LIDEMARK KIRKE Sognet og egnen Lige syd for Køge Å, der danner grænsen mellem Hedeboegnen og Skovboegnen, ligger Bjæverskov herred som en del af det bælte af herregårdsskove, der strækker sig hen over Midtsjælland. Næsten halvdelen af sognet er stadig skovdækket, men her - som på egnen iøvrigt - er det ikke et kompakt skovområde. Det består af mange mindre skove mellem de dyrkede områder, der tilsammen bevarer det gamle indtryk af et skovland. Foruden hovedbyen Lidemark, hvor kirken har ligget siden den tidlige middelalder, ligger også landsbyen Gummerød i sognet. Kort efter middelalderens slutning var der forsvundet tre landsbyer, men sognet kunne til gengæld prale med to små herregårde. Middelalderens største, sjællandske jordejer var Roskildebispen, og bispesædets besiddelser rakte også ind i Lidemark. Men det var ikke gamle besiddelser. Noget af jorden, vel 2-3 gårde, havde bisp Oluf købt i 1319 af kong Erik Menved, som året i forvejen havde konfiskeret det fra sin oprørske jyske drost, Niels Olufsen. En lille, senere forsvundet landsby, Tågerød, var bisp Peder Jensen Lodehats ejendom, og han skænkede den i 1405 til sit eget bispesæde, Roskilde, som en del af betalingen for oprettelsen af det kapel ved domkirken, hvor han siden blev begravet. Efter reformationen, som bl.a. medførte en konfiskation af alt kirke- og kloster-gods til kongemagten, blev der oprettet et lille herresæde, hvor Tågerød havde ligget. Det blev få år efter reformationen købt af Claus Rosengård, som var kannik ved Roskilde domkirke, men da vi jo nu er gået
ind i den luteranske tidsalder, så havde han lov til både at gifte sig og få børn. Hans datter, Alhed, arvede Tågerød, og gennem hende kom godset til hendes mand, Hartvig Høcken, hvis prægtige gravsten fra omkring år 1600 hænger i våbenhuset. De efterlod sig ikke nogen børn, og gården blev efter Alheds død handlet flere gange. Omkring 1615 blev den købt af rentemester Sivert Beck, hvis enke døde på Tågerød i 1655. Deres to døtre er vist de sidste adelige ejere, der boede på den lille hovedgård, som blev nedbrudt i 1740 efter at den 20 år forinden var overgået til grevskabet Vallø. Syd for kirken lå Lidemarkgård, der i slutningen af 1400-årene tilhørte familien Godske, som gennem sine ejendomsbesiddelser var tæt knyttet til Roskilde bispestol. Slægten døde ud i Lidemark med fire ugifte søstre, der alle blev begravet i kirkens sakristi i årene 1637-56. Derefter synes gården at være blevet en almindelig fæstegård, som handledes mellem forskellige adelige, indtil den i 1720 blev lagt ind under Vallø gods. Kirken blev i middelalderen administreret af domprovsten ved Roskilde domkirke, men efter reformationen overgik retten til at udnævne præsten ved Lidemark kirke til kongens lensmand på Tryggevælde. 1681 solgte kronen Lidemark og Bjæverskov kirker til Caspar Schøller på Lellingegård og Spanager. De to gårde blev sammen med kirkerne solgt til Vallø gods i 1720 og blev administreret herfra indtil de overgik til selveje, Lidemark i 1911 og Bjæverskov i 1914. BYGNINGEN Den hvidkalkede kirke ligger nordligt i den gamle landsby på en høj bakke. Den består af et gotisk skib med kor og apsis og tre gotiske tilbygninger. Den romanske kirke Vi må forestille os 1000-årenes Danmark som et forholdsvis nykristnet land
