G. L. DAM oc H. K. LARSEN AAKIRKEBY 1346-1946

G. L. DAM oc H. K. LARSEN AAKIRKEBY 1346-1946

skannet 2013 af Jesper Vang Hansen

G. L. DAM oc H. K. LARSEN AAKIRKEBY 1346-1946 MCMLI I KOMMISSION HOS AAKIRKEBY BOGHANDEL

Den 7. December 1946 var der forløbet 600 Aar, siden Aakirkeby fik tildelt sine Købstadsrettigheder. Da der ikke forelaa en samlet Beskrivelse af de større Begivenheder og Tildragelser, der var indtruffet i Byen siden da, og som har haft Betydning for Byens Udvikling, besluttede Byraadet at anmode Hr. Overlærer H. K. Larsen, der har beskæftiget sig med Lokalhistorie, om at skrive Byens Historie. Det har imidlertid været et besværligt Arbejde, da en Ildebrand for mange Aar siden tilintetgjorde mange for Sagen vigtige Oplysninger. Foruden i Akter og Optegnelser her i Byen er der indhentet Oplysninger i Det kongelige Bibliotek, Rigsarkivet og Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm. Hr. Larsen har haft en værdifuld Hjælper i Hr. Kontorchef G. L. Dam, Rungsted, der har skrevet Afsnittene om Stadsret og Byvaaben, om Tidsrummet fra Midten af 18. til Midten af 19. Aarhundrede samt de biografiske Oplysninger. Byraadet bringer begge d'herrer sin bedste Tak for det værdifulde Arbejde, der her er udført, og som sikkert vil afhjælpe et længe følt Savn blandt Byens Borgere og andre i Lokalhistorie interesserede. Aakirkehy Borg111estrrko11tor i juni 19 5 I.

Slutningen af Ærkebiskop Peders Brev af 7. December 1346 (efter Aakirkebyborgernes Afskrift fra 1648) DENNE BIRCKELOUG HER STANDER FORESCHREFFUEN vnde och sette wi Peder med Gudtz naade, Lunde ærkebiscop och Sueriges høffding, vore kiere byemend i Aakircke i Borendeholmb och dermed, at deris torrig schall vere paa løffuerdagen hereffter, saasom de haffue selffue ombedet och thill vidnisbyrd da er wort jndsegl thillhengt for dette breff, der giffuet vaar i Lund, effter vor Herris fødsel, tusinde winter tre hundrede winter fyrretiuffue winter och paa det siette aar, en dag nest effter Sankt Nicolaj daug.

Stadsret og Byvaaben 1. KØBSTADRETTEN DEN 7. December 1346 sendte Ærkebiskop i Lund Peder Je11se11 Galell et Brev til Borgerne i Aakirkeby, hvorved han gav dem Lov til at gøre Brug af de Retsregler, som var gældende i de skaanske Købstæder. Disse Retsregler kaldes af Retshistorikerne den skaanske eller helsingborgske Birkeret. Efter en Fremstilling af Birkeretten sluttede Ærkebispens Brev med at fastslaa, at Torvedagen i Aakirkeby herefter skulde være Lørdag. Et ganske tilsvarende Brev blev samme Dag sendt til Borgerne i Nexø, kmi'var der den Forskel, at Torvedagen sattes til Torsdag. Brevet til Nexøborgerne er gengivet i Thurahs Bornholms Beskrivelse. I den samme Bug findes ligeledes en Gengivelse af et Dokument, hvori Ærkebiskop Børge ( ogsaa kaldet Birgerus eller Birger) overfor Borgerne i Aakirkeby bekræfter Byens gamle Privilegier fra 1346. Børges Brev er i Følge Thurah udstedt 1511, men - som det vil fremgaa af det følgende - er det udstedt allerede i 1499. 1 ) Der er imidlertid rejst Tvivl om Ægtheden af disse Breve. I sin»samling af Sweriges Gamla Lag ar«(ix Bind, 1859) har den svenske Retshistoriker C.]. Schlyter ment at kunne paavise, at Brevene fra 1346 til Aakirkeby og Nexø ikke er ægte, og at der ogsaa er Grund til Mistanke om, at Ærkebiskop Børges Bekræftelse af Aakirkebys Privilegier heller ikke er det. 2 ) Der vil derfor være Grund til nærmere at undersøge, om Schlyters Tvivl er berettiget. Schlyter kender kun Brevene fra den Gengivelse, der findes hos Thurah. Han har saaledes intet direkte Kendskab til Brevet fra Peder 7

til Aakirkebyboerne, men ved kun om dette, hvad der kan sluttes ved at sammenholde Thurahs Gengivelse af Peders Brev til Nexøboerne med Gengivelsen af Børges Brev til Aakirkeby. Heraf kan det ses, at Aakirkeby ligesom Nexø i 1346 har faaet et Brev, der begynder med Ordene:»Huilcken mand der kiøber jord i Helsingborg...«Under et Besøg i København i 1854 søgte Schlyter forgæves i Geheimearkivet efter det Haandskrift, som Thurah havde benyttet ved Gengivelsen af Brevet af 1346 til Nexøborgerne, og han bad derfor Justitsministeriet om at ville undersøge, om Brevet fandtes paa Bornholm, men der blev svaret, at Haandskriftet hverken fandtes i Nexø Byarkiv, Byfogdens Embedsarkiv eller Bornholms Amtsarkiv. Schlyter var derfor henvist til at danne sig sin Opfattelse af Spørgsmaalet om, hvorvidt der havde ligget et ægte Dokument eller kun en senere Forfalskning til Grund for Thurahs Gengivelse af Nexøs Privilegier, paa Grundlag af hvad han kunde slutte sig til ved et nærmere Studium af Thurahs Gengivelse. Allerede den Omstændighed, at det var Navnet Helsingborg og ikke Navnet Lund, der nævnes i Brevet, vakte hans Mistanke, fordi det er Navnet Lund, der findes i de ældste af de endnu bevarede Haandskrifter af den skaanske Birkeret. Skønt Schlyter var klar over, at der i Thurahs Gengivelse var adskillige Fejl, som enten var Trykfejl eller skyldtes en fejlagtig Læsning af Haandskriftet, f. Eks. Soer for Boer, vylie, vyll for dylie, dyll, thee for ther, æed met oring mooe i Stedet for æn met ortug mon og lignende, mente han dog, at Stavemaaden i Gengivelsen var en saadan, at det kunde fastslaas, at det Dokument, der havde ligget til Grund for Thurahs Gengivelse, ikke kunde være ældre end fra Slutningen af det 15. Aarhundrede, og at man derfor maatte antage, at Dokumentet var en Forfalskning. - Af Ejendommeligheder i Stavemaaden peger Schlyter særlig paa, at ao skrives i Stedet for aa, f. Eks. ao, pao og kaos ter. Om det Dokument, hvorved Ærkebiskop Børge bekræfter de Privilegier, som Ærkebiskop Peder skulde have givet Aakirkeby, siger Schlyter, at dette Dokument godt kan være ægte, selv om det Brev, det har til Formaal at bekræfte, kun beror paa en Forfalskning. Han forklarer herom: 8

