Peter Durup Kidnappet Caroline og Mads
Kidnappet 1. udgave. 2010 Forlaget DuuBooks Peter Durup, Solrød 2010 Omslagstegning: Peter Durup Redaktør: Hanne Svendsgaard Typografi: Garamond ISBN 978-87-992139-5-5 Næste bog om Caroline og Mads: Meteoren - udkommer 2011. Internet: www.duubooks.dk 2
Kapitel 1 Færgen - Jeg kan ikke spise mere nu, sagde Caroline og kiggede utålmodigt rundt i færgens cafeteria. Hun var sammen med sin mor, Pernille og sin far, Martin, og lillebror Mads. Mads fortsatte roligt med at spise den leverpostejsandwich, som han var i gang med. Han var så irriterende langsom og omhyggelig, tænkte Caroline og bemærkede, hvordan han omhyggeligt samlede en lille bitte krumme op fra sit skød og lagde den på tallerknen, lidt væk fra resten af maden, så han var sikker på ikke at komme til at spise den. Caroline sad utålmodigt og snoede sit mørke hår rundt om en finger, men hun ventede på, at Mads skulle blive færdig, så de kunne komme ud og undersøge færgen. Deres mor og far drak roligt af deres kaffe, mens de småsnakkede om, hvor de skulle holde pause på turen op til sommerhuset i Sverige, som de havde lejet. - Mads og jeg kunne godt tænke os at gå ud på soldækket, så vi kan se mågerne. - Lad nu lige din lillebror spise færdig, svarede Pernille og kiggede bestemt på Caroline. Carolines mor var ikke så særlig skrap, men Caroline vidste godt, at det ikke kunne betale sig at tage den diskussion. Mads fortsatte langsomt med maden, han samlede endnu en mikroskopisk krumme 3
op og drak lidt sodavand, mens Caroline blev mere og mere urolig. Mærkeligt at en dreng på 10 kunne have så god tid til at spise frokost, når der var en hel, spændende færge at udforske, tænkte Caroline og kiggede rundt i cafeteriet i håb om, at der ville ske bare et eller andet. Hun fik en stærk lyst til at hive ham i hans lyse hår, som i øvrigt var for langt til en dreng, efter Carolines mening. - Hvis Mads hellere vil sidde hos jer, så tror jeg lige, at jeg smutter ud på soldækket og kigger lidt! - Vent nu lidt på din lillebror, sagde Martin. Caroline kiggede irriteret på sin far. Hans mørke, krøllede hår strittede som sædvanligt i alle retninger. Med undtagelse af håret lignede han Mads, og de havde begge den irriterende ro, der gjorde, at man altid skulle vente på dem. Caroline lænede sig tilbage på stolen, mens hun raslede uroligt med sin kniv og gaffel i håb om, at nogen ville blive så træte af hende, at de ville skynde lidt på Mads. - Nu passer du godt på din bror, når I går derud, formanede Pernille. - Ikke noget med at kravle op nogen steder. - Mor, jeg er altså 10 år, indvendte Mads. - Og det er vist mere mig, der skal passe på Caroline. - Caroline er 12 år, så hun er den ældste, sagde Martin. - Derfor er det hende, der passer på, og du hører efter, hvad Caroline siger. Caroline så tilfreds ud, for det ville ikke være sjovt, hvis hun skulle til at høre efter, hvad forsigtig-mads sagde. Endelig spiste han den sidste bid af sin sandwich, og hun rejste sig for at komme ud og kigge på færgen. Mads fulgte efter, mens han tænkte, at det vel ikke kunne være så farligt at gå ud på soldækket sammen med Caroline, selv om han ikke 4
