Indledning... 2. Præsentation af Michael Moore... 3. Præsentation af Bowling for Columbine... 4. Beskrivelse af dokumentargenren...

Indledning... 2 Præsentation af Michael Moore... 3 Præsentation af Bowling for Columbine... 4 Beskrivelse af dokumentargenren... 10 Bill Nichols definition af dokumentarfilm... 10 Bill Nichols six modes of representation... 11 Bill Nichols The voice of documentary... 16 Analyse af Bowling for Columbine... 18 Konklusion... 23 Litteraturliste... Fejl! Bogmærke er ikke defineret. 1

Indledning Da jeg første gang så Michael Moores Bowling for Columbine fra 2002 blev jeg meget skræmt over den holdning til våben der hersker i USA. Mit kendskab til USA begrænser sig til det jeg har set i medierne og selvom jeg godt ved at deres våbenlovgivning er mildere end den danske, blev jeg overrasket over hvor let det tilsyneladende er at skaffe våben. Hvor våben i Danmark kun er noget man bruger til at gå på jagt med, er det i USA også noget man forsvarer sit hjem med. Og til at forsvare sit hjem er en jagtriffel tilsyneladende ikke god nok, her skal der bruges militære våben. Denne holdning er uforståelig for mig og det kan da ikke undre nogen at det går galt en gang imellem. Filmen handler om netop denne problemstilling men Moore gør i filmen brug af nogle kneb jeg ikke før har set i ellers alvorlige dokumentarfilm. Han gør grin med folk, kommer med ironiske kommentarer og bruger bl.a. tegnefilm til at få pointer frem. Dette er underholdende, men også medvirkende til at gøre filmen lidt kvalmsk. Det virker som et billigt trick og jeg synes det giver filmen unødvendige troværdighedsproblemer. Jeg undrer mig lidt over denne fremgangsmåde, men ser samtidigt at Moore med sin film har skabt en debat der gør at folk får øjnene op for problemet med privat ejede våben i USA. Jeg kan godt lide Moores måde at lave film på men forstår udmærket folk der synes, at det bliver for meget underholdning og for lidt reel journalistik. Jeg mener dog ikke at dokumentarfilm altid behøver være objektive, men derimod at de godt kan være en mands subjektive syn på et problem. Moore forsøger godt nok at fremstå som en objektiv person der leder efter roden på problemet. Men filmen, der jo altså er lavet af Moore, fremstiller ikke alle synspunkter med samme respekt, hvilket undergraver illusionen om at Moore er objektiv. Da jeg skulle vælge et emne til denne opgave så jeg det som en god mulighed for at undersøge Moores film lidt nærmere og ved at bruge Bill Nichols teori om dokumentarfilm, vil jeg prøve at putte Bowling for Columbine i en kasse og analysere den nærmere. 2

Præsentation af Michael Moore Michael Moore er en af de mest omtalte dokumentarfilm instruktører for tiden på grund af den enorme succes han har fået med de film der bringer USA s skyggesider frem i lyset. Moore er født i 1954 i Flint, Michigan hvor han også studerede journalistik. Han første film handler om hvordan Flint, Michigan blev ødelagt af at General Motors flyttede fra byen og derved fjernede den arbejdsplads hvor hovedparten af byens borgere arbejdede. Selvom filmen blev populær og bragte Moore frem i lyset, var der mange der kritiserede ham for at manipulere med sine facts i filmen. Fx ændrede han i kronologien for at få det til at se ud som om arbejdsløsheden i byen udelukkende skyldes at General Motors flyttede væk. Realiteten var dog at der allerede inden da var stor arbejdsløshed i byen. Et andet problem for Moore var at han filmen igennem forsøger at få et interview med direktøren af fabrikken, uden held. Siden da er det kommet frem at han fik sit interview, men bare ikke tog det med i filmen, hvilket fik direktøren til at se skidt ud. Hans store gennembrud kom med Bowling for Columbine fra 2002. Den handler om amerikanernes våbenkultur der gør det utroligt let for selv børn, at skaffe fuldautomatiske maskingeværer. Titlen refererer til Columbine highschool hvor 2 elever skød og dræbte 12 studerende og en lærer 1999. Med udgangspunkt i den ulykkelige begivenhed sætter Moore sig for at undersøge hvordan det kunne ske. Hurtigt viser det sig, at de to elever var et par outsideres der var blevet mobbet i adskillige år. Våbnene de brugte var købt over nettet og kuglerne var købt lovligt og åbenlyst i et lokalt stormagasin. Moore retter derfor sin opmærksomhed mod selve denne tilgængelighed af våben. Det leder ham til forskellige mennesker deriblandt flere der mener, at det er nødvendigt med våben for at kunne føle sig tryg i et mere og mere voldsplaget USA. Efter terrorangrebet på World Trade Center i 2001 gik Moore i gang med at undersøge George Bush s rolle i ulykken, og fandt blandt andet ud af, at blandt dem der tjente mest på krigen i Irak, 3

var Bush s far og nærmeste venner. Filmen Fahrenheit 9/11 (2004) gjorde Moore til en både elsket og hadet person. At han ikke støttede op om Bush og at han yderligere fremstillede ham som inkompetent og utroværdig, blev af mange (republikanere) tolket som, at Moore hadede USA og mange anser stadig Moore for at være en landsforræder. Moore selv siger, at han elsker sit land, men ikke dets administration. I Fahrenheit 9/11 bruger Moore latterliggørelse som en måde til at vise sine synspunkter for verden, men den strategi gør, at det kun er dem der i forvejen er enige med ham, der tales til. De, der er Bush-tilhængere inden de ser filmen, bliver ikke overbevist af velbegrundede argumenter, men bliver mere frastøt af latterliggørelsen og de ironiske kommentarer. Derved frastøder han den gruppe af folk som han reelt gerne ville omvende. Den stil Moore har tillagt sig i sine film har ham selv som hovedperson der følges af hans filmhold rundt i USA (og Canada) i jagten på svar. Undervejs kommenterer han med sine overvejelser og kritiske holdninger. Oven i det blander han så arkivmateriale, som fx gamle reklamer, fiktionselementer og andre klip der giver filmen tempo, underholdningsværdi og hjælper med at understøtte hans holdninger. Præsentation af Bowling for Columbine Filmen starter med Moores stemme ledsaget af billeder fra USA en helt almindelig morgen. Med en vis ironi i stemmen fortæller han om de ting der skete denne morgen. Der er en mælkemand der afleverer mælk, der er nogle børn der bliver modtaget af deres skolelærer, der er den amerikanske hær der bomber et fremmed land og der er to drenge der tager ud og bowler. Moores pointe er tydelig fra start. I USA er krig og vold lige så almindeligt som skole og bowling. Her er stemningen slået an. Man på en gang forfærdes over at få sidestillet krig med børn, og samtidig morer man sig over Moores beskrivelser. 4

