Fredag d. 15. maj 2009 Vi mødtes som vanligt ved Lars Cykelsmed i Børkop, næsten kl. 18:00 som aftalt! 12 mand stærk - nej vrøvl - 11 mand stærk + 1 x girlpower, og se det var jo noget nyt! Dejligt at se tingene udvikle sig. Deltagerlisten var i år sammensat som følger (i "uprioriteret" rækkefølge): Torben Marquardsen Thomas Poulsen "Angus" Allan Sørensen Claus "Tænding" Nilsson Bjarne Rasmussen Susanne Kjær Nielsen Jesper Rasmussen Claus "El Capitan" Nielsen Claus "G"ammelgård Jensen Preben "El Prebsi" Olesen (Formand Mao) Lars Winther "Crash" Hansen Villads Kirkegaard "Halt" Jensen + special guest stars (fra og med onsdag den 20. maj 2009) Torben Berntsen Peter Thyssen Målet var BMC's efterhånden traditionsrige Tour de Garda som blev afviklet første gang i 2006 - for de ikke regnekyndige kan det oplyses at årets tur således er den 4. i rækken. Nuvel, 3 godt læssede biler drog mod syd, og efter en relativt begivenhedsløs tur ned gennem europa hvor vi løb ind i den sædvanlige regnstorm, ankom vi til San Vito Camping kl. ca. 08:30 Lørdag den 16. maj, lettere rejsetrætte. Lørdag 16. maj 2009 Det var blevet arrangeret sådan, at vores mobilhomes var booket allerede fra om fredagen, hvilket betød at vi ved ankomst kunne tage vores "blikskure" i besiddelse. Efter en hurtig check-in og indkøbstur (fødevarer forstås!) var flokken klar til første prøvelse på den 2-hjulede kl. 12:00 sharp! Og nu til cykelturen. Rastløse ben, lang nat i bil, "jeg kan ikke sove i en bil" syndrom, og andre mere eller mindre jammerlige undskyldninger til trods, kørte vi en tur denne første dag. Claus "El Capitan" Nielsen havde forbarmet sig over menigheden, og planlagt en "blød" og mild starttur på kun 75 km. med sølle 1.280 Højdemeter. Turen gik fra Cisano over Lazise til St. Ambrogio, hvorfra vi skulle bestige bjergryggen mod nord, op mod bjergbyen "Fosse". Fra St. Ambrogio starter stigningen temmelig brat, og de første par kilometer gør meget for at overbevise rejsetrætte ben om at ugen bliver lang og hård! Men efter det initiale chok vænnes man til "smerten" og stigningen flader hurtigt ud til et tåleligt niveau. Vi er i gang!
Turen op over bjergkammen mod Fosse belønner os med en gudsbenådet udsigt mod øst, ned over Valpolicella området, hjemsted for bl.a. den sagnomspundne Amarone vin hvad mere kan en svag sjæl ønske sig? Efter ca. 2 timers kørsel ankommer vi til "Fosse", en lille alpeby i 900 meters højde. Vejret er med os, solen skinner og temperaturen er +20 Grader - ikke så ringe i den højde! Vi indtager en lokal beværtning og tanker op med is, vand og en smule hvile. Fra Fosse skal vi ned i Val D'Adige og hjem via vinruten. Nedkørslen til dalen foregår over 9 km. på en teknisk krævende strækning med et gennemsnitligt fald på 9 %. På nedkørslen rammes vi desværre af et styrt, hvor Lars kommer for hurtigt ind i en kurve, og med nød og næppe undgår et frontalt møde med bjergvæggen. En smule asfalteksem og lidt materiel skade bliver resultatet. Nådigt sluppet, alt taget i betragtning. Det er dog en øjenåbner for os alle, som følgeligt slider mere bremsegummi end vi er vant til. Fornuftigt fornuftigt! Vi når alle ned i god behold og begiver os i fornuftigt tempo hjem mod Cisano. I byen "Caprino" deler vi os op, da der her er indlagt mulighed for et bonusbjerg for de kvikke (eller overmodige). Hold 2 begiver sig direkte hjem mod Cisano, mens hold 1 strider sig over bonusbjerget mod "Lumini" og herefter ned til Torri Del Benaco for at checke færgetider til mandagens tur. Hold 2 "halter" hjem og Lars og undertegnede stopper hos cykelsmeden i Bardolino for at udbedre de materielle skader efter styrtet. Et bøjet geardrop rettes op, og cyklen efterses af en meget kompetent cykelsmed. ½ time og 15 senere kan vi konstatere at det på mere end én måde var billigt sluppet. Det er under besøget hos cykelsmeden Lars afslører en side af sig selv, som vi igennem turen skal få meget glæde af. Lars kan tale ret godt italiensk og formår at føre en teknisk samtale med mekanikeren. Bl.a. erfarer han at mekanikeren er tidligere cykelprofessionel, med bl.a. etapesejre i Post Danmark Rundt på meritlisten. Vel hjemme med en øl eller to bag os (hold 2) begynder vi at undres over hvor hold 1 er henne. De ankommer godt 2½ time efter os andre, men selv inklusive bonusbjerget og check af færgetid, burde de kun have brugt del halve. Den officielle forklaring var at "Angus" ville have mest muligt ud af bonusbjerget og derfor havde valgt at nyde det længst muligt.tjae, kære læser, vurdér selv, men vi er nogle som fortsat mener at have den "rigtige" forklaring til gode. Dagens tal Hold 1 102 km. 1.930 Højdemeter Hold 2 75 km. 1.280 Højdemeter
Søndag d. 17. maj 2009 Ifølge vejrudsigten skulle denne dag have været med 60 % mulighed/risiko for regn i området omkring Gardasøen. Enten var vi heldige hele dagen at kunne befinde os i områder hvor 40 % var dominerende, eller også var vejrudsigten endnu engang vidnesbyrd om, at indenfor professionen "vejrprofet" kan man få en fornuftig hyre for at tage fejl temmelig ofte! Hvorom alt er, blev denne dags tur benådet med dejligt vejr. Dagens program var planlagt sådan at vi fra starten delte os op i to hold, med to forskellige startruter, som efterfølgende konvergerede mod dagens endelige mål, restauranten "Bocca di Navene" på Monte Baldo bjerget. Hold 1 kørte til Garda og derefter over Lumini til Caprino, mens hold 2 kørte direkte til Caprino og videre op ad Monte Baldo til byen "Spiazzi". I sidstnævnte by samlede vi tropperne på en lille restaurant, hvor vi forberedte os på den videre færd mod toppen af bjerget. Den sidste del af stigningen er den skrappeste. Flere steder er der stigninger på + 12 %, og den sidste kilometer op på bjergkammen stiger med ikke mindre en 19 %. Ikke for børn og sarte sjæle! Fra Spiazzi kan man vælge 2 opkørsler, en vestlig som er relativ mild, og en lidt kortere østlig, som til gengæld er udstyret med flere stigninger over 15 %. Ultimativt støder de 2 ruter dog sammen efter ca. 10-12 kilometer, og den sidste del af bjerget er fælles for alle. Ingen undgår de 19 %! Vores plan var i år at køre den vestlige rute, men da denne af ukendte årsager var lukket, var vi henvist til den østlige! Hold 2 nåede som første de første restauranten i Spiazzi, og afgik ligeledes derfra som første hold. Inden vi kørte talte vi med en anden cyklist, som mente at vejen længere oppe var spærret af sne, men han var dog ikke sikker. Det skulle jo efterprøves, såehh.. På vej ud af Ferrara di Monte Baldo opstod en mindre diskussion da et skilt pludselig viste 15 % - nogle ville ned og andre op. Heldigvis vandt diplomatiet og alle fortsatte videre opefter. Tæt på toppen fik vi flere meldinger om sne på vejen længere oppe, så på den baggrund, valgte nogle at vende om og køre ned til Spiazzi igen. De øvrige fortsatte mod toppen. Kort inden vi gav os i kast med 19 % stigningen var der samling af hold 1 og 2, og i samlet felt kastede vi os ud mod denne sidste prøvelse. På trods af vidt forskelligt stilvalg, kom alle op på 2 hjul, og kunne ved selvsyn konstatere at vejen ganske rigtigt var blokeret af ca. ½ meter sne over en længere strækning. Da vi havde taget de nødvendige fotos, og således havde lidt til børnebørnene, gik turen samme vej tilbage til Spiazzi, hvor vi spiste en velfortjent frokost i solen på vores stamrestaurant. Frokosten bag os, kørte vi samlet til Caprino hvor dagens bonusbjerg til Lumini delte os i to hold igen. Hold 1 kørte således over Lumini og Garda, mens hold 2 kørte den direkte vej over Garda og hjem. En god dag uden uheld. Dagens tal Hold1 110 km. 2.750 Hdm. Hold 2 78 km. 1.760 Hdm.
