Jesper: Hvad er din opfattelse af ADHD? Noget socialt, noget kontekst, noget psykologisk.

Interview med Jonna Jepsen i Rafael Centeret. Transskribering. Jesper: Hvad er din opfattelse af ADHD? Noget socialt, noget kontekst, noget psykologisk. Jonna: ja altså min opfattelse er at det er komplekst og at ADHD det er symptombeskrivelse. Og nu har jeg jo arbejdet med for tidligt fødte specifikt, men arbejder nu med forskellige typer børn og unge der ikke trives af forskellige årsager. Men i mit arbejde med de for tidlig fødte har jeg jo kunne se opmærksomhedsproblemer og været meget impulsstyret og det er jo præcis det ADHD diagnosen dækker over og det har jeg altid kaldt f de usynlige senfølger af for tidlig fødsel for når barnet er for tidligt født så ved man at der sker nogle forandringer i udvikling af hjerne og nervesystem i forbindelse med behandling og adskillelse efter fødslen. Så der har man en logisk forklaring på hvad der går skævt i starten som forårsager de her ting. Så i virkeligheden så skulle alle for meget tidlig fødte have ADHD hvis man skulle sætte det på spidsen, for de har allesammen sansemotoriske vanskeligheder. Sansemotorik er én af de ting der ligger til grund for at der sker nogle forstyrrelser i udviklingen i hjernen, men der er også det relationelle aspekt og emotionelle i det hele taget for der er mange af de børn som, som har de symptomer som har enten nogle traumer eller følelsesmæssige belastninger i forbindelse med deres daglige miljø eller begge dele. Og mange de har det hele. De har både belastninger i relationer og så har de traumer og så har de sansemotoriske vanskeligheder. Men alt det - det er derfor det er komplekst og svært at give et kort svar på. For hvis barnet har problemer med sanseintegrationen så vil det jo have de her symptomer og hvorfor har de så problemer med sanseintegrationen? Det er jo sådan vi arbejder meget, vi graver dybere og dybere og siger nej, vi stiller os ikke tilfredse med at det er genetisk det ved jeg godt at psykiatrien mener, i hvert fald 80 % skyldes genetikken. Men det slet ikke det vi oplever i praksis for når vi udreder via forældresamtaler det er vores vigtigste værktøj så finder vi noget helt tilbage fra fostertilstanden og har barnet manglet næring i livmoren, har det måske født med en lidt lav fødselsvægt eller har det haft navlestrengen om halsen eller født ved akut kejsersnit, taget med sygekop, har der været en lang svært fødselsproces, som har gjort at barnet har kommet til at mangle ilt for det er jo netop det med at mangle ilt og næring der har betydning for hjerneudviklingen. Og stress, stress kan forekomme allerede i forstertilstanden hvis moren er meget stresset, urolig eller syg, så bliver fosteret stresset eller hvis der er en eller anden form for ugunstige forhold i livmoren, stresser det allerede fosteret dér - så lægges kilen til det og øhm, og så er det sådan jo at de hormoner vi producerer de er jo meget afhængige af vores 1

følelser og børn der er i stress og som ikke bliver forstået, mødt og rummet og får stillet krav de ikke kan leve op til de er jo i en konstans stress og de producerer så en masse kortisol som hæmmer hjerneudviklingen og de producerer ikke ret meget af alle de velværehormoner som, jo er med til at stimulere en positiv hjerneudvikling og man ved jo at de børn der får stillet diagnosen ADHD mangler dopamin og serotonin, det kan de ikke producere så meget af, men det er jo klart de har ikke succesoplevelser, de har ikke velværeoplevelser, så producerer de det jo ikke, så det er jo noget afhængig af den kontekst barnet er i i hverdagen, og det gælder jo både institution og skole, for der kan være voksne alle steder der ikke forstår at det faktisk er et barn der gerne vil og som ikke kan. Og derfor kommer de til at stille for store krav jeg har lige på vej herind i toget i dag talt med en psykoterapeut som har et af de børn som har været hos mig også fordi vi jo har flere indsatsområder og som hun siger han er lige skiftet til en anden skole hvor de har observeret at han har svært ved forskellige ting han sidder og siger som et dyr og han gør flere andre ting som er meget tydelige symptomer på at han har det rigtig svært indeni. Så skolens reaktion er at han skal arbejde med at gøre det dér mindre, men min opfattelse er at han har ikke forudsætninger for at gøre det mindre for der er en grund til at han gør det. Og lige i det her tilfælde er det fordi han har været udsat for et skoleskift og selvom han trives rigtig dårligt på den gamle skole og det var nødvendigt så er et skift altid svært for de børn, og det de kommer fra det er jo trygt, uanset om de bliver tævet og det gjorde den her dreng altså af de andre børn og selvom han bliver tævet blå og gul så er det trygt fordi han kender det. Og så er et skift svært og så har han brug for at blive rummet i det alle børn har brug for når de bliver frustrerede at reagere enten ved at opføre sig som et dyr eller at råbe eller blive aggressiv eller græde eller trække sig tilbage eller hvordan de reagerer forskelligt, at der er voksne der siger jeg forstår godt at du er vred eller jeg forstår godt at du er ked af det altså starte med at rumme følelsen fordi det er dér barnet får ro indeni (laver en pustelyd og ånder ud) og siger ok, nu bliver jeg mødt i det jeg er i, de forstår hvad det er og derfra kan den voksne så hjælpe barnet videre i komme videre i den situation de nu er havnet i, så alle de dér symptomer på ADHD en sund reaktion på en usund situation. Lea: Ja, det er også det Søren Hertz siger; at finde det normale i det unormale. Jonna: Ja. (Der grines) Jesper: øhm, hvem oplever du oftest opfordrer til udredning, øh, når du ser på børnene? Er det skole, forældre, praktiserende læger, psykiatere, socialrådgivere? 2