Herefter træder Moore så selv ind i billedet. Kameraet følger ham ind i en bank hvor han åbner en konto hvortil der følger et gratis gevær man får udleveret med det samme i banken. De ansatte i banken svarer pænt og høfligt på hans spørgsmål, men da han spørger det helt centrale: Synes du ikke det er lidt farligt at udlevere geværer i en bank?, får vi ikke lov til at høre svaret. Her klippes i stedet til Moore der storsmilende, kommer ud af banken med geværet hævet over hovedet. Filmens anslag er slået fast og Moore har sat sig selv i scene som filmens fortæller og hovedperson. Herefter kommer filmens titeltekster som en montage der endnu engang fastsætter filmens ironiske og underholdende stil. Vi ser gamle klip med folk der bowler og en gammel reklame for legetøjsgeværer der lyder så meget som ægte geværer at selv politiet ikke kan høre forskel. Endnu engang bliver børn sat i forbindelse med våben. Moore gør flittigt brug af klip fra tv filmen igennem og det blander han så sammen med de folk han møder og interviewer. Flere af hans interviews har, ligesom indledningen i banken hvor han jo reelt ikke interviewede nogen, mere præg af gimmick end journalistik. Fx interviewer han en politimand om en ulykke hvor en hund kom til at skyde sin ejer. Politimanden forklarer hvordan en mand havde klædt sin hund ud som jæger med gevær og kasket og det hele. Hunden rystede geværet af sig og det gik så af og skød manden i benet. I stedet for at spørge ind til hvordan man dog kan finde på at lege med et ladt gevær på den måde, spørger Moore om hunden mon gjorde det med vilje. Da politimanden ikke helt forstår humoren og ikke ved hvad han skal svare, lugter Moore blod. Og drilsk spørger han om dyr overhovedet kan blive straffet for mord på mennesker. Politimanden, der stadig ikke kan se noget humoristisk idet, forsøger at svare alvorligt på spørgsmålene men ender med at se dybt åndssvag ud. Dette interview tjener kun det formål at underholde. Her er hverken oplysning er diskussion, men kun en historie om en usædvanligt tåbelig våbenentusiast uden respekt for våbenet. 5

Men Moore har også en del alvor med i filmen. Selve Columbine-skyderiet er dokumenteret i lyd og billeder hvor vi hører telefonopkaldene til alarmcentralen fra en af lærerne på Columbine highscool, samtidig med at vi ser optagelser fra overvågningskameraerne. Her kommer Moore ikke med en kommenterende voiceover, billeder og lyd taler for sig selv. Efter denne sekvens kommer Moores voiceover og fortæller, at alle de våben de unge brugte til massakren var købt lovligt og kuglerne var købt i den lokale K-Mart kun få hundrede meter fra skolen. Dette fører til at Moore og to drenge der blev skudt men overlevede på Columbine, besøger K-Marts hovedkvarter for at få dem til at stoppe med at sælge ammunition til andet en jagtgeværer. I første omgang kan de ikke få fat i nogen der har autoritet til at love dem det, men da de dagen efter kommer igen og denne gang har taget en stor flok journalister med, får de det de kom for. K-Mart fortæller straks at de vil udfase salget så der efter 90 dage ikke længere kan købes ammunition i K-Mart. En stor sejr, men det var tilstedeværelsen af journalister der så ud til at gøre forskellen. Det ligner altså mere en spørgsmål om god omtale frem for moral. En karakter der går igen igennem filmen, ud over Moore selv, er Charlton Heston, der er tidligere formand og nu æresmedlem af NRA (National Rifle Assosiation). Han er opvokset i samme stat som Moore og det bruger Moore som indgangsvinkel til at blande ham ind i filmen. Heston ses med et gevær i hænderne hævet overhovedet. From my cold dead hands!!! siger han, og hentyder til at han ikke vil lade nogen bestemme om han må have våben eller ej. Moore fortæller at kun få dage efter Columbine-skyderiet kom NRA med Heston i spidsen til byen og holdt et Rally (stormøde) for at fremme folks holdning til våben som en menneskeret. De mener at alle skal have fri adgang til våben da det er alle amerikaneres ret at kunne forsvare sig selv. NRA s modstandere (herunder Moore) mener derimod, at den store mængde våben folk ejer i USA ikke gør landet til et mere sikkert sted, tvæt imod. 6

Moore interviewer flere mennesker i filmen, som kommer med kraftfulde udtalelser. Et eksempel er da han besøger The Michigan Militia på en af deres træningsture. De mener enhver borger har en forpligtelse overfor dem selv og deres nærmeste, til at have våben i hjemmet. De skal kunne forsvare sig selv da politiet ikke er til at stole på. Den eneste grund til at man ringer til politiet er, at de har våben, så hvorfor ikke bare selv have våben? Dette argument med at skulle kunne forsvare sig selv støder Moore på igen og igen, og det får ham til at undersøge nærmere hvorfor amerikanerne er så bange. Landets historie gengives kort i en tegnefilm der humoristisk viser hvordan fjendelighed og våben altid har været centralt for amerikanerne. For at finde det der adskiller amerikanere fra folk i andre lande, tager Moore til Canada og interviewer folk på gaden. Efter at have set hvordan folk i Canada har gratis sygesikring, ikke låser deres døre og generelt ikke er bange for hinanden, opdager han at deres nyheder i tv fokuserer på fornuftige udtalelser fra oplyste mennesker, og ikke på skrækscenarier der skal fange opmærksomhed frem for at oplyse. Dette synes at blive en pointe for Moore. Amerikansk tv er fyldt med skræmmekampagner om alt muligt fra dræberbier til terrortrusler, og Præsident Bush deltager flittigt ved konstant at minde folk om hvor farlig verden er og hvor vigtigt det er for landets sikkerhed, at de bruger bunker af penge på at bekæmpe terrorisme. En ekspert udtaler at den nemmeste måde at have kontrol med masserne på er ved at holde dem i en konstant tilstand af frygt. I byen hvor Columbine highschool ligger, ligger også våbenfabrikanten Lockheed Martin, der blandt andet laver missiler til det amerikanske forsvar. Moore besøger en repræsentant fra fabrikken og spørger ham om han tror der kan være en sammenhæng mellem børnenes tro på vold som en løsning på problemer, og så det at deres forældre er med til at producere våben hver dag. Ikke overraskende kan han ikke se den sammenhæng, da disse våben er til for at beskytte Amerika og dets befolkning. Sammenhængen ses dog tydeligt i Moores film. Troen på 7

