Bag Corbyn - ny bevægelse, nye udfordringer

En artikel fra KRITISK DEBAT Bag Corbyn - ny bevægelse, nye udfordringer Skrevet af: Murray Smith Offentliggjort: 15. oktober 2015 Den bevægelse, der bar Jeremy Corbyn frem, kom som en overraskelse for alle. Corbyns sejr blev opnået på trods af enorm modstand fra medierne og hele det politiske establishment. Han vandt lederposten i Labour med næsten 60 procent af stemmerne, men i parlamentsgruppen fik han kun seks procent. Murray Smith analyserer her baggrunden for Corbyns sejr og skriver om fagforeningernes rolle og de unges betydning. Og peger ikke mindst på forskelle og ligheder med udviklingen på kontinentet. Den bevægelse, der bar Jeremy Corbyn frem til leder af det britiske Labour Party, kom som en overraskelse - behagelig eller ubehagelig, afhængigt af hvor man står politisk - for alle, ikke mindst for Corbyn selv. Men en sådan udvikling kommer ikke bare ud af det blå. Den kan måske ikke forudsiges, men vi må alligevel forsøge at analysere og forstå baggrunden. Corbyn er ofte blevet hånet af medierne og sine politiske modstandere, som en der vil tage Storbritannien tilbage til 1980'erne (det er lige godt meget, når det kommer fra The Conservative Party, der ønsker at tage landet tilbage til 1930'erne.) Henvisningen til 80'erne har dog en vis sandhed i sig. I 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne var der en stærk venstrefløj i Labour, hvis emblematiske leder var den nu afdøde Tony Benn. Der var en kamp om fremtiden for partiet mellem denne venstrefløj og en alliance mellem partiets højrefløj og centrum-venstre. På baggrund af Thatchers sejre over fagforeningerne og kommunerne knuste Neil Kinnock (leder fra 1983-1992) til sidst venstrefløjen. Dermed banede han vejen for Tony Blair og New Labour. Corbyn var en del af denne venstrefløj. Efter en periode i kommunalpolitik, blev han valgt til Europa- Parlamentet i 1983. Da stemningen vendte igen, var han en af ganske få Labourparlamentsmedlemmer, der havde holdt fast i deres principper, mens andre havde givet op eller skiftet holdning. Som hans modstandere nu med glæde påpeger, stemte han omkring 500 gange modsat Labours parlamentariske linje. Men han begrænsede sig ikke til parlamentarisk aktivitet. Han var aktiv i et væld af kampagner og kampe. Især var han (og er stadig) formand for Stop the War Coalition, som førte til demonstrationerne på over to millioner mennesker mod Irak-krigen i 2003. Nederlaget for venstrefløjen og den efterfølgende New Labour-periode ændrede dybt sammensætningen af Labours parlamentsgruppe, og betød at venstrefløjen blev en lille minoritet. I 2010 kunne John McDonnell, nær allieret med Corbyn, ikke gå videre i valget til formandsposten, fordi han ikke kunne opnå de nødvendige underskrifter fra 15 procent af Labours parlamentsmedlemmer. Situationen havde aldrig været mere dyster for Labours venstrefløj. Så skete det, at den nye leder blev centrum-venstres kandidat Ed Miliband, der takket være støtte fra fagforeningerne besejrede sin blairite bror David. Hvis det kun havde været partimedlemmer, der stemte, ville David Miliband let have vundet. Men i 2010 blev lederen valgt gennem et system med tre valgkollegier: en tredjedel partimedlemmer, en tredjedel tilknyttede fagforeninger, en tredjedel parlaments- og Europaparlamentsmedlemmer. Dette system var en af venstrefløjens tilbageblivende sejre fra 80'erne. Tidligere var lederen blot valgt af parlamentsgruppen. Som leder flyttede Ed Miliband Labour noget til venstre men på en temmelig halvhjertet måde. Medierne forsøgte lige så halvhjertet at skildre ham som "Red Ed", hvilket han tydeligvis ikke var. Han og Labour ville mildne krisepolitikken en smule men gjorde ikke noget forsøg på at bryde den. 1 / 7

