Prinsessen i kisten Svend Grundtvig (1824-1883). Udgivet 1876 Der var engang en konge og en dronning, som boede på et dejligt slot og havde et stort og smukt, rigt og lykkeligt land at regere over. De holdt i begyndelsen meget af hinanden og var lykkelige. Men der kom ingen arving. De havde nu været gift i syv år, og det var en stor sorg for dem begge to. Det hændte mere end en gang, at kongen var i dårligt humør og lod det gå ud over den stakkels dronning. Her gik de og blev gamle, sagde han, uden at riget havde fået en arving, og det var hun skyld i. Det var hårdt at høre på, og dronningen græd og græmmede sig. Til sidst siger kongen en dag til hende: "Det her er ikke til at holde ud. Jeg går her og er barnløs, og det er din skyld; og så skal jeg endda se på det bedemandsansigt, du sætter op. Nu tager jeg på en rejse og bliver borte et år. Dersom du har fået et barn, når jeg kommer hjem, så er alting godt, og jeg skal aldrig mere sige dig et ondt ord. Men er reden stadig tom, så må jeg lade mig skille fra dig." Da kongen nu var rejst, gik dronningen da i sin ensomhed og sørgede og græmmede sig mere end nogensinde. Så en dag siger hendes kammerfrue til hende: "Jeg tror nok, der kan findes råd, dersom dronningen går med til det." Og hun fortalte så om en klog kone, som havde hjulpet flere, der var i samme nød, og som vist også kunne hjælpe dronningen, hvis hun ville sende bud efter hende. Det gjorde dronningen så, og den kloge kone kom. Dronningen fortalte hende nu, hvordan hun gik der og var barnløs og ikke kunne skaffe kongen og riget en arving. Ja, det vidste den kloge kone råd for. "Ude i slottets have," sagde hun, "under den store eg lige til venstre, når man kommer ud fra slottet, står en lille busk, der er mere brun end grøn og har lodne blade og lange pigge. På den busk er der netop nu tre knopper. Hvis dronningen går alene derud, på fastende hjerte og inden solopgang, og tager den mellemste af de tre knopper og spiser den, så vil dronningen om seks måneder føde en lille pige. Så snart hun er født," fortsatte den kloge kone," skal hun have en amme, som jeg nok skal skaffe. Ammen skal bo med barnet i en afsides del af slottet. Der må ingen andre komme til den lille prinsesse. Og hverken kongen eller dronningen må se hende, førend hun er fjorten år gammel. Ellers vil det blive til stor sorg og ulykke." Dronningen sendte den kloge kone bort med en god betaling, og næste morgen, før solen stod op, gik hun alene ned i haven og fandt den lille busk med de tre knopper. Hun plukkede den mellemste og spiste den; den var sød at bide i, men bagefter var den bitter som galde. Kort efter mærkede dronningen, at hun var med barn, og seks måneder efter fødte hun en lille, velskabt pige. Der var sørget for en amme, som den kloge kone havde skaffet, og der var gjort forberedelser til, at hun skulle bo med barnet ganske alene i en afsides fløj af slottet; og dronningen gjorde, som den kloge kone havde sagt: Hun gav straks barnet fra sig, og ammen tog det og boede med det i den afsides slotsfløj. Da nu kongen kom hjem og fik at høre, at han havde fået en datter, blev han glad og lykkelig og ville straks se hende. Men dronningen måtte jo forklare ham, hvordan det var blevet spået, at det ville blive til stor sorg og ulykke, hvis han eller dronningen fik barnet at se, førend det var fyldt fjorten år. Det var jo lang tid at vente, og kongen længtes forfærdeligt efter at få sin datter at se. Dronningen længtes ikke mindre end han; men hun vidste jo, at det barn ikke var kommet til verden på naturlig måde. Og det var heller ikke som andre børn, for straks efter fødslen kunne det tale, og fra ganske lille af var det lige så klogt som et gammelt menneske. Det havde ammen sagt, for hende måtte dronningen gerne tale med; men der var ellers ingen, der havde set prinsessen. Dronningen stolede fuldt og fast på den kloge kone og holdt strengt på, at man skulle følge hendes advarsler. Kongen var mange gange ved at tabe tålmodigheden og ville se sin datter, men dronningen havde altid fået ham fra det. Sådan var det nu gået lige indtil dagen før prinsessen fyldte fjorten år. Materiale ID: TXT.283.1.4.da Side 1 af 6 www.gratisskole.dk