velforsynet med kirker. De fleste har været trækirker, og de få stenkirker, der har været, har ligget i købstæderne. Landets ældste, eksisterende stenkirke er frådstenskirken på Sct. Jørgensbjerg i bispebyen Roskilde. Men landsbyerne og deres godsejende stormænd ville også rejse stenhuse til Guds ære, og i 1100-tallet oplevede landet noget, som bedst kan betegnes som et vældigt byggeboom. I tiden mellem 1100 og 1200 blev der rejst næsten 2000 stenkirker. En kolossal kraftanstrengelse. Bygherrernes identitet skifter måske en smule fra landsdel til landsdel, men her på Sjælland kan vi sikkert fastslå, at kirkerne blev bygget af godsejere, kongen eller Kirken selv...med stort K...altså bispesædet eller klostrene. Til de første stenkirker brugte man frådstenen, den letbearbejdelige kildekalk, men den fandtes kun i egnen omkring Roskilde, så andre steder måtte man bruge den stride granit og hugge den til mere eller mindre sirlige kvadrer. Den mere håndterlige kridtsten fra Stevns var også et yndet kirkebygge-materiale. Teglstenen kom først til Danmark i slutningen af århundredet... Ringsteds Sankt Bents kirke fik sit nye kor i 1170... og da var de fleste af vore landsbykirker under tag. De, der ikke var så langt, blev ofte færdigbygget i de nye, "bagte" sten. Lidemark kirke er bygget omkring midten af 1100-årene af rå og tildels kløvede kampesten blandet med kridstenskvadre, som især blev brugt til hjørner og til indramning af døre og vinduer, dér hvor granitten er rigtig vanskelig at have med at gøre. Grundplanen er den klassiske med skib, et noget smallere kor, som i øst er afsluttet med en halvrund tilbygning, apsis. Det romanske kirkeskib har stået med fladt træloft og to højtsiddende vinduer i hver af langvæggene. De er nu ødelagt af nyere vinduesåbninger, undtagen det sydvestligste, der delvist er bevaret bag våbenhusets taggavl. Desuden har skibet haft døre både mod syd og nord. Den nordlige, kvindedøren, kan stadig ses i nordmuren, men er sandsynligvis allerede blevet tilmuret i 1200-
årene, selv om opdelingen af kirkerummet i en mands- og en kvindeside fortsatte op i 1700-årene. Koret har også haft fladt træloft og vindue i nord og syd. Derimod er apsidens smukke, høje hvælv en del af den oprindelige bygning. Sådan stod kirken i næsten 350 år, næsten uden inventar, kun med murede bænke langs skibets vægge og døbefonten anbragt på et højt podium i skibets vestende lige inden for døren, som den centrale del af den kristne kirke, og som både fysisk og åndlig indgang til kirken. De gotiske tilbygninger Den gotiske stil, med de himmelstræbende hvælv og store vinduer, holdt sit indtog i Danmark i midten af 1200-årene, men kom i første omgang mest til at præge domkirkerne og de store klosterkirker. I løbet af 1400-årene oplevede Østdanmark imidlertid igen en kirkelig byggeeksplosion, der næsten kan måle sig med den, der fandt sted i 1100-tallet. Landsbykirkerne stod der, og nu blev de udstyrede med hvælvinger, tårne, våbenhuse og sakristier, kor og apsider blev bygget om, og kirkerne blev udvidet mod vest. Gotikken kom sent til Lidemark, men lige før år 1500 fik skibet indbygget 2 hvælv. Det medførte, at murene måtte forhøjes og vinduerne måtte ændres. Våbenhuset er formentlig den ældste tilbygning, som er kommet til kort efter hvælvslagningen, men gavlen er ombygget i midten af forrige århundrede. Sakristiet på korets nordside er også bygget omkring år 1500 til opbevaringen af de hellige kar og præstens messe-klæder. I midten af 1600-årene skiftede rummet imidlertid karakter. Vi omtalte tidligere de fire ugifte søstre Godske til Lidemarksgård. De to var nu døde, og de to længstlevende, Elisabeth og Karen, fik overdraget sakristiet til begravelse for dem alle fire og forærede til gengæld kirken en bondegård til de murede begravelsers vedligeholdelse. På mystisk vis forsvandt den gave ret hurtigt fra kirkens besiddelse, og 100 år senere, omkring 1750, ville sognepræsten gerne have sit sakristi tilbage.
