Årsberetning Det Centrale Handicapråd
Udgiver: Det Centrale Handicapråd Bredgade 25, opg. F, 4. sal 1260 København K Tlf.: 33 11 10 44 Fax: 33 11 10 82 Teksttelefon: 33 11 10 81 Mail: dch@dch.dk Hjemmeside: www.dch.dk Beretningen udgives også på DAISY og diskette og ligger desuden på Det Centrale Handicapråds hjemmeside Hel eller delvis gengivelse er tilladt med kildeangivelse Redaktion: Sekretariatschef Mogens Wiederholt (ansvarshavende) Sekretariatskoordinator Ane Esbensen Kommunikationsmedarbejder Christine Bendixen Fotos: Istockphoto Marts 2009 Oplag: 1.500 Tryk: Scanprint a/s ISBN 9788790985608
Årsberetning 2008 Det Centrale Handicapråd
7 10 Indhold Forord: Mere forskning er nødvendig 10 16 Temaartikler: Vand kan løbe opad Forsikringsordninger 20 Rehabilitering 25 28 32 35 25 Sektorområder: Beskæftigelse Sundhed Tilgængelighed Uddannelse 39 45 47 35 Sektorområder: Velfærd Retsvæsen Koordination og strategi 51 51 Fra vores egen verden 55 DCH s medlemmer 2008 59 Bekendtgørelse om et Centralt Handicapråd
Forord: Mere forskning er nødvendig Der mangler forskning og videnskabelig opmærksomhed på handicapområdet. Selv den, der gerne vil en mere videnskabelig og forskningsbaseret tilgang, vil have svært ved at finde relevant viden. Hvis vi ikke til stadighed bringer ny viden i spil, udvider værktøjskassen og udfordrer de overleverede sandheder, så går den handicappolitiske udvikling i stå. Det er helt afgørende for en fortsat udvikling og modernisering af den handicappolitiske indsats, at vi får forskning i nye metoder og tilvejebringelse af solide data om de vilkår, der gælder for forskellige handicapgruppers livsbetingelser. Derfor har Det Centrale Handicapråd ad flere omgange taget initiativ til at stimulere interessen for forskning inden for handicapområdet. Der foregår selvfølgelig en løbende vidensproduktion og praksisnær udvikling, men der er behov for egentlig forskning for at sikre, at området får tilført ny ilt. Sidemandsoplæring og en udelukkende erfaringsbaseret læringskultur er ikke tilstrækkelig garant for den nødvendige faglige fornyelse og dynamik. Omsorg og støtte til mennesker med funktionsnedsættelse produceres ikke alene med hjertet, men også med hjernen. Hvorfor mangler der forskning? Forklaringerne på den svage forskningsmæssige interesse er givetvis mange. Det kan for eksempel skyldes, at de personalegrupper, som arbejder i felten inden for handicapområdet, typisk er uddannet inden for uddannelser, som har en ret svag forskningstradition. Det kan også have betydning, at de mange akademikere, som arbejder med handicapområdet i centraladministrationen og de kommunale forvaltninger, aldrig er blevet tilbudt uddannelse, som relaterer sig specifikt til handicapområdet. Dertil kommer, at området mangler status, og det har derfor været svært at skaffe midler og forskningsmæssig opmærksomhed på området.