»01111111 ogsaa, hvad der er hojst sandsy11ligt, Brevet fra 1346, hvilket, saa vidt vides, il<ke nu 111ere _fi11dcs i Behold, har vwrct fclrfalsket, ka11 Sagrn dog!tave sin Rigtighed paa de// Maarle, at de bornholmske Stwdcr i lang Tid havde brnyttet drn 0111lu111dledc Stadsrct, og 11111ligt er drt ogsaa, at Tillade/se dertil er blevet giuet dem af Ærkebiskop Peder; 111cn da Stadrns Indbyggere hos Borge uildc begære Stadfrrstclse p.ia deres gamle Friheder, og ikke haijdc 11ogct ga111111c!t Origi11alhrev i Behold (0111 de ellers 1zoge11si11dc havde lwfi noget saadant), har de srndt Biskopprn c11 Af~ krifi af et f(ircgivct Breu af 1346, som i Virkelighedrn uar blc1jet udfindiget i Slut11ingrn af det 15. Aarhu11drcdc, og til Grund j(ir lzpilkct der Par!J/c Fct lagt en af de paa drn Tid gangbare Afskrificr, i hl'ilke11 ti/fddigl'is Navnet Helsingborg /lar 1l<l'IJ11t«. Som. man ser, har Schlyter maattet konstruere en hel lille Historie for at klare den Vanskelighed, som fremkommer ved, at Thurah gengiver et Brev, der bekræfter det gamle Brev fra 1346, som Schlyter antager er en Forfalskning. Schlyters vidtløftige Forklaring volder dog blot nye Vanskeligheder. Hvilke Bevæggrunde skulde have fort Aakirkeboerne til at lave en saadan Forfalskning? Hvis de tidligere havde haft et Dokument, der var bortkommet for dem, vilde det dog have været naturligere at bede om en Genpart af det gamle Brev eller en Bekræftelse paa det i Stedet for at indlade sig paa den meget vanskelige og risikable Sag at forelægge Ærkebispen et forfalsket Brev, der gav sig ud for at være fra en af hans Forgængere. Her maa man erindre, at Schlyter i Virkeligheden intet direkte Kendskab havde til Peders Brev til Aakirkeby, men han har af Børges Bekræftelse af Byens Privilegier kunnet se, at Borgerne maa have forelagt-bispen et Dokument, svarende til det, som i Følge Thurah er sendt til Nexø. Formaalet for Schlyter er at kunne fastholde sin Opfattelse, at Brevet til Nexø, som han kender i Thurahs Gengivelse, er en Forfalskning. Men her maa man igen spørge, hvorfor skulde Nexøboerne have lavet en saadan Forfalskning? De har jo - saa vidt vides - aldrig anmodet nogen Ærkebiskop om en Bekræftelse paa deres Privilegier, og maa altsaa have haft andre Grunde end Aakirkebyboerne til at optræde som Dokumentfalsknere. Et saadant Falskneri var jo iøvrigt ikke gjort blot med at sende en af de gængse Afskrifter af den skaanske Birkeret til Bispen, men der maatte ogsaa forfalskes en Tilføjelse som den, Brevet til Nexø i Følge 9

Begyndelsen af Aakirkebyborgernes Afskrift (1648) af de af Ærkebiskop Peder i 1346 givne Privilegier. Se Faksimile af Slutningen Side 6. DETTE ER BIRCKERETT I KIØBSTEDERNE i ALL SCHAANE HUILCKEN MAND DER KIØBER JORD I HELSINGBORG aff anden mand da schall jord schiødis hiemme ved dør, med gode mends vidne, da schall den schiødning stande. FESTER MAND JORD AFF BOENDE ATT KIØBE, OCH WIL ey holde sit kiøb, bøde sex øre for festning, eller døllie meth sex mend. FESTER MAND JORD AFF BOENDE OC DRICKER LIDKIØB derpaa, och will ey siden holde sit kiøb, da schall hand bøde 3 mark. BOER BOENDE VED BOENDE OC FLØDER PAA HANNOM, DA schall hand bøde 3 mark eller tylter æed. SCHILL MAND OM GAARD ELLER OM HUSS, VERE HIN wed værn, op paa haffuer siddet, med tolff adellbønder. THAGER MAND AFF GAARD, WDEN ELLER JNDEN, bøde tre mark eller werge sig meth tylter æed. 10

Slutningen af Aakirkebyborgerncs Afskrift ( 1648) af den af Ærkebiskop Børge i 1499 givne Bekræftelse paa Byens Privilegier (se Side 14 og flg.) med Borgernes Erklæring om Kopiens Rigtighed. 11

Thurah sluttede med vedrørende Torvedagen. Desuden skulde en saadan Forfalskning vel helst være forsynet med Ærkebispens Segl, der udtrykkelig angives at være»tilhængt«. Det er ogsaa værd at lægge Mærke til, at Børges Bekræftelse af Aakirkebys Privilegier ikke er udfærdiget i Lund, men ved et Besøg, Bispen gjorde i Aakirkeby. Bispen maa altsaa tænkes at have staaet Ansigt til Ansigt med selve Falsknerne, hvem det ikke blot er lykkedes at formaa Bispen til at bekræfte Peders Brev fra 1346, men ogsaa til at erklære, at det samme Brev var bekræftet af hele tre af hans Forgængere, Peder Lycke, Thue og Jens Bradstrup. Udgangspunktet for Schlyters Kritik af de to Byers Privilegier fra 1346 var som anført en Henvisning til Nexøbrevets særlige Ortografi, saaledes som den er gengivet i Thmah. En tilsvarende Kritik bliver Børges Brev til Aakirkeby ikke gjort til Genstand for. Schlyter gør dog opmærksom paa, at Gengivelsen af Børges Brev maa indeholde en Fejl, fordi Aarstallet for Brevets Udstedelse - der i Følge Thurah skal være 1511 - fejlagtigt er skrevet: MCDXI i Stedet for: MDXI, som der skulde have staaet, hvis Brevet var skrevet i 1511. Herom siger dog Schlyter, at selv om dette kunde forstærke Mistanken om Brevets Ægthed, fordi en saadan Fejlskrivning er mindre sandsynlig i et originalt Diplom, kan der dog ikke lægges nogen Vægt herpaa, fordi det urigtige Aarstal kan være fremkommet ved en Trykfejl. Det er imidlertid saa heldigt, at dette Tvivlsspørgsmaal lader sig løse, fordi Aakirkebys Borgere - som Svar paa en Opfordring til alle Landets Købstæder om at indsende Afskrifter af deres Privilegiebreve til Kongen - i 1648 indsendte Afskrifter til Kong Frederik III saavel af Privilegierne fra 1346 som af Børges Bekræftelse fra 1499. 3 ) Thurah gengav Dateringen af Børges Brev saaledes:»datumaakirckebye Ao. Dni. MCDXI nono die Natalis St. joh. Baptist«. I Aakirkebyboernes Afskrift fra 1648 er Dateringen gengivet saaledes:»datumaakirckebye, anno domini MCDXCnono, die Natalis St.]oh. Baptistæ nostro sub signethæ«. (Se Faksimilegengivelsen Side 11 ). Dette bekræfter, at det er Thurahs Gengivelse af Aarstallet, der er urigtig. Det drejer sig ikke om 1511, men om 1499. Bispen har»under vort Segl«udstedt sin Bekræftelse af Byens Privilegier ved et Besøg 12