Efter fem års lederskab trådte Ed Milibrand tilbage straks efter valgnederlaget i maj 2015. Det er værd at kigge på resultatet af dette valg. Der var overraskelser og ikke-overraskelser. Ikke overraskende var det faktum, at Scottish National Party (SNP) næsten udslettede Labour Party i Skotland, idet det tog 40 af Labours 41 pladser og i det hele taget 56 af Skotlands 59 pladser. Dette var tak for sidst fra en stor del af Labours sociale basis. SNP fik først og fremmest Labourstemmer, fordi det havde ført kampagnen for uafhængighed op til folkeafstemningen i september 2014, hvor Labour var glødende modstander, mens mange Labour-vælgere stemte for. Og for det andet fordi det førte et klart anti-spareprogram og var til venstre for Labour i de sociale spørgsmål. (Ikke overraskende betalte også The Liberal Democrats for fem års koalition med The Conservative Party (Tories) og mistede 49 af deres i alt 57 pladser.) Enhver analyse af et britisk valg skal tage hensyn til valgsystemet, kendt som "first past the post". Dvs. at der er én runde, og den, der får flest stemmer i den pågældende valgkreds, bliver valgt - ofte med betydeligt mindre end 50 procent af stemmerne. Dette favoriserer de store partier på bekostning af de mindre, hvis stemmer er spredt over hele landet. For eksempel fik UK Independence Party (UKIP) ved dette valg fire millioner stemmer og bare ét medlem af parlamentet; The Green Party med en million stemmer, fik også et parlamentsmedlem. Begge havde dog firedoblet deres stemmer siden 2010. Med kun 37 procent af stemmerne fik The Conservative Party et flertal af pladserne. Dette var valgets store overraskelse. Det konservative flertal var smalt, kun 12 pladser, men partiet slog Labour med mere end to millioner stemmer. Der var mindst tre grunde til den konservative sejr. For det første Labours tab af sin skotske bastion. For det andet at UKIP tog en masse stemmer fra Labour, nok til at forhindre det i at vinde mange pladser. For det tredje lykkedes det for The Conservative Party at holde på partiets kernevælgere, afværge truslen fra UKIP, og samtidig tage mange stemmer fra The Liberal Democrats. Alle meningsmålinger havde forudset et "hung parliament" dvs. et parlament uden generelt flertal. SNP forberedte sig på at give kritisk støtte til en Labour-regering i mindretal til gengæld for mere autonomi og mere venstrefløjs politik. Faktisk blev risikoen for en Labour-regering afhængig af "Scottish separatists" brugt effektivt af de konservative til at samle deres base i det sydlige England. Resultatet kom som et chok. I stedet for at den afgående koalitionsregering blev erstattet af en regering mere til venstre, blev den erstattet af en Tory-flertalsregering. Og i de fem måneder siden valget er det blevet klart, at dette er den mest højreorienterede regering siden Thatcher; samt at den har til hensigt at afslutte, hvad hun begyndte - yderligere angreb på fagforeningerne og på det, der er tilbage af velfærdsstaten. Scenen er sat for en politisk polarisering. De første reaktioner var en bølge af stort set spontane lokale anti-nedskæringsdemonstrationer, efterfulgt af en national demonstration med 250.000 deltagere den 20. juni. Disse demonstrationer mobiliserede mange unge - et tegn på noget, der kan være i vente. Valget af Jeremy Corbyn som leder for Labour havde ganske dybe årsager, men det blev muliggjort af to ting, der på ingen måde var uundgåelige, men som fungerede som katalysator for den bevægelse, der udviklede sig bag ham. For det første, fordi Ed Miliband reformerede den måde, som partiets leder vælges på (som reaktion på en kritik af ham, fordi han havde vundet på grund af støtte fra fagforeningerne og således blev beskyldt for at være i lommen på dem). I stedet var det fra nu én person én stemme, med tre typer af vælgere. For det første partimedlemmer; for det andet medlemmer tilknyttet fagforeninger og forskellige foreninger; og for det tredje, en helt ny opfindelse: Enhver, der blev registreret som 2 / 7

Labour-supporter og betalte et mindre gebyr, kunne stemme. Denne reform blev støttet af partiets højrefløj, der så det som en måde at reducere fagforeningernes indflydelse. Det andet element var, at Jeremy Corbyn mod forventning fik de nødvendige 15 procent af underskrifterne i parlamentsgruppen. Han havde brug for 35, og med få minutter tilbage af nomineringen fik han 36 inklusiv sin egen. I virkeligheden støttede kun 14 af disse 36 faktisk Corbyn politisk. Resten gav deres underskrifter ud fra demokratiske overvejelser, og i flere tilfælde fordi de var blevet lobbyet af lokale partimedlemmer. En eller to højreorienterede gjorde det af temmeligt kyniske grunde: det var bedre at få Corbyn til at lide