Bibeltime 1 på Hurup Bibelcamping d. 21. juli 2011 ved Daniel Præstholm Emne: Paulus' forståelse af Jesu død i Galaterbrevet Kristus for os Varighed: ca. 45 minutter Sang: Ren og retfærdig (HT 377) Trosbekendelsen Indledning: Da jeg blev spurgt, hvad jeg gerne ville tale om på Hurup, svarede jeg, at jeg gerne ville tale over Galaterbrevet. Det er der flere grunde til, men den første er, at jeg har skrevet min bacheloropgave i Galaterbrevet med titlen: Paulus' forståelse af Jesu død i Galaterbrevet, som også er det overordnede tema for de to bibeltimer, jeg skal holde. Når det er sagt, så er brevet i den grad også spændende. Det indeholder alt, hvad der skal til, for at man bliver grebet: vrede, skuffelse, grundige baggrundshistorier og meget andet. Det er et fyrigt skrift, ja måske det mest polemiske i Bibelen, og der er i den grad noget på spil. Vi skal i dag og i morgen dykke ned og prøve at få lidt mere styr på, hvad Paulus vil med brevet, og vi skal først og fremmest se på, hvordan Paulus forstår Jesu død og dens betydning. Når jeg siger Jesu død, er det underforstået, at ordet opstandelse er implicit heri. Der er både tale om Jesu død og opstandelse, når apostlen taler om Jesu død. Alligevel nævner han kun direkte opstandelsen én gang i brevet, nemlig i 1,1. Derimod taler han eksplicit om Jesu død omkring 15 steder i brevet. Hvorfor denne forskel? Forhåbentlig bliver vi klogere på det i løbet af i dag og i morgen. Bøn Inden vi fortsætter, vil jeg kort bede. Bibeltime: Bibeltimen i dag har undertitlen: Kristus for os, og dem, der har læst programmet, vil vide, at titlen for i morgen er: Vi med ham. Uden at afsløre for meget, så henvises der til forståelsen af Jesu død. Der ses en dobbelthed hos Paulus, og den findes ikke kun i Galaterbrevet, men overalt, hvor han taler om Jesu død og opstandelse. En mindre kendt teolog, Paul R. Raabe, stiller i en artikel fra 1997 spørgsmålet: Hvem døde på korset?. Umiddelbart vil det rigtige søndagsskolesvar vel være klart. JESUS, selvfølgelig!, men Raabes pointe er, at Paulus faktisk siger noget mere end det. Jesus døde rigtignok for os, men vi døde også med ham. Hvordan det sidste skal forstås, ser vi nærmere på i morgen.
Inden vi kan gå dybere ned i, hvad det betyder, at Jesus døde for os, så bliver vi nødt til at få et overblik over det skrift, vi sidder med. Følgende vil være at finde på det handout, som ligger ved døren. Overblik over brevet: Brevet er det sidste af de fire store Paulus-breve (de andre er Rom, 1 og 2 Kor). Mange af de teologiske emner, der tages op i Rom, er allerede på spil i Gal, men imodsætning til Rom, så føles dette brev mindre fattet og struktureret. Der er uenighed om, hvornår man skal datere brevet til, men jeg vil sige, at det er skrevet på den anden missionsrejse (49-52 e.kr.) efter apostelmødet, hvilket betyder, at ApG 15 er paralleltekst til Gal 2,1-10. Desuden betyder dette, at brevet er et af de første, apostlen har skrevet (1 Thess er det første). Brevet består af seks kapitler, som lidt firkantet kan deles op i tre hovedafsnit foruden indledning og afslutning. (NB: sæt evt. stjerner): Indledning (1,1-9), den historiske hoveddel (1,10-2,21), den teologiske hoveddel (3,1-5,12) og den parænetiske dvs. den formanende hoveddel (5,13-6,10), og afslutning (6,11-18). Indledningen skiller sig ud fra alle Paulus' andre breve, da der ingen taksigelse er. Apostlen undlader simpelthen at takke Gud for menigheden, og dette strider klart imod datidens brevkonventioner. Det ville svare til, at man skrev Dumme NN i stedet for Kære NN i indledningen af et brev. Paulus springer bevidst over dette og går direkte til sagen i 1,6: Jeg undrer mig over, at I så hastigt lader jer vende bort fra ham, som kaldte jer ved Kristi nåde, til et andet evangelium, som slet ikke er et evangelium; der er bare nogle, som forvirrer jer og søger at forvrænge Kristi