Europa-Parlamentet. - et grænseoverskridende folkestyreeksperiment. Skrevet af Ove Fich, fhv. MEP og MF

Europa-Parlamentet - et grænseoverskridende folkestyreeksperiment Skrevet af Ove Fich, fhv. MEP og MF

Ove Fich Tilladt at udskrive kopi til eget brug (128 sider). For nærmere aftaler om anvendelse af materialet: Ove Fich Dommervænget 12A 4000 Roskilde Tlf. 46369424 Mob. 51542084 Mail: ove.fich@mail.dk Om forfatteren: 1949 Født 16. marts i Odense. Barndommen og ungdommen i Horsens 1965-68 Student ved Horsens Statsskole 1968-69 Soldat samtidig filosofikum studie ved Århus Universitet 1969-74 Studerende ved Fysisk Institut på Århus Universitet. Speciale i kernefysik. Gymnasielærer i matematik på Rønde gymnasium og universitetsunderviser i fysik og kemi 1974-77 Forsker i fysik ved Århus Universitet og Centre Européen de Recherche Nucléaire, Geneve 1977-79 Generalsekretær i IUSY, verdensorganisationen af socialdemokratisk ungdom, hovedkvarter i Wien. Derefter gymnasielærer på Vallensbæk Gymnasium i en kort periode. 1979-89 Medlem af Europa-parlamentet, talsmand i budgetanliggender for den socialdemokratiske gruppe, medlem af U-landsudvalget og forskningsudvalget, i perioden 85-87 næstformand i den socialdemokratiske gruppe 1989-90 EU-konsulent i Fagbevægelsens Interne Uddannelse (FIU) 1990-99 Medlem af Folketinget 1990-99. I årene 94-98 formand for Folketingets Europaudvalg og næstformand i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Medlem af Udenrigspolitisk Nævn, Udenrigsudvalget, Forsvarsudvalget (93-94 ordfører), og fra februar 1998 - erhvervsudvalget, uddannelsesudvalget, forskningsudvalget, trafikudvalget mv. Desuden formand for diverse partiudvalg og partiformandens personlige stedfortræder ved internationale møder. 1999-2004 Freelance konsulent. Især arbejdet med forskellige aspekter af EU, Central og Østeuropa samt globalisering og WTO. Dette er sket i form af hæfter, notater og undervisning af unge på diverse 2

uddannelsesinstitutioner samt ledere og undervisere i fagbevægelsen. Der har også været tale om undervisning i udlandet. 2004-2006 Foredrag om Østeuropa og EU. Underviser i fysik, kemi og matematik ved Sorø Akademi. Pædagogikum i de tre fag. Sideløbende skriveopgaver som konsulent. 2006-2009 Medlem af Regionsrådet for Sjælland. Konsulentarbejde om EU. 3

Indholdsfortegnelse 1. Indledning 6 2. Europa-Parlamentets historie 8 2.1 Oprettelsen af Europa-Parlamentet 2.2 Tiden op til 1979 2.3 Europa-Parlamentet 1979 til 2004 2.4 Amsterdam-traktaten 2.5 Nice-traktaten 2.6 Uformelle beføjelser 2.7 Vigtige begivenheder i Europa-Parlamentets historie 3. Europa-Parlamentets opgaver og beføjelser 18 3.1 Lovgivningsbeføjelser 3.2 EU-budgettet 3.3 Udnævnelse og afskedigelse af Kommissionen 3.4 Demokratisk kontrol i EU 3.5 Vigtige domstolsafgørelser angående Europa-Parlamentet 4. Europa-Parlamentets arbejdsform 37 4.1 Europa-Parlamentets interne struktur 4.2 Udvalgsarbejdet 4.3 Hjemsted 4.4 Europa-Parlamentets sprog 4.5 Europa-Parlamentets budget 4.6 Dagsordenen for samlingen i februar 2009 4.7 Vederlag, pension, rejsepenge og godtgørelser til MEP er 5. Amsterdam-traktatens ændringer for EP og Nice-traktaten 50 5.1 Medbestemmelse 5.2 Visum, asyl, indvandring mv. 5.3 Indflydelsen på den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik 5.4 Europa-Parlamentets indflydelse på nye områder 5.5 Indflydelse på udnævnelse af Kommissionen 5.6 Europa-Parlamentets størrelse 5.7 Europa-Parlamentets hjemsted 5.8 Nice-traktaten 4

6. De direkte valg 59 6.1 Valgsystemerne i de enkelte EU-lande 6.2 Danske valgresultater fra de direkte valg 6.3 De politiske grupper i Europa-Parlamentet 6.4 Mandatfordelingen efter de direkte valg 6.5 Sammensætningen i forhold til køn og alder 7. Partierne/bevægelsernes holdning til Europa-Parlamentet 78 7.1 Socialdemokraterne (A) 7.2 Det radikale Venstre (B) 7.3 Konservative Folkeparti (C) 7.4 Socialistisk Folkeparti (F) 7.5 Junibevægelsen (J) 7.6 Folkebevægelsen mod EU (N) 7.7 Dansk Folkeparti (O) 7.8 Venstre (V) 8. De nationale parlamenters rolle 88 8.1 Den nationale kontrol 8.2 Protokol om de nationale parlamenter 8.3 Parlamenternes samarbejde (COSAC) 9. Europa-Parlamentets fremtid 103 9.1 Debatten om fremtiden 9.2 Lissabon-traktatens betydning for Europa-Parlamentet 9.3 Europa-Parlamentets indflydelse 10. Bilag 107 10.1 Traktattekst om Europa-Parlamentet 10.2 Dagsorden for et plenarmøde i Europa-Parlamentet 10.3 Danske medlemmer af Europa-Parlamentet 10.4 Adresser og telefonnumre 11. Spørgsmål til debat 126 5

1. Indledning Denne bog handler udelukkende om det Europa-Parlament, som danskerne og befolkningen i 26 andre europæiske lande vælger repræsentanter til hvert femte år, næste gang 7. juni 2009. Europa-Parlamentet var tidligere lillesøsteren blandt EU-institutionerne, men det har været en lillesøster, som er vokset hurtigt. Fra næsten ingen indflydelse ved Europa- Parlamentets skabelse har det år for år fået større betydning - både formelt og i praksis. I dag står det på de fleste områder lige med Ministerrådet i lovgivningsprocessen. Alligevel overses Europa-Parlamentet ofte i Europa-debatten. Man taler om, at EU har besluttet. Men sjældent hæfter man sig ved, hvad borgernes talerør, som Europa-Parlamentet er, har bidraget med til beslutningen. Derfor denne bog, som udelukkende sætter fokus på Europa-Parlamentet. Alt for få danskere deltager i valgene til Europa-Parlamentet. Formentlig ud fra den forestilling, at det er noget meget fjernt og ubetydeligt. Det er blevet mindre og mindre sandt. Der er 14 danske medlemmer af Europa-Parlamentet, som hver repræsenterer forskellige grupper af danske vælgere, og som man til enhver tid kan ringe eller sende en mail til. Deres arbejde har direkte betydning for mange af de regler, som påvirker vores dagligdag, f.eks. på miljøområdet, fødevarelovgivningen og arbejdsmiljøet. Så flere danskere må til stemmeurnerne for deres egen skyld. Det er nemlig en forkert forestilling, at valgretten kun er en ret. Det er også en pligt til at sætte sig ind i emnerne og stemme ud fra sin egen vurdering for derigennem at få indflydelse på samfundets udvikling. Målgruppen for bogen her er alle dem, som ser valgretten som beskrevet i de forrige linjer. De får noget i tilgift, for - som Svend Auken engang helt korrekt sagde - riget tilhører dem, som gider. Engagement giver indflydelse. Bogen består af en række - forhåbentlig logisk opdelte - afsnit. Hvert afsnit indeholder en række faktuelle informationer, som ind imellem er placeret i faktabokse, og i slutningen er der provokerende spørgsmål til debat. Bogen kan i øvrigt læses i en hvilken som helst orden. De enkelte afsnit er uafhængige af resten af bogen. 6

