Hvad ethvert barn bør vide.

Transkript

1 Kvindens Hvem, Hvad, Hvor 1965: Hvad ethvert barn bør vide. Psykologparret Inge og Sten Hegeler udsendte i 1961 bogen Kærlighedens ABZ, som forargede mange danskere. I Kvindens Hvem, Hvad, Hvor fra 1965 rådgiver Sten Hegeler om seksualvejledning i artiklen Hvad ethvert barn bør vide : Hvad ethvert barn bør vide. Af Sten Hegeler. Hvorfor ikke storken? Der er i dag almindelig enighed om, at børn bør have sandfærdig oplysning, når de spørger, hvor de er kommet fra. Tidligere tiders søforklaringer om at storken har bragt dem - eller at de er hentet på en klinik - bliver vist næppe brugt meget mere - i hvert fald ikke i Danmark. Men hvorfor? - Hvad sker der, hvis man holder fast ved storken? For det første, må vi gøre os klart, at enhver søforklaring - enhver lille hvid løgn - er med til at præge barnets senere indstilling til kærlighedslivet. 1

2 Hvis vi systematisk undgår sandheden, vil det uundgåeligt føre til den opfattelse hos barnet, at kønslivet er noget modbydeligt og noget uhumskt, siden man for enhver pris undgår at tale om det. Det er en meget farlig indstilling at blive voksen med, for den kan ikke fjernes ad fornuftens vej - det drejer sig om følelser, der tidligt plantes i os med dybe rødder. Lad mig foretage et sidespring og spørge Dem, der læser dette: Er De tilfreds med den oplysning, som De i sin tid fik af Deres forældre? - De fleste af os, der i dag er forældre, fik meget lidt og meget utilstrækkelig oplysning af vore forældre i sin tid. - Det var især ældre kammerater, der fnisende og med svedne grin indviede os i livets mysterier, som vi også kalder dem. Kært barn har mange navne - men kønslivet er for de fleste af os også lidt af et problembarn. Hvor mange kan stå op og sige: Jeg har et fuldendt kønsliv - jeg har aldrig kendt til problemer på det punkt?. Hvis vi derfor skal gøre os håb om at vore børn, for hvem vi ønsker alt godt i tilværelsen, fremover skal have det lidt nemmere end vi, så må vi nok prøve at svare dem sandfærdigt, når de stiller deres såre enkle og naturligvis meget spændende spørgsmål: Mor, hvor har du fået mig fra? Men vi fandt da alligevel ud af det! - vil nogen sige - og det er naturligvis rigtigt. De fleste af os har fundet ud af det. Men mange af os har også glemt, hvor svært det var at være ung, uvidende, bange og usikker. Men det leder os frem til det andet væsentlige punkt: Hvordan gik det med vores tillid, da vi opdagede, at mor og far var veget udenom? At de havde løjet for os - eller bare fortiet - de faktiske forhold. For det opdagede vi jo ret tidligt, takket være elskværdige kammerater, etc. Hvordan føltes det, da vi fik at vide, at vores mor havde fornægtet den nære forbindelse, der før fødslen bestod? For slet ikke at tale om vores fars indsats. Mange reagerede i begyndelsen kraftigt: Det er muligt, at andre forældre har fået deres børn på den utiltalende måde, men mine forældre har bestemt ikke! - var tit den første tanke. Og den er jo ikke så rar. Så blev man overbevist - og skuffet. Skuffet over at være blevet narret, at være blevet svigtet - og det gik ud over tilliden til de voksne - til forældrene. Det er sket at børn i overgangstiden, med forældrenes ord i det ene øre og kendsgerningerne i det andet, er kommet i så svære konflikter, at deres nerver har taget skade. Skidt være med om vi siger, at månen er lavet af grøn ost. Det er mindre væsentligt, men her drejer det sig om noget langt vigtigere: Hvor er jeg kommet fra? - Det drejer sig om mig. Det er derfor - både af hensyn til børnenes senere liv som voksne og af hensyn til deres tillid til forældrene - vigtigt at de får rigtige svar på deres spørgsmål. 2

3 Hvornår begynder børn at interessere sig for sex? Hvis vi bruger ordet sex i vor almindelige betydning af ordet, er det først i puberteten års alderen - at børn interesserer sig for sex. Men hvis man med»sex«mener en lystfølelse af almen kropslig art, og også i forbindelse med kønsorganerne - så interesserer det børn fra fødslen. Seksualoplysning er ikke seksuel Børns behov for oplysning har imidlertid ikke noget med deres interesse for sex at gøre. Hverken i den ene eller anden betydning af ordet. - Det er hos os voksne, at det er kædet sammen med vores interesse for kønslivet. Det er vigtigt, at vi prøver at holde fast ved den tankegang. For det er vores erfaringer og vores indstilling til kønslivet, der gør det svært for os at tale»naturligt«om de ting. (Der er forældre, der siger: Herregud, det er da så naturligt at tale naturligt om naturlige ting! - Jeg tror ikke på det. Jeg tror ikke, at det er nemt for nogen af os, der er vokset op i dette samfund. I denne forbindelse må vi også tænke på de forskelle, der er fra land til land. I Norge f. eks., er man med hensyn til seksualoplysning en menneskealder efter Danmark. Det vil sige, at børn i dag dér stort set opdrages som vi voksne blev det - nemlig uden sandfærdig besked). Børns første spørgsmål i den retning er altså ikke seksuelle - ikke udsprunget af nogen nyfigenhed. Det er et ganske naturligt spørgsmål, udsprunget af en ganske normal udvikling. - Normale børn begynder at gå omkring 15 måneders alderen. De begynder at tale omkring det samme tidspunkt, men interessen for at samle på frimærker og kastanjer begynder først omkring de første skoleår. De første spørgsmål kommer hos børn med normal intelligens omkring 3-4 års-alderen. Hos særligt fremmelige børn måske lidt før - hos de lidt tungere måske lidt senere. Imellem tre og seks år dukker med mellemrum visse spørgsmål op. Det er spørgsmål som: Hvorfor er jeg en dreng? Hvor er jeg kommet fra? Hvornår kan jeg gifte mig? 3

