Thi de roser sig af, at de har hele kunsten i hovedet... Af navigatør Jørgen Marcussen Således rapporterede den tyske matematiker Georg Joachim Rheticus, 1514 1576, da han i 1540 sejlede med en skipper, som han ikke var helt tryg ved. Sømanden brugte nemlig hverken søkort eller kompas, og Rheticus fortsætter:»så længe, der ikke tilstøder noget særligt, går det godt, men desværre taber de ofte kunsten i hovedet, så de ikke kan finde den, når det kniber, og bliver hængende med folk og gods. Jeg tror, det skader slet ikke, om nogle af dem vidste noget mere besked om tingene.«ved renæssancens begyndelse var skipperen om bord undskyldt for ikke at være veluddannet. Det var nemlig overordentligt svært for ham at finde et uddannelsessted, hvor navigationens kunst kunne læres. I Danmark var vikingetidens lange rejser en fjern fortid, og navigationsteknikkerne, som de sydeuropæiske landes opdagelsesrejsende benyttede under deres rejser, var endnu ikke almindeligt kendte. Hovedparten af Danmarks skibsfart foregik i nærområdet, og skibene var sjældent uden landkending. Fyr og afmærkning til vejledning var ikke udlagt, og søkort, der var bare tilnærmelsesvis brugbare, fandtes ikke, for en opmåling af farvandene havde ikke fundet sted. Den situation ændrede sig væsentligt i løbet af de næste hundrede og halvtreds år. I 1500 var det kun otte år siden, Christoffer Columbus første gang vendte hjem fra det, han resten af livet kaldte Indien. Forarbejdet havde portugiserne gjort i de foregående halvtreds år under deres længere og længere rejser mod syd langs Afrikas kyst. I 1487 havde Bartolomeu Dias rundet Kap det Gode Håb og fundet søvejen til Indien, og Ferdinand Magellan sejlede rundt om hele kloden fra 1519 1
Træsnittet viser ved agtermasten en navigatør, der sidder ved et noget upraktisk bord i færd med at måle retningen til solen. Solstrålen kommer ind fra højre og rammer kompasset på bordet. Oven på kompasset er anbragt en opstående bueformet viser, hvis skygge på kompasrosen giver retningen til solen. Stikket er fra sidste halvdel af 1500 tallet. til 1522. For at kunne finde vej på de lange distancer, hvor søfolkene i længere tid ikke havde landkending, var de nødt til at udvikle en helt anden navigationsteknik end den, som den danske skipper havde brug for, når han sejlede brænde fra Svendborg til kongens slot i Nykøbing eller København. Søfarten i renæssancens Europa Portugals og Spaniens konkurrence om at inddrage mest muligt land i deres riger og ønsket om selv at kunne hjembringe handelsvarer fra 2
Østen og måske finde Eldorado ansporede fyrsterne til at udruste ekspeditioner, og for at disse i praksis kunne gennemføres, blev udviklingen af navigationen en vigtig faktor, og derfor kom den tidligste renæssances navigationsudvikling til især at finde sted i Sydeuropa. Indtil middelalderens slutning var Middelhavsregionen førende i udviklingen af sejlanvisninger i skreven eller grafisk form, men i begyndelsen af renæssancen rykkede centrum for udviklingen fra Venedig, Genoa og Katalonien til Portugal og Spanien, hvor der oprettedes statslige søfartsdepartementer. Senere i perioden blev det nye centrum for søfart Holland, og her blev især udviklingen af nye skibstyper af betydning. I Norden blev infrastrukturen og handelsforholdene»moderniserede«ved, at der blandt andet blev oprettet fyr og farvandsafmærkning. Trafikken i og omkring Danmark voksede, og de danske konger begyndte at udsende ekspeditioner til andre verdensdele. Som følge heraf måtte de danske skippere og styrmænd nu også sætte sig ind i den højere navigationskunst og lære at finde vej uden»landkending«. Ved renæssancens slutning var Danmark således på linje med andre søfartsnationer: vi havde da sendt ekspeditioner til Grønland, sejlet nord om Nordkap til Novaja Zemlja, til Hudsonbugten i Canada, og der var blevet indgået handelsaftaler på Ceylon og på Indiens kyst. Nærtrafikken i Østersøen og langs Nordsøens kyster Langt den største del af dansk søfart var i renæssancen beskæftiget med indenrigs sejlads og fart mellem Danmark og nabolandene. Trafikken var hovedsageligt en sommersejlads, og om vinteren var skibene oplagte. 3
