MUSEUM LOLLAND-FALSTER Årsskrift 2009 Udgivet og trykt af Udarbejdet og trykt af Museum Lolland-Falster www.museumlollandfalster.dk Frisegade 40, 4800 Nykøbing F.
Udgiver Museum Lolland-Falster Frisegade 40 4800 Nykøbing F Layout Elisabeth Abildtrup Forside Detalje fra nedtagningen af stubmøllen fra Fejø - Foto: Museum Lolland-Falster Bagside Fra museets motorcykeltur d. 13. september 2009 ISBN: 87-87179-63-6 Tryk Museum Lolland-Falster Pris: 75 kr
Indholdsfortegnelse Museum Lolland-Falster - det første år 5 Formandens forord 6 Museumsudredningen i Lolland Kommune 7 Frøken Fuglsang 9 En større omgang 12 Museology: Back to basics 13 Danefæbehandling 2009 15 Forskning i Femø kvindelejr 17 Byens Blikfang 19 Museum Lolland-Falsters arrangementer 20 Sjællands Jernalder 2009 22 En langstrakt affære 23 Guldsmedebutikken 25 Nyt om Hoby, Lolland-Falster og Europa for 2000 år siden 26 Integration - hvordan laver man en dansker 28 Fejø Stubmølle - som en bil, der er totalskadet efter et voldsomt sammenstød 30 Middelaldersalen 33 Åbne Samlinger - en nyttig fællesmuseal webportal 34 Kulturmindeforeningen og Museum Lolland-Falster 35 KLIMATUR - En virtuel tidsrejse 38 Femern Bælt forbindelsen 40 Sundt, sjovt og socialt - også for museer 42 Statsfængslet på Nordfalster 44 Et fængsel på Falster 45 Når succes skaber nye udfordringer 47 Ung i tiden - ungdomskultur på Lolland-Falster 1950-2009 48 Arkivarbejde på Museum Lolland-Falster 50 Mindeord Liliana Ciszewska 51 Mindeord Gunver Andersen 52 Kongelige borge på Lolland og Falster 52 Detektortræf 58 Castella Maris Baltici X 60 Museumsforening Lolland-Falster 62 Gravminderegistrering 63 Årsberetning 66 Personale 90 Besøgstal 92
Museum Lolland-Falster - det første år Museumsdirektør Ulla Schaltz 2009 blev Museum Lolland-Falsters første år! Det har været et forrygende travlt og spændende år. I vores arbejdsplaner havde vi bestemt, at 2009 skulle være et sammenlægningsår med fokus på at få lagt de to institutioner sammen på en ordentlig måde. Det har vi gjort i en rigtig god ånd, og jeg synes faktisk, vi er langt med arbejdet. Men vi har også nået rigtig meget mere end det. Alt det kan læseren selv fordybe sig i i dette årsskrift, som består af en lang række artikler om museets arbejdsmark og en årsberetningsdel, som gennemgår alle museets aktiviteter. Museets medarbejdere har ud over at bruge tid på at lære hinanden at kende og at arbejde sammen, ydet en kæmpe præstation på en lang række faglige opgaver. Tak for indsatsen i 2009. Museum Lolland-Falster fik også en ny og stor bestyrelse. Den er sammensat af de to gamle bestyrelser, dog med enkelte helt nye medlemmer. Det er vigtigt for museet og dets medarbejdere, at bestyrelsen arbejder godt sammen. Det gør Museum Lolland-Falsters bestyrelse. Det glade budskab om at Lolland-Falster har fået et nyt, stort kulturhistorisk museum kom ud til borgerne, kollegaer landet over og andre samarbejdspartnere via en profilavis om museet. Den udkom d. 28. marts 2009 og var blevet til i samarbejde med Folketidende og ikke mindst en lang række af museets samarbejdspartnere, der havde været så venlige at sponsorere avisen. Profilavisen blev på hele 24 sider, og det skyldes den store opbakning fra vores sponsorer endnu engang mange tak for jeres hjælp med at bringe det glade budskab om det nye Museum Lolland- Falster ud til omverdenen. I profilavisen blev også museets nye logo præsenteret. Vi er meget stolte af logoet, som er fremstillet af Folketidendes eget reklamebureau, Club 1. Vi skylder Folketidende en tak for samarbejdet omkring profilavisen og logoet. Museum Lolland-Falsters medarbejderstab er nu på ca. 50 medarbejdere. På trods af det er vi meget afhængige af vores samarbejde med museets mange frivillige. De yder en indsats på mange forskellige områder af museets arbejdsmark; registrering, formidling, bevaring osv. I er uundværlige for museet mange tak for samarbejdet i 2009; vi ser frem til et godt samarbejde i 2010. I løbet af året har vi henvendt os til forskellige med ansøgninger om større eller mindre beløb til forskellige arbejdsopgaver. Tak fordi I har set velvilligt på ansøgningerne og ment, at Museum Lolland-Falster er værd at investere i. En særlig tak skal lyde til A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal for et stort millionbeløb til istandsættelsen af Fejømøllen på Frilandsmuseet. Også i år har museet nydt godt af stor interesse fra borgernes, faglige kollegaers og politikeres side. Det giver sig udslag på mange måder, f.eks. ved at museets personale bliver inddraget i projekter og inviteret med i udvalg, bestyrelser og som debattører og foredragsholdere, og museets personale glæder sig hver gang, vi kan bidrage med sætte kulturarven på dagsordenen. Debatten om fremtidens museumslandskab er skudt i gang af den forrige kulturminister Carina Christensen. I hendes udspil Kultur for alle kultur i hele landet efterlyser kulturministeren større og mere professionelle museer, der kan løfte arbejdsopgaverne på fremtidens museumsområde. Med etableringen af Museum Lolland-Falster har vi skabt et solidt og bæredygtigt kulturhistorisk museum på Lolland-Falster. I skrivende stund arbejder Museum Lolland-Falster sammen med Lolland og Guldborgsund kommuner om at finde en løsning på Reventlow-museet Pederstrups fremtid. Endnu engang tak for et godt år vi kan se, at 2010 bliver lige så produktivt og fyldt med spændende arbejdsopgaver for museets medarbejdere. God fornøjelse med læsningen af Museum Lolland-Falsters årsskrift. 5
Formandens forord Formand for bestyrelsen Michael Fagerlund Så gik det første år for det nye Museum Lolland-Falster; en bredt funderet kulturhistorisk institution for Sydhavsøerne som helhed. Ved indgangen til 2009 så museet dagens lys som en sammenlægning af Guldborgsund Museum i Nykøbing F. og Lolland-Falsters Stiftsmuseum med hjemsted i Maribo. Det skete efter et fælles initiativ fra bestyrelserne og i god forståelse med begge steders ledelser og medarbejdere. Og efter et år kan vi konstatere, at tillid, god vilje og en stor indsats fra medarbejderne i høj grad har båret frugt. Fusionen denne vanskelige øvelse at smelte to kulturer, traditioner, medarbejdergrupper mv. sammen der så mange andre steder går galt eller kun i mådelig grad kommer til at fungere, er lykkedes. Det er der grund til, at vi ønsker hinanden til lykke med. Fra bestyrelsen skal der samtidig lyde en stor tak for det helhjertede arbejde, samtlige ansatte har præsteret. At hvile på laurbærrene kommer vi dog ikke til. For det første er der et stykke vej endnu, før processen kan siges at være tilendebragt. Vi har udfordringer, blandt andet med en voldsom bygningsmasse, der både er meget omkostningstung og tidkrævende at administrere. På dette område må det nøje