Mandag d. 18. maj 2009 Det var dagen for udforskning af nyt terræn på søens vestlige bred. Da vi skulle med færgen fra Torri del Benaco til Maderno kl. 08:35 betød det afgang fra Cisano kl. 07:45! Det var således allerede før afgang en hård nyser for de af os som er af "B-sortering". Det lykkedes dog på trods af de hårde odds at komme afsted som planlagt, og vi var i Torri i god tid inden færgen sejlede. Vel ankommet til Maderno gik turen nordpå ad kystvejen til byen "Tignale". Vejret var strålende og humør og morale var i top så ramte vi stigningen og verden så pludselig helt anderledes ud Der er intet som en rask lille opkørsel til at sætte tingene i perspektiv og skabe ro i feltet. Pulsen stiger brat, åndedrættet ligeledes, og den umiddelbare spredning af feltet som følger taler sit utvetydige sprog om hvem som bliver dagens "stjerner" og hvem som må bære eget og andres vand. Enkelte dage kan der senere opstå overraskelser, men som oftest er rangordenen sat fra starten. Vejen op mod byen "Vesio" bød på flere fantastiske udsigter mod øst ned over søen og det sneklædte Monte Baldo massiv på den anden side. Turen tog os ad en rute ind i landet som gik både op og ned ad ganske skrappe stigninger, men dog ikke værre end at der var overskud til at nyde det flotte landskab. Vi ankom til Vesio ved 11-tiden og besluttede at foretage den sidste opstigning mod Passo Nota inden frokost. Der er reelt tale om en opstigning fra øst op mod Passo di Tremalzo som altså ikke ligger langt fra Passo Nota (Passo Tremalzo er på menukortet på torsdagens tur). Efter Lars havde forvisset sig om at vi kunne få frokost når vi returnerede (i øvrigt igen på næsten fejlfrit italiensk så vidt vi andre kunne høre ) begav vi os videre opad. Passo Nota byder på pashøjde på 1.209 meter og Vesio ligger i 626 meters højde, så der var lidt at se frem til. Stigningen op til Passo Nota er fra Vesio 9 km., hvoraf de første 4-5 km. er temmelig bløde, rent stigningsmæssigt. Så de sidste 4-5 kilometer er der lagt i kakkelovnen! Vejen er smal og dårligt belagt, men de fleste af os som valgte at udfordre bjerget kom dog op. De sidste 1-1½ km. går vejen fra at være dårlig, til meget ringe. Belægningen skifter fra dårlig asfalt til natursten nedlagt i beton. Ikke noget særligt rart underlag. Det resulterede naturligvis også i den ultimative udskilning, som betød at en udvalgt elite på 4 af klubbens absolut sejeste (eller måske blot mest dumdristige) ryttere formåede at trodse udfordringerne og besejre dette legendariske og nærmest "mytiske" pas (intet øje tørt ). De øvrige opgav ævred og vendte om inden målet (hvem sagde jammerlapper?). Nuvel, det var mange superlativer, men stigningen var faktisk ganske vanskelig. Det skal nævnes at der på passet var en beværtning af en eller anden art, men os der nåede op ventede jo forgæves på de øvrige, og afstod fra fristelsen.. Nedkørslen var teknisk krævende og yderligere forværret af meget løst grus og nedfaldne grene fra vinterens hærgen. Alle kom dog tilbage til Vesio i god behold og indtog en fin frokost på en restaurant med flot udsigt over Garda Sø. Maden var god, men tjeneren trængte til et bad Fra Vesio skulle vi tilbage til Maderno og fange færgen til Torri. Der var mulighed for at køre direkte ned til kystvejen ad en ny rute, eller alternativt følge den samme og noget længere nedkørsel vi var kommet af. Vi valgte sidstnævnte da denne var kendt og havde flere højdemeter (det var blevet en be-
sættelse for visse deltagere at der skulle sættes så mange højdemeter som muligt i banken..). Samtidig skulle vi køre færre kilometer på den trafikerede kystvej. Efter en til tider hæsblæsende nedkørsel samlede vi op ved kystvejen og begav os mod færgen i Maderno. Vi blev umiddelbart ramt af en punktering, og var så småt ved at indstille os på at skulle konsumere et par fadøl mens vi ventede på færgen kl. 16:15! Men nej, det var som om guderne havde bestemt at BMC skulle med færgen kl. 15:15, og det kom de, med 1½ min. i reserve efter et fænomenalt hurtigt ridt (og til tider ikke helt ufarligt) fra Tignale til Maderno. Min computer viste et snit på 38 km/t ved ankomst!! Den halve times færgeoverfart var velkommen for de fleste, og kun to ihærdige sjæle (Claus N og Claus G) valgte at inkludere en sløjfe halvvejs op til Prada. Vi øvrige kørte den direkte vej hjem til Cisano, og nød en kold velfortjent øl på terrassen i 30 graders varme. Dejlig dag! Hjemme mødte vi Jesper og Susanne som vi havde skiltes fra i Maderno. De havde kørt den sydlige tur om søen, og dermed undgået de værste stigninger. De havde dog ufrivilligt forlænget deres tur, da navigationen havde et par udfald undervejs.! Dagens tal Hold Tignale (Passo Nota) 110 km. 1.950 Hdm. Hold syd om søen m. bonus 85 km. Ukendt
Tirsdag d. 19. maj 2009 De foregående 3 dages strabadser havde mærket nogle af os mere end andre, og allerede dagen i forvejen blev muligheden for en "delvis" hviledag om tirsdagen luftet. Vi besluttede derfor at dele os op i 2 hold igen - et hviledagshold som skulle tage en kort rute med opkørsel til "Prada" - lad os bare kalde dem "hold fornuft" (Lars, Angus, Torben, Jesper, Bjarne, Susanne og Villads) og et andet hold - lad os bare kalde dem "hold overmod" (Claus G, Claus N - El Capitan, Preben Mao, Allan og Claus Tænding), som ville køre en ny rute til Monte Baldo og besøge restauranten "Bocca di Navene". Som sagt så gjort. Da denne dagsbogs forfatter tilhørte "hviledagsholdet" vil den følgende beskrivelse af naturlige årsager omhandle dagens begivenheder for dette hold. Eventuelle beskrivelser af hold overmods lidelser er udelukkende baseret på udsagn fra de af deltagerne, som ved hjemkomsten ikke var i så dårlig forfatning at interview var udelukket.(overdrivelse fremmer forståelsen). T. "Angus" Poulsen tiltog sig under nærmest kuplignende forhold dagens kaptajnsrettigheder på "Hold Fornuft", men indså hurtigt at han nok havde brug for en stifinder. Hertil udnævnte han - nok meget fornuftigt - "V.K. Halt Jensen"! På morgenbriefingen besluttede disse 2 at "Hold Fornuft" ville følges med "Hold Overmod" til Affi, og her dreje fra, for fra byen Costermano at begynde opstigningen mod Prada. Det var planen at køre ca. 50 km., og være hjemme senest kl. 13. "Hold Overmod" fortsatte så videre mod nordøst for at følge vinruten til Avio, og videre til Chizzola hvor opstigningen til Monte Baldo skulle begynde. Ca. midtvejs på opstigningen rammer ruten byen Brentonico, og herfra drejes mod syd, for at følge en kendt rute den sidste halvdel af vejen mod Monte Baldo. Herfra gik ruten tilbage til vinruten med nedkørsel ved Avio, og herfra direkte hjem til pladsen. Nå, men denne dag skal jo primært handle om "Hold Fornuft".. Fra Affi kørte vi direkte ad en meget befærdet vej til Costermano og videre til Castion Veronese, hvorfra den egentlige opstigning mod Prada starter. Den første del af stigningen op til byen St. Zeno di Montagna, er en behagelig blød stigning uden de store udfordringer. Kaptajn "Angus" og hans løjtnant "Halt Jensen" indså hurtigt at dette var det ideelle sted til dagens første angreb. "Halt Jensen" blev sendt af sted i et udbrud, og det var så meningen at "Angus" skulle lade sig trække op af modstanderne når de forsøgte at lukke hullet og slå kontra når de døde men, men, men, ét er taktik, udførelse noget ganske andet! Første halvdel af taktikken virkede meget godt, men et eller andet gik galt i "anden halvleg". Ifølge en lettere usammenhængende beretning fra Kaptajn Angus, var det noget med det var de forkerte som døde, men det lader vi svæve i det uvisse. Halvvejs til St. Zeno di Montagna var der opsamling hvor vejen fra Torri del Benaco og Garda stødte til. Her tog vi alle bestik af situationen og hinandens og "modstandernes" formodede tilstand. Efter denne "situationsanalyse" så kaptajn Angus sig nødsaget til at ændre taktikken for dagen; der skulle ikke længere køres efter etapesejr på Prada, men derimod efter sprintsejre undervejs.løjtnant "Halt Jensen" fik frie tøjler til at køre sin chance. Under disse nye desinger fortsatte vi den videre færd mod toppen. Undervejs blev vi overhalet af et par proffer fra Liquigas holdet som - uvist af hvilken årsag - gav Jesper
