Incest Af Jette Fog. Hvad var det dog der skete

Incest Af Jette Fog Hvad var det dog der skete 12 Nr. 16. 2000

Retssalen er et skidt sted at afdække meget gamle incestsager. Hvad var det, der skete for ti, tyve eller tredive år siden? Og hvordan står det til med offerets hukommelse og med krænkerens? Justitsministeren har foreslået at forlænge anmeldelsesfristen for incestsager. Det lyder som et både fornuftigt og rimeligt forslag: Hvis folk som børn er blevet så alvorligt forulempet, som incestklienter er, så må det være rimeligt, at de kan lægge sag an mod krænkeren også hvis overgrebet er sket for mange år siden. Og ligeledes må det være rimeligt, at disse mennesker, som andre voldsofre, kan få en økonomisk kompensation for den lidelse, de er blevet påført. Man skulle tro, at det var enkelt. Det er dog ikke så ligetil, hvilket erfaringer fra andre lande her især USA kan vise; og et gennemført lovforslag af den art kan meget vel resultere i flere problemer (og mere lidelse) end det problem, det er fremsat for at løse. Hvad handler det om? Det går op for en person, at hun har været udsat for incest som barn, og hun anmelder krænkeren, der ofte benægter det skete. Hun kan nu huske de pinefulde detaljer, og dem fortæller hun. Hun bliver eventuelt støttet af en klinisk psykolog/terapeut i retssalen. Den anklagede krænker og hans forsvarer støtter sig til vidnepsykologien og til den omfattende forskning, som efterhånden findes om erindringsevnen. Disse er de vigtigste elementer i den diskussion, som er foregået i USA og andre steder, og som tilsammen har givet den en aldeles ugennemskuelig karakter. Det, jeg skriver om her, drejer sig altså om voksne, fordi det er voksne jeg har beskæftiget mig med i mit terapeutiske arbejde, men dilemmaerne er jo ikke mindre, når det handler om anklager om overgreb mod børn. Uretfærdighed Konkret drejer sagerne sig om den voksne kvinde (som oftest kvinde, men ikke altid), der anklager sin far for engang at have begået overgreb mod sig. Hun har enten altid vidst, at hun var incestoffer, men har fortiet det, eller hun har skubbet den måde, de levede familieliv på, ud af sin bevidsthed, så at hun lever sit voksne liv med et hav af fysiske og psykiske symptomer, men uden viden om eller forståelse for, hvad disse symptomer kommer af. Der kan så ske det, at hun pludselig husker det, der skete detaljeret eller vagt. Dette kan ske ved en lejlighed, hvor hun fx ser noget i fjernsynet eller i sit arbejde (en del af disse kvinder er, så jeg et sted, i omsorgssektoren, hvor man jævnlig konfronteres med (tale om) incest og incestfamilier). Det kan også ske i en terapi, hvor det enten kommer for en dag over lang tid og i små stykker eller kommer bragende som meget ubehagelige billeder fra den gang. Men og der kommer det problematiske ind hun kan også have det forfærdelig dårligt, være deprimeret og angstfyldt og tilskrive sin tilstand til en incest, som man jo nu om dage har rige muligheder for at læse om og høre om i medierne. Ikke for at lyve (dette kan selvfølgelig ikke udelukkes, men er, tror jeg, mindre hyppigt), men for at få mening i sin elendighed. Hvis kvinderne befinder sig i en terapi, er det ikke afgørende vigtigt, præcis hvor stort overgrebet var, om det bestod i samleje, tilnærmelser eller i en seksualisering af hele samværet; den faktuelle sandhed er ikke det, vi primært går efter. Den er ikke ligegyldig, men det er kvindens oplevelse af sin situation nu og før, som er fokus i terapien. Men dette er ikke tilstrækkeligt i en retssag. Her drejer det sig faktisk om faktuel sandhed, og her er det altafgørende, om kvinden taler sandt i en juridisk forstand. Eftersom der sjældent var vidner, og eftersom alle søskende og moderen kan have deres egne interesser i ikke at rode op i fortiden, så står og falder sagen med tiltroen til kvindens udsagn eller tiltroen til den anklagede krænkers udsagn. Dommen kan falde ud til kvindens fordel, og den kan være uretfærdig: der skete faktisk ikke noget strafbart. Der kan være sket så meget andet, men ikke det, sagen drejer sig om. Dommen kan falde ud til faderens fordel, og den kan også være uretfærdig kvinden, som har stridt med fortielser hele sit liv, bliver mistroet, og det Fotos: Billedhuset/2. maj Nr. 16. 2000 13

