Viborg og verden. Af Henning Ringgaard Lauridsen, Viborg Museum



Relaterede dokumenter
De var hjemme. De blev ved at sidde på stenene, hvad skulle de ellers gøre. De så den ene solnedgang efter den anden og var glade ved det.

Side 3.. Håret. historien om Samson.

Ved-floden-Piedra-DATO.qxd 27/06/08 12:27 Side 26

Side 1. En farlig leg. historien om tristan og isolde.

Tryllefrugterne. fortalt af Birgitte Østergård Sørensen

BORGMESTERENS TALE VED ÅBNINGEN AF SORØ KUNSTMUSEUM DEN 18. NOVEMBER 2011

Men det var altså en sommerdag, som mange andre sommerdage med højt til himlen og en let brise. Aksene stod skulder ved skulder og luftes tørhed fik

www, eventyrligvis.dk Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn

Jørgen Hartung Nielsen. Og det blev forår. Sabotør-slottet, 5

Frederik Knudsen til sin Kone Taarup, 18. Maj 1849.

Sommerhilsen fra Solhverv Privatskole.

Kursusmappe. HippHopp. Uge 30. Emne: Venner HIPPY. Baseret på førskoleprogrammet HippHopp Uge 30 Emne: Venner side 1

Lindvig Osmundsen Side Prædiken til 3.s.e.påske 2015, konfirmation..docx

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne.

Nordisk Hovedstadsstævne i Reykjavik.

På Vær-lø-se-gård sker der mær-ke-li-ge ting. Det spø-ger. Der er gen-færd.

Endnu en gang stod fuldmånen på himlen. En kølig blæst strøg gennem skovens mørke og fik bladene til at rasle. De to blodsøstre Hævn og Hunger sad på

Klodshans. Velkomst sang: Mel: Den lille Frække Frederik

Forslag til rosende/anerkendende sætninger

3-9. Udsigt fra pladsen

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt

Kapitel 1. Noget om årets gang

Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men

/

men det var ikke helt så imponerende, som vi havde regnet med. Tegning og hygge i toget Et forvirrende billede, der ændrer sig, når man flytter

Gemt barn. Tekst fra filmen: Flugten til Sverige #5 Tove Udsholt

Side 1. Gæs i skuret. historien om morten bisp.

Der kan findes mere om disse salmer og andre af Karstens salmer på

HELGENÆS: RYES SKANSER

Guldhvalpen. Dorte Marcussen

Den grønne have. Wivi Leth, 1998 (4,8 ns)

Råbjerg Mile: Handicapdag og rullende trapper

Jørgen Hartung Nielsen. Under jorden. Sabotør-slottet, 5

Mie Sidenius Brøner. Roskilde den 3. marts, 2015

Denne dagbog tilhører Max

Indvielse af ny indskolingsafdeling fredag den 17. august 2012

Grønland. Solopgang. Det var til mit store held, at jeg kom til Grønland. Jeg vidste, at jeg ville ud og have en

Brorlil og søsterlil. Fra Grimms Eventyr

Mellem Himmel og Jord, Mellem Himmel og Jord, Mellem Himmel og Jord, Mellem Himmel og Jord, Mellem Himmel og Jord, 6-10

Den Jyske Sparekasse sponsor for SUB09 kvinder SUB09 tegnede allerede ved starten i 2009 en sponsoraftale på overtræks sæt med daværende Sparekassen

Emne: De gode gamle dage

Årsberetningen for Lyndby Kulturforening 2018

Nyheder og historier

Med Rimo på Bornholm 2013.

Bruger Side Prædiken til 2.s.e.trinitatis 2015.docx. Prædiken til 2.søndag efter trinitatis Tekst. Luk. 14,16-24.

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far.

Opgaver til:»tak for turen!«

Spørgsmål. Sæt kryds. Sæt kryds ved det rigtige spørgsmål familie. Eks. Hvad laver hun? Hvad hun laver?

Lindvig Osmundsen. Prædiken til 13.s.e.trinitatis 2015.docx side 1. Prædiken til 13.s.e.trinitatis Tekst: Luk. 10,23-37.

På fredag den 24. februar fylder viceborgmester i Ikast-Brande kommune og tidligere borgmester i Brande kommune, Preben Christensen, 70 år.

Palmesøndag med Børne- og Juniorkoret Jeg vil fortælle jer et eventyr Der var engang en ung konge, som regerede et lille land. Han boede på et slot

den tilfrosne å. Far kan nu godt se, at jeg keder mig, og gir mig til sidst lov til at gå om til de andre, som kælker på den store bakke i den anden

Rovfisken. Jack Jönsson. Galskaben er som tyngdekraften. Det eneste der kræves. Er et lille skub. - Jokeren i filmen: The Dark Knight.