vurderes, hvor mange og hvilke bygninger der på sigt skal beholdes i Museum Lolland-Falsters regi. For det andet er museumslandskabet konstant under forandring. Kulturministeren har netop bekendtgjort, at det kommende år skal bruges på at drøfte, hvordan museerne organiseres bedst muligt, hvordan de får det stærkest mulige samarbejde med andre aktører, og hvordan borgernes engagement kan få et vedvarende løft. Uanset hvilke konklusioner den endelige museumsudredning når frem til, vil de få betydning, også for Museum Lolland-Falster. Helt lokalt har bestyrelsen for Reventlow-Museet Pederstrup på Vestlolland nyligt valgt at kaste håndklædet i ringen og har ved årsskiftet overdraget museet og dets bygninger til Lolland Kommune. Museet, der har herregårde som sit ansvarsområde, har haft forestillinger om at fremtidssikre driften gennem samarbejde henover landsdelene med nationalt markerede institutioner. Det er imidlertid ikke lykkedes; og efter al sandsynlighed vil museum Lolland-Falster hurtigt blive inddraget i bestræbelserne for at finde en holdbar løsning. Denne vigtige arbejdsopgave vil, ligesom ansvaret for Museum Lolland-Falster i det hele taget, blive lagt over til en kommende, ny bestyrelses forpligtelser. Efter museets vedtægter er dets bestyrelse valgt for en byrådsperiode; og samtidig med kommunalvalget 2009 har de institutioner, der udpeger dens medlemmer, også foretaget udpegning for de kommende fire år. I skrivende stund er der endnu ikke klarhed over, hvem der fortsætter i den kommende bestyrelse; men til alle skal der lyde en tak for godt samarbejde i det forløbne år. Et år er gået, det første år i en ny institutions liv. Ikke så underligt har 2009 dermed været præget af stor, ja nogen gange ligefrem hektisk travlhed, men forandringerne er blevet tacklet i rækkefølge og i en positiv ånd. Det lover godt for en fremtid, hvor forandringens vinde på alle områder i stadig større grad vil blæse læskærmene omkuld; hvor også et museum, der vil have en plads i det kommende kulturhistoriske landskab i stedet må satse på at bygge vindmøller.
Museumsudredningen i Lolland Kommune Studentermedhjælper Katha Qvist - Foto: Museum Lolland-Falster I foråret blev der lavet en undersøgelse af museer og andre kulturbevarende institutioner i Lolland Kommune. Det var Museumssamrådet, der tog initiativet til undersøgelsen. Museumssamrådet i Lolland Kommune er et samarbejde mellem institutioner og foreninger, der arbejder med kulturhistorie. Initiativet til samarbejdet blev taget i begyndelsen af 2008 i forbindelse med den nye kulturplan i Lolland Kommune. Formålet med Museumssamrådet er at have et forum, hvor man kan mødes for at diskutere forskellige former for samarbejde og fælles markedsføring. Med det gamle Stiftsmuseum - nu Museum Lolland-Falster - som tovholder, indkaldes medlemmerne til møde to gange årligt. En af de aktiviteter, som samarbejdet allerede er udmundet i, er et minikursus, der i efteråret blev afholdt i registrering og bevaring. Til foråret kommer en fælles markedsføringsfolder på gaden, og til sommer planlægges Lollandske Kulturdage, hvor åbningstider og arrangementer koordineres, og en fælles pressemeddelelse sendes ud. Museumsudredningen er af de fælles projekter, som allerede er ført ud i livet. Man ville gerne have et overblik over museer og lignende i Lolland Kommune, samt for eksempel vide noget om, hvilke typer af genstande, de forskellige steder råder over, hvordan de håndterer deres samlinger såvel som formidlingen heraf, hvilken type arbejdskraft der anvendes, og hvor mange timer der lægges i det kulturhistoriske arbejde. Der blev opstillet nogle kriterier for, hvem der skulle være med i undersøgelsen, og hvem der ikke skulle. De steder, der skulle være med i undersøgelsen skulle beskæftige sig med kulturhistorie på den ene eller anden måde, ligesom der helst skulle være et bevaringsperspektiv til stede. De steder, der blev valgt fra, har enten karakter af underholdning eller beskæftiger sig med emner, som i noget mindre grad end de valgte, er produkter af den menneskelige kulturhistorie. Det første skridt var herefter at få et overblik over feltet. Udover de aktive deltagere i Museumssamrådet var der en del andre, som burde være med. Kulturafdelingen i Lolland Kommune var behjælpelig med en liste over relevante steder, som kunne sammenlignes med den liste, der blev fundet ved at gennemtrevle turisthjemmesiderne, åbne samlinger og mange andre hjemmesider, samt hvad der opstod via mund til mund. Der blev taget kontakt til stederne, og på nær ét sted, som ikke reagerede på henvendelserne, valgte alle at deltage, og var positive over for undersøgelsen. På Nakskov Skibs- og Søfartsmuseum får man historien om skibe, søfart og skibsbygning med udgangspunkt i de lokale værfter, arbejdere og igangsættere. Dernæst blev der udarbejdet et spørgeskema, som blev sendt til de deltagende. Spørgeskemaet skulle give svar på de helt enkle og faktuelle oplysninger som telefonnumre, hjemmesider, kontaktpersoner osv. Men det skulle også gennem andre spørgsmål give en indikation af, hvilke type steder, det drejer sig om, f.eks. ud fra, hvilke arrangementer, der afholdes, hvilke typer genstande, der bevares, organisationsform, antal lønnede og frivillige medarbejdere osv., og herigennem være et oplæg til det videre arbejde. Alle steder gav man sig beredvilligt tid til at besvare spørgsmålene og sende skemaerne retur. Jeg besøgte alle stederne for at danne mig et indtryk af dem, følge op på spørgeskemaet, tage billeder og stille uddybende spørgsmål. Det var et stort arbejde i sig selv at nå hele vejen rundt på den korte tid, men det lykkedes at sætte en til to timer af til hvert sted. Transporten tog selvfølgelig også tid, til gengæld fik jeg set Lolland på kryds og tværs som aldrig før. Kontaktpersonerne bød velkommen og viste rundt og besvarede mine mange spørgsmål. Et gennemgående indtryk var at opleve det engagement, der hersker i rigeligt mål. Der bliver 7
