Jens Munk en opdagelsesrejsende

Jens Munk en opdagelsesrejsende Af cand.mag. Steen Schøn Anno Domini 1619. [ ] Udi Guds Naffn seiglede jeg Jens Munck met forne tuende Skibe fra Kiøbenhaffn udi Øresund, den 9. Maij, Oc vaar da paa det Skib Enhiørningen, Otte oc fyrretiue, oc paa Jagten Lamprenen, serten Personer. Således skrev Jens Munk i indledningen til sit værk Navigatio Septentrionalis fra 1624. Jens Munk havde fået kommandoen over de to skibe ENHJØRNINGEN og LAMPRENEN for at finde en passage nordvest over Amerika til de store markeder i Kina og Indien. I hans værk har vi mulighed for at følge hans skæbnesvangre rejse til de arktiske egne, set med hans egne øjne og nedskrevet kort tid efter hjemkomsten til Danmark. Rejser i de nordlige egne var ikke nyt for Jens Munk, og han var vel forberedt. Alligevel tegnede dystre skygger sig allerede tidligt over ekspeditionen. Den 18. maj sprang et besætningsmedlem over bord og druknede. En uge efter sprang LAMPRENEN læk, og man måtte sejle ind til Karmsund i Norge for at få udbedret skaderne. Under opholdet dér døde den ene af ekspeditionens bødkere, og Jens Munk måtte hyre tre lokale unge mænd som erstatning for de tab, han allerede havde lidt. Sejladsen gik herefter op mod Grønland, forbi Kap Farvel og videre mod Amerikas kyst, der kom i sigte første gang den 8. juli. Efter nogle dage blev isen stadig tættere og tykkere, og man bandt de to skibe sammen for at de ikke skulle komme fra hinanden, mens man hjælpeløst drev med isen. 1

Indledningen til Jens Munks beretning Navigatio Septentrionalis fra 1624. Faren for at blive skruet ned af isen var stor, men der var ikke andet at gøre end at sætte sin lid til Guds Naadige hielp. Efter at have været fastklemt i to døgn slap de to skibe fri af isen uden uoprettelige skader, og man kunne fortsætte færden om end med stort besvær. Helt alene, i de for dem så ugæstfri egne, var Jens Munk og hans besætning dog ikke. I midten af juli stødte de på en gruppe eskimoer, som de udvekslede lidt gaver med. Særlig begejstrede blev eskimoerne, dels for et spejl, Jens Munk forærede dem, og dels for et besætningsmedlem der var noget mørkere i løden end de øvrige. Jens Munk mente, at de måtte tro han vaar en aff deres Landsmend oc Nation. Senere forsøg på atter at komme i kontakt med de indfødte slog fejl, og turen fortsatte. I perioder var de to skibe bundet sammen igen, for problemerne med den megen is fortsatte. Juli og august gik med denne hårde sejlads afbrudt af ture i land, hvor besætningen fandt spor af 2

Stik fra Jens Munks beretning Navigatio Septentrionalis fra fra 1624. Selvom der kun var to skibe afsted på ekspeditionen, ses der fire skibe på billedet. Det skyldes, at det skal læses nærmest som en tegneserie. Øverst ses mødet med eskimoer i juli, mens der midt i billedet ses jagten i oktober. beboelse, men ingen beboere. Med jagten gik det heller ikke for godt, for rensdyrene var sky og ikke til at komme på skudhold af. Imens gik tiden, uden man rigtigt kom nogen vegne. Vejret blev stadig dårligere, og de to skibe kom væk fra hinanden. Den 7. august lagde ENHJØRNINGEN til i en naturhavn, og store bål blev tændt på land, for at LAMPRENEN skulle kunne finde stedet. To dage efter ankom LAMPRENEN, hvilket var et usædvanligt held. LAMPRENENS besætning var hårdt medtagne af det hårde vejr. Alle 3