Jonna: det plejer oftest at være sådan at det er jo i skolealderen at det typisk bliver diagnosticeret, der er nogle børn før skolealderen, men hvis vi tager udgangspunkt i skolealderen, så er det normalt lærerne der begynder at sige at der er nogle ting de har observeret og så kontakter de PPR, som så sender en psykolog ud, som observerer barnet og som så tester barnet i en-til-en situationer, og så kommer der nogle resultater af de tests som viser et elle andet. Og der bliver så ikke lavet en handleplan der bliver bare taget en beslutning om hvad gør vi så og det de så har muligheder det er at sende barnet videre til børnepsykiatrisk afdeling til altså, til endnu en udredning, og det er også adskillige tests der viser et eller andet og så bliver man så enige om at barnet har en diagnose eller ej, og det er meget tit det der foregår, på den måde, så det er altså lærere, PPR, børnepsyk, det er sådan det er oplever det sådan langt de fleste gange. Lea: Ja Jesper: hvornår kommer de så her tænker jeg, de børn her er det er det forældrene der? Jonna: Det er næsten altid forældrene og nogle gange er det Kommunerne der henvender sig, hvis de har prøvet alt og de ikke synes der er noget som helst der hjælper. Der er også nogle gange forældrene der kontakter Kommunen og siger at godt vil have at vi kommer ind i billedet, men at Kommunen er med i det. Vi har flere og flere sager hvor vi også sidder med i møder på skolerne og er med til at vejlede lærerne og skolelederen i hvordan de skal se og forstå barnet og hvordan de bedst muligt kan hjælpe det, ikk? Men de fleste er på forældrenes eget initiativ og hvor forældrene selv betaler. Jesper: Hm Jonna: dog med en tendens til at der er flere og flere Kommuner der også melder sig Jesper og Lea: Hm, ja Jonna: der sker noget på den front i forhold til at det har været ret lidt samarbejde, men vi ser jo at de kommer til kort ude i Kommunerne og at de bruger mange penge og ressourcer på noget der ikke rigtig hjælper barnet. Barnet får det kun sværere og sværere, jo ældre de bliver. Det som vi har held og succes med det er jo at går bag om symptomerne og vil reparere på det der er gået skævt. Hvor vi stimulerer sansemotorikken, vi træner samsynet, samhørelsen hvis det er nødvendigt, hvis der er specifikke indlæringsvanskeligheder, og når vi træner sansemotorikken, så er det jo noget der skaber nye forbindelser i hjernen, fordi hjernen er plastisk og det jeg snakkede om før, der kan gå skævt i starten af barnets liv, det kan jo 3

repareres, det kan restitueres igen, så når man træner sansemotorikken, så dannes der nye nerveforbindelser, nye synaktiske forbindelser, som gør at barnet vil koncentrere sig bedre og bedre opmærksomhed, være mindre impulsstyret får mere ro indeni, og har mindre brug for forudsigelighed, som de ellers virkelig har meget brug for, rutine, rytme og ritualer og altid at være forberedt på alting, det vil de slippe lidt, sådan meget ekstreme behov, så der arbejder vi med hormonerne og hjerneudviklingen via fysiologisk stimulering, følesans, muskel/ledsans, balance, træner hasemuskler, akillessener, hvis de er for stramme eller for korte, træner reflekser hvis de ikke er integrerede som de skal være, så vi har hele det fysiologiske fundament i orden som noget af det første, og så begynder barnet at kunne mærke sig selv, for mange af de børn kan ikke mærke sig selv, de kan ikke mærke når de skal på toilettet, de løber ud i sidste øjeblik og tisser fordi de ikke kan mærke det, og de øhm, kan ikke altid mærke om de skal have en trøje af eller på, mærke temperaturen og kan ikke mærke når de falder og slår sig, det er især de for tidligt fødte som har været igennem en meget smertefuld behandling, jo de kan godt mærke det, men de reagerer ikke på det, fordi de er vant til det, ikk? Så ja, det er noget af det der er vigtigt, og som regel starter vi med det fysiologiske og så kan vi supplere denne her sansemotoriske stimulering med kranio-sakral-terapi, for at få løsnet op for de blokeringer der er. Man ved fra forskning af 88 % af alle børn, de har en eller anden blokering eller forskubbelse i kranienerver eller kranieknogler ved fødslen og det er simpelthen alle børn ikke, så man kan undgå meget kolik og andre ting, hvis man tjekker det fra starten, så det er noget vi bruger også sammen med det sansemotoriske stimulering - når vi sådan griber det fysiologisk an så er der en terapeut der lige løsner kranienerver der sidder i klemme og det kommer de nemt til når barnet bliver født for at jordmoren eller fødselslægen lige drejer hovedet for at få barnet hurtigt ud og det er nok til at der kan komme nogle nerver i klemme, og det har altså en betydning for organfunktioner og for flowet i den væske der løber i nervesystemet, i det spinalvæsken løber jo i hjernen og ned igennem nakken og rygraden og ned til sakralledet ned ved korsbenet og hvis der sidder en blokering her og også i form af kranieknogler som er blevet forskubbet, så kan væsken ikke løbe frit, og så er der en hæmning både i hjerneudviklingen men også i organfunktionen, og så får børnene svækket immunforsvar, bliver øre-børn, får bronkitis, og får problemer med mave-tarm-systemet, så det er virkelig noget der er effektivt at supplere med. Og så derefter, er det så for mange børns vedkommende så tilbyder vi et terapiforløb for at få bearbejdet følelser, traumer og det kan være spædbarnsterapi, man kan starte med børn helt ned til 2 måneders alderen. Lea: Ok 4

Jonna: og det kan være sandplay, ud fra Jungs teorier om symboldannelse, det er en meget kort version (griner). Lea: (Griner) Det ok! Jonna: Det kan også være kunstterapi, det kan også være en kombination af de ting, det kan også være musikterapi, det bruger vi ikke så meget, fordi vi ikke har så meget erfaring med det, men øh, jeg har alligevel researchet en del på det og jeg er overbevist om at det er effektivt, men det har ikke fået så meget indpas i Danmark endnu, men øhm, det er en mulighed, og så for de større teenagere, der bruger vi tankefelt terapi, sammen en psykoterapeutisk coaching bliver det, når de bliver teenagere, så skal de coaches det er det der er så svært, så vi har mange forskellige metoder, og der vælger vi ud fra hvordan vi opfatter barnet, er det et barn der har meget fantasi, så er det jo sandplay, er det et barn der elsker at tegne og male så er det jo kunstterapi, så det er individuelt, men tit er det sådan at det er den sidste del af et samlet indsatsforløb, fordi når barnet kan mærke sg selv fysisk, så kan det også bedre mærke sine følelser og arbejde med dem. Der er også mange børn som vi sender videre til rideterapi, når de har fået deres sansemotorik stimuleret på plads fra grunden, så skal det jo vedligeholdes, og det er rideterapi fantastisk til. For det er jo ikke bare noget fysiologisk, det handler også virkelig om at have kontakt med hesten og føle at det er jo ikke sådan noget med at styre eller have magten over et stort dyr, men man kan samarbejde med et stort dyr, og det er meget på islandske heste hvor at der er virkelig tæt kontakt mellem barnet og hesten, så det er også kontakt til dyret der er vigtigt. Det er ikke som almindelig, som når man går til ridning, hvor det handler om at være en god rytter, det handler simpelthen om at have en god oplevelse, og få en god balance, og føle at man har.det giver en hel masse på mange fronter. Det er nogle af de ting, der kan være andre ting ikk? der kan være zoneterapi til dem der har svækket immunforsvar, og mavetarmproblemer det er meget bredt og der er mange muligheder, men altid når vi sidder og har de her samtaler med forældrene så finder ind til hvad er det, hvornår er det at det er opstået, hvad handler det om, hvorfor er det her sket? Og i nogle enkelte tilfælde er der faktiske ikke sket noget i barnets liv andet at det ikke er blevet mødt og forstået af de voksne. Men i mange tilfælde er der én eller anden historie, det kan også være et hospitaliseret barn, som egentlig er født til tiden, men så finder man ud af at, barnet efter et halvt år har en hjertefejl og så bliver det opereret mange gange og så..og adoption, plejebørn, altså anbragte børn. Jesper: Hvorfor tror du det oftest er drenge der får diagnosen, når man sådan kigger på.. 5

