Den kinesiske presse set gennem episoden på Den Himmelske Freds Plads. Claudie og Jaques Broyelle, Evelyne Tschirhart: Hundrede blomster visner, Tiderne skifter 1977, side 396f. Følgende er ordlyden på et telegram skrevet af nogle arbejder-bønder-soldaterkorrespondenter og nogle reportere på Renmin Ribao*, Beijing den 7. april 1976 (Xinhua). I den første uge af april måned blev Den Himmelske Freds Plads i hovedstaden skueplads for en politisk kontra-revolutionær episode, som blev iværksat af en håndfuld klassefjender med overlæg, velorganiseret og ifølge en aftalt plan under påskud af, at de ville hylde premierminister Zhou Enlais minde i anledning af De dødes Fest. De holdt bevidst reaktionære taler, opklæbede reaktionære digte og slagord, uddelte reaktionære løbesedler og opfordrede til at oprette kontra-revolutionære organisationer. Med en snart skjult, snart åbenlys kontrarevolutionær sprogbrug råbte de lidenskabeligt, at Kejseren over Jin-folket*, Qin Shi Huangs tidsalder er forbi, de proklamerede åbenlyst deres støtte til Deng Xiaoping, og som vanvittige rettede de deres spydspids mod formand Mao, vores store leder, for at splitte Partiets Centralkomite, som formand Mao står i spidsen for, i et forgæves forsøg på at afspore den kampagne, der i øjeblikket føres for at kritisere Deng Xiaoping og modvirke de reaktionære vinde fra højre, som sætter spørgsmålstegn ved de korrekte konklusioner. De har kort sagt hengivet sig til kontra-revolutionære aktiviteter. Den 5. april nåede disse kontra-revolutionære aktiviteter deres højdepunkt. Ved 8-tiden blev der kastet sten efter en propaganda-bil* fra Beijings kommunalforvaltnings kontor for offentlig sikkerhed. Køretøjet blev vendt på hovedet, og karrosseriet og højttaleren blev fuldstændigt ramponeret. Efter klokken ni trængtes en menneskemængde på 10.000 personer ved indgangen til Folkeforsamlingens Palads; da der var flest, har der vel ifølge alle beregninger været mere end 10.000 mennesker. Bortset fra et meget lille antal dårlige elementer bestod denne menneskemængde for lagt det største antals vedkommende af forbipasserende, som var kommet til for at se, hvad der foregik. Nogle få befandt sig rundt om mindesmærket for folkets helte, størstedelen af mængden i det vestlige hjørne af pladsen foran indgangen til Folkeforsamlingens Palads. Cirka ti unge mennesker blev omringet og banket af de omtalte dårlige elementer. De dryppede af blod, havde opsvulmede hoveder og var hævede i ansigtet. Bøllerne, urostifterne råbte: Død over dem! Død over dem!. En rødgardist ville lægge sig imellem, men disse uromagere rev straks skulderstropperne af hans skjorte og stjernen af hans kasket, flåede hans tøj i stykker og slog ham i ansigtet. Hans hoved var snart helt oversmurt af blod. Men disse tøjlesløse og ubehøvlede personer råbte: Prøv I bare at bringe sådan et optrin til ophør. Der er ikke en eneste i Centralkomiteen, der er i stand til det, og hvis en af dem kommer, vil han ikke kunne trække sig op af smeltediglen! De kontrarevolutionæres stridslyst var på sit højeste. Mange udtalte stærkt ophidset: Siden befrielsen har Den Himmelske Freds Plads altid været stedet, hvor formand Mao, vor store leder, mønstrer de revolutionære massers parademarch. Man kan ikke tolerere sådan [1]

en kontra-revolutionær episode. For at forsvare Folkeforsamlingens Palads trængte en kolonne fra arbejdermilitsen på flere hundrede mand ind i paladsets søjlesal. Den blev skilt ad i flere smågrupper af ophavsmændene til urolighederne (som, lad os lige erindre det, kun bestod af en håndfuld bøller ). Disse råbte som besatte og uden ophør reaktionære slagord og faldt over dem i mængden, der ytrede sig mod dem, og slog dem i ansigtet til blodet løb. Efter at have slået dem slæbte de dem hen for foden af mindesmærket og tvang dem til knæle og erkende deres synder Klokken 11.05 stormede en flok mennesker hen mod Museet for Kinas Historie i den østlige ende af Den Himmelske Freds Plads. En kammerat forsøgte at lægge sig imellem foran museet, men hun blev straks trukket bort og slået. På det tidspunkt havde en gruppe bøller forsamlet sig omkring en bygning, der bliver brugt af Folkets Befrielseshær, i nærheden af et lille klokketårn i det sydvestlige hjørne af pladsen. De besatte bygningen efter at have slået døren ind. Flere af disse fanatikere med afro-hår og med hver deres batteridrevne råber i hånden begyndte efter tur at agitere med hæse stemmer. Hen mod middag bekendtgjorde visse af disse elementer endvidere oprettelsen af en såkaldt