Den praktiske konsekvens er, at den daglige indsats i forhold til mennesker med funktionsnedsættelser på en lang række områder mangler faglig tyngde og videnskabelig eller forskningsmæssig begrundelse. Der findes et vækstlag Gennem de seneste år har vi heldigvis set en vis udvikling i retning af større interesse for forskning på handicapområdet. Vi mener at kunne se, at der i stigende grad er studerende, som skriver kandidatspeciale inden for handicapområdet, ligesom vi kan se, at der er studerende, som fortsætter til ph.d.-niveau inden for temaer, som har relation til handicapområdet. Der er med andre ord et vækstlag og en talentmasse, som er interesseret i at forske i handicaprelaterede emner. Men der er samtidig en række faktorer, som virker negativt stimulerende på interessen. På det individuelle niveau er vækstlaget begrænset af, at der ikke er nogen meget oplagte og synlige karriereveje. Og på det forskningsstrategiske niveau er det en stor svaghed, at der ikke findes et samlet miljø, hvor de, der forsker inden for handicapområdet, er synlige for hinanden, hvor forskningsmæssige resultater kan værdiforøges, ved at andre bygger videre og ovenpå, og hvor synergier og produktive fællesskaber kan opstå. Derfor er der behov for en målrettet stimulering af forskningen i handicaprelaterede temaer en stimulering, som: fokuserer på et relativt velafgrænset forskningsfelt, så de begrænsede ressourcer koncentreres frem for at spredes har fokus på at skabe et forskningsmiljø, hvor de involverede forskere er synlige for hinanden og forventes at indgå i en produktiv udveksling af viden og resultater bevidst underbygger sammenhæng mellem den forskning, der støttes, og uddannelse af nye kandidater involverer mennesker med funktionsnedsættelser som ligeværdige partnere i forskningen om dem selv Selv en relativt beskeden, men veltilrettelagt indsats vil kunne bidrage til etablering af en positiv udviklingsspiral. Hvordan kan det gøres? Formålet med et forskningsinitiativ er selvfølgelig at skabe ny viden og dermed en bedre indsats til fordel for mennesker med funktionsnedsættelse. For at indfri dette overordnede mål er det et nødvendigt første skridt på vejen, at der skabes et egentligt forskningsprogram en mistbænk, som forskere og forskerspirer, der ønsker at forske inden for handicapområdet, kan gå til. Her skal man dels kunne søge økonomisk støtte til konkrete projekter inden for et afgrænset og foruddefineret forskningsfelt, og dels skal man kunne blive en del af et fagligt miljø. Et naturligt samlingspunkt for et sådant forskningsprogram kunne være et forskningsprofessorat på en anerkendt og for området relevant forskningsinstitution. Forskningsprofessoratet 8
skal være forskningsområdets ansigt udadtil og bidrage til at løfte handicapforskningen ind i en statusmæssig anden division end den, området er i i dag. Hvad skal der forskes i? Handicapområdet er stort og vidtforgrenet, og behovet for forskning vil givetvis kunne påvises inden for et hvilket som helst af de mange områder. Hvis en forholdsvis begrænset forskningsindsats skal have effekt, så er det altafgørende, at forskningsprogrammet fokuseres. Der skal skydes med præcisionsammunition ikke med spredehagl. Der er brug for dybde frem for bredde. DCH er af den opfattelse, at et nyt forskningsinitiativ i første omgang skal have fokus på det humanistiske, sociologiske og samfundsvidenskabelige område. Der er behov for forskning, der har den funktionshæmmede borgers perspektiv og stiller den funktionshæmmede borgers spørgsmål. Den forskning, som vil gøre sig fortjent til prædikatet handicapforskning, er en forskning, som også forholder sig kritisk til, hvordan man værdigt og ligeværdigt gør en bestemt gruppe mennesker til genstand for udforskning og analyse. Der er brug for forskning, der forsøger at inddrage og involvere mennesker med funktionsnedsættelser i forskningen som andet og mere end objekt for forskningen. Et af de områder, hvor vi i særlig grad oplever behov for ny viden, er handicappedes levekår. Hvordan oplever (børn, unge og voksne) mennesker med en funktionsnedsættelse deres egen situation og tilværelse? Områder som kommunikation og selvbestemmelse med og for de svageste grupper mangler også mere tilbundsgående analyse. Vi har brug for viden, som kan sikre os, at selv de svageste og dårligst kommunikerende også bliver inddraget i beslutninger om deres eget liv. Samtidig mangler vi viden om effekten af forskellige former for socialpædagogiske tiltag for eksempel over for personer med udviklingshæmning, som har begået kriminalitet og også på områder som mennesker med funktionsnedsættelser og medierne er der behov for øget indsigt. Det Centrale Handicapråd inviterer alle private såvel som offentlige aktører til at indgå i et samarbejde om at skabe et udviklingsorienteret forskningsmiljø, som kan få viden til at vokse, med det formål at skabe de vidensmæssige forudsætninger for, at mennesker med en funktionsnedsættelse får mulighed for at leve en tilværelse defineret af dem selv og på egne vilkår. Ester Larsen formand
