Aflydende (= stærke, uregelmæssige ) danske verber - med tillæg om uregelmæssigt bøjede svage verber, om modalverber samt verbet vide. - samt til sidst lidt sproghistorie om hvorfor danske verber bøjes som de gør! Til nedenstående rækker hører også sammensætninger med grundordene, f. eks. gribe - angribe, begribe, foregribe etc. bringe - anbringe, bibringe, overbringe etc. lægge - anlægge, udlægge, ødelægge etc. I mange tilfælde ender ved de stærke verber de tillægsord, der eventuelt kan dannes af deres perfektum participium, i ental på -en, i flertal på -ne (f. eks. given, givne). Disse former er, hvis de forekommer, angivet efter verbets bøjning. Adskillige af disse verbaladjektiver forekommer på dansk normalt kun i sammensætninger. Således findes adjektiverne bleven, blevne oftest i former som de tilbageblevne, det tiloversblevne, eller adjektiverne kommen, komne oftest i sammensætninger som de ankomne, de omkomne, velkommen. Listen over stærke verber. bede - bad - bedt. betyde - betød - betydet. bide - bed - bidt. binde - bandt - bundet. bundet som adjektiv: bunden, bundne. blive - blev - blevet. blevet som adjektiv: bleven, blevne. Adjektiverne optræder oftest i sammensætninger som det tiloverblevne, de udeblevne. briste - bristede (eller brast) - bristet. bryde - brød - brudt. byde - bød - budt. bære - bar - båret. båret som adjektiv: båren, bårne. Adjektiverne optræder oftest i sammensætninger som fuldbåren, enbåren, luftbåren o.l. drage - drog - draget. draget som adjektiv: dragen, dragne. Adjektiverne optræder oftest i sammensætninger som velopdragen, uopdragen, de bortdragne, de fremdragne ofre for jordskælvet. drikke - drak - drukket. drukket som adjektiv = beruset: drukken, drukne; eller sammensat fordrukken, døddrukken, søvndrukken. drive - drev - drevet. drevet som adjektiv, ofte = snedig: dreven, drevne. Adjektiverne optræder oftest i sammensætninger som overdreven, veldreven, eldreven, benzindreven. falde - faldt - faldet. faldet som adjektiv: falden, faldne. fare - for (eller farede) - faret (men fare = få smågrise: farede, faret). finde - fandt - fundet.
fundet som adjektiv: funden, fundne. flyde - flød - flydt. flyve - fløj - fløjet. fløjet som adjektiv: fløjen, fløjne. Adjektiverne optræder oftest i sammensætninger som forfløjen, bortfløjen. fnyse - fnysede (eller fnøs) - fnyset (eller fnyst). fortryde - fortrød - fortrudt. fryse - frøs - frosset. frosset som adjektiv: frossen, frosne. fyge - fygede (eller føg) - fyget (eller føget). få - fik - fået. gide - gad - gidet. give - gav - givet. givet som adjektiv: given, givne. glide - gled - gledet. gnide - gned - gnedet. gribe - greb - grebet. grebet som adjektiv: greben (sjælden), grebne. græde - græd - grædt. gyde - gydede (eller gød) - gydt. gyse - gyste (eller gøs) - gyst. gælde - gjaldt - gjaldt (eller gældt). gå - gik - gået. hedde - hed - heddet. hive - hev - hevet. hjælpe - hjalp - hjulpet. hjulpet som adjektiv: hjulpen, hjulpne. holde - holdt - holdt. hænge (uden objekt) - hang - hængt; (OBS: med objekt svagt bøjet: hænge - hængte - hængt). jage - jagede (eller jog) - jaget. klinge - klingede (eller klang) - klinget. knibe - kneb - knebet. komme - kom - kommet. kommet som adjektiv: kommen, komne. Adjektiverne optræder oftest i sammensætninger som de ankomne, de bortkomne, forkommen, velkommen. krybe - krøb - krøbet. krøbet som adjektiv: krøben, krøbne. lade - lod - ladet (eller ladt); (i betydningen lade vandet : lader - ladede (eller lod) - ladet (eller ladt); i betydningen lade et våben bøjes det kun svagt). le - lo - le(e)t. lide (= have smerte) - led - lidt ( lide = kunne lide, synes om forekommer kun som navneform). lide (om tiden der går) - led - ledet. ledet som adjektiv: leden, ledne (Retskrivningsordbogen hævder de eksisterer. De er i hvert fald ekstremt sjældne og forekommer vist kun i adverbiet forleden ). ligge - lå - ligget. lyde - lød - lydt. lyve - løj - løjet.