I bogen er der systematisk brugt EU, uanset at samarbejdet gennem tiderne har haft andre navne som EØF og EF. Ligeledes betegnes institutionerne med familienavnet Europa, uanset deres formelt mere korrekte navn. Bogen blev første gang udgivet i 2007 af Europa-Parlamentets Informationskontor i Danmark, men ansvaret for denne opdaterede netudgave er udelukkende forfatterens. Ove Fich, marts 2009 7

2. Europa-Parlamentets historie Europa-Parlamentet er den eneste internationale forsamling i verden, hvor medlemmerne er valgt ved direkte valg i de enkelte medlemslande. De 785 Europaparlamentarikere, der er valgt af vælgerbefolkningerne i de 27 EU-lande indtil 7.juni 2009, har til hovedopgave at lovgive sammen med Ministerrådet og at føre den demokratiske kontrol med EU-samarbejdet. Flere og flere regler vedtages i EU, og mange vedtages med kvalificeret flertal i Ministerrådet, hvilket er ca. 70 % af de stemmer, som landene samlet har tillagt i forhold til deres størrelse. Da de 27 EU-landes nationale parlamenter herved delvist unddrages den demokratiske kontrol med de mange nye EU-regler, bliver det mere og mere Europa-Parlamentets opgave at udfylde det "demokratiske underskud" i EUsamarbejdet. I starten havde Europa-Parlamentet kun meget begrænsede beføjelser. Men med den Europæiske Fælles Akt fra 1987, Maastricht-traktaten fra 1993, siden Amsterdamtraktaten i 1999 og sidst Nice-traktaten, har Europa-Parlamentet fået udvidet sine beføjelser væsentligt. Forfatningstraktaten, der blev forkastet ved folkeafstemninger i Frankrig og Holland i juni 2005, indeholdt en yderligere kraftig styrkelse af Europa- Parlamentet. Erstatningen for Forfatningstraktaten, Lissabon-traktaten, blev senere forkastet af den irske befolkning, og den spiller derfor ingen rolle ved valget til Europa-Parlamentet i 2009. Der forventes en ny irsk folkeafstemning på et senere tidspunkt. Lissabon-traktaten indeholder også en styrkelse af Europa-Parlamentet, men om Irlands befolkning godkender den, er uvist. Det første direkte valg til Europa-Parlamentet fandt sted i juni 1979, og siden har der været valg til Europa-Parlamentet hvert femte år. Men inden disse direkte valg var der tilbagelagt en lang vej siden EF's grundlæggelse i starten af 1950'erne. 2.1 Oprettelsen af Europa-Parlamentet I 1951 oprettedes Kul- og Stålunionen efter forslag fra den daværende franske udenrigsminister Robert Schuman. Seks lande skrev under på traktaten, nemlig Tyskland, Italien, Frankrig, Holland, Belgien og Luxembourg. Der var stærke kræfter i de fleste af landene for at skabe en parlamentarisk forsamling inden for samarbejdet. Resultatet blev, at Kul- og Stålunionen ud over Ministerrådet også fik sin egen parlamentariske forsamling. Tyskerne havde på det tidspunkt gerne set, at man havde lavet en endnu stærkere føderal opbygning med en egentlig Europæisk Kongres som i 8

USA med et europæisk parlament som førstekammer og et ministerråd som andetkammer. Men det var Benelux-landene imod. De var bange for, at de som små lande ville miste indflydelse i et sådant samarbejde med de store, nemlig Frankrig og Tyskland. Frankrig og Tyskland gik også ind for, at man skulle vælge medlemmerne til den parlamentariske forsamling direkte. Igen var Benelux-landene imod, fordi de var bange for at blive klemt som små lande. Resultatet blev en parlamentarisk forsamling, hvor medlemmerne blev valgt af de nationale parlamenter. Antallet af medlemmer i forsamlingen for hver medlemsstat blev kun delvist fastlagt med et blik på indbyggertallet i hvert land. Forskellene blev stærkt udlignet, således at Frankrig, Tyskland og Italien fik 18 medlemmer hver. Belgien og Holland fik hver 10 medlemmer og Luxembourg fik 4. Det blev i alt en forsamling på 78 medlemmer. Medlemmerne var udpeget i forhold til de forskellige politiske gruppers størrelser i de nationale parlamenter. Bortset fra, at kommunisterne ikke deltog. De havde erklæret, at de var imod den europæiske samling og havde derfor ingen interesse i at deltage. Forsamlingen konstituerede sig derfor i 1952 med følgende grupper: Liberale (11), kristelige demokrater (38) og socialister (23). Den nye forsamlings rolle var at holde øje med og kommentere Den Høje Myndigheds handlinger. Den Høje Myndighed var forløberen for den nuværende EU-Kommission. Forsamlingens kommentarer og holdninger til Den Høje Myndighed blev præsenteret i en årlig rapport, der skulle vedtages i Forsamlingen med to-tredjedels flertal. Det vigtigste redskab, Forsamlingen havde, var dog, at den kunne afskedige den samlede Høje Myndighed, dog uden samtidig at have retten til at udpege en ny Høje Myndighed. Forsamlingen havde på dette tidspunkt ingen lovgivende indflydelse. I 1957 undertegnede de seks lande Romtraktaten. Med Romtraktaten etableredes det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og et europæisk Atom-samarbejde kaldet EURATOM. Det blev samtidig besluttet, at der kun skulle være én parlamentarisk forsamling for EØF, EURATOM og naturligvis Kul- og Stålunionen. Dette parlament, der derfor var en fortsættelse af den allerede eksisterende parlamentariske forsamling trådte første gang sammen i marts 1958 og kaldte sig selv for Den Europæiske Parlamentariske Forsamling. Denne forsamling var dog større, end den tidligere Forsamling havde været. Nu havde forsamlingen 142 medlemmer, der var sammensat fra de forskellige nationale parlamenter ud fra de samme proportioner, som det havde været tilfældet med Forsamlingen under Kul- og Stålunionen. 9