i Aakirkeby i det Herrens Aar 1499 paa St. Johannes D0berens (Kirkens Skytshelgens) Fødselsdag (St. Hans Dag, den 24.Juni). De Gengivelser af de gamle Privilegiebreve, der i 1648 blev indsendt til Kongen, og de Breve, der medfulgte, belyser Spørgsmaalet om de oprindelige Dokumenters Ægthed paa en saadan Maade, at den sidste Tvivl om, at Brevene ikke skulde være ægte, forsvinder, og de skal derfor nærmere omtales her. Af Nexøborgernes Indberetning kan det ses, at det gamle Dokument fra 1346 var et af de faa, der ikke blev ødelagt af Svenskerne, da de 1645 plyndrede og afbrændte Byen. Nexøboerne skrev følgende:» Ejfcrso111 1/lj fattige ll11dersaatcr, horgc111estcr och raad sampt mccnige horgcrschah!'di Ne.w paa Borri11ghol111h hajjucr 11;errit, eficr Worris allernaadigste Herre oclz Ko1111i11gs 11aadigstc 111issiue, ah l/l(>rris gunstige slodshcrre forrcholdl'll c11 richtig dcsig11atio11 oclz copic, 1'11dcr stadtz seigcl, at JYembschickc, paa alle dj priuilcgicr, som 11 j 1;dj l\'cxc hajjiicr, och 1111 l'di hrug ehrc, Da er dcrpaa 1/lorris aller1111derda11(<;st erklerri11gh, att alle ll'orris hre/jiic, som ;\"exe ]'riuilegicr fl!ar a11/iggrndc, hlc/juc, med huis j;m11uffi1c 1Jdj Ncxc 111ar, hortplo11derit ah de sucnschc 1zu sist j(1/cde11 Ji'ide, l'drntage11 jtt stocr hrch 1.w pcrgi111c11dt, so111 ickc!wffi1cr vdj plondcri11gs thid ligget dj suc11schc for hende, som er saa ga111111elt, att mand dcd cv kand 111dcopic, thij c11 partt steder ehr l:ogstajji1emc 1Fdgaac11, ka11d dog i hegv11dclsc11 Fdi s11111111c hrejj'cr_/:1hris, att dcd chr dc11d rctt 111cd alle sine artickulcr som Helsingborg er 111edj;1rlee11tte, och staar thi/ sluttrning efter alle artickuler, ded 111and kand 1/ldlcsc so111 ji1/gcr, Dc1111c hirckclo11g her stander schrcjj'uit w11de och stede, Wi Peder med Guds 11aade, Lunde erckc hischop och Sucriigs højjdi11g, 1/lorre kicrrc hyc111rnd Pdj Ne.w på Horri11gho/111h, och dermed, att dcrris torg schal 11Jcrre paa torsdagrn hcrcfier, so111 de scl.ffi1rr l1affi1cr omhedit, oclz til t/li11dishyrd, da chr 1/lort j11dscgcl thi/11c11gt, fcir dette hrc{f; P~r,;i.ffi1ct 11'ar i Lund, cjitcr 1/'or Herris fødsels tusi11dc 1JJi11dtcrc, trci h1mdcrc 111i11dtcrc }i>rge ty/jite 11,i11dtcrc och paa dcd sictte aar, c11 dag 11cst efficr St: Nicolai dagh. Huilchc Nexc hycs privilegier altid el1r 11aadigst med co11_h'r111atio11 ah høvlojj'/igc ko1111i11- gcr vdj Dm111c111arck hle.ffurn j;ir/;cderit, so111 ah Ro1111e hyes priuiligier, och 11aadigstc co11- firmatio11 1111 ah drn11em /re111hsrndis wpic v11dcr Ro1111c stat;:: seigcl kand crfahris (/1uor vdi 1\'cxc med j11dhenc.f/i1is). Som wf fatt(<;c 1J11dcrsaattcr vdi 1\lcxc allenn1dcrda11(<;st }cin1101tcr worris allcmaadigstc Herre oclz Ko1111i11gs naadigstc co11fin11atio11 paa, at crla11gc, huilckct Gud i himmelen Hans kong/: A1ay: tt rigcligrn igirn hclønncr med jtt locksaligt och la11guarrcndc regiment. Datu111 Ncxc paa Borringhol111h, de11d 24. scptemhris a11110 1648. Eders kong/: May: tts allcrv11derda11igstc v11dersaatcr i 1\'cxe paa Borringlzolmh. «3 ) 13

Den af Aakirkebyboerne i 1648 angivne Erklæring lød saaledes:»stormechtige høybaarne jørste, allernaadigste herre och konning, Gud almechtigste forlehne Eders kong!: May: tt meth sundheth och karschhed!enge at lejfue, och vel! at liide, bade thill siel och liff. Eftersom Eders kong: May: ts naadigst missiue thill woris gunstige slotzherre, daterit Kiøbenhaffn den 29. julij næruerende aar 1648, for os er fest och forkyndt dend 24. septembr: nest forleden, belangende en richtig copiæ vnder stadtz jndsegl at en huer Kiøbstedtz priuilegier her paa Borringholmb, effiersom de nu huos os vdj brug ere att se hulle fremschickis, huorfore ivi vnderschr:ne Eders k:m; vnderdanigste tienere och vndersaatte i Aakirckeby, som er en gammel axellstad her paa Borringholmb, och saa hermeth tillige med de andre kiøbstæder her paa landet fremschickes en richtig copie aff woris byes priuilegier, som os ere gilfuen olfuer 300 aar forleden, och os siden dend tid, alf fremfarne konger vdj Danmarck, meth salig och høyloffiig ihukommelse naadelige ere forvnt att niude och beholde, huilcket wi vnderdanigst forhaabe Eders k:m: vdj Eders loffiige regerings tiid, os och saa ( nest Guds hielp) naadelige beuillger och tillader samme woris priuilegier att beholde 1 och paa det allervnderdanigste ydmyge/igen bede och begicre Eders kong: May:t wille os samme woris priuilegier (os fattige jndbyggere i Aakirckebye til befordring, trøst och størcke, guod politie och schick huos os dis bedre at holde vedlige) af kongelig gunst och mildhed naadeligen confirmere och stadfeste. Gud almechtigste will Eders kong: Mayt: derfor rigelig welsigne wi och stedze wille findis Eders k:m: tronens lydige vndersaatte bode meth lilf och guodtz alf yderste formue 1 som wi oss plichtig kiendis, det kiende Gud almechtigste, vnder huis guddommelige naadelige beschermelse wi hermeth vnderdanigst wille halfue Eders k:m: euindelig befalet, ynschendis Eders k: M: her huos it languarigt, løksaligt och fredeligt regimente. Schrelfuet i Aakirkebye, dend 28. septemb: ao: 1648. E:k:M: vnderdanigste plichtwillige ticnere och vndersaatte meenige borgershab och jndwohnere i Aakirkebye paa Borringholmb.. «Sammen med Skrivelsen fulgte en Erklæring, hvoraf det fremgik at Byens Borgmester, Raad og menige Indbyggere havde givet»vor methborgere«niels Pedersen Fuldmagt til paa Byens Vegne at rejse til København for at overlevere Kopierne af Byens Privilegier. Han medbragte fuldstændige Afskrifter af saavel Ærkebiskop Peders Brev af 7. Dee br. 1346 med den skaanske Birkeret som af Ærkebiskop Børges Bekræftelse af Privilegierne. (Faksimilegengivelse S. 11). Brevet fra Børge lød saaledes :» Wi Børge med Guds naade erchebiscop i Lund, Suerigis første och pawens legatt 1 giør witterligt alle, at wore kjere vndersaatter, borgemester och raad vdj Aakirckeby halfue nu werit for os med deris byes birck priuilegier och statuter 1 som dennom halfuer werit gilfne 14