Søfolkene, der var mønstret i skudefarten på Østersøen og Nordsøen, blev oplært om bord ved mund til mund metoden. Et betydeligt antal danske søfolk fandt vej til Holland og tog hyre der, for lønnen var bedre; modsat fik udenlandske søfolk beskæftigelse i danske skibe. Der fandt en vis international udveksling af viden sted, ligesom der også blev samlet nyheder og viden op ved udenlandske havneanløb og samkvem med fremmede folk. Ved sejlads i de hjemlige farvande var navigationsmetoderne simple. Den erfarne skipper kendte sine mærker og kunne finde vej ved hjælp af disse. Blev vejret usigtbart, havde man efterhånden også lært at sætte pris på sit kompas. På ukendte steder var der mulighed for at få en»kendtmand«eller lods om bord og i periodens sidste del var der kommet farvandsafmærkning de vanskeligste steder i form af tønder og vagere, og på nogle øer og pynter var oprettet fyr, der dog havde en ganske ringe lysevne. Redskaber Navigationsprocessen kræver foruden faglig viden også instrumenter, der kan måle distancer, fart, vinkler og retninger, og instrumenterne skal være enkle, robuste og transportable. Desuden skal styrmanden have et vist kendskab til farvandet og især havets dybde. 4
Lod og lodline var vigtige navigationsredskaber ved kystsejlads, og på billeder fra renæssancen er lodser ofte kendetegnet ved at have lod og line i hænderne. Her ses en lods på et hollandsk træsnit fra 1657 omgivet med typiske instrumenter som kompas, passer, læsekort, globus og astrolabium. Lod Det billigste, simpleste og ældste navigationshjælpemiddel er loddet. Var man i tvivl om vanddybden, så sænkede man loddet ned i linen, til det ramte bunden, og målte derefter, hvor langt det var kommet ned. I særligt farlige situationer kunne man endog sætte lodhiveren ud i en båd, der så kunne ros frem foran skibet, så man fik bedre tid til at reagere på en lav vanddybde. Hvis man satte en lille klump talg i loddets bund, så noget af bundmaterialet hæftede sig i det, kunne man, når loddet kom op, også se, hvad havbunden bestod af. 5
Loddet var et meget vigtigt navigationsinstrument. Særligt fra Skagen og ind i Østersøen har loddet været benyttet, for her er mange lavvandede områder. At det har været kendt i udlandet vidner et udsagn på et verdenskort fra 1458 om:»på dette hav navigerer man hverken med kort eller kompas, men med lod«. Loggen Det var vigtigt at vide, hvor langt man var kommet på rejsen, og skibets fart kunne måles med en log, men hovedparten af skibene havde endnu ikke en log, der først blev udviklet i periodens løb. Navigatøren har derfor ud fra sin erfaring måttet anslå skibets fart og beregne den udsejlede distance. Den almindelige log bestod af en trekantet træplade med lidt bly i underkanten, så den stillede sig lodret i vandet. I pladen var fastgjort en logline. Loggen blev kastet i søen, hvor den ville stå stille i vandet, og loglinen løb frit ud, mens tiden måltes med et sandur. Længden af den udløbne logline ville sammenholdt med tiden kunne give skibets fart. Kompas Sømandens vigtigste instrument er kompasset, som viser ham, hvilken retning skibet stævner. Magnetkompasset blev brugt i Middelhavet omkring år 1200, men i Norden skal vi op til ca. 1550, før der styres efter kompas. I renæssancen var alle kompasser tørkompasser. De bestod af en kasse med en lodret pind, som kompasrosen kunne dreje på. Kompasrosen blev fremstillet af flere lag sammenklistret papir, og under rosen var magnetnålene anbragt. Oversiden var inddelt i enheden streger, hvoraf der går 32 på en cirkel. Der fandtes i renæssancen kun magneter, der ret hurtigt tabte magnetiseringen. Det var derfor nødvendigt altid at medbringe et 6