Hovedstadsbefolkningens Komité til minde om premierministeren. En af dem, som i øvrigt bar briller, var fræk nok til at give repræsentanterne for De offentlige Sikkerhedsmyndigheder til minutter til at afgive svar, idet han tilføjede, at der ville blive begået hærværk mod Sikkerhedsmyndighedernes kontorer, såfremt hans betingelser ikke blev accepteret. For at forsvare den bygning, som blev brugt af Befrielseshæren, rykkede de rødgardister, som havde vagt på Den Himmelske Freds Plads, klokken 12.30 frem i god orden med retning mod befrielseshærens bygning. Urostifterne gav sig da til at agitere og råbte: Folkets soldater er på folkets side!, Godtroenhed er ikke en forbrydelse!, og så væltede de en Shanghai -limousine* og satte ild til den. Brandmændene og Rødgardisterne, der skyndte sig hen mod stedet, blev standset, og en brandbil blev beskadiget. Urostifterne råbte, at det ville være at undertrykke massebevægelsen at slukke ilden. Flere brandmænd blev slået til blods. Klokken 12.45 kom en gruppe fra Folkets Politi til hjælp i al hast. Den blev ligeledes pebet ud og standset. Oprørerne hev kasketterne af flere betjente fra Folkets Politi og kastede dem op i luften. Knive, dolke og andet kasteskyts blev kastet mod betjentene, og flere af dem blev omringet og slået. I løbet af eftermiddagen tog de nedbrydende aktiviteter ledet af denne håndfuld kontrarevolutionære til i styrke. De satte ild til nogle lastbiler, der transporterede vand og føde til de medlemmer af arbejdermilitsen, der havde vagt, og til nogle tjenestebiler fra De offentlige Sikkerhedsmyndigheder, i alt fire køretøjer. Ved syttentiden brød denne bande af vanvittige på ny ind i bygningen. De førte de vagtposter, som befandt sig ved indgangen, med sig og slog dem brutalt. De slog vinduerne i hovedetagen ind og hærgede lokalerne. Radioapparater, tæpper, lagner, klæder og bøger, alt blev kastet i flammerne. Flere dusin cykler tilhørende medlemmer af hovedstadens arbejdermilits blev stukket i brand og ødelagt. Bølger af [2]

sort røg steg op mod himlen blandet med råbene fra den kontra-revolutionære bande. Derefter satte de ild til bygningen efter at have smadret næsten alle ruderne. De brede revolutionære masser føler et meget stærkt had til ophavsmændene til denne politisk kontra-revolutionære episode. Imidlertid jublede denne håndfuld af urostiftere, og man hørte dem sige: Det er massernes styrke. Og de tilføjede arrogant: Nu kan ingen gøre noget mere; selv om de sender et regiment eller en hær, vil det ikke være til nogen nytte, osv. De reaktionæres stridslyst var på sit højeste. Se, hvorledes disse kontra-revolutionære startede en smædekampagne spækket med perfide hentydninger og gik til angreb på formand Mao, vor store leder, og på de kammerater, der står i spidsen for Partiets Centralkomité ved at benytte sig af en fuldstændig forgiftet og nedværdigende reaktionær sprogbrug: Genfærds skrig besvarer min klage, og når jeg græder, glammer ulvene af glæde. Jeg vil udgyde mit blod på de forsvundne heltes alter, og når jeg igen rejser hovedet, vil mit sværd springe ud af skeden. Kina er ikke længere fordums Kina. Og folket er ikke længere uvidende Jin-folkets kejserlige feudalsamfund er for altid borte vi tror på marxismen-leninismen ad helvede til med de bureaukrater der har kastreret den! Det, vi vil have, er den sande marxisme-leninisme for den frygter vi ikke at udgyde vort blod, at give vort liv, den dag, de fire moderniseringer bliver til virkelighed, vil vi skåle i vin og glemme vor død. Den sprogbrug, der benyttes af denne bande kontrarevolutionære, der taler om at modsætte sig Jin-folkets kejser og gå ind for den sande marxime-leninisme, er helt og holdent den samme, som Lin Biao brugte i sin kontra-revolutionære plan om statskup, som var kendt under navnet arbejdsprojekt 571 ; denne sprogbrug er 100 % identisk med den kontra-revolutionære opstands sprogbrug. Ved at rette deres spydspids mod vores store leder, formand Mao, og Partiets Centralkomité, som formand Mao står i spidsen for, og ved at lovprise Deng Xiaopings revisionistiske og kontra-revolutionære linje afslører de så meget desto tydeligere deres forbryderiske mål, som er at indstifte revisionismen og genindføre kapitalismen i Kina. I løbet af de sidste dage har disse individer ikke alene skrevet reaktionære digte, de har også opklæbet reaktionære løbesedler. De har sunget sange til Deng Xiaopings pris og forgæves [3]