lagt utroligt mange frivillige kræfter i arbejdet med at bevare og fremvise den lokale kultur og historie. Derudover var en af de ting, der tydeligt kom frem i undersøgelsen, at der er en rigtig god spredning i de kulturelle institutioners emner. Der er de alment lokalhistoriske museer, der dækker forskellige geografiske områder. Der er møllerne, både stub- og hollandske møller, der er forskellige arbejdende værksteder, hvor der både smedes og trykkes, og der er bevaring af de gamle danske husdyrracer og tilhørende landbrugsredskaber. Herudover dækkes kornindustrien i Bandholm, sukkerindustrien og roepigernes historie på Lolland, tog, skibe og søfart, brandvæsenet i Nakskovs historie og historien om Grev Reventlow og den kunst, han samlede. Maribo bymidte, som den så ud i perioden ca. 1850-1900 bygges i forholdet 1:10, og det er sågar muligt at komme ombord på og opleve livet i en russisk ubåd. Som nævnt ovenfor er det gennemgående tema, når der ses på medarbejderne, engagement. Langt størstedelen af arbejdet udføres af frivillig arbejdskraft, og oftest lægges arbejdet oven i et almindeligt fuldtidsjob. Alligevel udføres arbejdet med stor glæde, når der ses bort fra frustrationerne over manglende midler og tid. Midlerne er mange steder meget små, og tiden er ofte et problem, netop fordi det frivillige arbejde lægges uden for den lønnede arbejdstid. Det kan gøre det svært at sætte større projekter i værk, når man ikke kan nå at fuldføre arbejdet samme dag. Dét, der kunne være gjort på to dage med to mands arbejdskraft, kan derfor være en stor og uoverkommelig opgave. Stort set alle steder er helt afhængige af den frivillige arbejdskraft. Den manglende tilgang af frivillig arbejdskraft, som er et problem næsten alle steder, vil give store vanskeligheder for den fortsatte drift ved generationsskifte. Museum Polakkasernen i Tågerup og Kappel Stubmølle, to af de mange forskelligartede kulturhistoriske tilbud på Lolland. Tilbage ved skrivebordet blev der lavet beskrivelser af samtlige 21 deltagende museer og kulturbevarende institutioner. Beskrivelserne er en generel gennemgang af hvornår, hvordan og hvorfor, og kan bruges til at danne sig et indtryk af den kulturelle kapital på Lolland, ligesom stederne indbyrdes med rapporten har et overblik over, hvilke andre steder og kulturhistoriske emner der er, både med henblik på eventuelt samarbejde og på at kunne vejlede gæster i deres videre færd på øen. Den efterfølgende bearbejdning bestod i at udlede temaer på tværs. De temaer, der tages op i rapporten, er medarbejdere, åbningstider og besøgstal, salg, organisationsform, registrering, magasin og udstilling, samt håndtering af genstande. Jeg vil her kort gennemgå de generelle tendenser i temaerne medarbejdere, registrering, håndtering af genstande, magasin og udstilling. Det Gamle Trykkeri i Nakskov har til huse i det hvide bladhus, hvor avisen Ny Dag tidligere lå. Godt halvdelen af de kulturbevarende institutioner registrerer slet ikke. Nogle steder er det bygningerne i sig selv, der bevares, og det giver derfor ikke mening at registrere. På de arbejdende værksteder er man som regel ikke interesseret i at bevare genstandene for eftertiden. Genstandene er i brug, og det er det levende håndværk, der er i fokus. De steder, hvor der registreres, anvendes meget forskellige teknikker, både digitale og håndskrevne. Der er generelt flere informationer på genstandene, når der registreres digitalt, men derudover er der samme omhu i registrering og mærkning af genstandene, når man først har valgt, at det skal gøres. Et af de områder, hvor der viser sig forskelle i,
om man er et statsanerkendt museum eller ej er, hvordan der registreres. Et andet er, hvor meget man udstiller. På to af de tre statsanerkendte museer i undersøgelsen er langt størstedelen af genstandsmassen på magasin, mens det forholder sig omvendt på de ikke-statsanerkendte museer, hvor alle eller næsten alle genstande er udstillet. Det skal så også siges, at de statsanerkendte museer har langt flere genstande end de øvrige steder. Håndteringen af genstandene varierer også meget. En del steder er det stedet i sig selv, der udstilles, eller selve håndværket, der fremvises i praksis. Hvor det drejer sig om møller og bygninger, bruges der generelt professionelle metoder til bevarelsesarbejdet. I de arbejdende værksteder er der ikke så meget fokus på bevaring. Værktøjet bruges de fleste steder alle i fremvisningen af håndværket, og har man en protokol fra 1867, så vises den frem og må bladres i. Hos de øvrige er der tale om forskellige former for lokalhistoriske museer, og det typiske er her traditionelle montreudstillinger samt plancher. Her må genstandene ikke berøres. Konservering gøres der på de fleste ikke-statsanerkendte steder ikke så meget ud af. Der er hverken viden eller midler til at behandle de forskellige materialetyper korrekt, ud fra et vedligeholdelsessynspunkt. Som det tydeligt fremgår, er der stor forskel på, hvordan samlingerne bevares. Men en del steder er der ikke tale om egentlige samlinger, og det er spørgsmålet, hvor meget der kan udledes af en sammenligning på dette felt. For at diagnosticere, hvordan det står til med genstandene og de andre bevarede emner, må der en grundigere undersøgelse til. Frøken Fuglsang Hvor sidder kontakten? - Det ved jeg ikke. Det var tjenerens opgave. Ruth Jensen, 86 kan selv more sig over sit svar, men sådan var det i de mange år, hun var husjomfru på Fuglsang gods på Lolland hos Bodil Neergaard. Alle havde helt klart definerede opgaver, og det var tjeneren, som stod for lyset. Da vi mødtes en efterårsdag, tidlig formiddag, i dagligstuen på Fuglsang, og solen endnu ikke lyste stuen op, var der brug for kontakten. Og vi fandt den bag et gardin. Ruth Jensen blev ansat hos Bodil Neergaard, som hun og de øvrige ansatte altid omtalte som Fruen, 1. maj i 1944. Og hun var der, indtil Fruen døde 19. maj i 1959. Og faktisk endnu længere, for hun forlod først Fuglsang 1. oktober 1959. Hun fik nogle måneder til at tage afsked og forlade det sted, som også havde været hendes hjem gennem 15 dejlige år. Journalist Karen Fich Ruth Jensen sad ved Fruens seng, da hun døde 2. pinsedag i 1959. Det gjorde overstuepigen Ingeborg også. Hun var også Fruens kammerpige, og hun og Ruth holdt sammen til Ingeborg døde i 1996. Da Bodil Neergaard blev syg, syntes familien, hun skulle indlægges på sygehuset. Men Fruen sagde: Jeg vil blive hjemme og passes af mine venner. Ruth Jensen, 86, var i 15 år husjomfru hos Bodil Neergaard på Fuglsang Gods på Lolland. Hun stod for husholdningen til såvel herskab som tjenerskab, og her fortæller hun stort og småt om årene tæt på Fruen og i et herskabshjem, hvor råvarerne kom fra egne stalde, skove og drivhuse. Foto: Ann-Lise Hass. 9