et forsmædeligt nederlag, end at venstrefløjen bagefter kunne klage over, at være blevet udelukket fra valghandlingen. Det viste sig som bekendt at være noget af en fejlberegning. Den første effekt af Milibands reform var en betydelig udvidelse af vælgerskaren. I 2010 havde 180.000 medlemmer stemt, plus 238.000 tilknyttede fagforeningsmedlemmer. I 2015 var der 300.000 partimedlemmer, 190.000 tilknyttede fagforeningsmedlemmer og 121.000 registrerede tilhængere. En vælgermasse på over 600.000. Hvem var disse mennesker? Af de 180.000 medlemmer i 2010 havde mange siden forladt partiet, mens andre var kommet til, og det synes at have flyttet partiet til venstre. Der var en kraftig stigning i partiets medlemsantal i reaktion på de konservatives valgsejr, og endnu flere sluttede sig til under formandsvalget; og efter Corbyns sejr har over 60.000 meldt sig ind. Faldet i tilknyttede fagforeningsmedlemmer kan forklares med, at nogle har valgt enten fuldt medlemsskab eller at lade sig registrere som tilhængere. I den sidstnævnte kategori var mange unge mennesker. Faktisk kan vi identificere tre grupper af Corbyn-tilhængere, omtrent svarende til de tre ovenstående kategorier. Først og fremmest partimedlemmer, der havde forladt partiet eller var blevet inaktive i løbet af Blair-årene, og som nu vendte tilbage - nogle under Miliband og andre i forbindelse med parlamentsvalget. Vi kan endda tale om, at "2003-generationen" - dem, der forlod Labour på grund af Irak-krigen - vender tilbage. Skiftet blandt partimedlemmerne viste sig bl.a. ved, at Corbyn vandt støtte fra flere lokale partiforeninger end nogen af hans rivaler, en klar forskel fra 2010. De tilknyttede fagforeningsmedlemmer stemte individuelt, men var påvirket af fagforeningernes holdninger. Og Corbyn fik støtte fra de fleste fagforeninger, herunder de to største Unite og Unison. For det tredje var der en bølge af unge, der tilsluttede sig. Det var klart fra begyndelsen, at noget var ved at ske. Corbyn turnerede landet rundt og talte ved offentlige møder - 99 i løbet af kampagnen. Det blev rutine for ham at tale to gange - én gang for folk i mødesalen, og én gang for dem, der var samlet udenfor, fordi salen var fuld. Mange af de mennesker, der kom til møderne, var unge, som deltog i deres første politiske møde, og mange af dem tilsluttede sig entusiastisk Corbyns kampagne, som mobiliserede 16.000 frivillige. Dynamikken er der stadig. Et par dage efter den 80.000 mennesker store demonstration uden for The Conservatives Party i Manchester i sidste uge, talte Corbyn ved et møde i Manchester Cathedral: 1.200 indenfor, 7.000 udenfor. Hvorfor har Corbyn en sådan virkning? For det første var han den rette mand på det rette tidspunkt. Mange mennesker, som allerede var på venstrefløjen eller søgte hen imod den, var trætte af Labour, der ikke var meget anderledes end The Conservatives. Der var således en åbning for socialistisk politik. På en måde havde Miliband fornemmet det, men han havde enten ikke det politiske mod eller vilje til at række beslutsomt ud til venstre. Corbyn er af en anden moralsk kaliber og den mest potentielle venstreorienterede leder siden 1930'erne. Derudover talte han som et normalt menneske og var fri af den public relations jargon, som har præget det parlamentarisk Labour, der i stigende grad har bestået af karrieremagere, der er gået lige fra universitetet til en konsulentfunktion i Labour eller et af fagforbundene, mens de ventede på at finde en valgkreds. 3 / 7

Han havde to hovedtemaer i sin kampagne. På det nationale niveau: modstand mod stramninger og nedskæringer, nationalisering af jernbanerne og energisektoren, et program for social boligbyggeri, forsvar for den offentlige sundhed og uddannelse. På internationalt plan: modstand mod Trident [atomvåbenprogram o.a.] og NATO. Ifølge den konventionelle visdom i medierne og den politiske verden burde det gøre ham unelectable. Men i virkeligheden er hans politik temmelig populær; renationalisering af banelegemet understøttes endda af de fleste konservative vælgere. På internationalt plan er udtræden af NATO måske en smule for langt at gå for mange vælgere, men i løbet af de sidste par årtier er modstanden mod atomvåben og militære interventioner