Jonna: Jamen man ved jo at.det ved man fra forskning at drengehjerner, restituerer og kommer sig langsommere end pigehjerner, det er noget rent fysiologisk, og man ved også at drengehjerner modnes senere en pigehjerner, så, ikk? så vi ved jo at en dreng der starter i 6. klasse og hvis han er født til tiden og alt er normalt så kan han koncentrere sig i 12 minutter. Og en pige i 25 minutter. Lea: Det er altså en meget stor forskel Jonna: Det er en meget stor forskel og hvis man nu ude i praksis benyttede sig af resultaterne af hjerneforskningen, så ville det jo være helt fantastisk for skulle alle drenge faktisk starte et år senere i skole, og det ville faktisk komme til at passe i den anden ende hvor pigerne synes at drengene er frygteligt umodne (alle griner) så det ville være rigtig godt. Jesper: jamen det er sjovt, det har man hørt mange snakke om, at det år, altså.det at de skulle starte senere, der bliver snakket meget om at det, også indenfor lærere, og men, men det er som om det er rigtig svært at ændre noget ved. Jeg ved ikke om det er øøøh, forældrene, der vil blive.altså over deres børn pludselig så skal vente et år Jonna: jamen det er mange ting de skal jo også gerne starte med de kammerater de har fra børnehaven, så det er sådan hele systemet der skal ændres. For.det ville være rigtig godt hvis drenge startede et år senere, fordi de evner simpelthen ikke at sidde stille og tage læring til sig på det tidspunkt, og det er noget rent hjernemæssigt og noget rent hjerneudviklingsmæssigt, der gør at de har en meget vågne hjernestamme der får en masse impulser ind hele tiden som gør at de hele tiden gerne vil bevæge kroppen og det hjælper jo ikke at de voksne hele tiden siger sid nu stille, sid nu stille, hvis ikke de kan, det er jo impulser, der kommer inde fra. Lea: Ja. Jonna: men man kan sansestimulere dem så de kan være i ro. Hvis man bare har sådan en meget hyperaktiv dreng for det er det jo oftest ikk og nu vil man gerne have at han er lidt rolig fordi han nu skal lave lektier, eller spise eller præstere i skolen så kan man øhm, tage fat i ham, og snore ham rundt, sådan så man ligesom møder ham på den frekvens han selv er på når han er helt oppe at køre, så enten snore ham rundt på en kontorstol, eller en sansegynge eller gynge ham hurtigt på en almindelig gynge og han vil jo elske det, for det rammer jo lige ind dér hvor han er, og så kan man sådan langsomt sænke farten eller hastigheden, og så hele tiden have kontakt til barnet så man kan se om han bliver utilpas for børn der har en balance der ikke er på plads de vil have ubehag ved at snore langsomt rundt eller sidde stille i for lang tid, og derfor 6

bliver de nødt til at være i bevægelse, hvis man så kommer for hurtigt ned i tempo, så vil han reagere og så går man hurtigt op igen og så langsomt få ro på og så kan man så massere til sidst som giver den sidste ro til nervesystemet, det er fordi nervestammen som producerer alle de her signaler, den forstår ikke ord, men den forstår sansestimulering Lea: Hmm. Jonna: og det hele kommer derfra..så når man ligesom rammer frekvensen..man gør det også med musik.der er et amerikansk koncept der hedder the happiest baby on the block, som er noget musik til grædende spædbørn, hvor man så sætter det på og så starter man med noget højt, hurtigt, kraftigt musik det er der hvor man ikke kan nå ind til barnet, hvor barnet græder og græder, og man slet ikke kan komme i kontakt med det, så så sætter man det dér musik på og så rammer man også barnets frekvens men den høje gråd og så bliver den sådan langsommere og mere behagelig at høre på og mere afdæmper ikk så man får barnet ned med lyd, og det er det samme man gør med sansestimulering Lea: Det er meget interessant Jonna: Man gør det..der er også nogle børn der har muskelspænding eller er sådan hele svampede at røre ved fordi de har hypermobile led, og er sådan bløde i muskulaturen, de skal vækkes mange gange om dagen, hvor som jeg talte om der skal de andre dæmpes ik Jesper: Hmm Jonna: Der gør man det lige omvendt, det starter man med at trykmassere med sådan nogle dybe tryk, fordi det sender sådan nogle dæmpende impulser til nervesystemet og vækker nervesystemet, og så kan man begynde at bevæge dem og snurre dem rundt langsomt, og hurtigere og hurtigere, så man får vækket hjernestammen så man kan både sansestimulere dem sådan at man gør det dagligt i 30-40 minutter i et individuelt program i et halvt års tid. Og så får man barnets sansemotorik op på et alderssvarende niveau, når man gør det og så kan man samtidig bruge det i hverdagen så man kan ro i barnet eller få vækket barnet alt efter hvad det har brug for. For nervesystemet justeres for at barnet kan præstere, det skal jo have en tilpas årvågenhed i hjernestammen for at være fokuseret. Ja. 7