var helt sikker. Faktisk var det altid lidt farligt at være sammen med Caroline. Da de gik ud på det brede, træbeklædte soldæk, mærkede Mads med det samme, hvordan det blæste derude, måske var det derfor, at der ikke var andre end dem på soldækket. Fordi det blæste, var der ret køligt, og selv om solen skinnede, hjalp det ikke ret meget, fordi de var i skygge af cafeteriet. Caroline skyndte sig straks hen til rækværket. Det var så højt, at Caroline, ikke kunne se ud over og ned i vandet. Hun kiggede hurtigt hen ad det tomme dæk og bemærkede en kasse med redningsveste, der stod langs rækværket. Kort efter stod de begge på kassen og spyttede ned i vandet, der strømmede forbi langt under dem. - Lad os se, hvad der er nede i den anden ende, sagde Caroline og begyndte at gå ned ad dækket. Mads fulgte efter og snart efter stod de i den anden ende, hvor de kunne vælge mellem at gå ned ad en trappe, eller ind ad en bred glasdør til færgens indre. Mads mente, at det var nu, at de skulle gå tilbage til cafeteriet, men Caroline valgte trappen uden at tøve, og da Mads påpegede, at de kun havde fået lov til at gå ud på dækket, forklarede hun, at de jo stadig var på dækket. Trappen førte ned til et stort terrasselignende område, hvor der var læ og solskin, så her var der mange mennesker, der snakkede eller kiggede ud over vandet. Caroline så straks, at der var endnu en trappe, der førte nedad, og med Mads i hælene fortsatte hun den vej ned. Trappen endte ved et dæk, der buede hen til en trappe, der gik op igen på den anden side af færgen. Midt i det store område var der en dør, der førte ind i færgens indre. - Hvis vi går derind, er vi jo ikke på dækket længere, påpegede Mads, da Caroline åbnede døren for at gå ind. 5
- Kan du huske, at mor sagde, at du skulle gøre, som jeg sagde, svarede Caroline og fortsatte ind i færgen. - Og desuden er jeg sikker på, at det går meget hurtigere at gå tilbage den her vej. Mads var ikke fuldstændig sikker på, at han kunne finde tilbage alene, så han valgte at følge efter Caroline ind i skibets indre, der virkede mørkt og lidt uhyggeligt efter det klare solskin udenfor. - Jeg synes, at vi skal gå tilbage ad samme vej, som vi kom! - Vi skal lige se, hvad der er her, svarede Caroline, mens hun opmærksomt kiggede rundt i den tomme gang, hvor én trappe førte op, mens en anden lige ved siden af førte dybere ned i skibet. Til Mads store ærgrelse valgte Caroline selvfølgelig den trappe, der førte nedad, og hun overhørte fuldstændig hans protester, for hun skulle jo bare lige se, hvad der var hernede. Nu, hvor de var dybere inde i skibet, kunne de tydeligt høre den kraftige dunken fra motoren, der overdøvede alle andre lyde. Mads syntes, at det var en smule uhyggeligt og holdt sig lidt tættere på Caroline. Trappen endte i et lille rum med jerndøre på hver side. De er heldigvis for tunge til, at hun kan åbne dem, tænkte Mads lettet og skulle lige til at gå op igen. Desværre sad der en stor sort knap ved siden af dørene, og knappen fik en af dørene til at gå op, da Caroline trykkede på den. Caroline smuttede hurtigt igennem, og Mads måtte skynde sig at følge med inden han blev klemt fast af den tunge jerndør, der allerede var ved at lukke igen, da han trådte igennem. Nu stod de pludselig ude på bildækket på en smal forhøjning mellem en stor lastbil og væggen ind til trappen. Fra at have været en kraftig dunken lød motoren nu 6
som en kæmpe hammer, der fik gulvet til at ryste under dem. - Caroline, vi må ikke være her, lad os nu gå tilbage til mor og far. - Tag det roligt, jeg har helt styr på det. Vi skal bare ned i den anden ende, så finder vi en trappe, der går lige op til cafeteriet, og på den måde er vi meget hurtigere tilbage. - Hvor pokker bliver de dog af? udbrød Pernille oppe i cafeteriet, mens hun kiggede sig nervøst omkring. - Der er vel meget at se på, svarede Martin, der var godt tilfreds med en smule ro inden den lange biltur op igennem Sverige. Især Caroline kunne godt blive en smule irriterende, når hun begyndte at kede sig. - Når de to er ude af syne for længe, så bliver jeg altså nervøs. - Du skal se, de kommer nok lige om lidt. - Jeg kigger lige ud på soldækket, sagde