1 3. søndag efter påske II. Sct. Pauls kirke 17. april 2016 kl. 10.00. Salmer:674/434/219/206//230/430/379/efter bortsendelsesordene: Hos dig er glæde (129 salmer nr. 936)/375 Åbningshilsen Lagde I mærke til, at der blev kimet før gudstjenesten, de der små hurtige slag på klokken? Det sker på grund af glæde, fordi vi lever i påsken og trækker på den. Vi kan ikke få armene ned. Ja, denne søndag kaldes ligefrem jubelsøndagen. De gamle indledningsord er: Bryd ud i jubel for Gud, al jorden! Men det er ikke overflade, det er også søndagen, hvor glæden tøver på grund af ængstelsen, rådvildheden, manglen på klarhed. Jubel og forfærdelse på én dag. Denne dag vil hjælpe os på vej, på vejen til livet, vejen ind i fremtiden med frimodighed til at bekæmpe forfærdelsen og lade troen og forventningen fylde. Denne dag skal styrke os. Lad os først vende os til Gud med vore forkerte fokus, når vi giver os fortvivlelsen i vold og ikke vil lade os trøste, når vi snævrer vort perspektiv ind og lader problemerne være større end den store Gud. Lad os
2 bede om tilgivelse for det og renses fra det og så lade gudstjenesten møde os og bevæge os i vores forfærdelse for at vi skal kende hvad jubel er. Lad os derfor sammen bede det, der står i guiden på side fire Evangeliet er læst fra kortrappen: Joh 14,1-11 Bøn. Lad os bede! Kom, kære Herre, og overvind vores ængstelse med det, du er, og dit perspektiv. Amen. Prædiken Vi kender det alle sammen: det at ængstes for noget og blive bange. Ikke mindst, når vi mærker, at nogen, vi holder af, snart skal herfra. Åh, vi kan ikke lide det og det er svært for os. Her er vi dagen før, Jesus dør. Han har gentagne sagt til disciplene, at Han skulle til Jerusalem og korsfæstes. Det har de aldrig forstået. Og nu er de i Jerusalem. Og da dæmrer det for dem: Vi kommer til at miste vores gode mester, som vi har vandret med i tre år. Og ængstelsen griber dem: Hvad skal der ske med Ham? Hvordan skal vi klare den uden Ham? Sorgen er begyndt. Og Jesus kan mærke på dem,
3 hvordan de har det. Og så siger Han: Lad ingen ængstelse plage jeres hjerter! Lad ikke forfærdelsen fylde i jeres liv. Op imod det sætter Han to ting: Først: Tro på Gud. Som jeg hørte i fredags: Sig til dine problemer, at du har en stor Gud. Fokuser ikke på det frygtelige, men på Gud. Han føjer altid noget til situationen! Og derfor fortsætter Jesus også: Tro også på mig. Og så viser Han dem, hvad Hans død, der skræmmer dem, betyder af godt for deres fremtid! Han udvider deres perspektiv: Jeg går bort nu for at booke plads til jer, for at I skal have fremtid og håb. Jeg sørger for, at der bliver plads til jer. Kender I den spekulation, vi somme tider kan have: Er der plads til os? Kan vi finde et sted, vi kan være? Hvor skal vi være? Tænk på flygtningene Den nys afdøde tidligere statsminister troede ikke på det evige liv, for som han sagde: der er jo ikke plads til os! Men Jesus siger: Jeg sørger for plads til jer! Og så kommer mere fremtid, idet Han åbner op for selve målet: Når jeg så har gjort klar til jer, så kommer jeg igen - det sidste virkeligt nye, vi venter på - og jeg tager jer til mig, ligesom Faderen, der tager imod sin fortabte søn, fordi jeg ønsker, at I skal være, hvor jeg er, og da skal vi altid være sammen. Hvilken horisontudvidelse. Men hvad giver det os, når vi skal miste det menneske, vi er forbundet med? Det er vel et fedt? Ja,