Temaartikel: Vand kan løbe opad Tænketank skal skabe en ny vision for og geninstallere entusiasmen på botilbudsområdet. Det tog for alvor fart med Strandvænget i februar 2007, og efterfølgende har det udviklet sig til en steppebrand af grimme historier om forholdene i vores botilbud for mennesker med udviklingshæmning og andre betydelige funktionsnedsættelser. Selv om de negative historier langt fra tegner det fulde billede af botilbudsområdet, sætter de en dagsorden, som vi anstændigvis må reagere og handle på. Vi har ganske vist nedlagt de store statslige totalinstitutioner, og selve institutionsbegrebet blev formelt skrevet ud af serviceloven i 1998. Men stribevis af rapporter og de alt for mange skandalesager viser med al mulig tydelighed, at institutionstænkningen, den kultur, de holdninger og det menneskesyn, som forbindes med institutionsbegrebet, lever videre. Afmagt, dehumanisering og kynisme synes desværre at være en del af dagens orden i en ikke ubetydelig del af de botilbud, nogle mennesker med funktionsnedsættelse har som hverdag. Strandvænget var ikke en enlig svale, snarere toppen af bjerget. Men Strandvænget har ikke udløst den lavine af initiativer og handlinger, som det umiddelbare postyr gav håb om. Der synes tværtimod blot at være føjet endnu et kapitel til glemmebogen. End ikke den aktuelle diskussion om fremrykning af offentlige anlægsopgaver har bragt botilbudsområdet på banen. Der er derfor i den grad behov for, at bestyrtelsen over de forhold, vi blev vidne til, også resulterer i, at der handles. At der sættes processer i gang, som kan sikre, at der sker forandringer. Det Centrale Handicapråd (DCH) har derfor, som varslet af Ester Larsen i forordet til Det Centrale Handicapråds beretning fra 2007 og med inspiration i FN s Handicapkonvention, taget initiativ til at beskrive og etablere en tænketank, som helt grundlæggende skal udfordre den måde, hvorpå vi i dag tænker og organiserer botilbudsområdet. I konventionens artikel 19 hedder det således blandt andet at personer med handicap [skal have] mulighed for at vælge deres bopæl, samt hvor og med hvem de vil bo, på lige fod 10
med andre og ikke er forpligtet til at leve i en bestemt boform Opgør med 0-fejlskulturen DCH er ikke de eneste, der har fundet anledning til at reagere på de talrige skandalesager. Men desværre synes hovedtendensen i reaktionerne at være et krav om yderligere kontrol og mere tilsyn. Der må nødvendigvis være kontrol og tilsyn i et sådant system. Offentlige myndigheder kan ikke påtage sig ansvaret for menneskers ve og vel, uden der føres kontrol og tilsyn med, at opgaven udføres forsvarligt. Men mere kontrol og mere tilsyn er ikke svaret på de problemer, vi har set. Tværtimod. Skal man gøre op med mistilliden og 0-fejlskulturen, så gøres det ikke ved at intensivere fejlfindingen og kontrollen. I stedet for at møde medarbejdere og ledelse med yderligere negative forventninger, skal vi forsøge at vende forventningsspiralen, så man kan få genskabt entusiasmen, genopbygget selvværdet, den faglige stolthed og oplevelsen af at være del af et påskønnet og ambitiøst fælles projekt, som handler om mennesker, faglighed og etik. Der findes bestemt eksempler på gode og velfungerende botilbud, som fortjener at blive fremdraget til efterligning. Men det er DCH s generelle oplevelse, at indsatsen har tabt momentum og har mistet engagement og fokus, fordi det overordnede mål og visionerne er blevet utydelige og udviskede. Politikere, administratorer, den lokale ledelse og medarbejderne er i konstant risiko for at fare vild i mangel på en fælles overordnet vision, som kan give retning til indsatsen. Fraværet af en national, synlig og skarp målsætning for indsatsen overlader det i alt for høj grad til den enkelte ledelse og den enkelte medarbejder at finde sin egen motivation og drivkraft. Derfor skal vi have sat skub i en proces, som kan vende bøtten og sætte en positiv udviklings- og forventningsspiral i gang. Vi skal have vandet til at løbe den anden vej. Den proces