætte særegne evangeliske eller kirkerelaterede udtryk for de døve.24 Begyndelsen af 1970erne var en tid med tiltagende interesse for minoritetsgrupper. Etniske grupper blev i højere grad stolte af deres enestående arv. Kirken gjorde en særlig indsats for at tilgodese disse gruppers særlige behov. I 1970 blev navnet på den indianske komité ændret til Komité for Lamaniter og andre Kulturer for at vise et bredere interessefelt. Denne komité administrerede ikke sine egne programmer, men koordinerede eksisterende kirkeorganisationers indsats på diverse minoritetsgruppers vegne. Komitéen overvejede forskellige måder, hvorpå man kunne undervise mere effektivt i evangeliske principper med hensyn til forståelse af diverse kulturelle grupper. Den søgte også "at høste og bevare de forskellige kulturelle gruppers bidrag, som kunne gavne andre medlemmer i Kirken."25 I 1972 instruerede præsident Harold B. Lee og hans rådgivere lokale ledere i præstedømmet i at påtage sig ansvaret for i tilstrækkeligt omfang at tilgodese de behov, som minoritetsgrupper i deres område måtte have. Der blev rettet særlig opmærksomhed mod dem, som ikke talte samme sprog som flertallet. Som resultat deraf blev der lavet oversættelsesmuligheder, klasser blev undervist på den pågældende minoritetsgruppes sprog, og der blev endda oprettet særskilte grene eller ward. Selv om der var særlige behov, som skulle opfyldes, var hovedformålet at involvere medlemmer fra minoritetsgrupper i så stort et omfang som muligt i Kirkens aktiviteter. En anden gruppe med særlige behov var det stigende antal enlige voksne i Kirken. De traditionelle par-orienterede aktiviteter opfyldte ikke disse enliges behov i tilstrækkelig grad. I august 1973 blev en gren for enlige voksne oprettet i Salt Lake City. Der blev siden hen oprettet ward for at opfylde enlige voksnes behov. Kirken øgede også sine aktiviteter for enlige gennem programmer, der blev støttet af Det Melkisedekske Præstedømme og Hjælpeforeningen. Oprettelsen af sociale, sundheds- og lignende programmer i det 20. århundrede viser, hvordan Kirken under inspireret vejledning er i stand til at opfylde nye behov, efterhånden som de opstår. Kommunikationsmidler I disse år, hvor eksisterende programmer og aktiviteter blev forbedret og samordnet, og hvor andre opstod som svar på nye behov, følte generalautoriteterne stærkt, at der var behov for at forbedre kommunikationen for at kunne styrke de hellige og deres ledere i hele verden. Dette blev opnået på mindst tre markante måder. I 1936 var der blevet dannet regioner, som skulle koordinere flere staves bestræbelser på at drive velfærdsprojekter. I 1964 blev disse regioners ansvarsområde udvidet til at omfatte alle aktiviteter sponsoreret af præstedømmet. Tre år senere bekendtgjorde Det Første Præsidentskab udnævnelsen af regionalrepræsentanter, som var erfarne mænd, der skulle give stavsledere bedre vejledning og anvisninger.26 Under generalautoriteternes ledelse afholdt de instruktionsmøder i deres tildelte regioner for at præsentere eller fremhæve Kirkens programmer og aktiviteter. Oprindeligt blev der Side 11 af 14

kaldet 69 regionalrepræsentanter. I de efterfølgende år voksede antallet af disse mænd, samt deres pligter i høj grad. Områdekonferencer, som blev indført i 1971, blev en anden måde at forbedre kommunikationen med Kirkens medlemmer i hele verden på. Den første af disse konferencer blev afholdt i Manchester i England i august samme år. Nyhedsmedierne bragte omfattende omtale, da tidspunktet for konferencen nærmede sig. Lange artikler i fremtrædende aviser som The Guardian, The Times og Sunday Telegraph fulgte Kirkens fremgang i Storbritannien og gav positiv omtale af sådanne principper som visdomsordet og nutidsprofeti. Mormonerne blev også emnet i en 55 minutter lang dokumentarudsendelse, som blev sendt på BBC TV. Hovedmøderne afholdtes i Belle Vue Exhibition Centre i King's Hall, som mindede om tabernaklet i Salt Lake City, da brødrene sad på højryggede røde stole på forhøjningen. 