Pernille. Til hendes store overraskelse var soldækket fuldstændigt tomt bortset fra en måge, der holdt hovedet lidt på skrå og kiggede på hende fra rælingen. - Vi må lede efter dem! sagde hun bekymret, da hun kom tilbage til bordet. - Rolig, det er jo en færge, de kan vel ikke være gået så langt væk. Måske er de bare gået om på den anden side, dækket fører vel rundt om færgen. For at berolige sin kone rejste Martin sig med et suk og lagde avisen på bordet. - Hvis jeg nu går ud ad den dør, sagde han og pegede på døren i den modsatte side. - Så tager du den anden, og så 7
mødes vi nede i den anden ende, der hvor dækkene løber sammen, og så har en af os helt sikkert fundet børnene. Pernille var lettet over, at de nu gjorde noget, og de gik hurtigt ud af hver sin dør. Mindre end fem minutter senere mødtes de på soldækket helt agter. - Hvor pokker er de? udbrød Pernille, og bed sig i læben som hun altid gjorde, når hun var nervøs. - Tja, sagde Martin og kiggede sig omkring uden at få øje på hverken Mads eller Caroline imellem alle menneskene, der nød solskinnet. De kunne de se to trapper, der førte længere ned fra platformen og fire døre, der førte ind i færgen, så det var ikke helt let at regne ud, hvor børnene var gået hen. - Hvis du går ind i færgen og tilbage til cafeteriaet, sådan at en af os er der, hvis de kommer tilbage dertil, så går jeg ned ad trapperne her for at se, om de skulle være nedenunder, foreslog Martin. Pernille nikkede blot og forsvandt ind i færgens indre. Med skiftet fra det skarpe lys uden for virkede rummet først en smule dunkelt, men efter et øjeblik havde hendes øjne vænnet sig til lyset, og hun kiggede opmærksomt på de øvrige passagerer, der sad ved borde og drak kaffe eller spiste deres medbragte mad. Undervejs kom hun forbi en lille legeplads med en lille rutsjebane og små borde, hvor en del børn sad og legede med legoklodser, mens andre kiggede på en tegnefilm. Her er de selvfølgelig, tænkte Pernille og begyndte at kigge nøje på alle børnene, men efter et øjeblik kunne hun konstatere, at Caroline og Mads ikke var imellem dem. Pernille fortsatte op til cafeteriet, og undervejs fik hun overbevist sig selv om, at børnene sikkert stod og kiggede forundrede på det tomme bord, hvor de havde siddet før, 8
mens de snakkede om, hvor hun og Martin var. Hun åbnede døren ind til cafeteriet og måtte konstatere, at her var børnene ikke. Trist satte hun sig ved bordet og ventede på, at enten Martin eller børnene skulle dukke op, mens hun vred sine hænder nervøst og fortsatte med at bide i sin underlæbe. - Hvad laver I hernede, spurgte en mand i grøn kedeldragt, som kom ud fra en af de tunge jerndøre i væggen nede på bildækket. - Vi, sagde Caroline med et lille hvin af forskrækkelse. - Vi er på vej op til cafeteriaet. - Man må altså ikke rende rundt på vogndækket, når færgen sejler, sagde manden en smule bistert. - Nej, vi render jo heller ikke rundt, svarede Caroline irriteret. - Vi leder efter døren, der fører op til cafeteriet. - Ok, sagde manden. - Fortsæt to døre og så er det op ad trappen. Mads nikkede ivrigt, for han ville gerne op herfra. De store lastbiler og den kraftige brummen fra færgens motor fik vogndækket til at virke uhyggeligt, alting stod helt stille, og alligevel var der den her konstante larm og fornemmelsen af, at hele verden rystede. Caroline og Mads fortsatte hen mod døren, mens manden gik den anden vej og forsvandt. - Her er det, sagde Caroline, da hun fandt en stor, sort knap, der kunne åbne døren. Hun trykkede hårdt på knappen, og døren åbnede sig fem centimeter. Så trykkede Caroline igen, og den bevægede sig en eller to centimeter mere, men så gav den et højt pust og lukkede igen. Mads tog fat i håndtaget og hev så hårdt han kunne, men han kunne ikke rokke den det mindste, heller 9