syge blev bragt i land, og man indsamlede vilde bær og tændte bål, de syge kunne varme sig ved. Vejret blev stadigt dårligere, og den 18. august rådførte Jens Munk sig med sine officerer. Man enedes om, at sejle så langt op ad Churchillfloden som muligt og overvintre der. Skibene blev sikret så godt som muligt med jordvolde mod isen, en del af skibenes last blev bragt i land, og kanonerne blev stuvet i lasten. Fra den 3. oktober spiste de to skibes besætninger sammen på ENHJØRNINGEN, og den 4. oktober uddeltes ekstra tøj og sko til mandskabet oc huad som kunde hielpe for Kuld at affuerge. Tre store ildsteder, hver med plads til 20 mand omkring, blev anlagt på dækket af ENHJØRNINGEN, og en vagtplan blev udarbejdet for alle de nye rutiner, mandskabet skulle udføre under overvintringen, og som var forskellige fra den daglige dont på søen. I løbet af oktober gik flere af mændene på jagt og nedlagde en stor mængde vildt, navnlig ryper og harer. Den 30. oktober prøvede Jens Munk sammen med en del af besætningen at komme længere ind i landet for at opsøge eskimoerne, men måtte opgive på grund af sneen. Jens Munk noterede sig, at havde man haft ski Som udi Norge brugelige er, ville man nok være kommet længere. Mortensaften skød man nogle ryper, der gjorde det ud for mortensgåsen. Besætningen fik en ekstra ration spansk vin foruden alt det øl, de kunne drikke, og for en stund blev stemningen bedre. Resten af november holdt vejret sig dog nogenlunde, og flere af besætningsmedlemmerne formåede at trænge længere ind i landet for at jage, både med musketter og fælder. I december satte frosten for alvor ind, men hovedparten af besætningen var stadig ved godt helbred. Juleaften blev fejret med vin og stærkt øl til vildtet. Juledag afholdt skibspræsten julegudstjeneste, og de næste dage slappede folkene af med diverse spil og lege, oc i saa maade fordreffue wi de Hellige Dage met den Lystidhed som da paa færde var. 4

Ekspeditionens vinterlejr ved udmundingen af Churchillfloden. Men uanset hvor mange gode ting, Jens Munk gjorde for moralen, var skørbugen begyndt at vise sit ansigt blandt besætningen. Ved årsskiftet til 1620 blev frosten atter meget streng, og dødsfaldene blev hyppigere. Mange af folkene var nu sengeliggende heriblandt også den sidst overlevende skibslæge. Jens Munk prøvede forgæves om ikke denne kunne gøre noget for besætningen, men fik at vide, at lægen havde gjort alt hvad han kunne. Man skal huske på, at de to skibslæger på togtet ikke havde nogen form for akademisk lægelig uddannelse. 5

Februar var præget af død og elendighed, kun syv personer var nu ved så godt helbred, at de stadig kunne skaffe vand og brændsel til skibet. Den 4, Martij. Var deet mildt Veir, den Dag finge wi fem Rypper udi Marcken, hvilke vare oss saare kierkomne, dennem lod jeg kaage met Suppe, oc lod det iblandt de Siuge uddeele, dog de aff Kiødet kunde intet fortære, formedlst deris Munde vare inden udi aff Skørbug forderffuede. Skørbug er en sygdom, der var meget frygtet af søfolk. Den skyldes mangel på C vitamin. Rammes man alvorligt af sygdommen, falder tænderne ud, og munden omdannes til blodigt kød. Efter lang tids svækkelse indtræffer døden. Jens Munk vidste, hvad sygdommen hed, men kunne intet gøre ved situationen, for selvom der var mad nok, var der intet grønt. I løbet af marts døde også skibslægen og flere andre af besætningen, og de endnu levende magtede næsten ikke at begrave de døde. Dog var der også håb, for Jens Munk gik i land og fandt bær under sneen, som han delte ud til besætningen, da han havde en idé om, hvordan skørbugen skulle kureres. I starten af april steg antallet af dødsfald atter markant. Jens Munks nevø bukkede under, det samme gjorde den engelske navigatør, man havde med som ekspert i sejlads i de fremmede farvande og også ekspeditionens næstkommanderende, Mauritz Stygge, afgik ved døden. På grund af den strenge frost og de resterende besætningsmedlemmers svækkede tilstand begyndte man nu at begrave de døde to mand i én grav, men for hr. Mauritz blev gjort en undtagelse. Da han var adelig, blev han begravet for sig selv, indsvøbt i noget af Jens Munks linned, i en trækiste man med stort besvær havde fået bygget. Dødsfaldene fortsatte hele resten af måneden, og efterhånden var det under en håndfuld af besætningen, der kunne stå ud af sengen. Af opmuntring var der ikke megen, bortset fra at Jens 6