vil sige: får sin virkelighedssans anfægtet. I alle tilfælde er familien ødelagt, og så vidt jeg kan se, er der ingen hjælp at hente, så længe man bringer disse gamle anklager ind i en almindelig retssal. Hele dette i forvejen indviklede problem bliver så yderligere forkludret, hvis der kommer penge ind i det, hvis altså forsikringsselskaber og advokater får den samme interesse i sagerne, som de har i USA. Her har døtre lagt sag an og krævet penge, mange penge, fra deres fædre, og fædre dernæst lagt sag an og krævet penge, mange penge, fra terapeuter og døtre, hvis de følte sig uretfærdigt anklaget. Jeg tror, at der sker noget absolut skidt, hvis de implicerede kan kræve en sum penge til erstatning. Det flytter den personlige smerte og lidelse, der består i at gå igennem denne sag, ufortalt opmærksomheden fra at erkende virkeligheden, se den i øjnene og forsone sig med den til et spørgsmål om at skaffe sig og få ret og dermed penge. At komme overens I den internationale forskning og i den kliniske psykologi har problemet om incestanklagerne og dommene ofte udspillet sig under overskriften Kontroversen om de falske erindringer, dvs. som en diskussion om sandheden af erindringer om seksuelle overgreb i barnealderen samt en diskussion om, hvorvidt denne sandhed kan afgøres. Meget i diskussion afhænger nemlig af, i hvilken udstrækning terapeuter og retsvæsen kan stole på andre menneskers personlige erindring. Hertil kommer, at hukommelsens problem er blevet ganske betydeligt skærpet ved at blive placeret i en retslig sammenhæng. I 1989 fjernede man i staten Washington forældelsesfristen for sagsanlæg og krav om erstatning fra incestofre mod deres krænkere. Før det tidspunkt var sagerne forældede, medmindre de blev anlagt nogenlunde med det samme, men dette udelukkede, at voksne ofre kunne lægge sag an på grund af overgreb begået mod dem i deres barndom. Nu blev det således, at sagerne kunne 14 Nr. 16. 2000

anlægges, i indtil tre år efter at ofrene huskede de overgreb, de havde været ude for. Dette kunne være rimeligt og rigtigt, forudsat at hukommelsen stort set er ufejlbarlig, og at man altid kan stole på den erindring, som dukker op efter at have været glemt og gemt i underbevidstheden i ti, tyve, tredive år eller endnu længere. Og forudsat, at det overhovedet er rigtigt og rimeligt at afgøre den slags sager i en retssal, der drejer sig om et overgreb, der er sket for mange år siden. Det synes jeg ikke, det er; i bund og grund synes jeg, det er et terapeutisk anliggende snarere end et egentligt juridisk anliggende; et anliggende, der handler om at komme overens med sin historie. Andre stater fjernede ligeledes forældelsesreglen, og alt i alt har dette resulteret i et stigende antal søgsmål (hvor mange er ikke klart), som er gået for sig efter følgende model: Kvinder anklager og søger erstatning fra den, som de mener har krænket dem for længere eller kortere tid siden. For nogle af kvindernes vedkommende er overgrebene pludselig gået op for dem i terapi (hvor mange ved vi ikke), og de beskæftiger sig i terapien med det, de altid har vidst eller nu kommer til at huske overgreb, som er sket for årtier siden. Terapeuten går i brechen for disse kvinder i retten og hævder med sin faglige ekspertise, at der ikke er tvivl om, at det, som kvinderne husker, også er det, som er sket. Kampen om mammon På denne baggrund opstod der i 1992 en forening af sagsøgte: de anklagede krænkere og deres familie, som