12.000-14.000 mennesker overværede hovedmøderne, et tal, det svarede til 1/5 af Kirkens samlede medlemstal i Storbritannien. Idet præsident Joseph Fielding Smith talte til denne menneskevrimmel, bedyrede han: "Vi er medlemmer af en verdensomspændende kirke, en kirke, som kender planen med livet og frelsesplanen, en kirke, som er organiseret af selveste Herren i disse sidste dage for at bringe hans budskab om frelse ud til alle hans børn på hele jorden. Den tid er forlængst forbi, hvor velinformerede mennesker betragter os som en ejendommelig gruppe oppe i Rocky Mountains i Amerika... Men nu er vi ved at nærme os den modne alder."27 Regionalrepræsentant Derek A. Cuthbert, som havde koordineret lokale arrangementer i forbindelse med konferencen, sagde i sin tale ved det sidste møde søndag eftermiddag: "Der er ikke længere behov for, at Kirkens medlemmer i Storbritannien forlader deres hjemland for at få del i velsignelserne ved medlemskab af Kirken."28 Da konferencen sluttede, rejste hele forsamlingen sig, da præsident Joseph Fielding Smith gjorde klar til at gå ned fra forhøjningen. Ingen rørte sig, og man talte kun med sagte stemme. "Det var som om, de ikke ønskede at forlade den Ånd, der havde været til stede ved mødet. Der var en hellig atmosfære i King's Hall, og som et vidnesbyrd om Ånden brød tilhørerne spontant ud i sangen 'Hav tak for profeten, du sendte.' Derefter sang de 'Gud vær' med dig til vi ses igen.'"29 Der blev afholdt en lignende områdekonference i Mexico City året efter, kun en måned efter at Harold B. Lee blev præsident for Kirken. Efter at have ydet store ofre rejste nogle hellige så langt som 4.800 km for at være til stede. En gruppe fra Tijuana i Mexico rejste i 53 timer med bus; de skiftedes til at stå op, fordi der var ti personer mere på bussen, end der var sæder. Det kulturelle program "Folklorico" fredag aften omfattede talentfulde musikere og dansere fra hele Mexico og Mellemamerika. Lørdag aften talte præsident Lee til Det Aronske Præstedømme, Unge Piger, Hjælpeforeningen og grupper i Det Melkisedekske Præstedømme, der var samlet samtidig flere forskellige steder i Mexico City. Præsident Lee tog rundt til de forskellige møder, hvor han talte og inspirerede de tilstedeværende. Tabernakelkoret sendte sin sædvanlige udsendelse søndag morgen fra den nationale koncertsal i Chapultec Park. Koret kaldte taknemmelighedstårer frem i manges øjne, da det sang mange af sine numre på spansk. Ved morgenmødet blev Det nye Første Præsidentskab, hvoraf alle tre medlemmer var til stede, opretholdt for første gang ved en områdekonference. Side 12 af 14

Ved denne konference ytrede Bruce R. McConkie klart den ajourførte forståelse af hovedformålet med dette møde: "Stedet, hvor de mexicanske hellige skal samles, er Mexico; stedet, hvor de hellige fra Guatemala skal samles, er Guatemala; de brasilianske hellige skal samles i Brasilien; og sådan kan man fortsætte til man har nævnt alle jordens lande. Japan er for japanerne; Korea for koreanere; Australien for australierne; hvert land er indsamlingssted for sit eget folk."30 I de kommende år blev der afholdt tilsvarende områdekonferencer i Tyskland, Sverige og andre dele af verden. De hellige i disse områder blev på tilsvarende vis opbygget og opløftet. Den Internationale Mission, som blev oprettet i 1972, blev en tredje måde, hvorpå man kunne holde sig i kontakt med Kirkens medlemmer i hele verden, især med dem, der ikke boede indenfor en organiseret stavs eller missions grænser. Tusinder af sidste dages hellige boede i så fjerntliggende områder som Tanzania, Zambia, Marokko, Guiana, Ny Guinea, Ungarn og Sovjetunionen. De var typisk diplomater eller udsendinge for udenrigstjenesten, repræsentanter for store virksomheder eller rådgivere for landbrugs- eller andre udviklingsprojekter. Nogle havde deres familie med, andre var alene. Mens de fleste kom fra USA eller Canada, kom andre fra England, Frankrig, Tyskland, Skandinavien