har en af Danmarks store private fonde TrygFonden gjort det muligt for Det Centrale Handicapråd at gå i spidsen for. TrygFonden har doneret midler til, at der kan etableres en tænketank, som skal skabe en ny vision for den fremtidige udvikling og fornyelse af botilbudsområdet. Arbejdet med tænketanken kommer til at bestå af en tretrinproces: Første fase Her er tale om en researchfase, hvor der indsamles data og hentes inspiration fra fremtidsanalyser, udenlandske erfaringer, nationale og internationale forskningsrapporter og konkrete hverdagserfaringer hos de mennesker, som bor i botilbud, deres pårørende og personalet. Første fase skal give et grundigt og dækkende vidensgrundlag for drøftelserne i anden fase. Der skal være et præcist vidensgrundlag for, hvor vi står lige nu, og hvad tendenserne i normalområdet siger om krav og forventninger til byplanlægning, boligindretning etc. Første fase skal udpege de fremtidige udfordringer og perspektiver, sådan som de kan kortlægges gennem forskningsrapporter, interview og fremtidsanalyser med henblik på at skabe et grundigt og ambitiøst afsæt for det efterfølgende visionsarbejde i anden fase. Som afslutning på første fase etableres selve tænketanken. Tænketanken sammensættes, så den får en samlet størrelse på cirka 20 personer. Medlemmerne af tænketanken udpeges efter forskellige kriterier: 11
Tænketank skal sætte skub i udviklingen på botilbudsområdet Anden fase Anden fase er visionsskabelsesfasen. Her skal i første omgang formuleres en overordnet og langsigtet vision for udviklingen af botilbudsområdet. Med udgangspunkt heri udvikles en række konkrete værktøjer, guidelines og forslag, som understøtter implementeringen af den overordnede vision. Nogle af de temaer, man kunne forestille sig tænketanken drøfte og komme med løsningsforslag til, er: botilbuddenes integration i den almindelige fysiske planlægning og i byplanlægningen byggestil, boligernes størrelse og faciliteter Personer, som kommer udefra. Det vil sige personer, som ikke nødvendigvis tidligere har haft berøring med handicap- og botilbudsområdet, men er anerkendte for deres evne til at tænke nyt og udviklingsorienteret, at tænke i mennesker, helheder og etik. Kapaciteter, som har en personlig relation til området. Det kan være erhvervsledere, offentlige topchefer, mediepersonligheder eller politikere, som har personlig erfaring med botilbudsområdet. Det vil typisk være pårørende, men også andre relationer kan være aktuelle. Praktikere og kapaciteter, som kommer indefra. Det kan være personer, som arbejder på botilbud i ledelse eller som medarbejdere, centralt placerede handicappolitikere, for skere med erfaring fra området, centralt placerede embedsmænd fra kommuner og lignende. tilrettelæggelse af overgangen fra det gamle til det ny håndtering af konflikten mellem boligen som hjem og som arbejdsplads tilrettelæggelse af en reel borger- og brugerinddragelse om øget brug af personlige hjælpere kan bidrage til øget integration, et mere selvstændigt og mindre institutionsagtigt liv udfordringen omkring distribution af service til mennesker med funktionsnedsættelse, som ikke bor sammen klumpet på samme matrikel, men integreret og spredt rundt omkring i bymiljøet. Tænketanken skal også komme med konkrete bud på, hvordan man håndterer nogle af de barrierer, der kan være for implementering af en ny vision og en ny måde at tænke botilbud på: 12
praktiske, administrative og holdningsmæssige barrierer herunder også pårørendes holdninger ledelse og ledelsesuddannelse personale, personalekvalifikationer og personaleuddannelse Disse eksempler blot for at understrege, at en vision ikke kun er et slogan. Sloganet må følges til dørs med en stribe præcise svar på de væsentligste af de udfordringer, dilemmaer og spørgsmål, implementeringen af visionen hvirvler op. Succeskriteriet for tænketanken er, at den munder ud i en sammenhængende vision, som skal være retningsstyrende for indsatsen og genindføre entusiasmen og selvbevidstheden hos alle de mange aktører, som spiller en rolle i opsætningen af det liv, der skal leves i et hjem også der, hvor hjemmet er del af et offentligt servicetilbud. Forankringen skal bestå af en række mere langsigtede forankringsinitiativer. Det kunne eksempelvis være et antal udviklingsprojekter, hvor man i samarbejde med en eller to kommuner satte sig for at udmønte visionen i praksis i et antal demonstrationsprojekter. Et af de større initiativer, der bør drøftes i forbindelse med en implementeringsplan, er etablering af et Institut for