I 1962 besluttede den Europæiske Parlamentariske Forsamling at kalde sig selv for Europa-Parlamentet. Det var dog rent symbolsk, idet der ikke fulgte yderligere beføjelser med navneændringen. 2.2 Tiden op til 1979 Den første udvidelse af EF forløberen for EU fandt sted i 1973. Europa- Parlamentet blev udvidet til 198 medlemmer som følge af Fællesskabets udvidelse med Irland, Storbritannien og Danmark. Da Grønland endnu ikke havde hjemmestyre, fulgte det med Danmark ind i EF. Færøerne havde hjemmestyre og gik ikke med ind i EF. I Norge var der folkeafstemning om et eventuelt medlemskab af EF, men det blev et nej. Året efter meddelte de ni landes stats- og regeringschefer fra deres halvårlige møde, at Europa-Parlamentet ikke længere skulle bestå af medlemmer, som var valgt blandt de nationale parlamenters medlemmer, men i stedet skulle de vælges direkte. Europa-Parlamentet havde igennem længere tid skrevet utallige betænkninger, der indeholdt forslag til udvidelse af dets beføjelser. Med Bruxelles-traktaten af 1975 fik Parlamentet udvidet sine beføjelser på et ganske væsentligt punkt. Det fik retten til at forkaste budgettet samt at foretage ændringer i begrænset omfang af budgettet. 2.3 Europa-Parlamentet 1979 til 2004 Det første direkte valg til Europa-Parlamentet fandt sted i juni 1979. Socialdemokraterne/socialisterne blev den største gruppe, men den kristelige demokratiske gruppe blev næsten lige så stor. Parlamentet blev samtidig udvidet til at have 410 medlemmer. Antallet af medlemmer blev senere udvidet som følge af Fællesskabets (og senere Unionens) udvidelse med yderligere medlemslande. Danmark fik 16 pladser i Europa-Parlamentet, hvoraf det ene mandat blev reserveret til Grønland. I 1980 afgjorde EF-domstolen en sag, hvor Ministerrådet havde vedtaget en EF-regel, inden Parlamentet var blevet hørt. Domstolen udtalte, at Ministerrådet ikke havde ret til at forbigå Parlamentet på den måde. Dette gav Parlamentet en styrket position, idet det nu havde mulighed for at forhale beslutninger ved at holde sin egen behandling af sagen tilbage, indtil det havde fået løfte fra Kommissionen om, at Europa- Parlamentets forslag ville blive indarbejdet i de pågældende beslutningsforslag. Denne styrkede position havde dog kun betydning, når det drejede sig om sager, der krævede hurtige afgørelser i Ministerrådet. 10

Ved de senere traktatændringer blev der opstillet frister for såvel Ministerrådet som Parlamentet for, hvor længe man havde til at behandle forslag. Grækenland trådte ind i EF 1. januar 1981. Det fik 24 medlemmer af Europa- Parlamentet. I februar 1984 vedtog Europa-Parlamentet en meget ambitiøs plan om at skabe en europæisk union. Den fik navnet Spinelli-planen - efter en italiensk kommunist - som havde været drivkraften i arbejdet. Planen fik ikke nogen væsentlig støtte i Ministerrådet, da den var alt for vidtgående for regeringerne. I juni 1984 afholdtes det andet valg til Europa-Parlamentet. Det betød ikke nogen afgørende forrykkelse af magtbalancen internt i Parlamentet. Grønland udtrådte af EF 1. februar 1985 efter at have afholdt en folkeafstemning i 1982 og efterfølgende have forhandlet en associeringsaftale med EF på plads. Det ledige mandat fra Grønland tilfaldt Danmark, hvor det parti - SF - der stod nærmest til at få et mandat, besatte pladsen. Den Europæiske Fælles Akt, også kaldet EF-pakken, trådte i kraft i 1987, idet der dog først blev afholdt en folkeafstemning i Danmark. Den var ikke nødvendig i henhold til Grundloven, men skyldtes, at der var et flertal imod EF-pakken i Folketinget. Derfor valgte regeringen at gennemføre en vejledende folkeafstemning, hvor partierne tilkendegav at ville følge resultatet. Resultatet blev et ja i Danmark. Der blev ikke holdt folkeafstemning i andre lande. Med EF-pakken indførtes yderligere en beslutningsprocedure inden for fællesskabet, der gav Parlamentet ganske væsentlige beføjelser. Den kaldtes samarbejdsproceduren. Efter denne procedure kunne Parlamentet med et flertal forkaste et forslag, der derefter kræver enstemmighed i Ministerrådet for at blive vedtaget. Proceduren skulle dog kun anvendes på ti artikler i Traktaten, men dette var ti væsentlige artikler - bl.a. i forbindelse med gennemførelsen af det indre marked. Sidenhen blev anvendelsen af samarbejdsproceduren udvidet til andre områder af Traktaten. I starten af 1986 udvidedes EF igen, så der nu var tolv medlemslande. Denne gang var det Spanien og Portugal, som blev optaget. Dermed kunne landene i Sydeuropa blokere for beslutninger i Ministerrådet, idet der ikke kunne opnås et kvalificeret flertal udenom dem. Landene i Nord- og Midteuropa havde hidtil kunnet blokere. Modsat forventningerne blev det dog ikke til faste blokke, der gensidigt lammede hinanden. Alliancerne gik på kryds og tværs alt efter emnet til forhandling. 11

Det tredje direkte valg til Europa-Parlamentet fandt sted i juni 1989. Den socialistiske gruppe blev styrket på bekostning af de kristelige demokrater. Den 9. november 1989 faldt Berlin-muren og efter Øst- og Vesttysklands forening blev der udpeget østtyske medlemmer til Europa-Parlamentet, så Tyskland fik 99 mandater, hvor de øvrige store lande havde 81. De østtyske medlemmer havde i starten kun observatørstatus, indtil de blev valgt ved de direkte valg i 1994. I 1993 trådte Traktaten om den Europæiske Union, også kaldet Maastricht-traktaten, i kraft. Den var ganske vist blevet forkastet ved en folkeafstemning i Danmark i juni 1992, men efter at den danske regering forhandlede sig til en række undtagelser under navnet Edinburgh-aftalen, blev Maastricht-traktaten vedtaget ved en ny folkeafstemning i maj 1993. Det var vigtigt for EU, for alle lande skal ratificere nye traktater. Med denne traktat fik Europa-Parlamentet ganske væsentlige nye beføjelser. Vigtigst var den nye medbestemmelsesprocedure. Med denne procedure fik Parlamentet en reel mulighed for at påvirke et forslag væsentligt. Der indførtes samtidig en forligsprocedure, som tages i brug, hvis Parlamentet og Ministerrådet ikke er enige om, hvad der skal vedtages. I sidste ende kan Parlamentet ligesom Ministerrådet forkaste uacceptable forslag. Det var en nyskabelse, at Kommissionen i denne procedure ikke har nogen væsentlig indflydelse i sidste fase af beslutningstagningen. Medbestemmelsesproceduren blev i starten anvendt på en række områder inden for den Europæiske Fælles Akt, som før skulle vedtages ved anvendelse af samarbejdsproceduren. I stedet kom samarbejdsproceduren til at erstatte den svagere høringsprocedure på en del områder. Rent faktisk på langt de fleste af de områder, hvor Ministerrådet kunne tage flertalsbeslutninger. Parlamentet fik også med Maastricht-traktaten en øget indflydelse på udpegelsen af Kommissionen, idet Kommissionen nu skulle godkendes i sin helhed ved en afstemning i Europa-Parlamentet. Det fjerde direkte valg til Europa-Parlamentet fandt sted i juni 1994. Tendensen til en styrket socialistgruppe fortsatte. Derefter gik det imidlertid tilbage for Socialistgruppen og frem for den Kristelige Demokratiske gruppe, som nu er den største. Hertil bidrager ikke mindst, at den konservative gruppe i 1992 gik ind i den 12