Tjenerskabet på Fuglsang omfattede 10 ansatte: 1. tjener, 2. tjener, overstuepige, to stuepiger, husjomfru, husholdningselev, kokkepige, køkkenpige, chauffør og hønsekone. I have og park var der stort set lige så mange ansatte. - Hun lå i sengen i tre dage og døde om aftenen. Ganske stille, og hun havde været klar hele tiden. Jeg kan huske, at hun blandt andet spekulerede på og talte om rejserne ud i rummet, og om de nu også kom til månen, fortæller Ruth Jensen. Ruth Jensen var kun 20 år, da hun blev ansat som kokkepige og husjomfru på Fuglsang. En ældre husjomfru satte hende ind i tingene, og snart havde hun ansvaret for husholdningen til herskabet og til tjenerskabet. Det ville sige hele planlægningen omkring indkøb og hvilke retter, der skulle tilberedes og serveres. Der var ti ansatte, og Fruen havde meget ofte gæster. - De fleste råvarer havde vi selv. Der var hønsehold, hvor vi hentede æg hver dag, vi havde selv kalkuner, ænder og kyllinger. Fodermesteren sørgede for slagtning af gris, og vi havde en frostboks i Nykøbing F. Vi fik vildt fra skovene: Rådyr, fasaner, harer og snepper og vi havde en kæmpe køkkenhave og tre drivhuse, hvor vi fik frugt og grønt, og vi havde også vores egne druer. Ruth Jensen havde sin unge alder til trods allerede stor erfaring i at holde hus. Hjemme i Ovstrup på Nordfalster havde hun hjulpet sin mor i køkkenet, og da hun kom ud af skolen efter 7. klasse og var blevet konfirmeret, blev hun ung pige i et herskabshjem i Kraghave. Hun kom tilbage til barndomshjemmet, lærte kjolesyning og blev dernæst stuepige og kokkepige på en proprietærgård tæt på sit barndomshjem. Her var hun i tre år, og lærte det hele. Også at brygge øl og koge sæbe, og hun lærte at lave en varieret kost. Det hørte også med at passe fjerkræ, og hun var med i såvel køkkenhave som prydhave. Nu skulle det åndelige plejes, og Ruth Jensen tog på højskole i Hillerød - Jeg var bidt af Hillerød, og efter højskolen fik jeg arbejde i køkkenet på sygehuset. Da jeg var her, kom der brev fra Bodil Neergaard. Hun manglede hjælp i køkkenet, og spurgte om jeg ville have komme til Fuglsang. Jeg tænkte ikke: skal-skal ikke. Nej, det ville jeg gerne. Hvorfor det var mig, Bodil Neergaard ønskede at ansætte, ved jeg ikke. Jeg var bare ikke i spor tvivl. Heller ikke selvom min far sagde: Hvad vil du dog bag Flintinges moser? Ruth Jensen sørgede for Fruens morgenmad, som bestod af kaffe, boller med smør og rugbrød med ost. Hun spiste sin morgenmad i kontoret, mens gæsterne fik den serveret i spisestuen, og de ansatte sad i køkkenet. Gæsterne fik blandt andet havregrød og kommenskringler. Til frokost var der som regel en lun ret, det kunne være omelet eller souffle. Én af Fruens yndlingsspiser var pighvar, og på Fuglsang blev der altid serveret rødvin til forretten og hvidvin til hovedretten. Det lå helt fast, fortæller Ruth Jensen. Da Bodil Neergaard brækkede en hofte i 1948, da hun faldt over et gulvtæppe, blev Ruth Jensen hentet ind til Lukasstiftelsen i København, hvor Fruen var indlagt. - Her hjalp jeg Fruen med personlig pleje, og hun fik også arrangeret, at jeg daglig arbejdede 10
nogle timer i bageriet på hospitalet. Jeg bagte wienerbrød til lægernes morgenkonference, og fruen fik også et stykke. Ruth Jensen var også med i København, hvor Bodil Neergaard havde en lejlighed i Bredgade. Hver februar flyttede Fruen ind i lejligheden sammen med Ruth Jensen, en ung pige og chaufføren. Til daglig boede to ældre søstre fra Kettinge i lejligheden, og de sørgede for at holde den i orden, så fruen kunne rykke ind. Bodil Neergaard havde fødselsdag 10. februar, og den fejrede hun altid hjemme på Fuglsang og allerede dagen efter kørte chaufføren Fruen, Ruth Jensen og en ung pige til København. Forinden var det hele pakket ned, og da fødselsdagen blev fejret med en del gæster, var det nogle meget hektiske dage kan Ruth Jensen huske. - I København mødtes jeg i øvrigt nogle gange med min søster, Gurli, som tjente på Krenkerup, hvor lensgreven havde en lejlighed på Grønningen. Ikke så langt fra Bredgade. Så gik vi to søstre ture i København. - I København inviterede Bodil Neergaard til stort kaffebord i salen ved Eliaskirken. Det var en fast tradition, og vi havde en stor æske med erantis med hjemme fra Fuglsang til bordpynt. Der deltog cirka 80 ældre koner. Det var arbejderkvinder, og mange af dem var også på sommerophold på nogle af Fuglsangs gårde. Fruen lejede også på et tidspunkt et hjem i Guldborg, hvor de kom ned nogle stykker ad gangen og fik frisk luft og sund mad. Ruth Jensen var også med i sommerhuset Krathuset på Bøtø på Sydfalster. Her boede hun, Fruen og en ung pige hele juli, og der kom kun gæster til te. En tjener kom ud forinden og slog græsset på taget, og hver dag gik fruen i vandet. Ruth Jensen erindrer hende også gå i bølgerne med stok, da hun havde brækket en hofte. Det daglige bad ville hun have! Bodil Neergaard omtalte Ruth Jensen og Ingeborg som sine venner, da hun lå på det sidste i sit soveværelse på Fuglsang, men Ruth Jensen oplevede altid, at der var afstand. - Som jeg også synes, der skal være. Men Fruen kunne godt ringe på mig, og så skulle jeg op og se hende i det store festskrud. Ingeborg var der jo også som hendes kammerpige. En gang vi skulle køre i kirke, havde vi ikke hat på, som fruen altid selv havde. Så da hun så os, sagde hun: De har ikke hat på i dag. Hvorefter vi løb ind og tog vore hatte på. Hver morgen mødtes vi til andagt i Fruens kontor, og en morgen bemærkede hun på samme måde, at én af mændene havde kludesko på. Det havde han så kun den ene gang! De ansatte blev på Fuglsang. Kirsten, som passede have, var 18 år, da hun kom til Fuglsang, og hun døde dér som 89 årig. Chaufføren var der i 54 år og overgartneren i over 50. Der var respekt omkring Fruen. Ruth Jensen kan huske en episode i Nykøbing F., hvor kolonialvarerne altid blev købt hos en købmand i Langgade. Chaufføren gik fra Fruens bil uden at låse den. Det bemærkede en mand i gaden, hvortil chaufføren svarede: Der er ingen, der rører Fruens bil. Ruth Jensen føler sig ikke rigtig hjemme denne formiddag i stuerne på Fuglsang, men.hun indrømmer, at det er svært at se på, hvordan alt er flyttet rundt. Møbler, figurer og malerier. Intet er som dengang, og meget mangler. - Ingeborg og jeg har senere flere gange boet i de nye værelser til refugiet, for at bo her i hovedbygningen kan jeg ikke klare. Det har jeg prøvet, og hele natten lå jeg vågen og flyttede rundt på møblerne. Jeg kunne slet ikke sove. Når der var gæster på Fuglsang, havde Ruth Jensen og de andre nok at se til. Ingeborg, som var både kammerpige og overstuepige, bragte varmt vand op til alle værelserne, som hun også gjorde klar til natten. Dels tæppede hun af, det vil sige gjorde sengene klar, dels fik alle værelserne bragt vand til aftentoilettet. - Tidlig morgen, mens gæsterne endnu sov, løb Ingeborg op ad alle trapperne med flere kander kogende vand. I den ene hånd havde hun to skovle med gløder til kakkelovnene, i den anden havde hun fire kander kogende vand. Det kunne være gået rent galt, men det gjorde det ikke. Juleaften fik Bodil Neergaard serveret and, mens de ansatte spiste gås. Der var juletræ i havestuen, og Fruen læste juleevangeliet, og de ansatte fik gaver og godter. 1. juledag tog fruen til Sønderskovhjemmet, et hjem for hjemløse, som Bodil Neergaard havde været med til at stifte, og Ruth Jensen cyklede hjem til sine forældre, hvor hun følte juleaften fortsatte. Det var én af mine allerbedste aftener, siger Ruth Jensen. Ruth Jensen var 36 år, da Bodil Neergaard døde i 1959, og hun fik siden arbejde på sygehuset i Nykøbing F. 56 søgte stillingen i køkkenet, og det blev Ruth Jensens. Her fik hun navnet Frøken Fuglsang, og det var faktisk stiftsamtmanden, grev Frederik Reventlow, som var én af Bodil Neergaard venner, som opfordrede Ruth Jensen til at søge det. Han kendte hendes værd fra Fuglsang. De to veninder fra Fuglsang holdt sammen indtil Ingeborg døde i 1996. Først i et hus i Skolegade, hvor Ingeborg kunne bruge sine grønne fingre, senere i en lejlighed. Talrige bilture fik de sammen, og fem Fiat er sled Frøken Fuglsang op. I dag er det cyklen, der er det foretrukne transportmiddel, når Ruth Jensen i dag blandt andet besøger en gammel veninde i Bakkehuset. 11
