Bibelmaraton 21. afsnit d. 17. december 2013 ved Lilian Høegh Tyrsted

Transkript

1 Bibelmaraton 21. afsnit d. 17. december 2013 ved Lilian Høegh Tyrsted 1. Salme: DDS 241 Tag det sorte kors fra graven 2. Fælleslæsning: Johannesevangeliet 19,25-21,25 3. Introduktion til ny læsning: Apostlenes Gerninger og Romerbrevet Spørgsmål 5. Fadervor 6. Velsignelse 7. Salme: DDS 80 Tak og ære være Gud Tilbageblik: De tre synoptiske evangelier plus Johannes 1. Matthæus jødekristen menighed 2. Markus en ikke jødisk sammenhæng ældst 3. Lukas genfortæller til Teofilus, hvad andre har fortalt den sociale evangelist Den barmhjertige samaritaner fokus på de fattige, enken og de faderløse 4. Johannes poetisk sprog ikke historieskrivning - forkyndelse hver sit særstof men fælles om lidelsesberetningen Den ukendte kilde Q Johannes 19,25-21,25 læses Intro til ny læsning: Jesu død og begravelse er nu en realitet. Kvinderne har fortalt om den tomme grav og mødet med den opstandne, og vi har netop hørt, hvordan Jesus har vist sig for sine disciple og tilfredsstillet den vantro Thomas behov for vished. Der er delte meninger om, hvorvidt det sidste kapitel 21 i Johannes evangeliet er en senere tilføjelse, men det er uden den store betydning for helheden. Vi befinder os tidsmæssigt i den første tid efter Jesu død og opstandelse, og Jesus åbenbarer sig for disciplene på forskellig måde. Disciplene føler, at hans ånd er hos dem og er med dem, men de mangler kraften og styrken til at komme videre efter hans død. Fortællingen om Apostlenes Gerninger tilskrives Lukas, som skriver til sin ven Teofilus, på samme måde som Lukas evangeliet er dedikeret til Teofilus. Vi hører, hvordan livet former sig for de 11 disciple den første tunge tid. Der skal vælges en ny discipel i stedet for Judas. Valget falder ved lodkastning på Matthias.

2 Disciplene får at vide, at de skal blive i Jerusalem og vente, til der sker noget. Stemningen er trykket, de er bange og frygter fremtiden. Jesus viser sig for dem og siger, at når tiden er inde, vil Helligånden komme over dem Johannes døbte med vand, men de skal døbes med Helligånden om ikke mange dage. Til den tid skal de være hans vidner lige til jordens ender. Disciplene bliver således nu sendt ud de bliver til apostlene apostolos, som betyder udsendt. Så kommer pinsedagen som en omvendt Babylon apostlene udrustes med kraft og styrke og sprog. Vi siger, at pinsedagen er den kristne kirkes fødselsdag. Den dag, hvor forkyndelsen fik helt nye kanaler. I hvert fald brændte budskabet/evangeliet sig så stærkt ind i apostlenes liv, at fra den dag var der kun ét at gøre, nemlig at gå ud i alverden for at døbe og gøre alle folkeslagene til Jesu Kristi disciple. I Apostlenes Gerninger kan vi læse, at det gjorde de så først de 12 med Peter i spidsen, dernæst mange andre. Det fortælles, hvordan de var fælles om alt. De solgte deres ejendele og delte ud. De holdt fast ved bønnerne og brødsbrydelsen. Og de drog ud, sammen og hver for sig. Mange blev helbredt, beretter Lukas, og mange kom til tro og blev døbt. Alt dette skete på mange forskellige tungemål og i et stort geografisk område, så der opstod forskellige opfattelser af, hvad nu betingelserne skulle være for at blive en del af en kristen menighed. Hvad er kriteriet?: 1. Troens overbevisning 2. Omskæring - jøde 3. Moseloven spiseforskrifterne ren /uren 4. Spørgsmålet var, om vejen til den nye Kristus-tro skulle gå gennem jødedommen. Apostelmødet i Jerusalem (kap. 15) et stormøde, hvor man forsøger at afklare nogle af de mange spørgsmål, der var opstået. Man nåede nogenlunde til enighed om, at alle ikke-jøder altså hedningerne, som de blev kaldt havde samme adgang til Gud som jøderne. Loven var ikke sat ud af kraft, men Moseloven,

