Tine Lindhardts bibelfortælling Septuagesima søndag 2009

Transkript

1 Paulus er på programmet i dag. Paulus er utrolig spændende og meget, meget farverig, og så er han en af de mest vigtige, væsentlige personer for kristendommen. Det er han, fordi han er med til at forme, hvad kristendom er, hvad det vil sige at være et kristent menneske. Han taler med sine menigheder. Han skriver sammen med dem og fortæller dem, danner så at sige på den måde hvad det vil sige at leve som et kristent menneske, hvordan man gør det i praksis. Så på den måde er han utrolig vigtig. Han er også vigtig på en anden måde, nemlig derved, at han henvender sig til andre end til jøder. Førhen har kristendommen været, jeg havde nær sagt, en jødisk sekt, altså en del af jødedommen, men Paulus henvender sig også til mennesker, der ikke i forvejen er jøder, og dermed åbner han kristendommen, dels for at det bliver en selvstændig tro, men han åbner den også ud til den store verden og gør det så at sige muligt, at man kan være kristen også uden at have været jøde først. Han åbner den, forbereder den derfor egentlig til globaliseringen, kan man sige. Men inden jeg fortæller videre om Paulus, vil jeg sige et par ord om, hvad der i grunden skete, efter at Jesus var død. Ja, der skete jo det, at han dør på korset langfredag. Han står op fra de døde påskemorgen, og så er han der. Han lever. Han er der. Han er nærværende. Han er til stede hos sine disciple, hos folk i det hele taget, og det er han i 40 dage. Han er sammen med dem, spiser med dem. Når de beder eller taler om ham, så er han der. Efter 40 dage bliver han løftet op til himlen, og man kan undre sig over, hvorfor det? Hvad skal han i himlen? Men himlen betegner to ting. For det første er himlen det fjerne. Det er himmelhvælvingen. Det er det, der hvælver sig over os. Det, vi lever under. Og det, der sker Kristi himmelfartsdag, da Jesus bliver løftet op i himlen, det er, at alt det, som Jesus er: Hans liv, hans død, hans opstandelse fra de døde, alt det, han har gjort, alt det, han har sagt, hele hans betydning bliver så at sige den himmel, som vi mennesker sidenhen lever under. Det bliver fortegnet for vores tilværelse. Det, der rammer vores liv ind. Men himlen er også noget andet. Hvor begynder himlen? Begynder den her eller der? Hvor er himlen? Himlen er så at sige det, der er tæt på os alle sammen, alle steder, til alle tider, og det vil sige, at når Jesus farer til himmels, gør han det både for at være den himmel, der rammer vores liv ind, men også for at kunne komme tæt på alle mennesker til alle tider, alle steder, over hele Jorden, når som helst og hvor som helst. Det er det, der sker Kristi himmelfartsdag. Men nu sidder disciplene der jo så igen, forladte efter Kristi himmelfartsdag, og de er bange. De sidder i Jerusalem og er frygtelig bange. For det, der skete med Jesus, kunne det også komme til at ske for dem? Risikerer de også at blive korsfæstet? Derfor sidder de og trykker sig og er bange, og så pludselig, ti dage efter Kristi himmelfart, da de sidder bag lukkede døre og med gardinerne rullet ned, billedligt talt, pludselig er det som en stormvind, der farer igennem huset. Gardinerne ryger op, og dørene springer op. Alt kommer i bevægelse, og de selv kommer i bevægelse. De bliver brændende varme. Det er som en ild, der brænder i dem, og som en ild, der tænder dem. Det er, som nogen har vækket dem, og de liver op. Og pludselig er de ikke bange mere. Ja, det er de måske nok, men noget andet overvinder frygten. De må simpelthen ud at fortælle om de her med Jesus, om hans liv, hans død og hans opstandelse fra de døde. Det brænder i dem, og de kan ikke holde ordene tilbage. De må ud. Og skubbet af Helligånden går de ud og fortæller om Jesus. Som en løbeild går det, og der sker det ganske, ganske forunderlige, at alle forstår, hvad de siger. Uanset hvor man kommer fra i hele verden, kan man forstå, hvad disciplene siger, når de fortæller om Jesus. Det er som kærlighedens sprog. Kærlighed og tilgivelse forstår man, også selvom man i virkeligheden ikke forstår hinanden, og der er mange ord, man ikke forstår af det, den anden siger. Men kærlighed og tilgivelse forstår vi, på tværs af det, der i øvrigt skiller os. Og Helligåndens sprog er kærlighedens sprog, så derfor forstår man det ud over hele verden, uanset hvilket sprog man taler. Kristendommen breder sig på den måde. Eller rettere, ordet om Jesus breder sig, og der bliver dannet kirker, menigheder, dåb, gudstjeneste og nadver, efterhånden som flere og flere hører det og bliver grebet af det.