var/hævdede sig uretfærdigt anklaget, og som hævdede, at det, som (især) deres døtre huskede, ikke var det, som var sket, men tværtimod var falske erindringer eller fantasier. De talte om et False Memory Syndrome. De anklagedes forening allierede sig med forskellige slags professionelle, heriblandt hukommelsesforskere, som havde forsket i vidnepsykologi, og det betyder fortrinsvis forsket i usikkerheden af det, vi husker. Forskerne går da, når datter anklager far, i retten som videnskabelige eksperter/konsulenter og fortæller dommer og jury om, hvor hyppigt og almindeligt det er at huske galt og at huske noget, der ikke er sket. Forskerne udtaler sig på grundlag af forsøg og (ikke-kliniske) empiriske undersøgelser generelt om erindringens natur og om den generelle mulighed af pseudoerindringer. Disse helt generelle udsagn om erindringens natur må således (logisk set) strengt taget også kunne gælde for gruppen af anklagede krænkere. Også krænkere kan være stærkt motiveret for at glemme eller for at huske galt, også for dem må falske erindringer være en reel mulighed, men i kampens hede har netop dette været underspillet. Det næste, der sker, er nemlig, at den far, som har fået dom, anklager og sagsøger såvel datter som datters terapeut for falske anklager. Som sagen står, er der tale om en bitter strid mellem sagsøgende ofre og sagsøgte krænkere og mellem behandlere og forskere. Men spørgsmålet er i dén form et spørgsmål, som er opstået af juridiske og økonomiske grunde. Der er mange penge på spil i USA; flere millioner dollars er givet til kvinder, som har vundet deres søgsmål. Meget ser ud til at springe ud af de økonomiske interesser, og jeg håber ikke, at forsikringsselskaber og jurister i Danmark nogen sinde kommer ind på det psykologiske marked på denne måde. De professionelt implicerede har i USA penge på spil, de skal derfor have gode forsikringer, og jo bedre forsikringerne bliver, des større bliver de beløb, det kommer til at dreje sig om. Det bliver for fx psykologer, som har med incestklienter at gøre, modsætningsfyldt at tegne forsikringer: Individuelt og på kort sigt er det godt at have en god forsikring, hvis man skulle blive anklaget for at have puttet griller i hovedet på en klient, men i det lange løb skruer det pengesummerne op for alle deltagere, således at det bliver dyrere. Vinderne bliver forsikringsselskaberne. I USA kommer retssystemet således i realiteten til at støtte, at de implicerede parter får interesser ikke i sandheden, men i at vinde. Både ofre og krænkere får helt ydre interesser i at vinde givne retssager, ligesom forsikringssystemet kommer til at støtte sagføreres grådighed og meget offensive fremfærd og terapeuters og forskeres status og økonomiske interesser som eksperter. Diskussionen har til tider været giftig, meget personlig og meget uforsonlig, og når det er sket, har de professionelle især erindringsforskere og jurister på den ene side og kliniske psykologer/terapeuter på den anden i vid udstrækning forskanset sig i hver sin lejr, hvorfra de råber ad hinanden, men ikke taler med hinanden. Og sådan har det været mange steder. Jeg deltog i en international konference om falske erindringer i 1996, og jeg var rystet over det betændte klima, der var omkring hele diskussionen og rystet over hele uløseligheden af problemet. Der var forskere, jurister og psykologer fra Australien, New Zealand, England, USA, Canada, Tyskland m.fl., og alle steder var det den samme debat og den samme giftige og uforsonlige debatform. Det kan derfor være nyttigt at være forberedt og på forhånd at kende til, hvad der er impliceret. Den fejlbarlige erindring Dette er i hvert fald noget af det: Der er så vidt jeg kan se et modsætningsforhold mellem juridiske hensyn og behandlingshensyn, og dette modsætningsforhold kan ikke ophæves. For dilemmaet gælder, at der kan argumenteres for begge sider, men også, at præmisserne for de to sider er inkommensurable, hvis man kan sige det sådan: På den ene side er det den an- Nr. 16. 2000 15