Jesper: (rømmer sig) Der tales om en markant stigning i ADHD diagnoser over den sidste 10- årig.periode.hvad tror du det skyldes at så mange.at det er eksploderet så voldsomt her de sidste? Jonna: jamen, det er igen en blanding af forskellige ting, men jeg tror meget det har med at gøre at med den udvikling i samfundet, man ser der er en udvikling for øjeblikket hvor man ser at alt skal evidensbaseres, og så skal man kunne sætte et navn på og det kan man jo på det her når man kalder det et eller andet så ved man hvad man har med at gøre og så.det er både et pres fra forældre, der ønsker hjælp fordi de ikke ved hvad de skal gøre, men det er også fra systemet der har fået sig sådan tiende med at så leder vi efter en diagnose og så finder vi én hvis vi vil. Der er også den der hedder GUA gennemgribende udviklingsforstyrrelse andet som nogle børn får, og det må man jo virkelig sige er en diverse-kasse, ikk? så hvis ikke man sådan siger det er ikke ADHD eller ADD nårh, men så siger vi det er GUA, der er også sådan én GUU, som er sådan en midlertidig én indtil man finder ud af hvad det ellers kan være. Lea: Hold da op så der er mange kasser (alle griner) Jesper: Ja, (sukker) Jonna: men altså forældrene, hvis de får en diagnose, og så barnet bliver placeret i en specialklasse, én af de få der er tilbage, og barnet får medicin, så er det en hjælp til forældrene fordi barnet får ro på, og kan koncentrere sig, og det er en hjælp til lærerne det eneste det ikke er en hjælp for, det er barnet. For det ér en symptomdæmpning og de børn der får den medicin, og de børn der får det bliver nærmest apatiske og de børn der før var meget aktive og rakte hånden op og meget gerne ville være med osv. de deltager ikke mere, de får svær ved at spise, de taber sig meget, svær ved at sove, mange af dem får sovemedicin også, først har de fået ritalin et stykke tid og så kan de ikke sove, så får de så sovemedicin Lea: Ja. Jonna: og så mister de sig selv fuldstændig og så når man tager medicinen fra dem så er det jo fuldstændig det samme. Og så er det.et psykopharmaka man ved fra forsøg på mus og rotter at det har nogle meget negative langtidsvirkninger på hjernen, man ved det ikke fra børn og unge endnu fordi det er så nyt ikk men når det har den negative effekt på mus og rotter så vil der være alle mulige grunde til at være tilbageholdende med at bruge det til børn og unge, og man ved også fra anden forskning at der er en meget forhøjet risiko for at blive stofmisbruger, når man har været på ritalin som barn og ung i mange år 8

Lea: Okay. Jonna: Så øhm.men nu spurgte du ikke til medicin men til diagnoserne, men det er det man får en forklaring og noget man kan gøre, alle de forældre og fagpersoner der ikke kender til de muligheder alt det jeg har siddet og fortalt her med sansemotorik og terapi osv. Og som egentlig ikke ved at man kan gå om bag symptomerne og genopbygge det der er gået galt fra starten, de har jo ikke haft nogle muligheder føler de. Lea: Jamen det er også det der har undret os vi var oppe at tale med en rådgiver i går og spurgte om de kendte til Rafael centeret hernede, og de havde faktisk aldrig hørt om det. Jonna: Var det en socialrådgiver? Lea: Ja, i Handicap.. Hun fortalte om de andre tilbud de benyttede sig af men det var jo tit ikke nok. Jonna: Ja Ja.nej. Lea: Så.hun ville gå ind og google jer Jonna: Nå, (ler) det var fint. Jesper: Jeg har været til jobsamtale i Rødovre og nævnte jer det var en børne/familie afdeling også det kendte de heller ikke til, men jeg kunne se at to af dem skrev også navnet ned så de lige kunne gå ind og kigge på det. Fordi altså. Jonna: Ja, men det er også fordi vi lever sådan lidt et stille liv fordi forældrene kommer til os fordi de finder os på nettet. Og vi har ikke været ude at markedsføre os over for Kommunerne, men altså vi har jo lavet sådan et projekt på en skole på Frederiksberg som blev til en dokumentarfilm jeg hader ADHD. Og den blev vist på danske TV2 sidste sommer, så på den måde kom der lid ud, men det var lige op til sommerferien, så det var lidt et uheldigt tidspunkt ikk (der grines) når nu det handler om skolebørn. Men der er som sagt flere Kommuner, Roskilde er ikke én af dem, men mange andre Kommuner, som vi har kontakt med efterhånden. Jesper: det er fornuftig vej at gå efterhånden, i forhold til medicinering, men det er jo det dér med at vi skal være opmærksomme på vores egen forforståelse og vi er begge to meget imod medicinering og det er jo netop derfor vi har prøvet af finde noget andet der. Jonna: Ja, det er derfor I interesserer jer for.. er det derfor I har valgt det emne? 9

Lea: ja, det undrer os.både det at der har været den stigning men også hvad grunden til at det har været medicinering der har været.det.. Jonna: ja, det foretrukne Lea: Ja. Jonna: Hvis man læser Sundhedsstyrelsens anbefalinger så er medicinering det sidste Jesper: Og det er jo det første der sker det er i hvert fald det jeg har oplevet. Vi er blevet meget overraskede over at én af de flyere, der ligger hos lægerne rundt omkring skriver, at det er en arvelig gen-fejl i hjernen og at det er dem der laver ritalinen, som har skrevet flyeren ikk? Lea: Ja, det er lidt det omvendte, ikk? Ja, at det er en lille kosmetisk fejl. Vi er ret indigneret. Og det er jo også derfor vi er gået i gang med det er ikk. Jonna: Jamen det er jo også det I har det dér ungdoms øøh, hvor man virkelig kan blive provokeret ikk. Lea: Jo, virkelig Jonna: Men det er jo godt, det er en god drivkraft Jesper: nå skal vi vende tilbage til. (Der grines) Hvilken behandling ser du størst effekt af? Og den har vi næsten været inde på men det er fordi vi lægger den op af psykiatrien de får det samme spørgsmål, for at se hvad de siger..hvis de siger medicin det er i hvert fald det deres reference-program siger. Jonna: Det er vigtigt det er tværfagligt og helhedsorienteret og der vil jeg gerne tilføje at en kommentar der er ikke én behandling eller et indsatsområde der kan stå alene fordi der skal.der er en illustration..på min computer.det er fordi jeg holdt et foredrag i går, så ved jeg hvor den er. Lige en tur i Slagelse i går for at tale om bag symptomerne Lea: Ja, i psykiatrien eller.? (Jonna leder på computeren) Jonna, Nej det var et åbent foredrag. Der var en del pædagoger og forældre også ikke. 10