evangelium. (1,6-7) Her får vi kort et hint om, hvorfor Paulus skriver brevet. Der er nogle, som er kommet til menighederne (1,2), og disse balledemagere har forkyndt et løgneevangelium. Derfor har nogle i menighederne vendt sig bort fra det grundlag, som de kom til tro på, da Paulus stiftede menighederne. Hvem disse ballademagere er, ved vi ikke, men mange ville sige, at de sandsynligvis er jødekristne, som har ment, at det stadig var nødvendigt at lade sig omskære for at blive frelst. Det er dette budskab, som Paulus vender sig imod. Omskærelsen er udtryk for overholdelse af loven, og tror man, at loven er frelsesvej, da tager man fejl. Apostlen siger det ligeud i 5,4: I er afskåret fra Kristus, I der søger at blive retfærdige ved loven. I er faldet ud af nåden. Ballademagerne har sandsynligvis haft en to-trins-forståelse af mission. I deres øjne havde Paulus gjort det første. Menighederne var kommet til tro. Nu mente de, at de skulle gøre andet trin, nemlig omskærelsen. At de havde denne forståelse er i og for sig ikke så underlig, for det var almindelig praksis hos jøderne. Ville en hedning være jøde, blev man først gudfrygtig, dvs. at man tilsluttede sig
jødedommens lære og praksis, dernæst blev man proselyt, altså omskåret. Paulus gør klart op med denne forståelse i Gal. Der er ikke to trin, og du kan ikke frelse dig selv ved overholdelse af loven. Retfærdiggørelsen sker ved troen på Kristus, og det han har gjort (jf. Rom 1,16-17). Som jeg nævnte i indledningen, så er der meget på spil i brevet. Paulus er skuffet, hvilket især ses i indledningen, og det er ikke så underligt. Ballademagerne har fået menighederne til at tvivle på det budskab, apostlen havde forkyndt. Her er det vigtigt at se, at der er sammenhæng mellem person og sag. Hvis der sås tvivl omkring budbringeren, så falder budskabet også. Derfor er Paulus nødt til at gøre det klart overfor menighederne, at han virkelig er udsendt af Gud, hvilket så betyder, at det budskab, han har talt er fra Gud. Dette gør han i det meste af kapitel 1. Vi kan kun gisne om, hvad der skete efter galaterne havde modtaget brevet. Vendte de sig atter til Paulus' budskab, eller vendte de ham ryggen? Det var galaternes frelse, der stod på højkant (5,4), og ikke nok med det, Paulus' troværdighed ville også få et hak i kanten. Jo, meget står på spil i brevet. Lad os nu vende os mod det, vi egentlig vil undersøge i brevet, nemlig Paulus' forståelse af Jesu død. Han døde for os: Kristus for os (1,4): Lad os begynde med at kigge på de første fem vers i brevet: Fra Paulus, apostel, ikke fra mennesker, ikke udsendt af et menneske, men af Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra de døde, og alle brødrene, der er hos mig. Til menighederne i Galatien. Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus, som gav sig selv hen for vore synder for at rive os ud af den nuværende onde verden, efter Guds, vor Faders, vilje! Ham være ære i evighedernes evigheder! Amen. (1,1-5) Apostlen indleder brevet med at gøre rede for person-spørgsmålet; at han ikke er udsendt af mennesker, men af Gud. Sandsynligvis er der blevet sået tvivl omkring Paulus' apostolat. Måske har ballademagerne benyttet sig af dette trick. I mange andre af Paulus' breve kan vi se, at han ligeledes kæmper med at fastholde sit apostolat. Det var vel egentlig heller ikke så underligt, at folk tvivlede på hans gyldighed. Hans omvendelse adskilte sig jo fra de andre apostles, da han jo blev kaldet af den opstandne og ikke den jordiske Jesus (jf. ApG 9). Efter dette slår han evangeliets kerne fast: Jesus Kristus blev oprejst fra de døde (1,1), og han gav sig selv hen for vore synder for at frelse os (1,4), altså Jesu død og opstandelse. Dét er det grundlag, som Paulus bygger på. Læg atter mærke til, at det er det eneste sted, hvor han omtaler opstandelsen eksplicit i brevet. Han slutter indledningen med at prise Gud (1,5).