af! en vor forfader erchebiscop Peder och crc siden den110111 stadfeste af! trende vore _{c1rfædre, lier Peder Lyckc, her Time och ]rns Bradstrup, erchehiscopper, hcklaf!,ede drnnom dof!. storligrn, att de ikke haffuc wcrct holden!'ed 111ackt, mrn 111cgct f(1rkrc11ckte affwore forf"ædris e111bidtz111e11d och andre vra11gwillif!,e me11d, hade dcrf(ire, att 1JJi 1Fille drn110111 och stadfeste och hic/pe at afji1je11de saada11 wlydelse och 11Jra11f!.1Fil/ighcd. Da efjierdj att 1JJi ku11dc 111ercke, det att vere f(1rfl'11f!.elig gicmi11g och 1/J1tøttclig 111øde att sette louf!., rctt eller 5tatuter 1/Jdrn de schickc och thi/i, drn110111 se hulle holde ved fuldmagt. Da lzafjue wi 11u af! de gode herrers sa111tockc, so111111etl1 os cre, aft L1111de capite!l, stadfest oclz fuldbyrd och 111et!t dette 1/Jort aalme breh stadfi'ste och fit!dbyrde alle de 11aader, friheder, priuilegicr oc!t statuter som wore forfædre drn110111 11aadelige gifjuet, unt oc/1 stadfest haffiier. Disse effierschreffi1e punckter och artickle thil/eggrndis, att /111ilcke11 hoe11de so111 gnmd och eyrndcel haffucr vdj f(ir: 11e Aakirckchye, ha11d schall de11110111 holde bygt 111et/1 hoesett, meth gode /)()rgerc so111 1Fore rette ret::: eller 111acht haf]i;e at OJ!Jh'l10lde ef}ter f!.all/111cl ærrilde sed1/ja11c; huor saa icke schcer, da lwf/i.te borgemester och raad fuldmacht j11d att sette gode horgcre, 50111 fiilt willc giøre hode os och thi// bycs tynge, och de horgcre saae och bruge agger och engh so111 thi// saada1111c eyrndcelc ligget haf]i1cr af! ærrildc. Huor och 11ogrn cycndeel hycs jord /}(lrt cre soeldc eller pantet, side11 de gamle priuilcgicr gif}ize vaare, so111 hegy11dis: Huilckrn 111a11d s0111 kiøhrr jord vdj Helsi11ghorg etc., de jorder och eycndeele schulle igie11ko111111e 1vde11 pl'lldingc, fordi det er imod_{c1r: 11c priui/egier, 111drn saa ka11d fi11dis, att 110gc11 worc f(1rj{rdris brc/tfi11dis der oppaa, att de haffill' det 11aadclige til/ att. Item ligger och nogrn jord ode jnde11 byes hirck, och icke m:dis f(1rc vdi tre sam/l'ldte aar, da haffi1e borf!.emester och raad fuldmac/zt att sette i11d paa de grrmdc och eyrndecle drn- 110m de tøckc oc/z fii/d redtzelle giørc 1Fille; item se hulle de oclz huer Lof}i4Crdag udj aaret holde dcris bycs marcket paa torffuet, wdrn saa er, at saa stoer hoytid falder paa de11 dag, at G11dtz rett ey det ka11il thaale, saa och lmilckc11 lwc11de noget haf]iicr att sellgc, fa' kom, s111or, lamh, oste, ægh, høe eller a"det, holde mitt paa 111arckedctt, att drn mernige mand maa och kand, de11d fattige saa vel! som dm rige, vorde desfa11ge/igt f(1r sit fyllcstc,!juor saa icke schecr, lwdc 50111 priuilegier j11dcl10/der. Och der111eth hcfale wi wore fougdcr och c111hidt zmc11d, som nu ere eller hcrcf]ter ko111111cr, thill 11Jort slott Hammershus, de _f(ir: ne horgcmcstere och raad i f(ir: nc artickle och l'df deris hyes rett och frihed att giørc den t!zillbørlige hielp, storckc och trøst att de hlif.fiier aldclis ved dcris macht. Forbydendis alle, chuo de hcldst erc, eller vorde kunde, dcn11om hercffter att hindre, eller hindre lade, platze eller i nogen 111aade, c111od dcris priuilegicr och dette wort hrcff att giore, vndcr wort hyllcst. Datu111 Aakirckebyc, anno domini MCDXC 110110, die Natalis St. joh. Baptistæ 11ostro sub signethæ. «De Fejl, som Schlyter fandt i Thurahs Gengivelse af Ærkebispens Brev til Nexø i 1346 findes ikke i Aakirkebyborgernes Gengivelse fra 1648 af det tilsvarende Brev til Aakirkeby. Dette gælder ikke alene de Fejl, som Schlyter indrømmer kan være Skrive- eller Trykfejl (Soer for Boer, vylie, vyll i Stedet for dylie, dyll osv.), men og- 15

saa de Ejendommeligheder, som Schlyter synes at lægge mere Vægt paa, som f. Eks. at ao undertiden forekommer i Stedet for aa. I Aakirkeborgernes Gengivelse staar der ikke som hos Thurah :» ao gade«, men paa gaden, ikke mao, men maa, ikke kaoster, men koster osv. Selv om denne Gengivelse ikke kan antages at være nogen bogstavret Afskrift af det originale Dokument, og man altsaa ikke med Sikkerhed kan fastslaa, hvorledes Stavemaaden i dette har været, viser Afskriften fra 1648, at ingen af de Indvendinger, Schlyter paa Grundlag af Ortografien i Thurahs Gengivelse af Nexødokumentet mener at kunne rette mod Ægtheden af dette Dokument, kan rettes mod Aakirkebydokumentet. Tilbage bliver kun - hvad dog heller ikke Schlyter lægger afgørende V ægt paa -at der i Brevene til Aakirkeby staar:»huilcken mand der kiøber jord i Helsingborg... «, medens Schlyter vilde have ventet, at der skulde staa Lund, fordi Ordet Lund findes paa dette Sted i de ældste af de bevarede Haandskrifter af den skaanske Birkeret; men da det er ret tilfældigt, hvilke Haandskrifter, der har undgaaet Ødelæggelse, og da intet af de bevarede Haandskrifter er saa gammelt som fra Midten af det 14. Aarhundrede, og da Navnet Helsingborg findes i adskillige af de bevarede Haandskrifter - deraf Navnet den helsingborgske Birkeret - er der intet mærkeligt i, at man, naar man har villet give de bornholmske Byer en Genpart af den for alle de skaanske Byer fælles Birkeret, har afskrevet et Eksemplar af Helsingborgs Birkeret. Der findes saaledes ingen Grund til at betvivle Ægtheden af de Breve, som Ærkebiskop Peder Jensen Galen den 7. December 1346 sendte til Borgerne i Aakirkeby og Nexø. Fra den Dag maa begge Byer med Rette regnes blandt Landets Købstæder. Desværre er begge de gamle Breve, der var betydeligt ældre end noget af de endnu bevarede Haandskrifter af den skaanske Birkeret, senere gaaet tabt. Birkeretten eller Stadsretten betegnes ogsaa ofte som Byens»Privilegier«. I selve Tildelingen af denne Ret laa en Art Gunstbevisning, der i flere Henseender gav Borgerne en priviligeret Stilling, saaledes var der tillagt Borgeren Ret til kun at blive sagsøgt ved Byens eget Ting.»Dette er kiøbstede rett at ingen mand maa stejfne anden wden by, 16

men schall søge hannom paa bything, och ey paa ko11,gens thin,'? och ey paa landszthing«, siges der i Stadsretten. Selv om Grundlaget for Aakirkebys købstadretlige Stilling er klart nok, har Byen dog ofte i Tidens Løb - vel paa Grund af sin Lidenhed - haft Vanskelighed ved at hævde sig som Købstad. Allerede i det foran omtalte Brev fra Ærkebiskop Børge i 1499 tales der om, at Byens Privilegier ikke har været holdt tilbørligt ved Magt, men er blevet»me,![el Jorkrenckte ajj 11;ore Jorfædris embidtzme11d oclz andre vra11j;1uill('?e mend«(se Side 15 ), men ogsaa langt senere synes man at være i Tvivl om, hvorvidt Byen kunde henregnes til de egentlige Købstæder. Det hedder saaledes i en Skrivelse, som Rønne og Nexø i Fællesskab i 1608 indsendte til Kristian d. 4. og hvori man forklarede, hvorledes de bornholmske Købstæder havde udtaget befuldmægtigede til at rejse til København i Anledning af Prins Christians Valg til Tronfølger, at der i Rønne har været afholdt en Forsamling, bestaaende af Borgerne i Rønne og Nexø og den»menz'? Almue ajj de andre Smaabyer och Fiskeleyer, Hasle, Suanicke och Aakirkebye, som ingen kongelige Privilegier hajfuer«. 4 ) Det er naturligt, at man, efter at Ærkebispen havde mistet sin verdslige Magt, lagde særlig V ægt paa de Privilegier, der var givet af Kongen. At Byen dog ogsaa paa denne Tid vedblivende regnedes for en Købstad, fremgaar dog bl. a. deraf, at den ved Hyldningen af Prins Christian i Lund den 15. April 1610 ligesom de andre Købstæder sendte sine egne deputerede. Paa Grund af Borgmesterens Sygdom sendte Byen Landstingskriver Matz Olssø/lll og en»anden fornemme Borger«, Andres Matzønn. Med Byens Anerkendelse som Købstad fulgte, at de Særrettigheder, som senere blev tillagt Købstæderne i Almindelighed, ogsaa kom Aakirkeby til Gode, men Byens Lidenhed - og vel ogsaa den Omstændighed, at Hovedparten af dens Indbyggere ernærede sig ved Landbrug - førte det stadig med sig, at»vrangvillige Mænd«undertiden kunde finde det urin1eligt, at Byens Borgere var anderledes stillet end Bønderne paa Landet. Som Eksempel kan nævnes, at den i 1795 indførte Ordning, hvorefter Amtmanden besørgede Forligsvæsenet for Landdistrikterne, me- 17