Lea: Ja, det var interessant Jesper talte forleden da med nogle ude på skolen nogle lærere Jesper: Ja, speciallærere, der var til efteruddannelse ude på skolen, som sagde at de synes vi skulle gå videre efterfølgende til vores egen fagforening og pædagogernes for at prøve få sat fokus på det her, når vi havde lavet opgaven, så skulle vi prøve at få skabt en debat på tværs af de forskellige fagforeninger, fordi at der er meget..det er psykiatrien der er dominerende, og der følger man ligesom bage trop fordi det er den mest magtfulde spiler der bestemmer ikk. Jonna: Det er dem der har sat dagsordenen, ja Jamen jeg er ked af at sige det, men hvor meget er de i lommen på medicinalindustrien der har man hørt det adskillige igennem årene, ikk. Lea: Det jo det Jonna: Og man ved jo at adskillige forskningsprojekter er støttet af medicinalindustrien det er de fleste af dem, men også at der er læger der har privatpraksis ved siden af, som også er støttet af medicinalindustrien og der sidder f.eks. Seruminstituttet, dem er sidder i bestyrelsen, det er jo også nogle fra medicinalindustrien. Så når vi taler vacciner også så øhm Lea: Det er et stort net, det er det altså. Jesper: Ja, vi har jo kigget lidt på Michael Kaster, psykolog kender du til ham? Jonna: Jo, jo Jesper: hans kritik af.referenceprogrammet til udredning, det med at Stephen Pharones, har selv været ude at sige at hans forskning ikke er - den kan ikke bevises, men alligevel er det danske referenceprogram bygget op på hans forskning selvom han selv har været ude at sige arh, det kan man vidst ikke helt. Men de ændrer det ikke i DK, og der har vi også siddet tilbage så det kan man da ikke. Jonna: men det er det man mangler at sætte spørgsmålstegn ved den praksis vi anvender. Jeg har designet sådan en stjerne, og alt det jeg sidder og fortæller her, ikk det vil jeg jo kunne bruge dage på at fortælle om, det ville jeg gerne prøve at illustrere sådan lidt enkelt ikk og når du sådan siger hvad er den bedste behandling? Så.øh.bevidsthed, indsigt, viden, forståelse hos betydningsfulde voksne det er jo meget vigtigt, at man forstår de her ting vi sidder og snakker om nu. Fordi jo mere man forstår, jo mere empati kan man så have. Forældrene som starter, når de kommer hos mig, med at sige at deres søn er irriterende, går her fra og siger nej, hvor er det synd for ham, ikk? så jo mere viden og indsigt man har jo mere kan man følge med barnet og støtte det. Hjerte og nærvær. Nærvær er noget af det børn ønsker sig allermest. 11

Lea: Hmm Jonna: og krop og nervesystem, kropsbevidsthed, sansemotorik, fysisk, udfoldelse, søvn, kost, kosttilskud, essentielle fedtsyrer, miljø der tænker jeg på miljøgifte, kranio-sakral-terapi, arbejder med knogler, muskler, led, bindevæv, det er inde for det kropslige ikk? Og ro har simpelthen fået et ben for sig selv. Tid, rolige fysiske rammer, ikke alt muligt plastret op på væggene i skoler og institutioner og alt muligt også i hjemmet på børneværelserne. Afskærmning sådan så barnet ikke får så mange sanseindtryk, hverken auditivt eller visuelt. Hjælp til roligt, dybt åndedræt, mange børn trækker kun vejret heroppe, så derfor er jeg faktisk rigtig glad for at mindfulness har vundet sådan indpas også på børneområdet fordi det virkelig er godt til at hjælpe dem til at få ro. Fordybelse, de skal have hjælp til at fordybe sig fordi de ikke selv kan finde roen, fordi de ikke selv kan finde derned. Og pauser i løbet af dagen, så sanseindtrykkene ikke hober sig op. Følelsesbearbejdning, kreativ udfoldelse, der sker en masse følelsesbearbejdning når børn er kreative, og i fri leg bearbejder de også deres følelser, og eventyr hvis man læser historier for dem eller løser højt så når man vælger de eventyr hvor det gode vinder over det onde så kan barnet identificere sig med helten og sige jamen jeg har også været meget ondt igennem som han har og han ender alligevel med at få prinsessen og det halve kongerige så barnet får håb og tro igennem ikk? Og det er jo også det der er hele ideen med det hvis man vælger Grimms eventyr, så kan man være sikker på de ender godt det kan man ikke altid hvis man vælger HC Andersen (alle griner) og så terapi som det sidste ikk? fordi, altså, uanset hvor meget af det andet man giver dem, hvis det ér traumatiseret så er det ikke nok, for det er noget der ligger i det ubevidste, det ligger i det limbiske system og er lagret også i hver celle i kroppen, og og vi kender det selv, hvis vi har snakket meget om noget der har været svært for os så mener vi arh men nu har jeg fået det bearbejdet hvis vi så siger at det kunne være en mor til et for tidligt født barn, jeg har snakket så meget om det, det er ni år siden, det har jeg styr på så ser hun en film i fjernsynet med små bitte kuvøse børn så tudbrøler hun. Fordi nej, det ligger der stadigt, og det ligger på det følelsesmæssige plan og hun tror heroppe at hun har styr på det, fordi hun har talt det ikk, men det ligger bare dernede og det hele det vælter frem når det bliver provokeret, og det gør det også hos børnene. Så så de skal have hjælp af noget mere dybdegående terapi hvis de skal have slettet deres traumer. Så altså hvis vi har fokus på alt det her så får vi virkelig nogle glade og velfungerende børn, uanset om de har fået ADHD-diagnose eller ej. Lea: Er det muligt at vi kan få en kopi af den dér den kan vi da bruge i opgaven og henvise til den. 12

Jonna: Ja, ja det kan I. men det er svaret når I spørger hvad er den bedste indsats Lea: Ja. Jonna: Det er simpelthen en kombination af det her (peger på trekanten på computeren) og hvis vi øhm, arbejder en hele masse men det her, men hvis (skrattelyde), får vi ikke fuld effekt af hvis ikke vi får forældrene med, hvis ikke de forstår de her ting, og giver barnet de bedste rammer i hverdagen, så vi får udbytte af det, men slet ikke så meget, som det er ligesom de dér tre ben roen, den er jo med over det hele ikk? Men det dér samlet fra forældre og pædagoger og lærernes side og så de to områder de skal alle tilgodeses for at barnet virkelig kan få det godt. Lea: Det er jo også meget interessant i forhold til psykiatrien når man har diagnosticeret et barn kommer det hurtigt til at være barnet der er problemet, at det er inden i barnet at problemet ligger, og her har man rammerne omkring barnet. Jonna: Præcis, det er ikke barnet med, men i vanskeligheder. Lea: Ja, der skal gerne ses på hele konteksten Jonna: Ja det er klart og det er noget af det jeg har meget tydelig, praktisk erfaring for at vi kan ikke nøjes med et af områderne vi skal simpelthen rundt om det hele. Der er nogle forældre der bare kan det her når de kommer, der har helt styr på det, men der er et eller andet i barnet historie der er traumer, der er sansemotorikken der halter bagefter og så er det meget nemmere for os for så er det nemt at gå ind og arbejde med ikk? Det her er faktisk lidt mere svært, også fordi det både er forældre og fagpersoner der skal forstå det, og arbejde sammen mod et fælles mål for barnet. Barnet mærker hvis der er konflikter mellem institution og hjem eller mellem forældrene de mærker jo alting, man kan ikke skjule noget for dem (der grines) Jesper: Du har jo været lidt inde på det dit syn på medicinering af børn, øhm, det jo Jonna: Ja, jeg mente nok der kom et spørgsmål om det så jeg var forberedt på det. Lea: har du erfaring med at det for en periode har hjulpet barnet til at få ro på, så man har kunne gå ind og arbejde med barnet samtidig? Jonna: Ja, jeg vil sige, det er det absolut sidste, men jeg er meget enig med Søren (red. Hertz) at det med man skal anvende det i nogle ganske få situationer, hvor det ikke er muligt at få taget hul på det, ikk? Hvor det er så negativ en spiral, som man ikke kan få brudt. Så kan man gøre det i en kort periode, så det er ikke fordi jeg vil afvise det helt, men jeg vil sige at man 13