ikke da Caroline også forsøgte, og de begge hev i døren med alle deres kræfter, kunne de rokke den en millimeter. - Der må være en anden dør, sagde Caroline og fortsatte videre langs væggen. Mads slap håndtaget og fulgte efter hende. For to minutter siden var de ude på en spændende tur, men nu var det lige pludselig blevet skræmmende og truende sådan at være spærret inde på bildækket. - Der er en dør, vi prøver den, sagde Caroline og pegede. Lige før Caroline trykkede på knappen, åbnede døren sig af sig selv. Mads åndede lettet op, de var reddet! To kvinder trådte ud. De var klædt i sorte dragter, der mindede om arbejdsmandens kedeldragt, de var bare ikke snavsede. Mads konstaterede hurtigt, at de måtte være tvillinger, for de var næsten fuldstændig ens, ikke bare tøjet, men deres frisurer og deres ansigter var som to kopier. Det eneste, der tydeligt adskilte dem, var, at den ene havde næsten sort hår, mens den anden havde helt hvidt hår. - Jamen dog, sagde hende med det hvide hår og smilede med sine malede sortrøde læber. - Hvad har vi her? - To søde børn, der er faret vild på bildækket, hvad mon de laver her? sagde den anden med det sorte hår. - Vi er bare på vej op til cafeteriet, sagde Caroline lidt fornærmet over den måde, som de to kvinder havde omtalt dem på. - Undskyld, jeg ville ikke fornærme nogen, sagde den hvidhårede sukkersødt, idet døren smækkede i bag dem. - Det gør ikke noget, sagde Mads nervøst og trykkede på knappen, der skulle åbne døren. Til hans store overraskelse skete der ikke noget, der kom ikke engang det mindste lille støn fra døråbneren. Han slog 10
så hårdt på knappen at det gjorde ondt i hånden, men der var ikke den mindste reaktion. - Måske kunne I hjælpe os? sagde Mads, mens han stadig forsøgte at trykke knappen i bund. - Jamen, selvfølgelig skat, sagde den hvidhårede overdrevent venligt og lagde hånden oven på Mads hånd, så hun kunne hjælpe ham med at trykke knappen ind. Døren reagerede overhovedet ikke, men Mads bemærkede, at hendes hånd var usædvanligt kold. - Jamen dog, er den gået i baglås, Elisabeth, sagde den sorthårede med en stemme, der både indeholdt bekymring og latter. - Det virker sådan, Jette, svarede Elisabeth. Mads mærkede, hvordan han fik kuldegysning ned ad ryggen ved lyden af Elisabeths stemme. Den var både venlig og imødekommende, men samtidig havde den en klang af skadefro latter. Caroline virkede også utryg nu, der var noget her som var helt forkert. Hun kiggede hurtigt fra den ene tvilling til den anden, hvorefter hun kiggede længere ned langs væggen for at se, om der skulle være en anden dør. - Der er en dør mere den vej, sagde Jette og pegede den vej, hvor Mads og Caroline var kommet fra. - Måske skulle vi prøve den? Caroline nikkede, hun var pludselig meget interesseret i at komme væk herfra, så hun og Mads begyndte at gå tilbage med hurtige skridt. De måtte i det mindste kunne komme op der, hvor de var kommet ned. De to kvinder fulgte tæt efter, og Elisabeth lagde en let hånd på Mads skulder. - Har I lyst til at se vores autocamper? spurgte Jette, mens de gik. 11