Kristelige Demokratiske gruppe. Kort efter gik de italienske kommunister ind i Socialistgruppen. Antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet blev i 1995 udvidet til 626 efter optagelsen af Østrig, Finland og Sverige i den Europæiske Union. I Norge blev der igen holdt folkeafstemning, idet den norske regering havde forhandlet en tiltrædelse af EU på plads, men den norske befolkning sagde som i 1972 nej til medlemskab af EU. 2.4 Amsterdam-traktaten På topmødet blandt EU s stats- og regeringschefer i juni 1997 blev der vedtaget en ny traktat, Amsterdam-traktaten, til erstatning af Maastricht-traktaten. Denne traktat tilførte Europa-Parlamentet nye beføjelser, og i Danmark blev den godkendt ved en folkeafstemning den 28. maj 1998. Den trådte i kraft den 1. maj 1999. Den vigtigste ændring for Europa-Parlamentet var en udvidet brug af medbestemmelsesproceduren, der gav Parlamentet yderligere indflydelse. Parlamentet fik også mere indflydelse på udnævnelsen af Kommissionens formand, idet formanden nu skulle godkendes ved en særskilt afstemning i Europa-Parlamentet. Derefter skulle den samlede Kommission indstilles og igen godkendes af Parlamentet. I marts 1999 opstod der voldsom kritik af Europa-kommissionen for manglende evne til at styre administrationen. Specielt et par kommissærer blev udpeget som skyldige, men da også formanden for Kommissionen Jacques Santer var under anklage, valgte Kommissionen at træde tilbage kollektivt den 15. marts 1999. Dermed kom Kommissionen en mistillidsafstemning i Parlamentet i forkøbet. Denne ville formentlig have medført Kommissionens tvungne afgang i henhold til Traktaten. Det var første gang, hvor Parlamentet brugte Traktatens beføjelser overfor Kommissionen på en så direkte måde, og det betød naturligvis, at efterfølgende Kommissioner har tilstræbt et godt forhold til Parlamentet og derfor har været lydhør over for dets flertalsholdninger. 2.5 Nice-traktaten Med Nice-traktaten, der trådte i kraft 1. februar 2003, blev der kun marginalt rykket ved Parlamentets beføjelser. Derimod blev der foretaget forberedelser til udvidelse af Europa-Parlamentet med de 10 nye lande, som blev medlemmer af EU den 1. maj 2004, og der blev taget højde for den efterfølgende udvidelse med Rumænien og Bulgarien. 13

Efter udvidelsen med de 10 lande fik Europa-Parlamentet 732 pladser, hvoraf Danmark fik 14 pladser, som vil blive reduceret til 13, når Rumænien og Bulgarien afholder direkte valg til Europa-Parlamentet sammen med de øvrige EU-lande i juni 2009. Fra Rumænien og Bulgariens indtræden i EU i 2007, er antallet af medlemmer dog midlertidigt hævet til 785 indtil valget i 2009, hvor det blive reduceret til 736 medlemmer. Det er vedtaget, at antallet af pladser ikke må overstige 750, så i takt med flere udvidelser i fremtiden vil de nuværende medlemslande være nødt til at få et reduceret antal pladser. Af andre væsentlige ændringer for Parlamentet kan fremhæves, at medbestemmelsesproceduren med Ministerrådet blev udvidet med fem områder og vil senere blive udvidet med endnu fem. Endelig fik Parlamentet formel ret til at indklage andre EU-institutioner for Domstolen for manglende overholdelse af Traktaten. Alligevel var Parlamentet ikke særlig tilfreds med resultatet og satsede efterfølgende på at få yderligere og stærkere beføjelser gennem Forfatningstraktaten. Da denne ikke er vedtaget, ligesom dens erstatning, Lissabon-traktaten heller ikke er, betyder det, at Nice-traktaten fortsat er det juridiske grundlag for EU s virke. Antal medlemmer af Europa-Parlamentet: 1952 1957 78 1957 1972 142 1973 1979 198 1979 1981 410 1981 1985 434 1986 1994 518 1994 1995 567 1995 2004 626 2004 2006 732 2007 2009 785 2.6 Uformelle beføjelser I takt med Europa-Parlamentets udvidede beføjelser på det formelle plan, først og fremmest ved traktatændringer, men også gennem afgørelser ved Europa-Domstolen og aftaler med de andre institutioner, er der også sket en uformel udvikling. Således kommer statsministeren fra det land, der har formandskabet, til Parlamentets 14

plenarmøde før og efter hvert møde mellem Stats- og Regeringscheferne og orienterer og debatterer med Parlamentet. Ved de normale plenarmøder er der også oftest ministre fra formandskabslandet og repræsentanter for Kommissionen tilstede. På baggrund af Santer-kommissionens tilbagetræden, som skyldtes problematisk adfærd hos 1-2 medlemmer af Kommissionen, der var blevet kritiseret af Parlamentet, er det nu muligt for Kommissionens formand at fyre enkelte kommissærer uden at hele Kommissionen skal gå af. Det betyder, at Parlamentet kan målrette sin kritik af Kommissionens arbejde bedre. Endvidere betyder den stærkt udbredte procedure med beslutningstagning i Ministerrådet med kvalificeret flertal, at de enkelte lande og dermed deres lovgivere i det nationale parlament risikerer at blive stemt ned. Det medfører, at den egentlige parlamentariske indflydelse i sådanne situationer udøves gennem Europa- Parlamentet, og det har man efterhånden opdaget hos regeringerne og de nationale parlamenter. Det betyder, at disse i langt højere grad end tidligere henvender sig til Europa-parlamentarikere for at søge støtte til deres synspunkter. Også den danske regering benytter denne praksis. Den har hidtil især henvendt sig vedrørende forslag indenfor miljø- og fødevareområdet, når den har haft udsigt til at kunne blive stemt ned i Ministerrådet. 2.7 Vigtige begivenheder i Europa-Parlamentets historie 10. september 1952 Kul- og Stålunionens parlamentariske forsamling holder sit første møde med 78 medlemmer 1. januar 1958 Rom-traktaten, der forener Kul- og Stålunionen, det økonomiske samarbejde og samarbejdet om atomenergi træder i kraft. Forsamlingen bliver på 142 medlemmer 30. marts 1962 Forsamlingen beslutter at kalde sig Europa-Parlamentet 22. april 1970 Traktatændring giver Parlamentet stærkere budgetbeføjelser 16. januar 1973 Første møde i det udvidede Europa-Parlament, som omfatter 198 medlemmer efter udvidelsen med Storbritannien, Irland og Danmark 15