skal gøre alt andet, forsøge alt andet først, men nogle situationer kan det være nødvendigt. Vi har også haft nogle der har været på rithalin når de er kommet her, og så er de kommet ind i det her tværfaglige program og har fået reduceret deres rithalin undervejs og forældrene er lidt bange for at tage den helt fra dem, og det er også bedste at trappe langsomt ud, men vi har børn der kommer ud af medicinen, men som egentlig har været på den da de startede, vi opfordrer aldrig til det, men hvis der endelig er en situation, så vil jeg opfordre dem til at få en konsultation hos Søren Hertz, og lad ham afgøre det, for han er psykiater. Lea: Ja Jonna: men ellers så er det det når de får det i forvejen, når de kommer her, og det sker der ikke noget ved, de kan sagtens sansestimuleres, og komme i terapi, selvom de er på medicin, det har en effekt alligevel, og så begynder de at mærke at barnet responderer på det og så får de også mod på at trappe ned, så øh sådan er det medicin. Jesper: Har I ændret noget i forhold til behandling de senere år? Altså det er igen et af de spørgsmål vi gerne vil spørge psykiatrien om øøh Jonna: Om vi har ændret noget? Lea: Ja, om I har tilføjet flere faggrupper, eller taget nogle faggrupper væk eller? Jonna: ja, det der lige sådan kommer ind i mine tanker, det er da vi startede i år 2008, altså der havde jeg jo forinden skrevet adskillige bøget og holdt foredrag i en del år og undervist og sådan, men jeg har jo fået meget mere kontakt til forældrene og familierne efter vi har etableret det her, og det at have dem for sig selv i stedet for i større grupper, ikk? Og der var vi i tvivl i starten, hvornår bruger vi ergoterapi, hvornår bruger vi fysioterapi, hvornår bruger vi motorikvejledning. Og det har tiden så måtte vise og nu har jeg så en afklaring omkring det. Og det er at fysioterapeuter de er uddannede til, sådan en bio-mekanisk funktion de træner nogle ting der ikke fungerer i kroppen, og ergoterapeuter, det er meget sådan med hverdagen, om man kan få en kugledyne eller en kædedyne eller en luftpude at sidde på, at barnet kan sidde et bestemt sted i klassen, have hovedtelefoner på, så opfordrer de forældrene til at lave nogle aktiviteter i hverdagen der stimulerer barnets sansemotorik, gå ture ude i naturen, og lave boller osv. Men det vi så har erfaret er at familierne får det ikke gjort hvis det er sådan en generel opfordring til at nu skal I huske at gøre det dér, hvorimod motorikvejlederne de lægger et program for forældrene hvor de skal stimulere 30-40 minutter om dagen, ikke samlet, men sådan lidt fordelt i små portioner, ikk? Hvor de kan vække barnet med massage om 14

morgen og sætte barnet i et karbad så de kan stimulere følesansen som noget af det første, så. (skratten) så barnet oplever det som noget rart, så man træner balancen, men barnet oplever det jo som noget sjovt sammen med mor og far for vi gynger og vi snurrer rundt og vi leger, far leger vilde lege, med hovedet nedad, og vi træner øje hånd koordination ved at tage en sørøverklap for øjet, og blæse sæbebobler og prikke den ud og sådan ikk? og far og mor løber rundt med sørøverklap også, så det er sjovt og hyggeligt og nærvær.og motorikvejlederne gør jo det som jeg var inde på før, de kigger på hjernestamme-niveau og så kigger det på det barnet har sprunget over, for i spædbarnsperioden der stimulerer vi jo børnene passivt, det første års tid, så kommer deres reflekser som det næste. Der er sådan tre lag, først er det passiv stimulering, så er der reflekser det er det der er afgørende for at kan begynde at rejse sig op, komme far mave til ryg, komme op at krybe, kravle, gå og løbe og så det næste er automatiserede bevægelser, når vi har gået et stykke tid og løbet et stykke tid så tænker vi ikke over det. I starten kan man se at de små børn er meget koncentreret (der grines) om at sætte det ene ben foran det andet og det gør vi jo ikke, når det er automatiseret, så gør vi det jo bare og når vi cykler, ikk? men hvis de har sprunget noget over i starten så skal vi jo tilbage og hente det ved at vi voksne stimulerer børnene passivt igen sådan som jeg beskrev før, som at snurre dem rundt, for de vil ikke selv gøre det de vil undgå det fordi det giver dem ubehag, hvis deres balance er svækket så giver det dem ubehag og hvis deres følesans er overreagerende, så har de svært ved at få fedtet fingre i bolledejen, så går de jo ikke firvilligt med ud og bager boller, for det er ulækkert, det er ubehageligt, ikk? De vil ikke gå i brusebad, de vil hellere i karbad, fordi at bruserens stråler giver ubehag og de vil have klippet mærkerne ud af tøjet, og nogle, selvom det er drenge, vil de have strømpebusker på, for de kan mærke at bukserne sidder stramt og alle sådan nogle ting, ikk? Lea: Ja Jonna: Og så sparker de dynen af og de vil ikke have nattøj på fordi det er noget der gør sådan her (viser at blusen trækker sig op af armen) det er ubehageligt, så de får ikke stimuleret sanserne, de undgår det, derfor skal vi som voksne gøre det for dem, og vi stimulerer netop følesansen ved at massage, de her dybe tryk først og så kan man komme med lidt lettere tryg så barnet kan kapere det hele. Det er at tage udgangspunkt i barnets nærmeste udviklingszone hele tiden. Der er nogle børn der har en så overreagerende følesans at når barnet ligger nede på gulvet så tager du to træpinde og slår sådan her på barnet før han kan mærke det. Han kan ikke mærke sådan almindelig massage eller noget og så siger han aaah, det er dejligt. (Alle griner) Så man skal sådan hele tiden teste hver enkelt barn og så finder man frem til hvor er han eller 15