En større omgang Forvalter Leif Salle Nielsen - Foto: Museum Lolland-Falster Det lykkedes igen for museet at skaffe penge til udskiftning af et tag på Frilandsmuseet. Der er flere tage, der trænger til udskiftning, og i denne omgang fik vi midler nok til at nytække Kapellanboligen. Pengene kom fra LAG Lolland, Møenbogaardfonden og Lolland-Falster og Langelands Købstæders Brandsocietetsfond. Vi var godt klar over, at det ville blive en stor omgang, så derfor havde vi også søgt LAG-midler, som indebærer, at man selv lægger rigtig mange arbejdstimer i det. lægge presenninger af og på hele tiden, men det var en af de få gange, hvor vejrguderne ikke var med os! Under en storm blæste teltet ned, men ødelagde heldigvis ikke noget. Vi måtte så alligevel bruge presenninger til afdækning. Vi havde besluttet, at vi, samtidig med at taget skulle skiftes, også ville lægge nyt bjælkelag. Der var et par kvadratmeter tilbage af det oprindelige bjælkelag, så vi besluttede, at bjælkelaget skulle være som det oprindelige. Vi fik købt træ til det hele og fik det så afrettet og fik fræset notgange på begge kanter, da det var løse fjer, som blev brugt til at samle brædderne med. Det drillede lidt i begyndelsen, da træet kom ud i det fugtige miljø på Frilandsmuseet; fjederlisterne udvidede sig så meget, at vi måtte få dem tykkelseshøvlet engang mere for at få dem i noten, når vi skulle samle brædderne, men til sidst lykkedes det. Det er nu uden risiko for at falde igennem, at man kan gå på loftet. Vi var nu klar til at gå i gang med taget, hvor der, samtidig med at taget skulle tækkes, skulle skiftes nogle spær. Andre skulle forstærkes, og 2 nye svåller (kviste) måtte der også laves. Endvidere skulle nye finske lægter sømmes på. Inden vi skulle i gang med taget, havde vores flinke tækkemand sat stillads og et stort telt op over hele Kapellanboligen, så man slap for at Vi fik rettet stilladset op og kunne så gå i gang med at rive det gamle stråtag af. Mere beskidt arbejde skal man lede langt efter! Vi tog det af i bundter og kunne derefter smide det ned på en traktorvogn, så vi slap vi for at skulle samle alt op nede fra jorden. Efterfølgende kørte vi det væk og brændte det af. De gamle lægter blev så revet af i de længder, vi havde fået nye finske lægter I. Alle de finske lægter blev først afbarket, så borebiller og andet utøj ikke har gode vækstbetingelser. Vi måtte dog først i skoven og fælde nogle asketræer, som vi også afbarkede og efterfølgende udskiftede med de spær, som var i dårligst stand. Alle hanebånd blev også udskiftet. 12
Svållerne er et kapitel for sig selv. De var ikke lavet, som tækkemændene gerne så dem, men de forstod godt, at vi ville have dem til at se ud, som de gamle havde set ud. Dette tilstræber vi jo også, at alle de andre ting, vi går og arbejder med, skal. Gori-7, var tækkemændene klar til at gå i gang. De var heldigvis tilfredse med det træarbejde, vi havde udført. Taget blev syet fast med tækkegarn og tækkekæppe. Det var meget spændende at følge med i, hvad andre interesserede i øvrigt også kunne, da Museet holdt gratis åbent, selv om det var uden for åbningssæsonen. Det viste sig, at der var stor interesse for at se tækkearbejdet, så der var nogen, som kom jævnligt for at følge med. I alt kom ca. 400 personer, hvad vi syntes var fint. Tækkearbejdet blev færdigt og blev et flot stykke arbejde, - kom selv og se det med egne øjne! Der var ikke skorsten på huset. Det har der tidligere været, men den var lavet i tagpap og er nedtaget for mange år siden. Vi havde nu besluttet, at der skulle være en muret skorsten, så huset kom til at være mere historisk korrekt. Vi har lavet et lille forsøg med skorstenen, idet piben er blevet opmuret med det, vi kalder middelaldermørtel, for at se hvor godt den holder (hvad historien jo viser den gør). Efter at vi havde skiftet og forstærket spær, sømmet lægter på og smurt alt træværk med Men vi var ikke færdige endnu, da alt løs kalk og puds skulle renses af og nye lergulve lægges, men mere om det en anden gang... Museology: Back to basics Magasinforvalter, konservator og museolog Birgit Wilster Hansen Indtryk fra deltagelse i ICOFOMs 32. årlige symposium Museology: Back to basics. Museum Lolland-Falsters magasinforvalter rejste den 1.-5. juli til Liège i Belgien til ICOFOMs 32. årlige symposium. Det fandt sted på Universitetet i Liège og Musée Royal de Mariemont. Museum Lolland-Falster er medlem af den internationale museumsorganisation ICOM. Arbejdet i ICOM er organiseret i forskellige nationale og internationale komitéer, bl.a. den internationale komité for museologi/museumsvidenskab ICOFOM. Det museologiske arbejde i ICOFOM er vigtigt såvel på uddannelsesinstitutionernes kurser i teoretisk metode som i det daglige arbejde på museerne. Museologi er et nødvendigt teoretisk værktøj til at bevidstgøre aktører og professionalisere arbejdet med samlinger og kulturarv på de danske museer. Ved at bringe folk fra forskellige sprogområder, forskellige verdensdele og forskellige kulturer sammen og give dem et fælles fagsprog kan man med stort udbytte dele tanker og metoder i omgangen med den fælles kulturarv. Emnet for ICOFOMs 32. symposium Tilbage til basis var en undersøgelse af museologiske termer, og hvordan de anvendes - med henblik på at skabe en museologisk ordbog med veldefinerede termer. En arbejdsgruppe under ICOFOM har arbejdet med dette siden 2000, og det var 20 af arbejdsgruppen udvalgte kon- 13