et venskabeligt skub i ryggen. De var dog snart ude af syne og vi var igen overladt til vore egne lidelser. Vel ankommet til St. Zeno di Montagna var der opsamling og her besluttede Jesper og Susanne at "udgå". Om det skyldtes træthed - (hvilket vi stadig er lidt i tvivl om, når det tages i betragtning at de ved opsamlingspunktet havde så meget fart på, at det kun var med nød og næppe vi fik afværget at de fortsatte ad en forkert og meget stejl vej) - eller det måske snarere var udsigten til "en kølig" i skyggen skal vi lade være usagt ( ). Da vi havde parkeret "ægteparret" på en restaurant med en fantastisk udsigt over søen (vi har faktisk spist netop der et tidligere år, men jeg har glemt navnet - men måske det ringer en klokke hos nogen hvis vi nævner at det er restauranten hvor kødet er "raw".:-)), fortsatte det reducerede felt den videre færd mod målet - Prada. Nu startede der et sandt festfyrværkeri af forceringer hurtigt efterfulgt af "sudden death" og kontraudløb. Torben som hidtil havde døjet med dårligt knæ, formåede der på trods, at foretage et længere ryk på den store klinge, naturligvis ikke uden straf, men alligevel.ikke mere trylledrik til den dreng (faktisk er vi nogen der mener han faldt i gryden som spæd, hvis man altså kan forestille sig Torben som spæd ). Nå, men denne kådhed fik en brat ende da stigningen efter yderligere nogle kilometer pludseligt antog en noget stejlere karakter. Her stak Bjarne, og lidt senere "Halt Jensen". Hvad der herefter skete længere nede i feltet afhænger lidt af hvem man spørger, så derfor skal jeg her nøjes med at konstatere at Lars "Canyon", Torben og Angus ankom til Prada i den rækkefølge! Godt kørt drenge!!! Mens vi sundede os på Prada, fortalte Bjarne en eller anden røverhistorie om at han var fulgtes med de to Liquigas proffer et stykke af vejen, og at han egentlig havde haft lyst til at køre med dem helt til tops! Ja Bjarne, hertil kan vi jo kun sige "go for it". men underholdende, det var det! Nedkørslen til Restaurant "raw" foregik i et hæsblæsende tempo. Torben og hans uhellige alliance med tyngdekraften førte an, skarpt forfulgt af Lars Canyon og muligvis andre.men desværre kunne forfatteren ikke ved selvsyn observere tingenes udvikling fra første parket (faktisk tabte jeg vist kontakten fuldstændigt) idet tyngdekraftens virkning på mig ikke har helt samme effekt som for visse andre. Nuvel, vel ankommet til restaurant "raw" skulle vi jo ikke snydes for en fadøl i solen - og det blev vi heller ikke. Dette kom dog til at betyde at vores tidsplan skred en smule, men pyt - sådanne stunder på terrassen skal man lappe i sig uden unødig bekymring over tiden Da regningen ankom følte Kaptajn Angus åbenbart trang til at træde i karakter og snuppede regningen for næsen af os andre.så tak for øl Thomas!!! På restauranten var der en lille halvfed italiener som beundrende undersøgte Torbens Pinarello. Han løftede på den, og trak i bremserne m.m. Forfatteren tilbød at han kunne prøve at løfte på en rigtig cykel - altså en Canyon - og det gjorde han så. Det var tydeligt at han var imponeret over den fjerlette luftige geometri på dette vidunder af en cykel, men om han ville vedkende sig det Nej - i stedet kom der på gebrokkent engelsk "Ehhh, light, but no good"!! Total ignorant Igen samlet, kørte feltet den resterende vej ned til søen via en meget stejl og dårlig asfalteret nedkørsel til Garda by. Herefter den vanlige rute hjem ad kystvejen til pladsen hvor vi ankom ca. kl. 13:30. Den resterende del af eftermidda-
gen blev tilbragt dels ved poolen og dels på terrassen. Ved 16-tiden fik vi melding om at "Hold Overmod" netop skulle til at køre fra Bocca di Navene med forventet ankomst på pladsen ved 18-tiden. Dette viste sig at holde meget godt og alle 5 ankom i god behold, men mere eller mindre brugt. Claus G havde som dokumentation for besøget på Bocca di Navene medbragt en serviet derfra. Ved ikke helt hvorfor du følte at dette var nødvendigt Claus, men kanske det havde noget med lørdagens tur at gøre? Efter vores vanlige aftentraktement på campingpladsens restaurant, nød vi den milde aften på terrassen. Her fik vi lov at opleve endnu en dimension af Lars - denne gang som historiefortæller. Og det var bestemt ikke uden underholdningsværdi. Hvem husker f.eks. ikke den om "Blinde Linda på havnen, og ham i ruskindsfrakken"? Tak god underholdning Lars - du forstår sgu at skære og ikke mindst servere en god historie. Dagens tal; Hold overmod: Hold fornuft: 55 km, 980 Hdm
Onsdag d. 20. maj 2009 En ny dag oprandt. En ny dag til udforskning af nyt terræn. En ny dag med et nyt og udvidet felt. I løbet af natten var Torben Berntsen og Peter Thyssen ankommet, efter at være kørt fra Danmark lige over middag om tirsdagen. Så vores samlede felt talte nu ikke mindre end 14 forventningsfulde ryttere, hvoraf 2 altså havde helt friske ben når der ses bort fra den lille tur ned gennem Europa. Det var planen at vi skulle køre op gennem vinruten til Peri og derfra op ad en kendt 9 km. stigning til byen Fosse (den samme stigning vi var kørt ned ad om lørdagen). Fra Fosse som ligger på et plateau, skulle vi have besteget et nyt bjergmassiv ved navn Monte Lessinia og derfra være vendt tilbage til Fosse og hjem derfra. Men dagens Kaptajn (identisk med forfatteren) havde på kortet spottet en anden mere direkte opkørsel til Monte Lessinia og havde via lidt lokal research forvisset sig om at opkørslen nu også var med hård belægning. Vi har tidligere år været udsat for at ramme en grusvej midt på en stejl opstigning selvom kortet viste noget andet, så derfor følte jeg mig nødsaget til lidt ekstra research. Der hører faktisk en lille historie til denne research. Da hold fornuft returnerede til pladsen om tirsdagen, gik forfatteren ind i receptionen i det håb at nogle dér kunne bekræfte hvad jeg allerede om lørdagen havde hørt fra en kromutter i Fosse - altså at den påtænkte vej til Monte Lessinia (og Passo Fittanza) nu også var asfalteret. Som skæbnen ville det, var receptionen netop denne dag bemandet med en lille italiensk pige, og hun kendte udmærket den påtænkte opkørsel idet hun selv cyklede og havde