Penge til reparationer var der heller ikke flere af, så frøknernes kister blev nedsat i jorden, formentlig i gulvet under sakristiet. Den lave loftshøjde kunne tyde på det. Inden år 1550 blev tårnet, den sidste af kirkens tilbygninger, opført med en blanding af kridtsten og teglsten. I mellemstokværket kan man læse en lang række indskrifter skåret i kridtstenene. Den ældste "Jakob kom 1550", fortæller sandsynligvis om ankomsten af en nu forsvunden klokke. Men op igennem de næste 400 år, har en lang række håndværkere sirligt indrisset deres navne og mærker. Også i nyeste tid er kommet en række - ikke helt så sirlige indskrifter. I midten af forrige århundrede blev en lang række af vore kirker restaureret, tildels efter en lov, der blev kaldt "tilbageføringsloven". I det omfang, det var praktisk og økonomisk muligt, skulle kirkerne restaureres tilbage til deres oprindelige romanske eller gotiske skikkelse. I Lidemark sejrede gotikken... det var også den, der var mest af... våbenhuset fik ny gavl og alle døre og vinduer blev fornyede i støbejern. INVENTAR Ombygningen i midten af forrige århundrede har også haft betydning for inventaret, så kun en lille del af kirkens gamle møblering er tilbage. Altertavlen er et maleri af Kristi opstandelse malet af F. Storch i 1860, men i rammeværket kan vi se rester af kirkens store renæssancealtertavle fra omkring 1600, især de to storsøjler. Hvis man vil se, hvordan tavlen oprindelig har set ud, skal man tage til Himlingeøje kirke (ca 10 km sydøst for Lidemark), hvor rammeværket er intakt, men hvor Storch som dog også har fået et værk placeret i midterfeltet. Han var en dansk genre-maler, som havde arbejdet en stor del af sit liv i Sydtyskland, men fik en del altertavler på samvittigheden, da han omkring århundredets midte vendte hjem til fædrelandet. I dag synes vi nok, at hans værker er sødladne og udramatiske,
men han var et typisk udtryk for sin tid og for den periode, da kirken blev restaureret. Altertilbehøret; Lysestagerne af messing er fra senmiddelalderen. Altersølvet, kalk og disk er blevet "omgjordt og forbedret" i 1763. Døbefonten af gråt marmor er fra omkring 1830, og stod indtil 1911 i Herfølge kirke, som på det tidspunkt fik sin middelalder- døbefont tilbage, og derfor kunne overlade denne font til Lidemark. Cementfonten, som restauratorerne i 1850 havde anset for passende, kan i dag ses i sakristiet. Den oprindelige, romanske døbefont er sporløst forsvundet. Prædikestolen er kirkens ældste inventarstykke fra omkring 1615. De udskårne hjørnefigurer forestiller det nye testamentes fædre, Matthæus, Markus, Lukas, Johannes, og i tilgift får vi apostlen Paulus. I de uskårne bueslag er oprindelige malerier af Johannes Døberen, den velsignende Kristus med verdenskuglen, Moses og Sct. Peter. Stolens udskårne dele er præget af barokken, lige på det tidspunkt da renæssancen går amok i bruskbarokken. Figurerne er livlige og bevægede, og evangelisterne står og hopper for at få lov til at komme ned af deres konsoller. Stolen er et fint arbejde, som formentlig er skåret af københavnerbilledskæreren Engelbert Chastensen, der især i perioden 1600-25 arbejdede for lensmanden på Tryggevælde. Han havde tilsynet med en række af kirkerne på egnen, bl.a. Lidemark, som kronen jo først solgte i 1681. Chastensens arbejder findes i mange kirker i Præstø amt, og han kom voldsomt på kant med de lokale snedkere, fordi han arbejdede udenfor sit område. Køge-snedkerne bekrigede ham i 1620'erne og fik snedker-lauget til at pålægge ham bøder for at arbejde på landet. Han kunne holde sig hjemme i hovedstaden og ikke gå hæderlige provins-håndværkere i bedene. Stolestaderne og orglet stammer fra restaureringen i midten af forrige århundrede. De er skåret i det, man lidt nedladende har kaldt linealgotik, fordi det var en meget symmetrisk efterligning af den gotiske stil, men