Allerede i løbet af disse fem vers er Paulus kommet omkring Jesu død, og hvis vi skal betegne den forståelse, der her kommer til udtryk, kan vi kalde det for en eksklusiv forståelse. Jesus Kristus døde for vore synder for at rive os ud af den nuværende onde verden (1,4). Kun han gjorde dette, ingen andre, for ingen andre kunne. Når vi fremover støder på forholdsordet for i forbindelse med Jesu død, så er der tale om en eksklusiv forståelse af Jesu død, og det er den eksklusive forståelse, vi i denne Bibeltime vil søge efter. Et spørgsmål trænger sig nu på, for hvad ligger der egentlig i ordet for? På græsk er der ligesom på dansk en dobbelthed i ordet. Vi kan forstå det som i stedet for eller til gavn for, ja måske endda som eksempel for. Betydningerne vil ofte overlappe hinanden. Dør én i stedet for mig, så dør vedkommende også til gavn for mig. Hans død kan endda være ét eksempel for mig. Alligevel kan det måske være godt nok at have med i tankerne, hvordan vi skal forstå for, for jeg tror, at vi ofte i en luthersk sammenhæng tænker i stedet for. Ser vi på det netop læste, så må man vel sige, at Jesus gav sig selv hen i stedet for os og derved også til gavn for os. Synden på verdens frelser er lagt, som vi sang til indledning. Synden var altså årsagen til, at Jesus skulle dø for os. Vi kommer nærmere ind omkring dette senere. Vi springer nu videre til det historiske hovedafsnit (1,10-2,21). Jeg vil gerne nuancere denne inddeling lidt ved at kalde 2,15-21 for en slags bro mellem det historiske og det teologiske hovedafsnit. Det historiske hovedafsnit (ekskurs): I 1,10-2,14 omtales Jesu død ikke eksplicit (dog måske implicit i 1,16), og derfor kunne vi reelt springe dette stykke over i vores undersøgelse af Paulus' forståelse af Jesu død, men jeg vil alligevel gerne kort udfolde stykket, da det er væsentligt for at forstå brevet. Stykket falder i tre dele. I første del (1,10-24) forklarer apostlen, hvad der skete fra hans omvendelse og frem. Ligesom overskriften fortæller, så handler det om hans apostelkald. Hvorfor vælger han nu at tage dette med i brevet? Jo, det er jo vigtigt for ham, som vi tidligere har været inde på, at han ikke er kaldet af mennesker, endsige selv har fundet på sit kald. I det første stykke her redegør han altså for ægtheden af sit apostolat. Den næste del (2,1-10) handler om et møde, som apostlene holder i Jerusalem. Som jeg tidligere har sagt, så mener jeg, at dette er det apostelmøde, som omtales i ApG 15. Hvis vi kort slår op på dette sted, så vil jeg pege på nogle af parallellerne: 1) Ifølge Gal 2,2 drager Paulus op til Jerusalem pga. en åbenbaring, mens Lukas i ApG 15,2 skriver, at det skyldes en menneskelig beslutning Disse modstrider ikke hinanden, men taler vel blot om det indre og ydre kald. 2) I ApG 15,5 fortæller Lukas, hvordan nogle troende fra farisæernes parti mener, at man skal lade hedningerne omskære, mens Paulus er mere skarp i tonen, da han i Gal 2,4 kalder disse for nogle indsnegne falske brødre Igen strider beretningerne ikke imod hinanden, men Lukas beskriver situationen udefra, mens Paulus ser den indefra. 3) Hvad bliver der så besluttet på dette møde? Ifølge Paulus bliver han
ikke pålagt noget nyt (2,6), dog skal han og Barnabas stå for hedningemissionen og søjlerne for jøderne (2,9) samt samle ind til Jerusalem-menighedens fattige (2,10); én kollekt, som omtales ofte i Paulus' breve. Lukas skriver således: For Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige, at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel! (ApG 15,28-29) Kort og godt: Apostlene deler missionen imellem sig, og omskærelsen bliver ikke længere anset for en nødvendig del af det kristne menneskes omvendelse. At de noakitiske spiseregler (det netop citerede) bliver nævnt hos Lukas og ikke hos Paulus kan vel forklares ved, at Paulus anser det for gammel lære og altså ikke noget nyt. Eller måske har apostlene misforstået hinanden? Mødet i Jerusalem får altså umiddelbart et positiv udfald for Paulus, da han og Barnabas får medhold, og de indsnegne falske brødre ikke gør. Det er nu blevet slået fast, at omskærelsen ikke er nødvendig. Mere negativ er udfaldet i den sidste del af det historiske hovedafsnit, 2,11-14. Her fortæller apostlen, hvordan Kefas (Peter), den ene af søjlerne, kommer til Antiokia og spiser sammen med sine hedningekristne brødre og søstre, som jo ikke er omskårne. Det er der intet