kørt den flere gange..netop som hun forklarede dette fik hun øje på Lars som holdt parkeret udenfor receptionen på sin Canyon. Hun så straks på trøjerne at der var en sammenhæng mellem ham og jeg, og hun spurgte forsigtigt til om han skulle med og hvilken gearing han kørte med. Jeg mente at vide at det var kompakt fortil og en 28'er bagtil som den største og fortalte hende dette og sagde samtidig at man jo så kan køre op af næsten alt..hun pegede derefter på kortet og rystede på hovedet."not so sure - it's very steep". Jeg mente nu nok at vide hvad stejl er, og fortalte hende at vi skam havde forceret mange stejle stigninger i vores tid, og nævnte at vi jo havde planlagt at køre stigningen op til Fosse, og at det jo ikke kunne blive så meget værre. Det var hun dog slet ikke enig i, faktisk sagde hun at Fosse stigningen (fra Peri) var vand ved siden af. Ok, jeg begyndte så småt at indse at den måtte være slem men havde ikke fantasi til at forestille mig helt eksakt hvor slem. Tror nok jeg "glemte" at berette om dette da turen blev foreviget for resten af flokken senere den aften. Nå, men vi drog i samlet flok afsted, for at ramme vinruten og på denne køre nordpå til Avio og derfra krydse Adige floden til den østlige bred og videre et par km. nordpå til en lille flække ved navn Sdruzziná. Inden vi nåede Avio besluttede Jesper, Preben, Susanne og Claus G dog at returnere til pladsen, hvilke reducerede feltet til 10. Disse 10 fortsatte til brønden i Avio hvor vi fyldte tankene med frisk smeltevand fra Monte Baldo, inden den videre færd. Herefter krydsede vi Adige floden og fortsatte langs denne et par km. Her mødte vi på højre hånd en lille ubetydelig vej som på skiltene viste til La Sega - en lille by på toppen af Monte Lessinia, nogle km. fra selve Fittanza passet. Just som vi stoppede op, mødte vi en lokal rytter som også skulle den vej. Han kunne endegyldigt bekræfte at vejen var ok, men stejl, og ønskede os med et smil på læben god tur -
i alt 12 kilometers opkørsel til pashøjde. Der var nu ingen vej tilbage og 10 håbefulde fra BMC begyndte opkørslen mod det ukendte. Den første kilometer var ikke specielt stejl, men den bevirkede alligevel at stilheden sænkede sig over rytterne som allerede var begyndt at finde deres pladser. Bedst som vi hver især således sled os frem i vore egne tanker og lidelser, blev stilheden flænset af et voldsomt brøl nede fra bagerst i geledderne."hva f.. står der på det skilt?" forlangte Torben M (Vi skelner nu mellem Torben M og Torben B - vi kan ikke bruge Store og lille Torben da de er store på hver deres måde ) at vide! Længere oppe af vejen havde vi andre allerede fået øje på skiltet med den ildevarslende besked " 20 % "! men for Torben M var det endnu udenfor læsevidde. Ingen havde lyst til at forkynde skiltets tekst for Torben, som derfor ved selvsyn måtte konstatere at det var ganske vist " 20 % ". Til Torbens forsvar skal det siges, at han kun var kørt med på turen fordi vi havde ændret ruten fra den frygtede Fosse stigning, til noget forventeligt nemmere Vidst godt der ikke blev lettet på låget tidligere, for tænk sig hvilken oplevelse du så var gået glib af Torben Nuvel, vi fortsatte og bjerget blev hurtigt forvandlet til en alvorlig udfordring for os alle. 20 % kan alle klare over kortere distancer, men vi er ikke vant til at stigningen efterfølgende kun "flader ud" til 15 %! De første par kilometer har vel været noget der ligner 14-15 % stigning i snit og det skulle ikke blive mindre hårdt senere. Jeg kan naturligvis kun tale for mig selv, men jeg tror de fleste vil være enige med mig i at der her virkelig var tale om en prøvelse af rang. Panikgear og syrepuls var dagens ret, og så handlede det ellers bare om hvem der var i stand til at lide mest. Nogle kilometer oppe holdt vi en fælles pause i et hårnålesving, hvor de af os som enten ikke havde tårer i øjnene eller dug på brillerne kunne nyde en fantastisk udsigt over Lagarina dalen med Adige floden i sin midte. Allerede på dette relativt tidlige tidspunkt var det tydeligt, at nogle iblandt os ville få sig en endog meget lang dag - jeg nævner ingen navne! Vi fortsatte alle ufortrødent videre - op skulle vi jo (kun gud ved hvorfor)! Da det, vi allerede havde været udsat for var slemt, havde vi måske hver især en forestilling om at det forestående så ville være knapt så slemt.men nej!! Bjerget fortsatte med at kaste 2 cifrede stigningsprocenter mod os - lige et sving til, så bliver det sikkert bedre støn pust, næ, det blev sgu bare værre..og det blev ved og ved.12 %...14 %... 10 %...14 %...11 %. Jeg kan ikke være helt sikker, men jeg tror faktisk ikke vi på noget tidspunkt kom under 10 % i stigning, men jeg kan berette at man kan lære at elske 10 % - smerte er en relativ størrelse. Ca. 5 km. oppe ad bjerget kom vi til et lille plateau med flad vej over ca. 500 meter. Det perfekte sted til et velfortjent hvil - det var en lise for sjælen at se ud over en smuk bjergeng i ca. 1000 meter højde, og drikke fra sin dunk uden samtidig at hive efter vejret Til stor undren for de til denne eng førstankomne, kom Torben M op sådan ca. midt i feltet (ikke mere trylledrik til den dreng) og til ligeså stor undren var Torben B allerede ankommet (må være de friske ben). Det var med slet skjult skadefryd at Torben M kunne berette om "ureglementerede" udklikninger på stribe" længere nede ad bjerget. En ureglementeret udklikning er ikke en udklikning i forbindelse med ordinære gruppepauser, ikke udklikning påtvunget af naturens kald, og ej heller udklikning for at vente på langsommere kørende (nødstedt). En ureglementeret udklikning er en tvangshandling, forårsaget af akut udmattelse, og med det
formål at undgå at vælte på grund af kritisk lav fart.med andre ord en ren nødbremse - Så ved i det Bemærk venligst, at der ej heller i dette tilfælde nævnes nogen navne!! Da vi havde sundet os på bjergengen, fortsatte vi færden mod Monte Lessinia. For enden af det flade stykke havde nogen været så venlig at placere et nyt 20 % advarselsskilt. Tror nok det affødte en lille ed eller to, men det hørte jo hurtigt op da stigningen tog til. Muligvis skyldes det vildelser fra overanstrengelsen, men jeg mener at huske at sidste halvdel var om muligt værre end første halvdel. Slemt var det i alle fald. Det krævede da også sine ofre, og jeg vil tro at en videnskabsmand strategisk placeret på stigningen, ville kunne have gjort sig mange interessante observationer om emnet "menneskelig lidelse og legemligt forfald". Der var også nogen for hvem bjerget betød indførelse af nye stilarter, men det vil vi ikke koge mere suppe på her. Jeg vil blot sige godt kørt drenge, og godt gået Lars Helt klart et "Hors Categorie" bjerg. Det meget stejle stykke fik en brat ende, og de sidste kilometer mod byen La Sega var noget mere menneskelige. I La Sega som ligger ca. 2 km. neden for Passo Fittanza, indlogerede vi vores brugte kroppe på en lille hyggelig restaurant og bestilte en gang Pasta al Olio med Cola til hele flokken. En himmerigsmundfuld på rette tid og sted. Bedst mens vi sad og nød vores mad trak faretruende sorte skyer sig sammen over passet, og pessimisterne iblandt os dømte straks "regn". Men