Forord For blot 2-3 år siden var der ikke mange, der for alvor troede, at Den Økonomiske og Monetære Union, og langt mindre den fælles valuta, ville blive en realitet efter planerne. I dag er der ingen tvivl om, at den tredie og afsluttende fase af ØMU en starter som forudset den 1. januar 1999. Europa-Kommissionens Repræsentation i Danmark har derfor bedt dr. polit. Erling Olsen ajourføre sin publikation fra 1995, hvori han forklarer om baggrunden for ØMU en og dens trinvise gennemførelse samt overgangen til euro-valutaen i de deltagende lande. Pjecen er beregnet på den læser, der gerne vil vide lidt mere om denne del af det europæiske samarbejde; den kan samtidig anvendes i undervisningen på gymnasier, handelsskoler og andre uddannelsesinstitutioner. Peter Stub Jørgensen Direktør
Erling Olsen er først og fremmest kendt for sit mangeårige politiske virke som medlem af Folketinget, som minister i flere regeringer og senest som Formand for Folketinget. Samtidig er Erling Olsen en kendt og respekteret økonom. Erling Olsen blev i 1970 udnævnt til professor i nationaløkonomi og i 1971 blev den akademiske karriere kronet med en doktorgrad. Erling Olsen startede sin løbebane i Det Økonomiske Sekretariat, men blev allerede i 1959 tilknyttet Københavns Universitet og senere Roskilde Universitets Center, hvor Erling Olsen var rektor fra 1970-73. Erling Olsen har i årenes løb udgivet en række bøger, bl.a. Dansk Pengehistorie (1968); International Trade Theory and Regional Income Differences, United States 1880-1950 (1971); Like to Know something about Denmark (1977) og Den barberede Marx (1979). 2
Indledning Allerede i 1969 vedtog medlemmerne af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab en principbeslutning om, at deres samarbejde skulle udvikles til en økonomisk og monetær union - i daglig tale kaldet en ØMU. Det skete på topmødet i Haag, og da Danmark, Storbritannien og Irland sluttede sig til Fællesskabet, blev det bekræftet på topmøderne i Paris 1972 og København 1973. Siden hen tog Storbritannien og Danmark visse forbehold, men det er en anden sag, som vi skal vende tilbage til. Først skal vi se lidt nærmere på, hvad en økonomisk og monetær union rummer, og hvorfor ØMU en sætter prikken over i et i Det indre Marked. 3
Hvad er en ØMU? Man kan sagtens have en økonomisk union uden en monetær. Det har vi da også. Det er den, vi kalder EU. I den har vi en toldunion, dvs. fælles toldsatser udadtil og ingen toldsatser indadtil, samt et indre marked, hvor arbejdskraften, kapitalen og varerne frit kan bevæge sig fra medlemsland til medlemsland, og nogle fælles spilleregler for den økonomiske politik. Man kan også have en monetær union uden en økonomisk. Det havde vi fra 1873 til 1914. Det var Den skandinaviske Møntunion, som dækkede Danmark, Norge og Sverige. Hver for sig havde de opgivet deres nationale valuta - hos os var det rigsdaleren - til fordel for en fælles valuta - den skandinaviske krone. Derfor måtte de skandinaviske lande føre en fælles pengepolitik. Det var der heller ikke større problemer i, da de alle havde guldfod, dvs. fri ind- og udførsel af guld samt en pligt for deres seddeludstedende banker - de såkaldte centralbanker - til at købe og sælge guld til en fast pris. Møntunionen gjorde guldets pris i kroner ens i de tre lande, og så skabte markedsmekanismerne den nødvendige samordning af deres pengepolitik. Men de tre lande havde hver deres toldsatser over for hinanden og hver deres økonomiske politik. Det spændende ved en økonomisk og monetær union er, at den fuldstændiggør en økonomisk union ved at bygge en monetær ovenpå. Det er den fælles valuta, som er kronen på værket, og de fælles spilleregler for den overordnede økonomiske politik, der påkalder sig interessen. Det kan variere fra ØMU til ØMU. Derfor skal vi se lidt nærmere på den ØMU, som Den Europæiske Union (EU) stiler imod. 4