problem i, da omskærelsen jo ikke mere sætter skel mellem hedninge- og jødekristne. Problemet er bare, at da der kommer nogle fra Jakob, dvs. nogle jødekristne, hykler Peter ved at trække sig bort fra de hedningekristne af frygt for de tilkomne. Ikke kun Peter trækker sig væk, men det samme gælder for de andre jødekristne, ja endda også Barnabas (2,13). Paulus bliver vred og går op imod Peter og siger: Når du, der er jøde, lever som hedning og ikke som jøde, hvordan kan du så tvinge hedningerne til at leve som jøder? (2,14b) Den sidste beretning i det historiske hovedafsnit tager Paulus tydeligvis med, fordi han ser en lighed til den situation, der er i Galatien. Det er altså et godt grundlag for den videre brevskrivning. Nu er vi ved føromtalte bro (2,15-21), som binder det historiske sammen med det teologiske. Ét spørgsmål melder sig her, for hvor meget af det skrevne har apostlen reelt sagt, da han gik op imod Peter i Antiokia? Det er ikke fuldstændig klart. Hvornår begynder han at efterrationalisere? Man kender godt til dét, at man først efter en given situation ved, hvad det var, man skulle have sagt. Sandsynligvis er det samme tilfældet her. I 2,19-21 kommer apostlen atter ind omkring Jesu død, men disse vers vil vi se nærmere på i morgen.
Kristus for os (3,13): Fra 3,1 vender apostlen sig atter mod galaterne: Uforstandige galatere! Hvem har forhekset jer? Jesus Kristus er dog blevet aftegnet for øjnene af jer som den korsfæstede. Læg mærke til, at han lægger vægt på Jesus som korsfæstet. Jesus er død for galaterne, for os. Det var, hvad Paulus havde forkyndt for dem. Det havde galaterne også troet, ja det var sådan, at de kom til tro. Ved at høre. Sådan skabes troen, og ved troen gives Ånden. Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord. (Rom 10,17). Hovedtemaet i kap. 3 må siges at være troen vs. loven, som det også fremgår af overskriften, og omskærelsen er for Paulus indbegrebet af loven. Derfor er det vigtigt for ham, at tydeliggøre, at det ikke er muligt at blive frelst ved loven, men at det er troen, der er det afgørende. Alene troen, som Luther sagde. I 3,6-13 trækker han Abraham frem for at tydeliggøre, hvad det er, han mener. I vers 6 citerer han 1 Mos 15,6: Han troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.. Der er en god grund til, at han bruger Abraham som eksempel. Han er jødernes stamfar (jf. Joh 8,31ff), og han var hedning, da han blev kaldet, ligesom tilfældet er for galaterne. Med 1 Mos 15,6 peger apostlen på, at det var ved tro, at Abraham blev gjort retfærdig, ikke ved lovgerninger Han blev først omskåret efter løftet, og loven kom først 430 år senere (3,17). Det var i ham, at alle folkeslagene skulle velsignes (1 Mos 12,3). Det er dem, der tror, der velsignes (3,9). Hvordan skal det forstås? Det er dem, der tror, der velsignes. Her stiller Paulus en modsætning op mellem to grupper: dem, der tror (3,9), og dem, som har lovgerninger (3,10). Imodsætning til dem, der tror, så er dem, der er under loven forbandet (3,10). Hvad er det, han siger, her? Men at ingen bliver retfærdig for Gud ved loven, er klart; for 'den retfærdige skal leve af tro'. Loven derimod siger ikke, at det er af tro, men den siger: 'Den, der holder budene, skal leve ved dem.' (3,11-12) Loven er ikke frelsesvej! Man kan ikke blive frelst ved gode gerninger. Det er ikke muligt for et menneske at opfylde Guds vilje, som er udtrykt i loven og derved blive frelst. Det er forbandelsen, som dem under loven, er under. Når Paulus skriver, at den, der holder budene skal leve ved dem, så siges der samtidig, at den, der ikke holder budene ikke skal leve ved dem, men dø, og intet menneske kan holde budene, derfor er vi i udgangspunktet fortabt, så længe vi er under loven. Det er altså nødvendigt at blive befriet fra denne position. I Rom er apostlen igen inde omkring troen vs. loven. Ud fra, hvad han siger i Gal, så kan man måske få forståelsen, at loven skulle være noget dårligt, men det afviser han klart i Rom 7,12: Så er loven da hellig og budet helligt og retfærdigt og godt., den er jo udtryk for
