nationalstaternes tid i europa Lektion 8: Napoleon 3. af Frankrig Indholdsfortegnelse 1. Vejledning 2. Introduktion 3. Napoleons magtovertagelse 4. Napoleons indenrigs- og udenrigspolitik 5. Napoleon 3.s krige 6. Arbejdsopgaver Napoleon 3. af Frankrig Vejledning 1. Læs først lektionsteksten, som introducerer til Napoleon 3. af Frankrig af Jan Brix 2. Herefter anbefales det, at du læser følgende tekster fra Historiens Verden: a. Revolutionstid (1840-1850) af Jan Brix b. Krig og nationalisme (1850-1860) af Jan Brix 3. På Kursusportalen kan du lytte til følgende supplerende foredrag: a. Frankrig fra Napoleon til Napoleon v/ Jan Brix 4. Napoleon 3. er en karismatisk person i Frankrigs historie og der findes en omfattende bibliografi om denne mand, som prægede europæisk historie igennem tyve år. Kunne du tænke dig at læse mere om Napoleon 3. kan jeg anbefale James MacMillans bog Napoleon 3., som giver en meget balanceret analyse af Napoleon 3. og dækker store aspekter af hans regime, og heri gives også indsigt i forskellige kontroverser omkring hans politik. Derudover kan jeg anbefale Fenton Breslers Napoleon III: A Life (London, 1999) eller af lidt ældre dato J.M. Thompson Louis Napoleon and the Second Empire (Oxford, 1965). Vil du gerne fokusere på udenrigspolitikken, kan jeg anbefale Michele Cunninghams Mexico and the Foreign Policy of Napoleon III (Palgrave, 2001) Historiens Verden Fjernundervisning 1
2. Introduktion En af det 19. århundredes helt store personligheder var Napoleon 3. (Louis Napoleon, Napoleon Bonapartes nevø) der selv i hans egen levetid førte til enorm debat. Han blev lovprist af sine egne partiser og var hadet af republikanere og royalister. Den unge Louis Napoleon var på et tidspunkt indsat i statsfængslet i Ham, samt carbonari i Italien og i december 1848 blev Louis Napoleon valgt til Frankrigs første præsident og få år efter lod han sig udråbe til kejser Napoleon 3. Det kan måske undre nogen, hvorfor lige netop Napoleon 3. er så interessant. Louis Napoleon eller Napoleon 3. er imidlertid en ekstremt gådefuld person, da han var en mærkelig sammensætning af de konflikter og modsætninger som prægede denne tidsalder. Louis Napoleon var inspireret af en række monarkiske, liberale, demokratiske, nationalistiske og sågar socialistiske holdninger. Han var et så sammensat menneske, at det er meget tænkeligt at han overhovedet ikke har forstået sig selv. Louis Napoleon var søn af Hortense Beauharnais, Napoleon Bonapartes steddatter, og Louis Napoleon, som var Napoleons bror. Han voksede imidlertid op i eksil, hvor han blev præget af sin republikanske lærer, og præget af sin onkels memoirer forsøgte han i to omgange at vælte Julimonarkiet. Louis Napoleon betragtede sig selv som den legitime hersker af Frankrig og forsøgte derfor i 1836 og igen i 1840 at gøre oprør, men blev fængslet. Den anden gang flygtede han fra fængslet forklædt som en maler med en stige under armen, men mens han sad i fængslet publicerede han pamfletten Udryddelsen af fattigdom (1844). Han flygtede til London, hvor han opholdt sig indtil Februarrevolutionen i 1848. Han vendte straks tilbage til Frankrig, hvor den nye provisoriske regering bad ham om at forlade landet. Louis Napoleon vendte således tilbage til England, hvor han deltog som frivillig i chartist-demonstrationerne i London i april 1848. Samme måned deltog han dog i parlamentsvalget i Frankrig, hvilket gav ham et sæde i forsamlingen, der havde til hensigt at skabe en ny forfatning. Han midlertidige eksil i 1848 viste sig at spille en afgørende rolle under det efterfølgende præsidentvalg i december, da han var i stand til at give et indtryk af at han kunne tilfredsstille alle de stridende parter i Frankrig. Det var imidlertid en meget kompleks person, som de fik valgt, da de simpelthen ikke vidste hvad de fik. De konservative vælgere troede, at han ville blive en moderat og håndterlig monark, mens de liberale troede, at han ville være liberal og socialisterne, at han ville støtte de svage. Efter det dramatiske valg af ham i december 1848, hvor han blev valgt som præsident med et kæmpe flertal, var hans største problem i den efterfølgende periode, hvordan han skulle forblive ved magten. De moderate havde nemlig sørget for, at forfatningen ikke gjorde det muligt at blive genvalgt som præsident. Han forsøgte at få dette udeladt af forfatningen, men det var ikke muligt, og han fik derfor gennemført et statskup i Paris i 1851, hvor han fik fængslet en stor