cepter, som skulle diskuteres. En sådan ordbog er vigtig, da museologi er en forholdsvis ny videnskab med flere skoler og derfor afhængig af sprog og kultur samt noget forskellig brug af fagsprog. Samtidig med ønsket om det arbejdsredskab, som en ordbog er, var det for mange vigtigt at understrege, at det netop skulle være et værktøj og ikke normdannende. Arbejdsformen Som eksempel på symposiets arbejdsform vælger jeg 4.samling, fredag 3.juli. Formiddagens emner var Kulturarv, Bevaring, Forskning, Genstand, Samling, Musealisering. Alle arbejdsgruppens 20 definitioner var publiceret på ICOFOMS hjemmeside i forbindelse med programmet for symposiet. Det var således forudsat at alle deltagere på forhånd havde gjort sig bekendt med disse. Som udgangspunkt og indledning af 4.samling, forelæste Jean Davallon (Frankrig) over dagens emner. Forelæsningen blev indledt med en semiotisk, en teknisk og en social tilgang til ovenstående: Museologi som informationsteknisk eller social videnskab. Et andet hovedemne var Musealiseringsprocessen og dens videnskabelige grundlag Davallon blev efterfulgt af Chang Wan-Chen (Taiwan). Chang forelæste om forskelle mellem Vesten og Fjernøsten (Kina/Taiwan og Japan) vedrørende konceptet museum. Hun beskrev bl.a. hvorledes æstetik i mange tilfælde rangerer højere end vestlig såkaldt videnskabelig tilgang. Lynn Maranda fra Canada afsluttede med en kort kommentar til musealisering og behovet for identifikation af autenticitet. Ovenstående blev efterfulgt af en levende diskussion. Ikke mindst var der livlig diskussion om genstand eller erindringspunkt som udgangspunkt for museologisk forskning, hvorvidt musealiseringsbegrebet er specifikt knyttet til museer eller generelt kan anvendes ved udvælgelse af kulturarv, om genstande er tegn eller bærere af tegn, besidder genstande værdier eller tillægger vi dem værdi, kan ændring i status kun ske gennem samspil med samfund. Også superaktuelle spørgsmål som hvorvidt musealisering kan opfattes som en reversibel proces og problemerne omkring f.eks. religiøse objekter som af nogle ses som museumsobjekter, mens de for den aktuelle menighed altid vil besidde den religiøse kraft, blev diskuteret. Udbyttet Udbyttet af turen er først og fremmest masser af stof til eftertanke og til bevidstgørelse omkring og revision af de parametre, vi anvender i arbejdet med museumssamlinger, kulturarv og Foto: Séminaire de muséologie, University of Liège samfund. Ikke alene i forbindelse med forvaltning af samlingerne men også i forbindelse med udstillinger og anden museumsvirksomhed. Et par eksempler: I disse år har danske museer travlt med at gennemgå og rydde op i samlinger. Refleksioner om musealiseringsprocesser er i mindst ligeså høj grad et værktøj i arbejdet med udskillelse og kassation fra samlingerne som i indsamlingsfasen. Dette er et højst aktuelt tema i det daglige arbejde med museets samling. Ved kassation må man være sig bevidst, at samlinger er et produkt såvel af den tid, de er indsamlet i, som af den tid genstandene repræsenterer. At kassere er derfor langt fra enkelt, og problemet er ikke altid løst ved dokumentation. Dokumentation er begrænset/afhængig af, hvilke aspekter man på det tidspunkt er opmærksom på og giver derfor ikke altid svar på de nye spørgsmål, senere tider vil stille. At kassere vil derfor altid fjerne information fra samlinger. Samtidig må vi erkende, at kassation på et velfunderet grundlag er bedre end den tilfældige udskillelse, som dårlige opbevaringsforhold og manglende konservering repræsenterer. I forhold til de fysiske samlinger er vejen frem velovervejede samlinger og gode magasinforhold. Også i arbejdet med at fremvise genstande og kulturarv for publikum er der mange valg: Hvilken historie vælger vi at præsentere, hvilke værdier bærer objektet, hvilke tillægger vi det osv. Hvornår er det meningsfuldt at fremvise objektet, og hvornår er det blot staffage for den historie, vi ønsker at fortælle osv. Museumsvidenskab er et værktøj til at strukturere disse valg. Deltagelse i internationalt samarbejde, som ICOFOM giver nye vinkler på de mange spørgsmål og er en berigelse af fagligheden i den danske museumsverden. Program, oplæg og arbejdspapirer samt sammendrag af symposiet er i skrivende stund, jan. 2010, stadig tilgængeligt på web: http://www.icofom.com.ar/en_belgica.htm 14
Danefæbehandling 2009 Arkæolog Birgitte Fløe Jensen - Foto: Museum Lolland-Falster Der er på Lolland og Falster i en del år blevet fundet mange flotte danefæ og andre interessante arkæologiske fund med metaldetektor. De aktive detektorførere i området har endda fundet flere nye lokaliteter! Sagsbehandling og danefæ... Museum Lolland-Falster havde mulighed for at afsætte tid i september og oktober sidste år til at få registreret et antal sager, der ikke var blevet behandlet tidligere. En del af sagsbehandlingen er at registrere fundene på DKC - Det Kulturhistoriske Centralregister (www.dkconline.dk). På dette register bliver alle enkeltfund, udgravninger og fredede fortidsminder registreret, dvs. det er i DKC, at alle brikkerne til det store puslespil om Danmarks arkæologiske fortid bliver samlet. I løbet af det sidste år har Kulturarvsstyrelsen, der er ansvarlig for DKC, arbejdet med at opdatere og forny systemet og det har i den tid ikke været muligt at indberette fund til DKC og det er det pt. ikke endnu. Museet skal jf. Museumsloven modtage og registrere danefæ, der er fundet i dets arkæologiske ansvarsområde, inden disse fund kan afleveres til Nationalmuseet, der står for den egentlige vurdering af evt. danefæ og udbetaling af danefægodtgørelse. Dvs. en del af de fund, museet har modtaget, ikke kan afleveres på Nationalmuseet - endnu! Museet håber naturligvis, at afleveringen af de registrerede fund vil kunne ske så snart så muligt. Skivefibulaer fra Sandby og Horslunde Blandt de indleverede fund er to dragtspænder med dyreslyngsornamenter fra vikingetiden. De såkaldte skivefibulaer er i jellingstil - en dekoreringsstil, der især anvendtes fra midten af 800- tallet til slutningen af 900-tallet. Smykkerne blev fundet med metaldetektor. Stednavne med endelsen -by dateres sædvanligvis til vikingetiden. Begge skivefibulaer er fundet med metaldetektor på lokaliteter med metalfund fra ca. 400 efter år 0 til ca. 1100, dvs. fra germansk jernalder, vikingetid og tidlig middelalder i nærheden af Skivefibulaer fra vikingetid, Horslunde og Sandby. LFS 1996 (t.v.) og LFS 169. Metaldetektorfund I Museumsloven er danefæ defineret som Genstande fra fortiden, herunder mønter, der er fundet i Danmark, og hvortil ingen kan godtgøre sin ret som ejer, er danefæ, såfremt de er forarbejdet af værdifuldt materiale eller har særlig kulturhistorisk værdi. Danefæ skal være over 100 år gammelt. Udover genstande af guld og sølv kan også kobbermønter, genstande fremstillet af ben og tak, keramik, figurer, helleristninger, runeindskrifter, skeletdele og tekstilrester være danefæ. Nøgle fra middelalderen. LFS 2066. Metaldetektorfund 15
