København, den 27. februar 2017 Sagsnr. 2016-2633/TRA 1. advokatkreds K E N D E L S E Sagens parter: I denne sag har [klager] klaget over advokat Mette Klingsten, København K. Klagens tema: [Klager] har klaget over, at advokat Mette Klingsten, der repræsenterede modparten i en retssag, har tilsidesat god advokatskik ved ikke at fremsende kopi af sin e-mail af 16. september 2015 til [Landsretten] til [klager]s advokat, advokat [A], ved efterfølgende at fabrikere en ny e-mail, som foregav, at e-mailen af 16. september 2016 oprindeligt også var sendt til advokat [A] og ved at afgive urigtige oplysninger i sin omkostningsopgørelse til retten. Datoen for klagen: Klagen er modtaget i Advokatnævnet den 1. september 2016. Sagsfremstilling: [Klager] blev i 2012 opsagt fra sin stilling i [kapitalfond] s danske afdeling. I forbindelse med sin ansættelse havde han løbende været omfattet af forskellige typer aktiebaserede incitamentsordninger. I forbindelse med afviklingen af [klager]s ansættelse opstod der uenighed om, hvorvidt han som ansat i Danmark som såkaldt good leaver kunne fastholde de incitamentsordninger, han havde fået tildelt, eller om han mistede disse helt eller delvist i forbindelse med sin fratræden. I den forbindelse blev der anlagt en sag ved byretten. Under hovedforhandlingen i byretten den 6. marts 2015 fremlagde advokat Mette Klingsten en opgørelse over sagsomkostningerne, hvoraf fremgik, at [advokatfirma] havde haft omkostninger for 2.448.452 kr.
[Klager] tabte sagen i byretten og ankede sagen til [Landsretten], hvorved advokat [A] repræsenterede [klager], mens advokat Mette Klingsten repræsenterede [kapitalfond]. Byretten tilkendte [kapitalfond] 1.362.497,44 kr. i sagsomkostninger. Ved e-mail af 14. september 2015 til advokat [A] fremsendte advokat Mette Klingsten et udkast til en tidsplan for hovedforhandling af sagen ved [Landsretten], idet hun anmodede advokat [A] om at vende tilbage med sine bemærkninger til tidsplanen hurtigst muligt, da [Landsretten] havde fastsat en tidsfrist til den 16. september 2015 med henblik på fremsendelse af tidsplan. Ved e-mail af 15. september 2015 til advokat Mette Klingsten anførte advokat [A], at det ikke gav mening at tale om en tidsplan på daværende tidspunkt, idet det fortsat ikke var klart, hvad der faktuelt var uenighed om. Ved e-mail af 16. september 2015 kl. 14:57 til [Landsretten], som samme dag kl. 15:00 blev fremsendt til advokat Mette Klingsten, fremsendte advokat [A] ankereplik, idet han i følgebrevet bl.a. anførte følgende: Da der, som det fremgår af ankereplikken, er behov for at få afklaret flere helt centrale faktuelle forhold, og herunder få afdækket, om der er uenighed om centrale forhold vedrørende selskabsstruktur og kapitalforholdene heri, og da [kapitalfond] ikke i svarskriftet har givet svar på de opfordringer, der blev fremsat i [klager]s forrige processkrift, er det ikke på nuværende tidspunkt muligt at afslutte forberedelsen eller udarbejde en tidsplan for hovedforhandlingen. Jeg gør opmærksom på, at jeg i replikken anmoder om, at der afholdes et forberedende retsmøde, såfremt [kapitalfond] heller ikke i duplikken besvarer de fremsatte processuelle opfordringer. En kopi af dette brev samt replik og bilag er samtidig fremsendt til appelindstævntes advokat, Mette Klingsten, [advokatfirma]. Ved e-mail af 16. september 2015, kl. 17.42 til [Landsretten] fremsendte advokat Mette Klingsten sit udkast til en tidsplan, idet hun bl.a. anførte følgende: [Landsretten] har i mail af 24. august 2015 til parterne fastsat frist til den 16. september 2015 for indlevering af en fælles tidsplan i ovennævnte sag. 2