magtanvendelse som forsvar lagt sammen med en frygt for fremmede har forplantet sig fra amerikansk udenrigspolitik, til lokalsamfundet. En af de mest aktive forkæmpere for retten til at have våben er Charlton Heston. Han bliver inddraget i filmen flere steder og et møde mellem ham og Moore udgør også afslutningen på filmen. Moore besøger Heston i sit hjem og spørger ham om han vil sige undskyld til alle dem i Littleton, hvor Columbine Highschool ligger, fordi han og hele hans NRA-følge kom og holdt et Rally kort efter massakren. Heston nægter at have gjort noget forkert og en undskyldning kommer ikke på tale. Moore bliver dog ved og da Heston rejser sig op for at gå viser Moore ham et billede af en lille pige der blev dræbt af en anden elev som følge af våben i hjemmet. Moore vil have Heston til at se på billedet og forstå at de mange våben i folks hjem har alvorlige konsekvenser for uskyldige børn. Filmen afsluttes efter dette interview med en afsluttende kommentar fra Moore der siger, at den amerikanske befolkning lever og ånder i frygt. Citatet refererer til tidligere i filmen hvor han, ved hjælp af unavngivne eksperter, fastslog at et folkefærd nemmest kan kontrolleres hvis de var bange og uoplyste, hvilket både medier og Præsident Bush er meget gode til at sørge for. Moores konklusion kommer aldrig som et udtalt svar på de spørgsmål han stiller. Filmen hedder Bowling for Columbine og det er også massakren på Columbine highschool der er Moores udgangspunkt, men han forbinder hurtigt episoden til nogle generelle tendenser i USA som bunder i en voldsom og krigerisk tilgang til problemer. Og den øverst ansvarlige person er præsidenten, der ikke bare viser i handling at problemer kan løses med vold og magt, men også retfærdiggør det overfor befolkningen. Ordet defence (forsvar) betyder efterhånden angreb, da det jo er det bedste forsvar. Det har befolkningen i gennem generationer taget til sig som en attitude der også kan gælde i folks egne hjem. Skulle man forholde sig kritisk til Præsidentens metoder kan man bare åbne for tv et og se at han har ret. Her ser man kriminalitet og vold i utrolige mængder. Og selvom kriminaliteten reelt har været dalende i USA de seneste år, har 8

dækningen af den været nærmest eksplosiv. Moores konklusion er tydelig selvom han ikke udtaler det direkte: De unge teenagere der dræbte en masse medstuderende var, som så mange unge før dem, frustrerede og utilfredse med den verden de levede i. Men hvor det normale udfald er ballade som fx at drikke sig fuld og stjæle en bil, er det i USA en anden tankegang der dominerer. Når man hele livet har set på tv hvordan regeringen (præsidenten) løser konflikter med overdreven vold, bliver denne mentalitet overført til de unge. Og når de så oven i købet let og lovligt kan få adgang til våben, er katastrofen lige for. Moore siger ikke disse ting ligeud, men stiller det i stedet op som spørgsmål til sig selv i en voiceover. For mig som europæer, der er vant til at se film, virker Moore meget klistret eller en anelse nedladende overfor seerens evne til at forstå et budskab. Han bruger gerne meget lang tid på at bevise med billeder, det han mener og han er til tider tæt på at lave ren propaganda. Men man skal være opmærksom på hans målgruppe når man dømmer hans fremgangsmåde. Denne film er lavet for at vise alle amerikanere at der er noget galt i deres land, og for at få alle med må han skære mange ting ud i pap. Ved at gøre det føler nogen sig måske lidt provokerede, men det er med til at ramme bredt. Filmen vandt en Oscar for Bedste Dokumentar i 2003 hvilket nok mere er af politiske grunde end fordi filmen er godt lavet. Dens budskab er vigtigt og det blev anerkendt af branchens elite. Den har tjent 58.008.423$ og blev den mest indbringende dokumentarfilm nogensinde i USA. (http://www.boxofficemojo.com/movies/?id=bowlingforcolumbine.htm) Siden har hans egne film Fahrenheit 9/11 (2004) og Sicko (2007) begge slået den rekord. (http://www.boxofficemojo.com/genres/chart/?id=documentary.htm) 9

Beskrivelse af dokumentargenren Søger man efter dokumentarfilm på Wikipedia (http://da.wikipedia.org/) kommer der en kort og simpel forklaring frem: Dokumentarfilm er faktabaserede film, der ikke bygger på et fiktivt manuskript, men forsøger at skildre virkeligheden som den faktisk er. Udgangspunktet er mere journalistisk end kunstnerisk. ( http://da.wikipedia.org/wiki/dokumentarfilm) Og det er et fint udgangspunkt, men det siger jo reelt bare at der er fiktionsfilm og så der er faktafilm. Inden for fiktionsfilm er der et hav af subgenrer som fx Western, Sci-fi, Action og så videre. Faktafilm, eller non-fiktion, er også meget mere end bare én type film og må derfor også defineres mere specifikt. John Grierson var en af de første til at sætte ord på en definition af dokumentarfilm. Han sagde, at dokumentarfilm er den kreative fortolkning af aktualitet. ( the creative treatment of actuality Nichols, 2001. p. 24) Med det mener han at en dokumentarfilm ikke i sig selv er virkelighed, men en fortolkning af virkeligheden. Man skal derfor ikke tro at det man ser, er den fulde sandhed, men vide at et menneske har fortolket den. En anden anerkendt filmteoretiker der har sat ord på hvad dokumentarfilm er, er Bill Nichols. Han har skrevet flere bøger om dokumentargenren og har introduceret flere forskellige subgenrer. Bill Nichols definition af dokumentarfilm Nichols starter sin bog Introduction to Documentary (2001) med et postulat om, at alle film er dokumentarfilm. Han skelner derefter imellem ønske-tænkning (wish-fulfillment) og social repræsentation (social representation). Dokumentarfilm om ønske-tænkning er det der normalt kaldes fiktionsfilm, og de udtrykker hvad vi ønsker og hvad vi frygter. De gør fantasi konkret. Dokumentarfilm om social repræsentation er non-fiktion og de repræsenterer den verden vi lever i. Vi ser mennesker og steder vi også selv ville kunne se i den virkelige verden. Vi ser historier, argumenter eller beskrivelser der viser os verden fra en ny vinkel. Non-fiktion er det der normalt kendes som dokumentarfilm og selvom Nichols ikke synes det er en god betegnelse, godtager han 10