klagedes retssikkerhed, som er på spil. På den anden side er det offerets det være sig barns eller voksens ret til anerkendelse af realiteterne, der er på spil: Kun hvis der er tale om en incestsag eller en børnesag, hvor krænkeren tilstår eller så at sige bliver antruffet med bukserne nede om hælene, eller en sag, hvor det efter en grundig klinisk undersøgelse er helt oplagt, at barnet eller den voksne fantaserer, er der intet problem. Men så let er det sjældent. Så snart anklagen benægtes, og så snart den skal hvile på de impliceredes udsagn, bliver det problematisk, og sådan er vel mange, måske de fleste sager. Det bagvedliggende problem er på den ene side, at den menneskelige erindring ikke er ufejlbarlig, og at meget i disse sager, som skete for år tilbage, hviler på netop den menneskelige erindringsevne. I disse sager er det ofte sådan, at ord står mod ord, og hukommelse står mod hukommelse. Ifølge sagens natur er der sjældent vidner, derfor kommer udfaldet til at afhænge af psykologernes og juristernes skøn om de implicerede, konkrete personers respektive troværdighed. På den anden side er det nemlig sådan, at denne forskning om erindringsevnen kan udtale sig om, hvorledes mennesker generelt husker og glemmer, om hukommelsens almindelige nøjagtighed og dens almindelige påvirkelighed, mens den kan sige absolut ingenting om, hvorvidt netop denne klient eller denne anklagede taler sandt eller ej. Drejer det sig om en voksen, der tredive år efter hævder, at hun var ude for misbrug og overgreb som barn, står og falder det hele med, at hendes erindring faktisk er en erindring og ikke en pseudoerindring, og den sag kan vi kun skønne om. Der er fra klinikerens side tale om et kvalificeret skøn, men også med et sådant kan man tage fejl. Diskussionen handler altså om forholdet mellem genstanden for erindringen og selve denne erindring, mellem det skete og det oplevede/det fortalte, mellem det faktuelle og det psykologiske. Og den handler om den viden, man har om, hvordan tingene er i almindelighed og om, hvordan de er i netop dette tilfælde. Og den handler for dette sidstes vedkommende om, at man ikke kan slutte fra, hvordan de er i almindelighed til, hvordan de er i netop dette tilfælde. Vi kan ikke vide Det, som bl.a. har gjort diskussionen så bitter og uforsonlig, er, at meget i diskussionen om det enkelte tilfælde i en egentlig forstand ikke lader sig afgøre. Dertil kommer, at den drejer sig om det dybeste tabu, om den seksualitet, som er og ikke må være mellem voksne og børn. Vi kan i det store og hele stole på vores erindring, men i det store og hele er ikke nok, når det som her drejer sig om anklager, der kan ødelægge andres liv. Hvorvidt lige netop denne klient kan stole på sin erindring, og om den professionelle dernæst også kan stole på den, er det, som denne skal skønne om. Der er i sådanne sager uløselige dilemmaer og modsatrettede hensyn: Man skal, på trods af en principiel uafgørlighed, træffe en beslutning af retslig art. Der er et hensyn at tage til de mennesker, der har fået overgreb begået mod sig, og som siden har levet liv, der har været fuld af lidelse. Og der er et hensyn at tage til retsbevidstheden at få en uretfærdig anklage for overgreb mod ens børn rettet imod sig kan ødelægge et liv og en families liv. For mange sagers vedkommende er det sådan, at det faktisk ikke er til at afgøre, hvad der er sket. Vi kan ikke vide, om vi på trods af vores subjektive sikkerhed rent faktisk tager fejl af, hvem der er offeret i en given sag, og den usikkerhed, som vi i konkrete tilfælde alle bør have, fordi det hele beror på skøn og tillid til troværdighed, nager og skaber et irritabelt klima omkring diskussionen. Jeg tror, at der er en vældig pointe i at fastholde, at vi alle er og bliver usikre på dette felt, og at vi aldrig, hverken forskere eller terapeuter eller anklagere eller forsvarere, kan opnå den sikkerhed i afgørelsen, som vi gerne ville have. Vi kan i det konkrete tilfælde aldrig forske os til sikkerhed, ej heller i en retssal afgøre sikkerheden, men må leve med forskellige grader af usikkerhed og afgøre sagen på det grundlag. Vi kan finde indicier på sikkerhed og sandhed, og det er det bedste vi kan opnå det er så at 16 Nr. 16. 2000