EU s ØMU Den fælles valuta, som Maastricht-traktaten af december 1991 og Edinburghafgørelsen af december 1992 lagde op til, er baseret på den såkaldte ECU (udtales eky). ECU en er en "kurv" af EU-landenes valutaer. Den benyttes i forbindelse med visse, større internationale betalinger, men udstedes ikke af nogen centralbank. Så i dag er det en kunstig valuta. Men det skal blive anderledes. Sprogligt har ECU en både noget engelsk og noget fransk over sig. Noget engelsk, fordi ECU er en forkortelse for European Currency Unit, hvilket på dansk betyder europæisk valutaenhed. Noget fransk, fordi der i fordums tid eksisterede en fransk mønt, som hed ecu. Kurvens indhold blev endeligt fastlagt i efteråret 1993, dvs. før Finland, Sverige og Østrig blev medlemmer af EU. Derfor indeholder den alene de øvrige 12 medlemslandes valutaer, og den rummer dem i mængder, som afspejler deres indbyrdes betydning for den fælles økonomi. Da deres valutakurser kan variere fra dag til dag, kan ECU ens værdi også gøre det. Skema 1 viser, hvorledes ECU en er sammensat, og hvad den var værd efter valutanoteringen i København den 25. marts 1998. Indtil videre vil kursen på ECU en svinge i takt med kurserne på medlemslandenes valutaer. Men den 1. januar 1999 starter ØMU ens tredje fase. Så sker der to ting. For det første låses deltagerlandenes valutakurser endeligt fast over for ECU en. For det andet ophører ECU en med at være en kunstig valuta. Den bliver til en rigtig valuta, kaldet euro, som udstedes af deltagerlandenes nye fælles centralbanksystem. 5
Skema 1 Den 25. marts 1998 var: 3,301 Belgiske Franc = 0,61 Danske kroner 0,1976 Danske Kroner = 0,20 Danske kroner 0,08784 Engelske Pund = 1,03 Danske kroner 1,332 Franske Franc = 1,52 Danske kroner 1,44 Græske Drachmer = 0,03 Danske kroner 0,2198 Hollandske Gylden = 0,75 Danske kroner 0,008552 Irske Pund = 0,08 Danske kroner 151,8 Italienske Lire = 0,59 Danske kroner 0,13 Luxembourgske Franc = 0,01 Danske kroner 1,393 Portugisiske Escudos = 0,05 Danske kroner 6,885 Spanske Pesetas = 0,31 Danske kroner 0,6242 Tyske Mark = 2,38 Danske kroner 1 ECU = 7,56 Danske kroner Kilde: Valutanoteringen i København 25.3.1998 6
Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB) rummer såvel Den Europæiske Centralbank (ECB) med sæde i Frankfurt som de nationale centralbanker med sæde i deltagerlandene. Denne tvedeling skal bl.a. understrege, at selv om der skal føres en fælles pengepolitik, har hvert enkelt land fortsat ansvaret for at holde orden i sin egen økonomi. Den fælles valuta rokker ikke ved noget deltagerlands pligt til at svare alle renter og alle afdrag på hele sin udlandsgæld. Den europæiske Centralbank har en Direktion og et Styrelsesråd. Direktionen er på højst 6 personer. Dens medlemmer udpeges af deltagerlandenes regeringer for 8 år ad gangen uden mulighed for genvalg. Styrelsesrådet består af direktionen og cheferne for deltagerlandenes centralbanker. For at understrege centralbanksystemets uafhængighed skal hvert enkelt land senest ved oprettelsen af ECB (hvilket skete den 1. juni 1998) have vedtaget en lovgivning, der gør de nationale centralbanker helt uafhængige af regeringerne. Det var i parentes bemærket også blandt det første, som den nyvalgte engelske Labour regering tog skridt til i 1997. Værd at bemærke er også det traktatmæssige forbud imod, at nogen regering eller nogen af EU's øvrige institutioner søger at påvirke beslutningerne indenfor Det Europæiske System af Centralbanker. 7
Skema 2 Uddrag fra "Statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og den Europæiske Centralbank": ARTIKEL 2 "I overensstemmelse med Traktatens artikel 105, stk. 1, er hovedformålet for ESCB at fastholde prisstabilitet. Uden at målsætningen om prisstabilitet derved berøres, støtter ESCB de generelle økonomiske politikker i Fællesskabet med henblik på at bidrage til gennemførelsen af Fællesskabets mål, som fastsat i Traktatens artikel 2. ESCB handler i overensstemmelse med princippet om en åben markedsøkonomi med fri konkurrence, som fremmer en effektiv ressourceallokering, og i overensstemmelse med principperne i Traktatens artikel 3A". Den traktatbestemte uafhængighed må ses i sammenhæng med formålsparagraffen for centralbanksystemet, der gengives i skema 2 (ESCB-statuttens Artikel 2). Her er hensynet