Jeg har fremsendt udkast til en fælles tidsplan til modparten, men har ikke modtaget nogen tilbagemelding. Det var modpartens opfattelse, at man ikke på nuværende tidspunkt kunne tage stilling til en tidsplan. Jeg sender derfor vedhæftet denne mail mit udkast til tidsplan. Som det ses af nedenstående korrespondance, har vi i dag kl. 15.00 i øvrigt også modtaget processkrift fra modparten i sagen. Med venlig hilsen Mette Ved e-mail af 18. september 2015 til advokat [A] og advokat Mette Klingsten bekræftede [Landsretten] modtagelse af tidsplanen, idet landsretten på den baggrund tilbød en række tider til hovedforhandlingen, der som oplyst i tidsplanen skulle foregå over tre retsdage. Samme dag, den 18. september 2015, rettede advokat [A] henvendelse til advokat Mette Klingsten, idet han anførte følgende: Hej Mette, Jeg undrer mig over nedenstående mail fra landsretten. Har du korresponderet med landsretten uden at orientere mig? Ved e-mail af samme dag, den 18. september 2015, til advokat [A] anførte advokat Mette Klingsten bl.a. følgende: Jeg har sendt dig en kopi af vedhæftede mail onsdag den 16. september 2015. Har du ikke modtaget den? Den tidsplan, som jeg sendte, indeholder vores vidneliste, og det hele var færdiggjort, før vi modtog jeres mail af 16. september 2015 kl. 15.00. Kan du deltage i en hovedforhandling de pågældende dage? I givet fald vil jeg høre min side, om vidnerne kan komme til København de pågældende dage. Ved e-mail af samme dag, den 18. september 2015, til advokat Mette Klingsten anførte advokat [A] følgende: 3
Nej vil du lige fremsende den mail du har sendt mig, så jeg kan sende den til vores IT? Senere samme dag, den 18. september 2015, anførte advokat Mette Klingsten følgende i en e- mail til advokat [A]: Ja, jeg kan godt lede efter den, men det var blot en videresendelse af min mail til retten, jf. nedenfor Advokat [A] bekræftede ved e-mail senere samme dag, den 18. september 2015, at han fortsat gerne ville have e-mailen. Ved e-mail af 21. september 2015 til advokat [A] skrev advokat Mette Klingsten følgende: Jeg vedhæfter kopi af min mail, som er sendt til dig i onsdags kl. 17.42, som du også kan se af mailen (lige efter mailen blev sendt til landsretten med sikker mail, som man ikke kan sætte andre c.c. på). Mailen er sendt af min sekretær [X] på vegne af mig, så måske det er noget teknisk, der er gået galt, hvis du ikke har modtaget. Vedhæftet denne e-mail var en e-mail af 16. september 2015, kl. 17:42 afsendt fra: [X] på vegne af Mette Klingsten til [A]@[advokatfirma 2].com med samme indhold som den e- mail, advokat Mette Klingsten den 16. september 2015, kl. 17:42 afsendte til [Landsretten], jf. ovenfor. I oktober 2015 udtrådte advokat Mette Klingsten af [advokatfirma]. Ved en revisorerklæring af 11. januar 2016 gennemgik statsautoriseret revisor [Y] den udarbejdede omkostningsopgørelse for sagen mellem [klager] og [kapitalfond]. Revisorundersøgelsen konkluderede bl.a., at beløbet på 2.426.039 kr., som fremgik af omkostningsopgørelsen, var korrekt sammentalt, idet der dog blev påvist en difference på 22.413 kr. i forhold til sagskontokortet. 4
Parternes påstande og anbringender: Klager: [Klager] har påstået, at advokat Mette Klingsten er gået langt videre end berettiget varetagelse af sin klients interesser tilsiger. [Klager] har til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at advokat Mette Klingsten bevidst ikke fremsendte kopi af sin e-mail af 16. september 2015 til [Landsretten] til [klager]s advokat, advokat [A]. Samme dag, den 16. september 2016, havde advokat [A] fremsendt ankereplik til [Landsretten], hvorved han samtidig oplyste, at det ikke var muligt at afslutte forberedelsen eller udarbejde en tidsplan for hovedforhandlingen, idet [kapitalfond] ikke havde besvaret de opfordringer, der var blevet fremsat i [klager]s tidligere processkrift. Senere samme dag, den 16. september 2015, fremsendte advokat Mette Klingsten alligevel via e-mail et udkast til tidsplan over hovedforhandlingen til [Landsretten], uden samtidig at sende en kopi heraf til advokat [A]. E-mailen havde således til hensigt at miskreditere både [klager] og advokat [A] og at stille dem i et dårligt lys over for retten, idet hun ikke oplyste