dens Købstæderne fik deres egne Forligskommissioner, gav Amtmand Thaarup Anledning til følgende Bemærkninger i en Skrivelse af 30. December 1805:»Saadanne usle Kjøbstæder som Aaekirkebye, 2 Miile fra Amtmandens Boepxl, og Hasle, 1 Miil, burde ikke i mine Tanker have sine særskilte Commissioner. Landboer 4 til 5 Miile og mere fra Rønne, maae hidvandre til Amtets Forligelsescommission, som holdes Iwer Løverdag. De faa af hine Kjøbstæders Beboere, som søge Forligelsesvæsenets Gode, kunne ikke beklage sig over en Lov, der satte dem i denne Henseende i Klasse med Landboen«. 5 ) Som den sidste i Rækken af saadanne vrangvillige Mænd kan nævnes Byfoged F. E. W. Knudsen i Nexø, som i 1818 foreslog at nedlægge Aakirkeby som Købstad, men fik Afslag fra Kongen. 2. VAABEN OG SEGL Da Frederik II i Aaret 15 84 lod sin unge Søn, den senere Christian IV hylde som Tronfølger, gav det Anledning til, at alle de bornholmske Købstæder og Herreder lod gøre Bestilling paa Signeter. Dette er Grunden til, at alle de daværende fem Købstæder, Rønne, Hasle, Svaneke, Nexø og Aakirkeby og alle fire Herreder har Aarstallet 1584 i deres Segl. Nørre Herred og Købstæderne Rønne, Hasle og Aakirkeby synes at have henvendt sig til den samme-meget dygtige-gravør, medens de øvrige fem Segl er lavet af en eller to andre Gravører, som ikke i Dygtighed kan staa Maal med den førstnævnte. G) Aakirkeby Købstads Segl bærer Indskriften: S 'CIVIT A TIS AKERKE IN INSULA BORNHOLM. Mellem Tallene 15 og 84 ses et Renæssanceskjold og inde i dette en Skikkelse, flankeret af Initialerne S. og I. Seglet er et af de forholdsvis sjældne Købstadssegl med bibelsk Motiv. Det viser Apostlen Johannes staaende med en Alterkalk, hvoraf en Slange kryber op. Det illustrerer en middelalderlig Helgenlegende, der kendes i flere noget forskellige Gengivelser. Det fortælles, at man i Rom forsøgte at forgive den helligejohannes ved at komme Gift i Nadverkalken, men Apostlen og Altergæsterne drak af Kalken, uden at nogen tog Skade deraf, fordi Giften ved et Under forlod Kalken i en Slanges Skikkelse. Siden det 13. Aar- 18

Aakirkcby Købstads Segl 1584 Aa Kirkes Segl 1597 Aakirkcby 13 orgerrcpræscn ta ti ons Segl 1841 19

hundrede er det derfor ret almindeligt, at ApostlenJohannes ses afbildet med en Kalk, hvoraf der kryber en Slange op. 7 ) I en Gengivelse af Seglet i Thurahs Bornholms Beskrivelse ses i Stedet for en Slange en Fugl, vistnok en Ørn. Det beror paa en Fejltydning af Seglet, som vistnok maa forklares ved, at man ikke har kunnet se, hvad der var oven over Kalken, og man har saa gættet paa, - at det maatte være en Ørn, fordi Ørnen var et Attribut, som i Middelalderen ofte anvendtes ved Afbildning af Evangelisten Johannes. Der findes imidlertid flere vel bevarede Aftryk af det gamle Signet. De fleste er lavet i Voks, som man har lagt et Stykke Papir over, forinden man har trykket det varme Voks mod Signetet. Paa Grund af det overliggende Papir giver disse Segl kun en utydelig Gengivelse af Signetet. Et enkelt tydeligt Lakaftryk findes dog i Rigsarkivets Seglsamling (se Afbildningen S. 19). Dette Segl er ligesom Aa Kirkes Segl fra 1597 fundet i Rigsarkivet af Lærer]. A. Jørgensen. I en Afhandling om de bornholmske Herreds- og Sognesegl (1907) har han omtalt begge disse Segl og ladet dem afbilde. (Bornh. Saml., II Bind, s. 193-198). Lakaftrykket af Købstadsseglet viser, at der ikke kan være Tale om en Ørn, som jo iøvrigt heller intet har med Alterkalken at gøre, men at det er en Slange, der krummer sig op af Kalken. Det er saaledes Apostlen Johannes, der er afbildet i Byens Vaaben, til Trods for, at det er Døberen Johannes, der er Kirkens Skytshelgen. Mulig skyldes dette en Fejltagelse af Gravøren. En Fejltagelse synes iøvrigt ogsaa at være sket ved det samtidigt - og vel af den samme Gravør - fremstillede Segl til Rønne, hvori der - ligesom i Aakirkebys Segl - findes indgraveret Initialerne S. I., der kun kan betyde Sankt Johannes, skønt den Person, der er afbildet i Rønnes Segl, maa være Rønne Kirkes Skytshelgen, St. Nikolaj af Myra. 8 ) I Aa Kirkes Segl fra 1597 er det derimod Døberen, der afbildes. Ligesom den forgyldte Træfigur af Johannes Døberen, der indtil 1706 stod opstillet foran Kvindestolene i Aa Kirke, 9 ) fremstiller det Døberen, som viser Lammet frem paa en Bog. (Se Afbildningen S. 19). Paa Kirkens Segl staar: SIGILLUM ECCLESIÆ SANCTI JOHANNIS BAPTISTÆ 1597. Det gamle Stadssignet med Apostlen og Alterkalken har været 20

brugt helt ind i den sidste Halvdel af det 17. Aarhundrede, men det var gaaet tabt og synes helt at være gaaet i Glemme, da Amtmand Urne i 1745 indberettede til Kancelliet:»Bye11 haver hverkcn Vaahc11, Scz~l eller Raadhuus.«Det ses ikke, at Byen har faaet nyt Segl, før Borgerrepræsentationen i 1841 lod gøre Bestilling hos en af Byens Urmagere, Esper Sanne paa et nyt Signet.

De ældste Tider 1. BISPETIDEN 1149-1522 0 M AAKIRKEBYs Oprindelse kan næppe med Sikkerhed siges stort mere, end at den efterhaanden er vokset op omkring den Kirke, efter hvilken den har faaet sit Navn. Rimeligvis har Egnen allerede i den hedenske Tid været et Samlingssted, eftersom der paa Skaglfaldet skal have staaet en Samling Bautastene, som dog forlængst er forsvundet; men før Kirken blev bygget, har næppe mange færdedes over endsige bosat sig paa den lerede Klippeknold, der fra Granitomraadet i Nord strækker sig ud i det lavere liggende frodige Sydland. Naar Kirken blev lagt der oppe, var det vel, for at den skulde kunne ses af og kalde paa Mennesker ud over største Delen af Sydlandet. Den svenske Kunsthistoriker C. G. Brunius finder det sandsynligt, at Byen er grundlagt af Ærkebiskop Eskil. Han begrunder imidlertid ikke sin Antagelse, og det er nok mere sandsynligt, at Byen har været grundet, da Kong Svend Eriksøn (Grathe) i 1149 for sine Overgreb mod Ærkebiskoppen maatte overlade tre Fjerdedele af Bornholm til Ærkestiftet. Saxe omtaler nemlig i den Anledning en bornholmsk Landsby, og som saadan kan vel kun Aakirkeby komme i Betragtning. Skal endelig en Bisp have Æren for Byens Opstaaen, maa det nok snarere blive Bornholms Apostel, Bisp Egin, eftersom det nok var ham, der fik den første Kirke bygget. Adam af Bremen fortæller om Egin, at han særlig virkede blandt Blekingerne og Bornholmerne. De omvendte sig ved hans Prædiken, sønderbrød deres Afgudsbilleder og kappedes om at lade sig døbe. De kom og lagde for Biskoppens Fødder alt, hvad de ejede og havde, og bad ham ikke forsmaa det. Han lærte 22