TIDSREJSEN. Ejner fortæller

Beretning fra Limfjords Challenge 2014 (Mors rundt)

Har du købt nok eller hvad? Det ved jeg ikke rigtig. Hvad synes du? Skal jeg købe mere? Er der nogen på øen, du ikke har købt noget til?

Hvis Sevel Skole lukkede, så ville vi feste hele natten. * Hvis der ingen træer var Sevel, så ville verden blive dårligere. * Hvis heste fik klove,

Den gamle kone, der ville have en nisse

Med Ladbyskibet på tur

Otto von Bismarck. Lynkarriere. Danmark går i Bismarcks fælde. Vidste du, at... Bismarck udvider Preussens magt og samler riget. Fakta.

St. Hans i overraskende tørvejr Tekst og billede N.M. Schaiffel-Nielsen

Rapport vedr. uanmeldt tilsyn 2013

Eventyret om det skæve slot

Prædiken til 1. søndag i advent kl i Engesvang

Myrefranz Der var engang en Zoo med mange flotte dyr. Der var også nogle dyr, som gæsterne aldrig så. De var nemlig alt for små. Det var myrerne, og

Flot ydre og indre skønhed

Sygeplejerskerne og de hvide busser - Sygeplejerskernes indsats under den store redningsaktion fra de tyske koncentrationslejre

Sammen med byens blomsterudsmykninger vil vores samarbejdspartner give værdi samt inspiration til Blomsterfestivalens mange tusinde gæster.

Tormod Trampeskjælver den danske viking i Afghanistan

Rosenvænget festival. Tøsetur i sommerhus

- Håndarbejde, Taskeflet, Madlavning for mænd, Sløjd, holdene kører fint.

Lad os sige trosbekendelsen sammen. Vi synger den næste salme, Op al den ting.

Aulum Fritidscenter Årsberetning

Hilsen fra redaktionen

10 km løb i Koszalin 2009

Men Mikkel sagde bare vi skal ud i den brand varme og tørre ørken Din idiot. efter vi havde spist morgen mad tog vi vores kameler Og red videre.

Ja, påskens budskab er et ord om, hvad der aldrig sker på jord, og det et ord helt stillet blot og værgeløst mod verdens spot.

Praktikanter fra Metroxpress i New York

Årsavisen JulePosten

Referat Grønlandskarbejdsgruppemøde Det Nordatlantiske Hus // den 31. oktober

En lille opdatering på året som snart er brugt op!!

Kampagnemagasin nr


Sebastian og Skytsånden

Udflugt til det gamle hertugdømme Schleswig

Eine kleine Nachtmusik MUSIKKEN I SKOLETJENESTEN

Indhold. Model for en dag vol. 2. Julegaveværksted. Det Blå Marked. Juledekorationer. Madbix med gæstekok. Nissebowling. Lucia.

Referat - Minutes of Meeting

Danske kongesagn Ragnhild Bach Ølgaard

Analyse af fejringen af frivillighed og foreningsliv

Læs om Dronning Dagmar

Den standhaftige tinsoldat

Festival kataloget 2013 er på gaden

Ankomst til Hjerternes Dal

Der var engang en ung konge, som regerede et lille land. Han boede i et slot sammen med sine tjenere, men han havde ikke nogen hustru.

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

Sct. Kjeld. Inden afsløringen:

Kærligheden kommer indtil hinanden Kapitel 1 Forvandlingen Forfattere: Børnene i Børnegården

21. december Vi får juleferie

LYNGE UGGELØSE IDRÆTSFORENING

Transkript:

