Kapitel 15. 11. december jul det er cool Flere steder i Paris Vi var ankommet til Paris den 9. december lidt midt på dagen. Vi var indlogeret på hoteller forskellige steder i byen, for at vi ikke skulle udgøre en mistænkelig stor gruppe, selvom det nok ville drukne i storbyens mylder, men sådan bare for en sikkerheds skyld. Vi kommunikerede med hinanden, ved hjælp af elvernes små kommunikationsdimser, så vi var alle i kontakt med hinanden. Det havde været nogle hektiske dage, med at få alle forholdsreglerne omkring mødet med Olaf på plads. Da vi var mange flere til opgaverne end jeg havde regnet med, fordi præsidentens mænd stillede talrigt op, så var der lidt tid til overs til at gå rundt og nyde Paris. Der var masser at se på, men der var så mange mennesker, at det blev lidt i overkanten for mig. Jeg bryder mig ikke om at blive puffet og skubbet til. Det hindrer min bevægelsesfrihed, det maser ligesom luften ud af mine lunger. Freja og Torben, havde det på samme måde, Sven var uberørt af det, men vi besluttede alle tre at vi vil tage på Louvre for at kigge på Mona Lisa. Der var også en lang kø, men hvor var der ikke de i Paris på denne tid af året. Men ind, kom vi da. Det var meget mere behageligt. Dels var der mange dejlig synsindtryk, dels var der færre mennesker, sådan lidt mere albuerum. Vi gik rundt nogle timer, og tog så tilbage til vores hotel, hvor der var en hel masse småting der skulle gennem testes, inden dage i morgen. Jeg sad oppe på toppen af Notra Dame katedralen på Isle du City i Paris og fik en blåfrossen næse, som det vil tage timer at få tøet op igen, til en normalt fungerende næse. 1.
Jeg havde fået, nået nær den perfekte udsigt over dele af Paris her oppe fra toppe af katedralen. Paris var iklædt sig sin juledragt og stemningen i byen var ligeså julehektisk som i alle andre storbyer. Det var kun noget som jeg kort registrerede, for hele min opmærksomhed var rettet mod et helt andet projekt. Jeg sad og havde spændt mig selv fast til dele af katedralens tagkonstruktion, så jeg havde sikret mig selv mod, at et vindstød ikke kunne komme til at vælte mig ud over kanten. Ikke at der ville ske særlig meget ved det, for jeg kunne blot folde min vinger ud og så flyve væk. Men det ville nok vække en del uro, blandt de mange hundred af turister som hele tiden betragter katedralen, vist de pludseligt så, at en af katedralens stenfigurer fløj væk. Det ville helt klart give en meget uønsket omtale. Mine vinger var pænt foldet sammen, i mit forsøg på, at falde ind i omgivelserne her oppe på toppen. Et forsøg og når jeg selv skal sige det et temmelig godt forsøg på, at ligne en gargøjle eller kimære. En af disse forunderlige stenfigurer som pryder eller hvad man nu syntes mange af de gamle kirker og katedraler. Pludselig fik jeg et chok, der var noget tung der ramte mine skuldre. Havde jeg ikke være spændt fast var jeg vældet ud over kanten. Forskrækket slog jeg ud efter det et eller andet. En åndsvag due lettede vildt skræppende fra mine skuldre. Jeg hader duer. Et stykke tid efter ramte den ubehagelige lugt af fuglelort min næse, og jeg kiggede diskret til siden hvor due havde efterladt sit visitkort ned af min ene skuldre. Ad. Blæsten susede fordi mig, sammen med regnen, der i den vindstyrke som regndråberne ramte mig med, nærmest følelse som små issyle. Mens jeg sad her, kunne jeg kun give den person som på et tidspunkt sagde det er koldt på toppen ganske ret. Det var mange, mange århundreder siden, at jeg havde frosset så meget. 2.