dem for disse Midler at bygge Kirker og at understøtte trængende og løskøbe Fanger. Egin døde 1072 efter en Rejse til Rom, saa Aakirke har nok været bygget senest omkring Aar 1070. Dermed var Stedet blevet et Trafikcentrum, og Betingelserne var til Stede for, at der kunde opstaa en Bebyggelse. Sandsynligvis har den i Løbet af Eskils lange Ærkebispetid (1137-1178) begyndt saa smaat at præsentere sig som By. Sidst i Aarhundredet blev den 100 Aar gamle Trækirke afløst af Stenkirken. * Aakerdegnen Rasmus Ravn mener, at Byen har faaet sit Navn efter de Aaer og Kær, som findes i 01negnen. Det er dog vist Gætning ud fra fejlagtige Forudsætninger. Det rigtige er uden Tvivl, at Byen har sit Navn efter Kirken, og denne har vel Navn efter de to Aaer, hvorimellem den ligger. Kær findes derimod hverken i Byens eller Kirkens Navn saa lidt som i de øvrige bornholmske Sognenavne: Nyker, Klemensker, Olsker osv.; men frennnede har vanskeligt ved at forstaa og udtale disse Navne, der i»førdes«mund ofte bliver til Nykær, Knudskær, Aaka:r, og saaledes har Ravn altsaa ogsaa opfattet det. For blot et halvt Hundrede Aar siden sagde de gamle: Aakersen, Boclskersen osv. Det er en Sammentrækning af Aa Kirke Sogn, Boels Kirke Sogn. Saaledes ses Navnene skrevet i de gamle Ministerialbøger. Med en tilsvarende Sammentrækning hører man nu og da - af gamle Folk og nærmest i Spøg - Byen kaldt Aak jeby. Desuden kan man høre Navnet udtalt med Trykket paa første Stavelse eller, vist kun af fremmede, med Tryk paa anden Stavelse. Den stedlige, altsaa den rigtige Benævnelse har Eftertrykket paa sidste Stavelse og markerer saalcdes Forskellen By og Sogn. * Efter at Ærkebiskop Carl den Røde 1327 havde tilkøbt sig Rønne Herred, var hele Landet under Domkapitlets Overhøjhed. Dette betød dog ikke, at Landet kom ind under skaansk Retsomraade. Lunds Ærkebiskop var Kirkefyrste over baade Danmark og Sverige, men havde kun med den kirkelige Styrelse at gøre. For Bornholms V edkommcnde var han tillige Landsherre, en Slags Hertug eller Landgreve under den danske Konge. I alt, hvad der angik rent borgerlige Sager, havde han at rette sig efter Rigets Lov og Ret under Ansvar for Kongen, og til 23

at varetage alt herhen hørende havde han en Slotshøvedsmand paa Hammershus, samt en Landfoged, medens de kirkelige Hverv og Kirkens timelige Midler overvaagedes af en Dekan eller Landsprovst. Men baade for den borgerlige og den kirkelige Styrelse blev Aakirkeby det centrale Sted, idet baade Landstinget og Landemodet blev holdt her, ligesom det var almindeligt under ekstraordinære Forhold at sammenkalde til Landsmøde ved Aakirke. Landstinget holdtes enten ved Stokkekilden Nord for Byen, hvor man bænkede sig paa Tingstokkene under aaben Himmel, eller i Kirkens Vaabenhus. Dette, som skal være det ældste Vaabenhus i Danmark og en arkitektonisk Sjældenhed, blev bygget i Valdemar Sejrs Dage, ikke mange Aar efter, at Taarnet var tilbygget Kirken. Zahrtmann anser det for rimeligt, at Kong Valdemar, som»vandt sig sin varigste Sejr ved at lade udarbejde og vedtage Landslove«, har ladet Vaabenhuset bygge netop til Brug for Retsplejen. Her mødtes saa Landets gode Mænd hver anden Fredag ved Solopgang for at raadslaa om Landets Anliggender, for at høre hidkomne Landsherrepaabud og vedtage nye Anordninger, og her dømte Landsdommeren i de foreliggende retslige Sager. Landstinget var saaledes baade en Landdag (sammenlign Rigsdag) og Landets Overret, idet de forskellige Herreds-, Birke- og Byretsdomme kunde appelleres til Landstinget, hvis Domsafgørelser atter kunde indankes for Domskapitlet i Lund - senere for Rigets Højesteret. Paa Landemodet samledes Gejstligheden i Kirken under Provstens Ledelse til Drøftelse af Kirkens Tarv. Endnu for et Par Hundrede Aar siden plejede Provsten at holde et aarligt Præsternøde i Aakirkeby, og helt ind i det 19. Aarhundrede blev Kirken kaldt Kapitelskirken. Prins Christian Frederik, som i 1824 foretog en Rejse til Bornholm, siger i sin Rejsejournal, at Kirken blev kaldt saaledes. Ordet Kapitel betegner oprindelig et Læsestykke, et Afsnit af Bogen. Senere gik det over til ogsaa at betegne Salen, hvor det læstes, og endelig blev det ogsaa Betegnelse for den Forsamling, som mødte til Læsningen. Præsterne ved Domkirken i Lund dannede et ordnet Samlag, som kaldtes Domkapitlet. De levede ligesom Munkene et regelmæssigt Liv i Klostret og kaldtes Kanniker. De havde fælles Bolig, fælles Spise- og Sovesal, og der var oprindelig intet Særeje. Da Fæl- 24

lesskabet senere lempedes, fik Kannikerne Pengeindtægter: Tiender, Afgift af Kapitelgods o.a. En saadan fast Afgift kaldtes et Præbende. En af Lunds Kanniker havde saaledes det Præbende, som kaldtes Aaker paa Bornhol111, skønt største Delen af Indtægten hidrørte fra Jordegods i Ska; ne. Ærkebiskop Birger Gunnarsson skal o. 1508 have købt den Gaard, som derefter kom til at hedde Kannikegaarden, og lagt den til Kanonikatet. Der har næppe nogensinde boet en Kannik paa Gaarden. Efter Reformationen blev den en Aarrække lejet til Bolig for Præsten. Med Kanonikatet fulgte Patronret over Kirken, og Domkapitlet havde Ret til at ansætte Sognepræsten, som foruden Leje af Kannikegaarden maatte yde en saakaldt Pension til Kanniken. Alle disse Forhold havde til Følge, at Byen tit havde Besøg af Ærkebiskoppen og andre af Ærkestiftets betydelige Mænd, og dette saavel som de regelmæssige Sammenkomster af Landets ledende Mænd maatte selvsagt sætte et vist fornemt Præg og give Byen en Anseelse, sorn holdt sig længe efter, at dens Naboer i Øst og Vest var vokset den forbi. Øg naar Ærkebispen var en Stormægtighed son1 for Eksernpel Birger Gunnarsson, der holdt et talrigt Tjenerskab og daglig red ud med 130 Mand i sit Følge, saa maatte saadant Besøg vende hele Landets Opmærksomhed mod den lille By inde i Landet. * Da Hansestæderne omkring Aar 15 00 var blevet en Stormagt, fik Bornholm en meget ugunstig Stilling som en Del af Danmarks Rige, i Ærkestiftets Eje og beliggende midt i»de lybske Strømme«. Det var ikke blot Kysterne og Havnebyerne, der blev Genstand for de gridske Lybækkeres Overfald og Plyndringer; ogsaa ind til Aakirkeby naaede de mere end een Gang, og den 12. Juli 1510 blev Byen aldeles udplyndret og afbrændt, saa den kun langsomt og med Hjælp fra Ærkebiskoppen igen kon1 paa Fode. I et Brev af 2. April 1511 skriver Ærkebispen:»Vi Børge af G1tds Naade Ærkehiskop i Lund, Sveriges Fyrste og Pavens Legat, Gor l'ittcrligt _f;ir alle, at Vi f(ir den store Skade og Fordærv, som Vore Tje11erc udi Aakirkehy paa Bornholm har lidt af Rov og Ildebrad, har eftergivet dem for de næstkom111e11de syv Aar to af de tre Tonder Smør, som de aarligt er os pligtige i Skat af deres By, f(ir at de kall hygge og hjerge sig. Ligeledes har vi eftergivet dem de tre Tander S111or, Vi skulde haft i F;or, og ullde og give vi alle dem, der vil bygge i samme Aakirkcby, hver ti Læs Rafter eller Vender at hjælpi sig med, og Vor Embedsmand paa Hammershus skal forevise de111, 25