løbe - løb - løbet. løbet som adjektiv: løben, løbne. Adjektiverne optræder oftest i sammensætninger som forløben, anløben, påløben. nive - nev - nevet (med i Retskrivningsordbogen; talesprog for knibe ). nyde - nød - nydt. nyse - nyste (eller nøs) - nyst. pibe - peb - pebet. ride - red - redet. redet som adjektiv: reden, redne. Adjektiverne optræder oftest i sammensætninger som bereden, skamreden, de bortredne. rinde - randt - rindet (eller rundet). rindet / rundet som adjektiv: runden, rundne. Adjektiverne optræder oftest i sammensætninger som henrunden, oprunden, udrunden. rive - rev - revet. revet som adjektiv: reven, revne. Adjektiverne optræder oftest i sammensætninger som forreven, løsreven, afrevne. ryge - røg - røget. røget som adjektiv: røgen, røgne. OBS: det hedder han røgede sild, som kommer af det svage verbum røge; i talesprog blandes det sammen med ryge. Sammenblandingen er godkendt af Retskrivningsordbogen. se - så - set. sidde - sad - siddet. skide - sked - skidt. skride - skred - skredet. skredet som adjektiv: skreden, skredne. Adjektiverne optræder oftest i sammensætninger som fremskreden, nedskreden, overskreden. skrige - skreg - skreget. skrive - skrev - skrevet. skrevet som adjektiv: skreven, skrevne. skyde - skød - skudt. skælve - skælvede (eller skjalv) - skælvet. skære - skar - skåret. skåret som adjektiv: skåren, skårne. slibe - sleb - slebet. slebet som adjektiv: sleben, slebne. slide - sled - slidt. slå - slog - slået. slået som adjektiv: slagen, slagne. smide - smed - smidt. smyge - smygede (eller smøg) - smyget (eller smøget). snige - sneg - sneget. snyde - snød - snydt. sove - sov - sovet. spinde - spandt - spundet. spundet som adjektiv: spunden, spundne. springe - sprang - sprunget. sprunget som adjektiv: sprungen, sprunge. stige - steg - steget.
steget som adjektiv: stegen, stegne. Adjektiverne optræder oftest i sammensætninger som aldersstegen, opstegen. stikke - stak - stukket. stukket som adjektiv: stukken, stukne. stinke - stank- stinket. stjæle - stjal - stjålet. stjålet som adjektiv: stjålen, stjålne. stride - sted - stridt. stryge - strøg - strøget. strøget som adjektiv: strøgen, strøgne. stå - stod - stået. stået som adjektiv: standen, standne. Adjektiverne optræder oftest i sammensætninger som den opstandne Frelser, den genopstandne Frelser. svide - sved - svedet. svedet som adjektiv: sveden, svedne. svie (= forårsage en svidende fornemmelse) - sved - svedet (med i Retskrivningsordbogen; talesprog for svide ). svige - sveg - sveget. sveget som adjektiv: svegen, svegne. svinde - svandt - svundet. svundet som adjektiv: svunden, svundne. svinge (= svinge noget) - svingede (eller svang) - svinget (eller svunget); svinget / svunget som adjektiv: svungen, svungne. OBS: svinge = svinge med noget, variere, dreje bøjes svagt. sværge - sværgede (eller svor), sværget (eller svoret). sværget / svoret som adjektiv: svoren, svorne. synge - sang - sunget. sunget som adjektiv: sungen, sungne. synke - sank - sunket. sunket som adjektiv: sunken, sunkne. tage - tog - taget. taget som adjektiv: tagen, tagne. Adjektiverne optræder oftest i sammensætninger som gentagen, vedtagen, eller i biord som undtagen. tie - tiede (eller tav) - tiet. træffe - traf - truffet. truffet som adjektiv: truffen, trufne. trække - trak - trukket. trukket som adjektiv: trukken, trukne. tvinde - tvandt - tvundet. tvundet som adjektiv: tvunden, tvundne. tvinge - tvang - tvunget. tvunget som adjektiv: tvungen, tvungne. vige - veg - veget; veget som adjektiv: vegen, vegne. Adjektiverne optræder oftest i sammensætninger som bortvegen, undvegen. vinde - vandt - vundet. vundet som adjektiv: vunden, vundne. Adjektiverne optræder oftest i sammensætninger som hævdvunden, floromvunden, genvunden, overvunden.