til prisstabiliteten gjort til hovedmålet for den fælles pengepolitik, omend det tilføjes, at der også er andre hensyn at tage jf. unionens overordnede formålsparagraf, der gengives i skema 3 (Amsterdam-traktatens Artikel 2). I de to formålsparagraffer afspejles væsentlige sider af den debat, der gennem de senere år har stået om såvel pengepolitikken som Maastricht- og Amsterdam-traktaterne. Meget stærkt forenklet kan man sige, at debatten har stået imellem keynesianere og monetarister. Keynes var en berømt engelsk økonom, hvis lære mange fortolkede, som om man kunne gavne beskæftigelsen ved at tilsidesætte hensynet til prisstabiliteten. Monetaristerne, hvis ypperste talsmand var Milton Friedman fra U.S.A., mente omvendt, at hensynet til prisstabiliteten måtte i højsædet, hvis man ville opnå en sund økonomisk udvikling. 8
Skema 3 Uddrag fra Traktaten om Den Europæiske Union (Amsterdam-traktaten): ARTIKEL 2 "Fællesskabet har til opgave gennem oprettelsen af et fælles marked og en Økonomisk og Monetær Union samt gennem iværksættelsen af fælles politikker eller aktioner som omhandlet i artikel 3 og 4 (tidligere artikel 3 og 3A) i Fællesskabet som helhed at fremme en harmonisk, afbalanceret og bæredygtig udvikling af den økonomiske virksomhed, et højt beskæftigelsesniveau, et højt socialt beskyttelsesniveau, ligestilling mellem mænd og kvinder, en bæredygtig og ikke-inflationær vækst, høj konkurrenceevne og en høj grad af konvergens med hensyn til de økonomiske resultater, et højt niveau for miljøbeskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten, højnelse af levestandarden og livskvaliteten, økonomisk og social samhørighed samt solidaritet mellem medlemsstaterne". I 1960 erne og begyndelsen af 1970 erne havde keynesianerne overtaget med det resultat, at de fleste lande førte en pengeog finanspolitik, som resulterede i stadigt stærkere stigende priser. 1970 ernes oliekriser gav priserne nogle ekstra skub opad, og så fik de fleste lande - og de fleste centralbanker - nok af inflationen. Både fordi den var selvforstærkende, fordi den førte til en skæv indkomst- og formuefordeling, og fordi den gav anledning til renteforhøjelser, som slog væksten ihjel og skabte ny arbejdsløshed. Det gav monetaristerne vind i sejlene. I slutningen af 1970 erne og begyndelsen af 1980 erne strammede de fleste lande pengepolitikken så meget, at de fik has på det meste af inflationen, men det gik også ud over den økonomiske vækst. Ved slutningen af 1980 erne og begyndelsen af 1990 erne nåede de fleste vesteuropæiske beslutningstagere frem til en erkendelse af, at væksten ikke blot kunne kvæles, hvis man ensidigt 9
satsede på prisstabilitet. Det kunne også ske, hvis man tilsidesatte hensynet til prisstabiliteten. Derfor blev afvejningen af de to hensyn over for hinanden ikke et "enten-eller", men et "både-og". Der var dog også en klar fornemmelse af, at det i et demokratisk system med jævnlige parlamentsvalg kunne være ganske fristende for den til enhver tid siddende regering at tilsidesætte hensynet til prisstabiliteten til fordel for et kortsigtet hensyn til væksten. Det kunne man bl.a. værne sig imod ved som tyskerne at gøre centralbanken uafhængig af regeringen og give den et hovedansvar for at opretholde prisstabiliteten. Det mente de fleste EU-landes regeringer, at man burde gøre, og de henviste bl.a. til erfaringerne fra efterkrigstidens Vesttyskland, hvor man havde kunnet forene en forholdsvis lav prisstigning med en forholdsvis pæn vækst. Nogle regeringer, herunder den danske, frygtede imidlertid, at man ved at lægge så stærk vægt på hensynet til prisstabiliteten kom til at skade beskæftigelsen. Ved den endelige udformning af centralbankens formålsparagraf, nåede man frem til det kompromis, der er gengivet i skema 2, men i debatterne op til folkeafstemningerne her i landet blev det ivrigt drøftet, om man i Det Europæiske Centralbanksystem ville lægge for megen vægt på hensynet til prisstabiliteten og for lidt vægt på hensynet til beskæftigelsen. Medens man i ØMU en holder regeringerne helt uden for indflydelse på den fælles pengepolitik, ligger det anderledes for den fælles valutapolitik. Penge- og valutapolitikken dækker tilsammen, hvad man kalder den monetære politik - fordi det har med "moneterne" at gøre. 10