Munk et par gange lod en vintønde fylde med varmt vand, og hvad man kunne finde af urter i skibets medicinkiste, således at alle der var i stand til at stå op, kunne få et bad. Den 10. Maij. Disse forgangne Dage var det nu meget streng kuld oc frost, [ ], Men denne dag var det smuckt mildt Veier, da komme Giessene igen saare mangfoldige. Foråret lod vente på sig, og der var nu kun elleve levende tilbage. Allerede to dage efter døde yderligere to, og det var kun med stort besvær man fik dem i jorden. Da det næste besætningsmedlem døde fire dage senere, havde man opgivet at begrave flere på land, da kræfterne var sluppet op for de sidste af ekspeditionens deltagere. Den 21. maj gik Jens Munk og tre andre besætningsmedlemmer i land, hvor to af disse var dog for svage til at komme tilbage på skibet igen om aftenen. Tilbage på skibet lå nu syv mand, der ikke orkede andet end at kigge sørgmodigt på hinanden og håbe på, at isen snart forsvandt. Syge af skørbug var de alle. Lemmerne krampede sammen, og smerterne i lysken var næsten ubærlige. Kræfterne var væk og hele kroppen blev blå og brun, som når man har fået et blåt øje. Værst var dog, at tænderne blev løse, så det var umuligt at spise ret megen fast føde. I de sidste dage af maj døde yderligere tre mand, og alle var nu så afkræftede, at man ikke en gang kunne overkomme at smide dem over bord. Da kræfterne nu ikke længere rakte til at hente lidt vin, og tænderne ikke tillod, at han spiste noget, lagde Jens Munk sig til dø. Han skrev sit testamente, hvor han bad om, at han og hans folk måtte blive begravet, skulle nogen kristen finde dem. Ydermere ville han gerne have, at den nedskrevne beretning om hans færd blev sendt til kongen, og at nogen ville tage sig af hans kone og børn. 7

Men døden kom ikke til Jens Munk, og den 8. juni var stanken fra de rådnende lig blevet så slem, at han slæbte sig op på dækket for at få lidt frisk luft. Efter at have overnattet ude fandt Jens Munk til sin store overraskelse ud af, at de to folk han havde efterladt i land den 10. maj, stadig var i live. De to hjalp ham fra borde, og de tre mænd tog bolig i læ af en busk. Klimaet blev mildere, og grønne vækster begyndte at titte frem. Dette blev deres redning, for med deres sidste kræfter kravlede de rundt og sugede saften fra planterne. Det gav nye kræfter og slog skørbugen ned. Sidst i juni måned var de tre mænd så friske, at de kunne begynde at gøre klar til hjemrejsen. De slæbte proviant og sejl fra ENHJØRNINGEN til LAMPRENEN, smed forrådnede lig over bord og til sidst borede Jens Munk tre huller i ENHJØRNINGENS skrog, så den ville blive liggende samme sted uanset flod, ebbe og is. Og endelig skete det: Den 16. Julij. Som indfaldt paa en Søndag, om efftermiddagen, da ginge wi udi Guds Naffn til Seigels derfra. Overvintringen var til ende. De næste ugers sejlads var præget af drivis og isbjerge, og det var en farefuld færd ud af Hudsonbugten. I løbet af august tog stormene også til, og man kan kun have respekt for det gode sømandskab, de tre mænd må have været i besiddelse af, for at kunne gennemføre så lang en sejlads gennem isfyldt farvand, i dårligt vejr, afkræftede af skørbug og næsten uden mulighed for hvile. Siden fortsatte de ud i Labradorhavet; Jens Munk noterede sig kurs og hastighed; for eksempel skriver han om den 19. august Sterck Vind aff en Vestlig haand, oc tyck Veir, oc seiglede wi det etmaal 40. Mile. Dagen efter er det 30 mil, de følgende dage henholdsvis 20 og 36 mil. Efterårsstormene tog til, og den 4. september var alle nødt til at være ved pumperne for at holde skibet flydende. LAMPRENEN drev for vinden, for de magtede ikke at passe sejlene også. Nogle dage senere var den gal igen, da et sejl rev sig løs, og de tre mand havde nok at 8

Kort over Jens Munks ekspeditionens rejse i det nordlige Canada. Syd er opad. Sammenlign med det moderne kort på modsatte side. gøre med at få det bjærget. Da det endelig lykkedes, var skibet halvt fyldt med vand. Den 20. Septemb. Saae wi Norge. Så kort kan det siges. Resterne af den stort anlagte ekspedition, der skulle finde Nordvestpassagen, var nu atter hjemme i kongeriget. Dagen efter forsøgte Jens Munk at komme i land, men det var et øde sted, ankeret var defekt, og LAMPRENEN havde ingen båd, man kunne sejle et tov til fortøjning ind med. Om aftenen kom en bonde tilfældigt forbi, men ville ikke hjælpe med at fortøje skibet. Jens Munk måtte derfor true ham med en musket, for at få ham til at hjælpe med at få skibet fortøjet. Da jeg nu haffde Skibet udi god salve, oc var udi Christen Land Igien kommen, da græde wi arme Menniske aff stor Glæde og tackede Gud hand aff naadeligen den Lycke haffde beskerit. 9

