Ordførertale på Sundheds- og Omsorgsområdet v. Lise Thorsen (A) Budget 2014 Borgerrepræsentationens 1. budgetmøde, 2. september 2013 Da jeg startede i skole for snart mange år siden, fortalte min mor mig senere, kunne hun med det samme se, hvem af mine skolekammerater, der ville få det svært fordi deres sociale baggrund lå som en tung dyne henover dem. Jeg husker min overraskelse over at hun kunne se det. Men da mine egne børn selv startede i skolen, kunne jeg se det samme. Begge skoler var og er solide middelklasseskoler, hvor en svag social baggrund mere er undtagelsen end reglen, og de børn derfor var ekstra synlige. Men der er skoler i Kbh. hvor billedet er det omvendte. Hvor det er de velfungerende børn, der stikker af fra normalen. At den ulighed stadig findes generation efter generation er forfærdelig. Op til 10 års forskel på levealderen og på dermed på livskvaliteten mellem de forskellige postnumre er noget, vi ikke 1
kan være bekendt. Og hvad værre er: Forskellen opleves som et grundvilkår, som en fuldstændig forudsigelig og dog kompleks størrelse. Jeg ser gerne, at de såkaldte nye KRAM-faktorer kommer mere i spil. Sådan at vi supplerer de gamle Kost, Rygning, Alkohol og Motion med Kompetence, Relation, Accept og Mestring. PÅ den måde kommer den enkeltes personlige forudsætninger for et sundere liv mere i centrum. Og så kan vi måske bedre hjælpe dem, frem for bare at vifte formanende med pegefingeren. Derfor må vores sundhedsmæssige fokus være på børnene lige fra den allertidligste start, men selvfølgelig også på de voksne, der skal give børnene tryghed og et godt og sundt liv. Det gør stadig ondt at se de børn, der har det svært. Det er stadig dejligt at se dem, det vil gå godt for. I den anden ende af livet ja, så bliver vi ældre og ældre. Sidste år besøgte jeg Mara, der fyldt 100 år, og hvis højeste ønske tro det eller la være var at få besøg af Frank Jensen på sin fødselsdag. 2
Men OB var booket til et andet arrangement, og derfor måtte hun nøjes med mig og en buket blomster. Det blev en forrygende eftermiddag med en sød, glad og frisk 100 årig, der stadig klarede sig i sin lejlighed på 4. sal. Og sådan er der mange, der har det. Heldigvis. Men hvis Mara får brug for hjælp, så skal vi naturligvis være der. Ikke med en tilfældig hattedame-velgørenhed, men med solid kommunal basishjælp. Og vi kan jo se, at de ældre gerne vil være med selv. Til at købe ind, vaske tøj, gå ture. For det er at bevare sig selv og sin integritet længst muligt at kunne gøre det,man er vant til at kunne. Også selv om man pludselig må have hjælp og støtte til noget af det. Derfor skal vi fortsætte med de gode takter i hverdagsrehabilitering, vi har slået an. Klippekortsordningen til maden er blevet modtaget rigtig godt. Jeg synes, vi skal udvide den til også at omfatte andre ting. For det os magtpåliggende at understege den respekt for 3
den enkelte, der ligger i at behandle folk lige, men ikke ens. Kan vi udvide klippekortet? F.eks. til et klippekort for aktiviteter? Så man som ældre kan shoppe lidt rundt, prøve sig frem og finde frem til det sted, de ting og de mennesker, man gerne vil beskæftige sig med og være sammen med. Det tror jeg mange ældre ville være glade for. Og det ville sikkert få flere i gang med aktiviteter, der hindrer ensomhed, fordi mange ellers trækker sig ind i sig selv igen, hvis de ikke føler sig hjemme der, hvor de først gang møder op. Hjælp dem til at komme lidt rundt og snuse til de mange muligheder, der er. Særligt vil det være godt, hvis vi kan få mændene med. Det er dem, det er sværest at få ud. Vi må tage alvorligt, at den højeste selvmordsrate i København findes blandt mænd i 70 erne. Jeg synes, vi skal overveje, om omsorgssamfundet mest er skabt af og indrettet på kvinder! Og tænke i nye baner for at nå mændene. 4
På et af de aktivitetscentre, hvor jeg kigger forbi en gang imellem, har de et værksted nede i kælderen, sådan lidt uden for alfarvej, hvor kvinderne haster forbi på vej til det ene og det andet. Dernede går en fem, seks ældre herrer og snedkererer og gør ved. Det blev jeg en dag inviteret ned og se. Jeg har ikke så let ved at rødme, men jeg siger jer det gjorde jeg! Det var vældig hyggeligt dernede i mandehørmen! Så er det værksteder, herreværelser, udflugter kun for mænd, der skal til? Eller bare almindelige, dagligdags sysler? Vi ved ikke nok om det. Jeg synes, vi skal fokusere på det. It er måske en del af løsningen på det problem. En anden måde at give de ældre mulighed for at være aktive og hjælpe sig selv på, er via digitalisering. IT-rum og kurser, hvor frivillige, biblioteker, borgerservice hjælper til? Alt sammen muligheder, der kombinerer læring, selvhjælp og samvær. Det synes Socialdemokraterne. 5
Meget af det kunne ligge på plejecentrene. Jeg synes, vi skal åbne dem meget mere op. Bruge dem til meget mere. Plejehjem skal ikke være mystiske lukkede steder, som man er bange for at komme på, hvis den tid kommer. Det er synd, hvis de ældre er bange og utrygge ved tanken, for det er jo helt overvejende gode og trygge steder. Og de, der allerede bor der, har godt af at se nogle andre omkring sig. Derfor står plejecentre, der åbner sig mere mod omverdenen, på vores ønskeliste. Det samme gælder for sundhedshusene. Jo flere aktiviteter, jo bedre. Sundhedshusene kan rumme utrolig meget sundhed for alle københavnere, og jo mere de bliver brugt, jo nemmere får vi samtidig ved at få fat i de dårlige liv. Jo flere tilbud, jo mindre stigmatiserende vil det nemlig være at komme i sundhedshusene. Man ved jo ikke automatisk, hvorfor de andre går derind! Og dermed får vi måske nemmere fat i de københavnere, der har allermest brug for hjælp. 6
Og så skal vi selvfølgelig sørge for, at alle også handicappede kan komme til og fra stederne. Vores medarbejdere er vores spydspidser. Spydspidser for velfærden og for sundheden. Spydspidser for at de ældre får en tryg og værdig alderdom. Og de skal naturligvis behandles derefter. Vi skal sikre, at de har en god arbejdsdag. Kan klare jobbet fysisk og psykisk. Derfor er det dejligt at se, at det forsøg vi har søsat med træning i arbejdstiden på fem plejehjem for SOSU er, køkken- og rengøringspersonale er en stor succes. Men vi vil gerne have alle med. Derfor mener socialdemokraterne, at vi skal have udbredt den ordning til alle plejecentre i byen. Og endelig det store dyr i åbenbaringen: velfærdsteknologien. Og ja kom bare med den. Sund vækst i lange baner. Det handler om værdighed for de gamle og syge, der vil kunne klare meget mere selv, og det handler om at lette personalets fysisk hårde arbejde. Men sund vækst handler også i høj grad om arbejdspladser i Kbh, 7
eksport og samarbejde både med den nære hovedstads- og øresundsregion og med lande endnu længere væk. Teknologi og varme hænder er ikke hinandens modsætninger. Det vil jeg gerne slå fast. 8