bortset fra et par dryp blev det ved truslen, og heldigvis for det. Nedkørsler er ikke helt samme nydelse i regnvejr på glatte veje. Frokosten indenborde fortsatte vi de sidste 2 km. op til Passo Fittanza i 1.399 meters højde (dvs. vi samlet havde kørt omtrent 1.300 højdemeter over 12 km). Udover et smukt og særpræget landskab, var passet var prydet med et stort mindesmærke over faldne i 1. og 2. verdenskrig. Så begyndte nedkørslen til "Valpolicella" området mod syd. På visse dele af nedkørslen lå passager med helt nylagt asfalt hvilket ikke er det mest ufarlige underlag, men det gik heldigvis uden problemer for os alle. Først ramte vi bjergbyen Erbezzo som hurtigt fortonede sig bag os. Herefter tog vi fat på en drøm af en nedkørsel gennem "Pantena" dalen mod byen Grezzana. Solen var nu igen fremme, vejene gode, svingene relativt bløde og hastigheden høj selv forfatteren lod sig rive med og brugte kun sparsomt sine bremser De sidste 5-6 km. ned mod Grezzana er temmelig trafikerede og vejunderlaget lader noget tilbage at ønske. Men det er hurtigt overstået og pludselig var vi i Grezzana, hvor dagens bonusstigning skulle begynde - og nej der var ikke noget valg, så vi fik alle bonus. Et lille smut til højre ind ad en bygade ca. 50 meter og dernæst skarpt til højre - så var vi i gang!! "Klik, klik, klik" lød det, hurtigt efterfulgt af det noget blødere "klk", som fortæller den ulykkelige cyklist at han allerede befinder sig i panikgearet, og at yderligere klikkeri derfor er nytteløst! Ja, bonusstigningen var også stejl men dog ikke så lang. Hele opkørslen er vel omkring 6-7 km, men det er kun de første 2-3 km. som er rigtigt stejle (12-13 % i snit med enkelte passager på 16 %) men i forhold til hvad vi allerede havde været udsat for var det ikke for noget at regne måske lige bortset fra tidspunktet det kom på! Men vi kom alle op uden de store problemer og snart var vi igen på nedkørsel mod byen Montecchio hvor vi samlede op. Herefter var det planen at vi skulle være drejet fra mod vest til byen Negrar, men af uransagelige årsager fandt vi ikke frakørslen, og før vi fik set os om var vi i stedet landet i en forstad til Verona (vi begik præcis samme navigationsbummert sidste år). Nå men pyt, så kom vi også til Verona i år Det bevirkede dog at turen blev forlænget med ca. 10 km.
men til gengæld blev vi forskånet for yderligere højdemeter, og det tror jeg såmænd var meget godt, alt taget i betragtning! Fra Verona tog vi den direkte vej mod vest til Ambrogio og videre over Adige floden og hjem til pladsen. Vejen fra Verona til Ambrogio er meget befærdet og går gennem flere småbyer med lyskryds, rundkørsler og iltre italienske bilister. Hvorvidt det var denne cocktail, kombineret med +30 grader i eftermiddagssolen og muligvis lidt trætte ben hos enkelte, som fik gemytterne i kog, vides ikke. Men der opstod pludselig en situation nede i geledderne, med højlydte mishagsytringer! Vi fik stoppet og undersøgt miseren, og det viste sig at skyldes at der var opstået en farlig situation på grund af manglende signalering. Jeg tror at de erfaringer vi kan drage af det (hvilket vi også drog nytte af de følgende dage) er at vi på transportstykker og specielt på befærdede veje, bør dele os op i mindre grupper, hvor de enkelte ryttere hver især har bedre oversigt over hvad der sker længere fremme i rækken. Nå, men resten af vejen hjem til pladsen gik gnidningsløst, og efter en kold øl på terrassen var skærmydslerne hurtigt lagt bag os. Jeg tror det samlede indtryk som udkrystalliseredes hos de fleste af os, er af en uforglemmelig dag på en uforlignelig stigning. Om vi nogensinde kører denne stigning igen, eller den måske går hen og bliver en klassiker, må vise sig i de kommende år. Dagens tal 130 km. 2200 Hdm
Torsdag d. 21. maj 2009 De fire søers dag. Denne tur er efterhånden gået hen og blevet en klassiker. Den rummer det hele. Op kl. lort, færgeoverfart, brutale stigninger og hurtige nedkørsler, skønne landskaber og udsigter, landsbyer som har sovet tornerosesøvn i 100 år, Passo Tremalzo, tunnelkørsel i de fineste dieseltåger, bykørsel med livet som indsats og indlagt isbar, en 50 km. afsluttende paradekørsel hjem langs søens østlige bred og alt dette og meget meget mere på kun 190 intense kilometer.et fund til prisen! Interesseret? Så læs blot videre her!! Undertegnede som, hvis nogen skulle være i tvivl, er inkarneret B-menneske vågnede først for alvor på færgen fra Torri del Benaco til Maderno. Det er mig en fortsat uløst gåde hvordan jeg kommer de 15 kilometer fra pladsen i Cisano til Torri, men det er da lykkedes på mirakuløs vis indtil videre! Af denne årsag, kan jeg derfor heller ikke være sikker på sandhedsværdien, i den historie, der af de øvrige deltagere på turen blev berettet for mig, ved færgelejet. Men altså, det skulle være ganske vist, at der et sted på turen mellem Cisano og Torri var faldet en stor slange ned på vejbanen fra et træ, hvis grene hang ud over vejen. Efter sigende var det kun millimeter der skilte den, fra den noget blidere landing på Torben B's skulder, frem for den ublide landing den faktisk foretog på asfalten. Størrelsen på bæstet kendte snart ingen grænser og der var mange meninger om den sag, men nogen dansk stålorm var det vist ikke! Én ting var alle som havde fået et glimt af dyret dog enige og, og det var, at hvis den var landet på dem, ville de utvivlsomt være gået i panik! Og hvad kunne der så ikke være sket, uha uha uha!!. Personligt har jeg lidt svært ved at se hvorfor sådan en lille slange skulle kunne skabe så meget postyr når alt kommer til alt er i jo alle gift og burde således være vant til betydeligt større krybdyr hjemmefra (Vis endelig ikke denne dagbog til jeres koner - for your eyes only!!). Hvorom alt er, gik jeg altså glib af denne oplevelse, efter sigende fordi jeg lå forrest da det skete, men helt sikker kan jeg jo ikke være På færgeoverfarten fik vi tanket op med vand og et par små skarpe (espresso forstås..) og var derfor klar til at indtage "vestbredden" ved ankomsten til Maderno. Igen i dag var vi inddelt i 2 hold, da ikke alle havde lyst til at køre den lange tur. Hold "de 4 søer" bestod i år af Peter, Torben B, Allan, Claus N, Claus Tænding, Bjarne, Lars, Angus og Villads. De skarpsindige har derfor allerede regnet ud at Hold øst bestod af Torben M, Jesper, Susanne, Preben og Claus G. Da jeg ikke hørte så meget om denne tur kan jeg desværre ikke skrive noget om dette i dagbogen. Så jeg håber at én af jer som deltog måske kunne have lyst til at indvie vi andre i jeres dags oplevelser! Lad det være en opfordring!.nu stilles der igen om til hold "de 4 søer". Efter ankomsten til Maderno, kørte Hold "de 4 søer" ca. 10 km. nordpå ad kystvejen til Gargnano hvor dagens første opkørsel startede. Opkørslen på ca. 6 km., er en blid en af slagsen og relativt hurtigt overstået. For undertegnede er det dog en kærkommen skånsom "bakke" at få rystet den sidste søvn ud af stængerne på, inden det for alvor går løs på de mere udfordrende stigninger. Alle vel over denne første stigning, fortsatte vi turen op langs den kunstige sø "Lago di Valvestino". Søen er opdæmmet og vandet anvendes til el-produktion.