Viborg og verden Af Henning Ringgaard Lauridsen, Viborg Museum Hvad har Viborg været kendt for ude i den store verden i de sidste firs år? Hvad har givet overskrifter i aviser og andre medier? I dag er det vel især grønblusede håndboldpiger fra VHK, der sætter sig på billedfladen, men i fagkredse ude i den store verden er det eksempelvis også The Animation Workshop med animationsfilm-uddannelsen. Ganske interessant er det at se, at sport og film også har bragt Viborg på forsiderne i landsdækkende og internationale medier, når vi kikker i historiens bakspejl for de sidste firs til hundrede år. Enkelte gange er det også lykkedes for byen at gøre opmærksom på sig selv, når der for alvor skulle festes. Viborgs succes med eksponeringen gennem årene skal der fortælles lidt på de næste sider. Et par tilfælde med negativ omtale kan ej heller forbigås i stilhed. Venner blev til fjender Sommeren 1914 gjorde første gang Viborg kendt internationalt i sportens verden. En appelsin var faldet i turbanen: Viborg blev værtsby for Det Internationale Skyttestævne. Det var første gang, den internationale komité havde placeret stævnet udenfor en af de store europæiske byer, og det var noget af en bedrift for Viborg Skyttekreds at få både økonomien og det organisatoriske på plads. Det tunge ansvar for organiseringen hvilede på skuldrene af Viborg Skyttekreds formand, overlærer Lomholt. Næsten 1.000 skytter, fordelt på de fleste europæiske lande, kom til Viborg. Hertil kom følgekomitéer fra de forskellige lande samt gæster, der ønskede at overvære skydekonkurrencerne. At Viborg fik tildelte stævnet, skyldtes mere end noget andet det meget fine skydeanlæg, der på det tidspunkt lå i Undallslund. Anlægget var anlagt som militær skydebane, men overgik senere til Viborg Amts Skytteforening. Her var allerede holdt flere store amtslige og nationale stævner, og forud for verdensbegivenheden i 1914 blev der på skydebanerne investeret i nye tekniske faciliteter. Til lejligheden byggede håndværkere endvidere en række pavilloner og barakbygninger. En del af disse blev indrettet til informationsbureau, værksteder og postkontor, mens andre fungerede som restauranter, der på spisekortet kunne byde på alt fra fisk og vildt til rødgrød. Hertil kom boder og telte for handel med tobak, frugt, bøger og drikkevarer. Det internationale skyttestævne var planlagt til at vare fra den 19. til den 26. juli 1914. Den første dag strømmede gæsterne fortsat til. For en del sydlændinge lå Danmark uden for det nærmere kendskabs grænser, så de mødte op med uldent overtøj og tæpper, som skulle de til et isfyldt polarland. Stor var glæden derfor over at komme til Viborg og granskoven i Undallslund, hvor luften næsten stod stille i sommervarmen. De første dages skydekonkurrencer blev afviklet planmæssigt. Trafikken mellem byen og skoven var også livlig, idet mange gæster gerne ville følge begivenhederne. Nogle færdedes til fods, andre i hestevogn og enkelte i automobil. Aftenerne inde i byen genlød af muntre stemmer i mange tungemål, Salonen på Borgvold bød på koncert, senere dansemusik, mens spisesteder og værtshuse lokkede med musik, visesang og anden underholdning. Ved skydebanerne formåede entreprenante viborgensere naturligvis også at tjene en ekstra skilling. Kosmorama sikrede sig retten til at filme begivenhederne i Undallslund, herunder kongebesøget. I det varme vejr tjente restauratørerne og bryggeriet Odin også godt i teltene, men også andre kom til. På andendagen opslog eksempelvis barber Dragheim sin barberstol på pladsen for at pynte

facaderne på skytterne. Det var han sikkert den rette til, idet han var Viborgs fuglekonge, en titel han havde vundet om foråret ved fugleskydningen på Borgvold. På stævnets tredjedag dukkede kongen op. Allerede kl. 13 tog mange viborgensere opstilling ved Sct. Mathias Port for at vente på kong Christian den 10., der skulle komme i kgl. automobil fra sommerboligen Marselisborg i Århus. Majestæten dukkede dog først op en time senere og kørte hastigt gennem byen og via Skottenborg til Undallsund. Alle stævnets pinger havde taget opstilling foran det store restaurationstelt for at tage imod. Kongebesøget blev dog kortvarigt; regenten havde modtaget storpolitiske underretninger, der varslede ilde. Bekymrede røster havde allerede lydt i talerne ved den officielle frokost, hvor både østrigere, danskere og hollændere talte varmt for fred og forståelse mellem nationerne. Men næsten symbolsk slog vejret om på stævnets næstsidste dag, fra sommervarme til tunge skyer, blæst og regn. Ude i den store verden trak endnu mørkere skyer ind over den politiske himmel. Den 23. juli havde Østrig-Ungarn stillet Serbien et ultimatum. Svaret, som serberne leverede to dage senere, var ikke tilfredsstillende. Den 25. juli mobiliserede Østrig, Rusland fulgte efter. En kædereaktion var sat i gang, og inden ugens udgang var 1. verdenskrig brudt ud. Mange af deltagerne ved skyttestævnet var officerer, og flere af dem hastede hjem allerede den 25. juli. De serbiske deltagere måtte omlægge ruten for hjemrejsen over Rusland, idet de ikke turde rejse gennem Tyskland og Østrig. Få uger efter afslutningen af det internationale skyttestævne i Viborg var vanviddet i gang, idet flere af de udenlandske deltagere lå i skyttegravene og skød på hinanden. I verdenskrigens sidste år blev Viborg i øvrigt på anden vis en lille brik i det store internationale spil. Det var lykkedes Danmark at forblive neutral under stormagternes blodige opgør, men under indtryk af krigens gru tog Dansk Røde Kors i 1917 initiativet til at opføre en baraklejr i Hald Ege. Fra de trøstesløse fangelejre bag fjendens linier hentede læger nu i tusindvis af lemlæstede krigsfanger fra østfronten til det fredfyldte sted i Egeskoven ved Hald. Danmarks Hollywood Også i filmens verden har Viborg tilbage i tiden formået at gøre opmærksom på sine kvaliteter. I årene omkring og lige efter første verdenskrig slog først A/S Filmfabrikken Danmark og senere også Nordisk Film sig ned i Bækkelund og omdannede Hald til Danmarks Hollywood. Filmdirektørerne fandt stedet egnet til nogle filmscener, som krævede dramatiske kulisser. Og drama blev skabt i Dollerup Bakker. Filmen Diligencekusken fra San-Hilo fra 1914, der indeholdt afsnittet Vesuv i Udbrud, krævede om ikke et bjerg så i det mindste en bakkeknude. På toppen gravede minørholdet fra ingeniørkasernen et krater, anbragte krudt og brandbare stoffer, og straks filmkameraet snurrede, blev tændsatsen aktiveret. De første små eksplosioner sendte i hurtig rækkefølge sorte skyer op. Så nåede ilden ned til hovedsprængladningen, der bestod af 150 pund krudt, 10 tønder benzin, seks tønder petroleum og fire tønder tjære. Udbruddet kom som et dommerdagsbrag, jorden skælvede i bakkerne, og en mægtig søjle af røg og ild slog op i luften og formørkede sommerhimlen over Hald. I 1917 arbejdede Ole Olesen fra Nordisk Film med optagelserne til filmen Zigøjnerprinsessen. Den kvindelige hovedrolle blev spillet af skuespillerinden Mille eller Emilie Sannom, som hun rettelig hed. I en af scenerne rullede en prærievogn fyldt med mørklødede zigøjnere og den smukke, tilfangetagne prinsesse i stærk fart ned ad Møldalvejen. En anden zigøjnerbande lå i baghold, og ved hjælp af nogle lange reb fik de vognen til at vælte, så zigøjnerprinsessen kunne undslippe. De to bander kom herefter ud i et drabeligt slagsmål med råb og trusler, slag og benspænd i lyngbakkerne. Hestene og prærievognen, som blev benyttet i filmoptagelserne, tilhørte slagteren i Skelhøje. Flere lokale folk deltog også som statister ved filmoptagelserne. Derfor var de naturligvis inviteret i biografen det følgende efterår, hvor Zigøjnerprinsessen blev vist i Kosmorama i Viborg. Da