sige et vilkår hvilket kunne mane til en vis ydmyghed over for skråsikre påstande. Det er ikke nogen akademisk diskussion. Tværtimod, det er en pinefuld afgørelse, eftersom det er sådan, at folk kommer til skade, hvis vi tager fejl: Hvis vi lukker munden på et menneske, som engang har været udsat for incest, og som eventuelt har taget tilløb og er gået gennem angst for at få mod til at fortælle, ja, så har vi måske med vores mistro lukket munden på hende for altid. Hvis vi støtter et menneske, som uberettiget lægger sag an mod nogle forældre, så er deres liv ødelagt. Hvis vi støtter en familiefar, som rent faktisk har krænket en datter, så er denne datter nok engang blevet krænket. Den eneste måde, hvorpå vi kan være helt sikre på at undgå at krænke nogen af parterne, er ved altid at gøre det rigtige, og den garanti kan vi ikke få noget steds fra. Et skidt sted Kontroversen bunder i et meget stærkt dilemma, også for de faggrupper, som deltager i den. Man kan som terapeut være meget påpasselig med ikke at presse klienten, man kan respektere grænser, og man kan dog risikere, at det materiale, man får ud af arbejdet, uden at man opdager det, er delvis eller helt fantaseret, hvis klienten er struktureret og motiveret på bestemte måder. Sommetider vil man kunne mærke det og tage det op. Men man vil ikke med fuldstændig sikkerhed kunne afgøre, om det er erindring eller erindring, og dette er, som jeg ser det, et vilkår, når afgørelser skal hvile på menneskers erindring og udsagn herom, og blot det. Det er sjældent et problem i terapien, hvor man som regel først giver sig til at undersøge sandheden af en fortælling, hvis der er noget i det konkrete samspil, der kalder på en tvivl og en undersøgelse. Men netop i overgrebs- eller mishandlingstilfælde, der bliver anmeldt, gør akkuratessen en forskel, for enhver tale om et offer implicerer en krænker, og søger ofret et retsligt opgør med krænkeren, bliver spørgsmålet om, hvad der er fantasi, og hvad der er virkelighed, af vital betydning. Retssalen er et skidt sted at afdække sådanne sager. Det, som gør situationen helt umulig er, at ingen i dramaet i og for sig har privilegeret tilgang til sandheden; krænkeren har lige så gode grunde til aktiv glemsel som ofret har, forældre er ikke bedre sandhedsvidner end børnene, og deres erindringer har ingen forrang. Og går vi til de tilfælde, hvor offeret fortryder og trækker sine anklager tilbage, så er der heller ingen sikkerhed at hente der: Der kan være mindst lige så mange gode dynamiske grunde til at trække anklagerne tilbage som til at fremsætte dem eller for den sags skyld til at glemme, at man har krænket sit barn. Den anklagede krænker hævder sin uskyld, men der er på forhånd ingen som helst grund til at tro, at han husker bedre, end offeret Nr. 16. 2000 17