22. juli 1975 Traktatændring giver Parlamentet yderligere budgetbeføjelser 20. september 1976 Vedtagelse i Rådet om at gennemføre direkte valg til Europa- Parlamentet 7.-10. juni 1979 Første direkte valg til Europa-Parlamentet. Disse gentages hvert femte år 17. juli 1979 Første møde i det direkte valgte Europa-Parlament med 410 medlemmer 13. december 1979 Europa-Parlamentet forkaster budgettet for første gang i dets historie 1. juni 1981 Antallet af medlemmer øges til 434 på baggrund af Grækenland optagelse i EU December 1982 Europa-Parlamentet forkaster et tillægsbudget, som skal finansiere den britiske rabat. Parlamentet bliver presset af regeringscheferne til senere alligevel af acceptere det 14. februar 1984 Europa-Parlamentet vedtager Spinelli udkastet til en traktat for den Europæiske Union December 1984 Europa-Parlamentet forkaster budgettet for anden gang 1. januar 1986 Antallet af medlemmer øges til 518 på baggrund af udvidelsen af EU med Spanien og Portugal 1. juli 1987 Den Europæiske Fælles Akt træder i kraft. Det betyder udvidede beføjelser til Europa-Parlamentet og traktatfastsættelse af navnet Europa-Parlamentet 1. november 1993 Maastricht-traktaten træder i kraft, hvilket medfører yderligere beføjelser til Europa-Parlamentet Juni 1994 Generel tilpasning af antallet af pladser i Europa-Parlamentet fra hvert medlemsland som følge af den tyske genforening. Det bringer antallet op på 567 medlemmer 1. januar 1995 Antallet af medlemmer øges til 626 som en konsekvens af udvidelsen med Østrig, Sverige og Finland 16

15. marts 1999 Kommissionen træder tilbage på grund af udsigten til et mistillidsvotum fra Europa-Parlamentet 1. maj 1999 Parlamentets beføjelser udvides yderligere ved at Amsterdamtraktaten træder i kraft. Det medfører i realiteten, at Ministerrådet og Parlamentet udgør et to-kammer-system 1. februar 2003 Nice-traktaten træder i kraft og regulerer antallet af pladser i Parlamentet i forbindelse med den meget store efterfølgende udvidelse 1. maj 2004 Antallet af medlemmer øges til 732 på baggrund af udvidelsen med ti nye lande 1. januar 2007 Antallet af medlemmer øges midlertidigt til 785 på grund af udvidelsen med Bulgarien og Rumænien. Dette nedbringes igen ved de direkte valg i 2009 til 736 17

3. Europa-Parlamentets opgaver og beføjelser Europa-Parlamentets beføjelser er fastlagt i traktaterne. Europa-Parlamentet har i princippet 4 typer beføjelser: 1. Lovgivningsbeføjelser: Europa-Parlamentet har flere typer lovgivningsbeføjelser. 2. Budgetbeføjelsen: Det er Europa-Parlamentet, der vedtager det årlige EU-budget, og det sker i et tæt samspil eller tovtrækkeri med Ministerrådet. 3. Udnævnelser og afskedigelse af kommissionen. 4. Kontrolbeføjelser: Europa-Parlamentet udøver demokratisk kontrol med de øvrige EU-institutioner - især med Kommissionen og Ministerrådet. 3.1 Lovgivningsbeføjelser Fra EF s start var høringsproceduren hovedreglen for, hvordan man traf beslutninger i EF. Den går ud på, at Kommissionen fremlægger et lovgivningsforslag, Europa- Parlamentet kommer med en udtalelse, Kommissionen modificerer eventuelt sit forslag i lyset af Parlamentets udtalelse og Ministerrådet vedtager den endelige beslutning. Europa-Parlamentets udtalelse er kun vejledende og forpligter hverken Kommissionen eller Ministerrådet. Ministerrådet skal dog afvente Europa- Parlamentets udtalelse, før man kan træffe endelig beslutning. En EU-regel er ugyldig, hvis Europa-Parlamentet ikke har udtalt sig, inden reglens endelige vedtagelse. Dette afgjorde Domstolen i 1980 i den såkaldte Isoglucose-dom. Den ophævede en rådsbeslutning, fordi Ministerrådet ikke havde afventet Parlamentets udtalelse, der imidlertid var meget forsinket. Dermed fik Parlamentet en lidt stærkere beføjelse, nemlig at Ministerrådet ikke kunne træffe beslutning, hvis Parlamentet ikke udtalte sig. I 1995 kom der imidlertid en ny dom, som begrænsede denne mulighed for Parlamentet, da Domstolen slog fast, at Parlamentet skulle gøre sit yderste for at samarbejde loyalt. Denne høringsprocedure anvendes stadig inden for områder som landbrugs- og fiskeripolitik, direkte og indirekte skatter, socialpolitik, statsstøtte samt emner indenfor det juridiske område. 18

Kommissionen Parlamentet Ministerrådet Samarbejdsproceduren: Samarbejdsproceduren blev indført med den Europæiske Fælles Akt, som trådte i kraft den 1. juli 1987. Samarbejdsproceduren indebar anvendelsen af beslutninger med kvalificeret flertal i Ministerrådet samt to høringer i Europa-Parlamentet og blev bl.a. brugt indenfor følgende samarbejdsområder: Transport, statsstøtte, social- og regionalfonden, erhvervsuddannelse, miljøaktioner, ulandspolitik og arbejdsmarkedspolitik. Samarbejdsproceduren førte til en klar styrkelse af Europa-Parlamentet i EU's lovgivningsproces. Samarbejdsproceduren indebar bl.a., at såfremt Europa- Parlamentet forkaster det foreliggende forslag, så bortfaldt det, med mindre samtlige lande i Ministerrådet var enige om alligevel at vedtage det. Hvis Europa-Parlamentet vedtog ændringsforslag under 2. behandlingen, så kunne Kommissionen vælge at acceptere disse, inden Ministerrådet traf den endelige beslutning. Herved opstod der ofte et intenst samspil mellem Europa-Parlamentet, Kommissionen og Ministerrådet, idet Ministerrådet kun kunne forkaste ændringsforslagene, som Kommissionen accepterede, med enstemmighed. Såfremt Kommissionen ikke tog ændringsforslagene fra Parlamentet til sig, har de oftest ingen chance overhovedet. 19