forsøgt at gøre ham til en Nagy*, at sætte ham i spidsen for en kontra-revolution i ungarsk stil. De har hævdet, at med Deng Xiaoping i spidsen for partiets Centralkomités arbejde, har vores kamp vundet en afgørende sejr, og at hele landet glæder sig derover af dets ganske hjerte. Derudover har de angrebet og på den mest perfide måde bagvasket formand Mao, vor store leder, og Parties Centralkomité ledet af formand Mao ved at sige: de såkaldte kampe, der igennem den sidste tid er blevet ført mod højreafvigelsen, er kun en lille håndfund stræberes gerninger, som vil stille spørgsmålstegn ved de vedtagne konklusioner. Disse vanvittige personer har kynisk modsat sig den store kamp, som formand Mao har startet, og som han selv leder, for at forstå de reaktionære vinde fra højre, der har til hensigt at stille spørgsmålstegn ved de korrekte konklusioner. Deres kontra-revolutionære arrogance er på sit højeste. Men den dag de kontra-revolutionære slippes løs den dag iler de deres undergang i møde. De er særdeles isoleret og upopulære. Thi samtidig med at disse uønskede elementer gav anledning til disse episoder, anvendte vold og begik ugerninger, og samtidig med at de fremprovokerede uroligheder og gav sig af med hærværk, trådte mange revolutionære ud af mængden for at fordømme deres kontra-revolutionære virksomhed og kæmpe mod dem. Hovedstadens arbejdermilits, betjente fra Folkets Politi og Rødgardister samt de revolutionære masser, som befandt sig på stedet, kæmpede modigt, idet de omhyggeligt forenede deres anstrengelser for gennem konkrete handlinger at forsvare formand Mao, Partiets Centralkomité, formand Maos revolutionære linje og det socialistiske fædrelands store hovedstad. Da denne håndfuld forbrydere klokken 5 om eftermiddagen igen satte ild til føromtalte bygning, satte Rødgardisterne deres liv på spil for at slukke ildspåsættelsen. I kampen for at beskytte Folkeforsamlingens Palads blev mere end ethundrede medlemmer af hovedstadens arbejdermilits såret, og deraf ca. ti alvorligt. Seks Rødgardister blev bortført og mange andre såret. Betjentene fra Folkets Politi vedblev at kæmpe, idet de uafbrudt trodsede faren. De kammerater, der stod i spidsen for hovedstadens arbejdermilits, fortsatte med at kæmpe på anden sal i den brændende bygning på et tidspunkt, da situationen var blevet kritisk, fordi ilden var nået op til første sal. Selv under disse forhold holdt telefonisten koldblodigt og åndsnærværende de ledende afdelinger, der var berørt af episoden, underrettet om begivenhederne. Efter at kammerat Wu Des tale klokken 18.30 var blevet udsendt gennem højttalere forlod flertallet af de forbipasserende, som var standset op på pladsen for at se, hvad der skete, og af de mennesker, som havde ladet sig vildlede, hurtigt stedet. Kun en lille håndfuld kontrarevolutionære fortsatte stædigt med at gøre modstand; de havde opklæbet flere reaktionære digte omkring mindesmærket for folkets helte. Efter ordre fra Beijings kommunalforvaltnings Revolutionsråd måtte titusinder af medlemmer af hovedstadens arbejdermilits tillige med betjente fra Folkets Politi og Rødgardisterne gribe til drastiske foranstaltninger for at gennemføre proletariatets diktatur. På rad og række trængte de heltmodige militssoldater fra hovedstadens folkemilits, opflammet af en fantastisk kampånd, stolt ind på Den [4]

Himmelske Freds Plads, hvor de energisk besvarede angrebet. De omringede oprørerne, som stadig forsøgte at begå ugerninger, og provokere til uroligheder omkring mindesmærket for folkets helte. De af slynglerne, der blev grebet på fersk gerning, og de hovedmistænkte blev tilbageholdt for at blive afhørt. Over for proletariatets mægtige diktatur brød denne håndfuld af uønskede elementer, som havde vist både tænder og klør, nu sammen under det mindste slag. Som slagne hunde krøb de sammen og rystede over hele kroppen. Mange skyndte sig at lægge dolken, kniven med den trefløjede æg og den lille lommebog, hvor de havde nedskrevet de reaktionære digte, fra sig. Nogle forbrydere, som havde trukket dolken i et forgæves og forbryderisk forsøg på at gøre modstand, blev behørigt straffet. De brede revolutionære masser bifalder af deres ganske hjerte denne indsats, og hele byens befolkning støtter begejstret og hilser enstemmigt denne revolutionære aktion udført af hovedstadens arbejdermilits, Folkets Politi og Rødgardisterne. *Renmin Ribao = Folkets Dagblad, Jin-folket refererer til Jin-dynastiet; Propagandabil refererer sandsynligvis til en af politibil; En Shanghai - limousine er en kinesiske produveret VW, der havde navnet Shanghai ; Nagy = Imre Nagy, der var en af hovedpersonerne bag Ungarn-opstanden i 1956. [5]