Arbejdsdelingen imellem dem er, at pengepolitikken først og fremmest sigter på prisen for at låne penge, dvs. renteniveauet, og forsyningen med penge, dvs. pengemængden, hvorimod valutapolitikken sigter på prisen på fremmed valuta, dvs. valutakurserne, og forsyningen med fremmed valuta, dvs. valutareserverne. I EU's Økonomiske og Monetære Union kommer den fælles valutapolitik ikke mindst til at berøre politisk ømfindtlige forhold til den amerikanske dollar, den japanske yen, en række central- og østeuropæiske valutaer samt en del tredjelandes valutaer. Denne del af den monetære politik vil regeringerne fortsat have indflydelse på. Derfor får Den Europæiske Centralbank alene ansvaret for den daglige gennemførelse af valutakurspolitikken. Skal der ske væsentlige ændringer, kommer ØKOFIN- Rådet ind i billedet. Det består af deltagerlandenes økonomi- (ØKO) og finans- (FIN) ministre. I visse tilfælde kan det fastsætte overordnede retningslinier for valutakurspolitikken, når blot det respekterer hensynet til prisstabiliteten. Om ØMU ens øvrige spilleregler for den økonomiske politik, der fremgår af skema 3, er for det første at sige, at de fortsat er markedsøkonomiens og vækstfilosofiens. Men nu skal væksten være bæredygtig, og den skal respektere miljøet. Det er heller ikke bare levestandarden, der skal forøges. Også livskvaliteten skal sættes i vejret. For det andet skal den økonomiske politik udformes, så den øger solidariteten mellem medlemslandene, ophjælper de tilbagestående regioner, fremmer beskæftigelsen og hæver det sociale beskyttelsesniveau. ØMU en skal, kort fortalt, have en social dimension. 11
Prikken over i et Med Rom-traktaten tog deltagerlandene i 1957 et første skridt hen imod et fælles europæisk marked. De skabte en toldunion, som gav dem fælles toldsatser udadtil og fuld toldfrihed i deres indbyrdes samhandel. Det gav deres økonomiske udvikling et vældigt skub fremad og hjalp dem til at samordne vigtige dele af deres økonomiske politik. Tilbageslag undgik de naturligvis ikke, men over tid gik de så stærkt frem, at stadigt flere sluttede sig til de seks oprindelige deltagerlande. Danmark kom til i 1972. I midten af 1980 erne stod det dog de fleste klart, at afskaffelsen af de indbyrdes toldsatser kun havde fjernet en del af hindringerne for en fri samhandel og en fri konkurrence imellem deltagerlandene. Skulle der skabes et velfungerende indre marked, måtte der sikres en helt fri bevægelighed over grænserne for personer, varer, tjenesteydelser, arbejdskraft og kapital. Der måtte tillige ske en harmonisering af standarder og normer på en lang række områder, en gensidig anerkendelse af eksamensbeviser og autorisationer, en tilnærmelse af retssystemerne til hinanden og meget andet, som man tog hul på ved den fælles akt, også kaldet "EF-pakken", som vi tog stilling til ved folkeafstemningen i 1986. 12
Med "EF-pakken" skabte vi EF's indre marked. Det var endnu et skridt frem, men det blev aldrig, hvad det kunne blive, så længe deltagerlandene havde hver deres valuta og førte hver deres penge- og valutapolitik. Derfor ønskede mange at sætte prikken over i et ved at føje en Økonomisk og Monetær Union til EF's indre marked. Umiddelbart ville det give unionens borgere og virksomheder nogle fordele, når de skulle bruge penge i et andet deltagerland. De ville slippe for besværet og omkostningerne ved at veksle. Hvad vigtigere var: Mange erhvervsdrivende ville slippe for at skulle løbe en kursrisiko eller dække den ind ved en omkostningskrævende fastkursaftale. Dette kaldes ØMU ens mikroøkonomiske fordele. ØMU en har dog også nogle makroøkonomiske fordele. Hertil regnes først og fremmest, at renteniveauet sænkes i de lande, hvor det tidligere var præget af devalueringsfrygt. Når det danske renteniveau længe har været - og fortsat er - noget højere end det tyske, skyldes det ikke mindst, at man på de internationale finansmarkeder