kvalitetsudvikling af botilbudsområdet. Instituttet skal være en faglig spydspids, som kan møde personale, ledelse og forvaltninger i faglig øjenhøjde. Instituttet skal på sigt være den motor, som sikrer, at den nye vision og de nødvendige forandringer drives igennem, når Tænketanken har gjort sin del af arbejdet. fakta Tredje fase Her fokuseres der på forankring og implementering. Tænketankens medlemmer vælges ud fra, at de i kraft af deres position også skal bidrage væsentligt til forankringen. Tænketanksmedlemmerne bidrager til tænketanken som centrale videnshavere på området, men også som efterfølgende ambassadører og drivkraft for visionen, der hvor de virker til dagligt. Forankringens første del er omfattet af det projekt, DCH har fået støtte til fra TrygFonden. Men den væsentligste del af implementerings- og forankringsfasen skal formuleres i et selvstændigt projekt, som kræver yderligere midler og et selvstændigt projektdesign, som først kan laves, når tænketankens overvejelser er ved at være afsluttet. Botilbud i Region Nordjylland er generelt set de mindste: Botilbud efter servicelovens 108 har i gennemsnit 13,4 døgnpladser, mens botilbud efter almenboligloven i gennemsnit har 10,9 pladser. Botilbud i Region Hovedstaden er generelt set de største: Botilbud efter servicelovens 108 har i gennemsnit 30,7 døgnpladser, mens botilbud efter almenboligloven i gennemsnit har 32 pladser. 13
Status Som nævnt har TrygFonden bevilget midler til tænketanken. Det Centrale Handicapråds sekretariat er derfor netop nu i gang med at udarbejde en drejebog, som i detaljer beskriver de elementer, der skal indgå i arbejdsprocessen. Den første fase vil blive iværksat umiddelbart, mens fase to forventes at kunne iværksættes hen over årsskiftet 2009/10. For at sikre en fælles standard og et fælles værdigrundlag i udviklingen af botilbudsområdet, har DCH desuden opfordret Velfærdsministeriet til at tage et initiativ til at igangsætte et arbejde, som fører frem mod en samlet national udviklingsstrategi for botilbudsområdet. Strategien bør blandt andet indeholde: en afviklingsplan for 108-botilbud, som indebærer, at de relevante tilbud renoveres og konverteres til almenboligloven, mens resten nedlægges en udbygningsplan, som sikrer: at der er det nødvendige antal boliger til rådighed at der sættes systematisk ind for at sikre, at borgerne får reel indflydelse på, hvor og hvordan de ønsker at bo. Frit valg og reel borgerinddragelse er nøglen til et selvvalgt bosættelsesmønster og et helt centralt instrument til bekæmpelse af institutionalisering og ghettoisering at der sikres symmetri mellem udbuddet af boliger og den enkelte kommunes behov. Det kan indebære økonomisk støtte til nedlæggelse af nogle boliger og hjælp til opførelse af andre. Den aktuelle situation betyder, at kommunerne stort set udelukkende tænker i pladser og endnu værre tomme pladser. Forudsætningen for at tænke i boliger og hjem er, at man kommer ud af dette pladstyranni. at der laves en efter- og videreuddannelsesplan, som tager hånd om den løbende faglige ajourføring af alle personalegrupper. at der er kapacitet og kompetence til at sikre et decentralt tilbud, som mindst svarer til hidtidige mere centraliserede tilbud. Boligområdet udgør uden tvivl en af de næste årtiers største og mest komplicerede handicappolitiske udfordringer. Hvordan skal området tænkes? Hvilke, hvor og hvor mange boliger skal der bygges? Hvordan forvalter og fornyer vi de boliger, vi allerede har? Hvordan får vi sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel efter boliger? Hvordan sikrer vi, at borgerne får det, de gerne vil have og har brug for? Hvordan håndterer vi adskillelsen mellem bolig og den personlige og praktiske hjælp, borgeren har brug for? Spørgsmålene er mange, og nu er tiden for alvor inde til at forsøge at finde nogle brugbare svar. 14
fakta I 2008 havde 69 kommuner 784 personer på venteliste til et længerevarende botilbud og 255 personer til et midlertidigt botilbud 34 % af 69 kommuner siger, at der oftest kun gives ét tilbud, 24 % siger, at borgeren ofte vil få valget mellem to tilbud, men kun 1 % kan tilbyde valg mellem tre tilbud I 2008 havde 69 kommuner truffet politisk beslutning om en nettoudvidelse af boligkapaciteten på 218 boliger Der er cirka 17.200 botilbud for voksne med handicap. Heraf er cirka 4.340 oprettet efter almenboliglovens 105, mens 12.860 er oprettet efter servicelovens 108 47 af 69 kommuner vurderer, at borgerne ofte eller af og til ønsker at flytte til et andet tilbud. 33 kommuner siger, at borgeren ønsker at flytte i en selvstændig bolig uden for bofællesskabsrammer 28 % af 69 kommuner mener, det kan lade sig gøre, at to personer flytter sammen inden for et år. 9 % mener inden for 2 år, mens 35 % mener, det vil tage adskillige år eller være umuligt. De sidste 28 % har oplyst andet Kilde: Tallene er taget fra en botilbudsanalyse gennemført af Center for Ligebehandling af Handicappede. Se www.clh.dk 15