vride - vred - vredet. vredet som adjektiv: vreden, vredne. Adjektiverne optræder oftest i sammensætninger som forvreden, skævvreden, sammenvreden. være - var - været. æde - åd - ædt. Svage verber (= ikke aflydende), men med uregelmæssigt dannet svag datid og svagt perfektum participium: bringe - bragte - bragt. dølge - dulgte - dulgt. følge - fulgte - fulgt. gøre - gjorde - gjort. have - havde - haft. kvæle - kvalte - kvalt. lægge - lagde - lagt. række - rakte - rakt. sige - sagde - sagt. smøre - smurte - smurt. spørge - spurgte - spurgt. strække - strakte - strakt. sælge - solgte - solgt. sætte - satte - sat. træde - trådte - trådt. tælle - talte - talt. vække (= forårsage) - vækkede (eller vakte) - vækket (eller vakt). OBS: vække (= vække af søvnen) er svagt bøjet (vækkede - vækket). vælge - valgte - valgte. Svagt bøjet er også verbet dø : dø - døde - død (med usædvanlig perf. part.-dannelse; ældre dansk: døet). Om hvorfor denne gruppe alligevel skal kaldes svagt bøjet kan man læse nedenfor. Modalverber: De har uregelmæssig nutid (uden endelsen -er), men svagt bøjet datid og perfektum participium. at burde: bør - burde - burdet. at kunne: kan - kunne - kunnet. at måtte: må - måtte - måttet. at skulle: skal - skulle - skullet. at turde: tør - turde - turdet. at ville: vil - ville - villet. Som modalverberne bøjes også verbet at vide: ved - vidste - vidst.
Historisk efterskrift - for dem der er interesseret i den slags: Udtrykket stærke verber går tilbage til de tyske Grimm-brødre, der ud over at udgive eventyr også arbejdede ihærdigt med tysk grammatik og med udgivelsen af Deutsches Wörterbuch (begyndte at udkomme i 1854). De fandt på betegnelsen stærk for bøjninger, der var meget varierede, f. eks. verbalbøjninger som singt - sang - gesungen, hvor stammen ved bøjningen ændres kraftigt, over for de verber de kaldte de svage, hvor stammen ikke ændres, f. eks. holt - holte - geholt. Betegnelsen uregelmæssig brugte de ikke, for de vidste godt at verber af typen singen, kommen etc. ikke er spor uregelmæssige. Betegnelsen uregelmæssig stammer fra den latinske grammatik og fra de romanske sprog, hvor man har virkelig uregelmæssige verber. Endvidere bruges betegnelsen i engelsk (irregular verbs), hvor den er overtaget fra latin. I dag foretrækker vi at kalde dem aflydende verber. Aflydende verber er en del af en tilsyneladende kaotisk gruppe. Ægte aflydende verber, der i nedenstående liste er holdt for sig, er den type som danner datid og perfektum participium ved (hyppigst) at ændre i infinitiv- og præsens-stammens vokal, men som - og det er vigtigt - ikke tilføjer nogen yderligere datidsendelse! Derfor er synger med datiden sang et ægte aflydende verbum, mens søger med datiden søgte og vælger med datiden valgte ikke er aflydende. Datidsformen valgte har nemlig udover vokalændringen i stammen datidsendelsen -te. Senere hen i teksten står der lidt om den gruppe som vælge hører til. Ikke aflydende verber er altså verber hvor datidsformen ender på -te eller -ede, og perfektum participium på -(e)t. Derfor er søger - søgte - søgt et ikke aflydende verbum. I alle de germanske sprog har vi opdelingen i aflydende og ikke aflydende verber. Der er altså tale om to forskellige måder at bøje verber på. Lidt af en luksus! Lad os se på nogle eksempler fra flere sprog: Aflydende: dansk: synger - sang - sunget (ældre dansk: sungen) engelsk: sings - sang - sung (gammelengelsk sungen) tysk: singt - sang - gesungen hollansk: zingt - zong - gezongen (zong af ældre zang). Ikke aflydende: dansk: håber - håbede - håbet engelsk: hopes - hoped - hoped tysk: hofft - hoffte - gehofft hollandsk: hoopt - hoopte - gehoopt. Når vi på dansk finder en bøjning som brister - bristede/ brast - bristet, skyldes det, at den ikke aflydende ( svage ) bøjning presser den aflydende ud. Hvor vidt det er gået i dette verbum - som moderne danskere vel kun bøjer ikke aflydende - kan man se ved at betragte den ældre danske bøjning: brister - brast - brusten. Denne gamle bøjning er rent aflydende.