den og bruger den selv. Jeg vil derfor også referere til non-fiktion som dokumentar i denne opgave. Men dokumentarfilm er som sagt ikke bare én genre. Den kan inddeles i flere subgenrer og disse subgenrer har Nichols defineret som Poetic, Expository, Observational, Participatory, Reflexive og Performative. Mange af de ord Nichols sætter på sine teorier kan være svære at oversætte præcist til dansk, så for at undgå misforståelser bruger jeg i denne opgave i høj grad de samme engelske ord som han. Bill Nichols six modes of representation I Representing Reality fra 1991 inddeler Bill Nichols dokumentarfilm i fire repræsentationstyper, eller modes of representation som han kalder dem. De fire modes er: Expository, observational, interactive og reflexive. De repræsenterer nogle forskellige måder dokumentarfilm kan laves på. Men de favner lidt for vidt og senere bliver de fire modes bliver omdøbt og udvidet. I 2001 i Introduction to Documentary er de blevet til six modes of representation. De hedder nu: Poetic, Expository, Observational, Participatory, Reflexive og Performative. Disse seks repræsentationstyper vil jeg her gennemgå: The Poetic Mode: The Poetic mode kan sammenlignes med modernistiske avantgardefilm hvor stemning og følelser er vigtigere end viden og overbevisning. Der lægges ikke vægt på kontinuitet i klipningen og der er ikke nødvendigvis et omdrejningspunkt hvilket der normalt er i dokumentarfilm, som fx en person man følger eller en situation der observeres. The Poetic mode startede samtidig med modernismen og repræsenterer subjektivt virkeligheden i usammenhængende fragmenter. Der fokuseres ikke på argumenter og strukturen i filmen søger ikke at overbevise seeren om en bestemt holdning. 11

The Expository Mode: The Expository Mode har til formål, at oplyse og belære seeren. Instruktøren er en autoritet og filmens struktur er styret af hans argument. Ofte benyttes der voiceover (voice of God) eller tekster der direkte taler til seeren, hvilket giver mulighed for et utvetydigt budskab. Speakeren bliver hørt, men aldrig set, så der er altså ikke tale om at instruktøren deltager i filmen, han er over konflikten og kan dømme situationen uden at være indblandet. Typisk for The Expository Mode er, at fragmenter af den historiske (virkelige) verden stilles op i en argumenterende ramme, som fx Grierson gjorde det tilbage i 30 erne. Billedsiden fungerer primært som understøttende i forhold til det fortalte argument og i den forbindelse bliver rekonstruktioner ofte brugt. Det understreger igen hvordan argumentet er bærende og hvis brugbare billeder ikke findes, kan de konstrueres. Rekonstruktioner er med til at dramatisere og kan give et indtryk af realisme, objektivitet og af, at argumentet er velbegrundet. Dog har rekonstruktioner ofte en tendens til at overdramatisere og kan derved virke utroværdige og manipulerende. Klipningen i The Expository Mode gør brug af evidentiary editing (bevisførende klipning) og er generelt mindre til for at skabe rytme end for, at vedligeholde sammenhæng i det talte argument. Denne type klipning ofrer gerne rumlig og tidsmæssig sammenhæng for at fange billeder der kan hjælpe argumenterne. The Observational Mode: I 1960 erne blev lettere kameraer og lydoptageudstyr opfundet hvilket gjorde det muligt for én mand at tage ud i verden og optage begivenheder som de skete. Det betød starten på den observerende dokumentarstil. Den kan minde om den italienske neorealismes ideal, hvor hverdagen filmes som den er. Ofte hentydes der til fluen på væggen hvor kameraet filmer 12

begivenheder uden nogen form for indblanding. Med lange takes fokuseres der på tidslig kontinuitet frem for normal klipning hvor et argument eller en rytme er i fokus. Ved at agere fluen på væggen bliver samtaler overhørt og der bliver ikke rettet henvendelse til kameraet. Dokumentarfilm indenfor den The Observational Mode gør ikke brug af nogen effekter som voiceover, forklarende tekster, baggrundsmusik, lydeffekter, rekonstruktioner, interviews eller gentagelser for kameraets skyld. Det vi ser, er det der sker! Filmmagerens tilbagetrukne position som udelukkende observerende, får seeren til at tage en mere aktiv rolle i at bestemme hvad der er vigtigt i det der bliver sagt og gjort. Men til trods for denne meget ægte stil er der nogle problemer: Kan man stole på at det vi ser, skete som det ville uden kamera på? Opfører folk sig på en måde der farver vores opfattelse af dem til det bedre eller værre for at tilfredsstille instruktøren der IKKE siger hvad han vil have. Så længe de medvirkende er bevidste om kameraets tilstedeværelse, kan man ikke være 100 % sikker på at deres reaktioner og handlinger er fuldstændigt som de ville være uden kameraets tilstedeværelse. I The Observational Mode har scener tendens til, (ligesom fiktion) at afsløre karaktertræk og individualitet. Det gør, at det er lokkende for en instruktør at udvælge de medvirkende ud fra kriterier om hvor fascinerende de er, hvilket bryder med det ægte og rent observerende. Yderligere kan etnografiske film om andre kulturer uden den rette kontekstualisering, få personer til at virke bizarre eller eksotiske. Til trods for tvivlsspørgsmålet om troværdigheden har observerende film en særlig styrke idet de kan give en fornemmelse af durration, af de faktiske begivenheder. De bryder med det dramatiserende tempo fiktionsfilm har og de ofte hurtigt sammensatte billeder der understøtter i Expository- og Poetic Modes. 13