3 den jødiske vej til Gud, var fra nu af ikke mere gældende som frelsesvej. Omskærelse var ikke frelsesvej. At undlade at spise det, som i jødernes øjne var urent, var ikke frelses-betingelse. Hvad Gud havde skabt og givet til glæde og gavn for mennesker, erklæredes for rent. Apostlenes Gerninger forsøger at give en historisk redegørelse for de første årtier af kirkens liv. Vi har således med den første kirkehistorie at gøre. Hovedpersonen i denne historie er en mand ved navn Paulus. Han var oprindelig en ivrig modstander af den nye Kristus-sekt dem på vejen, som de blev kaldt. Han var med til at stene den allerførste martyr, Stefanus, og en dag bliver han af sine romerske arbejdsgivere sendt på en specialopgave: at drage til Damaskus for at udrydde alle de nykristne der. Da gik han under navnet Saulus. Men han når ikke til Damaskus, som han havde tænkt sig. Han standser brat på vejen, da Kristus viser sig i et syn for ham (ApG 9), og hans liv forandres for altid. Han skifter navn fra Saulus til Paulus og rejser hele Middelhavsområdet tyndt, hvor han ivrigt forkynder evangeliet og danne menigheder. Han er utrættelig i sit forehavende, og som det ofte er med ildsjæle, møder han modstand også interne blandt de nykristne. Han fængsles igen og igen, men han går ikke på kompromis på noget tidspunkt med det, han brænder for at fortælle. Fire rejser bliver det til. Den sidste ender i Rom. Hvad der hænder dér, ved vi ikke. Primært var rejsen til Rom ikke tænkt som en missionsrejse, selvom han havde planlagt en sådan. Nej, han føres til Rom som fange. Paulus havde appelleret en sag til kejseren. Han var blevet forfulgt og truet på livet, og han fik så lov til at få afprøvet sin sag i Rom. (Havde Paulus særstatus?) Hvad sagen drejede sig om, kan I læse om i de sidste kapitler af Apostlenes Gerninger. Når vi læser Apostlenes Gerninger skal vi huske på, at dette skrift er yngre end de breve, som Paulus har

4 skrevet. Paulus skrev sine breve omkring år 50 e.kr., og Lukas skriver sit evangelium omkring år 70, og så følger hans andet skrift Apostlenes Gerninger efter den tid. I kap. 20 skriver Lukas pludselig vi, så noget kunne tyde på, at Lukas har været med på den tredje af Paulus rejser. Paulus ender formentlig sine dage i Rom, nogle mener under kejser Nero i år 64 e.kr.. Det første af Paulus breve i biblen er skrevet til Romerne. Menigheden i Rom er ikke grundlagt af Paulus, så han skriver til en menighed, som han ikke kender personligt og aldrig har besøgt. I sit brev skriver han, at han har planlagt en rejse til Rom, som skulle gå videre til Spanien. Han skriver bl.a. for at rejse midler i menigheden til denne rejse. Han kom som sagt til Rom på en anden måde end forventet nemlig som fange og Spanien det blev det aldrig til. Brevet til menigheden i Rom er formentlig skrevet på hans 3. missionsrejse i miden af 50erne. Tonen er indtrængende og samtidig et stærkt opgør med den gamle jødiske overtro. Paulus er i strid med de jødekristne ledere i Jerusalem bl.a. om fortolkningen af den missionsaftale, som blev indgået på apostelmødet. Aftalen var bl.a. en deling af missionsmarken, og Paulus er usikker på, om man i Jerusalem vil afvise den kollekt som han har indsamlet. Sker det, vil det underminere hans autoritet. Derfor dette meget indtrængende og lange brev til menigheden i Rom for at vinde dem for sig i sin strid med ledelsen i Jerusalem. Romerbrevet handler om retfærdiggørelse af tro : Den retfærdige skal leve af tro (Rom 1,17) siger Paulus som noget af det første i sit brev. Romerbrevet blev i øvrigt det, der forløste Luther i sin klostercelle i kampen mellem det gode og det onde. Paulus skriver: Det jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, gør jeg. Luther gik bodens vej for at nå Guds retfærdighed. Men han fandt den ikke, førend han netop ved læsning af Romerbrevet nåede til den erkendelse, at han alene blev retfærdiggjort af tro. Retfærdiggjort var noget han blev, ikke noget han skulle præstere. De gode gerninger var naturligvis noget ethvert menneske burde og skulle vise, men de kunne aldrig blive vejen til frelse.

5 Således mangler vi alle herligheden fra Gud, siger Paulus. Loven skærper bevidstheden om menneskelivets fald, men den kan aldrig blokere for Guds kærlighed. Guds vilje til at nå mennesker med sin kærlighed kan intet hindre. menighed til at leve helligt og lydigt, leve i Kristi eksempel og gøre, hvad der er rigtigt og godt at gøre i livet. Og således formanet og opløftet ønsker jer alle en god læselyst - Og en glædelig jul. Mennesket vil af natur ikke det, Gud vil. Derfor har loven sin betydning som rettesnor, og den fortæller mennesket om ret og uret, rigtigt og forkert, det gode og det onde. Men fordi mennesket af natur ikke vil det, Gud vil, så er der kun én måde at mødes med Gud på, og det er gennem den tro, der retfærdiggør mennesket. Pauls bruger de gamle fædre meget i sine breve. Han bruger både Adam og Abraham. Synden og døden er kommet ind i verden ved ét menneske: Adam. Nu kommer frelsen til verden i ét menneske: Jesus Kristus. Abraham er troens fader. Omskærelsen og pagten kom efter troen. De er således ikke forudsætninger for troen og retfærdigheden, siger Paulus. Og på denne måde får han sat hele det jødisk-kristne spørgsmål på dagsordenen for Romermenigheden, og han får vendt trældommen under loven til frihed under troen. Under denne frihed formaner han sin