retten om, hvorfor det ikke var muligt for advokat [A] at drøfte tidsplanen. Forklaringen om, at advokat [A] ikke var Cc. på lige netop denne e-mail forekommer utroværdig og må tilsidesættes, idet det heller ikke fremgår direkte af teksten i e-mailen, at kopi skulle være sendt til advokat [A], ligesom e-mailen er afsluttet med en usædvanlig venskabelig tone med venlig hilsen Mette. [Klager] har endvidere gjort gældende, at advokat Mette Klingsten efterfølgende fabrikerede en ny e-mail, som foregav, at e-mailen af 16. september 2015 oprindeligt også var sendt til advokat [A]. Advokat [A] blev af [Landsretten] orienteret om e-mailen af 16. september 2016 fra advokat Mette Klingsten, hvorefter advokat [A] gentagne gange anmodede om en kopi af e-mailen. Advokat Mette Klingsten fremsendte efter gentagne anmodninger herom til sidst en fabrikeret og forfalsket e-mail, som foregav, at e-mailen oprindeligt også var sendt til advokat [A]. Dette forløb understøtter således også påstanden om, at det var en bevidst handling, at e-mailen ikke blev fremsendt til advokat [A]. [Klager] har endelig gjort gældende, at advokat Mette Klingsten afgav urigtige oplysninger i sin omkostningsopgørelse til retten. Under hovedforhandlingen i byretten den 6. marts 2015 fremlagde advokat Mette Klingsten en omkostningsopgørelse, hvoraf fremgik, at modparten, [kapitalfond], havde haft uforståeligt høje omkostninger på godt 2.400.000 kr. i forbindelse med 5
sagens førelse for byretten. Retten tilkendte [kapitalfond] i alt 1.362.497,44 kr. i sagsomkostninger. Der var tale om en sagsgenstand på ca. 13.000.000 kr., hvilket efter faste takster ville have udløst 400.000 kr. i sagsomkostninger. Advokat Mette Klingsten nægtede indsigt i de påståede udgifter. Efter hendes udtræden af sagen blev der fremlagt en revisorerklæring af 11. januar 2016, hvoraf bl.a. fremgår, at der er medtaget en udgift på 120.000 kr. den 31. marts 2014, som således hidrører fra tiden inden sagen overhovedet blev anlagt, idet stævningen er dateret den 1. april 2014. Der er endvidere opkrævet salær for en uberettiget politianmeldelse af [klager], ligesom over halvdelen af advokat Mette Klingstens oplyste omkostninger ikke var faktureret på det tidspunkt, hvor omkostningsgodtgørelsen blev udarbejdet. I relation til omkostningsopgørelsen blev han således først i forbindelse med fremlæggelse af revisorerklæringen bekendt med det, der klages over. Indklagede: Advokat Mette Klingsten har principalt påstået frifindelse, subsidiært afvisning, dels idet [klager] ikke har retlig interesse i at klage, dels idet klagen over omkostningsopgørelsen er indgivet for sent. Advokat Mette Klingsten har til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at de pågældende e-mails ikke har haft nogen retlig betydning for den verserende retssag. Det var naturligvis ikke tilsigtet, at advokat [A] ikke modtog en kopi af tidsplanen, som blev fremsendt til [Landsretten] ved e-mail af 16. september 2015, kl 17:42. Den manglende fremsendelse af e- mailen til advokat [A] skyldes derimod en ekspeditionsfejl foretaget af advokat Mette Klingstens sekretær. E-mailen til [Landsretten] havde ikke til formål at stille [klager] i dårligt lys, ligesom der ikke på anden måde er noget kritisabelt ved denne e-mail. Advokat Mette Klingsten har videre anført, at hun og hendes sekretær efter en travl dag og presset af mange andre sager aftalte efter en forkert og forhastet overvejelse at sende advokat [A] en efterproduceret e-mail, som han kunne lægge på sin sag. Hun og sekretæren følte sig stressede af henvendelserne fra advokat [A], som gentagne gange havde anmodet om kopi af e- mailen til [Landsretten]. Advokat Mette Klingsten er i tvivl om, hvorvidt det var hende selv eller sekretæren, der formulerede og afsendte e-mail af 21. september 2015 kl. 13.17 til advokat [A], hvori den efterproducerede e-mail var vedhæftet. Det er dog med sikkerhed ikke hende selv, der har fremstillet selve den e-mail, som blev efterproduceret. Den efterproducerede e-mail havde 6