Det er derfor altid interessant at se hvor meget vandstanden i denne sø varierer fra år til år, afhængigt at nedbør og el-forbrug. Det første år mener jeg at huske at søen var næsten fuld, mens den året senere var så tom, at mange af jollerne langs søen hang og dinglede i deres fortøjninger. Det var tydeligt at der var faldet meget sne i området i år, idet søens fyldningsgrad var noget højere end vi har oplevet de seneste par år, men stadig et stykke fra niveauet i 2006 - året for vores første tur. På en bro med en smuk udsigt over søen holdt vi rast og fik udødeliggjort øjeblikket! Efter Lago di Valvestino er passeret kommer man til en skillevej hvor man kan vælge 2 ruter for den videre færd; en blid og en ekstra hård. Begge ender de i "Capovalle", og hvis nogen skulle være i tvivl valgte vi naturligvis den ekstra hårde rute. Denne rute er ikke bare hårdere, men også længere, men belønningen er at man føres gennem nogle yndige småbyer ved navn "Persone" og "Moerna". Godt nok passerer tiden ikke sporløst hen over nogen eller noget, men det er sgu tæt på i disse byer, hvor man føler sig hensat til en anden tidsalder. Dog er Persone så meget med på beatet, at den har en lille fortovscafé hvorfra vi med diverse væsker lindrede vores smerter og som belønning for vores hidtidige anstrengelser også tillod os selv en is "ik så ringe endda". Ved opbruddet fra cafeén blev vi ramt af turens andet "styrt" da El Capitan Claus N, mistede balancen da han ville påmontere sig selv på sin cykel. Mærkeligt nok mener ingen at kunne huske at Claus fik andet end vand og is på cafeén, men man har selvfølgelig før hørt om lommelærker Heldigvis var skaden ikke større end lidt asfaltseksem på albue og underarm, og El Capitan kunne fortsætte, denne gang solidt indklikket og i balance Fra Capovalle fortsatte vi nedkørslen mod Idro, hvorunder vi passerede en meget mørk tunnel. Selvom man kan se lyset for enden, bliver man alligevel ramt som en mur af mørket når man er kørt ganske få meter ind i den. Man bliver ganske ude af stand til at se eventuelle huller i vejen, og personligt oplever jeg også en fornemmelse af manglende balance. Eneste orienteringspunkt er baglyset fra nærmeste forankørende og så det hvide dagslys for enden. Det føltes som en uendelighed at køre igennem tunnelen selvom den sikkert kun var 4-500 meter i længde. Det var en befrielse at køre ud i sollyset og varmen på den anden side.. Fra byen Idro som ligger i sydenden af søen af samme navn, kørte vi igen nordpå langs kysten - denne gang opdelt i 2 grupper. Maverne var begyndt at rumle, og i byen Ponte Caffaro fandt vi derfor en lille restaurant og fik kromutter til at tilberede en gang pasta al olio til alle. Erfaringer fra tidligere dage må have vist at portionerne generelt var for små, så derfor fik Lars forklaret at de gerne måtte være store i dag. Og det var de! Ikke nok med det, men vi fik såmænd baljen med resterne af tilberedningen ind på bordet. Så var der jo mulighed for 2 portioner til nogle Visse benyttede sig også af denne enestående mulighed, men for de fleste var den oprindelige anretning fuldt rigeligt. Og ja, det utænkelige indtraf faktisk, vi måtte levne for første gang (hvor er i Torben M, og Claus G når vi har mest brug for jer?). Med fyldte tanke fortsatte turen til byen "Storo" hvorfra en 9 km. lang opkørsel til Passo D'Ampola starter. Denne opkørsel er ganske blid og kan med fordel anvendes som opvarmning til den betydeligt mere udfordrende tur op til Tremalzo Passet som starter umiddelbart efter Passo D'Ampola. Opkørslen til Tremalzo er 12 km. og byder på en højdeforskel på omtrent 1000 meter, fordelt temmelig
jævnt over bjerget. Den hører således ikke til i den allersværeste kategori, men den har så absolut sine øjeblikke. Og på dagens tur var den det absolutte højdepunkt, både hvad angår topografi og fysisk udfordring. For Claus "Tænding" var Tremalzo sågar ugens højdepunkt, øjeblikket som han med spænding havde set frem til og hvor alle årets hidtidige forberedelser skulle gå op i en højere enhed. Claus havde ugen igennem proklameret at torsdag var dagen hvor hans formkurve ville toppe, og Tremalzo skuepladsen hvor vi alle ville få baghjul! Jeg kan personligt ikke lade være med at beundre en sådan storslået iscenesættelse, hvilket forventningspres, hvilket mod! Men med en sådan udmelding har man naturligvis også monteret en skydeskive på sig selv og hos os andre var der naturligvis ingen tvivl - Claus var manden alle ville slå på Tremalzo! Da tæppet gik for første akt, var undertegnede desværre optaget på naturens vegne, og kunne derfor ikke følge slagets gang fra første parkét. Jeg startede noget tid efter "hovedfeltet" sammen med Peter som også havde været nødsaget til at foretage et "call of nature"! Desværre blev vores tur sammen kort, idet vores respektive tråd ikke var helt synkroniseret. Så snart var vi overladt til os selv, vores egen rytme, vores eget åndedræt. Efter et par kilometer skimtede jeg en rytter forude stående i vejsiden. Det viste sig at være Angus, som havde overgivet sig til fristelsen for en kold øl på restauranten for foden af Tremalzo. Jeg var selv fristet et kort øjeblik, men overvandt denne og fortsatte videre op, op, op. Efter yderligere nogle minutter fik jeg øje på endnu en rytter i vejsiden denne gang Lars Canyon. Lars var på det tidspunkt ikke helt sikker på om han ville gøre Angus selskab, eller