hvor og 11aar de skal hugge, og unde Vi ogsaa, at samme Aakirkeby llldhyggcrc skal nyde deres gamle Sædvane 111ed Hostdage og Kobstad-Ægter og ikke tage ued 11ogw 11y Tynge eller Paalæg til Vor Gaard der i Byen entrn med Møg-Ægter eller andre usædvanlige Paalæg efter denne Dag. Ligeledes unde vi dem ogsaa, at de maa sælge og }Øre Kom til Blekinge at købe Tømmer jijr, at bygge med, men ikke i ande!l Maade, og har Vi hefalct Os elskelige Ole Degn, Vor Borgmester der sammesteds, og givet ham!magt at pante dem, som ikke gærde deres Gærde og holde dem færdige efter gammel Sædvane, jijr tre Skilling eller en Er, som Brøstm er til. Dette byde Vi strrngcligen at skulle holdes ubrødeligcn. Thi forbyde Vi alle, særdeles Vore Fogeder og E111l1edsmæ11d at gøre førnævnte Vore kære Undersaattcr nogen Hindring eller Krænkelse paa førnævnte Privilegiers Fordele i nogen Maade.«Om Birger Gunnarsson (Ærkebiskop 1497-1519) skriver Aakerdegnen Rasmus Pedersen Ravn, at han var en lille Mand af Vækst, men stormodig og forstandig. Han blev en af de sidste Ærkebisper, som havde Bornholm i Besiddelse. Gejstlighedens Magt var i Dalen, medens Kongemagten var stigende. Adelsmænd, der havde Strøgods paa Bornholm, kunde, støttende sig til Kongen, skaffe Ærkebispen voksende Vanskeligheder paa Halsen. Dels gennem Forhandling, dels ved Magtanvendelse fik Christian den Anden omsider atter Bornholm forenet med Moderlandet 1522, efter at det havde staaet under Ærkestiftet i 3:i; 4 Aarhundrede. Glæden blev dog kortvarig, thi 1525 blev Øen afstaaet til Lybækkerne, der havde hjulpet Frederik den Første paa Danmarks Trone, og Bornholmerne var nu kommet fra Asken i Ilden. 2. LYBÆKKERTIDEN 1525-1575 Lybækkernes første Foged her paa Landet var Bernt Knop,»en af den lovløse Grevefejdes mest lovløse Voldsmænd«, der plagede, udplyndrede og haanede Befolkningen ved enhver Lejlighed. Bøndernes Opstand under Landsdommer Hans Jensens Ledelse blev blodigt knust i Slaget ved Egelegærde Syd for Klinten i Aaker 1535. Angaaende Stedet, hvor Slaget stod, hersker der nogen Usikkerhed, da Stednavnet er gengivet paa flere Maader og ikke mere findes i Befolkningens Minde. Fra 1569 er Navnet skrevet Egilde og Egilt. Sognepræsten i Aaker, Diderich Carstensen Colding, skriver 1625 : 26»Sønden for Aakirkeby lidet fra Klinte henved tre Bøsseskud har der været en skøn Egelund

i 1 orc Forfulrcs 'J'id, so111 rnd1111 kaldes paa dc1111e Dag Egille, e11ddog der iklm11 1111 staa tre h:c;cr, Fon11cdc og 1'is11c fra "f'oppc11 111idt 11cd paa 1311lle11.«Rasmus Pedersen Ravn kalder det 16 71 ~e_lay,icrdc, og Provst C. P. Langsted siger 1680, at Bornholmerne endnu mindedes hin blodige Dyst under Navnet Eglafejden. Efter Sognepræstens ovenanførte Opgivelse maa da Eglagjerde være Navnet pa:i en smal Skovbræmme, den sidste Rest af en tidligere Egeskov. Som Paralleller til Navnet nævner Zahrtmann Kannikegærde i Boelsker og Gravgærde i Aaker, og han mener, at Stedet maa være at finde højst 500 m Syd for Klinten. Zahrtmann skriver: >>Her ligger 1111 St. Kli11tgaard, og sydfi'a skyder en uopdyrket Cra st11rnzark e11 smal Hræ111111c Fn11 i111od Caardrn i 500 111 Afstand Fa Kli11tC11. Her turde 111a11 med 11ogrn Ri111clighcd.611dc Rcstm1e af f.:c;iagferde. La11dsdo111111cr Hans Jcnsrn og den 111odigc horri11ghol111skc Bo11dc/1crr l'ilde her haf!e f!a!gt sig en fortrinlig Ka111pplads med Ryggen dækket af E:r;clcsk0Fe11 og 111ed dc1111pefharc Klint so111 Tilflugtssted, fzpfs Slaget, so111 det skete, skulde urnde sig til ;'..!eder/ag. Aakerpræstrns Stcd11crf!11clse aalmcr c11 11ærliggrndc ]\111lighcd af; at her stod f:r,;la/ijdrn 1535.«Med endnu storre Sandsynlighed maa Valpladsen dog vist søges noget længere mod Vest, nærmere»alfarevejen«(nu kaldet Limensgadevejen) paa de i»aakirkeby Frihed«liggende Enge. Her nævnes nem lig i en Ottemandsforretning angaaende Præstegaardens Jord tilliggende 1630 baade ~e_clcgærdc og ~e_clcc11gc11, og i et Skødebrev fra 1685, hvorved Kaptajn og Raadmand Jens Pedersen sælger nogen Jord til Præsten, nævnes»en sønden Klintebakken udi Aakirkeby Frihed beliggende liden Torpeng og to Havreagre, som mod Syd grænser til Sandemandsengen og mod Ost til c11 Stcllrcn med 110,Rlc smaa Torn paa«. Grænsen mellem Aakirkeby Frihed og Aaker Sogns Jorder strækker sig - i en Afstan<l af 400 m vesten om L. Klintegaard - fra Klinten og sydpaa gennem fladt Terræn med tyndt Muldlag over Sandstenen, saa der mange Steder ikke kan pløjes. Vest for denne Grænse har de nævnte Enge været at finde, og Stenrenen er da rimeligvis den samme Rest eller Rand af det skønne Egilte, hvor de tre frønne<le Ege stod endnu 1625, og som Rasmus Ravn et lille halvt Aarhundrede senere kalder Eglagærde. Bernt Knop og Lybækkernes Misgerninger her paa Landet er i Sagnene og i Philip Rasch Dams Roman om Lybækkerne paa Bornholm blevet knyttet til den senere dygtige og forholdsvis redelige Sch1Pcdcr 27

Kettingks Navn. Denne var i Virkeligheden, det fremgaar af adskillige Skrivelser, Bornholmerne en god Mand i en ond Tid. Han gjorde, hvad der stod i hans Magt, for at lempe paa og lindre de umenneskelige Krav, der stilledes baade fra Raadet i Lybæk og fra Regeringen i København, og han faldt da ogsaa i Unaade begge Steder, medens Bornholmerne vidnede baade paa By-, Herreds- og Landsting, at alt, hvad han havde handlet under Krigen, tjente til Landets Velfærd. Men han havde mægtige Fjender, bl. a. de saakaldte Frimænd, hvem han efter Kongens Ordre maatte afkræve Krigsskat, og som vendte al deres Forbitrelse mod Kettingk og rimeligvis har en stor Andel i hans slette Eftermæle. Skønt han som Høvedsmand havde sin Residens paa Slottet, befandt han sig bedre paa Vallensgaard, som han havde købt af Carsten Luneborg, og som han opbyggede med Taarn og Tinder. Han anlagde et Ølbryggeri paa Gaarden, og Vejen til Byen lod han brolægge. Sine sidste Aar henlevede han i Lybæk; men han blev begravet i Aakirke, hvor han tidligere havde begravet to Hustruer, Margrethe 1568 og Thalia 1572, og ladet Gravene i Kirkens Kor dække af en kunstfærdigt udhugget Sten. De lærdes Strid om, hvor han selv var blevet stedet til Hvile, blev afsluttet, da man i 1853 aabnede og undersøgte Gravkammeret i Aakirke. Der laa han»langvoksen og langskallet«mellem sine to Hustruer. Stenen staar nu i Vaabenhuset, slidt af mange Slægters Fodtrin, men dog tydeligt visende Billedet af en jernklædt Kriger mellem to Kvindeskikkelser og med en endnu til Dels læselig Indskrift. 3. NY PRÆSTEGAARD Det halve Aarhundrede under Lybæk var i alle Henseender en ond Tid. Gridskhed, Brutalitet og idelige Forurettelser var, hvad Befolkningen daglig havde at slaas med og sukke under, og det var et i alle Maader forarmet Land, der 15 7 6 igen blev lagt direkte ind under den danske Krone. Aakirkeby havde kun daarligt forvundet Ødelæggelserne i Aarhundredets Begyndelse. Den var med sine Købstadsrettigheder intet andet 28