4 det ryster os og så skal vi alligevel øve os i at slippe dem i det perspektiv, Jesus styrker os med her. Lægge vort liv ind i det, når vi er forfærdede og sidder til begravelsen eller i sorgen bagefter: Lad ingen ængstelse plage jeres hjerter. Tro på Gud og tro også på mig! Jeg sørger for fremtiden. Lad det få lov at fylde, syng det ud, hør ordene, smag på dem, lad dig trøste og bære og løfte. Sådan styrker og trøster Han os ved hjælp af sin død og opstandelse og ved, at Hans nuværende levende position ved Guds højre hånd og det, at Han skal komme igen og vi skal se Ham vi ikke ser nu. Det er fremtid og håb. Han har tanker for os, ikke om ulykke, men om lykke. Det skal trøste og styrke os. Men vi synes, det er svært at tro, når livet byder os imod. Sådan var det også dengang. Her møder vi det hos de to disciple, Tomas og Filip. De vidste ikke, hvad vi ved og de stod lige over for det, vi har hørt om flere gange og kender efterhistorien og kirken har levet i og bearbejdet til os i 2000 år. Det er altid en trøst, at de, som så Ham og havde Ham tæt på, ofte gik galt i byen og ikke fangede pointen. Ikke fordi de var særligt tumpede, kun fordi de var mennesker og vi er altså bare fremmede over for Gud. Det ligger ikke til os at tro Ham, selv om vi tror, Han findes og har en
5 længsel i os efter Ham som vi nogle gange er bevidste om, andre gange ikke. Vi vil ikke tro og vi kan ikke. Vi gør problemerne store og Gud lille. Kun, når Han overvinder os og bliver os for stærk og Helligånden lægger det ind i os, tror vi. Derfor er det så vigtigt, Helligånden får stof at arbejde med. Det sker bl.a. herinde sådan en formiddag. Tomas forstår det ikke: Men hvordan skal vi dog komme frem til det mål, du ridsede op for os? Da svarer Jesus: I kender godt vejen, jeg har vist jer den. Nej, det siger Han faktisk ikke! Han siger derimod, at vejen, det er Ham selv. Jesus er med andre ord ikke kun vejleder, ikke blot pædagog eller coach, der viser vej, nej Han er selv vejen. Det er i selskab med Ham, vi skal gå ind mod fremtiden. Ja, Han er ikke engang kun en af vejene, Han er vejen og så meget, at Han siger: Ingen kommer til Faderen undtagen via mig! Det siger Han. Det er jo dybt provokerende. Islam og buddhismen og ateismen når ikke frem, ikke en almindelig tro på Gud og der er mere mellem himmel og jord, ikke uden Ham! Ja, det er jo tåbeligt. Han er jo ikke rigtigt klog. Well. Nu siger Han ikke det her for at provokere eller for at bebyrde vore hjerner, men for at trøste vore hjerter. Han siger ikke sådan noget for at vi skal slå andre i hovedet med det, hvad vi somme tider har gjort i kirken, når vi har pustet os op.
6 Nej, hvordan er det nu, Han er, Ham Jesus? Han er manden, der tiltrak dem, der havde det værst og fordømte sig selv mest. Manden med det der særlige blik, gennemskuende og barmhjertigt. Samme aften, hvor Han siger det her, vasker Han disciplenes fødder og bliver selv forfærdet det Han siger, de ikke skal være - og sveder blod i angst for korset og så tager Han det på sig. Det er Ham, der siger, Han er den eneste vej, der når frem til Gud. Når der Ham, der siger det, så tror jeg, er det, fordi det er sådan. Ja, og så for at trøste vore hjerter. Men hvordan kan Han dog betyde så meget? Fordi Han ikke lyver, men taler sandt. Han rummer sandheden, det, der ikke kan skjules, Guds tyngde, indhold,. Han er den søn, Gud har, Han gav sig selv for os, Han har som den eneste i historien besejret døden. Jamen, så må Han være sandheden! I Ham satte Gud alt på ét bræt. I Ham har vi set Gud. Ham vi ikke kan se. JEG ER - har ladet sig se sådan, dér, i Jesus! Derfor er det nu sådan: gennem livet er vi på vej til livet. Det skal trøste os og vriste ængstelsens plage ud af os og derfor skal Hans mægtige udsagn viskes nænsomt: Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden ved mig. På trods af alt, kan vi derfor slutte med at sige til hinanden i tillid til Ham: Så kan vi godt lade jubelen bryde løs. Amen.
7