aner en risiko for, at kronen bliver devalueret i forhold til D-marken. Det dækker man sig ind for ved at forlange en højere rente for penge, der anbringes i Danmark. Kommer Danmark med i tredje fase af ØMU en, forsvinder denne risiko. Til de makroøkonomiske fordele hører tillige, at målsætningen for det kommende centralbanksystem skulle gøre det lettere at holde inflationen i ave. Derudover rummer ØMU en nogle fordele, som ligger på grænsen imellem det mikro- og det makroøkonomiske. Dertil regnes den større gennemsigtighed på markederne for varer, tjenester og kapital samt den øgede konkurrence, som dette medfører. Visse ulemper kan der naturligvis også påvises, men det vil vi vente med, til vi skal redegøre for, hvorfor England og Danmark forbeholdt sig retten til ikke at deltage i ØMU ens tredje fase. Forinden skal vi se på de krav, der stilles til deltagerlandene, og den resterende tidsplan for ØMU ens virkeliggørelse. 13
Konvergenskravene ØMU en kan ikke skabes fra den ene dag til den anden. Skal den holde, må der politisk og praktisk tages et ganske langt tilløb, og ikke mindst må der skabes tillid til, at udviklingen i deltagerlandenes økonomier konvergerer imod - dvs. nærmer sig - hinanden i en sådan grad, at deltagerne temmelig risikofrit kan udskifte deres nationale valutaer med den fælles euro. Derfor stiller EU disse fire konvergenskrav til medlemslande, der skal med i ØMU ens tredje og sidste fase: 1. Lav inflation: Gennemsnittet over en étårig periode for inflationen må højst ligge 1,5 pct.-point over inflationen i de tre lande, som har de bedste resultater med hensyn til inflation. 2. Sunde offentlige finanser: Offentlige budgetunderskud må ikke overstige 3% af bruttonationalproduktet (BNP) i markedspriser (bortset fra små og midlertidige overskridelser i exceptionelle omstændigheder). Den samlede offentlige gæld skal enten være mindre end 60% af bruttonationalproduktet (BNP) i markedspriser eller, hvis den er over 60% af BNP, skal være faldende med tilstrækkelig hastighed. 3. Stabil valutakurs: Bestemte udsvingsgrænser skal respekteres, og valutaen må ikke være blevet devalueret inden for mindst to år. 4. Troværdig politik: Gennemsnittet over en etårig periode for den lange statsobligationsrente må højst ligge 2 pct.-point over renten i de tre lande, som har de bedste resultater for inflation. Skema 4 viser det omfang, hvori EU's medlemslande i 1997 kunne leve op til konvergenskravene. 14
Skema 4 EU's medlemslande og konvergenskriterierne i 1997. Land Inflation Lang rente Budget Off. Gæld pct. pct. balance pct. af BNP pct. af BNP Med i euro Belgien 1,4 5,7-2,1 122,2 Finland 1,3 5,9-0,9 55,8 Frankrig 1,2 5,5-3,0 58,0 Holland 1,8 5,5-1,4 72,1 Irland 1,2 6,2 0,9 66,3 Italien 1,8 6,7-2,7 121,6 Luxembourg 1,4 5,6 1,7 6,7 Portugal 1,8 6,2-2,5 62,0 Spanien 1,8 6,3-2,6 68,8 Tyskland 1,4 5,6-2,7 61,3 Østrig 1,1 5,6-2,5 66,1 Forbehold Danmark 1,9 6,2 0,7 65,1 Storbritannien 1,8 7,0-1,9 53,4 Ikke med i euro Grækenland 5,2 9,8-4,0 108,7 Sverige 1,9 6,5-0,8 76,6 Dumpegrænsen 2,7 7,8-3,0 60,0* *) Med mulighed for dispensation. Kilde: EURO 1999, Europa-Kommissionens beretning 25. marts 1998 om konvergenssituationen og henstilling om overgangen til tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union, Luxembourg, Europa-Kommissionen, 1998. Side 16, tabel 1.1. 15
På dette grundlag - og efter en omfattende analyse af hvert enkelt medlemslands økonomi - blev 11 af EU's 15 lande fundet egnede til at deltage i ØMU ens tredje fase allerede fra starten den 1. januar 1999. Det skete den 25. marts 1998 i to rapporter fra Kommissionen og Det Europæiske Monetære Institut (EMI), der er en forløber for Den Europæiske Centralbank (ECB), og det blev enstemmigt besluttet på et møde mellem EU s stats- og regeringschefer den 2. maj 1998. Tallene i Skema 4 illustrerer, at der måtte hugges nogle hæle og klippes nogle tæer for at nå så langt, ikke mindst når der også skulle tages hensyn til størrelsen af den offentlige gæld. Her lå Belgien og Italien så klart på den forkerte side af dumpegrænsen, at de kun kom med, fordi de har