- Vi har ikke tid, sagde Mads. - Vores mor og far må være blevet nervøse nu, for vi har været væk længe. - Det tager kun et øjeblik, sagde Elisabeth og strammede grebet om Mads skulder. Mads syntes, at hendes slanke fingre virkede utroligt hårde og stærke, da de klemte oven på T-shirten og holdt godt fast i hans skulder. - Jamen, vores forældre skal ikke vente længere på os, sagde Caroline og ville vende sig mod Jette, der gik tæt bag hende. Til Carolines overraskelse trak Jette hende tæt ind til sig og pressede en klud i ansigtet på hende, som lugtede grimt ligesom af noget medicin. Caroline prøvede at skubbe den væk, men Jette holdt hende fast med den anden hånd, og hun kunne ikke komme løs. Hun mærkede, hvordan kluden dækkede for hendes næse og mund. I et stykke tid forsøgte hun at holde vejret, mens hun tog fat i Jettes hånd, men til sidst måtte hun indånde den grimme lugt, da hun ikke kunne holde vejret længere. Så mærkede hun, hvordan hendes ben blev slappe og kort efter var det, som om nogen slukkede lyset. - Hvad gør I? udbrød Mads bange og forsøgte at vride sig løs fra Elisabeths hånd. - Rolig, hviskede Elisabeth og pressede hurtigt en anden klud mod Mads mund og næse. Mads forsøgte desperat at skubbe kluden væk, men Elisabeth havde godt fat i ham og efter få sekunder mærkede han, hvordan hans arme blev helt kraftesløse, og hans øjne lukkede sig helt af sig selv. - Det gik da næsten for let, sagde Jette, da hun og Elisabeth hurtigt bar de to bevidstløse børn ind i autocamperen. 12
Hvor pokker kan de være?, tænkte Martin, mens han fulgte samme vej ind i færgen, som Caroline og Mads havde gået. Han stod på trapperne, der førte både op og ned. Kan de virkelig være gået ned på bildækket?. Han nikkede ved sig selv, det kunne de godt. Så gik han ned ad trappen og endte i samme gang, som Caroline og Mads havde været i. Ude på bildækket var der ikke noget, der rørte sig. Larmen fra skibets motor fyldte rummet, men ellers var der ikke noget at se eller høre. - Mads! råbte Martin. - Caroline! Han følte selv, at han råbte så højt, at det kunne høres over hele dækket, men det var lige som om, råbet døde i larmen fra motorerne, der drev det tunge skib igennem vandet. Der kom heller ikke noget svar, så Martin fortsatte hen ad forhøjningen, hvor også Mads og Caroline havde gået. Der var ingen at se, men han fortsatte alligevel. Ved den første dør trykkede han på knappen, og døren gled op indtil en trappegang. Han kaldte igen inde i trappegangen, men heller ikke her var der noget svar. Så fortsatte han ud på bildækket, mens døren langsomt gled i bag ham. Han blev opmærksom på en autocamper, hvor der sad to kvinder. De så lidt mærkelige ud, sort tøj, en med sort hår og en med hvidt hår og læber malet i en farve, der var mere sort end rød. De stirrede på ham med deres mørke øjne, der lå dybt i øjenhulerne. Der var ikke nogen reaktion fra dem, da han gik forbi, kun denne vedholdende stirren. Martin fortsatte hen til den næste dør, men fortrød så og gik tilbage til autocamperen. Da han bankede på ruden, gled den stille ned. - Ja? sagde Jette, spørgende. 13
- Jeg leder efter to børn, sagde Martin. - Har I set nogen børn hernede? - Børn, kvidrede Elisabeth fra passagersædet. - Nej, vi har ikke set nogen, så ville vi have fulgt dem op, for det her er ikke et sted for børn. Selv om det ser ufarligt ud, kan man let komme galt af sted. Martin kiggede tvivlende på de to kvinder. De smilede ens, og begge sad og nikkede på samme måde med hovedet. De virkede meget imødekommende, men alligevel kunne han mærke, at han fik gåsehud på armene. - Jamen, så vil jeg fortsætte eftersøgningen et andet sted, sagde Martin og gik videre. Elisabeth og Jette kiggede på hinanden, og begge smilede tilfreds. 14