Da gik kongen og dronningen ude i haven, og så sagde kongen: "Ja, nu kan og vil jeg ikke vente længere; jeg vil straks se min datter. Et par timer fra eller til kan da ikke gøre noget." Dronningen bad ham om at have tålmodighed til næste dag: Havde de ventet så længe, kunne de også vente den ene dag med. Men kongen var helt urimelig: "Snak!" sagde han, "hun er ligeså godt min som din; og nu vil jeg se hende." Og så gik han lige op i den forbudte fløj. Han river døren op og støder ammen til side, og så ser han da sin datter: Det var den dejligste, unge prinsesse, rød og hvid som mælk og blod, med klare blå øjne og gyldent hår. Kun lige i panden sad der en lille tot brunt hår. Prinsessen gik sin fader i møde, faldt ham om halsen og kyssede ham; men så sagde hun: "Åh, fader, fader! Hvad har du dog gjort? Den dag i morgen må jeg dø; og så må du vælge mellem tre ting: Enten skal landet rammes af den sorte pest, eller også får du en lang og blodig krig, eller også må du, straks efter at jeg er død, lægge mig i en simpel trækiste og stille den ind i en kirke og sætte en skildvagt ved den hver eneste nat igennem et helt år." Kongen blev jo forfærdet; han troede, hun var vanvittig. Men for at stille hende tilfreds, sagde han: "Ja, af de tre ting vælger jeg den sidste. Dersom du dør, skal jeg straks lægge dig i en simpel trækiste og lade den sætte ind i en kirke og hver nat sætte en skildvagt ved den - men du skal ikke dø, selv om du er syg nu." Og han lod straks de bedste læger i landet kalde, og de kom med alle deres recepter og deres medicinflasker. Men dagen efter lå prinsessen stiv og kold; det kunne alle lægerne bevidne, og det skrev de under på alle sammen og hængte deres segl ved. Så havde de gjort, hvad de kunne. Kongen holdt sit løfte: Prinsessens lig blev samme dag lagt i en simpel trækiste og bisat i slotskirken; og samme nat og hver af de følgende nætter blev der lukket en skildvagt ind i kirken, for at han skulle våge ved prinsessens kiste. Men den første morgen, da de kom og ville lukke skildvagten ud, så var der ingen. Han er nok blevet bange og er løbet sin vej, tænkte de; og næste aften blev der sat en ny skildvagt i kirken. Men om morgenen var han også borte. Og sådan gik det hver nat: Når de kom og ville lukke skildvagten ud, var der ingen; og det var ikke til at se, hvordan de slap ud. Og der blev heller aldrig hverken set eller hørt noget til dem fra det øjeblik, de blev låst inde i kirken ved prinsessens kiste. Det blev nu den almindelige opfattelse, at prinsessen gik igen og åd dem alle sammen, og snart var der ingen, der ville sættes på den post; og kongens soldater deserterede, inden turen kom til dem, og de skulle stå ligvagt. Da udlovede kongen en god betaling til den soldat, som frivilligt gik på den post. Det hjalp i nogen tid, for der fandtes en del vovehalse, som gerne ville tjene den gode løn. Men de fik aldrig deres betaling, for om morgenen var de forsvundet, ligesom de andre. Sådan var der nu gået noget næsten et helt år. Hver nat var der blevet stillet vagt ved kisten, enten tvungen eller frivillig. Men ikke en eneste af skildvagterne var blevet set siden. Og således var det også gået med én natten til den dag, da der kom vandrende en ung smedesvend til byen, hvor kongens slot lå. Det var jo landets hovedstad, og der søgte folk af alle slags hen, for at få