Da Amsterdam-traktaten blev vedtaget, blev alle områder på nær fire, der var under samarbejdsproceduren, overført til medbestemmelsesproceduren, dvs. at Parlamentet fik yderligere indflydelse på lovgivningen. De fire områder, hvor samarbejdsproceduren stadig anvendes, er alle indenfor den Økonomiske og Monetære Union. Derfor betyder samarbejdsproceduren i dag ikke ret meget, men den var et stort fremskridt for Parlamentets indflydelse sidst i 80erne og indtil Amsterdam-traktaten trådte i kraft. Medbestemmelsesproceduren: Med Maastricht-traktatens ikrafttræden den 1. november 1993 indførte man en helt ny beslutningsprocedure. På officielt dansk kaldes den for proceduren for fælles beslutningstagning, men andre har kaldt den for medbestemmelsesproceduren eller forligsproceduren, da der indgår et forligsudvalg i denne procedure. Medbestemmelsesproceduren betyder bl.a., at hvis der er uenighed mellem Europa- Parlamentet og Ministerrådet, så skal nye EU-regler både vedtages af Ministerrådet med kvalificeret flertal, dvs. mindst 255 stemmer ud af i alt 345, hvilket er 74 % af de stemmer, som hvert land har i forhold til sin størrelse. I Europa-Parlamentet, hvor mindst 393 ud af 785 skal stemme for (efter valget 369 ud af 736), hvilket er én over halvdelen af dem, der teoretisk kan være til stede. Stemmer i Ministerrådet for de enkelte lande Frankrig, Italien, Storbritannien og Tyskland 29 Polen og Spanien 27 Rumænien 14 Holland 13 Belgien, Grækenland, Portugal, Tjekkiet og Ungarn 12 Bulgarien, Sverige og Østrig 10 Danmark, Finland, Irland, Litauen og Slovakiet 7 Cypern, Estland, Letland, Luxembourg og Slovenien 4 Malta 3 I alt 345 Hvis Ministerrådet og Europa-Parlamentet ikke er enige om lovforslaget, så skal sagen behandles i et Forligsudvalg, hvor der er 27 repræsentanter til stede for hver af parterne. Forligsudvalget har til formål at skabe enighed mellem de to parter. Der er siden procedurens indførelse og indtil 1. januar 2007 lykkedes hver gang med kun tre 20

undtagelser. Godt 20 % af alle forslag til nye EU-love ender i Forligsudvalget. Det var i perioden 1999 2004 oppe på 84 forslag, mens der for resten 315 forslag blev opnået enighed mellem Ministerrådet og Parlamentet, inden man kom så langt. Medbestemmelsesproceduren er lidt indviklet, og den kan i visse tilfælde føre til hele 4 behandlinger i Europa-Parlamentet. Med medbestemmelsesproceduren har Europa- Parlamentet fået en reel vetoret over for Ministerrådet. Vigtigere er det dog, at Parlamentet har fået en reel forhandlingsstyrke. Derved er der næsten opbygget et tokammer system, som man kender det i de fleste europæiske lande. Denne nye beslutningsprocedure bliver bl.a. anvendt indenfor følgende områder: Fri bevægelighed for arbejdskraft og tjenesteydelser, lovharmonisering for det indre marked, uddannelse, kultur, sundhedspolitik, forbrugerbeskyttelse, rammeprogrammer for forskning/teknologi, generelle miljøhandlingsprogrammer m.m. 21

Der er ingen tvivl om, at medbestemmelsesproceduren har ført til en meget væsentlig styrkelse af Europa-Parlamentet i EU's lovgivningsproces. Det er oftest derigennem, at det er lykkedes Europa-Parlamentet at få sine synspunkter igennem, fordi det har fået ansvar og dermed indtager en meget realistisk holdning. For nærværende benyttes proceduren for medbestemmelse på 37 områder, men såfremt Lissabontraktaten vedtages i Irland ved den forventede folkeafstemning, vil dette tal stige til 85 områder. Liste over områder, hvor medbestemmelsesproceduren anvendes: - regler mod diskrimination - retten til fri bevægelighed og ophold indenfor EU - fri bevægelighed for lønmodtagere - fri etableringsret - gensidig anerkendelse af uddannelser - fælles visumregler/ens visum - asylforanstaltninger - beskyttelse af flygtninge - juridisk samarbejde på det civile område - transportpolitik, herunder regler for tredjelandes skibe og regler for sikkerhed - harmonisering af det indre marked - tilskyndelsesforanstaltninger for beskæftigelse - samarbejde om told - arbejdsmarkedspolitik, dog enkelte undtagelser - ligebehandling og ligeløn for mænd og kvinder - Socialfonden, gennemførelsesforanstaltninger - tilskyndelse til uddannelse - arbejdsmarkedsuddannelser - tilskyndelse til kulturaktiviteter - offentlig sundhed, herunder regler for blod, organer mv. - forbrugerbeskyttelse 22

- transeuropæisk infrastruktur - specifik støtte indenfor industri - støtte til social og økonomisk sammenhæng i EU - Regionalfonden, gennemførelsesforanstaltninger - rammeprogram for forskning og teknisk udvikling - konkrete forskningsprogrammer - miljø - udviklingsbistand - regler for politiske partier på europæisk plan - principper for offentlig adgang til dokumenter - aktioner for at modvirke bedrageri - statistik - databeskyttelse Samstemmende udtalelse: Efter den Europæiske Fælles Akts ikrafttræden den 1. juli 1987 har Europa- Parlamentet fået beføjelse til at give såkaldt "samstemmende udtalelse" ved udvidelse af EU med nye medlemslande, ved indgåelsen af handels- og associeringsaftaler med tredjelande, ved sanktioner overfor andre lande pga. brud på menneskerettigheder, spørgsmål vedrørende strukturfondene og samhørighedsfonden, fælles procedure for valg til Europa-Parlamentet og dele af samarbejdet i den Økonomiske og Monetære Union. Europa-Parlamentet skal også give samstemmende udtalelse i de tilfælde, hvor aftaler mellem EU og andre lande eller organisationer har betydelige budgetmæssige virkninger for EU, samt i de tilfælde, hvor disse aftaler nødvendiggør en ændring af EU-regler, som er vedtaget i overensstemmelse med medbestemmelsesproceduren. Normalt er simpelt flertal i Parlamentet tilstrækkeligt, men i tre sager skal der være absolut flertal for beslutningen om en samstemmende udtalelse, dvs. for nærværende 393 af de 785 medlemmer skal stemme for. Alle der er fraværende eller stemmer blank tæller som nej. Der er kun én behandling i Parlamentet, som finder sted efter at Ministerrådet har fastlagt sin holdning. Parlamentet har ingen mulighed for ændringsforslag, for det er spørgsmålet om et ja eller nej til en aftale, der af Kommissionen er forhandlet med en tredjepart. Beføjelsen til at give samstemmende udtalelse indebærer en reel vetoret for Europa- Parlamentet, som ved at undlade eller nægte at give samstemmende udtalelse bl.a. 23

kan blokere for optagelsen af nye medlemslande og indgåelsen af associerings- og handelsaftaler med tredjelande. I to tilfælde er proceduren vendt om, så Ministerrådet skal give samstemmende udtalelse til Parlamentets beslutninger. Det drejer sig om statutten for Ombudsmanden samt statutten for medlemmerne af Europa-Parlamentet. Beføjelsen om samstemmende udtalelse benyttede Europa-Parlamentet i marts 1988, da man blokerede for en ny handelsaftale med Israel på grund af de israelske troppers behandling af den arabiske befolkning i de besatte områder i forbindelse med Intifadaen. Først i oktober 1988 gav Europa-Parlamentet den samstemmende udtalelse, som var en forudsætning for, at handelsaftalerne med Israel kunne træde i kraft. På dette tidspunkt havde Israel delvist bøjet sig for kravet om bedre eksportmuligheder for palæstinensiske producenter i de besatte områder. Også overfor finansielle aftaler med Marokko og Syrien har Parlamentet nægtet at give samstemmende udtalelse på grund af menneskerettighedssituationen. Omkring Tyrkiet var der en langvarig debat om, hvorvidt Parlamentet skulle give samstemmende udtalelse til en EU - Tyrkiet toldunion. I sommeren 1995 var der en klar fornemmelse af, at der ikke var flertal for en samstemmende udtalelse på grund af situationen omkring menneskerettigheder i Tyrkiet. Det førte til, at Tyrkiet ændrede dele af sin forfatning og sin lovgivning og frigav 81 politiske fanger. Derefter var der flertal for en samstemmende udtalelse, men mange medlemmer stemte imod. I medierne har man med rette talt om, at Europa-Parlamentet herved førte udenrigspolitik på medlemslandenes vegne, og at Parlamentet ikke længere var en diskussionsklub, men at det nu havde fået reel kompetence. Med Maastricht-traktaten i 1992 blev fortolkningen af, hvilke aftaler Parlamentet skulle afgive samstemmende udtalelse til udvidet, og kravet fra Parlamentet blev udvidet til at blive inddraget i selve forhandlingsprocessen. Det er nu blevet til, at der indgår parlamentarikere i EU s forhandlingsdelegationer, men de forhandler ikke direkte. 24