stykke naturligt magnetjern, der kunne bruges til at stryge magnetjern, Danmarks ældste kompas er også et af de fornemste, der findes. Det blev fremstillet til Christian IV i 1595 og findes i dag på Rosenborg. Den forgyldte sølvdåse har på ydersiden en graveret kalender og indvendigt rigsvåbenet. Selve kompasrosen er fremstillet af flere lag sammenlimet papir, hvorpå rosens streger er bemalede med rødt, sort, brunt og guld, og på rosens underside er to magneter anbragt i en rhombefigur. 7
magnetjern, der kunne bruges til at stryge magnetnålene med, inden kompasset kunne bruges. Magnetnålene kunne enten mekanisk stryges mod magnetjernet, eller magnetjernet kunne roteres omkring kompasrosen, der ville snurre med rundt. Når styrmanden fandt, at nålen fulgte godt med, fjernede han magnetjernet, og kompasset ville nu falde til ro med nålen pegende mod nord. Desværre pegede kompasset ikke mod nordpolen, men mod de magnetiske poler, der ligger langt fra de geografiske. Magnetpolerne flytter sig desuden med tiden, så kompasserne viser forskelligt afhængigt af, hvor og hvornår man aflæser dem. Denne»fejlvisning«kaldes for misvisning, og de lokale kompasmagere havde for vane at dreje rosen i forhold til kompasnålen, så misvisningen på fremstillingsstedet blev udlignet. Indkøbte skibet kompasser flere steder, var det forvirrende, at kompasser fremstillet i Middelhavet var indstillet anderledes end kompasser fra Norden. Højder og bredder På oceansejladser var det nødvendigt at kunne bestemme sin geografiske bredde ved hjælp af himmellegemerne. Det almindeligste var at bruge solen eller Nordstjernen, og til det brug krævedes der en tabel over himmellegemernes plads på himmelkuglen samt instrumenter til at måle deres højde over horisonten med. Kender man nemlig solens eller stjernens højde og ved, hvor langt den sidder fra ækvator, så kan skibets afstand fra ækvator let findes. Til højdemålingen af himmellegemer havde styrmanden i renæssancen mulighed for at bruge forskellige instrumenter. Kvadranten Kvadranten var et af de første instrumenter, som portugiserne betjente sig af på deres sejladser mod syd langs Afrikas kyst. I al sin enkelthed 8
Kvadranten er et af de simpleste vinkelmålingsinstrumenter og har været brugt til søs fra før 1450. Instrumentet holdes lodret, mens der sigtes langs den ene rette kant mod himmellegemet. Lodsnoren viser da på buens skala det målte objekts vinkel. bestod kvadranten af en plade formet som et 90 graders cirkeludsnit, hvor buesiden var inddelt i grader og i centrum var fastgjort en lodsnor. Langs en af de lige sider sigtede man mod solen eller stjernen, og højden kunne så aflæses på gradskalaen ud for lodsnoren. Astrolabiet Astrolabiet var fra tidlig middelalder kendt af astronomer, men det blev forenklet til søbrug i 1400 tallet. Handels og Søfartsmuseet har et instrument fra ca. 1600. Et astrolabium til søbrug består af en graddelt metalring, der kan holdes i en ring øverst. I ringens centrum er en 9
Astrolabiet er en vinkelmåler, der i navigationen benyttedes til måling af himmellegemernse højder. Dette eksemplar er fra 1600. Ved målinger holdes det ret tunge instrument med en finger i ringen øverst, så det kan indstille sig frit lodret. bevægelig lineal, der drejes, indtil himmellegemets stråler falder gennem linealens sigtesprækker, og højden kan da aflæses på ringens gradinddeling. 10