i udlandet vokset betydeligt. Ganske tidligt i kampagnen blev det klart, at Corbyn langt fra bare var en symbolsk kandidat. Da det skred fremad, forudsagde stort set alle meningsmålinger en sejr for ham. Den politiske verden blev fuldstændig overrasket, mest af alt Labour-partiet. Efter Labours nederlag og Milibands tilbagetræden, gik partiets Blair-fløj i offensiven og hævdede, at Labour havde tabt, fordi Miliband lå for langt til venstre, en opfattelse som også blev båret frem i medierne. Folkene i Blair-fløjen troede, at deres tid var kommet. Ikke alene var analysen falsk, men blairisterne havde fuldstændig misforstået stemningen i partiet. Det ultimative bevis for dette var, at da valgresultatet blev offentliggjort den 12. september, fik Liz Kendall fra Blair-fløjen ydmygende 4,5 procent af stemmerne, mod 59,5 procent til Corbyn (de to øvrige kandidater, Andy Burnham og Yvette Cooper, fik hhv. 19 og 17 procent). Valgdeltagelsen var på 76 procent. Corbyn samlede 59,5 procent af de afgivne stemmer - 49,59 procent af partiets medlemmer, 57 procent af de tilknyttede fagforeningsmedlemmer o.a. og en kæmpestor andel på 84 procent af de registrerede tilhængere. Over 250.000 mennesker stemte på ham. Corbyns sejr blev opnået på trods af enorm modstand fra medierne og hele det britiske politiske establishment og ikke mindst fra de fleste af hans kolleger i Labours parlamentsgruppe. Han vandt med næsten 60 procent af stemmerne, men i den parlamentariske gruppe fik han kun seks procent. De to tidligere premierministre Tony Blair og Gordon Brown gik imod ham på samme måde som mange andre nuværende og tidligere ledende medlemmer. Partiapparatet begyndte at granske potentielle vælgere i et forsøg på at luge dem ud, der ikke delte "Labour-værdier" som med andre ord kunne identificeres som venstreorienterede. Det ser ud til, at flere tusinde blev forhindret i at stemme på denne måde, men det var alligevel langt fra nok til at ændre resultatet. Corbyn var - og er stadig - angrebet fra alle sider. Han bliver angrebet for sin politik, for ikke at synge nationalsangen (den forfærdelige "God Save the Queen") ved en officiel ceremoni, for at støtte terrorister og islamister på grund af hans anti-krigs og international solidaritets indsats - og så videre. Cameron har karakteriseret ham som "Britain-hating". Der er dog én "anklage", der stort set er korrekt, nemlig når han bliver beskyldt for at være det britiske svar på Syriza og Podemos. De kræfter, der er blevet mobiliseret af venstrefløjen i Europa, blev også mobiliseret bag Corbyn i Storbritannien. Hans sejr var ikke resultatet af en intern kamp i Labour (selv om den helt sikkert fremover vil føre til netop sådanne kampe). Den var udtryk for en eksisterende og letantændelige basis, der i sin bevægelse fremad vinder formandsvalget. Næsten uanset hvad der sker i de kommende måneder og år, lader det til, at en ny politisk kraft er født i Storbritannien. Det har været tydeligt i over tyve år, at efterhånden som de socialdemokratiske partier bevæger sig mod højre, mister de folkelig opbakning hen ad vejen eller mere pludseligt som det skete i Grækenland. I starten var det ikke den folkelige basis, der bevægede sig mod venstre, men derimod partierne, der bevægede sig mod højre. Det nye i løbet af de seneste år er den rolle, som de unge spiller - som i virkeligheden bevæger sig mod venstre. Det skete med Indignado-bevægelsen og udviklingen af Podemos i Spanien, og med at 80 procent af de unge stemte 4 / 7

"Oxi" (nej) i Grækenland den 5. juli. I England har der været mange tegn på radikalisering blandt unge - fra den omfattende studenterbevægelse mod tredobling af universitetsgebyrerne i 2010 til de seneste anti-nedskærings demonstrationer. Forskellen er, at i Storbritannien har bevægelsen ikke dannet et alternativ til Socialdemokratiet men derimod gået igennem det. Eller rettere: det er gået igennem en ganske bestemt type socialdemokrati, nemlig Labour. Fagforeningerne dannede ikke Labour helt på egen hånd, der var også socialistiske organisationer, men fagforeningerne spillede en central rolle og har gjort det i forskellige grader igennem hele partiets historie. Under angreb fra de konservative og skuffet over Miliband, støttede