Jeg var kun iklædt en tynd våddragt, af elver design. Dragten dækkede det meste af min krop og mine vinger, men altså ikke mit stakkels forfrosne ansigt. Selvom der i våddragten var tynde tråde af metal, som alle var tilsluttet et batteri, og denne kombination gjorde at der bliver produceret varme, så er det ikke nær nok varmeproduktion, til disse blæsende og våde omgivelser. Mine tænder klaprede så meget, at hvis jeg havde et tyggegummi i munden, så var der automatiske tyggegummitygning. Man kunne tænker ved sig selv, hvad lavede jeg i det hele taget på toppen af katedralen og leger stenstatue, en isnende kold vinterdag i december. Jeg holdt blot pladsen foran kirken under opsyn. Det var nemlig nu jeg skulle mødes med Olaf. Jeg var ikke bange for at møde manden. En professornørd, dybt optaget af det paranomale (uforklarlige hændelser). Nej, jeg var virkelig ikke bange for ham. Jeg var bange for alle dem som kunne være med ham eller som fulgte efter ham eller som holdt ham fanget. Det var derfor, at jeg holdt pladsen under observation, fra denne glimrende med iskolde udsigtsplads. Hvis jeg og alle dem som jeg kendte, skal have en god julefest, så var jeg nødt til at overtale ham til at tie med den viden han havde, jeg var nødt til at få ham til at forsvinde frivilligt. Et kuldegys, gennemrystede mig endnu engang, efterfulgt af et gevaldig nys. Jeg kiggede hastigt ned på pladsen foran, for at se, om nogle af alle de mennesker der stod nede på pladsen havde opdaget, at en af sten figurerne faktisk nyste. Jeg håbede ikke, at der var nogle turister som havde summet sig ind på netop min flotte figur, for så ville de da få sig noget af en overraskelse, når de så filmen senere. Jeg sad musestille og lod øjnene søge hen over pladsen foran katedralen, for at se om mit nys havde af sted kommet nogen usædvanlig aktivitet. Men det var heldigvis ikke til tilfældet. Samtidig gennemså jeg for nok hundrede gang i dag, omegnen omkring pladsen. Studere de mennesker der stod eller gik rund, meget grundigt. 3.
En sagte summen lød fra mine øjne, som havde monteret et par kikkertbriller, der kunne summen ind og ud, og som havde en ledning der gik ned til min hånd, så jeg automatiske kunne se folk tæt på eller langt fra, ved en enkelt bevægelse af min tommelfinger. Over til venstre kunne jeg se Lai, som også havde travlt med at studere omgivelser over en aviskant. Hvis det hele ikke var så en alvorlig situation, ville jeg have trillet rundt af grin, for det her var bare en parodi på en dårlig spionfilm fra 1960 erne, desværre var det bare en yderst virkelig del af mit liv i øjeblikket. Der var også andre elvere tilsted på pladsen, men de havde deres usynlighedsdragt på. Ind i mellem stødte folk ind i dem og de så sig lidt forvirret omkring, for at se hvad de egentlig var gået ind i, uden dog at kunne se nogen forklaring. I højre hjørne af pladsen stod nogle af nisserne og solgte brændte mandler. De var flot klædt ud, og der var masser af aktivitet ved deres lille bod. Der blev taget mange billeder af dem, og de fik masser af anerkendelse. Kødranden af mennesker omkring deres lille bod var så stor, at de ikke havde mulighed for nogen form for overvågningsaktivitet. Det gjorde ikke så meget, for det sortere de mennesker fra, som blot var turister og almindelige borger i Paris, fra de personer som var på pladsen med et andet formål. Dem som kunne udgøre en potentiel fare. Jeg havde valgt at mødes med Olaf på denne plads. Pladsen havde jeg valgt, fordi den var så let at slippe væk fra, hvis noget skulle gå galt. Under pladsen er en del af Parises gamle kloaksystem, som ikke er særlig kendt. Nogle af gangene er dissideret livsfarlige, at bevæge sig rundt i, fordi tiden har mørnet og smuldret materialerne de er bygget af. Andre står, som om de blot var bygget for nogle år siden. 4.