Kommissionen Ministerrådet Parlamentet Ret til at foreslå lovgivning Det er kun Kommissionen, der har ret til at foreslå lovgivning. Den har initiativretten. Det svarer til situationen i mange EU-lande, hvor det mere eller mindre kun er regeringen, der kan foreslå lovgivning. Imidlertid har Kommissionen ikke monopol på gode idéer til lovgivning. Adskillige gange har Ministerrådet fremsat anmodning til Kommissionen om at fremlægge forslag til lovgivning på et givet område. Det er en ret, som Ministerrådet har haft lige siden EU blev etableret i 1957. Med Maastricht-traktaten fik Parlamentet en tilsvarende ret, som de siden hen har benyttet nogle få gange. Nogle gange har det ret faktisk ført til forslag fra Kommissionen, mens det i andre tilfælde er blevet ved studier i det rejste problem. 3.2 EU-budgettet EU-budgettet er det område, hvor Europa-Parlamentet i mange år havde den største indflydelse. Det skete i henhold til to budgettraktater fra 1970 og 1975, som har været uforandrede lige siden, men der er opbygget nye uformelle procedurer, som har ændret meget på budgetproceduren. Budgettraktaten fra 1970 var den mest afgørende. Her overgik landene fra at betale nationale bidrag til EU til et system, hvor EU har sine egne ressourcer. Disse består af told fra den ydre toldmur, landbrugsafgifter og en procentdel af momsgrundlaget. Sidstnævnte kan maksimalt være 1.24 % af BNI, og skal den forhøjes, kræver det ratifikation i samtlige lande. Beløbene blev samlet op nationalt og derefter overført til EU. Det største beløb blandt EU s egne indtægter indbetales nu af medlemsstaterne i forhold til deres BNI. 25

Storbritannien har i mange år fået en meget stor rabat på indbetalingerne, men også Tyskland, Sverige, Holland og Østrig får en mindre rabat. Argumentet er, at disse lande, der på grund af deres velstand skulle betale meget til EU, får relativt lidt tilbage fra EU s kasse, da de ikke har særlig meget landbrug. Budgettraktaten fra 1970 rejste spørgsmålet om, hvem der skulle fordele midlerne på de forskellige budgetposter. Konklusionen blev, at det skulle Ministerrådet og Parlamentet i fællesskab. Udgifterne blev delt op i to grupper, obligatoriske og ikke-obligatoriske udgifter. De obligatoriske udgifter er først og fremmest landbrugsudgifter, men i starten også en lang række andre områder, som siden stort set er blevet overført til ikkeobligatoriske udgifter. Ministerrådet har langt den største indflydelse på de obligatoriske udgifter, mens Parlamentet indenfor visse rammer kan forhøje, reducere eller flytte om på ikkeobligatoriske udgifter. Derfor har Parlamentets bestræbelse de sidste 40 år også været at få flest mulige udgiftskategorier fastlagt som ikke-obligatoriske. Selve budgetproceduren varer normalt et halvt års tid. Det starter med, at Kommissionen udarbejder et udkast til budget i juni måned. Budgetudkastet sendes til Ministerrådet, som har sin 1. behandling af budgettet i juli måned. Som regel skærer Ministerrådet ned på beløbene, men der er ofte stor uenighed blandt landene. Herefter sendes Ministerrådets budgetforslag videre til Europa-Parlamentet, som holder sin 1. behandling i oktober. Der foregår gerne i de mellemliggende måneder et tovtrækkeri frem og tilbage mellem formandsskabet i Ministerrådet, Kommissionen og Europa-Parlamentets budgetudvalg om størrelsen på de forskellige budgetposter. Den største budgetpost - udgifterne til EU's landbrugspolitik (ca. 310 mia. kr.) - har Europa-Parlamentet som nævnt stort set ingen indflydelse på, selvom det udgør godt 30% af budgettet. Udvikling af landdistrikter, som er 10% af budgettet, regnes af nogle med til landbrugsudgifterne, men det er forkert, da disse midler går til en bred vifte af tiltag i landdistrikterne. På de øvrige områder, som fx. strukturpolitik, miljø, forskning, ulandsbistand m.m. - som i alt udgør ca. 45-50% af budgettet (dvs. godt 450 mia kr.) - har Parlamentet mulighed for at forøge udgifterne inden for visse grænser, ligesom Parlamentet har mulighed for at møblere om på de enkelte udgiftsposter. 26

Efter 1. behandlingen i Europa-Parlamentet sendes budgetforslaget tilbage til Ministerrådet, som efter sin 2. behandling - normalt i november - sender det tilbage til Europa-Parlamentet, der normalt vedtager ændringer til de ikke-obligatoriske udgifter i det endelige EU-budget under sin 2. behandling i december måned. Det kræver imidlertid ikke blot et absolut flertal af medlemmernes stemmer, dvs. 393 stemmer ud af de 785 mulige stemmer. Det kræver også 60 % af de afgivne stemmer. Parlamentets formand stadfæster herefter budgettet ved sin underskrift, såfremt Ministerrådet tilkendegiver, at det finder budgettet lovligt i henhold til traktaterne. Det er dog sket, at Parlamentets formand har underskrevet under Ministerrådets protest. Udgiftsskøn for EU s politikker (mia. EUR) Budgettet for 2009 Ændring i % (2008) Bæredygtig vækst 60,2 3,2% Konkurrenceevne, herunder 11,8 6,2% Uddannelse og erhvervsuddannelse 1,1 6,5% Forskning 6,8 10,9% Konkurrenceevne og innovation 0,5 22,2% Transport- og energinet 1,9-4,6% Social- og arbejdsmarkedspolitisk dagsorden 0,2 5,5% Samhørighed, herunder: 48,4 2,5% Konvergens 39,0 4,4% Regional konkurrenceevne og beskæftigelse 8,1-5,6% Territorialt samarbejde 1,2-1,3% Naturressourcer, herunder 56,1 1,0% Miljø 0,3 18,8% Landbrugsudgifter og direkte støtte 41,1 0,3% Udvikling af landdistrikter 13,7 2,6% Fiskeri 0,9 0,3% Unionsborgerskab, frihed, sikkerhed og 1,5 12,3% retfærdighed Frihed, sikkerhed og retfærdighed 0,9 18,1% Unionsborgerskab 0,6 5,4% EU som global partner 8,1 7,3% Førtiltrædelse 1,5 5,6% Den europæiske naboskabspolitik 1,6 3,8% 27