filmen nåede frem til scenen med den vilde kørsel ned ad Møldalvejen, klappede og trampede alle i salen, så den hvide lærredsskærm dirrede. Også i landets øvrige biografer gjorde stumfilmene stor lykke. Udsigten fra en ølkasse Turistfilm blev der også produceret i Viborg i de år, og denne type film har som bekendt som mål at gøre opmærksom på byens og egnens kvaliteter over for et bredt publikum. Skal de kunne sælges, kræver det et attraktivt indhold, og i trediverne var det turistforeningens dynamiske formand, fotograf og biografdirektør Aage Munksgaard, der satte sig for at sælge egnens fortræffeligheder via turistfilm, som blev vist i biograferne i hele Norden. Først lancerede Munksgaard en stumfilm i sommeren 1934, men allerede tre år senere gik han sammen med Nordisk Filmcompagni om at optage en 36 mm tone- og talefilm. Filmen blev set som forfilm af 500.000 biografgængere i Danmark, hvorefter den fortsatte sin sejrsgang i svenske biografer. Munksgaards blik for filmmediets muligheder havde i øvrigt fået ham til som en af de første i landet at anskaffe sig tonefilmsanlæg i biografen i Gravene. Førsteopførelsen af den danske tonefilm Præsten i Vejlby i 1931 i biografen i Viborg blev da også noget af en sensation, i alt fald i de jyske dagblade. Alt var udsolgt. Alligevel kom der en hel busfuld mennesker fra Vejlby ved Århus. De mente ikke, de behøvede at købe billetter i forvejen, når det nu var dem, det hele handlede om. Biografdirektørens kone, Ellen Munksgaard, kunne i den situation ikke få over sit gode hjerte at afvise dem, så de fik lov at sidde i orkestergraven på ølkasser og se filmen derfra. Det var de udmærket tilfredse med. Skønne spildte kræfter Den positive opmærksomhed, som bl.a. Munksgaard skabte omkring Viborg i slutningen af trediverne, ønskede byen at udnytte til den helt store satsning i 1940. Allerede i sommeren 1936 var den første store byfest under temaet Viborg-dagene søsat med succes, og i 1940 kunne byen fejre, at det var 500 år siden kong Christoffer af Bayern havde bekræftet byens privilegier som købstad. Anledningen skulle bruges fremadrettet. Det skulle fejres med intet mindre end en landsudstilling, hvor byen og egnen kunne præsentere et stort erhvervsmæssigt og kulturelt potentiale. Landsudstillingen var naturligvis en sag for Viborg Byråd. Udstillingskomitéen bestod af borgmester Aggerholm som formand og oppositionens leder, fabrikant Philipsen som næstformand, men det kom ikke som en overraskelse, at komitéen efterfølgende udpegede Munksgaard som formand for et forretningsudvalg, der skulle planlægge landsudstillingen, mens arkitekt Jens Madsen blev udstillingens arkitekt. I de første måneder af 1939 lykkedes det at tegne en garantikapital på et sted mellem 150.000 og 200.000 kr., et ganske pænt beløb efter tidens målestok. Fra starten var både byrådet og forretningsudvalget opmærksom på, at Viborg skulle byde på noget, der ikke blot var et plagiat af andre udstillinger. En del af fornyelsen skulle komme fra det høje nord, idet en færøsk, en grønlandsk og eventuelt en islandsk afdeling skulle med på landsudstillingen. Her kunne byen trække på en god forbindelse til et bysbarn, Knud Oldendow, der i 1938 var blevet landshøvding på Grønland. Fra det lokale erhvervsliv kunne især Hedeselskabet bidrage med den nyeste teknologi og ekspertise inden for jordkultivering og plantagedrift. Og ellers skulle erhvervsdelen beskæftige sig med fremskridtene inden for maskinindustri, fødevareindustri, landbrug, byggeri og boligindretning. Fremtrædende firmaer fra hele landet fik en invitation om at deltage. Landsudstillingen skulle også beskæftige sig med sport og fritidsliv samt kunst, idet Viborg fik en aftale med udstillingsbygningen Charlottenborg i København om at præsentere publikum for både klassisk og moderne kunst. Efter en del drøftelser i byrådet besluttede politikerne, at udstillingen fysisk skulle placeres på arealerne ved Sønæs vest for Søndersø. Jordbunden her var imidlertid fugtig mose og eng, og Hede-