2 Og så er det, at Paulus kommer ind i billedet. For lige så mange, der bliver grebet af det, lige så mange er der også, der er temmelig vrede over det her. De synes ikke om alt det med Jesus. Et menneske, der siger, at han er Guds søn. Det er at gøre nar ad Gud, for Gud er jo i sin himmel, og på den måde at menneskeliggøre Gud, få ham ned på jorden, ligger dem uendelig fjernt. Og en Gud, der bliver korsfæstet Gud, og viser sig på den måde i det svage, i afmagten, det ligger endnu fjernere. Så de siger simpelthen, at det er forkert det, de kristne siger. "Så, ligesom Jesus blev korsfæstet, sådan må vi også af med de kristne!" Og man begynder at forfølge de kristne. Paulus - på det tidspunkt hedder han Saul - han er en af de mest energiske til at forfølge kristne, og han forfølger dem ikke bare i Jerusalem og nærmeste omegn. Han får tilladelse til at tage til Damaskus for at forfølge dem der. Der er nogen deroppe, og nu vil han tage dem til fange og sørge for, at de bliver henrettet, eller hvad der nu skal ske med dem. Og så sker der pludselig noget, for lige uden for Damaskus, da Paulus kommer rejsende sammen med nogen folk, er der et lys, der overvælder ham i en sådan grad og med en sådan kraft, at han faktisk bliver smidt af sit ridedyr og lander på jorden. Og selvom lyset omstråler ham, så bliver han blændet, så han bliver blind, og der er en stemme, der siger: "Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?" Paulus siger: "Hvem? Hvad? Hvor?" "Det er mig, Jesus, som du forfølger. Hvorfor forfølger du mig?" siger stemmen. "Rejs dig nu op og gå ind til Damaskus, så får du at vide, hvad du skal gøre." Fortsætter stemmen. Paulus rejser sig, Han er blind, må føres derind, og han er der i tre dage, før der kommer en mand, der hedder Ananias, som lægger sine hænder på Paulus' øjne, så han igen kan se. Og så nyt er det, der sker for Paulus, at han så at sige bliver vendt om. Lige så markant en forfølger, han før har været, lige så grebet bliver han nu af kristendommen og af det med Jesus. Det bliver så at sige hans mission, hans opgave, at få det bredt ud i hele verden. Det er så nyt, i den grad en omvendelse for ham, at han skifter navn fra Saul til Paulus. Som jeg nævnte, er han meget væsentlig for kristendommen. Han giver sig til at rejse rundt og forkynde og bliver menighedsplanter. Han rejser adskillige gange rundt i hele Lilleasien og får kristendommen udbredt, og noget af det vigtigste er næsten, når han ikke rejser, men skriver breve til de her menigheder, for det gør han nemlig. De er på korrespondance med hinanden. Lidt plat sagt: et brevkursus i, hvad kristendom er, og det går de ind i meget konkret og meget energisk. Vi har faktisk nogle af de breve i vores Nye Testamente, og det er meget interessant at læse dem og se, hvad kristendommen bliver omsat til. Paulus skriver både til en menighed i Galatien og til en i Korinth, og han skriver egentlig så meget, meget forskelligt til dem, at man tænker: Er det den samme mand? Er det den samme kristendom, han vil fortælle om? Men han gør det, fordi han er meget bevidst om den sammenhæng, han taler ind i. I Galatien er problemet, at de er kristne, men de har været jøder før, og det vil sige, at de er meget bundet af de jødiske regler om, hvad man må spise og drikke, og hvordan man skal opføre sig - altså de ting, der hører loven