Udviklingssamarbejde 2,4 5,5% Humanitær bistand 0,8 3,4% Demokrati og menneskerettigheder 0,2 6,9% Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik 0,2-14,8% Stabilitetsinstrumentet 0,2 4,1% Administration 7,7 5,7% Europa-Kommissionen 3,6 4,5% Andre institutioner 2,8 6,5% Kompensation til nye EU-lande 0,2 1,2% I alt 133,8 2,5% På de enkelte konti er der indeholdt administrative udgifter. I nogle tilfælde, hvor der ikke er tale om at give ekstern støtte, er kontoen udelukkende administrativ, f.eks. vedrørende konkurrencepolitik. Europa-Parlamentet kan dog også forkaste budgettet, hvis væsentlige grunde taler herfor. Hertil kræves 2/3 af de afgivne stemmer. Parlamentet har forkastet budgettet to gange, nemlig i december 1979 og i december 1984, hvor Europa-Parlamentet og Ministerrådet var meget uenige om, hvordan udgifterne skulle fordeles. Det var karakteristisk nok umiddelbart efter valg til Europa-Parlamentet, hvor Parlamentet også havde et behov for at markere sin styrke. Desuden forkastede Parlamentet i 1982 et tillægsbudget, som skulle give Storbritannien og Tyskland en rabat på, hvad de skulle overføre af midler til EU. En forkastelse af budgettet standser ikke EU s aktiviteter. I traktaten er det fastlagt, at så må Kommissionen hver måned råde over 1/12 af sidste års budget. Til gengæld stopper det dermed alle nye initiativer, og dermed bliver det et tveægget sværd for Parlamentet, der oftest presser på for nye initiativer. Mens 80 erne var præget af næsten konstante konfrontationer om budgettet mellem Ministerrådet og Parlamentet, skiftede billedet fra 1988 til i højere grad at blive et samarbejde. Der lavede man den første inter-institutionelle aftale mellem Kommissionen, Parlamentet og Ministerrådet. Den bestod bl.a. i, at man fastlagde udgiftsloftet for hvert hovedområde i EU s budget frem til og med 2002. Derefter koncentrerede parterne sig om at udfylde disse rammer på fornuftig vis. Det førte også til en række trialogmøder mellem Kommissionen, Ministerrådet og Parlamentet, som blev indarbejdet i budgetproceduren. Alt dette skete udenom Traktaten, men var ikke i modstrid hermed. 28

Siden er der blevet indgået en serie inter-institutionelle aftaler, og på topmødet i december 2005 blev der enighed mellem EU-landene om budgetterne 2007 2013. Det blev i foråret 2006 forhandlet med Parlamentet med henblik på at lave den fjerde inter-institutionelle aftale, og der blev opnået enighed. Finansieringsramme 2007-2013 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 Vækst og beskæftigelse 8.250 8.860 9.510 10.200 10.950 11.750 12.600 Strukturfonde 42.840 43.288 43.820 43.801 43.995 44.634 45.241 Landbrug, fisk og miljø 54.972 54.308 53.652 53.021 52.386 51.761 51.145 Heraf landbrug 43.120 42.697 42.279 41.864 41.453 41.047 40.645 Indvandring og asyl mv. 600 690 790 910 1.050 1.200 1.390 Andre mindre politikområder 520 520 520 520 520 520 520 Global indsats 6.280 6.550 6.830 7.120 7.420 7.740 8.070 Administration 6.720 6.900 7.050 7.180 7.320 7.450 7.680 I alt 116.650 119.535 111.830 118.080 115.595 119.070 118.620 Alle beløb er i mill. Euro. En Euro er ca. 7,50 kr. Det er i faste priser (2004-priser). Bemærk, at landbrug optræder to gange, fordi det er specificeret i forhold til den generelle konto for naturressourcer. I udkastet til forfatningstraktat var der for første gang i 30 år forslag til ændringer i traktatgrundlaget for budgettet. Indholdet var, at flerårige finansielle rammer bliver traktatfæstet. Det fastlægges af Ministerrådet, men Parlamentet skal give samstemmende udtalelse. Desuden fjernes den eksisterende skelnen mellem obligatoriske og ikke-obligatoriske udgifter. Dermed stilles Ministerrådet og Parlamentet lige i den årlige budgetprocedure. Kan de ikke enes, indkaldes de til egentlige forhandlinger med hinanden, og mislykkes også dette, må Kommissionen fremlægge et nyt forslag til budget. 29

Disse foreslåede ændringer i budgetproceduren er blevet fasthold i forslaget til Lissabon-traktaten. 3.3 Udnævnelse og afskedigelse af Kommissionen Efter Maastricht-traktatens ikrafttræden skal Europa-Parlamentet høres, inden EUlandenes regeringer træffer endelig beslutning om, hvem de vil udpege til formand for Europa-kommissionen. Og når Kommissionsformanden og de øvrige 26 EUkommissærer er udpeget af EU-landenes regeringer, så skal de som kollegium godkendes af Europa-Parlamentet ved en afstemning. Med Amsterdam-traktaten skal formanden for Kommissionen godkendes særskilt af Europa-Parlamentet. Forud går en omfattende høring af de enkelte kommissærer indenfor det ansvarsområde, de er tiltænkt. Ved høringerne i efteråret 2004 kom den italienske kandidat med udtalelser om homoseksualitet, som ikke var acceptable for det store flertal af parlamentarikerne og for offentligheden generelt, så den italienske regering måtte trække kandidaten tilbage og præsentere en ny. Europa-Parlamentets mest vidtrækkende kontrolmiddel er beføjelsen til ved et mistillidsvotum at afsætte den samlede Kommission på 27 EU-kommissærer. For at vedtage et mistillidsvotum til Kommissionen skal mindst halvdelen af Europaparlamentarikerne stemme for - altså mindst 393 ud af i alt 785 - ligesom det kræver mindst to tredjedeles flertal af de afgivne stemmer. Hidtil har Europa-Parlamentet aldrig vedtaget et mistillidsvotum til Kommissionen. Der har dog været en række forsøg gennem årene, i alt 10, men mange af disse har mere været for at profilere sig fra enkelte parlamentarikeres side, end det har været et reelt forsøg på at afsætte Kommissionen. Det ville imidlertid formentligt være sket i marts 1999, hvis ikke Kommissionen under ledelse af Jacques Santer var trådt tilbage få timer, inden det kom så langt. Det skete på baggrund af, at Parlamentet nægtede at godkende regnskabet for 1996 på grund af uregelmæssigheder på mindst én kommissærs område. Parlamentet kan ikke afsætte enkelte EU-kommissærer, som man måtte være utilfreds med. Det forhindrer imidlertid ikke Parlamentet i at opfordre en enkelt kommissær til at træde tilbage. I en aftale mellem Kommissionen og Parlamentet vil Kommissionens formand, såfremt Parlamentet ønsker, at en kommissær træder tilbage, enten opfordre vedkommende til at gøre dette eller meddele Parlamentet, hvorfor vedkommende ikke træder tilbage. 30