hun, hvor skal vi starte stimuleringen? Og så skal vi så er vores mål at nå derind hvor barnet kan kapere det hele og blive stimuleret sådan her, men også blive aet med en fjer på kinden. Så det er virkelig noget af vi har reguleret igennem tiden vi bruger motorikvejlederen rigtig meget, det er dér vi ser resultaterne, vi ser virkelig at børnene rykker sig, jamen nogle gange i løbet af få dage, men eller i løbet af ugen hvor forældrene de.der var en mor der fortalte mig at, hun har faktisk også skrevet en artikel om det, de havde været til motoriktest, sansemotorisk test, én gang og så var de så begyndt at stimulere og så gik der 3 dage så kom moren hjem, hun havde været ude at handle en lørdag, de har kun et barn, han er 7 år, den her dreng og han har altid haft det sådan at ikke kunne lege alene, han skulle altid være sammen med forældrene, de skulle helst beskæftige ham, til nød kunne han sidde inde på gulvet ved siden af dem og lave et eller andet og da hun så kom hjem så var han der ikke og faren sad og læste i stuen og så spurgte hun: hvor er Kasper? Jamen, han er oppe på sit værelse. Og hun vidste simpelthen ikke.hun tabte underkæben, hun vidste simpelthen ikke om hun skulle le eller græde (der grines). Du tager pis på mig sagde hun så, men det var han. Og det er sådan nogle oplevelser forældrene får, lige pludselig kan det noget som de ikke har kunnet før, ret hurtigt, og så bliver de jo motiveret til at blive ved med at stimulere barnet, for de kan se at der sker altså noget nu, og det der sker, det er ikke alene det som jeg talte om før, når man sansestimulerer sker der ændringer i hjernen, positive ændringer, det er også dér at barnet oplever at nu ser mine forældre mig som.med de behov jeg virkeligt har. Det fornemmer barnet jo og så sker der altså noget i relationen også det relationelle kommer meget ind over i sansestimuleringen derfor er det vigtigt at det er forældrene der gør det. Lea: Men denne her tilgang dt lyder også som om forældrene er meget mere inddraget i det hele ikk så der kommer et form for ansvar Jonna: Mmh, helt klart, det gør der Lea: Det adskiller sig virkelig i forhold til den medicinske tilgang, Jesper: Der fralægger man sig lidt ansvaret kan man sige der er det medicinen der kurerer det så der behøver man ikke Jonna: Det er også én af årsagerne til at ADHD-diagnoserne er levet så populære for én ting er at psykiatrien er villige til at stille dem en anden ting er at forældrene søger det selv. De siger der er noget galt med ham, kan I ikke teste ham og så får de nemlig ansvaret fra sig på den måde og det er jo ikke fordi de er dårlige forældre eller ikke elsker deres børn, men de ved ikke hvad de ellers skal gøre. 16

Jesper: Nej, det er jo når det information man f.eks. søger på nettet.også sundhedsstyrelsens hjemmeside henviser til reference-programmet i psykiatrien altså alt hvad der ligesom findes, når man søger på de gængse magtfulde..det går tilbage til psykiatrien Jonna: Ja, det gør det Jesper: det sender folk i den retning også Joanne, Jamen det er helt sikkert. Nu kommer jeg til at stille jer et spørgsmål også hvilke muligheder tror I at I har når I kommer ud og får job i det kommunale regi? Lea: Jamen, det er også derfor vi har valgt inddrage en socialrådgiver, fordi det er jo det vi synes der er interessant i forhold til at vi bliver undervist i helhedsorientering, hele vejen igennem, øh, og det som vi synes der manglede ved det medicinske, det er jo netop det at være helhedsorienteret, og det er det der fået os til vi mener jo at det her område kan overføres på alle områder i det sociale arbejde, øhm, og vi ved jo også at vi kommer ud i nogle Kommuner hvor der er nogle økonomiske rammer, øhm, vores fordom eller vores forforståelse er jo at der ikke har været nok viden omkring det her fordi den medicinske diskurs har vundet så meget frem, den har hersket i så mange år efterhånden, og det øh, det.jeg ved ikke om det har været en bekymring jo, jeg har da være bekymret, jeg synes det er bekymrende at det er det der har hersket i forhold til behandling så jeg håber da med den viden eller den interesse, at vi kan henvise til sådan nogle steder som her og igen inddrage forældrene og nu talte vi jo med en rådgiver i går og hun sagde at der er stor forskel på om det er familie der har en sag i handicap eller en familie der har en sag i familieafdelingen, fordi der jo er sociale problemer ved siden af og det kan godt være at de har fået en ADHD-diagnose men det bliver meget tydeligt, at forældrene ikke har ressourcerne måske til at imødekomme barnets behov. Jonna: Hvis de er i familieafdelingen? Lea: Ja, og hvis de er i handicap, der har man måske en reel funktionsnedsættelse, som gør at.hvor det måske oftere også er mere ressourcestærke forældre. Jonna: Ja, Ja Lea: men det var været lidt tabuiseret i forhold til forældrene, det siger Søren Hertz jo også, at man går fra skyld og skam til ansvar og hele tiden få forældrene med. Jesper: Jamen det var jo også det rådgiveren sagde i går. Nu er det jo heldigvis blevet sådan at det ikke er.for der var engang det blev betegnet som dårlig opdragelse, og det er det ikke, 17