til. Det er de meget bundet af. Faste regler. Der siger Paulus: "Glem det. I er frie i Kristus. I behøver ikke at overholde de der regler. I behøver ikke at lade jer omskære. I behøver ikke at indordne jer under loven på den måde. I er frie. Tag nu og lev livet som frie mennesker. Frie i Kristus." Og I kan se, at jeg knytter hånden, for jeg er helt sikker på, at sådan har Paulus stået og argumenteret og sagt: "Det er I! Lev det nu. Vov at være den, I i Kristus er. Frie mennesker. Lev det liv." Han skubber på. I korinthermenigheden er situationen helt, helt anderledes. Der har de virkelig taget ordene om friheden til sig. De føler sig fuldstændig frie. Ja, de er nærmest allerede kommet ind i himlen. De er faktisk allerede frelste. Sådan tænker de, og sådan føler de. De er på alle måder frie. De er frie til at opføre sig, som de vil. De behøver ikke at være bundet af spiseregler, de behøver ikke at være bundet af, at kvinder skal bære slør. De

3 behøver ikke at være bundet af det ene eller det andet. De lever fuldstændig i frihed. De har virkelig gjort, som Paulus sagde. De lever i frihed. Og hvad gør Paulus her? Han går ind og strammer. Så siger han: "Ja, ja, det er fuldstændig rigtigt. I er helt frie, og I har helt forstået det. Det er ganske sandt. Men nok er alt tilladt, men det er ikke alt, der gavner. Der er nogle hensyn, I må tage." Og hvad er det for hensyn? Ja, det er i første omgang hensynet til hinanden. Paulus er meget optaget af, at man tager hensyn til hinanden. Lad mig give et eksempel. Det var praksis, at når man spiste kød, var dyret egentlig slagtet som et offer til en eller anden gud. Det var i den forstand helligt kød. Det var slagtet på en hellig måde, og der var stadigvæk nogle i menigheden i Korinth, der tænkte: "Kan vi spise det her kød, når det nu egentlig er slagtet som offer til en Gud, som vi jo ikke tror på? Kan vi så spise det?" Og så siger Paulus: "Selvfølgelig kan I spise det. I er kristne. I tror kun på Gud. Gud Fader, Gud Søn, Gud Helligånd, så for jer er det jo ikke helligt kød. Det er bare ganske almindeligt kød, så I kan bare spise det, ganske som I vil. Det er fuldstændig tilladt at spise kødet. Spis I bare løs. I behøver ikke at være vegetarer. Spis bare alt det kød, I vil." "Og dog," siger Paulus så, "det er tilladt, men hvis der er nogen i menigheden, som tager anstød af det, som er bekymrede, som er nervøse, som tænker: Er det nu rigtigt, eller kommer jeg nu ved at spise det her kød egentlig til at dyrke en anden gud? Hvis der er nogen, der har det sådan iblandt jer, så skal I lade være med at spise det kød, for så skal I tage hensyn til de andre." Så hensynet til de andre i menigheden vejer meget, meget tungt for Paulus. Og så er der en anden ting, der også vejer tungt for ham, og det er hensynet til dem, der er uden for menigheden. Altså, hvilket omdømme har kristendommen? Hvad mener man i grunden om kristne og om kristendommen? Hvad siger man om jer og om os? Og så siger han: "Man kan gøre, som man vil, og det er tilladt at gøre, som I gør, men det tegner jo et billede af kristendom som nogle, der blæser på landets love og lever som hippier og bryder alle regler og fuldstændig melder sig ud af samfundet. Kan vi være tjent med, at kristendommen får det omdømme?" siger han. Og det bliver også et hensyn for ham, at man skal sørge for at være kristen