Participatory: Når en filmmager tager ud i verden og lever blandt fremmede folkefærd i nogen tid for at dokumentere det som en film, kræver det en form for deltagende observation. Her er det mødet mellem filmmageren og objektet der kommer i centrum. Filmmageren er, modsat de forrige modes, en aktiv del af filmen der træder frem foran kameraet og tager del i begivenhederne. Man kan også sige, at filmmageren er med til at skabe begivenhederne idet vi kun ser indblandingen og resultatet af den. Til at få indblik i og viden om begivenheder før filmmagerens indblanding bruges interviews ofte. Det er en effektiv måde at få forskellige beretninger sammen i én historie. Filmmageren er en researcher eller undersøgende reporter og nogle gange deltager hans stemme fra direkte involvering i begivenhederne. I The Expository Mode bruges ofte en voiceover der autoritativt fortæller sandheden og i The Participatory Mode kan voiceover også benyttes. Her er der dog tale om en præsenteret person (filmmageren selv) der fortæller om sine erfaringer og ikke en voice of God der dikterer. En meget brugt feature i The Participatory Mode er interview. Vi kan følge en reporter i hans opsøgende arbejde der involverer samtaler med personer undervejs. Eller vi kan følge en researcher der går ud i marken, deltager i andres liv og får en forståelse af hvordan livet er i en given kontekst. The Participatory Mode kan også flytte sig væk fra den undersøgende stil og tage en mere forstående og reflekterende tilgang til begivenheder der involverer filmmageren. Dette rykker os i retning af en dagbogsform hvor en fortællers stemme bliver en bærende del af filmens struktur. Det er i The Participatory Mode filmmagerens involvering i begivenhederne der holder vores opmærksomhed. 14

Reflexive: Hvor The Participatory Mode omhandler mødet mellem filmmageren og subjektet, så har The Reflexive Mode seeren i fokus, og filmens omdrejningspunkt er hvordan den kan repræsentere verden. Det vigtige er hvordan verden bliver repræsenteret ligeså meget som hvad der bliver repræsenteret. I stedet for at se igennem dokumentaren og se den historiske verden, er der i The Reflexive Mode mere fokus på, at se dokumentaren for hvad den er: En konstruktion eller repræsentation. At sige, at en dokumentarfilm kun er så god som dets indhold er medrivende, er hvad The Reflexive Mode stiller spørgsmål ved. Igennem teknikker som bevisførende klipning, kontinuitetsklipning, karakter udvikling og narrativ struktur kan en film i The Reflexive Mode sætte fokus på hvordan vores opfattelse af, om filmen viser os virkeligheden eller ej, er styret af en konstrueret repræsentation. Fx kan den vise os scener fra et klipperum hvor den selv samme film vi ser, bliver klippet. Filmen bliver selvbevidst og opfordrer til at seeren selv tager stilling til det viste. The Reflexive Mode forsøger ikke at tilføje ny viden, men at justere seernes overbevisninger og frembringe en kritisk stillingtagen hos seeren. Performative: Har ligesom The Reflexive Mode, det subjektive og selv-bevidste, i fokus. The Performative Mode benytter ekspressive teknikker fra fiktionsfilm som fx point-of-view shots, underlægningsmusik, flashbacks, freezeframes og lignende til, at fremkalde følelser og fremme forståelse, hos seeren. Den verden The Performative mode viser bliver ofte begravet i virkningsmidler hvilket konstant minder os om, at verden er mere end det vi kan se på skærmen alene. Ved selv at tage del i verden stiller instruktøren sig midt i problemet og taler hellere om os selv til dig eller om os selv til os end om dem til os (Nichols 2001. s. 133). 15

The Performative Mode søger at give seeren en subjektiv enighed med dets specifikke syn på verden. Det gør den ved at tale primært følelsesmæssigt og ekspressivt til os, mere end at pege på den faktiske verden. Den frie kombination af det faktiske og de konstruerede virkemidler er en almindelig feature i The Performative Mode. Dens pointe er blandt andet, at viden forstås bedre med specifikke personlige oplevelser end med generaliserende abstrakte forklaringer. Bill Nichols The voice of documentary Ud over at opdele dokumentarfilm i 6 kategorier bruger Nichols yderligere et begreb han kalder dokumentarens stemme The voice of documentary. (Nichols, 2001. s. 42) Dokumentarens stemme er et produkt af de virkemidler instruktøren bruger til at iscenesætte sit syn på verden. Med udtrykket stemme menes der ikke en reel stemme, som man oplever det i fx The Expository Mode hvor en voice of God guider seeren igennem filmen. Det er de valg instruktøren tager med hensyn til lyd, billede, klipning, valg af brugt materiale og ikke mindst valg af repræsentationstype (fx The Performative Mode), der giver filmen sin stemme. Dokumentarens stemme afslører på den måde instruktørens position i forhold til det fremstillede problem. Denne stemme kan etableres eksplicit og implicit. Eksplicit er når der kommer noget direkte information i form af ord, tekst eller facts fortalt på anden måde. Implicit er den mere indirekte kommentar der kommer frem i form af hints eller andre af filmens virkemidler. Når fremstillingen af et argument eller problem skal belyses bruger Nichols 5 kategoriseringer: Indgangsvinkel, arrangement, stil, hukommelse og fremføring. Indgangsvinklen viser afsenderens (instruktørens) særlige vinkel på problemet. Det er afgørende for seerens forståelse af problemet, at de rigtige beviser bliver fremlagt. Når utvetydige beviser mangler, kan en instruktør vælge selv at konstruere overbevisende elementer. Det kan gøres på tre måder. Der er den etiske måde hvor et indtryk af en god moralsk karakter frembringes. Der er den følelsesmæssige måde hvor 16