Jeg havde været rundt i kloaksystemet, så jeg vidste hvilke ruter jeg skulle tage, hvis dette møde gik galt, og der ville blive gjort forsøg på at tilfangetage mig. Jeg kender Parises kloaksystemer rigtigt godt, for jeg har selv været med til at byggen nogle af dem for mange århundrede siden. Med min evne til at gå igennem uorganisk materiale, vil det være let for mig at forsvinde ned i kloakkerne hvis der skulle være fare på færder. Det var det, der havde gjort at jeg valgte netop denne plads til at møde Olaf på, af alverden mange pladser. For enden af en af kloakkerne venter Sven og Jakobsen med en bil, der hastig vil kunne transporteres os væk fra området. I floden der flød forbi katedralen, lå små mini ubåde, som elverne hastigt kunne hoppe ned i, så også de kunne komme væk i en fart. Nissernes lille bod, stod ved siden af et kloakdæksel, som var nemt at skubbe væk, hvor de hurtigt kunne smutte ned. Vis dækslet blev skubbet væk, vil det udløse et festfyrværkeri af farver og røg, der nok vil tiltale alle turisterne, men som gjorde at nisserne kunne slippe væk uset og sammen med mig ville vi kunne flygte til Sven og Jakobsen. Der var endnu en time til at jeg skal møde med Olaf. Gennem den sidste halve time havde der foregået noget usædvanlig aktivitet på pladsen. Nogle såkaldte offentlige arbejdere, havde slået et telt op. Men jeg troede ikke et øjeblik på, at de virkelig var offentlige brolæggere, som skal reparere huller i pladsen. Nej du, de var ved at gøre klar til at overvåge Olafs møde med mig. Elverne havde også tjekket telte ud, og havde over vores kommunikationsanlæg, meldt mig at der ikke var de til faget tilhørende arbejdsredskaber i teltet. En hel bus fuld af mænd med asiatisk udseende havde parkeret i området og hele gruppen af unge mænd bevægede sig ned mod pladsen. 5.
Jeg sendte en af elverne hen for at tjekke gruppen. Alle unge mænd, alle meget veltrænede, alle gik med nærmest militærisk præcision, turister eller hvad, en sportsklub til en konkurrence! Det må elverne undersøge og få styr på. Igen lod jeg blikket søge ned over pladser for at se om der er aktivitet, som ikke var turistadfærd. Teltet var også ok, der var nu komme diverse materialer og alt var i bedste orden. Bussen med de unge asiatiske mænd var kørt igen, og vi havde nu kun enkelte mistænkte tilbage, som elverne havde fuld kontrol med. Der var nu kun en 20. min til jeg skulle møde med Olaf. Jeg var så stiv af kuld, at jeg efterhånden ikke kunne bevæge mig. Mørket var ved at sætte ind på grund af vejr forholdene og det blev vanskeligere og vanskeligere for mig at se pladsen tydeligt. Jeg besluttede mig for at tjekke diverse omkringliggende bygninger for sidste gang, for at se om der var noget ændret der. Et vindue i en af bygninger var blevet åbnet på klem og en lille snip af et gardin viftede for vinden. Jeg sendte en af ulvemenneskerne af sted for, at undersøge hvad det kunne være. Samtidig med at det var blevet mørkere, var det nu lettere at undersøger bygningernes indre, for alle havde efterhånden tændt lys. Jeg slog min kikkert briller over på nattesøgning, og fandt igen ikke noget usædvanligt. Og dog - I en af de mørke lejligheder, var der fuld aktivitet. Det var underligt, ja nærmest mistænkeligt, at de så ikke havde tændt lyset. Over kommunikationssystemet, meddel jeg dette til ulvemenneskerne, så de også kunne tjekke dette forhold. Jeg begyndte ganske langsomt at bevæg mig, for at få lidt liv i mine stivfrosne lemmer. Stille og roligt trak jeg mig længere og længere væk fra kanten, hen mod vinduet ind til katedralens loft. Uendeligt langsomt for at ingen skulle opdage noget. 6.
Der var nu ikke lang tid til mit skæbnesvangre møde med Olaf. Hvordan ville det gå? 7.