gruppe af sine politiske modstandere. Han gjorde sig dermed til en fjende af de liberale, heriblandt den berømte forfatter Victor Hugo, der måtte drage i eksil, hvorefter han skrev sin berømte politiske pamflet Napoléon le Petit ( Den lille Napoleon ), hvori Hugo beskrev de forfærdelige to dage kuppet varede. Napoleon opløste parlamentet, indkaldte til et nyt republikansk valg med almen stemmeret og opnåede omfattende støtte. Der blev etableret en ny parlamentarisk struktur med almen stemmeret, men et år senere stemte næsten 8 millioner på ham og næsten kun 250.000 imod ham. Med denne sejr etablerede han et arveligt kejserdømme med sig selv som kejser. Han ændrede sit navn til Napoleon 3. og proklamerede, at kejserdømmet ville repræsentere fred, hvilket dog ikke var tilfældet. Han havde med denne handling gjort mange af de konservative til sine fjender og det samme var tilfældet med de liberale og demokraterne. Selv om de moderate gik ind for monarki, var de imod ham, da det ikke var et sådant monarki, som de ønskede. Louis Napoleon (Napoleon 3.) fik skabt en moderniseret form for konservativt herredømme, som var baseret på orden og stabilitet med en blanding af liberalistisk økonomi, et godt forhold til kirken og kontrollen over hæren. Han indså dog, at Historiens Verden Fjernundervisning 2
liberalismen var en alt for snæver, klasse-baseret bevægelse, og han valgte derfor de dele af liberalismen, som passede ind i hans konservative dagsorden. I litteraturen er han efterfølgende blevet betegnet alt fra protofascist til cæsariansk demokrat. Ikke desto mindre er han en dybt fascinerende personlighed, som kom til at præge europæisk politik de næste tyve år. 3. Napoleons magtovertagelse Efter den franske Februarrevolution i 1848, lykkedes det Louis Napoleon at tage magten i Frankrig. Ved det dramatiske valg i december 1848 fik han langt de fleste af stemmerne, men det skulle hurtigt vise sig, at hans største problem var at blive ved magten, fordi forfatningen forbød, at man kunne sidde i embedet i mere end én periode. Eftersom han ikke var i stand til at løse dette problem på demokratisk vis, måtte han ty til andre midler. Han begyndte straks at mobilisere sine støtter overalt i landet, hvorefter han placerede dem i nøglepositioner i administrationen og hæren. På den måde gjorde han sig synlig i hele Frankrig og han genvandt de konservative og meget katolske bønders støtte, da han genindsatte paven på magten i Rom i 1849. Efterhånden var hans magtposition blevet så stærk, at det lykkedes ham at gennemføre et kup i begyndelsen af december 1851, som faktisk fandt sted på årsdagen for Slaget ved Austerlitz (2. december), hvor Napoleon 1. besejrede den østrigske kejser og den russiske zar. Det Orléans-dominerede parlament havde for nyligt afvist at ændre forfatningen, som skulle gøre det muligt for præsidenten at blive valgt for endnu en periode og samtidig afviste de forslaget om almen stemmeret. Louis Napoleon lod parlamentet omringe og opløse, hvorefter han indførte almen stemmeret til det franske folk, og han appellerede til folket om en ny forfatning, som de gav ham med overvældende syv millioner stemmer. Der var sporadisk modstand mod kuppet, men det blev hurtigt knust og mange blev arresteret og deporteret til Algeriet. På overfladen var det nye regime stadig en republik, men der var i bund og grund tale om et diktatur. Den 14. januar 1852 valgte regeringen at tildele Louis Napoleon Bonaparte de samme magtbeføjelser, som Napoleon Bonaparte havde fået tildelt, da han blev konsul i 1799/1800. Det næste skridt var uundgåeligt, da endnu en folkeafstemning besluttede at genindføre kejserdømmet. Han blev kendt som Napoleon 3. for at ære og respektere Napoleon 2. (hertugen af Reichstadt, der var søn af Napoleon 1.). Der var dog tale om ren og skær juridisk fiktion, da Napoleon 1.s søn aldrig kom til at regere. Napoleon 1.s søn var dog død i 1815, hvilket fik nevøen til at antage navnet Napoleon 3. 4. Napoleons indenrigspolitik Forfatningen havde et ydre skær af demokrati, men reelt var der tale om et diktatorisk styre, og det var generelt meget småt med friheden under Napoleon 3.s styre. Der blev oprettet et hemmeligt politi, som overvågede statens sikkerhed og pressen var under en streng censur. Frankrig oplevede imidlertid en stor velstand i denne periode, og Napoleon 3. gjorde meget for at sætte produktionen og handelen i vejret ved at opmuntre til investeringer indenfor landbrug, industri og jernbaner samt udenlandske investeringer. Dette faldt heldigvis for Napoleon 3. sammen med guldfundet i Californien (1849), der skabte en lettere inflation, som var gavnlig for erhvervslivet. Han gik i den forbindelse ind for en liberalisering af den internationale handel, satte importtolden ned og indgik en frihandelsaftale med Storbritannien (1860). Dette regime blev liberaliseret i 1860 erne, da politiske fanger fik amnesti og pressen fik tildelt mere Historiens Verden Fjernundervisning 3