de nuværende landsbyer Horslunde og Sandby. Landsbyerne kendes tilbage fra middelalderen. Fund af arkæologiske lokaliteter ved brug af metaldetektor Arkæologisk set har der også før 1970-erne været viden om, at der kan findes jernalder- og vikingetidsbopladser nær nutidens landsbyer, men det var først efter, at den håndholdte batteridrevne metaldetektor blev udviklet, at der er blevet fundet rigtig mange bebyggelser og gravpladser fra jernalder, vikingetid og middelalder. Således også på Lolland og Falster. For eksempel kan nævnes, at jernalderbebyggelsen ved Hobyfundet blev fundet ved hjælp af metaldetektor, ligesom bebyggelser ved Utterslev og Vejleby er blevet det. Fund af andre materialer end metal De fleste af de mulige danefæ genstande, der bliver indleveret til Museum Lolland-Falster, er af metal. Dog er der et enkelt fund af rav, der muligvis kan være et forarbejde til en bjørn. Det er eksperterne på Nationalmuseet, Hvis du går med metaldetektor, så er det vigtigt at: - du altid har en aftale med lodsejer om at afsøge på et givent område før du går i gang, - du noterer det præcise fundsted på et kort eller evt. ved hjælp af GPS og - du også samler andre genstande op, der ikke er af metal fx potteskår. Muligt forarbejde til ravbjørn fra jægerstenalderen, Langø. LFS 2049. som afgør om ravklumpen kan være et forarbejde til en bjørn fra jægerstenalderen, og dermed om finderen vil modtage danefægodtgørelse. Der vil i løbet af 2010 blive lagt en vejledning vedr. danefæ på Museum Lolland-Falsters hjemmeside. Formålet med denne vejledning er, at oplyse om hvad man gør, hvis man finder noget, der kunne være danefæ, hvad museet foretager sig i forbindelse med indlevering af danefæ og om Nationalmuseets overordnede ansvar. Hvis du har fund, der kan være danefæ, så er du meget velkommen til at kontakte museet på tlf. 54 84 44 00, via e-mail på post@museumlollandfalster.dk eller i Frisegade 40, 4800 Nykøbing F. Måske vil netop dit fund blive vist i dette årsskrift og på museets hjemmeside. Link til Nationalmuseets side om danefæ http://www.natmus.dk/sw40166.asp Link til Museumsloven http://www.kulturarv. dk/forvaltning/love/museumslov.jsp 16
Forskning i Femø kvindelejr Projektmedarbejder Anne Brædder I september 2010 åbner Museum Lolland-Falster en udstilling om Femø kvindelejr. Først skal kvindelejrens historie dog afdækkes. Museet er i gang med at dokumentere kvindelejrens udvikling fra dens første år i 1971 til 2010, hvor lejren afholdes for 40. gang. Der findes imidlertid næsten ingen litteratur eller forskning om kvindelejren. Derfor søger vi viden om kvindelejren på arkiver og biblioteker, i aviser og blade, ved at lave interviews med kvinder på lejren og ved selv at deltage på kvindelejren. Museet har modtaget støtte fra Kulturarvsstyrelsen til forskningsprojektet, der skal danne baggrund for udstillingen. også Femø kvindelejr. Sidst i 1970erne blev de lesbiske temauger efterhånden dem med de højeste deltagerantal, og i 1980erne var kun et mindretal af kvinderne på lejren ikke lesbiske. Rødstrømpernes kvindelejr Det var Rødstrømpebevægelsen i København, der fik ideen til kvindelejren. Rødstrømperne arrangerede lejren, fordi de mente, at kvinder skulle have mulighed for at skabe en kvindekultur på egne betingelser og for at videreudvikle søstersolidariteten. Det konkrete indhold på lejren i 1970erne var bl.a. basisgruppesnak i teltgrupperne. Her fortalte kvinderne deres livshistorier for derigennem at blive bevidstgjorte om deres undertrykkelse og om de fælles erfaringer, kvinder delte. Frigørelse fra undertrykkelsen var målet. Herudover havde man diskussioner om andre kvindepolitiske emner, kreative aktiviteter og fællesmøder hver aften. Efter aftenmøderne var der ofte sang, dans og fest. Lejren var en stor succes med forskellige temauger somrene igennem. Lesbiske og lesbisk kvindekamp var en central del af 1970ernes kvindebevægelse og dermed Opgør og forandring Interessen for Rødstrømpebevægelsen klingede ud i begyndelsen af 1980erne, men kvinder mødtes stadig på kvindelejren hver sommer. Sidst i 1980erne kom flere og flere kvinder dog for at holde ferie i et lesbisk miljø og ikke for at dele livshistorier og praktisere feminisme. På et Femø-seminar i 1988 blev det fx diskuteret, hvad der gav prestige i lejren: At sige i runden at man gerne vil i snakkegruppe får lavstatus, når de tjekkede siger de holder ferie. En kvinde, der er kommet på Femø siden sidst i 1980erne, oplevede det som et regulært opgør med kvindelejrens grundprincipper: Man talte i omgang og snakkede i det hele taget meget og længe. I slutningen af 80erne kom der et opgør. Lejren var jo blevet lesbisk, og mange kom af disse og ikke politiske årsager. Derfor gad man ikke de politiske snakke. 17
I 1990erne blev kvindelejren altså afpolitiseret. I introduktionsavisen fra 1991 blev kvindelejren præsenteret sådan her: Kvindelejren startede i 1971 som en del af rødstrømpebevægelsen og kvindebevægelsen. I dag, 20 år efter, er rødstrømpebevægelsen væk og kvindebevægelsen spredt. Men kvindelejren består stadig. Ikke som et monument over fortiden, men som et aktuelt ferietilbud for kvinder og børn. Artikler fra dagblade fra 1990erne og op til i dag viser også, at de politiske snakkegrupper ikke længere var det primære indhold på lejren. Flere kvinder fremhævede kvindelejren som ferie, hygge og afslapning i naturrige omgivelser og ikke mindst som et fristed for lesbiske: I dag er lejren et mere indadvendt pusterum for lesbiske. En mangfoldig kvindelejr Og hvad er kvindelejren så i dag? Mine bud er, at den stadig er et fristed, hvor lesbiske nyder ikke at være en minoritet, en ferieø for kvinder og børn med mange forskellige aktiviteter, et køns- og seksualitetspolitisk forum, et sted at koble fra og slappe af, intimitet, samvær og sikkert meget andet. Alle deltagerne, både børn og lesbiske og heteroseksuelle kvinder, er med til at skabe det stærke fællesskab og den særlige stemning, som kendetegner lejren. I modsætning til 1970erne, hvor et af formålene på lejren var at blive bevidste om kvinders fælles erfaringer, hylder kvinderne på kvindelejren i dag forskelligheden blandt kvinderne og lejrens mangfoldige indhold. Det fremhæves ofte, at kvindelejren er, hvad man gør den til. Det betyder, at for nogle er Femø lig med fest og leg, for andre er det personlig udvikling med intime samtaler, for helt andre er det et feministisk forum, osv. Hver temauge har sit eget præg og tiltrækker forskellige kvinder med forskellige ønsker for lejropholdet. Et erindringssted for den ny kvindebevægelse For mig at se er det mest interessante ved Femø kvindelejr imidlertid ikke at vurdere, hvorvidt kvindelejren i dag er et feministisk strategiværksted, et lesbisk ferieparadis, et personligt udviklingssted eller noget helt fjerde. Femø kvindelejr er spændende, fordi der eksisterer et kollektivt erindringsfællesskab om Rødstrømpebevægelsens kvindelejr i vores nationale historiebevidsthed. Kvindelejren er, hvad man inden for historievidenskaben kan kalde et erindringssted for den ny kvindebevægelse. Her legemliggøres den kollektive erindring om en vigtig fortælling i