strengt sig alvorligt an for at forbedre deres offentlige finanser. ØKOFIN har derfor krævet (og fået) garanti for en fortsættelse af disse anstrengelser, når Belgien og Italien er inde i ØMU ens tredje fase. Skema 4 viser også, at Danmark ganske givet havde kunne komme med fra starten (måske med nogle mindre rettelser til Nationalbankloven for at bringe den i overensstemmelse med ESCBstatutten), men Danmark og England har som bekendt forbeholdt sig retten til at stå udenfor, og det vil de gøre indtil videre. For Grækenlands vedkommende ligger alle fire nøgletal klart på den forkerte side af dumpegrænsen, og Sverige kommer ikke med fra starten. Det har flere årsager, men den tungest vejende er nok, at det kræver en ændring af den svenske forfatning. I tilgift til beslutningen om hvilke lande, der deltager i ØMU ens tredje fase fra starten den 1. januar 1999, traf Det Europæiske Råd den 1. - 3. maj 1998 en række vigtige afgørelser, hvoriblandt specielt skal nævnes: - Den formelle vedtagelse af det juridiske grundlag for indførelse af euroen per 1. januar 1999. - Sedler og mønter i euro indføres den 1. januar 2002 og den periode, hvor deltagerlandenes nationale sedler og mønter må cirkulere sideløbende med eurosedler 16
og mønter må højst være 6 måneder. - Omvekslingsforholdet mellem de deltagende landes valutaer blev fastsat. Omvekslingsforholdet til euroen kunne imidlertid ikke fastsættes, fordi det afhang af udviklingen i resten af 1998 i det britiske pund, den danske krone og den græske drachme. Disse valutaer indgik nemlig i ECU en, der derfor i denne periode kunne svinge overfor deltagerlandenes valutaer. - Udpegning af formand, Wim Duisenberg fra Holland, æstformand og 4 medlemmer af direktionen for Den Europæiske Centralbank (ECB). - Igangsættelse af en uformel møderække, kaldet Euro-11- Forum, hvor deltagerlandenes økonomi- og finansministre vil drøfte økonomiske spørgsmål i relation til ØMU en. Euro-11 møderne planlægges som uformelle formøder til de formelle ØKOFIN møder, der fortsat vil være samtlige EU-landes besluttende organ for samordning af deres økonomiske politik. Den 28. maj 1998 afholdtes den danske folkeafstemning om Amsterdam-traktaten. Den 1. juni 1998 oprettedes Den Europæiske Centralbank (ECB) og Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB). Samtidig afvikledes Det Europæiske Monetære Institut (EMI). TIDSSKEMA 1.-3. maj 1998: Det besluttes, at 11 lande er egnede til at deltage i ØMU ens tredje fase. 1. juni 1998: Den Europæiske Centralbank (ECB) og Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB) oprettes. 1. januar 1999: Euroen indføres som elektronisk valuta i deltagerlandene. Pengepolitik føres i euro, mens køb af varer betales med eksistreende mønter og sedler. 1. januar 2002: Eurosedler og -mønter indføres. 1. juli 2002: De nationale mønter og sedler i deltagerlandene inddrages som betalingsmiddel. De kan fortsat veksles i bankerne. 17
Den resterende tidsplan Den 1. januar 1999 erstattes deltagerlandenes nationale valutaer af euroen, men kun som kontopenge. Der kan foretages mangeartede finansielle transaktioner i euro, overføres penge fra den ene konto til den anden, skrives checks og betales med kreditkort osv. Men kræves der kontanter, kan der i en treårig periode alene betales med de eksisterende sedler og mønter. De "gamle valutaer" vil imidlertid ikke længere være valutaer i juridisk forstand. De vil være underenheder af euroen på samme måde som f.eks. 1 øre er en underenhed af 1 krone. Visse finansielle transaktioner ikke bare kan afvikles i euro. De ligefrem skal. Det gælder f.eks. de nye statslån, der måtte blive optaget i deltagerlandene. Desuden omlægger børserne deres handel og dens afvikling til euro hurtigst muligt og i nogle tilfælde allerede fra årsskiftet 1998/99. Den 1. januar 2002 bliver euroen til rigtige menneskepenge. Ud i omsætning sendes den i sedler og mønt, og så begynder overgangsperioden, hvor euroen og deltagerlandenes nationale sedler og mønter benyttes sideløbende i den daglige handel. Den 30. juni 2002 bliver den absolut seneste dag, hvor deltagerlandenes nationale sedler og mønter er lovlige betalingsmidler. Herefter tager euroen endeligt over. Gamle pengesedler man måtte finde efterfølgende kan dog fortsat omveksles i banken. 18