fortsætte mod toppen. Selv var jeg ikke mere i tvivl, toppen skulle nås, så jeg fortsatte ufortrødent videre. Det skulle vise sig at Angus og Lars var de sidste jeg ville passere på vejen mod toppen. Som før nævnt hører bjerget ikke til blandt de stejleste, men stigningen er relativt konstant og der er stort set ingen passager hvor man kan "hvile" sig. Dog er der ca. midt på stigningen en lille afsats som er næsten horisontal, men det er en stakket frist for den trætte rytter, da den hurtigt afløses af den jævne stigning på 8-9 % igen. Da jeg nåede over trægrænsen, fik jeg for første gang siden jeg havde sagt farvel til Lars, øje på en rytter i den velkendte røde BMC trøje. Han kørte højere oppe på bjerget, tæt på toppen. Med et synligt mål i sigte, relativeres ens lidelser pludselig. Når man kan se andre som er udsat for samme prøvelser, føler man sig ikke længere "alene" i kampen mod bjerget. Det giver ny moral og styrke, og man finder reserver i sig selv man ikke vidste, eller havde glemt at man havde. Konkurrencegenet kommer frem, kadence og fart øges en smule - "haren" skal hentes! På trods af mine fornyede anstrengelser lykkedes det mig ikke at lukke hullet, men jeg kom dog tæt nok på til at kunne se at rytteren var Torben B. Ved ankomsten til toppen blev jeg mødt af synet at trætte BMC'ere spredt rundt på græsset. Kampen havde tilsyneladende været hård. Claus Tænding havde ligesom Angus tidligere på ugen, måttet sande at planer er én ting, udførelse noget andet! Ikke helt uventet var det Claus El Capitan N som var gået af med sejren, med en tid på 54 min. Allan havde dog sørget for at han ikke bare kunne "trille" sejren hjem, men havde måttet kæmpe lidt for det Jeg har ikke køretider på de øvrige kombattanter, men jeg mener at vide, at flere kom under timegrænsen. Uanset hvad synes jeg det er på sin plads at ønske tillykke til alle - godt kørt gutter! Fra Passo Tremalzo er der en fantastisk udsigt mod øst over Garda søen og mod vest til sneklædte bjergtoppe længere inde i Alperne. Havde vi været på Moun-
tainbikes, ville vi ad grusveje kunne være fortsat og have knyttet forbindelsen over til Passo Nota som nogle af os havde besteget på turen om mandagen. Da vi havde sundet os lidt og nydt følelsen af at være på toppen, var det tid at komme videre. Klokken var på daværende tidspunkt over 15:00 og foran os havde vi stadig en 30-40 km. lang nedkørsel til Riva Del Garda i nordenden af Gardasøen, og derfra yderligere 50-60 km. flad modvindskørsel langs søen, hjem til pladsen. På vej ned fra passet tankede vi herligt frisk smeltevand fra en fontæne langs vejen. På beværtningen ved foden af Tremalzo fandt vi Angus og Canyon Lars i solen på terrassen. At dømme efter antallet af tomme ølkrus var der vist gået lidt "happy hour" i drengene, men de var da trods alt klar til at fortsætte. Angus førte an videre ned gennem Ampola dalen mod Riva, forbi Lago di Ledro som var den sidste af de 4 søer på dagens tur. Kort før Riva skal der passeres en ca. 4 km. lang bjergtunnel. Der er ingen skilte foran tunnelen som indikerer at cykling er forbudt, men når jeg tager bilernes reaktion på vores tilstedeværelse i tunnelen i betragtning, er jeg ikke så overbevist om at cykling er tilladt derinde. Vi har diskuteret emnet også de foregående år, men uden at finde endegyldigt svar. Nå, men vi fik tændt vores lamper, tog hovedet under armen, trådte "sømmet i bund" og kørte ind i dieseltågerne. Tunnelen er heldigvis rimeligt oplyst, men det dunkle lys udvisker alligevel konturer og fornemmelsen af op og ned (i hvert fald for undertegnede). Men "instrumentbrættet" lyver nok ikke, og jeg kan se at vi uden større anstrengelse formår at holde en gennemsnitlig fart gennem tunnelen på 55-60 km/t. Så selvom adrenalin og frygt (igen for mit eget vedkommende) sikkert bidrager til farten, må der forekomme et vist fald igennem denne tunnel, selvom det er svært at se. Med lungerne fulde af dieselos kom vi ud på den anden side i god behold og kunne lade os bade i det befriende sollys i Riva. Vi indtog is og andre forfriskninger på en dertil indrettet beværtning i Riva, og snart var vi klar til det sidste ryk hjem langs søen. Belært af erfaring fra tidligere dage, delte vi os på dette stræk op i 2 grupper. De første 20-30 km. var i modvind, hvorefter vinden syntes at komme fra skiftende retninger. Trætheden var vel så småt begyndt at melde sig, og lunterne hos os alle dermed også kortere end vanligt. Det viste sig bl.a. i den sidstkørende gruppe. Her opstod en diskussion om kørestil og sikkerhed, som bevirkede at vi pludselig blev én mindre, idet en rytter valgte at køre op til den foranliggende gruppe. I færgebyen Torri Del Benaco var der igen indlagt bonusbjerg til de med overskudsenergi, men resten fortsatte direkte hjem til Cisano. Alle sikkert hjemme fik vi, med en velfortjent "kølig fra skabet" i hånden, talt emnet køresikkerhed igennem. Jeg tror vi må sande, at det at ligge på linje i en gruppe - stor eller lille - altid vil være behæftet med risiko. Vi kan så implementere forskellige tiltag for at begrænse risikoen (hvilket jeg faktisk mener vi er gode til), men uanset hvad kan risikoen aldrig helt elimineres. Personligt havde jeg en forrygende dag med gode oplevelser. Jeg håber også det var i andres indtryk af dagen. Dagens tal Hold "de 4 søer" 194 km. 2.700 Hdm Hold "de 4 søer m. bonus" 200 km. 3.050 Hdm Hold "Monte Baldo"??