Temaartikel: Forsikringsordninger Dele af det traditionelle danske velfærdssystem er under ombygning. Ikke mindst den demografiske udvikling synes at sætte selv nogle af de grundlæggende principper i velfærdssystemet under pres. Antallet af personer i den erhvervsaktive alder bliver mindre, mens gruppen af ældre og især gruppen af meget ældre vokser. Der bliver ganske enkelt færre til at forsørge flere. Det afføder debat om, hvorvidt vi fortsat har råd til en række velfærdsgoder. Debatten udfordrer princippet om universalitet det vil sige princippet om, at de generelle velfærdsydelser er til rådighed for alle uanset indkomst. Sidst, men ikke mindst, sætter debatten spørgsmålstegn ved, om de fleste velfærdsydelser fortsat kan være skattefinansieret, eller om de i højere grad skal finansieres gennem mere forsikringsbaserede ordninger. En sådan udvikling får også konsekvenser for mennesker med funktionsnedsættelse. En væsentlig nedgang i arbejdsstyrken vil på positivsiden muligvis gøre det lettere for mennesker med funktionsnedsættelse at få og bevare en mere stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Omvendt vil et stærkere fokus på forsikringsordninger kunne få negativ indflydelse på mennesker med funktionsnedsættelses adgang til en række tilbud og ordninger, fordi de vilkår, der stilles i forsikringsordningerne, ikke åbner adgang for personer med funktionsnedsættelser. Det kan for eksempel være et krav om en bestemt tilknytning til arbejdsmarkedet eller visse krav til helbredsforhold. Udviklingen er ny og konsekvenserne derfor vanskelige at forudsige, men Det Centrale Handicapråd (DCH) har i 2008 forsøgt at skyde sig ind på nogle af de fremtidsscenarier, den igangværende udvikling peger på. DCH har derfor haft en temadrøftelse om brugen af forsikringsordninger i forhold til pensions- og sundhedsydelser og de konsekvenser, det kan få for mennesker med funktionsnedsættelse. Indbetaling til arbejdsmarkedspensioner Et af de områder, hvor forsikringsprincippet synes at kunne få endog ganske omfattende konsekvenser for menne- 16
sker med funktionsnedsættelse, er på arbejdsmarkedspensionsordningsområdet. Meget har forandret sig, siden de første overenskomstaftaler om arbejdsmarkedspensioner blev indgået. I løbet af en relativ kort årrække har de overenskomstregulerede arbejdsmarkedspensionsordninger fået en stor betydning for den enkeltes levestandard og forbrugsmuligheder efter tiden på arbejdsmarkedet, mens den arbejdsmarkedsuafhængige folkepension spiller en tilsvarende mindre rolle for de fleste. I Det Økonomiske Råds rapport fra foråret 2008 konkluderes det blandt andet, at udbygningen af de overenskomstbaserede arbejdsmarkedspensionerne betyder, at de fleste erhvervsaktive sparer op til pension. En høj indkomst og fuldtidsarbejde øger ifølge rapporten sandsynligheden for at spare op til pension. Tidligere havde især personer med en videregående uddannelse en større sandsynlighed for at indbetale til en pensionsordning, men denne skævhed er ifølge rapporten udlignet qua de obligatoriske arbejdsmarkedspensionsordninger. Det betyder, at de fleste af fremtidens ældre, som har en lang og stabil karriere på arbejdsmarkedet bag sig, vil have opsparet betydelige pensionsformuer. De vil af samme grund være meget mindre afhængige af offentlige overførsler end nutidens ældre. Samtidig fremgår det af Det Økonomiske Råds rapport, at der i dag er grupper, der ikke sparer op til deres pension, herunder nævnes personer uden for arbejdsstyrken. I den gruppe findes der et betydeligt antal mennesker med funktionsnedsættelser. SFI s rapport "Danskernes indbetalinger til pension Hvordan påvirker tilknytningen til arbejdsmarkedet de fremtidige pensioner? Sundhedsforsikringer retter sig primært mod ansatte i den private sektor bekræfter, at man i fremtiden i højere grad vil se folkepensionen suppleret med arbejdsmarkedspensioner og private pensionsordninger. Den stærkere sammenhæng mellem arbejdsmarkedstilknytning og indkomsten som pensionist kan have økonomiske konsekvenser for forskellige målgrupper. Ifølge rapporten indbetalte 90 % af danskerne i 2005 til ATP, SP, SAP (Den supplerende arbejdsmarkedspension for førtidspensionister), en arbejdsgiveradministreret ordning eller en privattegnet ordning. Undersøgelsen viser tillige, at der er meget stor forskel på, hvor stor en andel af indkomsten der betales til pension, alt afhængigt af, hvor længe personen har været i beskæftigelse. De grupper, der ikke indbetalte til pension i 2005, var primært førtidspensionister, efterlønsmodtagere, personer uden faglig uddannelse og selvstændige. Arbejdsmarkedspensioner til personer med funktionsnedsættelse Center for Ligebehandling af Handicappede gennemførte i 2007 en undersøgelse af ar- 17