selskabet fik opgaven at dræne og afvande. Indsatsen lykkedes. I sommeren 1939, under heftig juliregn, kunne selskabet ikke alene love, men også dokumentere, at den kommende sommers mange tusind gæster ville kunne færdes tørskoet på det store areal. Landsudstillingen ville blive en bydel med 15 meget forskellige pavilloner, hvoraf den ene, som skulle være en stor restaurant med plads til 800 gæster, ifølge planen skulle placeres på en lang anløbsbro ud i søen. Fra anløbsbroen skulle gæster kunne sejle ind til bymidten ved Borgvold. Planlægningen forløb intenst i første del af 1939. Borgmester Aggerholm, stiftsamtmand Buchwalt og direktør Munksgaard var ofte i København for at pleje de rigtige forbindelser. Det lykkedes således i marts at få tilsagn fra kong Christian d. 10. om at være protektor for udstillingen. Regeringen Stauning viste også sin velvilje, idet statsministeren tiltrådte præsidiet sammen med fire fagministre. Landsudstillingen optimistiske tema lød Viborg vil videre, men de store forberedelser blev i løbet af 1939 oftere og oftere forstyrret af uheldssvangre efterretninger fra den store verden. Frygten for en ny krig i Europa sneg sig ind i folks underbevidsthed som en isnende kold vind i natten. Den 23. august 1939 indgik Hitler og Stalin en ikke-angrebspagt og den 2. september læste viborgenserne med store typer på forsiden af deres avis, at tyske tropper dagen før var rykket ind i Polen. Den 3. september erklærede Storbritannien og Frankrig Tyskland krig. Anden verdenskrig var en realitet. Snart fulgte restriktioner og rationeringer. Uanset Viborgs vilje til at komme videre ville verden det anderledes. Efter en række sonderinger meddelte borgmester Aggerholm den 19. december 1939, at landsudstillingen var aflyst! Byfesten 1950 Fem år efter besættelsen kridtede viborgenserne igen skoene og stod klar med et brag af en byfest. Der var ekstra power bag, idet Viborg valgte at markere ikke mindre end fem jubilæer: 700 år for bystyret, 800 år for købstadsprivilegierne, 900 år som bispestad, 1.000 år som handelsplads og 1.400 år som retsstad; en imponerende samling af runde tal, som dog må siges på et par områder at være tilpasset lidt til lejligheden. Men hvad gør det, når sagen drejede sig om at feste, så det gav genlyd i hele landet. Festprogrammet dækkede otte dage i begyndelsen af juli 1950. Kongeparret var der, statsminister Hans Hedtoft var der, USA's ambassadør var der, foruden fagministre og departementschefer, landstingsmænd, dommere, biskopper og talrige andre øvrighedspersoner. Men først og fremmest fyldtes gader, torve og anlæg af viborgenserne og folk fra oplandet samt en del gæster fra det øvrige land og fra de nordiske venskabsbyer. Folkemødet på Borgvold, hvor statsminister Hans Hedtoft talte, havde samlet 15.000 mennesker. Højdepunkter i øvrigt i programmet var en international roregatta, en række koncerter, en Nordisk Kunstudstilling, en fornem frilufts-forestilling, hvor den verdensberømte José Greco ballet dansede, samt soldatens dag med stor militæropvisning på Klostermarken. Turistforeningen tog sammen med Kunstforeningen også initiativ til i anledning af byjubilæet at indsamle en folkegave til byens udsmykning. Borgergaven skulle bruges til et symbolsk kunstværk, der kunne udtrykke elementer i byens historiske identitet. Opgaven at skabe kunstværket blev overladt billedhuggeren Anker Hoffmann, som valgte at koncentrere sig om Viborg som retsstad. Udkastet blev en klassisk kvindeskikkelse i blå-grå Rønnegranit, 2,2 m. høj, symbolet på retfærdigheden. Efter gammel tradition stod fru Justitia, retfærdighedens gudinde, med vægten og sværdet i hånden og med bind for øjnene, således at hun kunne være helt upåvirket af alt uvedkommende, når hun skulle skille ret og uret. Kunstneren ændrede imidlertid opfattelse og fik borgmesterens tilladelse til at fjerne bindet fra kvindens øjne. Hoffmann begrundede det med, at han gerne ville skabe en skulptur, der forenede den klassiske ide med en moderne kvindeskikkelse. Til dagbladet BT udtalte han, at Jeg har frem-