Drn lybske Høvcclsmand SclnVL'dcr K cttingks Gravsten i Aa Kirke Rescns Kort over Aakirkcby Slutningen af det 17. Aarhundrede 29

end en fattig, udpint Landsby uden købstadsmæssig Virksomhed af nogen Art. Handelen var det saare smaat med, og Landets Befolkning paa ca. 10 000 Mennesker kunde ikke præstere tilstrækkeligt Opland til fem Købstæder. En hidsendt Kommission indstillede 1618, at kun Rønne og Nexø burde opretholdes som Købstæder, medens Hasle, Svaneke og Aakirkeby burde indlemmes i Herrederne som Fisker- og Bondebyer. Der blev dog taget Hensyn til Borgernes Bønner, saa alt i den Henseende forblev ved det gamle. Den i Undertrykkelse opvoksede Slægt var raa og uvidende, overtroisk og drikfældig, paa Forhaand mistroisk og modvillig overfor enhver Autoritet. Superintendenten Povl Mortensen, som visiterede i Aakirke 1616, skriver, at Præsten ikke bekommer sin Rettighed af Bønderne og tør ej heller kræve den. Nu var Hr. Morten Brynch just heller ikke den Mand, som Bønderne kunde have synderlig Respekt for. Hans Prædiken var iflg. Visitatsbogen fersk og indholdsløs.»og intet Under«, skriver Bispen,»thi Dagen i Forvejen og Dagen derpaa drak han tæt i Rønne. Af Provsten fik han Paabud om at komme h jern og afvente min Ankomst. Drukken kom han h jern efter min Ankomst. Manden, der levede et løst og ugudeligt Liv og altid var h jernfalden til Flasken fik ikke desto mindre det bedste Vidnesbyrd af Tilhørerne, men at Bøndernes Vidnesbyrd ikke kan passe, derfor er der troværdige Vidner nok«. Den sølle Præst boede paa Kannikegaarden, som efter Reformationen var blevet Præstegaard, saaledes at Præsten havde Gaarden til Brug og Beboelse, mod at han svarede Præbendatus (se S. 25) den fastsatte Ydelse. Men Hr. Morten havde hverken Evner eller Interesse for Landbrug og kunde ikke udrede Afgifterne af den store Gaard. Han ansøgte da om at faa en n1indre Præstegaard, hvorefter Kirkepatronen, Lundekanniken Willich von Westho Jen 1622 tillod, at Kannikegaarden blev nedlagt som Præstegaard, og at der blev bygget en ny, som det fremgaar af folgende Skrivelse fra Patronen:»Eftersom hæderlig og ve/lært Mand Hr. Morten Bryds, Sognepræst til Aakirke, haver beklaget sig, at den Kannikegaard, som han indtil des paa bygget og boet haver, var hannem for streng baade med vidtløftig Jord og Mark saa og med Bygning og stor Landgilde, som han aarligen deraf maatte give, og det befindes, at der haver i fordum Tid været en Præstegaard foruden Kannikegaarde11, saa haver jeg derfor af Kirkens Penge købt en Gaard i 30

Aakirkchy, liggrndc paa det Sted, so111 Prrrstcgaardcn ;;," 111a11ge Aar sidrn fandtes al hm'c standet, af crrlig J'vfmzd So/i rn Ras11111ssrn f;," 120 Dir. Afant, og l11wer jeg lagt 1jicrskrc1'11c Jord, Ager og l:,'ng til denne uykohtc Caard, so111 er j;irst den hele Alark, so111 ligger sondrn _f;ir Kirken og Byrn saa 11crr so111 et Stvkkc liggrndc sonders! i sa111111c Afark Fa Andcr., Cag<;cs Kirkesri i Øster indtil c11 lidrn Hoj, og saa langs nedcr ud 111cd rn Frn1111cd Jord, so111 ligger ostrn };ir sa111111c Styf.:ke, hl'ilkct er Kaunikegaardcn tillagt og skal lll<"il P1clc adsbl/es. Dcn11rst i Vester langs 11d li/cd f;ima'/lnle Sondre Afarl:, A/f!zrc11cfrn Fa drn store Gro/i ud 111cd drn sondre D11111 og et g11111111clt Dige, so111 er det nordre Skel 1111 lln11 Kannikegaardrns jord og Pra stclllarkrn, hl'or /III straks sl:al s1rlrcs et CaTdc 111cd licggc ])arters l3cl:ost11ing, saa at drn cnes K1,a g ikl:e sl:adcr drn a11dcn. - - - Dog hl i l'er 11/ligc1'cl saa 111cgrn Jord til Ka11nil:cgaardrn hclwldc11dcs, S<'lll llllcrn1cs1 l3cl1<ll' gorcs, lil'omda( Pr1rl,rnd11t11s og Kirl:cns Patro11 hercffcr l:1111 licl:o111111c sit Landgilde, S<'lll a en Ton de S111or. Og 11wa Pra srcn Iza/le Drift til 1 11ndi11grn i drn osrrc Ende af Ka11nil:cga1mlrns Dall/ lier /led H)'rn, hl'ill.:e11 r:ndc Pra srcn sl:al i11dl11.~l:e f11 drn /lcstre H1111cl1fome ll'att 01'cr til det sondre Dige. Saa sl:al og Prcrslrn saa 1'cl so111 lw11s li/icrl:o111111cr<' lzoldc d!'f Srrnga rdc l'ed 2\J,1gt, s,1111 ligger };ir drn so11drc 2\!arl: fra Byen i11dtil D11111111c11. 1\lrn Ka1111il:cgaardrn sl:al holde det lille Strng1ndc i 13ygadrn, og l11ll'c 13orgcmc /,iz1ct, 111 de 1 il {i-i sa111111c Pra stcg11ard fi-,1 drn aarlige Ko11gc.,J:a1. Og sl.:al Kirl.:rn 1111 f;irsl rcpar, r, og hygge s11111111c Pra stcgaard, sidrn si:,,/ h1111 og hans Eficrl:o111111crc /11ne f;ir1iligtcr 11111,1/Jc Sill/11/lC Prcrstcgaard 11di H1!'1'd og Afogt og 1;,"/)('drc drn i alle Afo.zdcr. n1 r "id11cshyrd 11,11'1'1' jeg trykt lllil /,iglli'll' her 11cdrn /;ir,,g li/cd tgcji l!at111d 1111dersh, l'tt, l1l'il/;e1,,g 1 ir.,\/,>r- 11'11 gjort ha1 cr. D11t11111 Aal:irl<c.;1111rd drn 21.. i11g11sti 1622. fvillirh!'oll!1 cs1/1oji 11 1Uarrin11s L111 rc11ti11s Hrn11rhius'' Hr. Morten fik imidlertid ingen GLrde af dette Bytte, thi allerede inden Aarets Udgang fik Aakirkcby en ny Præst, og ham blev det, der kom til at flytte ind i den nye Præstegaard, om hvilken Rasmus Ravn et halvt Aarhundrede senere kunde skrive, at her i Aakirkcby er»en skjøn Præstegaard paa Bygning, som af den salig Mand Diderich Carstc11sc11 Coldi11,I{ er funderet, Kirken og Bønderne tilhjulpen«. Ind i denne nye, skønne Præstegaard kunde den unge Hr. Diderich føre sin unge Hustru Clzristi11c Sta_ijc11sdattcr, og vi vil nu følge denne Præstekones Liv, saa vidt de sparsomme Optegnelser gør det muligt, og vi har et lille Bidrag til en Forestilling om den Tids Præstegaardsbmilieliv. Allerede efter 14-15 Aars forhaabentlig lykkeligt Samliv blev dette brat afbrudt, da Hr. Diderich døde 1638, rimeligvis af Børne-Døden, en gruelig Pestilense, der det Aar rase_de her paa Landet og bortrev mange, især Børn og unge. Den endnu unge Enke giftede sig med 31