der bliver talt til seerens følelser og derved giver dem en følelsesmæssig enighed med instruktørens synspunkt. Og til sidst er der den demonstrative måde hvor der fremlægges beviser, der ikke nødvendigvis er fuldstændigt korrekte, som om de var det, og derved skabe et indtryk af reelt bevis. (Nichols, 2001. s. 50) Arrangementet strukturerer stoffet i forhold til vinklen på problemet og er på den måde med til at fremme hvilke sammenhænge der konstrueres. Dokumentarfilmens stil ses i brugen af lyd, lys, billeder, klipning, form osv. Det er altså filmens virkemidler der sammensat i en repræsentationstype giver den sin egen stil. Hukommelse gør sig gældende på to måder. For det første er dokumentarfilm et Memory Theater (Nichols, 2001. s. 58) som repræsenterer det der tidligere er sket. For det andet kommer hukommelse ind i billedet når seeren sætter dokumentarfilmen i forbindelse med den viden vedkommende allerede har om emnet. Dette kan være afgørende for forståelsen af en dokumentarfilm og ligeså vigtigt er det afgørende for seerens forståelse af instruktørens argument eller vinkel på et problem. Til sidst er der fremføring der omfatter de måder problemet præsenteres på. Fremføring hænger sammen med hvilken repræsentationstype der er valgt, men også hvordan og hvor godt instruktøren fremfører problemet. Disse 5 kategoriseringer bruger Nichols som udgangspunkt når en dokumentarfilms argument skal belyses. I tilfældet med Michael Moores Bowling for Columbine vil jeg gennemgå filmen med syn på disse kategorier senere i opgaven. 17

Analyse af Bowling for Columbine Ved at tage udgangspunkt i filmens stemme vil jeg nu analysere Bowling for Columbine og placere filmen i forhold til Nichols repræsentationstyper. Selvom Michael Moore er forsigtig med direkte at sige hvad han mener, får han alligevel sit budskab frem. Det gør han primært ved at fremstille folk på måder der får deres udsagn til at være enten troværdigt eller utroværdigt. Budskabet kommer altså frem på en mere implicit måde hvor man som seer ikke føler at Moore dikterer en sandhed. Realiteten er at Moore i høj grad dikterer hvad han mener sandheden er. Det gør han i sine valg og sammensætningen af materiale. I slutningen af filmen hvor han beder Heston undskylde for at have holdt et NRA rally kort efter en skudepisode på en skole i byen, kommer Moore tæt på at være eksplicit i sin kritik. Men han siger stadigvæk ikke at han selv deler denne holdning, men forgiver at det er beboerne i byen der føler sig stødt og at det er dem han kan undskylde overfor. Bowling for Columbine er gennemsyret af en kritik af både våbenlovgivningen, men også en kritik af de mennesker der stædigt påstår at våben skaber tryghed. Kritikken kommer implicit, men er til tider så dominerende, at Moore ligeså godt kunne sige: Se disse idioter, alt de siger, er idioti! I stedet forsøger han at ligne en objektiv person der søger svar på svære spørgsmål. I sin indgangsvinkel til problemet er Moore mere spørgende end argumenterende, men igennem filmen får han alligevel frembragt en følelse af at der er noget helt galt i USA i dag. I sin bevisførelse er der ikke tale om at han fremlægger bevis for hvad der lå til grund for Columbineskyderiet. I stedet for fremstiller han sig selv som en troværdig og sympatisk karakter og han frembringer en følelse i seeren der passer med hans synspunkt. Det er Moore selv der konstruerer beviserne og det gør han både etisk og følelsesmæssigt. Derved opnår han at vi selv opdager vores eget synspunkt, der så stemmer overens med hans synspunkt. 18

Filmens arrangement eller struktur om man vil, har til formål at understøtte indgangsvinklen og det gør den vad at tage udgangspunkt i Columbine-skyderiet og så lade Moore tage på en opsøgende rejse derfra. Det lader os se sammenhængen mellem to drenges aggressive mord og selvmord på en skole, og mediernes dækning af nyheder generelt, samt regeringens udenrigspolitik. Denne sammenhæng fremkommer ved at det er i jagten på svar at både medierne og regeringen bliver blandet ind i filmen. Moores sammenhænge forstærkes af at det er hans jagt på årsager leder ham til dem, hvilket får dem til at virke mindre søgte. Filmens stil bruger Moore til at holde på vores opmærksomhed. Det gør han ved at blande interviews, arkivmateriale (som fx gamle reklamer og billeder fra krige) og udtalte overvejelser sammen i et tempo der ikke på noget tidspunkt lader seeren kede sig. De interviews han laver er heller ikke kun seriøse interviews med oplyste mennesker, men ofte komiske interviews der skal underholde og fremme sympati med Moores holdninger. I mange af scenerne følger kameraet efter Moore og bliver derfor rystet, dårligt belyst og meget bevægeligt. Dette er helt almindeligt for reportagefotografi, men også i interviews hvor Moore må have haft mulighed for at forberede lyssætning, har han valgt at benytte samme stil. Resultatet er at det ser ud som om Moore og hans kameramand bare træder ind ad døren og begynder at interviewe, hvilket meget muligt også er tilfældet. Det kunne forklare de ret umiddelbare udtalelser der kommer i mange af interviewene. En anden del af filmens stil er konstant at vende tilbage til de forskellige ulykker der har været med børn og våben, hvilket bringer os til det Nichols henfører til som hukommelse. Først og fremmest fortæller Moore om Columbine-skyderiet og minder os om hvad det var der skete. De fleste seere kan huske episoden og har muligvis allerede en holdning til hvorfor det skete. Moore fremstiller ikke på nogen måde de to gerningsmænd som onde drenge, men fortæller hurtigt om dem, at de var to drenge der blev mobbet og holdt udenfor og at de ikke fik nogen hjælp af lærerne. Vores hukommelse om hvad der er sket får altså lige tilføjet to ofrer mere: De to gerningsmænd. Moore forsøger på den måde at få engageret de følelser der er forbundet med vores hukommelse af situationen, samtidigt med at han vinkler problemet over imod at det er 19