og mange andre dele af verden. Hvor end de boede, værdsatte disse hellige generelt deres medlemskab af og aktivitet i Kirken. Ældste Bernhard P. Brockbank, den første præsident for Den Internationale Mission, forklarede: "Oprettelsen af denne mission var visdom, idet et medlem ikke behøver at føle sig alene. Han eller hun har nogen, som vedkommende kan kontakte for at få forsyninger, få besvaret spørgsmål, for vejledning eller for blot at vedligeholde kontakten til Kirken...... hvor end han er,... er Kirken ikke længere væk end den nærmeste postkasse."31 Den Internationale Mission hjalp først og fremmest gennem korrespondance med bestilling af forsyninger, førte medlemsfortegnelser, modtog og udstedte kvitteringer for tiende og andre ydelser og koordinerede interview i forbindelse med større kaldelser i præstedømmet og tempelanbefalinger. Dernæst spillede Den Internationale Mission også en vigtig rolle i åbningen af nye områder i verden for undervisning i evangeliet og kirkeaktivitet. Med disse kommunikationskanaler på plads og efter at have samordnet dens programmer mere fuldstændigt var Kirken klar til at øge sin indsats for at opfylde sin globale mission. Slutnoter 1. Dette kapitel er skrevet for Kirkens Uddannelsessystem; også udgivet i Richard O. Cowan, The Church in the Twentieth Century, (Salt Lake City: Bookcraft, 1985), s. 254-255, 305-308, 310-312, 315-316, 324-326, 333, 336, 338-357, 414-415, 417-418, 421. 2. Harold B. Lee, i Conference Report, apr. 1963, s. 83. 3. I Conference Report, sep. 1961, s. 77, 79, 81. 4. I Conference Report, okt. 1962, s. 74, 76. 5. Melchizedek Priesthood Handbook, 1964, s. 18-19. 6. I Conference Report, Okt. 1964, s. 137. 7. Familiehjemmeaften, 1967, s. 3. 8. Familiehjemmeaften, 1967, s. iii-iv. Side 13 af 14

9. David O. McKay brugte denne idé ved generalkonferencen i april 1935 (s. 116). Han citerede J. E. McCulloch, Home: The Savior of Civilization (Washington D.C.: Southern Cooperative League, 1924), s. 42. 10. I Conference Report, apr. 1935, s. 116. 11. Joseph Fielding Smith jun. og John J. Stewart, The Life of Joseph Fielding Smith (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1972), s. 195. 12. "Joseph Fielding Smith -- Our New President," Instructor, mar. 1970, s. 78. 13. I Smith og Stewart, Life of Joseph Fielding Smith, s. 212. 14. "At mit evangeliums fylde må blive forkyndt", Den danske Stjernen, maj 1971, s. 131. 15. Studievejledning for Det Melkisedekske Præstedømme 1983, s. 64. 16. Citeret i Joseph Fielding Smith Scrapbooks, 1970-72, tale holdt ved Southern Utah State College, 28. maj 1971, LDS Historical Department, Salt Lake City, s. 5. 17. Studievejledning for Det Melkisedekske Præstedømme 1980-81, "Vælg i dag", lektie 20, s. 138. 18. Se "Elders Presidency Magnified," Church News, 29. jan. 1972, s. 3. 19. "Seek Learning Even By Study and By Faith," report for 1971 from Commissioner of Education of The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, s. 1. 20. L. Brent Goates, Harold B. Lee, Prophet and Seer (Salt Lake City: Bookcraft, 1985), s. 394, 396. 21. Se Marvin J. Ashton, "The Church Focuses on Social and Emotional Problems," Ensign, jan. 1971, s. 30-31; "Help Available Here," Ensign, dec. 1973, s. 54-56. 22. "Church Divests Self of Hospitals," Church News, 14. sep. 1974, s. 3. 23. "Three Welfare Units Joined," Church News, 7. apr. 1973, s. 4. 24. Se "Needs Identified at Seminar for LDS Deaf," Church News, 19. aug. 1972, s. 7, 12. 25. "New Name, More Duties Given Church Indian Committee," Church News, 27. juni 1970, s. 6. 26. Se Conference Report, okt. 1967, s. 25-26. 27. I Manchester England Area Conference 1971, s. 5. 28. "No Longer Need to Leave Homeland, Members Told," Church News, 4. sep. 1971, s. 13. 29. "Prophet Leads Conference; British Saints Rejoice," Church News, 4. sep. 1971, s. 3. 30. I Mexico and Central America Area Conference 1972, s. 45. 31. "Unique Mission Serves World," Church News, 1. feb. 1975, s. 3. Side 14 af 14