brast som datidsform er ved at være sjælden. brusten finder vi i dag kun i forbindelse med afdødes øjne (et brustent blik; brustne øjne). Denne udvikling fra at være et aflydende verbum til at blive et ikke aflydende er ikke ualmindelig i dansk. Den skyldes at de ikke aflydende verber er så langt de hyppigste. Så kommer vi til en tredje gruppe, som igen er ikke aflydende verber - altså svage verber - men hvor vokalen i infinitiv og nutid er forskellig fra vokalen i datid og perfektum participium. Det er typen tælle - talte - talt, eller følge - fulgte - fulgt. Vokalerne kan variere, men i det enkelte verbum fra denne gruppe er der ens vokal i datid og perfektum participium! De adskiller sig alene af sproghistoriske årsager fra de almindelige svage verber, idet de i det ældste sprog i infinitiv og nutid havde et i-element i endelsen (dette element skrives normalt j), der bevirkede omlyd af den oprindelige vokal. Denne oprindelige vokal bevaredes uomlydt i datid og perfektum participium, da der her ikke var et i-element, der kunne bevirke omlyd. Indviklet? Vi tager et eksempel. Verbet tælle hed på gammeldansk tæljæ, og har i urnordisk heddet taljan. I urnordisk havde man i dette verbum den fælles stammevokal a i både infinitiv/ nutid, samt i datid og i perfektum participium. i-elementet bevirkede imidlertid i det norrøne sprog omlyd fra a > e (eller æ) i infinitiv og præsens. Altså: den urnordiske infinitiv taljan udviklede sig, via norrønt telja, til gammeldansk infinitiv tæljæ. Dette i-element havde man ikke i datid og i perfektum participium, hvorfor disse to former i gammeldansk ikke fik omlyd og dermed kom til at hedde talde og tald. Derfor havde vi i gammeldansk tæljæ - talde - tald sæljæ - saldæ - sald læggjæ - lagdæ - lagt etc. I nogle tilfælde er vokalen a i datid og perfektum participium blevet til o eller å (saldæ, sald > solgte, solgt; tradæ, trad > trådte, trådt). Andre har vokalen ø i præsenssystemet, men har u i datid og perfektum participium (følge, fulgte, fulgt; spørge, spurgte, spurgt; smøre, smurte, smurt). Forholdet mellem ø og u i disse tre verber er kompliceret sag. Man havde jo forventet fylge - fulgte, spyrge - spurgte. Men på dansk udvikler et oprindeligt y foran l og r sig til ø. Derfor. Konklusion: det er altså historisk set ikke datid og perfektum participium der er uregelmæssige, men infinitiv og præsens. Denne type svage verber med vokalændring på den beskrevne måde findes i alle germanske sprog: tysk: nennt - nannte - genannt sendet - sandte - gesandt etc. engelsk: tells - told - told (a > o). brings - brought - brought (langt a > ou) etc. hollandsk: denkt - dacht - gedacht. brengt - bracht - gebracht etc.
Modalverberne (mådesudsagnsordene) samt verbet vide er en særlig gruppe, der også findes i alle germanske sprog - med lidt varianter. De kaldes i sprogvidenskaben præteritopræsentiske verber. Præteritum betyder datid, og præsens betyder nutid. Deres moderne nutidsformer (han kan, he can, er kann, hij kan) er historisk set gamle stærke datidsformer, som har fået nutidsbetydning. De har beholdt den manglende 3. person-entals endelse i nutid (sammenlign han kan, han skal med han kom, han sang; eller engelsk he can, he shall - he came, he sang). Da formerne må, bør, kan, ved etc. har nutidsbetydning, måtte man i fordums tid danne nye datids- og perfektum participiums-former. De blev svage (måtte, måttet; burde, burdet; skulle (< skulde), skullet; vidste, vidst etc.). Poul Erik Jørgensen email: 33(at)gvdnet.dk