Gustav og jeg skulle ud og flyve kaneflyvning, hvor vores haler ville være flettet sammen som en kane. Det var en svær flyveøvelse i sådan et vejr.

Transkript

1 Kapitel 20 Gustav og jeg kiggede på hinanden. Det var vist tid til lidt drageflyvning. Diskret trak vi os væk fra selskabet, op til et lille loftskammer for at planlægge hvordan vi skulle gribe sagen an. Vi vidste at vi var nødt til at flyve til lufthavnen, og så håbe på at der var et fly til København. Torben skulle også flyve, selvom det ville blive hårdt for ham, da han aldrig have fløjet særlige lange strækninger og da slet ikke i storm vejr med snekrystaller i luften, hvilket gør ondt på huden når man flyver. Valencia kunne endnu ikke flyve, hun havde ikke fået trænet sin muskulatur endnu og var heller ikke særlig sikker i sin transformation til drage. Derfor måtte Gustav og jeg bære hende sammen med glaskuglerne. Vores øvrige bagage måtte glaspusteren sende senere, når vejrforholdende var til det. Når vi skulle foretage sådanne flyvninger, i dette vejr, krævede det ordentlig tøj. Derfor gik vi alle med Gustav over til glaspusteriet, hvilket var en ubehagelig tur, hvor iskrystallerne piskede og stak i vores ansigter. Det lovede ikke godt for flyveturen. Oppe på glaspusteriets loft, var der nogle store kasser, som Gustav hev frem. De indeholde vinter flyvetøj og nogle transportseler som vi kunne spænde Valencia og glaskuglerne fast med. Standardudstyr i ethvert dragemenneskehjem. Gustav og jeg skulle ud og flyve kaneflyvning, hvor vores haler ville være flettet sammen som en kane. Det var en svær flyveøvelse i sådan et vejr. Tøjet var for stort til os alle, undtage selvfølelig Gustav, men noget sejlgarn fik strammet tøjet sammen om os, så vi kunne holde varmen og havde bevægelsesfriheden. Vi var noget spændte på, hvad der ville ske når vi nærmede os lufthavnen og vi ville komme flyvende ind i lufthavnens radarovervågning, som ukendte flyvende objekter, men hvad der ville ske ved det, det måtte tiden vise, og så måtte vi handle ud fra situationen, hvis der opstod en situation. Valencia prøvede ihærdigt at transformere sig om til en drage og det lykkedes hendes også et par gange, men hun kunne ikke holde drageformen særligt længe, men det kræver også øvelse. 20.1

2 Da vi således var klædt om til ukendelighed, foldede vi vingerne sammen så vi kunne komme ud af glaspusteriets døre, for Valencia, Torben og jeg var indviklet i sejlgarn, så vi kunne ikke gå gennem væggene, da sejlgarn var organisk materiale. Vi gik ud og lettet fra bagsiden af glaspusteriet, hvor der ikke var nogle der kunne se dem fra de omkringliggende huse (hvis de overhovedet kunne se så langt i det vejr, men bare for en sikkerheds skyld). Torben flaksende rundt i vinden og havde sine besværligheder med at få styr på sine flyvefærdigheder i de drillesyge vindstød. Gustav og jeg havde besvær med at få Valencia spændt ordentligt fast til vores haler. Enden blev, at Valencia blev spændt fast til os, og glaskuglerne blev spændt fast til Valencia. Så lettede vi. Torben havde fået ordre til at flyve tæt bag Gustav og jegte, så han kunne få fordele af at flyve i læ af os. Det var en hård tur. En meget hård tur. Gustav var blommefarvet i hovedet af anstrengelse og jege var helt nervøs for, om han kunne holde til disse anstrengelser. Efter hvad der forekom som en uendelig tid, ankom vi til lufthavnen. Torben Gustav og jeg dampede af varme efter anstrengelser, og alligevel havde vi istapper hængende ned af os. Valencia var derimod nærmest blå og stiv af kulde, med tænderne hakkende og klaprende så de slet ikke kunne forstå hvad hun forsøgte at sige. Vi fik pakket os ud af alt tøjet, og indtog menneskeskikkelse, og var klar til at gå ind i lufthavnsbygningen. Gustav valgt at sidde et par timer i lufthavnen, for han skulle lige have kræfterne til at flyve tilbage. Valencia troede på at han inderligt håbede at vejret i mellemtiden ville forandre sig så han kunne tage en taxi hjem, et ønske vi andre delte med ham, for så ville flyverne ikke blive aflyst. Igen kom nervøsiteten, kunne vi nå det til i morgen. Tænkt hvis vi ikke kunne komme til København og få monsterenergierne indfanget. Alle nød at komme indenfor i lufthavns bygningernes varm og læ. Lyset skar i vores øjne, men det vænnede vi sig hurtig til. Vie sendt Gustav af sted efter noget varmt at drikke, mens vi andre begav os ned til indtjekning. 20.2