arbejde. Smedesvenden, som hed Kristian, kom jo for det samme. Der var intet arbejde, hvor han kom fra, og nu ville han da søge sig en plads i hovedstaden. Der kom Kristian nu ind i et herberg, og han satte sig i gæstestuen og fik sig noget at spise. Derinde sad der et par underofficerer, som var ude for at se at få hvervet nogen til at stå ligvagt. Sådan måtte de gå fra dag til dag, og hidtil var det lykkedes dem at finde en og anden vovehals. Men i dag havde de endnu ingen fundet; alle havde betakket sig. Det var jo efterhånden en kendt sag, hvordan de skildvagter, som kom på den post, forsvandt på mystisk vis. De to underofficerer sætter sig nu hen til Kristian, og de bestiller drikkevarer og skåler med ham. Og Kristian er en munter svend. Han holder af et godt lag, han kan både drikke og synge; og snakke og prale kan han også, når han får sig en tår over tørsten. Og han fortæller disse underofficerer, at han aldrig er bange for nogen ting. Ja, så var han rigtig en af deres folk, sagde de, og så Materiale ID: TXT.283.1.4.da Side 2 af 6 www.gratisskole.dk
kunne han også tjene sig en god skilling; for kongen betalte hundred daler til den, der ville stå skildvagt en nat i kirken ved hans datters kiste. Det var Kristian da ikke bange for, for han var jo ikke bange for nogen ting, og det drak de endnu en flaske vin på, og så fulgte Kristian med dem op til obersten, og han kom i munderingen med gevær og det hele, og så blev han lukket ind i kirken og skulle stå skildvagt ved prinsessens kiste den nat. Klokken var otte, da han kom på post, og i den første time var han helt stolt af sit mod. I den anden time var han godt tilfreds med den løn, han skulle have. Men i den tredje time, da klokken var ved at være elleve, så var han blevet ædru og begyndte at blive uhyggelig til mode. Han havde nok hørt om denne post, at endnu var aldrig nogen kommet levende derfra. Og man vidste rigtignok heller ikke, hvad der var blevet af alle de skildvagter. Nu rusen var overstået, kørte disse ting rundt i hovedet på ham. Han gav sig til at lede efter et sted, hvor han kunne slippe ud, og lige da klokken slog elleve, så fandt han en lille låge i tårnet, der ikke var låst af. Den smuttede han ud af og ville da rømme med det samme. Men i samme øjeblik, som har han foden uden for kirkelågen, så står der en lille mand foran ham og siger: "Godaften, Kristian, hvor skal du hen?" I det samme følte han det, ligesom han ikke kunne ikke røre sig, men stod bundet til pletten. "Ingen steder," sagde Kristian. "Jo," sagde den lille mand, "du var nok ved at løbe din vej. Men i nat har du påtaget dig at stå skildvagt i kirken, og der må du blive." Da sagde Kristian meget spagfærdigt, at han ikke turde og derfor bad om lov at gå. "Nej," sagde den lille mand, "du må blive på din post. Men jeg skal give dig et godt råd: Du skal gå op på prædikestolen og blive stående der; og du skal ikke bryde dig om, hvad du end får at se eller høre; for det kan ikke gøre dig noget, når du bare bliver på din plads, indtil du hører kistelåget smække i efter den døde. Så er al fare forbi, og du kan gå i kirken, hvor du vil." Så skubbede den lille mand ham igen ind ad den lille låge i kirketårnet og låste den. Kristian skyndte sig at komme op på prædikestolen, og der stod han, uden at mærke noget, førend klokken slog tolv. Da sprang låget op på prinsessens kiste, og ud af den kom der farende et slemt spøgelse. Det var loddent over det hele og med lange pigge som på et pindsvin. Det skreg og råbte: "Vagt, hvor er du! Vagt, hvor er du! Kommer du ikke, skal du få den hårdeste død, nogen endnu har fået!" Det lodne spøgelse for omkring i kirken, og da det fik øje på svenden oppe på prædikestolen, kom det farende derhen og løb op ad trinnene. Men det kunne ikke