orgelfacaden er et rigtig fint og helstøbt arbejde. Bygget til Knud Olsens orgel med 5 stemmer. Pengetavlerne, hvori man tidligere indsamlede menighedens bidrag under gudstjenesten, er fra 1647. De er udskåret i bruskbarok, og den ene forestiller Jesusbarnet med verdenskuglen. På den anden ser vi en barneskikkelse uden glorie og med sammenlagte hænder. De blev skænket til kirken af af Lisbet Bille til Tågerød og Herlufstrup, enke efter rentemester Sivert Beck, som døde på Tågerød i 1656. GRAVMINDER Kirkens prægtigste stykke er den store renæssancegravsten af kalksten, som oprindelig har ligget i koret, men nu er opsat på væggen i våbenhuset, hvor der ikke længere går slid på den. Den er lagt over Hartvig Høcken til Tågerød, som døde i 1595, hans svigermor, Margrete Skave og hustruen Alhed Rosengård. Det er, som tidligere nævnt, hende, der var datter af en kannik i Roskilde. Under tre arkader udsmykket med timeglas, kranie og dødningeben står Hartvig Høcken selv iført fuld rustning med hjelmen ved fod imellem de to kvinder, der begge er iført enkedragter. Figurerne er indrammet af 16 anevåben, hvoraf de 8 til venstre er Margrete Skaves forfædre, mens de 4 øverste til højre er Hartvig Høckens og de 4 nederste er svigerfaderens. Vi ved ikke meget om Hartvig Høcken. Som ung var han tilknyttet hoffet, men hans videre karriere er ikke kendt. På egnen har han efterladt sig et skrækkeligt eftermæle, som i 1760'erne blev nedskrevet af den lærde sognepræst i Lidemark, magister Andreas Nikolaj Ryge. Historien er den, at sognepræsten i Lidemark i 1551 havde bebrejdet hr. Hartvig hans letsindige omgang med andre mænds koner og egnens piger, hvorefter Hartvig Høcken lod sin skytte skyde præsten, da han var på vej
tilbage til præstegården efter en middag på Tågerød. Skytten flygtede og sagen blev aldrig pådømt. Vi ved ikke, om rygterne havde noget som helst på sig, for historier har det med at blive mere saftige, jo længere tid, de bliver fortalt, og denne blev først nedskrevet 200 år efter, at den vidtløftige herremand levede. Men hans enke har næppe bebrejdet ham hans letsindige levned eller det skrækkelige mord, for det må være hende, der i de syv år, hun sad enke på Tågerød, har bekostet det smukke og kostbare gravmæle over ægtemanden. Den anden gravsten i kirken er også af kalksten, men kun halvt så stor og ligger stadig på sin oprindelige plads foran korbuen, men nu dækket af et tæppe. Den er lagt over sognepræst i Lidemark Laurits Andersen, som døde i 1622 og hans to koner Pernille Rasmusdatter og Birgitte Hansdatter. Klokker og ur Igen af klokkerne er så gamle, som den Jakob, der nævnes 9i indskriften fra 1550 i tårnet mellemstokværk. Den ene af kirkens to klokker er støbt af Barthold Holtzman i København i 1749, den anden af J.C. og H. Gamst i 1842. Tårnuret er lavet af den kendte tårnursfabrikant Bertram Larsen i 1885. Han var en fremragende kender af gamle ure, og var den der rekonstruerede det middelalderlige atronomiske ur i Lunds domkirke. Sognegården Langs kirkegårdens østside ligger en længe af en af byens gamle bindingsværksgårde, som nu er blevet købt af menighedsrådet. Graveren holder til her, og man håber i de kommende år at kunne bygge den smukke længe om til sognegård.
Kirken er ikke åben til daglig. Man kan henvende sig til graveren hvis adresse og telefonnummer står på tavlen ved indgangen til kirkegården. Litteratur Danmarks Kirker IV, Præstø Amt, 1933-35, s.243-48 Anders Petersen: Vallø og Omegn, 1877, s.189-204 og 340-45 Ordforklaring Anevåben: våben for forfædrene, de to forældre, fire oldeforældre osv. bedsteforældre, otte Apsis: Halvrund tilbygning, som regel ved korets østmur. Arkadefelt: Felt afskuttet med en bue foroven og som regel indrammet af søjler. Barok: Stilperiode ca. 1620-1750. Bruskbarokken er den tidlige del af barokstilen og blomstrede 1620-60. Frådsten eller kildekalk: Sten dannet ved kildevæld. Især anvendt som
byggemateriale i vore ældste stenkirker. Gotik: Stilperiode ca. 1250-1550. Kannik: Højtstående gejstlig som var medlem af domkirkens ledelse (kapitel). Konsol: Bærende fremspring. Korbue: Den åbning i triumfvæggen, der adskiller kor og skib. Linealgotik: Historistisk stil, nygotik. Reformationen: Kirkereform, hvorved Danmark 1536 skiftede fra den katolske til den lutheranske lære. Renæssance: Stilperiode ca. 1550-1630. Romansk: Stilperiode ca. 1050-1275. Sakristi: Rum til opbevaring af de gejstlige dragter, som oftest tilbygning til koret fra gotisk tid. en Copyright 1995 KVAN