frihed. Arbejdere fik lov til at skabe fagforeninger og strejke. Det var dog først mellem 1867 og 1869, at pressefriheden blev indført, og samtidig fik parlamentet langt større magt - blandt andet over beskatningen. Frit valg blev afholdt i 1869, men dette betød ikke at vælgerne valgte Napoleon 3. fra. Han fik en komfortabel valgsejr i 1869, men over 3,3 millioner stemte på hans modstandere. Napoleon 3. kom til at spille en vigtig rolle i europæisk stormagtspolitik. Han begyndte straks at korrigere Frankrigs grænser under hensyntagen til andre nationaliteter, og han spillede i den forbindelse en meget vigtig rolle i forbindelse med Italiens samling og fremmede også Tysklands samling, hvis man ser bort fra Tysklands egentlige samling. 5. Napoleon 3.s krige På trods af sit motto Kejserdømmet er fred deltog han i adskillige krige, først og fremmest Krimkrigen, der blev en sejr for hans regime. Den første krig han var involveret i, var Krimkrigen, som var rettet imod Rusland, der blev besejret i 1856. Fredskonferencen i Paris i 1856 skulle dog blive hans eneste store succes. Med konferencen i Paris håbede han på at kunne få fastlagt spørgsmålet omkring Osmannerriget og spørgsmålet om Sortehavets neutralitet samt give selvstyre til de rumænske fyrstendømmer. Napoleon forsøgte at føre sig frem i international politik ved at fremstille sig selv som forsvarer for nationalitetsideen, og det førte til afholdelsen af endnu en konference i Paris (22. maj-15. august 1858), som vedrørte foreningen af de rumænske fyrstendømmer Valakiet og Moldavien (Moldova). At han forsvarede nationalstatsideen kom atter frem, da han noget halvhjertet forsøgte at involvere sig i de italienske bestræbelser på at skabe en italiensk nation, hvilket resulterede i annekteringen af Savoyen og Nice. Selv om Napoleons støtte til et forenet Italien kom ud af kontrol, førte hans indblanding til en liberal national forfatning i Italien, og forhindrede østrigsk indblanding i Italien. Napoleon 3. forsøgte sig også med en imperialistisk politik i Mellemøsten, Nordafrika, Vestafrika og Sydøstasien samt Mexico, der oplevede en del indre uroligheder på dette tidspunkt. Ifølge Monroedoktrinen havde USA forbudt de europæiske stater at blande sig i politiske forhold i Amerika, men USA var plaget af Borgerkrigen, hvorfor han forsøgte at gøre sig til herre over Mexico. Napoleon indsatte Maximilian af Bayern som kejser af Mexico, som han herskede over i årene fra 1861 til 1867. Mexico fungerede som en fransk lydstat, men Maximilian 1. af Mexico var yderst upopulær, og det projektet stoppede, da Maximilian endte med at blive henrettet af mexicanerne. Hans støtte til Otto von Bismarcks forsøg på at udvide Preussen og svække Østrig i årene 1865-66 endte med en katastrofe, fordi Preussen uventet blev den dominerende magtfaktor i hele det nordtyske område. Det var lykkedes Bismarck at udelukke Østrig. Napoleon 3. havde lidt et alvorligt nederlag, og var ansvarlig for begivenhederne, som førte til det franske nederlag under Den fransk-preussiske Krig (1870-1871), hvilket gjorde en ende på hans regime. Dette kunne dog være gået anderledes, hvis ikke det havde været for interne stridigheder i Frankrig. Med hans liberale kejserdømme delte han kontrollen med parlamentet, som forhindrede ham i at gennemføre militære reformer, da de frygtede, at han ville bruge hæren mod franskmænd. Desuden var han syg i sine sidste år på magten, og han blev tvunget ind i konflikten med Preussen af franske nationalister og de personer, som tidligere havde forhindret ham i at gennemføre sine militære reformer. Denne krig blev et katastrofalt nederlag for Napoleon 3., der blev taget til fange af preusserne, hvilket betød enden på Napoleon 3.s kejserdømme i Frankrig. Han døde 1873. Historiens Verden Fjernundervisning 4
6. Arbejdsopgaver 1. Hvorfor er Napoleon 3. en interessant historisk skikkelse? 2. Hvori ser du hans store successer og store fiaskoer? Historiens Verden Fjernundervisning 5