komme helt op; med alt hvad det rakte og strakte sig, kunne det ikke nå at røre ved svenden, der stod og rystede som et espeløv. Da så klokken slog et, måtte spøgelset tilbage i sin kiste igen, og Kristian hørte låget smække i. Derefter var der dødsstille i kirken. Så lagde Kristian sig ned, så lang som han var, og faldt i søvn. Han vågnede ikke, før det var højlys dag, og han hørte skridt udenfor og en nøgle, der blev stukket i låsen. Så skyndte han sig ned fra prædikestolen og stillede sig med sit gevær foran prinsessens kiste. Det var obersten selv, der kom med vagten; og han blev ikke så lidt forundret, da han fandt rekrutten i god behold. Han ville høre, hvordan det var gået. Men Kristian ville intet sige. Så førte obersten ham op til kongen og meldte for første gang, at her var en skildvagt, som havde stået på post i kirken hele den nat. Kongen kom straks på benene, han lagde de hundrede daler foran ham på bordet og ville forhøre sig om natten. "Har du set noget?" siger kongen. "Har du set min datter?" - "Jeg har stået på min post, og det må være nok," svarede svenden, for han vidste ikke, om han turde omtale, hvad han havde set og hørt. Kongen lod som ingenting og spurgte ham i stedet, om han ville lade sig leje til at stå post igen næste nat. "Nej, mange tak," sagde Kristian, "det har jeg fået nok af." - "Som du vil," sagde kongen, "du har vist dig som en mand. Men nu skal du have morgenmad; du kan nok trænge til at få noget at styrke dig på oven på den tur." Og kongen lod dække op og rette an for ham, og han satte sig selv med til bords, og han skænkede flittigt for smedesvenden og roste ham og skålede med ham. Og Kristian lod sig ikke nøde; han tog godt for sig både af mad og af drikke, og ikke mindst af det sidste. Så blev han modig og sagde, at hvis kongen ville give ham to hundred daler for det, så var han mand for at stå skildvagt den næste nat med. Materiale ID: TXT.283.1.4.da Side 3 af 6 www.gratisskole.dk
Det var så afgjort, og Kristian sagde farvel og kom ned i vagten, hvor han mødte nogle andre soldater og underofficerer, som han gik i byen med. Kristian havde jo lommen fuld af penge, og han trakterede og han svirede, og han pralede og gjorde nar af de stakler, som ikke turde stå på den post: De var bange for, at den døde prinsesse skulle komme og æde dem. Men se, om hun havde ædt ham! Sådan gik dagen i muntert lag. Men da klokken var otte, blev Kristian igen lukket alene ind i kirken. Men han havde knap været der i to timer, så var han ked af det og tænkte kun på at slippe bort. Han fandt en låge oppe bagved alteret, som ikke var aflåst. Klokken ti listede han sig ud ad den, og han løb og ville ned til stranden. Men han var kun kommet halvvejen; da stod med ét den samme lille mand foran ham som i går og sagde: "Godaften, Kristian, hvor skal du hen?" - "Jeg har lov til at gå, hvor jeg vil," sagde svenden; men han mærkede med det samme, at han ikke kunne flytte en fod. "Nej, du har påtaget dig vagten i nat med," sagde den lille mand, "og den må du passe." Så tog han ved ham, og hvor nødigt han end ville, måtte Kristian følge med tilbage til den samme lille låge, som han var smuttet ud af. Da de kom der, sagde den lille mand til ham: "Gå nu hen foran alteret og tag alterbogen i hånden. Der skal du blive, til du hører kistelåget smække i efter den døde. Så skal du ikke komme noget til." Dermed skød den lille mand ham ind ad lågen og låste den. Kristian gik straks om foran alteret og tog alterbogen i hånden, og sådan stod han, da klokken slog tolv, og spøgelset sprang ud af sin kiste. "Vagt, hvor er du! Vagt, hvor er du!" skreg det og for hen til prædikestolen og lige op på den. Men prædikestolen var tom. Nu har min fader ingen skildvagt sat. Krig og pest efter denne nat! skreg og