bejdsmarkedspensioner til personer med funktionsnedsættelse ansat i job på ordinære vilkår og personer ansat i fleksjob. Centret konkluderede, at ingen af de 16 forsikringsselskaber/pensionskasser, der indgår i undersøgelsen, optager nye medlemmer uden at lægge vægt på helbredsforholdene. Når der ikke skelnes mellem helbredsproblemer, sygdom og funktionsnedsættelse, så er konsekvensen de facto negativ forskelsbehandling af personer med funktionsnedsættelse ansat i ordinære stillinger og ansatte i fleksjob. Problemet ligger i de forsikringsmæssige ydelser, som for eksempel invalidepensionen, og ikke så meget i alderspensionen. Ved de forsikringsmæssige ydelser har helbredsforholdene ved optagelsen stor betydning, idet personer med helbredsproblemer ofte vurderes til at udgøre en større risiko end andre i forhold til udbetaling af for eksempel invalidepension. Personer, der ansættes i fleksjob, har ifølge flere overenskomster mulighed for at fortsætte med at indbetale pensionsbidrag til en allerede eksisterende ordning på uændrede vilkår. Personer med funktionsnedsættelse ansat i ordinære stillinger, og som tidligere har været optaget i en pensionskasse, har som den bløde mellemvej mulighed for at videreføre pensionsordningen på individuelle vilkår i det selskab, som den allerede er etableret i. Men det er ikke altid, at arbejdsgiveren/arbejdsmarkedets parter tillader, at pensionsbidrag, der er en følge af den nye ansættelse, kan indbetales til den eksisterende pensionsordning. Fleksjobansatte og personer med funktionsnedsættelse ansat i ordinære stillinger, som ikke tidligere har haft en arbejdsmarkedspension på almindelige vilkår, er ikke omfattet af ovenstående kattelemme set i forhold til optagelse i en arbejdsmarkedspensionsordning. Sundhedsforsikringer Et af de andre områder, hvor forsikringsprincippet synes at buldre frem, er på sundhedsforsikringsområdet. Af Ugebrevet A4 fremgår det, at antallet af sundhedsforsikringer er vokset fra under 50.000 i 2002 til over 500.000 i 2008. Antallet af personer, som er omfattet af en sundhedsforsikring, er dog langt større, da forsikringen for eksempel kan omfatte hele hustanden. Mindst ni ud af ti sundhedsforsikringer er betalt af arbejdsgivere. Langt de fleste sundhedsforsikringer betalt af arbejdsgivere findes blandt privatansatte, men også offentlige arbejdsgivere er begyndt at tilbyde sundhedsforsikringer som en del af lønpakken. Ligesom der stadig er en snæver sammenhæng mellem privat ansættelse og sundhedsforsikring, så er der også en snæver sammenhæng mellem uddannelse og sundhedsforsikring. Kun 39 % af de ufaglærte privatansatte har en sundhedsforsikring betalt af arbejdsgiveren, mens det samme er tilfældet for hele 63 % af privatansatte med en videregående uddannelse. Arbejdserbevægelsens Erhvervsråd har for Ugebrevet A4 set nærmere på, hvem der bliver behandlet på sygehusene i 2007. Også denne undersøgelse tydeliggør, at det er de økonomisk svageste grupper (arbejdsløse og førtidspensionister), der ikke har sundhedsforsikrin- 18
ger. Ifølge undersøgelsen udgjorde arbejdsløse kun 5 % af de sundhedsforsikrede på privathospitalerne i 2007. Lederne udgjorde 39 %. Kun 1 % af patienterne var pensionister. Til sammenligning var der blandt patienter i det offentlige sygehusvæsen cirka 29 % pensionister. De langsigtede konsekvenserne af ikke at være omfattet af en sundhedsforsikring er selvsagt vanskelige at forudsige. Men den umiddelbare konsekvens er længere ventetid for de uforsikrede til relevant behandling. På lidt længere sigt kan man frygte, at der udvikler sig et sundhedsvæsen i to divisioner, hvor kun de med en sundforsikring vil have adgang til første division. Arbejdsmarkedstilknytning er vigtig Disse undersøgelser viser, at det primært er borgere med en arbejdsmarkedstilknytning og gerne en god og stabil tilknytning til arbejdsmarkedet, der er forsikrede i forhold til sygdom og