på en måde, så man får flere til at være kristne, fordi det er så vigtigt for ham, at man er det. Han har et skægt eksempel på det med, at man gerne skulle kunne komme i kontakt med andre, og hvor vigtigt det er at få det ud. Det er noget med det sprog, man bruger i gudstjenesten. Paulus siger, at det er godt at tale i tunger. Korinthermenigheden vil nemlig gerne tale i tunger. Jeg ved ikke, om der er nogen af jer, der kan tale i tunger. Jeg kan ikke tale i tunger, men der er nogle, der kan, og de kunne det der i korinthermenigheden. Paulus sagde, det er jo fint, det er rigtig godt at tale i tunger, der er bare det problem, at der faktisk kun er én, der forstår det, når man taler i tunger, og det er Gud. Ingen andre forstår det, så det er et meget fint sprog, hvis man vil tale med Gud, men hvis I vil have andre i tale, siger han, så er I nødt til at bruge et sprog, som almindelige mennesker forstår, og hvilket sprog forstår almindelige mennesker? Ja, Paulus siger profeti. Vi kunne sige almindelig forkyndelse, det er jo det sprog, almindelige mennesker forstår. "Så brug det, fordi det er vigtigt det her, vi skal ud med." Og igen bruger han dem udenfor som pejlemærke og siger. "Hvordan tror I, at en, som ikke hører til den kristne menighed, vil have det, hvis han/hun kommer ind og hører, at I taler i tunger? Jamen, vedkommende vil jo tro, at I er sindssyge, for man forstår ikke et ord af det. Hvis det her er vigtigt for jer, skal I ikke tale i tunger, så skal I profetere, forkynde på et sprog, man kan forstå." Og det er jo en utrolig aktuel debat, Paulus på den måde får blandet sig i. Hvilket sprog bruger vi i gudstjenesten? En sidste ting, jeg vil nævne om Paulus, er, hvad fællesskab betyder for ham. Det betyder helt utrolig meget. Han har en forestilling om, at menigheden er som en krop, og som han siger: Hvis man tager sin krop, så er det jo vigtigt at have alle dele af sin krop. Det kan jo ikke nytte, at der er nogen dele, der ikke er der. Det kan være, man er så uheldig, at man mangler noget

4 af sin krop, men så er det jo et uheld. Men alle dele på kroppen er vigtige, og man kan ikke undvære nogen af dem. Det kan for eksempel ikke nytte noget, at hånden siger: Nu skal det hele være hånd, for hvad så med fødderne og benene og ørerne og øjnene? Alle dele af kroppen er vigtige, og vi er afhængige af hinanden. Vi kan så at sige ikke klare os uden hinanden. Vi er nødt til at have alle dele af kroppen med. Paulus sætter sig selv ind på det her, og han lider meget. Han kommer igennem de mest forfærdelige forfølgelser, og han bruger sig selv på den måde til at sige: "Når Gud kan bruge mig, som har været en forfølger, så kan han bruge alle mennesker." Og Paulus siger også: "I kan se, hvordan det er gået mig. Det går mig ikke altid særlig godt. Jeg bliver forfulgt både på den ene, den anden og den tredje måde. Jeg ender i fængsel, og jeg bliver pisket og alle mulige andre ting. Men Gud er også der i det sårbare. I det, som man ikke umiddelbart kan se, er noget, er Gud også." Og Paulus bruger på den måde sig selv som en forkyndelse af, at Gud kan bruge også dem, der ikke kan bruges, eller som vi siger, ikke kan bruges. Dem regner Gud med, og dem regner han for noget. Og Paulus siger: "Derfor kunne jeg blive brugt, og derfor er Gud også med i det, jeg gør." Man regner med, at Paulus dør under