Billedet fra Laurentz Benedichts»Søkartet offuer Øster oc Vester Søen«viser, hvordan jakobsstaven bruges til en observation af Nordstjernen. Vinklen til stjernen kan aflæses på jakobsstavens længdestok. Jakobsstaven Jakobsstaven var et let og billigt instrument, der bestod af en stav på omtrent en meters længde med en gradinddeling langs længdesiderne. På staven sad en bevægelig skyder. Man holdt stavens ene ende mod øjet og sigtede derfra via skyderens underkant mod kimingen, der er skillelinjen mellem hav og luft, og over skyderens overkant mod himmellegemet. Målingens størrelse kunne nu aflæses på stavens inddeling. Jakobsstaven fik stor udbredelse til søs, da den var noget lettere at holde stille end kvadrant og astrolabium, der gyngede og svingede med skibets bevægelser og vindens påvirkning. Den blev senere udviklet til også at kunne anvendes med ryggen mod himmellegemerne, hvorved man lettere kan se skyggelinjerne. 11
Kikkert For bedre at kunne se fjerne kendemærker har det været nyttigt at have en kikkert med på sejladsen. Kikkerten var blevet konstrueret af Galileo Gallilei i 1609, og videnspredningen var hurtigt, for vi ved, at allerede i 1611 benyttede Christian IV ud for Stockholm fra mastetoppen en kikkert. Fra læsekort til søkort Ved renæssancens begyndelse benyttede søfolkene i nærtrafikken ikke søkort, og ved periodens slutning var det stadig usædvanligt i skuderne. Derimod vil mange af skipperne have brugt læsekort, der er en sejladsbeskrivelse med kurser, distancer, oplysninger om grunde, strøm og tidevand. Læsekortet var ordnet, som man sejlede frem langs en kyst som fx fra Ribe over Ringkøbing til Skagen. Det første danske læsekort er udgivet af Laurentz Benedicht i 1568 med titlen Søkartet offuer Øster oc Vester Søen. Middelalderens kort havde ingen værdi til praktisk brug. De var hovedsageligt tegnet efter spekulationer over Bibelens fortællinger, og det var først efter 1300, at brugbare søkort blev fremstillet. For de danske farvande fremkom der ikke søkort før omkring midten af 1500 tallet, og de var hollandske, for danske søkort blev ikke fremstillet før efter renæssancen. Navigationsskole og lærebøger Navigationsuddannelsen foregik hovedsageligt om bord efter mundtil mund metoden som erfaringslæring, og ingen tænkte endnu på at gå på navigationsskole. Krigsflåden havde derimod et behov for dygtige officerer og for i krigssituationer at kunne få nye officerer uddannet hurtigt, men det stod skralt til med uddannelsespladser, og der kendes ingen lærere før 1600. En skole nævnes først fra 1619, hvor 12
Laurentz Benedichts Søkartet offuer Øster oc Vester Søen, blev udgivet i 1568 og er ikke et søkort i gængs forstand, men en skreven tekst. Den beskriver farvandene fra Gibraltar til Trondhjem og Østersøen. Foruden beskrivelserne er bogen forsynet med en mængde små træsnit, der viser kystsilhuetterne set fra søen. 13
den lå over koret i den nye Holmens Kirke. I 1647 blev Bagge Wandel ansat som navigationslærer på Bremerholm, men hans første periode blev kort, for allerede i 1657 lukkede skolen på grund af svenskekrigen, og først efter krigen kom han rigtigt i gang og nåede som den første både at undervise, udgive lærebøger og tegne søkort, før han døde i 1683. Indtil da havde Laurentz Benedichts læsekort i næsten hundrede år været landets eneste lærebog med et lille afsnit med navigationsinstrumenter, anvisninger om kompasser, konstruktion af søkort og desuden en tekst om sømandens morale forfald og en opfordring til at holde sig på troens og dydens rette vej. Sejladsen Lad os forestille os, hvordan et skib sent i renæssancen kunne tænkes at have navigeret på en rejse fra f.eks. Ålborg til England efter kul til de danske fyr. Ved afgangen på Limfjorden ville skipperen lade en mand stå forude og med mellemrum hive loddet. Sømanden svingede det i linen ud over siden og lod det gå til bunds og kunne så synge dybden ud til skipperen agter i skibet. Efterhånden som skibet kom frem, ville