Kapitel 2 Sverige Caroline åbnede øjnene. Hendes første tanke var Hvor er jeg?. Der var mørkt omkring hende, og hun lå i en seng, men hun kunne også mærke, at hun var i en bil, for sengen rystede, og hun rullede fra side til side, når bilen svingede. Hvordan var hun kommet der? Færgen, tænkte hun. Mads og hun var gået på opdagelse i færgen! De havde mødt nogen tvillinger, men hvad var det så, der var sket? Hun løftede hovedet og mærkede, at hun havde hovedpine og kvalme. Hvad havde der været på den klud, de havde presset mod hendes ansigt? Når hun kiggede fremad i vognen, kunne hun se tvillingerne i det svage lys fra instrumentbrættet. Elisabeth kørte, mens den anden havde lænet stoleryggen tilbage og sov. De eneste lyde var fra motoren og dækkene, og det var tydeligt, at bilen kørte i høj fart. Selv om Caroline ikke kunne se ret meget udenfor, viste lygterne fra de andre biler, at de af og til indhentede en bil og overhalede den. Caroline hørte en stønnen ved siden af sig. Det var Mads, der også var ved at vågne. Han gabte og strakte sig. Caroline vendte ansigtet mod ham, for hun ville gerne have, at tvillingerne ikke opdagede, at de var vågne endnu, men Mads satte sig op med et ryk, før Caroline kunne nå at gøre noget. 15
- Hvor er jeg? Caroline hyssede på ham, men nu var det for sent. - Jette, sagde Elisabeth. - Vores søde små gæster er vågne. Vil du se, om de har det godt? Jette strakte sig et øjeblik, rettede så sædet op, og drejede det rundt, så hun kunne komme om bag i bilen, hvor Caroline og Mads lå. - Har I sovet godt, små venner? spurgte hun venligt. - Hvor er vi henne? Hvor er vores mor og far? spurgte Caroline vredt. - I ligger trygt i verdens bedste autocamper, svarede Jette sukkersødt. - Er der nogen af jer, der trænger til at komme på toilettet? I har sovet længe. Mads kunne godt mærke, at det var lang tid siden, så han gik ud på det lille toilet. Det var ikke særligt behageligt at sidde i det lille aflukke, mens bilen ræsede ud ad vejen. Det føltes lidt som at sidde i en lille kasse, mens en kæmpe rystede den frem og tilbage. Samtidig i Göteborg: - Jamen, nu har vi siddet her i otte, næsten ni timer, og der er stadig ikke noget nyt, klagede Martin til betjenten, der sad bag skrivebordet. - Vi har gjort alt, hvad vi kunne. Vores afhøring af besætningen viste, at der var en, der havde set børnene på bildækket, men han fortalte os, at de på vej op til cafeteriet, forklarede betjenten. - Bildækket, udbrød Martin. - Jeg var nede på bildækket, og der sad to mærkelige kvinder i en autocamper, men de sagde, at de ikke havde set nogen børn. Måske løj de? Kan det være dem, der har kidnappet Caroline og Mads? 16
- Kidnappet vores børn? stønnede Pernille. - Men hvorfor skulle nogen kidnappe vores børn? - I bliver nødt til at finde den autocamper, sagde Martin ivrigt. - Så snart den er fundet, er sagen løst! - Nu er det jo ikke så let at finde en autocamper i Sverige, sagde betjenten. - Det er et meget stort land, og der er rigtig mange turister i autocampere. - Ja, men kvinderne, der kørte den, var to tvillinger med helt ens, sort tøj. Hvis det ikke var sådan, at den ene havde hvidt hår, og den anden havde sort hår, ville man slet ikke kunne se forskel på dem. - Vi får en tegner til at lave et fantombillede, sagde betjenten. - Og så snart vi har et godt signalement, så laver vi en efterlysning. Martin satte sig ned igen og så ulykkelig ud. - Hvornår kommer den tegner så? spurgte han. - Mens vi sidder her, kører bilen jo længere og længere bort. - Jeg ringer med det samme, sagde betjenten, som gerne ville hjælpe de fortvivlede forældre. - Hvor er vi på vej hen? spurgte Caroline. Jette smilede og forklarede, at de blot var på ferie for at se Sverige. - Det var altså meningen, at vi skulle være på ferie med vores forældre, sagde Caroline surt. - Vi har ikke lyst til at være på ferie med jer to. - Det var da trist, svarede Jette med et smil. - Men det går nok bedre, når vi lærer hinanden at kende. - Vi vil slet ikke lære jer at kende, vi vil tilbage til vores forældre. 17