ikke nogen selvstændig betydning for retssagens forløb eller anden retlig betydning i øvrigt, idet advokat [A] på dette tidspunkt havde modtaget tidsplanen. Klagen over omkostningsopgørelsen må afvises som for sent indgivet, idet denne vedrører en opgørelse som blev fremlagt i [byretten] den 6. marts 2015. Revisoropgørelsen, som hun i øvrigt ikke har set før, er fremlagt af [advokatfirma] efter hendes fratræden, og vedrører spørgsmål, som [klager] kan rejse under den verserende retssag. Efter advokat Mette Klingstens erindring er omkostningsopgørelsen udarbejdet af en advokatkollega, og hun antog, at denne var rigtig og indeholdt de relevante omkostninger. Da hun imidlertid er fratrådt som partner ved [advokatfirma] har hun ikke adgang til tidsregistrering eller bogføringssystemer. Det var en tidskrævende sag med et kompliceret faktum med et stort forbrug af tolkebistand. Advokatnævnets behandling: Sagen har været behandlet på et møde i Advokatnævnet med deltagelse af 5 medlemmer. Nævnets afgørelse og begrundelse: Fristen for at indgive klager over advokaters adfærd findes i retsplejelovens 147 b, stk. 2, og i 18 i bekendtgørelse nr. 20 af 17. januar 2008 om Advokatnævnets og kredsbestyrelsernes virksomhed ved behandling af klager over advokater m.v., hvoraf det fremgår, at klager skal indgives inden 1 år efter, at klageren er blevet bekendt med det forhold, som klagen vedrører. Advokatnævnet finder herefter, at den del af klagen, der vedrører omkostningsgodtgørelse, er for sent indgivet. Advokatnævnet har i den forbindelse særligt lagt vægt på, at omkostningsopgørelsen blev fremlagt under hovedforhandlingen i retten den 6. marts 2015, og at klagen er modtaget i Advokatnævnet den 1. september 2016. Advokatnævnet finder imidlertid, at fristoverskridelsen er rimeligt begrundet. I den forbindelse har Advokatnævnet særligt lagt vægt på, at [klager] først ved revisorerklæringen af 11. januar 2016 fik indsigt i beregningen af advokat Mette Klingstens omkostningsopgørelse. Spørgsmålet om, hvorvidt advokat Mette Klingsten afgav urigtige oplysninger i sin omkostningsopgørelse til retten, henhører under domstolene. Advokatnævnet afviser derfor dette 7
klagepunkt på dets beskaffenhed, jf. 17, stk. 1, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 20 af 17. januar 2008. Det følger af retsplejelovens 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik. Advokaten må ikke uden forudgående eller samtidig meddelelse til modparten rette henvendelse om sagen til retten eller andre, der behandler tvister, eller forsyne disse med bilag, notater eller dokumenter. Advokaten skal senest samtidig forsyne modparten med kopi af det således fremsendte. Advokatnævnet finder, at advokat Mette Klingsten har handlet i strid med god advokatskik ved ikke senest samtidig med sin henvendelse til [Landsretten] af 16. september 2015 kl. 17:42, hvorved hun fremsendte tidsplanen, at fremsende kopi af henvendelsen til advokat [A]. Advokatnævnet finder endvidere, at advokat Mette Klingsten har handlet groft i strid med god advokatskik ved at fremsende eller foranledige, at der blev fremsendt en efterproduceret e-mail til advokat [A], hvorved det blev foregivet, at e-mailen af 16. september 2015 oprindeligt var sendt til ham samtidig med afsendelse til [Landsretten]. Advokatnævnet finder på den baggrund, at advokat Mette Klingsten groft har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens 126, stk. 1, og henset til flerheden af forhold pålægger Advokatnævnet derfor i medfør af retsplejelovens 147 c, stk. 1, advokat Mette Klingsten en bøde på 30.000 kr. Advokat Mette Klingsten kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf. retsplejelovens 147 d. 8
Herefter bestemmes: Et klagepunkt afvises. Advokat Mette Klingsten pålægges en bøde til statskassen på 30.000 kr. På nævnets vegne Mikael Sjöberg 9