3 Da vi for snart mange dage siden havde fået billetterne til turen til Stockholm, som var bestil af Elverkongen havde jeg været noget sur. Trygge havde købt første klasse, med fortrinsret og alt mulig, som jeg på daværende tidspunkt havde syntes var fuldstændigt ekstravagant. Elverkongen havde altid haft dyre vaner. Han strør om sig med penge, lige så snart han har nogle. Det viste sig dog, at det var en temmelig gennemtænkt investering. For da vi endelig kom frem til indtjekningen, fik vi at vide at mange af flyene var aflyst og en hel del af dem var stærkt forsinkede, men vi havde ret til en plads. Vi sad derfor bare og hængte i lufthavnen sammen med mange andre mennesker. Det var ikke sjovt og det var ikke rart. Folkene der ventede, vrissede af hinanden, var sure, børnene hyler og var umulige (forståeligt nok) og alt i alt var det en meget deprimerende oplevelse. Det gik også Valencia på, specielt det med børnenes hylen. Hun begyndte at trylle noget hun havde lært af sin farmand Niels for nogle af de børn som sad og tudene i kor. Det fik dem til at tie stille, og efterhånden samledes der en hel kreds af børn omkring hende. Da Valencia ikke havde flere numre at vise, besluttede jeg mig for at træde i stedet, og fortalte nogle julehistorier, som Valencia fulgte op på. Hun var en rigtigt god historie fortæller, for hun sad ikke bare og fortalte historien med monoton stemme, men levede sig helt ind i historien og de forskellige karakterer - og snart havde vi en kødrand af mennesker omkring os. Da Valencias historier var færdige, kom en mand ud af mængden som begyndte at spille og synge svenske folkeviser. Det vakte jubel, og stemningen steg endnu mere. Det var imponerende så mange der havde glimrende talenter. Det blev pludseligt helt hyggeligt, og der faldt en ro over det hele, en magisk stemning. Det afstedkom i hvert fald, at lufthavnens bestyrelse og forretninger besluttede sig for, at give gløgg til alle og kakao til børnene. Der gik derfor hurtigt 5 timer. Efter 5 timer stilnede vinden lidt af. Lufthavnens personale forsøgte at rydde startbanerne. De gjorde en ihærdig indsats, men ganske forgæves. Klokken nærmede sig og Valencia var seriøst bange for, at det ikke var muligt at komme hjem til København. Lufthavnens personale var allerede begyndt at få alle de rejsende indplaceret på diverse hoteller. Lufthavnen tømtes stille og roligt. Det lettede ganske meget på lydtrykket. 20.3

4 Vi blev flere gange kaldt hen til skrankerne, fordi personalet også ville have os til at tage mod tilbuddet om indkvartering. Vi insisterede dog alle tre på, at det var umådeligt vigtigt at vi kom til København, og at vi hellere ville bliver her og overnatte, end miste chancen for at komme ombord på et fly, hvis vinden løjede endnu mere af. Lad mig sige, at personalet var ikke videre optimistisk, for vejrudsigten stillede ikke bedring i vejret i udsigt. Tænk, vi var så tæt på målet, skulle det hele så bare mislykkes i sidste øjeblik, på grund af snevejr. Der kom en lille pause i vinden og personalet gjorde et sidste forsøg. Jeg bider normalt ikke negle, men det gjorde jeg den aften, mens vi stod og så ud af vinduerne, for at følge fejemaskinernes kamp mod sneen. De var anden gang indenfor meget kort tid, jeg havde bidt negle. Stor var vores lettelse, da vi så et fly varme op, og vi endelig hørte at bordingen til maskinen mod København begyndt. Så mange timer som vi nu havde tilbragt i en lufthavn, gør ikke ligefrem underværker for ens tolerance grænse. Da vi kom hen til check ind, og vi fik at vide at vi ikke kunne komme med, blev jeg vred. Ikke bare lidt vred, men sådan rigtig vred. Det er ikke så godt, for så kan jeg altså begynde at skifte om til drageskikkelse. Hvilket Valencia opdagede at jeg begyndte på. Det første Valencia opdagede skiftet ved, var damen der skulle booke os ind. Hun kiggede pludseligt ganske forbløffet på mig, fordi min stemme pludselig blev ganske dyb, og mine øjne har ganske givet også set noget mistænkelige ud. Heldigvis så både Torben og Valencia hvad der var ved og ske. Valencia fik sagt en hel masse om at jeg var syg, og havde en kold lungebetændelse, så derfor var det altså vigtigt at jeg kom med. Det gjorde blot situationen endnu værre, for så kunne det slet ikke komme på tale at vi kom med flyet, og nu blev vi helt afvist. Nu var det så heldigt at der var to skranker åbent. Damen overfor mig, havde kun set mit kort og havde endnu ikke sendt nogle edb-data om vores situation. Valencia fik hvisket til mig at hun ville benytte sin evne til at slette alt på skærmen, hvilket hun gjorde. Derefter skyndte vi os over i en anden kø og prøvede der. Her insisterede vi på deres ret, i forhold til billetten, til at komme hjem. Efter megen snakken frem og tilbage, lykkedes det omsider at komme med flyet. Sikke en lettelse. 20.4

5 Jeg tænkte med taknemmelighed på Trygges forudseenhed ved bestilling af billetterne. Sent om aftenen var vi endelig hjemme i kommandocentralen, vores hjem. 20.5