men den måde hun sagde det på, nu er det jo heldigvis ikke forældrenes ansvar altså. fordi, det er jo en diagnose, det er jo en genfejl. Så, så det kommer væk fra forældrene og vores holdning er jo det er jo ikke. Jonna: Jamen var det hendes mening eller var hun? Lea: Jamen det var egentlig til at starte med og så begyndte hun egentlig at bevæge sig mere over og sige nå ja, men det er jo opdelt faktisk i afdelingen, for i familieafdelingen bliver de nødt til at sige til forældrene, der er altså nogle andre ting, der ikke fungerer. Jesper: Hun sad så også med multi-diagnoser nogle af dem er måske en svært handicappet, der så har ADHD. Det sagde hun også med medicin at nogle gange fik de så meget medicin de her børn, ikk? Men jeg tror vi begge to der er typerne, nu kommer jeg ikke i en familieafdeling, jeg har fået job i sygedagpenge, men der nævnte de i jobsamtalen at en del af borgerne har stress, er sygemeldt med stress, og børn med ADHD derhjemme og det er noget de snakker meget om, de borgere vi får, ikk og det er jo også et sted hvor man kan sige, jamen har I overvejet at tale med jeres rådgiver om og skolerne også ikk Jonna: Det er også en stor mundfuld. Men noget af det vi ikke har talt om i dag, det er jo samspillet med børnene, meget handler også om at forældrene har svært ved at sætte grænser og rammer i dag. Det gør det virkelig. Og de har svært ved det i misforstået hensyn og nogle gange magter de ikke at tage kampen og så siger de bare jaja, selvom de lige har sagt nej. Og så er det virkelig ris til egen røv for så..det skal man ikke gøre ret mange gange, for så har man et barn der ligger og skriger på gulvet nede i supermarkedet ikke, og så har barnet taget styringen, og det er jo kærlighed til barnet at sætte de her grænser og rammer og man behøver ikke at skælde ud for at gøre det, man kan sagtens have en fast og kærlig hånd, ikk? Og hvis man gør det fra starten så får man aldrig nogle problemer med barnet. Mine tvillinger på 22 de har aldrig nogensinde plaget, eller tigget om noget, ikke en eneste gange. For de har været vidne til fra starten, at reglerne er sådan. Og hvis de var med ude at handle da de var helt små og de sad oppe i indkøbsvognen, nu får I et æble hver, og vi køber ikke noget i dag som vi skal spise, det vi køber det er noget vi tager med hjem og så er det sådan ikk? Og de har aldrig spurgt må vi ikke godt alligevel for de vidste at det var sådan. Lea: Jeg oplever det jo også, nu er vi i starten af 30 erne og jeg er også blevet opdraget på den måde, ikke, og sådan var det bare og nu kan jeg se min lillebror, han har en helt anden tilgang til det. Men dét skal man ikke sige til folk. 18

Jesper: Nej, det skal man ikke sige til forældre, jeg er godt selv klar over det, men.der er nogle gange vi har opgivet kampen, hun er 3 år nu ikk og det kan vi se det bider os ikk Jonna: Jamen det gør det, men det er jo ikke for sent at ændre på det vel, så skal I bare sætte jer ned, din kone, kæreste og blive enige om, NU strammer vi op og vi gør det HVER gang, for at øh, det er jo kun en kort periode man er konsekvent og barnet så finder ud af at ok, nu går den ikke længere. Lea: Ja, for der kommer også en tryghed i de rammer og de grænser der bliver sat. Jonna: Ja, det er netop det det handler om, at barnet er trygt når barnet tager styringen, og der er jo et udtryk de autoritative forældre, som jo ikke er det samme som de autoritære, men at de sætter rammerne samtidig med at de har forståelse og syn for børnenes behov. Der var f.eks. et forældrepar der sad her. De havde en teenage-datter og hun ville altid i bad på det ene badeværelse som forældrene ikke mente at hun skulle gå i bad i, af en eller anden grund ville de gerne have at hun brugte det andet og de synes at det var irriterende. Men så da de gik ind i det, så fandt de ud af at fordi vaskeklude der var derude hvor hun badede var af en anden type, og hun havde virkelig problemer med sin følesans, så det gav hende så meget ubehag at bruge de vaskeklude, men det var først da spurgte ind til det at de fandt ud af det de havde to forskellige slags vaskeklude, så.så når.man skal jo ikke bare sige til sådan en pige at hun SKAL bade derude, men lige finde ud af hvorfor vil hun gerne bade dér. Ok, så tager vi de vaskeklude med derud, altså sige jeg forstår dine behov og respekterer dem og i mødekommer dem og så sætter vi nogle rammer ud fra det. Det må være autoritative forældre. Lea: Ja, mmh Jesper: jeg tænker på, hvis det har været i konfliktpunkt i hjemmet hvis det er til der skal til for at løse nogle af tingene ikk Jonna: Ved du hvad, det her eksempel er faktisk meget betegnende for mange andre situationer hvor at forældrene faktisk ikke har tænkt over at gå om bag ved og finde ud hvad det handler om og så er det et eller andet der har været svært for dem lang tid og så er det bare det. Men det er også fordi de her symptomer på at have ubalanceret balancesystem, det er ikke noget forældrene ved nok om, og det skal de heller ikke kunne, det burde være fagpersoner fra Kommunen, der helt fra starten for at smide sundhedsplejersken på banen, som gik ind og hjalp dem med det, fordi de ting jeg har siddet og nævnt ved man jo ikke, man ved jo ikke at når barnet tager afstand fra et eller andet eller undgår noget så er det fordi det har noget med det at 19

gøre og hvordan skal man se om akillessenerne er for korte eller om der er problemer med hånd/øje koordination, altså, det kan man jo ikke, man skal helst bare være forældre og så skal der være nogen fagpersoner, der går ind og ser det dér. Men det dér med at sætte faste rammer, det er jo virkelig en stor del, også når vi taler ADHD-børn, så har jeg set nogle af de børn i projektet på Linevejsskolen så vil jeg sige at det var faktisk bare det det handlede om. Et pat stykker af dem. Lea: Noget andet jeg har lagt mærke til er om forældrene samarbejder eller modarbejder hinanden, det skaber en enorm utryghed, hvis far siger det ene og mor siger det andet Jonna: Ja ja Lea: Så hvis der er en mistillid mellem forældrene i forhold til at opdrage, det mærker barnet også, og så ved barnet faktisk ikke om det er rigtig eller forkert og om det er okay eller ikke okay og Jonna: Jamen, det ser jeg jo også tit, når forældrene kommer her, så siger de åbent til mig, at vi er ikke helt enige om måden vi ser det på og gør det på og så får vi det på bordet og så ser vi hvordan ser du det og hvordan ser du det og så kan jeg jo komme med det jeg ved og sige jamen, jeg tager hele tiden udgangspunkt i barnet og barnet har brug for når du siger sådan så oplever barnet det sådan.så jeg er sådan uvildig og det er der ikke noget personligt med nogle af dem, det er sådan ud fra barnet ikk og så er det så næsten altid sådan når de så går herfra at de er nået til en enighed i forståelsen af det og så mødes de et eller anet sted i midten, ud fra barnet har brug for. For vi slæber jo alle sammen noget med fra vores egen opvækst og meget af det vi gør og siger handler jo om noget vi er programmeret til fra lang tid siden som vi ikke tænker over og der er mange fædre især som jeg taler med som især er optaget af at de skal føre nogle af de ting videre som er gammeldags i opdragelsen og som ikke har forståelse for at barnet ikke kan. De har tit en holdning det er fordi barnet ikke vil men sådan er det jo ikke. Så det bruger jeg så noget tid på at forklare og så kan de godt forstå det, og når de kommer her er det jo også fordi de gerne vil lytte til det og have nogle råd og noget vejledning. Lea: Jeg tænker også at det må være lidt mere ressourcestærke familier, I har med at gøre også her Jonna: Det er det som regel også Lea: Der er måske lidt mere forandringspotentiale i forhold til det end til nogle af de familier vi måske også kommer til at sidde med 20