Guds vilje. Problemet er bare, at jeg ikke kan holde loven, og derfor er jeg dødsdømt, så længe jeg er under loven. Men apostlen startede jo ud med at pointere, at dem, der tror, velsignes. Hvordan? Det kommer han til i de følgende vers, som er udtryk for en eksklusiv forståelse af Jesu død: Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld der står jo skrevet: 'Forbandet er enhver, der hænger på et træ' for at velsignelsen til Abraham kunne nå ud til hedningerne i Kristus Jesus, og vi ved troen kunne få Ånden, der var lovet os. (3,13-14) Som apostlen tidligere har været inde på, så gav Kristus sig selv hen for vore synder (1,4). Nu udfolder han dette. Jesus døde ikke blot, nej han blev en forbandelse for vor skyld. Den forbandelse, som vi var under, lovens forbandelse, løskøbte han os fra ved selv at blive en forbandelse. Det skal vel forstås, som Luther beskriver det i en prædiken fra 1540: Er det ikke en smuk og herlig byttehandel: Kristus, der er uskyldig og hellig, tager min synd og skyld på sig. Ja, ikke nok med det. Jeg, der kun er synd, klæder og smykker han også med sin uskyld og renhed. Gennem dette salige bytte, hvor den kære frelser bytter med os, og ellers ingen andre steder, bliver vi frie fra synden og døden og får hans egen retfærdighed og liv. Dette kan alene hjertet gribe i tro. (Prædiken, 1540) Dem, der tror, bliver velsignet på denne måde. Det er troen, alene troen på Kristus Jesus, der gør, at vi løskøbes fra lovens forbandelse. Den frelse har Kristus banet ved at gå i vort sted. I troen bliver vi delagtiggjort i det løfte, som blev givet til Abraham (3,8), vi der er hedninger af natur. Kristus for os (4,4-5): Jeg springer nu flot og elegant hen over resten af kap. 3, men jeg vil opfordre jer til at læse stykket selv. Her forklarer apostlen, hvad hensigten var med loven, når den nu ikke var tænkt som frelsesvej. Det sidste sted, jeg har valgt at hive frem fra brevet, hvor Paulus peger på det eksklusive ved Jesu død, er, som I kan se, 4,4-5: Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår. (4,4-5) I dette citat bruges ordet for ikke i forbindelse med det eksklusive aspekt af Jesu død, men vi må alligevel slutte, at der er tale om et sådant. Apostlen har netop peget på, hvordan vores situation var, før Jesus kom til jorden. Da var vi umyndige og trællede for verdens magter (4,3). Hvad han hentyder til her, er vel det samme, som han siger i Ef:
Også jer har han gjort levende, jer der var døde i jeres overtrædelser og synder, som I før vandrede i, da I lod jer bestemme af denne verdens tidsalder og af ham, som hersker over luftens rige, den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn. (Ef 2,1-2 ~ jf. Kurt Larsen, onsdag) Paulus tager det også op i Rom 1,18-3,20, hvor han skriver om Guds vrede over det uretfærdige og selvretfærdige menneske, og han slutter dette afsnit med at sige: For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse. (Rom 3,20). Vi var under loven før, og der stod vi til evig straf under Guds vrede, for vi kunne ikke holde Guds bud. Vi var under lovens forbandelse, og vi kunne ikke selv gøre noget. er det den, der har begået overtrædelserne, der skal dø, og sådan så vores situation ud, inden Jesus kom... MEN, han kom, da tidens fylde var inde! Jamen, var Kristus ikke blot et overmenneske, som døden ikke ville bide på?. Apostlen skriver i versene her i Gal, at han blev født under loven, født af en kvinde. Kristus var i sandhed 100 procent et menneske, som gav sig selv hen for os. En middelalderteolog ved navn Anselm har lidt forenklet forklaret det på følgende måde (jeg fraserer kraftigt...): Gud er fuldt ud kærlig, men samtidig fuldt ud retfærdig, derfor var situationen således før Jesus kom til verden: Mennesket burde betale gælden, men kunne ikke. (overtræderen) Gud kunne betale gælden, men burde ikke. (pga. retfærdighed) Men da sendte Gud sin søn, Jesus Kristus, så han kunne blive en forbandelse for vor skyld (3,13). Hvorfor var dette nødvendigt? Hvorfor skulle Jesus dø på kors? Kunne Gud ikke have løskøbt os på en anden og mindre voldsom måde? I Hebr står der således: Ja, efter loven bliver næsten alt renset med blod, og der finder ingen tilgivelse sted, uden at der udgydes blod. (Hebr 9,22) Syndens konsekvens er døden, hvilket betyder, at det var nødvendigt, at én skulle dø for vore overtrædelser. I udgangspunktet Gud ville dog finde en løsning (pga. kærlighed) Derfor: Han løste problemet med Kristus, et Gud-Menneske, som både burde, fordi han var under loven, og samtidigt kunne, fordi han var Gud. Om det giver mening, ved jeg ikke, og måske er det forkert at forklare Gud ved at putte ham i sådan en kasse, men det hjælper dog alligevel mig til at forstå, hvorfor Gud sendte Jesus.