NRA s og regeringens skyld. Fremføringen af Moores pointe er, som jeg har nævnt tidligere, ikke direkte udtalt. Det er ved at lytte til de af hans interviewpersoner der virker fornuftige og troværdige at man bliver overbevist og tillægger sig samme holdning som dem og Moore. Og det er ikke mindst ved at se på de af interviewpersonerne der ikke virker fornuftige og rationelle, at man føler at de holdninger de står for derfor heller ikke er fornuftige og rationelle. Moore deltager selv i filmen som en helt almindelig mand hvis hjemby er blevet ramt af en tragedie. Han er ikke særligt veltalende og han gør ikke noget ud af at præsenterer sig selv som andet end en helt almindelig mand der er bekymret for det samfund han lever i. Det er med til at gøre ham troværdig, men det peger også på at dette handler mere om subjektive følelser end om objektiv journalistik. Moore bruger elementer fra flere af Nichols repræsentationstyper. Han starter filmen med en voiceover der som udgangspunkt godt kunne være en voice of God som ofte bruges i The Expository Mode, men i øjeblikket efter træder Moore selv ind i billedet og viser sig som en deltagende hovedperson der også laver interviews, hvilket kunne placere ham i The Participatory Mode. Men hurtigt viser Michael Moore at han er mere end en opsøgende journalist der søger indsigt. Hans film indeholder adskillige fiktionselementer der har til formål at vise seeren at hans budskab er det eneste rigtige. Dermed ser Bowling for Columbine ud til at være en dokumentarfilm der hovedsageligt lægger sig i The Performative Mode. Et godt eksempel på at Moore ikke bare søger indsigt, men også vil være aktiv i filmen er hans besøg hos K-Mart. I stedet for at interviewe K-Marts ledelse om det amoralske i at sælge ammunition, vælger Moore at forsøge at ændre deres politik, hvilket jo faktisk lykkes. Hans aktion er mere som en politisk aktivists end som en journalists, og det viser med al tydelighed, at Moore ikke er objektiv med tvært imod meget subjektiv. Denne subjektivitet kommer også til udtryk på andre måder som fx da Moore interviewer en forhenværende producer på Cops, en tv-serie der følger politiet i deres jagt på kriminelle i L.A., foreslår han at de i stedet laver en serie der hedder Corporate Cops. Den kunne handle om politi der jagter firmaer der overtræder 20

loven. Moores pointe er at Cops styrker frygten for kriminalitet på trods af at alle tal viser at kriminaliteten er dalende. Men i stedet for at nøjes med at stille spørgsmål til interviewpersonen kommer han med ideer til ændringer af deres tv-serie. Og lige efter han har forslået det ser vi en meget humoristisk (fjollet) trailer for tv-serien Corporate Cops med Moore i hovedrollen som politimand der jagter rige direktører. Denne trailer er naturligvis fiktion. Den tv-serie findes ikke og selvom Moores kritik var at Cops gav folk et forkert billede af det amerikanske samfund, kan vi se at det næppe ville blive en populær tv-serie hvis de ændrede det til Corporate Cops. Interviewpersonen og Moore bliver nogenlunde enige om konklusionen som er, at det er amerikanere der gerne vil se vold og blod i tv, og derfor bliver tv-serierne derefter. Blandingen af fakta og fiktion er karakteristisk for The Performative Mode ligesom Moores indblanding i de faktiske situationer også er det. Et andet godt eksempel på Moores brug af fiktion i Bowling for Columbine er gennemgangen af den amerikanske historie. Da Moore flere gange spørger sine interviewpersoner hvorfor de tror amerikanere har så mange våben og bruger dem mod hinanden i en grad som ingen andre lande i den vestlige verden, svarer mange at det er på grund af deres blodige historie. Dette leder Moore til at gennemgå den amerikanske historie i store træk. Han gør det ved at vise en tegnefilm der humoristisk fremstiller hvide amerikanere som bange, paranoide og aggressive mennesker der frygter alle omkring sig. Tegnefilmen overdriver og simplificerer den amerikanske historie, og den gør det på en måde der får amerikanerne til at fremstå som et ynkeligt folkefærd der er kommet fremad ved at undertrykke og udnytte sorte slaver og udrydde indianere. Senere har disse fjender i eget land gjort at de har holdt alle på afstand ved hjælp af våben. Tegnefilmen er endnu et udtryk for Moores personlige subjektive holdning, og stillet overfor folks formodninger om en blodig historie som grunden til amerikanernes hang til våben, ligner dette pludselig bare en dårlig bortforklaring. Historien er skabt af dem selv og i stedet for at lave i fred med indianerne, gjorde de hvad de kunne for at udrydde dem samtidig med at de hentede et stort antal slaver i Afrika for at arbejde for sig. Denne blodige historie ligner mere et udtryk for at den aggressivitet, 21

der får dem til at skyde hinanden i langt større omfang i USA end i andre vestlige lande, ikke er et nyt fænomen men tvært imod er en tendens der har fulgt dem længe. Sekvensen med tegnefilmen er baseret på virkelighed, men er reelt en selvstændig fiktionsfilm hvilket understreger at Moore med Bowling for Columbine placerer sig i The Performative Mode. Den kunne let være erstattet af en saglig gennemgang af faktiske begivenheder, men underholdningselementet var altså at foretrække for Moore. Det får os til at grine af de dumme amerikanere og det viser med al tydelighed, at der må ændringer til. Når Moore vælger at lave sin film på den måde han gør, må det være fordi han mener hans budskab kommer bedst frem på denne måde. Han kunne have lavet en film hvor han interviewede nogle eksperter der kunne fortælle om effekten af de let tilgængelige våben og om den amerikanske regerings udenrigspolitik. En sådan film ville få budskabet frem på en troværdig måde, men den ville nok ikke blive set af særligt mange mennesker. Det ville ganske enkelt ikke appellere til de rigtige mennesker. De mennesker Moore gerne vil have budskabet ud til er naturligvis de mennesker filmen også drejer sig om, nemlig den helt almindelige amerikaner. Selvom Moore flere gange gør grin med folk i filmen får han også pointeret at han selv er fra det samme miljø og at han selv har været medlem af NRA siden han var barn. Han stiller sig så at sige midt i problemet og snakker om os og ikke dem. Det gør ham lidt mere troværdig at han ikke står og peger fingre, men troværdigheden lider samtidigt under de mange humoristiske indslag og fjollede interviews. Det at Moore tager udgangspunkt i en problemstilling han selv er en del af, passer igen godt ind i The Performative Mode der hellere taler om os selv til os end om dem til os (Nichols 2001. s. 133). Det legitimerer også at han er kritisk da der er en stor sympati i at sige: Hvorfor er jeg og mine medborgere så fikserede på vold og våben? frem for at sige: Hvorfor er I så fikserede på vold og våben?, hvilket straks lyder mere anklagende. Bowling for Columbine bruger dog også elementer fra The Expository Mode til at få præsenteret nogle facts. Der er i filmen en sekvens hvor USA s aggressive rolle rundt om i 22