Nogle praktiske problemer Et er at beslutte overgangen fra de nationale valutaer til euroen. Noget ganske andet er at få overgangen til at gå glidende. Det kræver, at man i god tid tænker over og forsøger at løse en række praktiske problemer. Det mest iøjnefaldende problem er de mange nye sedler, der skal trykkes, og de mange nye mønter, der skal slås, til erstatning for de hidtil cirkulerende. Det er en kæmpeopgave. Ved topmødet i Amsterdam nåede man i juni 1997 til enighed om euro sedlernes udseende. Det var heller ikke for tidligt, da der skal trykkes 12.700 milliarder af dem. På rådsmødet den 17. november 1997 nåedes der også til enighed om, hvordan mønterne i euro og cent skal se ud på den fælles side, hvor store de skal være, og hvor meget de skal veje osv. Men da de også skal have en national side, kunne man først sætte dem i produktion efter rådsmødet i maj 1998, hvor det blev besluttet, hvem der er deltagerlande. Et andet problem er, hvorledes man sikrer borgerne og virksomhederne imod at tabe penge eller bruge for mange kræfter på overgangen fra de nationale valutaer til euro. Derfor har Kommissionen gennem længere tid haft et løbende udvalgsarbejde i gang. Juridisk har man måttet sikre, at kontrakter, der rummede betaling i national valuta, uhindret løb videre, selv om den nationale valuta ikke længere var lovligt betalingsmiddel. Kontraktskontinuitet kaldes det med et fint ord. Betalingsteknisk har man måttet finde frem til ordninger, der indebar gebyrfri omveksling af national valuta til euro og omvendt. Her er man foreløbig veget tilbage for fastsættelse af bindende regler i form af lovgivning. I stedet vil Kommissionen henstille til deltagerlandenes banker at følge en vejledende "standard for god praksis". At der alene er tale om henstillinger skyldes vanskelighederne ved at gå i detaljer, men kommer praksis til at afvige væsentligt fra standarden, vil Kommisionen skride til lovgivning. Til gengæld er der lavet faste regler om op- og nedrunding, bestemmelser om omregninger mellem nationale valutaer samt regler 19
for omregning af summer af enkeltposter. I overgangsperioden får detailhandelen og en række serviceerhverv et problem med dobbelt prismærkning, der er så mangfoldigt, at Kommissionen også her har valgt at spille ud med en "standard for god praksis". Derudover peger den på behovet for en særlig hjælp til små virksomheders omstilling til euroen. Blandt mange andre tiltag, som kunne nævnes, peger Kommissionen på den rolle, som uddannelsessystemet kunne spille ved overgangen til euroen, og på behovet for en omfattende information til offentligheden. 20
Englands og Danmarks forbehold England og Danmark har i særlige protokoller forbeholdt sig retten til at stå udenfor ØMU ens tredje fase. Begge meddelte Rådet i EU, at de ønskede at opretholde deres forbehold, før Rådet traf sin afgørelse om overgangen til tredje fase. På den anden side ligger, at de til enhver tid kan tilbagekalde deres forbehold. I Danmark kræver det en folkeafstemning at frafalde det. Bag disse forbehold ligger forsøg på at overvinde en del af den folkelige modstand imod EU. I England - eller mere korrekt: Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland - skønnedes det nødvendigt for at sikre parlamentets ratifikation af Maastricht-traktaten. I Danmark var det nødvendigt for at opnå "Det nationale Kompromis", som bragte Maastricht-traktaten og Edinburgh-afgørelsen frelst gennem den anden folkeafstemning. skal ikke undervurderes. Andet var en mere almindelig ulyst til at overdrage nye områder af den økonomiske politik til et overnationalt organ. Dertil kom, at mange tvivlede på selve visdommen i hele tankegangen bag ØMU en. Nogle tvivlede på markedsøkonomiens velsignelser. Nogle mente fortsat, at man kunne opnå en lidt højere beskæftigelse ved at affinde sig med lidt mere inflation, og nogle fandt det uklogt at fjerne devalueringen som redskab i et lands økonomiske politik. Kort fortalt mente ganske mange, at de makroøkonomiske ulemper ved at tilslutte sig ØMU en oversteg de makroøkonomiske fordele, og de mikroøkonomiske fordele kunne de leve uden. Det korte af det lange var imidlertid, at de engelske og danske forbehold var med til at trække Maastricht-traktaten i land. Både i England og i Danmark lå der mange, forskelligartede bevæggrunde bag modstanden imod at opgive den nationale valuta til fordel for en fælleseuropæisk. Noget var rent følelsesmæssigt, og denne side af sagen 21