4 Læg engang mærke til, at for et lille barn er der ikke nogen sammenhæng mellem disse tre spørgsmål. De er hver for sig lige så logiske og interessante som spørgsmålet: Hvorfor tænder lyset, når jeg trykker på kontakten? Det er os og vor viden, der gør dem til noget særligt - til noget, som vi er lidt bange for at rode os ud i. Kan man begynde for tidligt? Bliver de interesserede før tiden? Mange forældre venter hellere for længe - af angst for at sætte noget i gang for tidligt. - Hvor tidligt skal man begynde? Hvad sker der ved at vente? Det vil være rimeligt at svare børnene, når de spørger. Altså omkring 3 års alderen og fremefter. Men der er børn, der ikke spørger, selvom de gerne vil have svar. Og man skal ikke være bange for selv at tage spørgsmålet op. Man kan ikke tvinge en nyfødt til at gå. Man kan ikke tvinge en 4-årig til at interessere sig for at klæbe Richs-billeder ind på samme måde som en skoledreng. Vi kan ikke tvinge et barn til at interessere sig for noget som helst, som det ikke er modent til. De børn, der bliver sendt for tidligt i skole, bliver ikke særligt interesserede i skolen af den grund - tværtimod. Og her er jo ikke engang tale om at tvinge oplysning i børnene, men om at fortælle dem lidt og se om de er interesserede. Og i tre-års-alderen har vi endnu med et ret uspoleret barn at gøre. Venter vi et år eller to er omgivelserne begyndt at præge det i højere grad. Så har barnet måske lært af de ældre kammerater at det er»noget uartigt«- eller af bedstemor, der jo ikke altid er fulgt med tiden. Det kan altså være lidt af et kapløb med tiden at præge sit barns indstilling i en fornuftig retning. Det gælder om at komme først - for den første påvirkning er stærk. Men jeg må også advare Dem. Hvis De ikke føler det rimeligt, at netop De giver barnet sandfærdige svar på logiske spørgsmål - så lad være. De skal ikke tvinge Dem selv til at gøre noget mod Deres overbevisning eller følelser. 4

5 Barnet er fintmærkende og skal nok føle, hvis der er noget galt. Og det er i en vis forstand nemmere at bruge storken. Så risikerer man ikke spørgsmål som:»hvordan kom jeg ind i din mave, mor?«og det spørgsmål har jo også krav på et sandfærdigt, ærligt svar. - Jeg synes naturligvis at De bør løbe linen ud, hvis De kan, men jeg forstår også udmærket, hvis De synes, det er vanskeligt og har uoverskuelige følger. - Mange regner med at det tager skolen sig af, men det er i reglen for sent. Hvorfor er det så svært? Hvorfor har vi da så vanskeligt ved at fortælle om faderens indsats og de mere indviklede ting? Ja, det var det, vi var inde på før: Alle vi, der i dag er forældre, har, da vi var børn, fået mangelfuld eller fejlagtig besked af vore forældre - dem, der i dag er bedsteforældre. Det er deres skyld, at vi stammer lidt i det og rødmer lidt, når de nysgerrige små stikker os et direkte spørgsmål ud. (- At så bedsteforældrene kan levere sorteper videre bagud er en anden historie). 5

6 Hvad opnår vi ved at give den rigtige oplysning i tide? Jeg kan naturligvis ikke love Dem et 100 pct. lykkeligt barn uden nogen form for problemer, hverken nu eller siden. Jeg kan kun sige, at De derved hjælper Deres barn en lille smule til at have lidt færre problemer end vor generation har haft - og at: De bevarer mere af Deres barns tillid også når den tid kommer, da de andre træder hjælpende til med deres oplysning. Hvor meget behøver man at fortælle? Mange forældre besvarer i dag de første af børnenes spørgsmål og vifter resten af. Nogen fortæller, at barnet har ligget i sin mors mave, men nægter at fortælle, hvordan det er kommet derind. Andre standser lidt senere. Nogen har brugt min lille billedbog Hvordan, mor? og har så ladet det være godt med det. Men dels synes børnene jo, at det er grumme spændende historier om dem selv - så de vil gerne høre dem igen og igen - dels er Hvordan, mor? beregnet på børn mellem 3 og 6 år (eller ældre børn, der ikke har fået noget at vide). Jeg har skrevet en fortsættelse, der hedder Peter og Marianne i skole, som er beregnet på skolebørn indtil puberteten. For børnene udvikles jo stadig og nye spørgsmål dukker op: Hvad er adoptivbørn?, Uægte børn?, Lokkere?, Menstruation? etc. etc. - og er man begyndt at svare sandfærdigt, bør man fortsætte. I puberteten er spørgsmålene jo endnu mere brændende og endnu mere inde på livet af børnene, så også der bør forældrene prøve på at være med og prøve på at hjælpe de unge. - Det er ikke gjort med at trække konfirmandinden til side og fortælle hende om bierne og blomsterne. Den rigtige og bedste oplysning begynder i 3-årsalderen og slutter først, når børnene selv ønsker at stå på deres egne ben i alle retninger. 6