danmarkshistorien. Erindringen præger både de deltagende kvinders og vores alles opfattelse af, hvad kvindelejren er. Femøisterne er fx meget bevidste om lejrens historie, og i lejrmiljøet florerer mange anekdoter om lejrlivet i 1970erne. Blandt kvinderne er der både konsensus og konflikt om erindringsfællesskabets centrale værdier. For nogle er der mange fællestræk med datidens kvindelejr, mens andre synes, at kvindelejren har forandret sig meget hvad enten de har været der i 1970erne eller ej. Ikke kun deltagende kvinder gør brug af det kollektive erindringsfællesskab, når de skal danne sig et billede af lejren i dag. Det gør også journalister, der besøger lejren, kvinder, der overvejer at tage på lejren, historikere og offentligheden i det hele taget, når snakken falder på Femø kvindelejr. Det gør jeg, og det gør du sikkert også. Kvindelejren har været afholdt på Femø hvert år siden 1971. Lejren har altid varet det meste af sommeren. I dag består lejren af seks temauger + en uge, hvor lejren sættes op, og en uge, hvor den tages ned. Deltagerantallet har gennem årene svinget mellem ca. 150 og 1.300 kvinder og børn. I dag må der maks. være 80 kvinder og børn på hver af temaugerne. I 2009 besøgte ca. 400 lejren. Drengebørn må komme på lejren, til de fylder 12 år. Lejren har altid bestået af store fællestelte. I dag er der også en hjemmebygget toilet- og badevogn, bivuakker og privattelte. Lejrens dagligdag er og har altid været bygget op omkring tjanser, aktiviteter/snakkegrupper og fællesmøder. 18
Byens Blikfang Studentermedhjælper Katha Qvist - Foto: Museum Lolland-Falster Hvor godt kender du Nykøbing F.? Sådan blev der spurgt i Folketidende i efterårsferien, hvor Kulturmindeforeningen Nykøbing Falster og Nykøbing F. Bevaringsfond i samarbejde med Museum Lolland-Falster afholdt en konkurrence for byens borgere og andre interesserede. Detaljefotos fra Nykøbing F. udgjorde grundlaget for skattejagten, hvor i alt 14 adresser i byen skulle findes. Den første lørdag i efterårsferien blev der bragt 9 billeder fra bymidten, som man kunne bruge weekenden på at finde. Herefter blev føljetonen hver dag i resten af ferien fulgt op af et nyt motiv, som man kunne gå på opdagelse i byen for at finde. Der var mange, der tog udfordringen op, og travede Nykøbing tynd i uge 42. Syv personer svarede rigtigt på samtlige adresser. Det var et af formålene med konkurrencen at få os alle til at se lidt nærmere på vores by. At løfte blikket og bemærke de mange fine detaljer, som byen rummer. Nogle af dem vil sikkert være her mange år endnu, mens andre som for eksempel el-ledningerne efterhånden forsvinder fra bybilledet. Et andet formål var at henlede opmærksomheden på Kulturmindeforeningen og hverve nye medlemmer hertil, samt i det hele taget at gøre bevaring af bygningskulturen, som museet samarbejder med Kulturmindeforeningen og Bevaringsfonden om, nærværende. For at blive endnu bedre til at arbejde med bygningsbevaring og dertilhørende kulturmiljøer, er der på Museum Lolland-Falster planer om at etablere et bygningskulturelt videnscenter i den genrejste Amtsforvalterbolig i Frisegade 40-42, hvor museets administration, bibliotek og en del af forskningen allerede befinder sig. Minikonkurrence Gæt adresserne til motiverne her på siden. Svarene finder du på side 62. Gevinst: Evig ære og retten til pral! 1 2 3 4 5 6 19
Museum Lolland-Falsters arrangementer Formidlingsinspektør Anne-Lotte Sjørup Mathiesen - Foto: Museum Lolland-Falster Selvom 2009 var et opstarts år for det nye Museum Lolland-Falster har ingen ligget på den lade side. Fra første arbejdsdag efter årsskiftet gik promoveringen af det nye museum i gang. Kort efter museets fødsel i januar 2009 blev der påbegyndt og udarbejdet en profilavis, der skulle skabe opmærksomhed om det nye sammenlagte Museum Lolland-Falster. Man ønskede fra museets side hurtigst muligt at give lokalbefolkningen et kendskab til den nye organisation og vise, at der stadig var liv i de gamle museer, selvom det var under et nyt fælles navn. Avisen blev udsendt med Lolland-Falsters Folketidende d. 28. marts 2009, og et antal blev lagt i det nye museums fire afdelinger, så besøgende kunne tage den med. det samme layout, som var blevet kendt fra profilavisen. Der blev anvendt det samme forsidebillede og farver, skrifttyper og ikke mindst fik det nye fælles logo en fremtrædende plads. Udover at give et samlet overblik over museets arrangementer i løbet af året blev folderen udvidet til også at indeholde informationer om museets fire afdelinger. Med udvidelsen kunne vi fra museet side nemt præsentere Museum Lolland-Falster og vise, hvad de fire afdelinger hver især har at tilbyde. På denne måde ville besøgende, der fik fat i kalenderen udenfor museet, ikke kun se arrangementsdatoerne, nej de ville også vide, hvad museet tilbyder på almindelige dage. Der var stor tilfredshed med den samlede kalender, og vi valgte derfor at lægge den på museets hjemmeside til download. Udover aktivitetsfolderen er samtlige af Museum Lolland-Falsters arrangementer blevet udsendt som pressemateriale til lokale og nationale nyhedsmedier. Pressematerialet er efterfølgende sat på museets hjemmeside. Lokale dags- og ugeaviser har med meget få undtagelser bragt disse pressemeddelelser eller lavet uddybende artikler om emnerne. Regionale radioer har også vist stor interesse for museets arrangementer og omtalt dem i den bedste sendetid. Der har i forbindelse med større arrangementer også været fremstillet plakater og flyers, der er blevet hængt op i lokalområdet. Undersøgelser i forbindelse med større arrangementer har vist, at den brede skare af nyhedsmedier, der omtaler museets arrangementer, kombineret med det trykte materiale betyder, at vi er nået ud til det brede publikum vi ønsker. Der kæmpes med fremstillingen af æblemost i efterårsferien. Foto: Museum Lolland-Falster I begyndelsen af året udarbejdede museet en arrangementsfolder. Folderen skulle sammen med avisen for alvor fastslå museets eksistens og vise, at sammenlægningen ikke skar ned på arrangementer og tilbud. For at skabe en sammenhæng blev arrangementsfolderen derfor holdt i Med hensyn til valget af arrangementer, der foregår i Museum Lolland-Falsters regi, er de af stor variation. Forskelligheden i arrangementerne er med til at tiltrække flere mennesker til museet og få skabt opmærksomhed omkring museets kundskaber. Interessen omkring arrangementerne skyldes enten, at de besøgende ønsker at stifte bekendtskab med noget nyt og anderledes eller fordi de har fået et forhold til et bestemt tilbagevendende arrangement. Begge situationer opfattes positivt og arrangementernes besøgstal og efterspørgsel er med til at vise den store interesse, der er for museets arrangementer. Før, under og efter et 20