- Det er jeg ked af. Både Elisabeth og jeg havde glædet os til, at vi skulle hygge os sammen. Desværre ved jeg slet ikke, hvor jeres forældre er, så indtil videre må I hellere komme med os, sagde Jette afvisende. - Man kan jo godt sige, at vi har ansvaret for jer. Så kom Mads ud fra toilettet igen. Han satte sig ved det lille bord, der gjorde det ud for autocamperens spisebord. Jette sagde ikke noget, men fandt nogle boller og noget Nutella frem fra køleskabet. Så smurte hun en bolle, og Mads spiste med velbehag. Det gik op for Caroline, at hun også var sulten, men hun ville hellere være sulten end at spise noget af tvillingernes mad. Mens Mads spiste, kørte bilen ind på en lille parkeringsplads. Det var dog ikke for at holde en lang pause. Elisabeth rejste sig blot fra førersædet, og Jette overtog rattet, så de kunne fortsætte ud i natten. En time senere sagde Jette, at det var tid at tanke op, og Caroline tænkte, at der måske ville være en mulighed for at stikke af, når de kom ind på en tankstation. - Nu skal I ikke få gode ideer, sagde Elisabeth. - Hvis I lover at være stille og opføre jer ordentligt, slipper I for at blive bedøvede igen. For ligesom at understrege truslen tog Elisabeth en klud og en lille flaske frem, lige før bilen kørte ind på en øde tankstation. Caroline kiggede desperat efter nogen, hun kunne tilkalde, men der var ingen at se, ud over en ung mand der passede tankstationen, men han var optaget af et fjernsyn inde i butikken, så han så knap, at der var kommet en autocamper ind på pladsen. Jette stod ud og tankede op, mens Elisabeth holdt et vågent øje med børnene. Caroline hviskede til Mads for at få ham til at lave en 18
afledningsmanøvre, men da Elisabeth løftede flasken og den lille klud, stirrede han som en lille mus på Elisabeth og kunne slet ikke bevæge sig. Efter et hurtigt besøg i butikken kom Jette tilbage til bilen, hvor de alle tre sad helt stille. - Det var flot, sagde hun. - Jeg vidste jo, at I var nogle søde børn. Hun gav Elisabeth en lille plasticpose, og Elisabeth tømte den ud på bordet. En lille bunke slik rullede ud over bordpladen. Mads tog imod en chokoladebar, men Caroline var stadig stædig og ville ikke have noget. Så satte Jette bilen i gang med et ryk, og de fortsatte nordpå. Nu var det første daggry ved at bryde frem, og ud af vinduerne kunne man se, at de kørte igennem noget, der lignede en uendelig skov, afbrudt af enkelte søer, og en sjælden gang imellem en lille by med rødmalede huse. Elisabeth satte sig i passagersædet og faldt i søvn, mens Caroline og Mads sad og kiggede ud ad vinduerne. Hen ad klokken fem var det helt lyst, og bilen skrumlede ned ad en grusvej, der var så smal, at to biler ikke kunne passere hinanden. Efter endnu en halvanden times kørsel drejede de ned ad en skovsti, indtil de nåede en lysning midt i skoven. Bilen stoppede, og Jette slukkede motoren. Nu var der pludselig helt stille i autocamperen, indtil Jette åbnede døren, og de kunne høre fuglene synge i skoven. - Dejligt, hvad? sagde Jette. - Det er, hvad man forstår ved ferie. Hverken Caroline eller Mads svarede. De kiggede ud på skoven, som omringede bilen til alle sider. Det var ikke lige stedet, hvor man kunne stikke af, med mindre man havde lyst til at vandre rundt i en stor skov, indtil man døde af sult. Mens Caroline tænkte på flugtplaner, skubbede Jette hende 19