alderdom. Hertil kommer, at sundhedsforsikringerne er langt mere udbredte i den private end i den offentlige sektor. Disse faktuelle forhold ved de arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger og de private sundhedsforsikringer kan have negativ betydning i forhold til gruppen af mennesker med funktionsnedsættelse på flere fronter: Sundhedsforsikringer retter sig primært mod ansatte i den private sektor. Det giver alt andet lige en skævhed i forhold til mennesker med en funktions- og arbejdsevnenedsættelse, idet der er en tendens til, at personer ansat på særlige vilkår oftest er ansat i den offentlige sektor. Kombineres dette med det forhold, at mennesker med funktionsnedsættelse generelt er dårligere uddannede end personer uden funktionsnedsættelse og i øvrigt har en lavere grad af tilknytning til arbejdsmarkedet, så er der en betydelig risiko for, at personer med funktionsnedsættelse hægtes af både i forhold til de private sundhedsforsikringer og i forhold til forbrugsmuligheder. Dette generelle billede bliver ikke bedre i en tid, hvor vi igen må forberede os på en periode med nedgang i beskæftigelsen, og hvor man må frygte, at personer med funktionsnedsættelse og/eller nedsat arbejdsevne vil være blandt den del af de beskæftigede, der først ryger ud i ledighed. Hvor er vi på vej hen? At tendensen går i retning af flere forsikringsordninger, er der næppe tvivl om. Udviklingen er imidlertid endnu så ny, at konsekvenserne dårligt kan aflæses. Men det er indlysende, at fortsætter den igangværende udvikling uden korrektioner, så vil mennesker med funktionsnedsættelser i kraft af deres svagere arbejdsmarkedstilknytning og de helbredsproblemer, som er iboende i funktionsnedsættelsen komme til at udgøre en økonomisk og sundhedsmæssig marginaliseret restgruppe. En restgruppe, som har markant dårligere forbrugsmuligheder, og som ikke får valget mellem et privat og et offentligt sundhedstilbud. Derfor er der et akut behov for korrektioner, så de grupper, som ikke kan bibeholde en acceptabel levestandard i alderdommen, fordi de ikke har optjent pension på arbejdsmarkedet, kompenseres herfor. Det kan gøres ved for eksempel at koble en obligatorisk arbejdsmarkedspensionsordning på førtidspensionen, ved at forlænge de tilskud, som følger førtidspensionen, ud over folkepensionsalderen eller andre initiativer, som bryder sammenhængen mellem forsørgelsesgrundlaget og arbejdsmarkedstilknytningen for de grupper, som aldrig får chancen på arbejdsmarkedet. Problemerne er mange og komplekse. Derfor vil DCH fortsat følge udviklingen også i 2009. 19
Temaartikel: Rehabilitering meget mere end genoptræning Rehabilitering er et plusord, og et meget bredt et af slagsen. Der er forholdsvis stor enighed om, hvad rehabilitering er, men betegnelsen bruges alligevel om meget forskellige indsatser. Det er vigtigt, at begrebet ikke udvandes, men fastholdes, så der også gives rehabilitering til mennesker, som har brug for en omfattende, sammenhængende, koordineret og vidensbaseret faglig indsats. I 2004 udkom en hvidbog om rehabiliteringsbegrebet. Hvidbogen indeholder resultatet af, at mange parter havde sat sig sammen for at formulere en samlet definition af rehabilitering til brug for indsatsen i Danmark: Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk. Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv. Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger og består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats. Med udgangspunkt i denne definition har Det Centrale Handicapråd sat fokus på rehabiliteringsbegrebet og på de formelle vilkår for rehabilitering i Danmark. FN s Handicapkonvention er med til at styrke den brede forståelse af, hvad rehabilitering egentlig er for noget. Konventionens artikel 26 handler om retten til habilitering og rehabilitering og betoner, at formålet er at støtte og fremme den enkeltes uafhængighed, udvikling af evner og deltagelse i alle livets forhold. Staterne forpligtes til at arrangere, styrke og udbygge omfattende habiliteringsog rehabiliteringstilbud og -ordninger, i særdeleshed inden for sundhed, beskæftigelse, uddannelse og det sociale område. Dermed lægger konventionens forståelse af rehabilitering vægt på, at indsatsen tager udgangspunkt i borgerens behov og kan bestå i en meget sammensat indsats fra forskellige sider af samfundslivet. Når der er brug for flere forskellige faglige indsatser på samme tid, som skal resultere i en udvikling, borgeren selv ønsker og kan sætte sin vilje bag, så har vi at gøre med noget, som altid 20