stillet Fru Justitia som en nutidig ung og rank Pige, rund og frodig, en Pige, der synes at være groet af det dejlige, bakkede Landskab omkring Viborg. Hende kunne jeg ikke lade lege Blindebuk! Det ville virke helt forkert. Billedhugger Hoffmann havde gjort sit hjemmearbejde ordentligt. Hele tre modeller havde han indkaldt, og de havde, som han udtrykte det, hver deres fortrin. Endnu en ændring foretog han, idet sværd og vægt forsvandt. I stedet stod Viborgs Fru Justitia med en griffel i den ene hånd og en rulle pergament i den anden. Det tog kunstneren en del tid at skabe kvindeskulpturen i granit. Byen måtte vente på borgernes gave, men i sommeren 1954 var hun der. Viborgs retfærdighedsgudinde blev i al sin frodighed afsløret på Stænderplænen foran rådhuset af borgmester Egon Lauritzen i 1954. Diskussioner var der om, hvordan hun skulle orientere sig. Det endte med, at hun vendte ansigtet mod rådhuset og bagdelen mod byen! Det snerpede Viborg Fru Justitias frodige bagdel var der muligvis en og anden, som tog anstød af. Men ikke nok med det. Også andre frodige kvinder skulle give Viborg omtale, og denne gang mindre positivt, hvilket var selvforskyldt. I alt fald fik mange i kunstkredse landet over sig et billigt grin over snerperiet i Viborg. Årsagen var nøgenheden, som kunne beskues af enhver i Viborghallen. Kunstneren Vilhelm Lundstrøms skitser af nøgne badende mennesker var blevet hængt op på væggene i hallen i 1944, og det gav genlyd. Ved et landsdækkende menighedsrådsstævne i 1946 måtte de dækkes over, og i 1950 lød klagen fra formanden for hallen: De nøgne piger truer med at ruinere os. De skræmmer kunderne bort. Folk vil ikke spise med den udsigt. Ak, ja. Det endte med, at de farverige kvindeskikkelser blev sat på magasin. Det internationale studentercenter Nogle år efter krigen forsøgte Viborg sig igen med det internationale, om end det denne gang var i en nogen anden boldgade end det var tilfældet med skyttestævnet i 1914. Nu skulle fredstemaet i højsædet. Unge studerende fra hele Europa skulle mødes på Hald Hovedgård ved Viborg, hvor Danmarks internationale Studenterkomité havde lejet sig ind med støtte fra undervisningsministeriet og Viborg Byråd. Ideen bag det internationale studentercenter skal ses i lyset af to verdenskrige og en tiltagende koldkrigsstemning. Studenter fra øst og vest, nord og syd skulle mødes på centret for at være sammen og udveksle tanker og ideer. Det andet formål var at give unge fra udlandet indtryk af dansk kultur og samfundsliv. Programmet på Hald Hovedgaard var derfor varieret med foredrag, koncerter, diskussioner og udflugter. Hertil kom besøg på typiske danske virksomheder som andelsmejerier og slagterier samt institutioner og uddannelsessteder. Meget af de unges tid forløb dog med sport, spil, socialt samvær og madlavning. Overnatningskapacitet på Hald var på ca. 120 pladser, når alle hjørner og afkroge blev udnyttet. I løbet af et sommerhalvår nåede centeret op på at have besøg af et sted mellem 1.100 og 1.800 unge. De fordelte sig på op til 40 forskellige nationaliteter. En af årsagerne til, at Hald Hovedgaard i 1951 blev hjemsted for studentercentret var, at ejeren, den danske stat, stod med en herregård, som embedsmændene i finansministeriet ikke rigtig kunne finde ud af, hvad de skulle gøre med. Staten havde overtaget den i forbindelse med retsopgøret. Under besættelsen, i 1943, var en 75-årig husmand og karetmager fra Vindblæs rykket ind som den nye herremand på Hald. Karetmagerens tre sønner havde ganske enkelt foræret godset til forældrene i guldbryllupsgave, fordi sønnerne engang havde lovet deres far, altså husmanden, at han skulle ende som herremand.