skipperen tage pejling af nogle kendte mærker i land. Det kunne være en pynt overet med en kirke, som viste, at her skulle kursen ændres for at undgå grundt vand. Når skibet var kommet ud i Kattegat fik rorgængeren besked på efter kompasset at styre en kurs østnordøst, der ville føre skibet syd om Læsø; og holdt vinden sig, så kunne de ved passagen om aftenen være heldige at se fyret inde på land. For nu at være sikker på ikke at løbe på grundene ud for Læsø, så fortsatte de sejladsen nogle sømil øst for øen, men hvis der ikke var mærker på land, som kunne vise, når de var langt nok fremme, så måtte de navigere ved bestikregning. 14
Pindekompasset er et huskeredskab. Ved på vagten fx hver halve time at sætte pinde i redskabets huller ud for den sejlede kurs i den øverste del og nederst for farten, kunne styrmanden senere let sammentælle de enkelte værdier til den samlede udsejlede kurs og distance. Bestikregning er en sammenlægning af beregnede kurser og distancer for at finde sin position efter en vis tid, og til det er man nødt til at kende skibets fart. Undervejs måltes skibets fart derfor ved at bruge loggen, hvad der skulle to mand til. Den ene holdt logrullen med linen på, mens den anden udsatte logpladen og derefter tog tiden på sanduret, der blev vendt, når loglinen begyndte at rulle jævnt ud. Med tiden og loglinens udløbne længde kunne skibets fart og den udsejlede distance findes, og forudsat at strømmen ikke var anderledes, end skipperens erfaring sagde ham, så kunne han regne ud, at han ved morgengry kunne dreje nordover mod Skagen og passere godt uden om Skagen rev. Måske vidste han også, at havbunden skulle skifte fra fint ler til groft sand, når det var tid til at dreje. I det tilfælde kunne han bede lodhiveren om at sætte lidt talg i bunden af loddet og kaste det ud; så ville noget af bunden hænge fast i talgen, og man kunne se, når skiftet fandt sted. 15
Når de var kommet ud i Skagerak, og landkendingen måske var væk, for det var bedst ikke at være for tæt på kysten i tilfælde af vestenvind, der kunne drive dem ind på revlerne, så kunne det være nyttigt med et søkort, hvor afstanden over Nordsøen kunne udmåles, og hvorpå det kunne ses, hvor langt man var kommet. Man satte ikke på det tidspunkt sine positioner ud i kortet, der oftest var tegnet i en alt for lille målestok til det. Der var nu flere døgn under passagen af Nordsøen, hvor man sejlede på»bestikket«, altså sine beregnede kurser og farter lagt sammen som mål for sejladsen fremskridt. Det er i farvand med megen strøm en noget usikker metode, og det var derfor heldigt, hvis vejret var så klart, at skipperen med sin kvadrant om aftenen kunne måle Nordstjernens højde, for så kunne han ved hjælp af sin stjernetabel og datoen regne ud, hvor langt mod syd de var kommet i Nordsøen. Når skibet nåede Englands kyst, der var delvis ukendt for skipperen, så havde han et læsekort med sig, og i bogen kunne han se, hvilke mærker han skulle have ved havnemundingen, og hvorvidt strømmen i forhold til månens alder ville gå den ene eller den anden vej, når de nåede frem ved middagstid. 16
Konklusion Renæssancen betød en kolossal fremgang i sømandskab og navigation. De store opdagelsesrejser nødvendiggjorde udviklingen af mere præcise metoder til stedsbestemmelse, og den tekniske udvikling i perioden muliggjorde udviklingen af mere nøjagtige instrumenter samt trykning af søkort. Disse fremskridt nød også den lokale skibsfart godt af, og i de næste mange år foregik sejladserne stort set på grundlag af den udvikling, som renæssancen havde afstedkommet. Denne artikel er en del af hæftet At finde vej til søs fire indblik i renæssancens søfart, udgivet af Handels og Søfartsmuseet på Kronborg i 2006. Det samlede hæfte kan bestilles på museets hjemmeside www.maritime museum.dk. 17