Danmark uden for euroen Indtil videre vil Danmark stå uden for euroen. Hvad det betyder, kan altid diskuteres, men få vil benægte, at euroens tilsynekomst vil kunne mærkes her i landet. For det første vil en fortsættelse af vores fastkurspolitik skulle knytte os til euroen på nogenlunde samme måde som den hidtil har knyttet os til D-marken. Rent teknisk vil det ske ved, at vi indtræder i et nyt valutakurssamarbejde, kaldet ERM2, imellem eurolandene og landene udenfor euroen. Dermed får vi mulighed for hjælp ude fra i kritiske situationer, hvor der spekuleres imod den danske krone. Den pengepolitiske pris herfor er naturligvis, at vi må tilpasse os den pengepolitik, der føres af Den Europæiske Centralbank (ECB), på samme måde som vi hidtil har måttet tilpasse os den pengepolitik, der føres af den tyske Bundesbank. Det er nu engang prisen for at føre fastkurspolitik, og den pris har vi i de seneste 15 år fundet det værd at betale. Det vil vi nok også i de kommende år. Havde vi deltaget i ØMU ens tredje fase, var vi kommet med i Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB). Det havde givet os medindflydelse på den pengepolitik, som markedsmekanismerne under fastkurspolitiken tvinger os til at respektere. Nu må vi bare rette os efter det, som de andre er blevet enige om. Det er en del af den politiske pris, som vi må betale for at stå uden for euroen. Med i den politiske pris er den mindre gennemslagskraft, vore synspunkter får i ØKOFIN-Rådet. Når eurolandene holder formøder i det såkaldte EURO-11- FORUM, skal vore forhandlere have usædvanlig gode argumenter at fremføre på det efterfølgende ØKOFIN møde, hvis resultatet af drøftelserne skal 22
blive et andet, end det eurolandene lægger op til. For det andet er der også en økonomisk pris at betale for at stå uden for euroen. Når vi ikke vil opgive muligheden for at devaluere kronen overfor euroen, må danske som udenlandske investorer dække sig ind imod denne risiko ved at forlange en højere rente for de penge, de anbringer i kroner, end for de penge, de anbringer i euro. Hvor meget højere, den danske rente bliver, vil ikke mindst afhænge af troværdigheden af vor økonomiske politik. Dette vil i sig selv tvinge os til at føre en strammere finanspolitik, end vi havde måttet som deltagere i ØMU ens tredje fase. Endelig vil euroen i et vist omfang blive brugt sideløbende med eller i stedet for danske kroner her i landet, selv om vi står uden for møntfællesskabet. Der vil blive optaget lån til den lavere eurorente. Mange im- og eksportforretninger og mange køb og salg af værdipapirer vil blive afviklet i euro. Meget af det, som udenlandske turister køber her i landet og danske i udlandet, vil også blive betalt i euro. Så selv om kronen ikke forsvinder, vil den i stigende omfang blive trængt tilbage af euroen. Det skal markedsmekanismerne nok sørge for. 23
Hvis du vil vide mere Om konvergenskravene: EURO 1999: Beretning om konvergenssituationen og henstilling om overgang til tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union. Luxembourg, Europa-Kommissionen 1998, 201 sider. KONVERGENSRAPPORT: Udarbejdet i henhold til artikel 109j i Traktaten om Det Europæiske Fællesskab. Frankfurt. Det Europæiske Monetære Institut 1998, 191 sider. Om de praktiske problemer: OPDATERING AF DE PRAKTISKE ASPEKTER af indførelsen af euroen. Meddelelse fra Kommissionen. KOM (1998)61-endelige udgave 1998, 23 sider. Om Danmark uden for euroen: DANMARK UDEN FOR EUROEN, Økonomiministeriet, hos J.H. Schultz Information A/S 1998, 295 sider. 24