Men det, som kommer let, går som bekendt også let. Sønnerne havde tjent de mange penge ved værnemageri, og da dommen faldt i 1948, konfiskerede staten herregården Hald. En plan i 1948 om at få stedet indrettet til rekonvalescenthjem for tuberkulosepatienter faldt fra hinanden. Nye forhandlinger mellem finansminister H. C. Hansen og Viborg Byråd førte derefter til lejeaftalen med Danmarks internationale Studenterkomité, DIS. Byrådet var givetvis svært godt tilfreds med aftalen, idet de mange udenlandske studenter efter minderige dage på Hald og i Viborg sandsynligvis ville rejse hjem som gode gesandter for landsdelen. Gennem tyve år fungerede Hald som et internationalt mødested for unge. Onkel Iver I midten af halvtredserne havde Viborg en festglad og meget talende turistchef ved navn Iver Lassen. Også han sendte impulser ud i den store verden. Det skete i de dage op mod julen 1955, hvor onkel Iver som han kaldtes i folkemunde, assisteret af en hær af nissebørn skabte en række happenings, så det endte med, at byens handlende plus en del andre blev tvunget til at bære nissetøj i ugerne op til jul. Historien røg med tekst og et væld af billeder lige i SE og HØR og diverse ugeblade, men også amerikanske og canadiske medier fik fat i nisseriet. Hærvejsmarchen Tilbagevendende begivenheder, der engagerer mange mennesker, kan også med tiden skabe opmærksomhed uden for bygrænsen. Kl. 5 morgen, lørdag den 28. juni 1969 begyndte en sand folkevandring på vejene omkring Viborg. Den første Hærvejsmarch tog sin begyndelse. 1.850 glade vandringsmænd og -kvinder havde meldt sig til to dages strabadser på gåben. Idéen til marchen blev lanceret af major Arne Sørensen fra Prinsens Livregiment, og den viste sig gangbar. Siden juni 1969 har titusinder af fødder slidt de viborgske veje og krydset de gamle hærvejsspor på den årlige hærvejsmarch. Op gennem halvfjerdserne steg deltagerantallet år for år med et toppunkt på 11.875 tilmeldte i 1978. Marchen var dermed Nordens største. Moderne mennesker med stillesiddende arbejde havde behov for at røre sig i fritiden, og hvorfor ikke gøre det i selskab med andre i et historisk område med varieret natur. Deltagere i alderen fra otte til 88 år fulgtes ad under skiftende vejrbetingelser. I 1980 var det rigtig slemt. Folk stred sig frem i styrtregn og kulde ad plørede stier i Ø Bakker og Nørreådalen. Det år var det ikke vablerne, men kolde og ømme muskler, samaritterne især koncentrerede sig om i de opstillede nødhjælpstelte langs ruten. Andre år skinnede solen varmt og gjorde turens mange kilometer til en ren fornøjelse. Hærvejsmarchen lever fortsat, om end en vigende tilslutning antyder, den har tabt pusten. Dette kan meget vel skyldes, at de glade motionister i dag har sat tempoet op og i stedet dyrker løb i forskellige former. Viborg er dog også med på denne bølge i form af avismaraton, city-maraton, 24- timers løb og Søndersø-løb. Fornøjelsen ved løb er dog almindelig udbredt i disse år, hvorfor et utal af andre byer også arrangerer noget tilsvarende, og indtil nu har Viborg vel ikke trukket overskrifter i den forbindelse, bort set fra i Skive Folkeblad, hvor skibonitter i forbindelse med lanceringen af den første city-maraton udtrykte fortørnelse over, at Viborg placerede begivenheden på en dag, hvor Skive afviklede et tilsvarende arrangement. Gejsere i gaderne Som antydet i indledningen har det ikke alt sammen været positivt, når Viborg har trukket overskrifter i landsdækkende medier. Lad mig slutte med en af de store fadæser, Viborg Fjernvarmeværks sammenbrud i isvinteren 1979, hvor arktisk kulde i husene, dampbad på værket og dyrt betalte gejsere i gaderne i den danske offentlighed anbragte Viborg i selskab med Mols og andre anerkendte tåbelokaliteter.