fagforeningerne Corbyn - dog ikke uden forbehold, som vi skal se hvilket havde stor betydning for hans sejr. Nu hvor Corbyn er blevet valgt som leder, vil han naturligvis fortsat være under beskydning fra sine politiske modstandere og medierne. Og på en måde og med en voldsomhed, der går langt ud over, hvad der normalt kan forventes i den politiske debat. Corbyn betragtes som illegitim, som uden for den nyliberale konsensus, og målet er at slippe af med ham så hurtigt som muligt. Men det virkelige problem ligger i det parti, som han er leder for. Corbyns politik, den platform som han blev valgt på, er i skarp modstrid med det parlamentariske parti og partiapparatet. Hans støtte ligger i hundredtusindvis af mennesker, som er spredt over hele landet. Hans modstand er koncentreret i London og i særdeleshed i Parlamentet. Han er tvunget til at manøvre, til at vælge de emner som han vil kæmpe for, og lægge andre til side, hvis det er muligt. Der er en hårfin grænse mellem sådanne taktiske manøvrer og så at opgive sine synspunkter. Det vil være en vis tid, før vi kan se præcist, hvad der sker. For øjeblikket synes han at holde fast i sit indenrigspolitiske program. De ømtålelige spørgsmål ligger på områderne udenrigspolitik og forsvar. Han var med det samme stillet over for spørgsmålet om Europa i forbindelse med folkeafstemningen om Storbritanniens medlemskab af EU, som vil blive afholdt i 2016 eller 2017. Indtil nu havde det været klart, at Labour ville sige ja. Men før han blev valgt, havde Corbyns holdning været tvetydig. Han er i virkeligheden den eneste partileder i Storbritannien, der er tydeligt i modsætning til det nuværende nyliberale Europa. Men i løbet af hans kampagne vekslede han mellem at forblive i EU og kæmpe for et socialt Europa sammen med venstrekræfter i andre lande eller også at præsentere sine egne krav til EU - naturligvis ikke de samme krav som Camerons. Men hvad ville der ske, når og hvis EU afviser kravene? Under pres fra partiet og fra medierne, bekendtgjorde Corbyn, at han ville opfordre til et ja og en kamp for et socialt Europa. Men han har sandsynligvis sine tvivl, og mange ting kan ske i Storbritannien og Europa fra nu og frem til folkeafstemningen. Corbyn har for øjeblikket valgt ikke at kæmpe om NATO-spørgsmålet. Med hensyn Trident er situationen noget anderledes. At opgive Trident-atomvåbene var ikke på dagsordenen på den seneste Labour-konference, fordi det ville have mødt modstand fra fagforeningerne, især fra Unite der forsvarer de medfølgende arbejdspladser. Men det ser ikke ud til, at Corbyn bare vil acceptere et nederlag på det spørgsmål. At komme af med Trident er populært, især i Skotland med atomubådsbasen i Faslane. Det skotske LO (TUC - Trade Union Congres) har støttet forslaget om omstilling af de ansatte på Faslane, som også er Corbyns holdning. På nogle spørgsmål, der ikke kan udsættes, såsom ja eller nej til britisk deltagelse i den amerikansk ledede bombekampagne i Syrien vil Corbyn blive nødt til at vælge og sandsynligvis selv stemme sammen med et mindretal af sit eget parti plus SNP (Scottish National Party) mod et flertal af Labours parlamentsmedlemmer og The Conservatives. Skotland er et problem for Corbyn. Historisk har det altid været en bastion for Labour. Men i de sidste tyve år har der været et dræn af partimedlemmer - til SNP, til Scottish Socialist Party, til Scottish Greens og bare ud i den blå luft. Dette blev forårsaget af både New Labours politik og det 5 / 7

nationale spørgsmål. Det gør situationen forskellig fra Englands. Corbyns program er til venstre for SNP og endda også for the Scottish Greens. Han har holdt store møder i de største byer i Skotland, og han kan vinde nogle vælgere tilbage til Labour. Men der er to indbyrdes forbundne problemer. Det grundlæggende spørgsmål er uafhængighed. Mange mennesker vil ikke vindes tilbage til Labour, hvis partiet fastholder sin unionistiske holdning. Corbyn har forsøgt at forholde sig til dette ved at sige, at "jeg er socialist, ikke unionist" og forklare, at "jeg ville foretrække, at UK forbliver sammen, ja, men jeg anerkender en befolknings ret til at træffe beslutning om dens egen autonomi og uafhængighed". Han tilføjede, at han (i modsætning til