Kort over ekspeditionens omtrentlige udrejse fra Øresund til Churchillfloden. Endelig hjemme sørgede Jens Munk nu for, at der kom besætning og forsyninger ud til LAMPRENEN, og han aflagde også et besøg hos lægen, hvilket nok har været tiltrængt. Navigatio Septentrionalis slutter neutralt den 27. september: Skreff ieg hiem til Danmarck til den høye Øffrighed, at jeg vaar did Ankommen. Jens Munks skibe Fregatten ENHJØRNINGEN blev søsat i 1609, men kom få år efter på værft og blev forlænget. Skibet var altså stadig relativt nyt, da Jens Munk i 1620 måtte efterlade det ved Churchillflodens munding. Ved rejsens start havde ENHJØRNNGEN en besætning på 48 mand. Jagten LAMPRENEN kom i sine få år i dansk tjeneste til at føre en omtumlet tilværelse. Skibet var oprindeligt svensk, men blev taget som bytte i 1611 under Kalmarkrigen. Året efter blev LAMPRENEN indlemmet i den danske flåde, og der forblev det, også efter Jens Munk 10

havde hjembragt det fra Amerika. Besætningen var på 16 mand ved afrejsen til Canada. I 1625 var LAMPRENEN en del af Jens Munks flåde ved Weser. Jens Munk (1579 1628) Født ind i en lavadelsfamilie stod det ikke skrevet i stjernerne, at Jens Munk skulle blive søofficer. Faderen, Erik Nielsen Munk, havde været lensmand for nogle mindre norske len, men var i 1585 blevet afsat og fængslet for sin brutale administration. Moderen med den lille Jens og hans søskende måtte herefter klare sig selv. I en alder af 12 tog Jens Munk hyre som skibsdreng og drog til Portugal, hvor han kom i handelslære i Porto. Året efter gik turen videre til Bahia i Brasilien, hvor han måtte ernære sig som skomagerdreng og malermedhjælper. Efter en tid kom han tilbage på sporet inden for handelen, men i 1598 måtte han forlade Brasilien under dramatiske omstændigheder, efter at have hjulpet to hollandske skibe, der havde krænket det spanske handelsmonopol. Tilbage i Europa begyndte Jens Munk at sejle igen og kom med tiden til at føre sit eget skib, blandt andet også i ishavssejlads. I 1609 gik det næsten galt, og hans skib blev skruet ned af isen. Kun med stor møje fik han reddet sig selv og besætningen. Året efter kom Jens Munk i kongens tjeneste og deltog i et togt til Nordhavet samt året efter i Kalmarkrigen, hvor han blev udnævnt til kaptajn i flåden. I årene efter rejste Munk Europa tyndt i forskellige ærinder for Christian IV, indtil han i 1619 fik kommandoen over den danske ekspedition, der skulle finde Nordvestpassagen. Selvom turen ikke fik det udfald, man havde håbet på i samtiden, så er det svært ikke at beundre Jens Munks evner både som leder og sømand. Der er heller ikke meget, der tyder på, at han i samtiden blev lagt til last, at ekspeditionen var slået fejl, hvilket ellers har været en udbredt myte. 11

Et planlagt nyt forsøg på at finde Nordvestpassagen blev aldrig til noget, muligvis på grund af Jens Munks svigtende helbred. Karrieren i orlogsflåden fortsatte dog, og i 1622 havde han kommandoen over orlogsskibet NÆLDEBLADET, og ved krigsudbruddet i 1625 var Jens Munk eskadrechef for den flådestyrke, der blokerede Weseren. I 1628 deltog Munk i kampene ved Stralsund, og her ender fortællingen om den store søfarer. Om han døde af sine sår fra krigen eller af andre årsager, står hen i det uvisse, og det samme gør den præcise dato for hans død. Denne artikel er en del af hæftet At finde vej til søs fire indblik i renæssancens søfart, udgivet af Handels og Søfartsmuseet på Kronborg i 2006. Det samlede hæfte kan bestilles på museets hjemmeside www.maritime museum.dk. 12