Historien er kort fortalt, at store dele af Viborg Fjernvarmeværks ældre ledningsnet led under en vis tæring. Et sammenbrud i sommeren 1977 varslede, at det stod skidt til. En række brud betød, at forbrugerne i nordbyen flere dage i træk var uden varme og varmt vand. Kolde vandhaner på varme sommerdage er dog til at leve med. Men så - den sidste dag i året 1978 - indtrådte det helt store sammenbrud. Vinteren var sat ind med fuld styrke i juledagene, kulde fra Mellemskandinavien trængte ned over Danmark og natten til den 30. december faldt temperaturen til under minus 20 grader i det indre af Jylland. Folk, som mødtes på gaden i de stille juledage, snakkede om, at det nu for alvor var blevet vinter, hvorefter de skyndte sig inden døre. Men den indendørs julehygge fik en brat ende for mange den 31. december. Fjernvarmeværket måtte i vinterkulden køre med fuld kraft, men de tærede rør kunne ikke klare trykket fra hedtvandsanlægget, når udgangstemperaturen lå på 170 grader. Rørene sprang som balloner på en varm markedsdag. Fra hovedledninger i bymidten fossede skoldhed vand ud i de frosne gader og efterlod tusindvis af viborgensere uden varme. Fjernvarmeværkets folk arbejdede på højtryk i næsten alle døgnets timer, men lige meget hjalp det. Så snart en skade var udbedret, og der igen blev sat tryk på, kom brudene et andet sted. Fjernvarmenettet var mere at sammenligne med en si end et lukket system. På et tidspunkt den 4. og 5. januar var man oppe på at poste langt over hundrede kubikmeter vand på anlægget i timen i et forsøg på at holde trykket oppe. Situationen var derfor, ifølge Viborg Stifts Folkeblad, at der intet håb var om snarlig bedring. Viborg var nærmest i undtagelsestilstand. Og hvordan indretter en befolkning sig i den situation? Mange var naturligvis sure og fortørnede, og kimede fjernvarmeværkets kontor ned. Sekretærerne måtte lægge øre til grove gloser i det danske sprog. De fleste optrådte imidlertid konstruktive. Brandvæsenet varetog sammen med den kommunale hjemmepleje det store arbejde med at anskaffe og fordele el- og gasvarmere til institutioner og frysende pensionister. På sygehuset fik teknikerne etableret et nødanlæg. De berørte skoler forblev lukket efter juleferien, børnehaver holdt flyttedag for at få husly og varme i institutioner med varme. I det hele taget var viborgenserne klædt godt på, når de mødte på arbejde, og som altid under ekstraordinære forhold klarede folk situationen med en vis humor blandet med stor opfindsomhed. Folkebladet bragte talrige beretninger fra de små hjem, hvor grødis rumlede i de kolde radiatorer. Folk pakkede sig godt ind, søgte sammen omkring ovnen i køkkenet eller ved en elvarmer i et lille rum. Et sted var der begyndende isdannelser i vandet hos akvariefiskene. Den indre bys gader tegnede et besynderligt billede. Tætte som skildvagter stod markør-pæle og fortalte, at her var nok et brud. Nogle steder var vejen gravet op som var der tale om forsvarsstillinger i en skyttegravskrig, og tætte skyer af dampe steg op fra huller og revner i gader og fortove. Dampen kunne enkle steder være så fortættet, at det ledte tanken hen på islandske gejsere. Snart fik hele landet gennem TV-avisen og landsdækkende blade indblik i viborgensernes mange prøvelser. En uge inde i det nye år blev vejret heldigvis så meget mildere, at værket kunne holde trit med bruddene. Arbejdsholdene - hvortil der blev tilkaldt ekstra assistance både inden- og udenbys fra - havde også knoklet i treholdsskift for at udbedre skaderne, og de hektiske dage med øget efterspørgsel på vand og el gav ligeledes lange arbejdsdage for elværkets og vandværkets folk. Trængslernes tid var imidlertid ikke forbi endnu. Sidst på eftermiddagen den 12. februar sprang en af kedlerne i hovedværket i Grønnegade. 120 grader varmt vand fossede ud og hele bygningen stod indhyllet i damp. Først efter godt 1 ½ time kunne værkets folk komme ind i kedelrummet, og da var hele værket gået ned. I løbet af natten blev radiatorerne igen kolde hos beboerne i store dele af byen. Beredskabsstaben, der også omfattede brandvæsnets korps, måtte igen køre i døgndrift med el-varmeapparater til nødlidende. Vand trængte også ind i cellerne i byens arrest og fangerne måtte evakueres. I Vestre Landsrets sale sneg kulden sig også ind, men retspræsidenten valgte nu alligevel at fortsætte retsbehandlingen. Derfor sad dommere, advokater og anklagede under retssagerne med

vanter og tykke overfrakker. Fjernsynsseere i hele det øvrige land sad lunt i deres stuer og fulgte interesseret med. Ødelæggelserne i januar-februar 1979 omfattede godt 500 rørsprængninger og den nedbrudte kedel i Grønnegade. Det stod efterhånden klart for alle, at regningen til forbrugerne ville blive på mange mio. kr. Også dette kunne give anledning til et svedent grin ude i den store verden. Således dagbladet Politikens bagside AT TÆNKE SIG Under Bytteregistret Haves: Gys Ønskes: Gysser Henvendelse: Viborg Fjernvarmeværk