Bag artiklen Denne artikel bygger på kapitel 13 i Jette Fog: Saglig medmenneskelighed. Grundforhold i psykoterapien. Hans Reitzels Forlag, 1998. Kapitlet omhandler falske erindringer, og her kan hentes en mere uddybet argumentation og endvidere relevante litteraturhenvisninger. gør. Glemmer han, fordi der ikke er noget at huske, eller glemmer han, fordi der er noget at huske? Der er ingen sikkerhed i disse sager - og løsningen kan være falsk eller sand, helt uafhængigt af hvad personen siger, og hvad retten siger. Dette lander alle de velvillige hjælpere, såvel terapeuter som forskere og jurister, i et morads, også følelsesmæssigt. Disse sager er mere oprørende end de fleste andre, formentlig fordi de rører ved vores reaktioner over for børn, som den voksne jo burde beskytte og ikke misbruge. Pointen er vel, at vi ikke kan vide, men at vi somme tider er tvunget til at tage beslutninger uanset. Vi er i hvert eneste konkrete tilfælde tvunget til at gøre op med os selv, hvem der efter vort bedste skøn fortæller virkelighedens historie, og vi må gøre det, vel vidende at det kan være, at vi tager fejl. Det at det hele beror på et skøn, om end som sagt et kvalificeret skøn, fra såvel klinikeres som fra forskeres og juristers side, opfordrer som sagt til en vis ydmyghed fra alle impliceredes side. Der er ingen grund til fra nogen af de implicerede professionelles side at hævde, at de sidder inde med den viden, som kan afgøre konkrete tilfælde med sikkerhed: hukommelsesforskerens viden baserer sig på generaliseret kundskab om grupper af mennesker indvundet i et (kvasi-)eksperimentelt design, og denne viden kan ikke overføres til brug i enkelttilfælde. Klini- kerens skøn beror på en raffineret og udbygget erfaring det drejer sig om et kvalificeret skøn men det er og bliver netop et skøn, behæftet med den usikkerhed, som et sådant nu engang er. Der er tale om to forskellige slags erkendelseslogik; den ene hviler på en forskningslogik, og den anden hviler på den kundskab om et andet menneske, som man vinder gennem samtale og samvær; og det er en ganske anden sag. Familiedomstol? Skal jeg så gøre mig klog på, hvad man kunne gøre i stedet for at lukke op for et hav af uigennemsigtige erstatningssager, så må jeg først sige, at de nævnte dilemmaer selv med den største omhyggelighed og klogskab ikke kan løses; det er dilemmaer, som hviler i sagens natur. Men der er, tror jeg, nogle beslutninger af retslig og social art, der er bedre for de implicerede end andre. Jeg ved ikke, om man kunne forestille sig særlige familiedomstole, som kunne tage hensyn til de specielle problemer, der er impliceret i incestsager, men jeg ved, at de almindelige domstole i ringe grad er gearet til at tage hånd om disse sager, hvor i én forstand alle er ofre. Jeg ville endvidere ud fra udenlandske erfaringer overveje, hvad erstatninger i form af penge betyder for de implicerede parter. Så vidt jeg kan se, er det at give erstatning at gribe til en pseudoløsning, som ydermere kan føre andre problemer med sig. Jeg ville så langt foretrække, at man gav ofre og krænkere naturalier, det vil sige gav dem mulighed for at komme overens med det, der var sket, og det, de havde gjort, forsone sig med det hvad enten dette så skulle ske i til formål oprettede centre eller hos privatpraktiserende psykoterapeuter, der har erfaring med netop krænkere eller incestofre. Selv har jeg ingen erfaring med krænkere, men jeg kan forestille mig, at det ikke er mindre tidskrævende, idet der også her som oftest ligger en overgrebshistorie gemt. Eftersom det er en almen erfaring, at terapeutisk arbejde med både incestofre og krænkere tager lang tid, dvs. år, skulle der ikke være tidsbegrænsninger på det terapeutiske arbejde, og beslutningen om afslutning af terapien skulle ligge hos terapeut og klient i forening (sådan som den i øvrigt gør, når der er tale om klienter, der har midler nok til at betale selv). Det drejer sig om en barndoms tvang og forførelse, om en kærlighed blandet op med noget hemmeligt og forkert, om vold, om fortielse og forstillelse. Og det drejer sig om stærke angreb på realitetssansen. Det tager tid at komme overens med alt dette, og det er ikke gjort med en pose penge, ligesom det ikke er gjort med 12 ganges akut krisehjælp. Jette Fog er ph.d. i psykologi, lektor på Psykologisk Institut, Aarhus Universitet og privatpraktiserende psykolog. 18 Nr. 16. 2000