blidt væk fra spisekrogen, og et øjeblik efter var bordet sænket, og spiseindretningen lavet om til en dobbeltseng. - Vi må hellere få noget søvn. Elisabeth og jeg sover her, så kan I to sove der, hvor I sov tidligere. - Jeg er ikke træt, indvendte Caroline. - Men du er stille, svarede Jette truende. Caroline svarede ikke, men hun vidste, at Jette havde ret, hun skulle nok være stille. Jette vækkede Elisabeth, der stadig sov i passagersædet, og gik ud på toilettet og børstede tænder. Hun lagde sig på sengen, mens Elisabeth ordnede sit toilette. Kort efter sov de to kvinder, men de havde anbragt sig sådan, at det var umuligt at komme forbi dem. Caroline lå i sengen og spekulerede på, om de kunne finde en måde at flygte på, men så bemærkede hun, at Mads også var faldet i søvn og besluttede, at hun også lige så godt kunne sove. - Vi bliver nødt til at få noget søvn, sagde Martin, idet han åbnede døren til hotelværelset. - Jamen, hvad med børnene? Vi burde være ude og lede efter dem. - Politiet har både et godt signalement af kvinderne og autocamperen, samt en tegning der ligner dem ret godt. Hvis de ikke kan finde dem, har vi heller ikke nogen chance. Det er ikke til at sige, hvor de er kørt hen. Pernille forsøgte at protestere, men hun var lige så udmattet som Martin, så hun opgav protesterne, og snart efter sov de begge. 20
Kapitel 3 Kanoen - Nå, er der nogen, der vil have noget frokost? spurgte Elisabeth. Caroline slog øjnene op, hvad var klokken mon? Både Jette og Elisabeth var oppe, og spisekrogen var igen et bord og to bænke. Mads sov trygt ved siden af hende. Caroline bemærkede, at hun var rigtigt sulten nu, så måske var det ikke så smart at nægte at spise. Sådan som hendes mave knurrede, kunne hun ikke tænke på nogen flugtplaner overhovedet. Derfor sad alle fire snart efter og spiste frokost. Der var noget uvirkeligt over det hele, for Jette og Elisabeth snakkede, som om de havde kendt Caroline og Mads altid, og som om de virkelig var på ferie sammen. Det var lige ved, at det var hyggeligt. Da de var færdige med maden, blev Caroline og Mads sat til at vaske op, mens tvillingerne ordnede forskellige ting i bilen. Bagefter mente Elisabeth, at det ville være en god ide at gå en tur i skoven. Skoven var tæt, men der var ujævne spor, hvor skovarbejdernes maskiner kørte, når de skulle fælde træer. Elisabeth gik i venstre side med Mads i hånden, og Caroline gik imellem Mads og Jette, der tvang hende til også at holde i hånden. Efter et stykke tid kom de ned til en ret bred å, der flød langsomt igennem skoven. Ved bredden havde nogen 21
bygget en lille bro ud i vandet. Jette og Elisabeth satte sig på en stor sten ved stien og nød det gode vejr og den smukke skov, imens Caroline og Mads gik ned til broen. - Pas nu på, at I ikke bliver våde, sagde Jette. - Vi har ikke noget skiftetøj med. Mads nikkede for at sige, at det skulle de nok, og så gik de ud på broen. Den var gammel, og der manglede flere brædder, og andre føltes en smule bløde og rådne, men man kunne godt gå på den, hvis man var forsigtig og så sig for. Ude for enden lå der en kano, som ikke kunne ses fra stenen, hvor Jette og Elisabeth sad. Til Carolines store overraskelse lå der både padler og nogle redningsveste nede i bunden. - Gå ind og find nogle sten vi kan kaste i vandet, sagde Caroline. Mads nikkede og gik tilbage til bredden. Imens han ledte efter sten, satte Caroline sig på huk, og lod som om hun kiggede ned i vandet. I virkeligheden kæmpede hun med den stramme knude på tovet, der holdt kanoen fast til broen. Hun havde stadig ikke fået tovet løsnet, da Mads kom tilbage med nogen sten. - Hvor langt kan du smide dem ud? spurgte hun, mens hun febrilsk sled med tovet, der virkede, som om det nærmest var groet sammen. Mads kastede stenene langt ud i åen, hvor de landede med et stort plask. Da den anden sten ramte vandet, fik Caroline endelig knuden op. - Nå, skal vi gå videre unger? kaldte Jette, netop som knuden endelig havde givet efter. 22