kristenforfølgelser i Rom under kejser Nero. Det er ikke noget, der står om i Bibelen. I Bibelen forlader man Paulus, da han sidder i fangenskab i Rom. Vi vil også forlade Paulus nu, og vi vil synge og så vende tilbage til dommen efter sangen. Menigheden synger Min nåde er dig nok Vi begyndte rækken af fortællegudstjenester med begyndelsen, med skabelsen, og derfor er det jo passende at slutte med slutningen. Og det er med dommen. Det er med det besynderligt mystiske skrift: Johannes' Åbenbaring. Det er et skrift, der bliver ved med at drage mennesker til sig. Der er meget, man kan forstå, men der er også meget, man ikke forstår i det skrift, og man kan blive ved med at læse og fordybe sig i det og se nye ting i det. Noget af det, der er markant i skriftet, er dommen. Ikke bare over dem, som ikke er kristne, men faktisk dommen over dem, som er blevet kristne, men som holder op med at være kristne. Og det er en markant dom, der er over dem. Den er så markant, at man nogen gange tænker: Hvor bliver nåden af i den her sammenhæng? For der er faktisk ikke andet, der venter dem end svovlpølen. Det er virkelig meget markant. Så er der også en kamp i Johannes Åbenbaring imellem det gode og det onde, og man tænker også der nogen gange: Er den kamp ikke i virkeligheden til ende med Jesu død og opstandelse fra de døde? Da er kampen vel grundlæggende afgjort og vundet. Livet har vundet over døden. Hvorfor så stadig den der voldsomme kamp i Johannes' Åbenbaring? Og så er der himmelsynerne. Man så at sige får et syn, kan kigge ind i himlen, og indimellem næsten rejse ind i himlen i Johannes' Åbenbaring. Det er, som om, at man - faktisk - vender himlen jævnligt for at kunne vende tilbage til Jorden og vende tilbage på en anden måde til Jorden. Så man er altså nødt til - får indtryk af gennem Johannes Åbenbaring - at man lige må op og vende himlen for at komme omvendt, vendt om, tilbage. Man får et omvendt syn på tilværelsen, når man har været oppe og vende himlen. Og det omvendte syn, man får, er: Hvad er det i virkeligheden, vi er som mennesker? Hvad er det i virkeligheden, vi lever af og lever på som mennesker? Der er en ny begyndelse. Det er noget af det, der understreges i Johannes' Åbenbaring. Der er en ny jord. En ny himmel. Det er noget, man kan se frem til. Det er det, man ser i himmelsynerne, det man vender, når man vender himlen. Men det er ikke bare noget, der ligger som noget fjernt. Det er der faktisk allerede nu. Det er også allerede nu en virkelighed, så når man har vendt himlen, er det det syn, man har med og det anderledes syn, man kan se på sin tilværelse med. At det er noget, der kommer, men også noget, der er her allerede nu. Det er det, vi lever i kraft af. Det er det, vi lever i lyset af. Vi

5 lever ikke af os selv. Vi lever som mennesker i kraft af Gud og i kraft af det, som han giver os. Hans liv. Hans død. Hans opstandelse fra de døde. Himlen lukkede, men der er banet en vej ind i himlen på ny. Det er ikke os, der baner den vej, men det gør Gud selv igennem sin søn, igennem Jesus Kristus. Afstanden mellem Gud og menneske, den krise, der har været, den er overvundet. Den er overvundet gennem Kristus, og den er overvundet af Gud selv, fordi Gud vil det. Det er det syn, man får, når man vender himlen, og det er den himmel, som vi lever under nu og i evighedernes evighed. Amen.