hujede spøgelset, men i det samme fik det øje på svenden, der stod foran alteret, og så kom det farende op imod ham. "Nå, der er du!" skreg det, "nu skal jeg straks nappe dig." Men det kunne ikke komme op over alterskranken, og der blev det så ved med at huje og skrige og true, til klokken slog et, og det måtte i kisten igen. Kristian hørte låget smække i efter det. I nat havde spøgelset dog ikke set ud ligesom forrige nat: Det var stadig loddent, men det havde ingen pigge. Da det nu blev stille i kirken, så lagde svenden sig da ned foran alteret og sov trygt til den lyse morgen, hvor obersten kom og hentede ham. Han blev igen ført op til kongen, og det gik ligesom forrige gang. Han fik sine penge, men ville ikke svare på, om han havde set kongens datter, og han ville heller ikke have den post tiere, sagde han. Men da han havde fået en god frokost og smagt godt på kongens vine, så påtog han sig alligevel at stå på vagt igen den tredje nat ved prinsessens kiste. Men det var en farlig post, sagde han, og han gjorde det ikke for mindre end for det halve kongerige. Og det måtte kongen så gå ind på. Resten af dagen gik ligesom den forrige. Han var den stortalende soldat og den lystige smedesvend, og han havde kammerater og svirebrødre nok. Men da klokken var otte, måtte han i tøjet igen og blev lukket inde i kirken. Han havde dog ikke været der en time, før han var kommet til besindelse, og så tænkte han: "Nej, det er nok bedst at holde op, mens legen er god." Tredje nat ville nok blive den værste. Han havde jo været fuld, da han lovede det; og det halve kongerige - det kunne jo ikke være kongens alvor. Han ville da afsted. Men denne gang ville han ikke vente så længe som de forrige dage. Så kunne han vel slippe for den lille mand, som havde passet ham op de andre gange. Alle døre og låger var lukket, men så fandt han på at krybe op i et kirkevindue og få lirket det op. Da klokken slog ni, krøb han ud af det; det sad lovlig højt oppe, men han kom dog til jorden med sine lemmer i god behold, og så stak han i løb og nåede ned til stranden uden at møde nogen, og der kom han i en båd og stødte fra land. Han tænkte på, hvor snildt han havde båret sig ad, hvordan han havde narret den lille mand, og han lo indvendigt. Da hører han mandens stemme inde fra land: "Godaften, Kristian, hvor skal du hen?" Han svarede ikke. "I aften bliver dine ben nok for korte," tænkte han og trak i årerne. Men da følte han ligesom et tag i båden, som trak den lige ind til land, hvor meget han så end strittede imod med årerne. Og der tog manden fat i ham og sagde: "Du må blive på din post, som du har lovet." Og enten han peb eller sang, så måtte Kristian smukt følge med hele vejen tilbage til kirken. Materiale ID: TXT.283.1.4.da Side 4 af 6 www.gratisskole.dk
Ja, det vindue kunne han da ikke komme ind ad, sagde Kristian, det sad alt for højt oppe. "Der må du, og der skal du ind," sagde den lille mand, og i det samme så løftede han svenden op til kirkevinduet. Så sagde han: "Hør nu godt efter, hvad du har at gøre. I aften skal du lægge dig ved den venstre side af kisten. Låget springer op til højre, og hun farer ud til venstre; ud over dig, men uden at se dig. Lige så snart det er sket, skal du stå op og lægge dig i hendes kiste. Der bliver du liggende, til det er dag, og enten hun taler vredt eller blidt til dig, må du ikke forlade den, og du må heller ikke svare hende. Så har hun ingen magt over dig, og så er både hun og du frelst. Svenden måtte da ind gennem det samme vinduet, som han var kommet ud af; og han gik hen og lagde sig så lang han var, til venstre for prinsessens kiste, tæt op ad den, og der lå han så stiv som et brædt til klokken slog tolv. Så sprang kistelåget op, og prinsessen for ud til den anden side og op i