verden, gennemgås med sorthvide billeder af døde og en tekst der beskriver hvor mange mennesker USA dræbte i de forskellige lande. Her er tale om ren belærende facts der kun kan ses som et bevis på en fjendtlig og overdreven voldelig udenrigspolitik. Og da det sidste klip i sekvensen er af World Trade Centeret der styrter sammen synes budskabet at være, at det jo helt naturligt måtte komme da USA selv har skabt sig så mange fjender rundt om i verden. Sekvensen er meget brutal og falder en smule udenfor resten af filmen, men den er også meget kraftfuld og følelsesmæssigt påvirkende. På lydsiden hører vi Louis Armstrongs What A Wonderful World der med ironisk distance synger om hvor dejlig verden er til billederne af død og ødelæggelse. Budskabet er tydeligt: Våben og aggressiv udenrigspolitik skaber ikke fred men derimod mere død og ødelæggelse. Så når NRA tilhængere påstår at våben skaber fred er det i bedste fald en misforstået holdning og i værste fald en dårlig undskyldning for en aggressiv attitude. Selvom man må sige at Moores Bowling for Columbine er en dokumentarfilm der lægger sig i The Performative Mode så bruger han altså også virkemidler der lægger sig i The Expository Mode. Det er i de situationer hvor Moore har brug for ikke bare at have troværdige eller sympatiske mennesker til at komme med udsagn der passer ind i hans vinkel på problemerne, at han fx dikterer sandheden i en sekvens som før omtalte. Her er der ingen diskussion eller synspunkter, men kun facts. Konklusion Med sin meget personlige og subjektive stil har Michael Moore skabt en måde at lave dokumentarfilm på, som har gjort hans film til nogen af de mest populære dokumentarfilm nogensinde. Det skyldes nok især at han formår at underholde hele filmen igennem, hvilket gør filmens alvorlige emne lettere og mere tilgængeligt. Tilhængere af mere klassisk dokumentar, med en objektiv journalist der finder sandheden og ikke påvirker seeren implicit, vil nok mene at Moores metoder er uetiske og minder mest om propaganda. Men resultatet af Moores metoder er, at et enormt antal mennesker i hele verden får øjnene op for problemet og får startet en debat. 23

USA har stadig et problem med våben i dag, men folk er begyndt at se at der måske kan være en sammenhæng mellem en våbenkultur, en aggressiv forsvarspolitik og de mange ulykker hvor mennesker bruger våben mod uskyldige. Yderligere har krigen i Irak vist at verden ikke blev fredeligere af at USA fjernede Saddam Husseins styre med vold og magt, og derved har udenrigspolitikken lidt et nederlag. Der er også mange der ikke bryder sig om Moores film, hvilket naturligvis er dem der ikke deler hans holdninger. De beskylder ham for alt muligt, men mest af alt er de sure over den måde de er blevet fremstillet på. Denne aggressivitet mod Moore har dog haft den effekt, at endnu flere folk ser hans film og at han kun er blevet endnu mere populær. Selvom jeg har stor sympati for Moore og hans måde at lave film på, synes jeg det er kritisabelt at han er så respektløs overfor mange af sine interviewpersoner. Han har en tendens til at afbryde folk mens de snakker i stedet for at lade dem tale færdigt, og han synes mere interesseret i at få noget bestemt ud af hver enkelt person end i at høre hvad de reelt har at sige. I en scene i Bowling for Columbine interviewer han er præst fra byen hvor Columbine-skyderiet fandt sted. Her prøver præsten at forklare hvordan folk er mere skræmte nu og hvordan mange har sat gitre for vinduerne. I stedet for at lade præsten fortælle, afbryder Moore for at joke med hvilke slags våben der kan komme forbi tremmerne. Moore får beboerne til at fremstå som irrationelle og unødvendigt bange mennesker, selvom præsten var i gang med at snakke om hvordan det var gået op for folk, at hvem som helst kan skaffe kraftige våben. Det er muligt at deres frygt er irrationel og at deres hjem mere bliver som et fængsel end en fæstning, men det er vel ikke så underligt at folk bliver nervøse. Scener som den er ikke god for Moores troværdighed, men jeg synes mere den er et udtryk for at han bare ikke er en dygtig journalist. Han er alt for fokuseret på hvad han tror samtalen vil handle om, så når præsten har ondt af de bange folk i stedet for at grine af dem, opfanger Moore den ikke hurtigt nok. Det er selvfølgelig muligt at Moore ikke var interesseret i at høre om hvor præstens sympati lå, men det virker usandsynligt. Jeg tror at han helt enkelt er 24

meget engageret i sit forsøg på at få folk til at se tingene på sin måde, og at han derfor kommer til at tromle sine interviewpersoner ned hvis de ikke har en ligeså klar holdning som han. Moore har lavet en god dokumentarfilm fordi den tager et vigtigt emne op og skaber debat, men det er ikke en fejlfri dokumentarfilm. Det filmen dokumenterer, er at der er delte meninger om våbenlovgivningen i USA. Filmen skal ses mere som en politisk kommentar end som en entydig sandhed. Og her er vi så tilbage ved selve definitionen af dokumentarfilm. Grierson sagde at dokumentarfilm er den kreative fortolkning af aktualitet. ( the creative treatment of actuality Nichols, 2001. p. 24) og Nichols siger om film i The Performative Mode at de ofte har en tendens til at drukne i virkemidler og derfor tydeligt viser os at virkeligheden indeholder mere end hvad vi ser i filmen. Om Bowling for Columbine kan man sige at den bestemt er en kreativ fortolkning af aktualitet, og dette ses tydeligst i alle de kneb Moore bruger. Tegnefilm, gamle reklamer, fiktiv trailer for Corporate Cops og mange andre elementer er med til at vise os, at dette ikke er virkelighed. Dette er en repræsentation af Moores personlige syn på USA i dag. 25