mange engelske politikere) havde valgt ikke at blande sig i debatten op til den skotske folkeafstemning. Han bekræfter også sin vilje til at arbejde sammen med SNP i Westminster mod regeringen - der er faktisk mange fælles opfattelserog alt dette skulle gøre det lettere for ham at få en dialog med den skotske venstrefløj. Men når det kommer til stykket, er han stadig imod ikke bare uafhængighed men også mod yderligere selvstændighed, hvilket omvendt støttes af et stort flertal af skotterne. Det andet problem er Scottish Labour Party. Ikke alene er det meget svækket, men dem, der forblev i partiet, var de mest højreorienterede elementer, hvilket gør det til en af de sidste skanser for blairismen i partiet. Den nye leder - den femte på otte år - er en typisk Blair-klon, og selv de svage venstrekræfter i partiet er mod uafhængighed. At vinde tidligere Labour-vælgere tilbage vil ikke være så let, som det kan være i England. Lad os igen se på de problemer, som Corbyn har med sit parti. I Storbritannien har det største oppositionsparti altid haft et såkaldt "skyggekabinet", dvs. en alternativ regering. Efter valget af Corbyn nægtede flere højtstående partimedlemmer at være med i dette. Af de øvrige ledelseskandidater accepterede kun Burnham. Men Corbyns skyggekabinet udgøres ikke bare af hans egne tilhængere (som der ikke er nok af...), men omfatter også folk fra den "bløde venstrefløj" og endda udenfor nogle i loyalitet med partiet og nogle få med det formål at kontrollere Corbyn. Hans vigtigste allierede i regeringen er McDonnell, der er skyggekansler (finansminister). Denne udnævnelse vakte modstand i nogle fagforeninger, der anser ham for at være for yderliggående. Men faktisk står McDonnell solidt på Corbyns platform, herunder nationaliseringer, men han er mere skarp end Corbyn. Den økonomiske politik i en Corbyn-regering (hvis en sådan nogensinde bliver dannet), som også er McDonnells økonomiske politik, vil dog være meget mere påvirket af Keynes end af Marx og bl.a. betyde oprettelse af en national investeringsbank. Corbyn accepterer også behovet for at nedbringe underskuddet og accepterer endda regeringens mål i den henseende, mens han altså afviser nedskæringspolitikken. Der er stadig mange punkter, der skal drøftes og afklares på den økonomiske politik. Men det er ikke alt. Corbyn må overleve i et fjendtligt miljø og finde måder at mobilisere sine egne tilhængere på. Og han ser ud til at forstå det. Der har netop været annonceret oprettelsen af en ny bevægelse, "Momentum" - tænkt som en fortsættelse af Corbyn-kampagnen. Dens dannelse blev straks hilst velkommen af Corbyn og McDonnell. At dømme efter dens første erklæringer, vil Momentum ikke blot opfattes som en strømning inden for Labour. Det vil den uden tvivl også være, men den vil især også have til formål at være et græsrodsnetværk og organisere kampagner i lokalområderne. En ny Labour-ungdomsorganisation bliver også organiseret. Denne kombination af at arbejde inden for partiet og organisere udenfor er helt sikkert noget af det, der er behov for i denne situation. Det er meningsløst at spekulere på præcist, hvordan tingene vil udvikle sig. Vi befinder os i en ny situation. En kamp er i gang for at opbygge en bevægelse, der vil udfordre ikke blot Cameron men hele den nyliberale konsensus. Det kan umuligt udvikle sig uden på et eller andet tidspunkt at føre til splittelse i Labour; hvordan det vil ske - og i hvilket omfang - er umuligt at sige noget fornuftigt om i dag. Britisk politik som helhed er i en tilstand af flux, latent krise. Uanset hvilken effekt EU- 6 / 7

folkeafstemningen får for Labour, vil den lægge et enormt pres på The Conservative Party, hvor et stort mindretal vil kæmpe for et nej. Spørgsmålet om skotsk uafhængighed vil ikke forsvinde og på et tidspunkt igen stå allerforrest. David Cameron opfatter måske sig selv, som den der fuldender, hvad Thatcher begyndte, men på trods af den aktuelle fremtræden, befinder han sig i en langt svagere position, end hun var. Venstrefløjen i Storbritannien har den bedste chance i en generation for at rulle Thatchers arv tilbage. Det er den udfordring, som Corbyn og den gryende ny bevægelse står overfor. Oversat fra engelsk af Klaus Krogsbæk 7 / 7