kirken, hvor hun hujede og skreg: "Vagt, hvor er du! Vagt, hvor er du!" Hun løb op til alteret; men der var ingen vagt. Så hujede hun igen og råbte: Nu har min fader ingen skildvagt sat. Krig og pest efter denne nat! Så for hun rundt i hele kirken, både oppe og nede, og skreg og jamrede: Tre dage fik jeg ingen føde, nu må jeg sulte mig til døde. Så kom hun endelig tilbage til kisten. Da hun fik øje på svenden, som lå nede i den, så hvinede hun, så det rungede i alle hvælvinger: At nu skulle han dø den hårdeste død. Han lå ganske ubevægelig, og hun kunne ikke komme til ham, men famlede og rumsterede rundt om kisten med skrig og hvin, så hårene rejste sig på svendens hoved. Men han blev liggende helt stille. Så var hun igen borte en stund. Men så kom hun tilbage, og da så han, at hun var blevet som et rigtigt menneske, men hvid som et lagen. Hun kom hen til ham og talte så blidt og bad ham om at stå op og lade hende komme ned i sin kiste. Men svenden blev liggende ligeså stille og tavs. Da blev hun atter borte, og i det samme slog tårnuret et. Da hører svenden i kisten en sagte musik, som bliver stærkere og stærkere og snart fylder hele rummet. Og han hører ligesom en mængde fodtrin, som om kirken fyldes med folk. Og han hører præsten messe foran alteret, og der bliver sunget, så dejligt, som han aldrig har hørt nogen synge før. Og så hører han præsten messe en takkebøn, fordi landet er blevet frelst fra krig og pest og alskens ulykker, og fordi kongens datter er blevet frelst fra den Onde. Og mange røster falder ind, og takkesangen lyder. Så hører han præsten igen, og han hører prinsessens og sit eget navn nævne, og han synes, at det er som et bryllup. Kirken er propfuld, men han kan ikke se nogenting. Da hører han atter de mange fodtrin, som om folk går ud af kirken, mens orglet spiller, først stærkt og så svagere, til lyden dør helt hen. Og da den tier, bryder dagslyset ind gennem ruderne. Nu rejser svenden sig op og står ud af kisten. Kirken er ganske tom, men oppe foran alteret ligger prinsessen, som et levende menneske, hvid og rød, men hulkende og grædende og rystende af kulde i sit hvide ligklæde. Svenden tager sin skilderkappe og svøber om hende. Da tørrer hun sine tårer, og hun tager hans hånd og takker ham og siger, at han har nu frelst hende fra al den trolddom, der var i hende fra den underlige fødsel. Den var kommet over hende igen, da hendes fader havde brudt det forbud, der var imod at se hende, inden hun var fyldt sit fjortende år. Så spørger hun, om han vil gifte sig med hende, for han er allerede viet til hende ved de dødes gudstjeneste, som han lige har hørt, og han kan ingen anden ægte, så længe hun lever. Hun var nu den dejligste, unge prinsesse at se på; og han havde jo vundet det halve kongerige ved at stå vagt den tredje nat. Så blev da enige om, at de ville have hinanden. Ved den første solstråle kom vagten og lukkede kirken op; og denne gang var kongen selv med, for han ville se, hvad der var blevet af den skildvagt. Og han fandt dem begge siddende hånd i hånd på alterskranken. Kongen genkendte straks sin datter og tog hende i sine arme og omfavnede bagefter hendes redningsmand. Materiale ID: TXT.283.1.4.da Side 5 af 6 www.gratisskole.dk
Og så holdt smedesvenden Kristian bryllup med prinsessen og fik det halve kongerige straks og det andet halve efter kongens død. Men mange år efter, da fliserne i kirken skulle lægges om, da fandt man en løs sten midt i gulvet. Under den var der en stor hvælving, og dernede lå ligene af de skildvagter, der havde været sat ved prinsessens kiste. Halsen var knækket på dem alle sammen. Den Onde, som havde besat prinsessen, havde gjort det, og hver nat drukket tre dråber af deres blod. Materiale ID: TXT.283.1.4.da Side 6 af 6 www.gratisskole.dk