Jesus tog altså vor skyld på sig og løskøbte os, men hvor stiller det os? Da må vi vende tilbage til Luthers beskrivelse af det salige bytte. Som Paulus skriver i vers 5, så har vi nu barnekår. Vi må råbe Abba, fader! til Gud den almægtige, der har skabt hele verden og har alt i sin hånd. Vi er ikke længere trælle for synden, men børn af Gud, og derfor er vi også arvinger (4,7). Jamen, bliver vi da arvinger engang? Nej, vi er det allerede i troen på Gud. Apostlen udfolder det i Rom 8,16, hvor han skriver således: Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn.. Vi er Guds børn, og derfor også arvinger til Gud. Hvad er det da for en arv, vi har i vente? Paulus skriver således i Rom 6,23: For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.. Arven er det evige liv, frelsen, et liv, som allerede begynder i dag med vort ja til Kristus. Afslutning: Jeg vil nu til at slutte, og jeg vil forsøge at samle trådene lidt. De tre steder vi særligt har været omkring er 1,4; 3,13 og 4,4-5. Sammenskriver vi dem, får vi følgende konklusion: Jesus gav sig selv hen for vore synder (1,4), blev en forbandelse for os (3,13) og løskøbte os, der tidligere var under lovens forbandelse, så vi nu kan stå som børn til Gud Fader (4,5). Det er her tydeligt at se, at apostlen igennem brevet udfolder det eksklusive aspekt ved Jesu død. Men hvad skal jeg bruge det til? tænker du måske. Det er da fint nok at læse Galaterbrevet og finde ud af, at Jesus er død for os, men det er simpelthen bare lidt for teoretisk til mig, Daniel.. Hvis du tænker sådan, så forstår jeg dig godt. Jeg kender alt for godt til at høre en taler og føle, at det vedkommende siger slet ikke rammer mig. Mange af os her har sandsynligvis hørt evangeliet forkyndt tusindvis af gange før, og der er en fare for, at vi kommer til kun at høre floskler og gamle fraser, som vi godt kender. Hvis du kender til det, så håber jeg, at det følgende vil hjælpe: For det første så vil jeg opfordre dig til at deltage i snakken herefter, så du selv får vendt de tanker, du sidder med, med andre. Dernæst skal du tage og læse brevet selv. Ikke kun én gang, men nogle gange og sæt streger og stjerner, ligesom jeg sagde tidligere. Skriv noter i margenen eller på et stykke papir. Undersøg hvor mange steder Paulus taler om Jesu død, og se, hvor mange af dem, der er udtryk for det eksklusive aspekt. Skriv også endelig nogle spørgsmål ned, du kan drøfte med dine kamerater eller andre på pladsen. For det tredje: Bed Gud om at gøre evangeliet levende for dig. Til sidst vil jeg påpege, at når Paulus (og vi) taler om Jesu død ud fra det eksklusive aspekt, altså at Jesus døde for os, så kan det meget let blive generelt og virke uvedkommende. Prøv i stedet at sige: Jesus døde for mig.
I sætningen: Jesus døde for os er Jesus subjektet, dvs. aktøren. Det var ham, der døde. Han gav sig selv. Vi er passive i det forhold. Til dig, der har det, som jeg netop har beskrevet, så vil jeg trøste dig med, at bibeltimen i morgen som førnævnt har titlen: Vi med ham. Vi døde med ham. Her er vi pludselig subjekt. Vi bliver inkluderet i Jesu død. Det teoretiske manes til jorden. Jo, Jesus døde for os, men vi døde også med ham. Lad os takke Gud for den fantastiske nyhed evangeliet er: Jesus døde for vore synder, så vi nu har fred med Gud. Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed. (Rom 5,1-2) Bøn