Fredag d. 22. maj 2009 Turens sidste dag! Målet i dag var at bestige Monte Baldo massivet fra øst med udgangspunkt i byen Avio, og med restaurant "Bocca di Navene" som ultimativt mål. Vi drog ud på turen i næsten samlet flok (Jesper havde valgt at blive hjemme), dvs. 1 kvinde og 12 mand. Da vi efter lidt vanskeligheder med navigationen fandt vinruten, delte vi os op i 2 grupper indtil vi nåede Avio. Det var meningen at vi skulle holde en fart på omkring 30 km/t, men af uransagelige årsager gik det noget hurtigere i den førstkørende gruppe. De ankom ca. 10 min forud for gruppe 2 til samlingsstedet ved brønden i Avio, men der var også kun få øjeblikke med en fart under 40 km/t Opkørslen til Bocca er de første ca. 10 km éntydig, men ved en bro over en lille strøm, deler vejen sig i en sydlig og nordlig del. Den sydlige er den korteste og stejleste, men kommer heller ikke hele vejen op på toppen. Den nordligere er som sagt længere, ikke så stejl og bringer én op over Monte Baldo's top. Efter toppen er der en ca. 3 kilometers nedkørsel til Bocca di Navene. Efter ca. 5 km. af opkørslen, blev der holdt opsamling i et sving. Da Lars noget mærket af anstrengelserne ankom til svinget kunne han ikke få sin ene sko klikket ud af pedalen (her var rytter og cykel altså blevet ét ). Der viste sig at være faldet nogle skruer ud af skoens bund hvilket bevirkede at klampen sad løst. Det var der heldigvis råd for da flere kørte med samme type pedalsystem, så der blev lånt nogle skruer herfra. Under denne pause fandt der en ordveksling sted mellem Susanne og Claus Tænding sted. Claus ønskede tydeligvis at udtrykke sin beundring over Susannes klatreevner, men fik formuleret sig noget tvetydigt - "Det kunne være fedt hvis du ordnede alle drengene på toppen, nu hvor du allerede har ordnet halvdelen" Citat slut! Hertil replicerede Susanne hurtigt "Ja, det kunne gå hen og blive en helt god dag" Citat slut! Fantastisk hvad man skal høre der midt på et Italiensk bjerg - og super med lidt humor. Godt grebet Susanne! Vi fortsatte videre mod krydset højere oppe. Til sidst manglede vi Lars, og han lod vente på sig. Lige før vi for alvor blev bekymrede dukkede han op - nu tydeligt mærket. Det viste sig desværre at han var blevet syg og hverken kunne holde vådt eller tørt i sig. Der var kun én ting at gøre, nemlig at halte tilbage til pladsen. Vi sagde således farvel til Lars og Preben som kørte med som "anstandsdame". Vi øvrige delte os igen op i 2 grupper - én som ville køre den stejle sydlige rute, og én som ville køre den længere rute, til toppen af Monte Baldo. Begge gruppers opkørsel forløb uden yderligere problemer, og de resterende 11 ryttere samledes på Bocca di Navene. Hold nord som kørte til toppen, havde Allan med. Allan havde om tirsdagen været på toppen med hold "overmod" og kunne berette at en stor snedrive i vejkanten var blevet betydelig mindre på de 3 dage der var gået. Dette gav os et lille håb om at den vej som tidligere på ugen havde været lukket af sne måske var farbar i dag. Dette ville klart være at foretrække, da vi derved kunne undgå transportstykket nede på vinruten når vi skulle hjem til pladsen. Nuvel, for nu var vi hensat til Bocca di Navenes menukort med tilhørende pragtfuld udsigt ned over Garda Søen. Udsigten var i øvrigt netop denne dag betydeligt mere fantastisk end serveringen, som var ekstraordinær langsom. Og den slags går jo ikke ubemærket hen over en flok sultne og trætte BMC'ere. Det lykkedes dog til sidst at blive bespist og oven i købet med kage til kaffen. Og det var ik så ringe endda!
Vi vinkede farvel til Bocca di Navene for i år, og begav os hjemover. Vi havde besluttet at satse på den sydlige vej ned, dvs. direkte mod Caprino over Ferrara di Monte Baldo og Spiazzi, da vi fra nogle danske cyklister på Bocca, havde erfaret at vejen skulle være åben. Forhåbentlig ville det vise sig at være korrekt, da vi ellers ville være tvunget til at vende om og køre tilbage og ned ved Avio. Efter Bocca kører man på et plateau de første kilometer, hvorefter der kommer en afsluttende kort men skrap stigning som bringer vejen højere op på bjergkammen. Lige inden stigningen var der afspærringer og skilte som viste at vejen længere fremme var lukket. Med de tidligere meldinger om vejens farbarhed, tillod vi os at antage at dette kun gjaldt firhjulet færdsel, og fortsatte ufortrødent. På strækningen efter den sidste stigning bar vejen tydelige spor efter vinterens hærgen. Flere steder var autoværnet fuldstændig udraderet af laviner som på deres vej havde taget al bevoksning med sig - selv meget store træer var ikke gået ram forbi. Sådanne stunder bliver man uvægerligt mindet om, at når naturkræfterne for alvor slippes løs er mennesket og al dets teknik til trods, stadig meget små! På samme strækning passerede vi gennem store snemængder, der lå som en mur på begge sider af vejen. De billeder der her blev taget vil minde os om dette. Da vi til sidst nåede frem til det sted hvor vi tidligere på ugen var blevet standset af sneen, kunne vi konstatere at den ikke var helt væk endnu. Men det viste sig at Claus El Capitan Nielsen havde lavet sit hjemmearbejde godt. Han havde sørget for, at der var blevet sendt et rydningshold afsted, og da vi ankom, havde de lavet en lille sti igennem den kritiske strækning. Denne var lige præcis bred nok til at en cyklist kunne snige sig forbi - godt nok gående, men alligevel. Se her har andre kaptajn aspiranter jo noget at lære Ok, alle der var med vil jo vide at rydningsholdet bestod af en gruppe motorcyklister som selv havde behov for en smal passage, men timingen var jo god nok alligevel. Efter den snævre passage var der dømt nedkørsel. Den første kilometers penge endda med 19 % i fald. Tror Torben M igen slog nye hastighedsrekorder. Efter en enkelt punktering nåede vi alle Spiazzi, og kort tid derefter Caprino. Turen og ugen lakkede mod enden I Caprino var Torben M stemt for en bonustur op til Lumini. Set med mine øjne må det være det endegyldige bevis for at han faldt i trylledriksgryden som spæd. Glemt var dårligt knæ og vist nok også dårlig form Det lykkedes Torben at få lokket Peter med, mens vi øvrige 11 fortsatte direkte hjem via Garda. Om aftenen svigtede vi traditionen tro, campingpladsens restaurant og chef og hans menu, til fordel for en lidt bedre restaurant ude i byen. I år valgte vi Lazise og Peter fandt her en rigtig fin og hyggelig restaurant til os, lidt tilbagetrukket fra strandpromenaden og de værste turistsværme. Her nød vi et superbt måltid (det var mit i hvert fald) akkompagneret af finere fermenteret druesaft, og for visses vedkommende også en solid maltwhisky fra det skotske højland. Lidt dyrere end campingpladsen, men stadig et fund til pengene sammenlignet med danske restauranter. Aftenen kronedes med en afsluttende is på strandpromenaden. Derefter gik de "gamle" seng, mens de unge, eller måske snarere de som fortsat lever i et forfængeligt håb, gik ud for en afsluttende drink (i år var vi reduceret til kun 4 på hold "ung", men vi bliver selvfølgelig alle ældre ). Vi lukkede og slukkede en bar i Lazise og fortsatte derfra til Bardolino hvor vi blev afvist på en natklub, da vi ikke var "elegante nok"! Hvem kan dog forstå det? Måske var det noget med påklædningen. Det var nok meget godt vi ikke kom ind der som
trøst tømte vi lejrens sidste reserver af papvin, vendte verdenssituationen og tørnede ind ved 4-tiden (ja vi skulle jo først op kl. 6!!) Og med disse ord vil jeg afslutte årets dagbogsberetning. Tak for turen til alle!! Dagens tal Hold Bocca Di Navene 112 km 2100 Hdm Hold Bocca inkl. Lumini 127 km 3000 Hdm (?) Aftenholdet - umådeholdende mange drinks, 7 km. i taxa og ca. 30 Hdm. Efterskrift Lørdagen havde Peter og Torben B valgt at køre forbi Passo di Stelvio, et berømt bjerg ca. 75 km. fra Cisano. Det var planen, at de inden de vendte snuden hjem, ville bestige bjerget. De drog derfor fra campingpladsen i fuld "kampudrustning" klar til at udfordre Stelvios 25 km. opkørsel. Da vi andre senere på dagen nærmede os Hamborg, fik vi fra meldinger fra hold Stelvio. De var kørt ca. 17 km. op af bjerget, og havde her mødt en vejspærring. De var dog fortsat på den anden side indtil de længere fremme, mødte en vejspærring med skilte udstyret med dødningehoveder. De besluttede, at det nu nok var på tide at respektere afspærringerne, og vendte om. Stelvios første 17-18 km. har en gennemsnitlig stigning på 7-8 % ifølge de to herrer, men de sidste kilometer op skulle være noget stejlere. Hvem ved, det får vi måske opklaret på en senere tur. Copyright V. "Halt" Jensen